Gamle tekster

Stille - for Herrens ansigt
C. Asschenfeldt-Hansen

II

„En stille, sagte Lyd."
1. Kongernes Bog 19, 12.

Da var Herren der, den Gang Elias hørte den stille, sagte Lyd. Saaledes kommer vor store, herlige Almagtens Gud, i den stille, sagte Lyd. Forud for Herren gik det stærke Vejr, som sønderrev Bjergene og sønderbrød Klipperne, fremdeles Jordskælvet og Ilden. Alt dette var ogsaa fra Herren, det maatte gaa forud. Men Herren selv kom først i den stille, sagte Lyd.

Naar en Synder vækkes, begynder det med det Aandens Stormvejr, der sønderrev de Bjerge af Syndelyster og Syndesaar og de Klipper af stenhaard Selvretfærdighed, som før spærrede Vejen, saa kommer ogsaa Jordskælvet: Hvad skal vi gøre, hvor er Regnskabet dog stort og frygteligt, Herre, forbarm dig! Saaledes synger den norske Præst, idet han skildrer sin Vækkelse: „Og jeg vaagned. — Hvor jeg Blikket vendte, saa jeg Dommen skreven i mit Blod. Dødens Angestreb min Sjæl omspændte, og jeg segned ned for Herrens Fod." Da begynder ogsaa Ilden at brænde derinde og smelte Hjertets Haardhed, Hjertets Kulde, Isbjergene. „Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os paa Vejen og oplod os Skrifterne?" vidner de to paa Vejen til Emmaus. Den Ild kender alle de Mennesker, der vaagnede op af Syndesøvnen. Syndens Minder brænder paa Hjertet, man ser, hvor skrækkeligt man har levet, vandret paa Afgrundens Rand, og Ordet kan flamme i vakte Sjæles Tale imod det gamle og for det nye, man skimter. Men Herren har endnu ikke faaet Hjertet i sin Magt. Synder-hjertet maa først arbejde sig træt, kende sig helt fortabt i sig selv, før Herren med sin Fred kan komme til. Men naar Synderen ligger hjælpeløs i sig selv ved Korsets Fod og ser dette: „Jeg intet, intet, intet, Kristus alt, alt, alt," saa er Herren der, saa opfylder han sin Forjættelse til alle dem, der lider Møje og er besværede og kommer til ham: "Jeg vil give eder Hvile." Saa kommer den stille, sagte Lyd, den stille Hvile og Forvisning, „som ingen af sig selv kan faa, men den er Aandens Gave." Underfuldt, men saligt er det at opleve det, den hjemgangne danske Præst N. P. Madsen har skildret i sin lille skønne Sang: „Du kommer, Jesus, til mig ind, og saa er Solen tændt," „du kommer med din egen Fred i Aanden, som du gav, så hviler jeg, hvor før jeg stred, og takker, hvor jeg tav." — Der staar et Minde for mig fra min Præstetid: En Lærerkone i Nordjylland var bleven vakt, i Sandhed vakt, dybt og inderligt. Det stærke Vejr, Jordskælvet, Ilden, alt dette havde hun erfaret, men hun følte det saa grant, at Herren var der endnu ikke. Saa laa hun en silde Aftentime paa Knæ ved sin Seng og bad med Graad om Naade, Barmhjertighed for Blodets Skyld. Tilsidst græd hun sig i Søvn, som et Barn kan gøre det. Men da hun vaagnede en Tid efter, var det saa stille i hendes Hjerte, det stod saa levende og klart for hende: Det er fuldbragt, Jesus har jo betalt for al min Synd, jeg er døbt til alle mine Synders Forladelse. Jeg kan tro, aa Gud ske Tak! Saaledes jublede det i hendes Hjerte. Hun gik hen til Bordet, hvor hendes Bibel laa opslaaet (Bibelen faar man i Sandhed Brug for, naar man søger Herren af hele sit Hjerte), og det første Ord, hendes Øje faldt paa, var Ordet fra Esajas 60, 20: „Herren skal være dig et evigt Lys og din Sorrigs Dage være endte." — Ja, da var Herren kommen, da erfarede hun „den stille, sagte Lyd." Vi skal lægge Mærke til, hvorledes Herrens Aand viser hen baade til Korset og Daaben, naar han giver det bange Hjerte Fred. De to hører sammen: Han døde for mig — og jeg er døbt til ham. Der er saadan Hvile i dette: Der, der, i min Daabs Time, der kom han til mig, den enkelte, i min Daab lød med Aandens Røst ogsaa over mig det Ord fra Fsajas 43, 1: "Frygt ikke, thi jeg genløste dig, jeg kaldte dig ved dit Navn, du er min."

Vel dig, min Læser, om ogsaa du har oplevet ikke blot det stærke Vejrs Jordskælv og Ilden, men ogsaa Guds Freds stille, sagte Lyd. Aandens Higen er Liv og Fred. Da kom Jesus til dig ind. Da blev du lille og stille, men Jesus stor og herlig, Guds uudsigelige Gave til dig. Da kan du synge med den norske Præst: „Jeg er fri! Ved Jesu Bryst jeg hviler som hans Lidelsers, hans Smerters Løn."

„Stille, o bliv stille i hans Favn, min Sjæl! Der ej lides ilde, der du har det evig vel!"