Gamle tekster

Stille - for Herrens ansigt
C. Asschenfeldt-Hansen

IV

„Ti, vær stille!"
Markus 4, 39.

„Herre, o se, hvor det stormer, og truende Bølger gaar, i Stormskyer Himlen sig former, ej Land vi med Livet naar. Frels os, at ej vi gaar under, hvi kan du sove her? Hvert Minut under Bæven vi venter, af Søen vi opslugt er." Saaledes synger vi i en lille Sang. Hvor har det stormet mod Guds Folk, Guds liden Kirkesnekke, saa mangen en Gang! Det saa ud, som maatte det ende med Undergang. „Du elendige, af Stormen omtumlede," saaledes benævner Ordet det gamle Israel (Esajas 54, 11), men det passer i Sandhed paa hele Guds Kirke. Lad os tænke paa Martyrtiderne i fordums Dage! Lad os tænke paa Kampen mod Pavedømmet (Joh. Huss og Martin Luther), hvor stormede det ikke imod de sande Trosvidner! Men saa lød Røsten: Ti, vær stille! Guds og Menneskens Søn rejste sig og truede Stormen og Søen, og saa blev det blikstille. Da Forfølgelsen i Oldkirken var paa det højeste, omkring Aaret 312, da, lige med et, standsede den; Korset sejrede. Tretten Aar efter kunde Kirkens Sendemænd samles i Nikæa, ganske frit, ja under kejserlig Beskyttelse. — Ja, ogsaa i Nikæa stormede det, om end paa anden Maade. Det var Arianismens Forsøg paa at rive Guddomsglorien af Frelserens Hoved, som stormede løs imod den sunde Lærdoms Kraft. Men ogsaa overfor den Storm lød Herrens: „Ti, vær stille!" Gennem den unge Diakon Athanasius's Vidnesbyrd sejrede Sandheden. Og det samme mærkedes paa Reformations-tiden. Martin Luther med Sandhedsordet sejrede i Kampen overfor Pavekirkens rasende Modstand. — Ogsaa til allersidst, naar den anti-kristelige Storm bryder løs, og den er maaske allerede i Optræk, den Storm, der mere end nogen tidligere vil faa Guds hellige Folk til at raabe: „Herre, frels os, vi forgaar," ogsaa da skal det opfyldes: "Nej, Vinde og Bølger maa lyde hans Røst. Ti, og vær stil! Ej truende Bølge, ej oprørte Hav, ej Død eller Djævel, ej dybeste Grav, ej Vand kan opsluge det Skib, som har om Bord baade Vindens og Stormens Gud." Efter Antikristens Storm, den værste, Jorden har set, kommer først Tusindaarsrigets dejlige stille Sabbatsaften og derefter den nye Jords frydefulde Dag, da Guds Folk skal kunne synge som aldrig før: „Herre, nu Stormen er over, og alting saa stille er. Min Sjæl nu din Miskundhed lover, du har alle Syndere kær."

Men som det er med Guds Menighed i det hele, saa er det ogsaa med det enkelte Guds Barn. Naar en Synder omvender sig, blæser det altid op til Storm, Satan, Verden og Kødet rejser Vind og Sø mod den Sjæl. Ikke kommer Stormen, saalænge du blot bliver lidt mere kirkelig, faar nogle Selvforbedrings og udvortes Gudfrygtigheds Lapper sat paa den gamle Verdensdragt; men naar det er Alvor, naar du i Sandhed omvender dig, da kommer Stormen. Men frygt ikke, kald paa Jesus, Ven, og han skal ogsaa føre din lille Baad gennem Brændingen, faa Storm og Bølger til at lægge sig, saa du skal komme igennem. Frygt ikke, tro kun! Jesus er Sejrherren. Blot styre lige imod Braadsøerne, i Jesu Tro, saa gaar du ikke under. saa skal du erfare, at baade Vind og Sø er ham lydige.

Men hele Troslivet igennem gentager det sig, at Guds Børns Sejlads til Himlen gaar imod Strømmen. "Men ak de Farevande" maa Guds Folk saa ofte sukke. Dog Helligaanden kan gøre „Troen kæk mod Bølgens Skræk". Ja, mange Stormdage oplever vi, fra mange forskellige Steder kan Stormen bryde løs. Det er sandt. hvad vi synger i en lille Sang: „Paa Vagt ved Gry, naar Himlens lyse Bue dig synes spaa en Dag med Fryd og Fred, thi i dit Hjerte kan det Uvejr true, som tidt slaar Vandringsmanden ned." Fra Hjertets Dyb kan der rejse sig Storme af Mismod, Tvivl og Anfægtelse. Eller det kan komme fra Dagliglivets Genvordigheder og Vanskeligheder, fra Nervetræthed og deslige, eller det stormer frem med uformodede Angreb fra Verdens Side, med Løgn og ond Sladder. Men „lad Stormene kun suse, de er i Herrens Haand, lad Bølgerne kun bruse, de er i Himlens Baand." Kald paa Herren, og du skal erfare, at Hjælpen er der i Jesus, Guds underfulde, trofaste, barmhjertige Hjælp. Altid paany lyder hans mægtige: Ti, vær stille! og Fjenderne maa vige, Gudsfredens vederkvægende Hvile og Stilhed sænker sig ned over Hjertet, saa „alle Storme tie brat, og Tvivlen gaar til Ho." Saa kan vi altid paany synge med Fryd: „Herre, nu Stormen er over, og alting saa stille er, min Sjæl nu din Miskundhed lover, du har alle Syndere kær. Herre, men led mig herefter, lad mig ej ene gaa! Men giv mig fornyede Kræfter til Himmelens Land at naa!"