Gamle tekster

Stille - for Herrens ansigt
C. Asschenfeldt-Hansen

I

»Stille, alt Kød, for Herrens Ansigt." Sakarias 2, 17.

Stille, alt Kød, saa lyder Ordet fra Herren. „Alt Kød," det er Menneskeverdenen, denne urolige, bølgende Masse. Derfor lignes Folkene i Profetien ved „Havet". „Jeg stod paa Sandet ved Havet," siger Johannes i Aabenbaringens Bog (13,1), „og jeg saa et Dyr stige op af Havet." Fra dette urolige Folkehav kommer det Ufredens Menneske, der kaldes Dyret, Antikristen. Havet bruser, Uroen, Forvirringen er stor i vor Tid. Der er en sjælelig Nervøsitet over Tiden, det er en Forjagethedens Tid, "fremad!" er Verdens vilde Røst, med Damp og med Vind til Vinge." Uroen mærkes vel stærkest i de store Byer med alle de tusinde Adspredelser. Land-livet har, i hvert Tilfælde efter sin Yderside, vel lettere ved at lægge Stilheden over Menneskene. Og dog, Uroen er ogsaa der. Endnu har det gamle Ord fra Jesu Siraks Søns Visdom (Kap. 40) Ret: „Stor Uro er skabt for hvert Menneske, og der er et tungt aag paa Adams Børn, fra den Dag de udgaar af deres Moders Liv, indtil den Dag, de vender tilbage til alles Moder. Med deres Tanker forbinder sig Hjertets Frygt; den Tanke, der volder Bekymring, er Dødens Dag. For enhver, fra den, som sidder paa Ærens Trone, og indtil den, som sidder nedtrykt paa Jorden, i Aske, fra den, som bærer Purpur og Krone, og til den, som er klædt i grovt Lærred, er der Vrede og Nidkærhed og Forstyrrelse og Uro og Dødsfrygt og Fortørnelse og Trætte — —."

Men der bor dybest inde i Hjertet „en Længsel og en Higen efter Freden." Dog det passer ogsaa, hvad der fremdeles staar i en lille Sang: „Men ak, kun faa kan Hjertets Længsel fatte, de tro, den stilles kan ved Verdens Skatte." Mange er bange for denne stille Røst i deres Indre, denne stille Kalden, der minder om, at Livet er kort, at vi har en Sjæl, der skulde frelses; de søger at overdøve denne Røst. „Se, jeg staar for Døren og banker paa," siger Frelseren, „dersom nogen hører min Røst og aabner Døren, vil jeg gaa ind til ham og holde Nadvere med ham og han med mig." Men hvor der er Larm og Støj i Hjertekammeret, der overhøres saa ofte Herrens Kald gennem Ordet. Men han har ogsaa andre Maader at kalde paa. Der fortælles flere Gange i det ny Testamente, at Herren tog Mennesker afsides, naar han vilde helbrede dem. Det gør han den Dag i Dag. Saa kom den alvorlige Sygdom. Dødstanken kom nær, eller en stor Sorg gæstede Hjemmet. Saa blev der saa underligt stille. „Stille, alt Kød, for Herrens Ansigt, thi han har rejst sig fra sin hellige Bolig." „I den tavse Midnatsstund for dit Hjertes Dør staar en Gæst og sagte banker, banker nu som før. Har du hørt den stille Kalden dybt i Sjæl og Sind? Det er Aandens Røst, som siger: Gaa og luk din Frelser ind!" — Naar Verdensmennesker blev stillet overfor Jesus paa en eller anden Maade, da kendtes det, om end ofte kun et Øjeblik, at Hjerterne blev stille.

En Sommer, da jeg var paa Bornholm, var jeg med paa en Tur til Christiansø. Damperen var fyldt med mange Rejsende, og der var mange i høj Grad verdsligsindede Mennesker med, blandt andre en fint klædt Dame, der jævnligt tømte sit Vinglas og var meget højrøstet. Da vi kom til Øen, skulde den jo tages i Øjesyn, ogsaa Kirken skulde man se. Men det var underligt at give Agt paa, da denne støjende Dame med sit Følge kom ind i Kirken. Da mødte hendes Blik over Alteret et Billede af den korsfæstede Frelser. Hun stod et Øjeblik stille, som havde hun faaet et Stik i Hjertet, saa ilede hun ud. — „Stille, alt Kød, for Herrens Ansigt, han har rejst sig fra sin hellige Bolig!" Hvor vil det blive frygteligt for den Verden, der ikke her i Jordelivet kan udholde at mødes med Korsets Herre, naar den en Gang skal bøje Knæ for hans Trone! Hvor gælder det dog om at blive stille for Herrens Ansigt her i Naadens Dage og faa Regnskabet gjort op, for Dødsnatten kommer. Stille for Herren, o Menneske! Endnu er Naadedøren aaben, „men førend Nat skal Porten lukkes i, kom ej du før, da er alt Haab forbi."