Gamle tekster

Magister Chrstian Scrivers Sjæle-skat

Fortale til den chrstelige og veltænkende læser

Min i Christo Jesu ærede og elskelige læser!

Saa er det nu endelig ved Guds naade kommet saavidt med mine sjæle-prædikener, at de ere komne for lyset og udgaaede i verden til Guds kirkes tjeneste. Det har vel varet noget længe, førend det er kommet dertil formedelst adskillige forhindringer, hvilket muligvis er sket, dels af Herren selv og efter hans hellige raad og villie, dels formedelst mit eget svære og møjsommelige embede, og hvis ogsaa fordi det saa har behaget den Allerhøjestes villie at tillade djævelen og verden at forhindre det. Men Gud give, at og det ordsprog her maatte være sandt, naar det hedder: Tidlig nok, naar ikkun godt nok. Mine læsere, hvem i saa er og maatte blive, foragter do gikke dette mit skrift og siger spottende med verden: Det er ikkun prædikener. Jeg skammer mig ingenlunde ved at prædike; Guds egen Søn har jo ogsaa i sine kjøds dage selv prædiket; og den Hellig-Aand har og ladet optegne og forelægge sine prædikener for os ved de hellige evangelister. O! hvor lyksalig er en prædikant, ved hvem Jesus selv prædiker! ved hvem det evige og selvstændige Ord selv taler, den evige kraft virker, det himmelske lys lyser og skinner, den guddommelige trøst trøster, og ved hvem overhyrden selv lader sin elskelige hjort føde. Verden er ikke engang værd at komme til at kjende en saadan mand, som de ej heller véd ret at skatte go skjønne paa ham. Hvad forstaar en hane sig paa en dyrebar perle, soen sig paa balsom, hunden paa det hellige og helligdommen, og en bonde paa ædelstene? De sande og retskafne prædikanter høre med til Guds forborgne gode, og Guds børns aabenbarelses dag vil engang lære, hvor højt de har været agtede go bliver ansete for Gud.

Men hvad nu disse prædikener angaar, saa giver jeg eder, om i ellers have Christi Aand og sind, min dom og mening derom tilkjende. Værer ikkun visse paa, at de have kostet mig megen sved, mange sukke, meget og stort arbejde, ja mange bønner og vaagne nætter, førend de ere bragte saa vidt, at de ere komne eder i hænde. Og har jeg formedelst Christum en saadan tillid til Gud, at i og heri ikke skal finde en tom og slank væxt uden kjerne, men en oprigtig og hjertelig trofast undervisning og trøst for eders sjæle. Her fremstilles for eder en blomster-egn, hvori de ædle bier, troende sjæle, skulle kunne samle sig den honningsøde dug baade af saligheds-lærdomme og kraftig trøst. De, som have en hjertelig længsel efter at frygte Guds navn, skal og med Guds hjælp finde, hvad de søge efter. Thi jeg har med al flid og troskab, som det sømmer en god og forsynlig husfader, samlet nyt og gammelt og her sammendraget det som i en sum, paa det at gudsfrygtige sjæle, hvis hjerter det behager den Allerhøjeste at styre og bøje til at læse dette værk, ikke maatte have aarsag til at klage over, at de ere blevne afspiste med skuffet forhaabning. Tit og ofte har jeg sammendraget en del sprog af den hellige skrift om en og den samme sag, dog haaber jeg grundig at have forklaret dem. Undertiden har jeg og sammenbundet det ene motiv og bevæggrund med det andet, forenet en lignelse med en anden og fremstillet en og samme sag med nogen udførlighed, dog alt i den gudelige og hellige hensigt, at jeg dermed desto før maatte vinde de sikres hjerter, mætte de hungrige sjæle, fornøje læserne, og at der for dem, som ville betjene sig til af dette værk for at opbygge andre, maatte findes et godt forraad og hjælpe-midler dertil. Jeg har hermed ikke alene villet tilberede for de troende go gudfrygtige sjæle et sædvanligt maaltid, men endog et gjæstebud, hvorved man fremsætter fulde og rige fade med retter og frembærer mere for sine kjære gjæster, end nødtørstigheden kræver, hvilken overflødighed og gavnmildhed jeg vil haabe ingen tager mig ilde op og fortryder paa. Men skulde nogen mene, at vidtløftigheden vilde kalde nogen til kjedsomhed og fortrydelse under læsningen, saa bevidner jo erfaringen, at hungeren voxer med overflødigheden hos gudfrygtige sjæle, og at begjærligheden voxer og tiltager hos dem, jo mere de nyde af himmelske og gudomelige ting. Dog har jeg i betragtning af det svage kjød og blod, der, naar det har sin egen villie, snart bliver træt og kjed af at høre tale om aandelige ting, med god betænksomhed og beraad hu afdelt mine prædikener i visse paragrafer eller afdelinger og stykker, desuden og holdt god orden deri og afhandlet og adskilt ting, som efter en naturlig følge ere adskilte fra hinanden, tit og ofte nævnt og vist den første, anden og tredie brug og nytte af min afhandling, paa det den velvillige læser nogenledes maatte have lejlighed til at bryde af i læsningen, opsætte den til en anden tid og da igjen med ny andagt fare fort i læsningen der, hvor han sidst brød af. Iøvrigt har jeg og allevegne i dette mit værk beflittet mig paa at tale skriftmæssig og overensstemmende med den hellige skrift, brugt vor kirkes symbolske eller tros og bekjendelses bægers udtryksmaader og benyttet mig af berømte og troværdige theologers eller skriflærde mænds ord og rene udtryksmaader af vor evangeliske Lutherske kirke og, hvor jeg har anset det fornødent, baade anført deres egne ord, som i randen af dette mit skrift, og gjort henvisning til, hvor der i deres skrifter bliver handlet om deslige ting, omtalt med ligelydende ord og talemaader. Og skjønt jeg ej viol haabe, at der i dette værk skulde findes det ringeste som skulde være stridende med Guds saliggjørende ords forskrift, hvilket jeg og forhen aabenhjertig har vidnet for min Gud, at jeg aldrig har haft det forsæt at skrive noget, som i nogen maade skulde afvige fra den rettroende kirkes ensstemmige mening og altsaa kunde forurolige og bedrøve den med nyheder eller nye vrange lærdomme, saa vil jeg dog og her til overflod offenlig erklære paany, at, om nogensteds noget skulde findes, der ikke var overensstemmende med den hellige skrift og de gamle troens bekjendelser, den uforandrede Augsburgske confession og den saakaldte christelige concordiæ bog, saadant da under nedskrivningen var overset og forløbet af mig som et svagt og skrøbeligt menneske, og at jeg altsaa ikke erkjender dette for mit eget, men efter et og andet gudfrygtigt og christeligt hjertes paamindelse gjerne vil forandre det, til hvilken ende jeg og vil have dette og alle mine andre skrifter overdraget den ganske rettroende christelige evangeliske kirke til efter- og oversyn, samt til at dømme derom.

Til slutning ønsker jeg af mit inderste hjertens grund, at den naadige og barmhjertige Gud saaledes vilde velsigne det ham helligede arbejde, at hans ærværdige, højpriselige og allerhelligste navn maatte derved vorde højt lovet og priset af mange tusinde sjæle. Gud for mig og forbliver i Jesu kjærlighed med al beredvillighed til eders tjeneste, saa længe jeg lever.

Magdeburg, den 26 April 1675

Christian Scriver,
Pastor ved St Jakob sammesteds