Gamle tekster

Stille - for Herrens ansigt
C. Asschenfeldt-Hansen

III

»De stille i Landet."
Salme 35, 20.

„De stille i Landet," saaledes benævner Kong David de troende, dem, Verden „optænker de svigefulde Anslag imod." Det var et skønt Navn for Gudsfolket: „De stille i Landet." Det vil jo ikke sige, at de er uvirksomme, at de ikke skulde lade høre fra sig, ikke skulde give sig til Kende. Tværtimod, de stille i Landet er „Jordens Salt og Verdens Lys", er den stille Magt i Landet, dem, der er „Verden for svare", som Brorson synger: „De ere vel svage, dog Verden for svare, i Himlen de lever, paa Jorden de gaa, de nyde Guds Fred i den yderste Fare, de fattes og alting dog har og formaa: de komme til Skade og blive dog glade, udvortes de synes som visne og døde og staa dog indvortes i dejligste Grøde."

„At vi maa leve et roligt og stille Liv i al Gudsfrygt og Ærbarhed," dertil formaner Paulus (1 Timoth. 2, 2). Og fremdeles paaminder han „Brødrene" om „at sætte en Ære i at leve stille og varetage hver sit og arbejde med deres Hænder, for at de kan vandre sømmeligt overfor dem, som er udenfor, og for ikke at trænge til nogen" (1 Thessal. 4, 11). — Verden møder saa ofte frem med Brask og Bram og højrøstet Tale, men „de stille i Landet" følger ham, deres Frelser, om hvem der staar skrevet, at „han skal ikke raabe op og opløfte Røsten og ikke lade sin Røst høre paa Gaden" (Esajas 42, 2). Saaledes skal ogsaa Jesu Venner kendes paa deres stille Færd; deres Kraftkilde ligger skjult i Gud. Hvad de i Troen retfærdige betyder for Gud, fremgaar ogsaa af, at havde der kun været ti retfærdige i Sodoma, vilde Byen være bleven skaanet. Saa stærk en Magt i Landet er "de stille", Guds bedende, ofte stille lidende Børneflok, dem med de oprakte Hænder. „Bed for mig, jeg ved, at I er mine bedste Undersaatter," sagde Kong Kristian den 8de til en Lægprædikant fra Sydfyen, der var oppe hos Kongen for at bede om Eftergivelse af de haarde Bødestraffe, som de hellige blev idømt (før de fik Forsamlingsfrihed ved Grundloven), naar de samledes om Guds Ord, uden at Sognepræsten var med.

Den stille Magt, der udgaar fra de „stille i Landet", har Verden ikke kunnet knække. Roms Kejser formaaede det ikke, Paven i Rom heller ikke, og Ruslands Magthavere for Tiden magter det heller ikke trods alle de Midler, der sættes i Gang. „De stille i Landet" bruger ikke oprørske Midler, men er lovlydige, saavidt det kan forenes med Lydigheden overfor Gud. "Hen over Jord et Pilgrimstog saa stille skrider frem, dets Sang paa alle Jordens Sprog lovpriser Himlens Hjem. Blandt alle Verdens Folkeslag det rejser Korsets røde Flag, trods Had og Baal, trods Spot og Saar, det stille fremad gaar". -

Fik du din Plads blandt disse „stille i Landet"? Det fik du, om du i Sandhed har omvendt dig. Herrens Ord siger: „Ved Omvendelse og Stilhed skal I frelses, i Rolighed og Tillid skal eders Styrke være" (Esajas 30, 15). Omvendelse og Stilhed hører sammen. Da vi blev omvendt, da skete det jo, at der blev saa stille i vor Sjæl, saa vi hørte den stille Kalden, den stille, sagte Lyd fra Himlen, Ordet: „Din Synd forladt skal være." Da blev det jo saa klart for os: Jeg intet, Kristus alt, da erfarede vi, at Styrken for Guds Folk ligger i den rolige Tillid til Herren, i at vort Blik er fæstet paa ham, Gudslammet, der bar al Verdens Synd. Guds Kraft, Guds Gerning, ikke vor egen, bliver Hjertets Hvilepunkt. Derfor er „de stille i Landet" saa stærke, fordi de har Forbindelsen med Herren i Orden. Saa vil vi hede: „Gør mig stille, gør mig stille, vis mig hvad din Fred formaar! Lad ej nogenting mig skille fra dig, hvordan det end gaar. Da, min Frelser, intet ondt din Due naar."