Gamle tekster

Magister Chrstian Scrivers Sjæle-skat

Første del

Del I. Prædiken

Om sjælens ypperlighed og begærlighed i henseende til dens skabelse

Text Matth. 16. v26
Hvad hjælper det et menneske, om han vinder den ganske verden og tager dog skade paa sin sjæl? Eller hvad kan et menneske give, hvormed han igjen løser sin sjæl?

Indgang

§ 1

Den hellige apostel sige: Adlyder eders lærrere og følge dem; thi de vaage over eders sjæle som de, der skulle gjøre regnskab derfor. En mærkværdig tale baade for lærere og tilhørere! Lærerne mindes hermed om, at det ikke er befalet dem at vogte gjæs eller køer, men menigheden, hvilken Gud har forhvervet med sit eget blod. Der er ikke betroet dem sølv eller guld, perler eller ædelstene, men menneskers sjæle, hvilke Gud har skabt til det evige liv, og Christus Jesus har kjøbt sig til ejendom med sit dyrebare blod, og de skulle gjøre regnskab for dem, som for et betroet kosteligt klenod; dem, som ved deres skyld fortabes, vil Gud igjenkræve af deres hænder. Derfor skal de vaage over sjælene, det er, deres embede skal med yderste flid ligge dem paa hjerte, de skal sørge, bede, gjøre bønner og ydmyg begjæring for dem til Gud, paaminde, advare, lære, trøste, grunde paa denne højvigtige gjerning, og have den i tanke baade dag og nat, ja sørge for med al alvor og aarvaagenhed, saa vidt det staar til ham, at ikke en eneste sjæl fortabes.

§ 2

O et tungt embede! O en omsorg, som overgaar menneskelige kræfter! Ethvert menneske har nok at gjøre med sin egen sjæl, som alle de erfare, som ere fulde af alvor og omhu for deres salighed. En retskaffen Christen har i sin levetid surt nok at gjøre med sit eget hjerte, fordi det behøver stedsevarende tilsyn, stedsevarende tvang, afholdenhed og forbedring, og en præst skal vaage, bede, sørge og gjøre regnskab for saa mange sjæle. Sandelig, ofte naar jeg overvejer dette rettelig hos mig selv, da gyser, bæver og skjælver min sjæl, angestens sved bryder ud paa mig, og jeg ønsker mange gange, at jeg aldrig var bleven præst.

§ 3

Om Nicetio, Ærke-Biskop til Trier, melder kirke-historien, at da han var bleven ophøjet paa den biskoppelige throne, fornam han hos sig selv, imedens nogle texter bleve oplæste af den hellige Skrift, at der faldt ham noget tungt paa hovedet og omkring skuldrene, og da han flere gange greb derefter med haanden og kunde dog alligevel intet blive var, hvad der voldte ham denne tyngsel og besvær, fornam han strax derefter en meget liflig og behagelig lugt og forstod, at alt dette maatte betyde det biskoppelige embedes værdighed og byrde, tilligemed dets opbyggelighed og pleje for sjælene. Jeg ved, at det har vederfaret en præstemand, som lever endnu, at da han blev ordineret til det hellige prædike-embede og derefter igjen, da han ved et uformodentligt guddommeligt kald blev kaldet til at forestaa en anden menighed, overfaldt ham begge gange en saadan gysen, skjælven og bæven, ligesom en spand fuld af vand var bleven udøst over ham fra hovedet ned over det hele legeme, saa at han med hensyn til det høj-hellige og tunge embede, som blev ham paabyrdet og ligesom lagt ham paa nakken, ikke kunde andet end fælde taarer og skjalv over sit hele legeme. Saa bringer da nu prædike-embedet, hvortil den uvidende ungdom oftest af kjødelige hensigter saa meget haster og iler, ikke lyst, men last, ikke ære, men besvær, ikke latter, men vaagen med sig. Man kunde sige om præsternes kjole og kappe, hvad hin konge fordum sagde om sin kongelige hoved-prydelse og krone: Dersom mangen en vidste, hvad for møje, sorg og ansvar derunder ligger skjult, han skulde ikke have stor lyst til at løfte den fra jorden.

§ 4

Har nu præste-embedet nogensinde ført en byrde og stor møje med sig, da er det fornemmelig saaledes i disse sidste og grulige tider, da verdens ondskab er saa stor, forargelsen saa mangfoldig og mangeslags, og forhindringerne saa mange, at en tro sjæle-hyrde ved snart ikke mere, hvorledes han skal stille sin samvittighed tilfreds og gjøre sit embede fyldest. Atheisteri og ugudelighed bryde allevegne igjennem og holde Guds Ord for en sport; kirke-disciplinen og brugelige gode tugtelser ere forfaldne, og naar og hvor en nidkjær præstemand søger og foretager noget, hvorved han mener at gjøre noget nyttigt til den høje Guds ære og de dyrebare sjæles frelse, da staa ham vel ti djævle i vejen, og verden, satans elskelige bolerske, forhindrer og afværger med al kraft og evne, at ikke alt for mange blive salige. Og dette forvolder, at de rette trofaste sjæle-hyrder, som vide, hvad deres embede og pligt udkræver, forrette deres embede med suk, med graad og klagemaal og ses sjælden ret at være glade af hjertet.

§ 5

Men dog alligevel har de denne trøst, at den alvidende, naadige og barmhjertige Gud, som prøver hjerter og nyrer, er tilfreds med deres hjertes hellige og oprigtige mening, med deres gudelige nidkjærhed og længsel og med deres vedvarnede flid og arbejde: Jeg ved dine gjerninger og arbejde, din trængsel, din fattigdom og din taalmodighed, og at du kan ikke fordrage de onde, siger vor Frelser til sine tjenere. Han ser de taarer, som de udgyde i løndom over det ødelagte og forstyrrede Zion, han hører deres suk og klage, han finder i naade behag i deres nidkjærhed og deres arbejde og vil ikke lade det være ubelønnet, endskjønt det forønskede øjemed ikke altid opnaas og opfyldes. En trofast og flittig Christi tjeners arbejde er aldrig spildt og forgjæves, om end der ikke altid paa grund af djævelens og verdens ondskab følger en stor og øjensynlig nytte deraf.

§ 6

Iligemaade skal tilhørerne tage sig den hellige apostels formaning vel til hjerte og være betænkte paa at adlyde de trofaste sjæle-hyrder, hvilke Gud har givet dem af naade, at følge dem og ikke ved ulydighed og ugudelighed bringe dem til at sukke. Thi de ere jo kaldede af Gud til deres sjæles bedste og velfærd, de søge jo, naar de ere af den rette art, ikke de dem betroede faars sølv og guld, men deres sjæle, de ønske dem af ganske hjerte den evige salighed, og derfor arbejde de, herover vaage de, herom stride de med djævelen og den onde verden, herom ligge de dagligen paa knæ foran Gud, sukke og bede. Naar nu præsterne af kjærligheds og den Hellig-Aands kraftige drift vaage saa flittig og sørge for deres tilhøreres sjæle, hvormeget mere skulde da tilhørerne ogsaa gjøre det selv? De have jo intet dyrebarere klenod end deres sjæl! Er sjælen i behold og vunden, da er altid i behold og vundet; men er sjælen tabt og forloren? da er alting tabt og forloren! Hvad hvælper det et menneske, siger vore sjæles velsignede overhyrde, om han vinder den ganske verden og tager dog skade paa sin sjæl. Naar man følger en læge, som bærer omsorg for sundheden og det timelige liv; hvorfor vil vi da ikke gjerne adlyde dem, som vaage for vore sjæle?

§ 7

Og omendskjønt alle de, for hvilke Guds Ord er blevet prædiket, skal aflægge et svart regnskab for Christi domstol, skal dog alligevel dette især træffe dem, som Gud har givet aandrige, trofaste og aarvaagne præstemænd; det er ganske vist, at de, som har ladet deres flid og troskab være forgjæves, skal faa saameget des tungere fordømmelse; deres sjæle skal finde saameget større pine i helvede, jo mere Gud har givet dem middel og lejlighed, og jo større flid deres hyrder have anvendt til at føre og vejvise dem til salighed.

§ 8

Derfor nu, paa det jeg maatte gjøre mit høj-hellige embede nogelunde fyldest, saa meget som det i denne skrøbelighed er muligt, og vise min hjertelige længsel efter at frelse eders sjæle, har jeg i min Guds navn besluttet at holde sjæle-prædikener og i disse som til en forberedelse efter den formue, som Gud naadelig vil meddele, først handle om den menneskelige sjæle høje adel og værdighed; dernæst om dens sørgelige synde-fald og den deraf fremkomne fordærvelse og elendighed, videre om dens igjenløsning og fornyelse ved Christum Jesum; om dens kors, lidelser og anfægtelser; og endelig om dens salige afsked fra det dødelige liv, om dens indgang i himmelen og den evige saligheds nydelse. Vi ville, med Guds naadige hjælp og bistand, heri omfatte den ganske Christendom, og hvad en andægtig sjæl har fornøden at betragte og vide for at faa det evige liv; men vi bede Gud for alle ting af hjertet, at han, som har givet os at ville, ikke vil nægte os at fuldbringe det for Jesu Christi skyld, amen.

Textens forklaring.

§ 9

Et barn prydes mange gange af sine rige forældre paa det dejligste og forsynes om halsen med en snor fuld af sjældne skue-penge; men fordi det er et barn, ved det ikke at vurdere sin prydelse eller at sætte pris derpaa, men lader sig den enten frasnakke af bedragelige folk for et æble eller en anden ringe gave; eller ogsaa barnet er saa taabeligt, at det undertiden lægger sig dermed i skarnet. Ligesaa er det desværre! gaaet til iblandt menneskens børn fra Adams tid indtil denne time; Gud havde smykket og prydet de første mennesker paa det herligste og iført dem hellighed og retfærdighed, han havde hængt sit billede paa dem og forsynet dem med stor herlighed. Men de have af satan paa en listig maade ladet sig forføre og frarøde deres prydelse, de have forbyttet og forspildt det Guds billede for et æble, som han snakkede dem til i hænderne og munden; og denne skik hænger endnu indtil denne dag, desværre! ved det fordærvede menneskeliige hjerte, at det agter sin sjæl ikkun ringe, endogsaa efter den sure møje og det besværlige arbejde, som Guds Søn har anvendt paa hendes igjenløsning og fornyelse, og sætter sin sjæl letsindig i vove; derfor ville vi i begyndelsen af disse sjæle-prædikener korteligen handle om sjælens høje værdighed.

§ 10

Vor Frelser lægger i vor text, saa at sige, den menneskelige sjæl i den ene vægt-skaal og den ganske verden i den anden vægt-skaal og giver sjælen en større vægt frem for verden, sigende: Omend et menneske kunde vinde den ganske verden med al dens herlighed, ære, højhed, rigdom, skatte, vellyster, pragt og glæde, saa havde han dog slet intet vundet, dersom han derimod skulde tage skade paa sin sjæl og fortabe den. Dette var, lige som om jeg vilde give en hundrede tusinde rixdaler eller nogle millioner for hans hjerte, hvad hjalp ham da pengene, omend han havde dem staaende i store sække og punge omkring sig og ejede dem, naar hjertet derimod skul derives af hans legeme, saa snart han havde modtaget pengene? Hvad er penge uden livet? og hvad er al verdens gods uden sjælen? Hvad hjælper forfængeligheden, uden at nyde evighedens velstand? Hvad hjælper det, om jeg har alting og besidder det en liden tid, og taber dog mig selv og min arme sjæl i al evighed?

§ 11

Verden er en herlig bygning, fuld af alle slags gaver og gods; den er den store Guds mesterstykke, hvori hans majestæt, visdom, magt og godhed skinner frem; men dog maa den vige for sjælen, om hvilken en gammel lærer meget rigtigt har sagt: at den har mere guddommeligt i sig end den ganske verden, Et hus, der er herligt og kunstigt bygget og forsynet med allehaande kostbare husgeraad, skjønne skilderier og overmaade gode indretninger, bærer nok vidnesbyrd om sin herres rigdom og herlighed, men han selv agter dog et velskabt og med alle slags legems og sjæls skjønne gaver prydet barn langt højere end hele huset. Hvad er et hus at agte mod et barn? og hvad er verden at regne mod sjælen?

§ 12

Man har exempler paa, at et menneske, som enten ved lovlig rettergang eller og ved fjendtlig vold har skullet miste sit liv, har budet og betalt en stor sum penge for at beholde livet. Nogle have budt saa meget sølv eller guld eller perler, som de selv vare vægtige og tunge til. Andre have ladet hele kongeriger fare, for kun at beholde livet. Men naar sjælen, det uskatterlige klenod, ved Guds retfærdige dom engang er overleveret til den evige fordærvelse, hvad vil et menneske da byde eller give for at frelse den? Hvor vil han finde en forløsnings eller frelses penge, som kun i nogen maade kunde agtes lig med sjælen? Ser du nu, mit Christen-menneske! hvor højt din sjæl agtes af den Herre Jesu? og hvor dyrebar du med rette skal agte den?

§ 13

Men vi skal ikke mene, at dette er en ugrundet tale; Sjælen er jo umiddelbar indblæst mennesket af Gud selv, som hans eget hellige Ord klarligen vidner: Gud Herren gjorde mennesket af en jord-klump, og han blæste en levende aande ind i hans næse, og saaledes blev mennesket en levende sjæl. Vel er det sandt, at legemet er gjort af jorden og maa blive til jord igjen; men sjælen selv har sin oprindelse af en særegen guddommelig virksomhed; vist nok er det, at den ikke er en del af det guddommelige væsen, men dog e den af Guds allerædleste og herligste skabte ting, et væsen lig med englene og en himmelsk kraft. Om de andre skabninger siger Moses: Og Gud sagde: Jorden frembringe levende dyr! Men hos mennesket ere tvende ting værd at agte paa, som noget særegent og kosteligt, nemlig: at Gud for det første paa en særegen maade danner det menneskelige legeme af jorden og, som Job siger , forarbejder det med sine hænder; og dernæst at Gud indblæser sjælen selv i dette legeme.

§ 14

Hvorledes det nu den dag i dag er, gaar til med den menneske-sjæls forplantelse, og om vore sjæle iligemaade umiddelbar skabes af Gud og indblæses i legemet? eller om den forplantes paa middelbar maade, nemlig ved forældrene? derom er nok længe bleven spurgt iblandt de lærde, men vi ville ikke tage del i denne deres strid og trætte. Den første mening kunde nok synes at have fortrin, saasom den var mere kraftig til at forestille sjælens højhed og værdighed, end den anden mening er; imidlertid agte vi dette at være det sikreste og bedste, naar vi efter den hellige Augustini exempel (a) holde os fra at sige enten ja eller nej, men kun sige med Skriftens Ord: den Almægtiges Aande har givet mig livet; Gud har givet aanden i mennesket; Herren, som udbreder himmelen, grundfæster jorden, han danner menneskens aand inden i det.

(a) Augustin. Epist. CXX. ad Honorat. Tom. 2 col. 592. Cum ratio, inquit, de adventu vel exortu Animæ, in tanto naturæ profundo fic lateat, fatius est, eam femper querere, qvamdiu in hac vite fumus qvam aliqvando invenisse præfumere.

§ 15

Men hvo er god for at udsige og tilfulde beskrive den menneskelige sjæls herlighed og pragt, hvormed den var smykket og klædt i sin uskyldighed af sin Skaber? den var en kejserinde og smuk fyrstelig datter, prydet med guddommelig visdom, klarhed, renhed, hellighed, godhed, yndighed og allehaande fuldkommenhed; den var et klart spejl, hvori det evige lys legede med sin glans; den var en krystal-kugle, fuld af rent vand, hvorigjennem solen skinner og ligesom gjør dens glands dejligere og yndigere; den var en jordisk engel eller aand, iklædt og iført med kjød, hvilket den allevegne sødeligen opfyldte med sin livs-kraft og boede deri med lyst som i et dejligt palads og herskede deri med glæde; den gik som den højestes brud ligesom spadserende iblandt roser og lilier. Den blev ledet af ham ved haanden, stedse omskinnet og gjennemlyst af hans lys, omgivet og betjent af de hellige engle, med forundring betragtet og æret af de andre skabninger som deres Skabers eget Contrefait og billide. Den var som en yndig kilde, der annammede vand af Guddommens dyb; jeg vil sige: Den havde sine tanker af Guds indflydelse og havde dem henvendt til Guds egen ære. Kort sagt, den var den højestes hellige bolig paa jorden, hvori han vilde hvile og vise sin herlighed. Derfor har Gud ogsaa allersidst, efter alle andre skabningers skabelse, skabt sjælen og derpaa hvilet paa al sin gjerning.

§ 16

Gud har skabt mennesket, siger en Gudfrygtig lærer, rent, purt og "uden smitte, med alle legemets og sjælens kræfter, at man skulde skue Guds billede i ham, ikke som en død skygge i spejlet, men som et sandfærdigt levende Contrefait og billede af den usynlige Gud og hans overvættes dejlige indvortes forborgne skikkelse, det er hans guddommelige visdoms billede i menneskets forstand, hans godheds langmoidheds, sagtmodigheds, taalmodigheds billede i menneskets gemyt, hans kjærligheds og barmhjertigheds billede i menneskets hjertes affecter, hans retfærdigheds, helligheds og renheds billlede i menneskets villie, hans venligheds, bevaagenheds, yndigheds og sandheds billede i alle menneskets gebærder og ord, hans almagts billede i det givne herredømme over den ganske jord og i frygten over alle dyr, hans evigheds billede i menneskets udødelighed. Om andre skabninger kan man sige: Gud har sat sine fodspor i dem og indtrykt dem nogle kjendetegn, hvoraf hans almagt, visdom og godhed kunde kjendes. Men mennesket derimod har, om jeg saa maa sige, annammet det guddommelige ansigts aftryk, og hos ham finde vi saadanne kjendetegn, som langt klarere fremstiller os Guds forborgne væsen og villie, end alle andre ting kunne gjøre det, som ere til i den syndige verden. Det, som Gud er i sit væsen af naturen, det samme skulde denne sjæl være i billedet, efter naaden. Vist nok, at den ikke skulde være Gud selv; men dog alligevel skulde den fremstille Guds herlighed, almagt, visdom, godhed og dejlighed paa det allerbedste. Den skulde være den højestes lys, alle andre skabninger til forundring og til gode, et kar, opfyldt med al Guds fylde.

§ 17

Og omendskjønt nu satan med sin magt og list, af en giftig avind og ondskab og af fjendskab imod Gud, som for hans hovmodigheds skyld havde forkastet ham, har nærmet sig dette æble billede og fordærvet det ved synden, hvortil han forførte mennesket, og i saa maader vanhelliget den højestes bolig; saa har dog dette ikke kunnet udslukke den paa kjærlighed rige skabers nidkjærhed, men den er ikkun desmere bleven optændt i kjærlighed, og har den barmhjærtige Gud heller villet oplukke sin naades hele skat-kammer og rigdom og hengivet den, end at se menneskets sjæl, som han saa højligen havde begavet og elsket, i fordærvelse. Han har villet forny sit billede i den og igjen indtage og hellige sit tempel, om det end skulde koste ham hans allerkjæreste Søn, som er hans herligheds glands og hans væsens rette billede. Til den ende har Gud nu givet sit hellige Ord, og i dette aabenbaret sig for sjælen, som havde tabt hans kundskab, og tiltaler den i dette sit Ord paa det allervenligste og trøsteligste: " Jeg er din Gud, jeg vil være din Gud, jeg er dit højeste og eneste gode, uden hvilket du intet godt, ingen trøst, ingen salighed finder, jeg er din Gud, livets kilde, al velsignelsens oprindelse, din timelige og evige velfærds begyndelse, middel og ende, jeg er din Gud, som hjertelig elsker dig og mener det trofast og vel med dig. Jeg er din Gud, som vel ikke behøver dig, men har nok i og med mig selv, dog vil jeg af hjertelig kjærlighed og godhed være din Gud, jeg vil antage mig dig trolig, oprejse dig af dit fald, rense dig for din synd, forstyrre djævelens gjerninger, oplyse, forny, helliggjøre, velsigne og saliggjøre dig, og da du fordum allerede var et mirakel af min almagt, visdom og godhed, saa skal du endnu ydermere være det, jeg vil gjøre min naade herlig paa dig og satan til skamme o.s.v.

§ 18

Om denne Guds kjærligheds nidkjærhed for sjælen vidner iligemaade andre af den hellig Skrifts sprog, som for exempel naar der siges: Du skal elske Herren din Gud af ganske sjæl, af alle kræfter og af ganske hjerte og sind. Hvorom er det her den kjærlige Gud at gjøre? hvad gavn kan han have af vor kjærlighed, omend vi give ham vort ganske hjerte, vor ganske sjæl med alle kræfter og forume? Hvad er det for ham, og hvad kan det nytte ham? Aldeles intet; dog efterdi han elsker os saa saare og ved vel, at vort hjerte og vor sjæl foruden hans kjærlighed ikke kan være salig, da fordrer han og byder med saa fuldt alvorlige Ord, at vi skulle ganske hengive dem til ham og hans kjærlighed. Og altsaa ere saadanne bud og sprog i bibelen klare vidner om den menneskelige sjæls høje værdighed, som Gud holder saa højt, at han vil være elsket og æret af den. Han har ikke nok i, at hans hellige engle, mange hundrede tusinde gange tusinde i tallet, tilbede ham, ikke nok, at hans skabninger hver paa sin maade ære og prise ham, og at himmelen og jorden ere fulde af hans godhed og ære; men han vil ogsaa have sjælen, som af satan var bleven forført og oprørsk, igjen bragt til sin kjærlighed, til sin lov og tjeneste; derfor er han nidkjær, derfor taler og gjør han saadanne ting, som vi ikke kan begribe.

§ 19

Det synes undertiden, ligesom Herren vor Gud af hjertelig og nidkjær kjærlighed taler og gjør mere, end hans højhed og Majestæt efter vort tykke kan taale; som for exempel: naar han med sin godhed og barmhjertighed jager efter mennesket alle hans livs-dage. (Se og kjend, o menneske! Guds godhed er din følge-svend!) Og atter: Naar han siger til dem, som ej kjende ham og ikke paakalde ham: Her er jeg! Her er jeg! og han udbreder sine hænder den ganske dag til et ulydigt folk; naar han bejler til Israels børn, naar han siger: Hvad har jeg gjort dig, mit folk! og hvormed har jeg fortørnet og fornærmet dig? sig mig det; naar han, da han dog er saa højligen fortørnet og fornærmet, allerførst tilbyder os forligelse og ved sine sendebud lader os bede: At vi dog vilde lade os forlige med ham; naar han staar for døren og banker paa og venter, indtil der lukkes op for ham. Dog alt dette vidner jo alene om, hvor stor Guds kjærlighed er, men ogsaa, hvor stort og højt de menneskelige sjæle ere agtede i hans øjne. Derfor forundre sig ogsaa hans helgene derover og udraabe: Hvor kjær har dog Herren folkene! Herre! Hvad er et menneske, at du antager dig ham? og et menneskes barn, at du saa agter paa ham?

§ 20

O, vidste vi dog rettelig at skatte dette klenodie og at bevare det efter dets værdighed! Et menneske agter sit legeme, og dets sundhed højt og skyer ingen møje for at skaffe sit legeme baade hvile, magelighed og underhold; men der tænkes lidt paa den ædle sjæl, og der anvendes slet og ringe flid paa at frelse den. Se dog og betragt nøje, du Christen-hjerte, denne nærværende verdens væsen! Hvor umager man sig ikke, og hvor megen løben, renden, riden, kjøren, handel og vandel, rettergang og trætte, sved og flid, arbejde og hjerte-græmmelse fører det dog med sig. Men hvorom gjælder det da? Om timeligt gods, forgængelig ære og forfængelig lyst; sjælen betænkes imidlertid ikke; mangen handler, som han ingen sjæl havde, en anden handler som han havde flere sjæle end en: Jeg vil sige, mange mennesker ere saa letsindige og ugudelige i deres gjerninger og forretninger, som om de intet mere havde at sætte til end et ufornuftigt dyr; andre derimod sætte deres sjæle saa let i skandsen, som om de havde endnu et par andre sjæle at miste, naar en allerede var tabt.

§ 21

Man betænkte dog, hvor letsindigt mangt et menneske sværger ved sin sjæl? Hvor let han lader sig bringe til ved skrækkelig banden og eder at hengive sig til djævelen baade med legeme og sjæl? hvor villig han sætter sin sjæl i pant for at gribe og jage efter en rimelig profit? Jeg har skrevet paa et andet sted af mine bøger: Mange mennesker sælge ingen vare for lettere kjøb end deres sjæl. Judas har solgt sin sjæl for tredive sølv-penge og har, mod denne nærværende verden at tegne, endda faaet den betalt temmelig dyrt; naar mangen en nu vidste, at han kunde vinde og faa 30 sølv-penge eller 15 rigsdaler puttet i sin pung, da tror jeg, at han solgte ej alene en, men endog maaske 30 sjæle for saadan en sum penge, dersom han kun havde dem i eje. Man agte kun paa disse tiders levnet til hove; hvad er sjælene der vel agtede? de fleste hof-betjente vil med vold og magt være bæster og ej vide af nogen udødelig sjæl at sige, vil heller ikke lade sig forskrække med sjælens fortabelse og fordømmelse. Hvad er i disse nærværende krigs-tider en sjæl, ja hvad ere mange sjæle agtede?

§ 22

Man se kun hen til vore tiders sælsomme, omskiftelige og møjsommelige moder, og hvilken møje, flid, tids-spilde og bekostning menneskene anvende paa deres dødelige legeme for at skjule dets nøgenhed, efter verdens sind og maade? Hvor mangen en time tilbringes ikke for spejlet? Hvor mangen en tid spildes kun med at krølle haaret og sætte det i lave? Hvor ofte tvinger og indpresser man legemet i den snevreste og ubekvemmeste klæde-dragt, for kun at have anseelse og behage sig selv og andre? Jesu Christi og hans troendes hellige mode bliver til latter; hvad Skriften siger om at fornægte sig selv, om kjødets korsfæstelse, om det gamle menneskes dødelse, om samvittighedens og hjertets bevarelse, det har man, desværre! for længe siden gjort til spot, og den sin sin egen daarlighed selvkloge verden har nok andre sager at forrette, end at den skulde bekymre sig meget for saadanne gammeldags ting.

§ 23

Disse tiders maade at studere paa og den nærværende verdens lærde veltalenhed have naaet et højt trin, men sjælen, dens oplysning, helliggjørelse, forening med Gud og bevarelse til det evige liv giver den mindste part agt paa; det meste gaar ud paa skvalder og snak uden kraft og paa et skin uden noget indhold; verdens lærde veltalenhed er ligesom maanens lys, som nok har glands, men ingen varme. I mange høje og lave skoler indprenter man ikke ungdommen rettelig, hvad for et dyrebart klenodie sjælen monne være, og hvorledes man bør over alle ting tragte efter at bevare og frelse den. Endogsaa de, som tænke paa siden at vorde sjæle-hyrder, leve ofte i skolerne saaledes, at man med grund maa tvivle, om de vide eller tro, at den udødelige sjæl efter sin skilsmisse fra legemet skal stilles frem for Guds domstol og faa sin dom; de, som da have sat deres egne sjæle i love og fare ved saa mange herskende synder, hvad nidkjærhed skulde man vente sig af dem for fremmede sjæle?

§ 24

Dog naar skulde jeg tilstrækkeligt beklage disse sidste tiders skjødesløshed og sikkerhed, som man bliver var i de ting, der angaa den ædle sjæl! Gud forbarme sig over os og give os ikke verdens aand, men sin gode og værdige Hellig-Aand, paa det vi kunde vide og tilbørlig eftertænke, hvilket klenodie der er givet os af ham i og med vor sjæle. Og i Christne-hjerter! haver ikke samfund med verdens ryggesløshed, men i alle ting og for alle ting tragter efter, at i kunne redde eders sjæle og trænge igjennem ind i himmelen. Jeg maa med fuld ret hentyde paa sjælen, hvad Job ellers siger om visdommen: Den kan ikke værdsættes ved kosteligt guld af ophir eller ved den dyrebare onyx og saphir. Guld og diamanter kunne ikke vurderes lige med den. Den er ypperligere at skatte frem for perler; topaser af Morland kan ikke vurderes lig med den, og den kan ikke værdsættes ved det reneste guld.

§ 25

Der levede omtrent 1000 aar efter Christi fødsel i Italien en munk, som blev kaldt Nilus, som for sit hellige levnets skyld havde paa de tider et berømmeligt navn; da kejser Otto den III besøgte ham og havde talt med ham om adskillige ting, som angik Gudsfrygt, og nødte ham ved afskeden, at han skulde bede ham om noget, da betænkte den fromme munk sig ej længe, men traadte nærmere hen til kejseren, lagde haanden paa hans bryst og sagde: Eders kejserlige Majestæt kan ikke bevise mig nogen kjærere tjeneste, end at eders kejserlige Majestæt vilde paa det allerflittigste tage den sjæl, som bor i dette legeme, vel i agt, at den ikke fortabes. Thi endskjønt E. Maj. er ophøjet til den kejserlige værdighed, saa maa de dog dø som et andet menneske og fremstilles for Guds domstol til at gjøre regnskab for deres hele levnets forhold, hvorover taarerne kom kejseren i øjnene. Dette skal ogsaa være min bøn til eder, i Christne-hjerter! Ingen verdens ære, rigdom, herlighed eller lyst kan hjælpe eder, saafremt eders sjæl forsømmes og lades ude af øje. Og hvad er det dog, om i beholde alle ting, saa længe i leve, og først i døden blive var, at sjælen er fortabt?

§ 26

Vil i spørge, hvad i skal gjøre i en saa magt-paaliggende sag? Jeg svarer: I. Førrer eders hjerte oftest ind i denne betragtning og lader det alvorlig overveje vor allerkjæreste Frelsers udsagn: Hvad hjælper det et menneske, om han vinder den ganske verden og tager dog skade paa sin sjæl? Skriver dette sprog og andre paamindelser om døden, om dommen, om evigheden paa eders døre og vægge, paa eders tavler og i eders bøger! Sætter dem frem for eders hjerter som en daglig lektie, taler med eder selv om morgenen og beslutter eder til at vandre forsigtigt, at bevare eders samvittighed og tage eders sjæles frelse og salighed under opsyn og varetægt, det koste, hvad det vil. Om aftenen anstiller en samtale med eders hjerte og udforsker slittigt eders vandring; gjennemleder eders samvittighed alvorlig, om der maatte have indsneget sig noget, som kunde sætte eders sjæl i fare; lader ikke af, førend det er afgjort, førend i ere forligte med Gud ved Jesu Christi blod og død og visse paa, at i gaa til senge i Guds naade, og eders sjæl er vel gjemt i Jesu haand.

§ 27

Lader dette være eders faste forsæt, at i vil give Gud, hvad Guds er, og fordi eders sjæl hører ham til som den, som har skabt og udvalgt sig til bolig og hvile-sted, da fornægter ham den ikke, tillukker ikke eders hjertes dør for saadan en gjæst; lader eders forstand søge sin lyst og højeste visdom i Gud, og holder for, at verdens allerhøjeste visdom uden Gud er en fordømmelig daarlighed; fylder eders hukommelses skat-kammer med allehaande aandelige og gudelige paamindelser, og lader hans mangfoldige godhed, som han har bevist mod eder, aldrig rinde af eders ssind, paa det i kunne opmuntre eder selv til stedsevarende taknemmelighed; lader eders villie tillige med alle eders hjertes begjæringer, attraa, tanker og kræfter stedse være rettet paa Gud. Thi sjælen har intet, hvormed den kan favne Gud og hænge ved ham, uden dens suk og forlængsel. Jo nærmere nu sjælen er Gud, jo bedre er den bevaret, som Affaph siger: Det er min glæde (det er mig godt, det er min sikkerhed og trøst), at jeg holder mig til Gud og sætter min tillid til den Herre, Herre (at jeg stedse hænger ved ham og kke slipper ham af mit hjerte og sind). Naar barnet holder sig nær til sine forældre og ikke gaar bort fra deres øjne, da kan det nyde deres forsorg og beskjermelse; saaledes ere vi og vel bevarede, naar vor sjæl holder sig nær til Gud. Heraf have de hellige sjæle gjort sig en vane, at de i deres tanker og aand ikke har vendt sig langt borte fra Gud, men altid vandret for hans hellige ansigt. Om Enoch og Noah siges der, at de have ført et gudeligt levnet, eller, som det hedder i grund-texten, de have stedse vandret med Gud, det er, som en fortrolig og kjær ven gjerne er omkring og hos den anden, gjerne spiser, drikker, spadserer, taler og rejser med ham, saaledes have Guds hellige holdt sig i troen, i kjærlighed og i en hellig frygt til Gud.

§ 28

Den hellige Guds mand David siger: Jeg har altid Herren for øjnene; thi han er hos min højre haand, derfor skal jeg nok bestaa. Dette kan forklares med det, som propheten Esaias siger: Saa siger Herren til mig, da han tog mig ved haanden og underviste mig, at jeg ikke skulde vandre paa dette folks vej. Heraf ses klarlig, at Guds elskelige hellige stedse kun vende deres øjne efter deres Herre og himmelske Fader, men det tykkes dem ogsaa, som om de bleve ledede ved haanden af ham, som et barn af sin fader. Andensteds siger den hellige konge: Naar jeg lægger mig til sengs, da tænker jeg paa dig, naar jeg opvaagner, da taler jeg om dig. Naar jeg vaagner, da er jeg endnu hos dig. Heraf kan sluttes, at han har underholdt sit hjerte med hellige gode tanker og gudelige betragtninger, indtil han derunder er sovet ind, uden al tvivl for, at hans søvn ogsaa maatte være hellig og velsignet, at Guds sande frygt endog i drømme ikke maatte komme af hans sind, og naar han igen opvaagnede, da fandt han sin sjæl, hvor han havde forladt den, nemlig for Guds aasyn.

§ 29.

Eftersom der anvendes saa megen Tid, Møje og Bekostninger paa Legemet, dets Pleje, Prydelse og Underholdning, saavelsom paa timelige og jordiske Ting, da forglemmer ikke, I, som gjerne vil frelse og redde eders Sjæle, at anvende nogen bestemt Tid paa dens Opbyggelse. Det var at ønske, at alle Christne vilde daglig bruge en eneste Time eller i det mindste en halv Time til Gudfrygtigheds åƒÃ‹œvelse, til en og anden gudelig Betragtning, til gode Bøger, til Bønner og andre til Himmelen og Saligheden sigtende Ting; helst om Morgenen, førend Hjertet bortdrages ved verdslige Sysler, og førend Tankerne adspredes, paa det de kunne være ved et stadigt Mod hele Dagen, forny deres Daabspagt og forvare sig med et helligt og fast Forsæt imod Synden; om Aftenen skulde de jo naturligvis atter tage saa megen Tid og anstille en kort Randsagning, hvorledes man har vandret Dagen igjennem, og tilspørge sin Samvittighed i en og anden Post og ikke forføje sig til Hvile, førend Sjælen var bleven vis paa sin Hvile i Guds Naade, formedelst Christum Jesum.

§30.

Fornemmelig maa hertil tages Herrens hellige Dag, som den gode Gud især har indstiftet dertil, at vi skal rive os løs fra verdslige og jordiske Sysler og derimod forrette vort Sjæle-Arbejde trolig og vel. Desværre! der hersker en forskrækkelig Ubestandighed i hele Christenheden og en stor Ugudelighed, at denne Dag vanhelliges nu saa skammelig, og Sjælen staar næsten ikke paa nogen anden Dag i Ugen i større Fare, end just paa den Dag, som er forordnet til Bedste for den; de Gudsrygtige sukke derover og ere desmere ivrige og nidkjære til at virke og forarbejde deres Salighed paa Herrens Dag. Man bør da være des flittigere til at indsamle den himmelske Manna og at forsørge sin Sjæl, fordi Gud har velsignet den syvende Dag og forsynet den med en naadig Forjættelse. Alle Dage ere hellige, og en hver Tids hellige åƒÃ‹œvelser have deres Velsignelse og Nytte, men dog fornemmelig Herrens Dag, som han har udvalgt til sin Tjeneste og tilsagt dem, som rettelig helliggjøre Hvile-Dagen, baade timelig, aandelig og evig Velsignelse Erfaringen bevidner det, at de, som beflitte sig paa rettelig at helligholde Herrens hellige Hvile-Dag og tilbringe den med at bede, læse og andre hellige åƒÃ‹œvelser, finde hos sig en særdeles Fremvæxt og Tiltagen i aandelige Gaver, i Troen, Kjærligheden og saadanne Ting.

§ 31.

Man skal da, naar man foretager sig sjæleligt Arbejde, deri fremvise saadan en Iver og Flid, som det sømmer sig i de Ting, der angaa det evige. Man skal tiltale sig selv: Velan, mit Hjertet vi have hidintil havt megen Sorg og Møje i de timelige og forgængelige Ting, nu er det Tid ogsaa at komme det Evige ihu, her timeligt og hisset evigt, ret dig derefter. Vi maa have Tid til at dø, saa lader os ogsaa tage Tiden og gudelig berede os til Døden. Hvad hjælper det, om vi end samle meget, som dog ikke kan følge med os ud af Verden og intet hjælpe vore Sjæle? Lader os samle Skatte, en god Grundvold for det tilkommende Gode og gribe det evige Liv. Hvad vil det hjælpe os, om vi vinde den ganske Verden og tage Skade paa vor Sjæl? Bliver tilbage, I timelige Bekymringer og jordiske Tanker! forhindrer mig ikke i den hemmelige Samtale med min Gud! Jeg har at tænke paa magtpaaliggende Ting, og dermed har jeg nok at bestille, nemlig min Sjæl, Saligheden, Evigheden, lader mig i Fred under denne Beskjæftigelse o. s. v.

§ 32.

Jeg vil ogsaa indstændig raade, at i faa den rette højhedsfølelse og ville agte eder selv og eders Sjæl højt. Eders Sjæl er en fyrstelig Datter, men hvad for Samfund har vel en Prinsesse med Kokke-Drengene? og den ædle Sjæl med de jordiske og forgængelige Ting, især med Kødets forfængelige Lyster? Da den kongelige Værdighed over Træerne blev tilbudt Olie-Træet, Figen-Træet og Vin-kaken, svarede de: Skulde jeg forlade min Fedme, Sødme og min Most og gaa bort for at svæve over Træerne? Lader os end mere sige, naar Satan og Verden anmoder os om noget, som ikke vel sømmer sig for vore Sjæle og er dens høje Adel imod: Skulde jeg forlade min Herlighed, at jeg er Guds Barn, hans Ejendom, hans Tempel og Bolig, og udvælge Forfængeligheden? Skulde jeg sælge min Første-Fødsel for en ret Lindser? Skulde jeg gjøre saadan stor Ondskab og synde imod Gud (og min Sjæl)? Skulde jeg tage Christi Lemmer og gjøre Skjøge-Lemmer af dem? det være langt fra! Naar et og andet møder Eder, som Verden agter højt og Satan bruger som Lokke-Mad til at fange eders Sjæl, da siger: Hvad ere disse Lapperier at regne imod min Sjæl? Hvad er al Verdens Herlighed at agte imod den Herlighed, som jeg har af Guds Naade i Christo Jesu? Hvad er Forkrænkeligheden imod Evigheden? Ak, at jeg kunde indplante denne hellige højhedsfølelse dybt i mit Hjerte, at alle jordiske Ting i Sammenligning med eders Sjæle maatte være Eder som Graa-Stenene imod de største Perler og som et lille Stykke Glas imod en ædel Diamant!

§ 33.

Om en Hedning Themjfiosles, en tapper Krigs-Helt i Athen, fortæller Historie-Skriverne, at da han saa en kostelig Guld-Kjæde af Fjendernes Bytte liggende paa Jorden, sagde han til sin Tjener: Tag Du den op, thi Du er ingen Themiftocles; ligesom han vilde sige: Jeg har allerede nok i mit berømmelige Navn og behøver ikke saadanne Ting. Hvor meget mere skal vi Christne, vi som ere af Guds Naade, Himmelens Fyrster og Salighedens Arvinger, foragte med et stort Mod alle jordiske Ting, naar de sættes i Lighed med vor Sjæl, og ikke værdige dem saa meget, at vi paa nogen Maade derfor skulde forsynde os? Lader os sige med Frimodighed: Tag du det, du Verden, og behold det, jeg er en Christen og har bedre Skatte, i hvilke min Sjæl finder Glæde.

§ 34.

Til Slutning tjener dette til at bevare eders Sjæle, at I unddrage Eder fra verdsligt Selskab og intet Samfund have med dem, som kun ere jordisksindede. Verden er den Helvedes Fuglesængers Fugle-Flok, dens Lyst og «Fantasi er den Lokke-Mad, hvormed den kaster Kornet for Sjælene, Lokke-Fuglene ere de onde Selskaber; saafremt I nu ikke vil besnæres og fanges, da skyr og flyr dem, lader dens yndige Sang og Klang (dens lystige Væsen, dens vittige Indfald, dens Skjæmt, dens Leg og Tids-Fordriv) ikke føre Eder paa gale Veje; de lede med Latter og Skjæmt ind i den evige Hylen og Græden. Et Kul antænder det andet, og en grøn saftig Gren, naar den kommer med tørt Træ i Ilden, begynder at brænde med. Herom taler den gudfrygtige Thomas af Kempen meget os vel: "En andægtig Sjæl voxer og bedrer sig i Tavshed, i Stilhed og i Fredens Ro; der lærer den Skriftens Hemmeligheder, der finder den Taare-Kilder, med hvilke den tor sig hver Nat, paa det den kan vorde saa meget mere behagelig og kjendt med sin Skaber, jo mere den har skilt sig fra Verdens urolige Væsen; derfor, hvo som unddrager sig denne Verdens Venskab og Selskab, til saadan en holder Gud sig nær med sine hellige Engle. Det er bedre at være skjult og sørge for sin Sjæl end at gjøre Mirakler og ej agte paa sin Sjæl; at gaa sjælden ud og sky «ryggesløse Folks onde og skammelige Selskab, saadant er prisværdigt (ja ogsaa højt fornødent) for et gudfrygtigt Menneske , Naar en Spadsere-Vejs Time er forbi, da bringer Du intet andet med Dig hjem end din Samvittigheds Bebyrdelse og Hjertets Adspredelse. Thi en glædelig Udgang bringer ofte en sørgelig Indgang med sig, og en glad Aften en bedrøvet Morgen; ligesaa gaar al legemlig Glæde sødelig ind i vor Sind, men tilsidst bider og dræber den; og andet mere«.

§ 35.

Men lader os ogsaa ved denne Betragtning betænke, hvor højlig vi skulle agte fremmede Sjæle, især dem, som ere os betroede? dette skal fornemmelig Præster og Lærere tage vel til Hjerte, hvilke, som vi sagde i Begyndelsen, vaage og skulle gjøre Regnskab for dem; dernæst ogsaa Regenter, hvilke Gud har undergivet sit dyrekjøbte Folk at regjere over dem og har beskikket til sin Kirkes Foster-Fædre og Ammer. Iligemaade Forældre, Husbonder og Hustruer, Lærere i høje og lave Skoler og andre, som have nogenslags Tilsyn med Guds Folk. Jeg ved ikke, om nogen Ting, næst efter Jesu Christi Kjærlighed, mere kunde opmuntre en Præste-Mand til en ufortrøden Flid og Aarvaagenhed i sit Gmbede, end just dette. Jeg ved, at en Christi Tjener engang i en offenlig Forsamling, da han i mange andre Præsters Overbærelse skulde ordinere en af sine Med-Tjenere til Prædike-Embedet, udraabte og sagde: Ak, kjære Herrer og Brødre! lader os bede, vaage, sørge, være nidkjære og tro i alle Stykker, siden det ikke er Guld eller Sølv, som er betroet os, men Sjæle, Sjæle, Sjæle, hvilke Gud har skabt i sit Billede, hvilke Jesus Christus har forløft med sit Blod, og den Hellig Aand har udvalgt sig dem til Tempel og Bolig. Saafremt en af dem ved vor egen Skyld fortabes, da skal vor Sjæl staa i deres Sted; hvorved han bevægede nogle saaledes, at de tilstøde, at ved det tre Gange gjentagne Ord: Sjæle, løb det dem ligesom koldt Vand over Legemet.

§ 36.

Gud forlene alle sine Tjenere den Naade, at de stedse have dette i god Hukommelse og forrette deres Embede med des større Iver og Flid. Det var ikke for ingen Ting, at det gamle Testamentes Ypperste-Præst maatte bære, naar han gik i Helligdommen, Israels Stammers Navne paa sit Hjerte, for der med uden al Tvivl at tilkjendegive, at Christi Faar maa være ligesom bundne til en retskaffen Sjæle-Hyrdes Hjerte og saaledes indgravede i hans Sind, at han aldrig glemmer at bede, at vaage og at stride for dem. Herved falder mig ind, hvad der fortælles om en Cardinal i Frankrig, som havde en Ledelsten, der for sin uforlignelige Glands Skyld blev vurderet til 100,000 Gylden og var sin Ejermand overmaade kjær; denne gav han en af sine fornemste Tjenere at forvare Tjeneren, som ikke turde betro saadant et Klenodie til nogen Kiste eller Pung, bar det stedse under Klædeme paa sit Hjerte og forvarede saaledes dette ene som det andet. Gjøre nu Verdens Børn dette med en glimrende Sten, som den menneskelige Indbildning tillægger en stor Værdi, hvor meget mere skulde da Præsterne gjøre det med de Sjæle, som have deres Glands as det guddommelige Lys og deres Værdighed og Værdi af Jesu Christi Guds Søns dyrebare Blod?

§ 37.

Christelige Regenter kunne iligemaade af denne Betragtning lære, hvor højt de skal agte deres Undersaatter, og hvor trolig de skal lade det være dem magtpaaliggende, at forfremme og vedligeholde deres timelige og evige Velfærd. Naar de se hen til det udvortes, da er der megen Forskjel imellem dem og en fattig Bonde-Mand; men indvortes til er der slet ingen Forskjel: en Bonde har ogsaa en udødelig Sjæl, i hvilken Guds Billede er indtrykket, og den har kostet den Herre JESU Blodet. Derfor skal man i Tjenesterne, paa Jagten, i Krigen og ellers overalt bevise sig saaledes mod ham, at han ikke faar Aarsag til at sukke. Hedevig, Kong Ludvig af Ungarns og Polens Datter, var en godgjørende og gudsrygtig Prinsesse, da nu hendes Gemal, Hertug Jagello i Litthauen, for Dom-Herrernes Ulydigheds Skyld i Guesua havde pantet og taget noget Gods fra deres Undersaatter, talte hun til ham og bragte det saa vidt, at Godset blev givet de fattige Folk tilbage igjen, og hun sagde derhos dette: Vi give dem nok deres Gods tilbage; men hvo giver dem deres Taarer og Sukke tilbage igjen? Denne Prinsesse, som saaledes vidste at sætte Pris paa de Fattiges Taarer og Sukke, havde uden al Tvivl lært, hvor højt deres Sjæle skulde agtes.

§ 38.

Men derimod var Renatus campanus et forbandet Djævels Barn, ihvorvel han var en fornem Herre i Frankrig, som lod dem af den Reformerte Religion, som han med List og Vold fik i sine Hænder, kaste i en dyb Sø, som han var vant til af Skjæmt at kalde sit store Bæger. Da han engang blev tilspurgt af Karl den niende, for hvor mange Lutherske Kjættere han havde sat sin store Pocal frem til en Velkomst? svarede han, at han ikke havde ladet holde noget Regnskab over saadanne uværdige ringe Sager. Saa lidt agtedes Menneskenes Sjæle-værd hos ham, hvilke dog alligevel ere saa højt agtede for Gud! og saa ilde vidste dette Bæst og Umenneske, hvad et Menneske var, som Gud dog ikke tog i Betænkning at igjenløse med sin Søns Blod.

§ 39.

Jeg kan heller ikke gaa Forældrene forbi med min Formaning, at de ej alene elske deres Børn efter Kjødet, men fornemmelig ogsaa efter Aanden. Hedningerne og Tyrkerne elske vel ogsaa deres Børn, men dog kun med en naturlig Kjærlighed; Christne derimod maa se længere frem og betragte deres Ægte- skabs-Planter ikke alene som deres egne Børn, men fornemmelig ogsaa som Guds Børn; de ere et dyrebart Klenodie, allermest for deres udødelige Sjæles Skyld, som Gud har betroet dem, og som han hisset igjen vil kræve af deres Hænder, Saa ere de da nu ogsaa Sjæle-Vogtere og Guds Skat-Mestere og have stor Aarsag til at anvende Flid og Møje, at ingen af Børnene forsømmes og fortabes ved deres egen Skyld. De bære et Tegn paa deres Ansigt og Bryst, med hvilket de i den hellige Daab ere betegnede som Guds og den Herres Jesu Christi dyrt igjenkjøbte kostelige Skat. Ve derfor den, som ved Forsømmelse, ved onde Exempler, ved ond Opdragelse lader sin Herre miste saadant Gods.

§ 40.

I ogsaa, I Lærere i høje og lave Skoler, have et tungt Ansvar i Henseende til de dyrebare Sjæle, som ere betroede under eders Opsyn Ak, forbarmer eder dog over den Guds og hans Kirkes hart ad ødelagde Planteskole; de fleste unge Folk ere som et ungt Træ, omkring hvilket, førend det kommer til Kræfter og Fremvæxt, snor sig en vild Humle-Ranke, et slemt Ukrud eller andet i Henseende til dens Skabelse skadeligt Tøj og fordærver det. Det ugudelige Væsen tager alt mere Overhaand, og de unge Hjærter blive strax i Begyndelsen anfægtede og indtagne deraf. Ak styrer dog, afværger og redder dog, saa meget som I kan og formaa! Indplanter ved Siden af de verdslige Videnskaber Guds og JESU Christi saliggjørende Kundskab saavel som den sande Gudfrygt i de unge Hjerter. Lærer dem ej alene, hvad der hører til Verden, men ogsaa, hvad der fører til Himmelen. Det er meget at opdrage en lærd Mand; men det er langt mere at opfostre et helligt og gudeligt Menneske. Hvad er Vittighed uden Samvittighed? Hvad hjælper det at vi lære at nævne Gud og Himmelen i mange Tungemaal, og lære dog ikke, hvorledes vi retteligen skal kjende, frygte og elske Gud og forlade os paa ham alene, og hvorledes vi kan komme ind i Himmeriges Rige?

§41.

Endelig saa hjælper her, hvo som hjælpe kan, og ingen af os spare nogen Møje for de ædle menneskelige Sjæle! Lader os iblandt hverandre indbyrdes tage Vare paa os selv med at tilskynde hverandre til Kjærlighed og gode Gjerninger! Lader os flittig se til, at ikke nogen af os forsømmer Guds Naade (og sin Sjæl). Lader os broderlig paaminde hverandre, venligen vise tilrette, undervise, advare og formane hverandre, og det med al Flid og Alvor, i saadan en Sag, der angaar noget højt og vigtigt som Sjælen og dens Salighed. Kjære Brødre, siger den hellige Apostel Jacobus: Dersom nogen iblandt Eder farer vild fra Sandheden, og nogen iblandt Eder omvender ham, den skal vide, at hvo som omvender Synderen fra hans Vejs Vildfarelse, han har frelst en Sjæl fra Døden. Naar man ser en Perle, et ringe Pengestykke, et lidet Stykke Brød ligge paa Jorden, da tænker man: det er Skade, at det skal gaa spildt og trædes under Fødder, og man bøjer sig vel derefter ned til Jorden for at tage det op; er da nu en Sjæl ikke mere end alle Perler, end al Verdens Penge, end alt Brød? Hvorfor vilde vi da sky og fly nogen Umage for at bevare Sjælen fra den evige Fordærvelse? HERREN vor GUD lære os ved sin Naade og ved sin gode, værdige Hellig Aand, hvad en Sjæl er, og hvor højt den bør agtes!

Ham være Ære i Evighed, Amen!
J Jesu Navn, Amen!