Gamle tekster

Stille - for Herrens ansigt
C. Asschenfeldt-Hansen

V

„Da blev vi stille og sagde: Herrens Villie ske!"
Apostt. Gem. 21, 14.

Da Paulus efter sin tredie Missionsrejse paa Tilbagevejen til Jerusalem var kommen til Keesarea og var taget ind hos Evangelisten Filip, hin kære Diakon, der blev valgt til sin Tjeneste som en af de syv første Diakoner (sammen med Stefanus) og siden blev brugt af Herren til at lede Kandakes Hofmand til Glæden i Kristus, da kom der til Filips skønne Hjem med de fire aandsfyldte Døtre ogsaa en Profet fra Judæa, Agabus, og han forudsagde, at Paulus i Jerusalem vilde blive fængslet. Da Vennerne hørte det, trængte de ind paa Paulus, at Kan dog skulde opgive Rejsen til Jerusalem. Men Paulus følte, at Vejen for ham gik til Jerusalem og svarede Vennerne: „Hvad gør I, at I græder og gør mit Hjerte modløst? thi jeg er rede til ikke alene at bindes, men ogsaa at dø i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld." Og saa skriver Lukas: „Da han nu ikke vilde lade sig overtale, blev vi stille og sagde: Herrens Villie skel" Stilhed i Hjertet kan der først blive, naar vi bøjer vor Villie ind under Herrens Villie. Saalænge vor egen Villie faar Lov til at pine sig frem, er der kun Uro i Hjertet. En ung Kone, hvis Mand var død, gik længe og havde det saa svært med dette: Hvorfor? Hvorfor? Men den Stund kom, da Folk sagde om hende: Nu har hun det godt, for nu har hun givet sit Minde til det. Men dette at give sit Minde til det er jo det samme som at sige, ligesom Vennerne i Kæsarea sagde: „Herrens Villie ske!" Saa erfarer du: „Gud intet ondt dig gøre vil," nej, „lønlig er Gudskærligheden i den Nød, som trykker dig."

„Stille, o vær stille for din Gud, min Sjæl, han ej vil dig ilde, han jo vil dit sande Vel." Derfor lærte vor store Frelser os at bede til Faderen: „Ske din Villie, som i Himmelen saaledes ogsaa paa Jorden." Den Bøn bad han jo selv i Gethsemanes Sjælekamp, og saa blev han „bønhørt i sin Angst," som der staar i Hebræerbrevets Kap. 5, 7. Maatte ved Guds Aands Kraft dette Frelserens Sind ret bo i os, denne Bøn: „Herrens Villie ske!" Saa sænke den hellige Stilhed sig ned over vort Hjerte.