Gamle tekster

Magister Chrstian Scrivers Sjæle-skat

J N J
D Joh Georg Pritii

Fortale
Til den christelige og gudfrygtige læser!

Naade, barmhjertighed og fred fra al barmhjertigheds Gud og lysenes Fader formedelst Christum, vor Frelser, være med alle dem, som ville tage sig for at gjennemlæse denne bog til deres opbyggelse, amen!

Ligesom det har behaget den grund-gode Gud at samle sig en menighed af det menneskelige kjøn, for deri at oprette sit naade-rige, aabenbare sig for menensker og uddele der til dem sin naade-skat og rigdom; saa har han og givet den forjættelse, at hans kirke skal blive bestaaende indtil verdens ende, og at ikke engang helvedes porte skal kunne overvælde eller formaa noget imod hende. Til den ende har han og til alle tider udsendt i dete sit vin-bjerg, trofaste og retskafne arbejdere, der med al flid, største færdighed og dygtighed skulle plante, underholde og opvarte den. Dette har og vor evangeliske kirke gjort, hvilken, efter at den i saa lang tid formedelst allhaande menneskelige vrange sætninger, lærdomme, vantro og afguderi paa det højeste var bleven fordunklet, det dyrebare Gud redskab, Doctor Morten Luther, har ligesom paany igjen bragt til den guddommelige sandheds underlige lys og klarhed formedelst Guds overvættet godhed, og aldrig har den manglet, saadanne lærere, som han har udrustet med Aand og kraft til at foredrage hende den himmelske sandhed med stor eftertryk, for derved at udbrede sit rige, opbygge go undervise de menneskelige sjæle til salighed. Han har givet os helte til striden, til at udføre HErrens krige: behjertet til at modsætte sig de vildfarelser, hvormed mennesker af forrykt sind har villet bestride og forfalske den rene troens lærdom: og lykkelig i at forsvare evangeliet i sandhed, fuldbragt en sejr efter den anden over dem; saa at vi endnu indtil denne stund kunne i saa maade med glæde og frimodighed rose os af, at vi besidde dette dyrebare og ædle klenodie uforfalsket og uskadt i vore kirke. Men ligesom nu den Christen-kirke ej alene maa rose sig af den rette troens lærdoms besiddelse, men endogsaa bør og skal tjene Gud i en hellig prydelse, bør vi og tillige højligen prise Guds godhed deri, samt og med rette tilskrive og tilegne os den berømmelse: at der stedse iblandt os her ladet sig finde mange gudfrygtige mænd, som med al alvor saaledes have drevet paa en sand virksom chrstendom, at de derved med stor nidkjærhed have anført og momuntret menigheden baade til en uforfalsket (lærdoms) Gudfrygtighed, saa vel som til et for Gud helligt levnet, hvoraf der og kan sluttes, at den naaderige Gud endnu bestandig vil opholde sig med sin Aand og sandhed i denne kirke.

Denne hans naades-redskaber, hvilke han har behaget at bruge til saadanne højvigtige tjenester, ere heller ikke ubekjendte, hvis ihukommelse og, som billigt, bliver stedse bevaret og erindret iblandt os til velsignelse og en uforgængelig berømmelse. Men dog ville vi for denne sinde ej tale om nogen anden iblandt dem, uden om den højtoplyste mand, der har givet os anledning til at opsætte og skrive den nærværende fortale: Nemlig den i mange stykker uforlignelige lærer, Hr Chrstian Scriver, som Guds visdom har behaget at berede til et sønderligt redskab af sin naade og /ypperligt) kar af sin barmhjertighed: pryde med de herligste gaver og opfylde med kraft og nidkjærhed til at føre og udføre sit (saligheds) værk og gjerning fremfor mange andre, og til at vise og undervise saa mange tusinde sjæle om den vej, paa hvilken de skulle finde indgangen til hans himmelske rige. Denne har og med saadan troskab og øm omhu anvendt til anbetroede pund, at utallige mange udvalgte ville i den salige evighed takke ham for det gode, som han her har faaet og nedlagt i deres sjæl.

Men paa det alle de, der læse denne uskattelige sjæle-skat, som hermed bliver lagt dem for øjnene, maatte have en nøjere kundskab om denne højtfortjente Guds mand, da holde vi for, at det vilde blive dem kjærkomment og til behag, om vi først gjorde dem noget mere bekjendt med ham, ved at fortælle hans ganske levnets-løb.

Altsaa: den nu salige Hr Chrstian Scriver er født den 2 Januar 1629 i Rendsborg i Holstein, af christelige , ansete og paa det sted velbekjendte forældre: hans Hr fader var Christian Scriver, fornem borger og handelsmand sammesteds, som indviede og ofrede denne sin søn strax efter fødselen til Guds tjeneste, ladende sig derhos forlyde, at han omsider skulde blive en præst, hvortil han heller ikke paa sin side skulde have ladet mangle noget ved en god og christsømmelig faderlig optugtelse, saafremt han ikke formedelst den da i Holstein og især i staden Rendsborg grasserende og om sig gribende pest var bleven ham frareven ved døden. Derved kom da den unge Scriver strax i begyndelsen af sit liv i den bedrøvelige og sørgelige tilstand at være og kaldes en faderløs. Omendskjønt hans endnu levende Fru moder, holdt ham i hans opvæxt flittig til skolen og lod ham undervise og oplære af tro lærere, saa vilde dog midlerne under daværende haarde krigs-tider ikke strække til, saa at han neppe havde kunnet komme til det foresatte maal, dersom ikke Guds guddommelige forsyn anderledes og paa et andet sted havde skaffet og aabnet raad og hjælp for ham. Han blev altsaa derefter overført til Lübeck, hvor han i sin fætter, en velbemidlet kjøbmand med navn Thomas Hebers forefandt en elskende og kjærlig velgjører, der ikke alene, imedens han levede, drog al omsorg for hans øvrige opfostring og fremskridt, men endog forsynede ham med et godt efterladenskab, hvormed han efter sin fætters død kunde fremdeles fortsætte sine studeringer paa academierne eller de høje skoler. Han begav sig derefter aaret 1647 til Rostock, hvor han under opsyn og anførsel af følgende fortræffelige mænd: Joachim Lütkeman, Caspar Mauritius, Andreas Ticherning, August Marenius, Johan Ovistorpins, Johan Cothman og Herman Schuchman, lagde en berømmelig grund, saavel i de verdslige som gejstlige studeringer eller videnskaber, og det med saa god en fremgang, at han i aaret 1653, som var hans alders 25dr aar, blev kjendt dygtig og kaldet til at tjene i Guds kirke som Diaconus ved St. Jacobs menighed i Stendal. Paa dette sted har han tjent sin Gud og sin derværende menighed i 14 aar med utrættet flid, og saaledes heri formedelst Guds tillagte velsignelse indbragt baade sig og dem stor nytte, dog derhos ikke uden mangfoldige forfølgelser, som han skjønt ufortjent paadrog sig, af hvilket han og ikke mindre maatte udstaa mange store og svare aandelige anføgtelser, af hvilket altsammen Gud dog forunderlig udfriede ham, hvorover han og siden, saa tidt dette randt ham i sinde, ikke noksom kunde prise og berømme Guds godhed, som paa den tid viste sig saa mægtig over ham. Sandelig, dette skulde være en prøve-ovn, hvori han skulde beredes, bevares og gjøres skikket til at trøste andre i deres bedrøvelse med den trøst, som han selv af Gud var bleven trøstet med. Men som han nu i fornævnte tid trolig og redelig havde arbejdet paa sin menighed, saa behagede det den Allerhøjeste paany at sætte ham over en større menighed, og blev derefter formedelst Guds hellige villie og regjerning ordenlig kaldet aar 1667 til Magdeburg, at modtage pastoratet ved St. Jacobs kirke: hvor han atter i 23 aar som en god og tro husholder over Guds hemmeligheder retskaffent har forestaaet sit anbetroede embede. I betragtning heraf blev han af en adelig raads-herre i Magdeburg aar 1674 udvalgt til Assessor i den saakaldte kirke-ret sammesteds, og aaret 1676 optaget som medlem i skole-væsenets collegium eller til at være med-skol-arch, indtil han endelig i aaret 1679 blev ansat som senior eller ældste over et ærværdigt ministerium sammesteds. I dette samme aar udnævnte og confirmerte hans højfyrstelige Durchlauchtigheds administrator, c: Med-regent, ham til Assessor i ægteskabs-retten, og endelig, da hertugdømmet Magdeburg efter hans højfyrstelige Durchlauchtigheds salige bortgang herfra igjen hjemfaldt til det churfyrstelige hus Brandenburg, blev han af nævnte churfyrste ansat som inspectør eller tilsynsmand over den saakaldte Holz-kreds i samme egn.

Omendskjønt han nu vel tænkte at slutte sin leve-tid i Magdeburg og derfor og lod bygge og berede sig et hvile- eller grav-sted, hvori han efter en salig henfart vilde, at hans ben skulde hvile, saa maatte han dog desuagtet følge Guds guddommelige kald paany, da hendes højværdigste og Durchlauchtigste Abbedisse over det kejserlige friverdslige stift Ouedlinburg naadigst kaldte ham i aaret 1690 til sin Over-hof-prædikant og skrifte-fader samt consistorial-raad, hvilket højvigtige embede han har forestaaet med saadan en theologisk c: aandelig visdoms klogskab, omhu og færdighed, at hans Durchlauchtigste herskab altid har baaret og vist et naadigt velbehag derover, indtil endelig ensalig død krævede ham den 5 april 1693 fra denne møjsommelige verden og oversatte ham i Guds fryde-rige heroventil.

Disse ere de steder, hvorhen det guddommelige forsyn har kaldet ham, for i særdeleshed at bruge hans tjeneste ved menighederne paa disse steder; desuagtet er den salige mand, efter at hans opbyggelige skrifter have bragt ham saavel indenfor som udenfor Tydskland i stort udraab og godt eftermæle, bleven forlangt og kaldet af mange andre fornemme og ansete steder, ja af kongelige hoffer; saaledes erholdt han i aaret 1676 en pastorats-vocation til Halberstadt; iligemaade og en anden til Berlin til at være Præpositus, c: Provst. Men i særdeleshed blev i aaret 1680 tilbudt og overdraget ham en vocation til at være kongelig hof-prædikant for dronningen i Sverig, og det med saa rige løfter og tilbud om al kongelig naade, at den allerhøjst bemeldte i Gud nu salige dronning lod derhos saa naadig erklære: At hun tilbød, i fald rejsen for alderdoms skyld maatte kalde ham for besværlig, at føle alle mulige og bekvemme foranstaltninger dertil, for at den kunde blive ham magelig, og derhos ingen omkostning spare, om hun end o gskulde lad ham overføre og bære i en seng eller bære-stol, og det ene og alene for at hun i ham kunde have en saadan mand, som hun forestillede sig baade flittig vilde give agt paa alle hendes gjerninger og foretagender og advare hende for alt ondt og raade til det gode, og i betragtning af den store lyst, hun havde til en saadan sjælesørger, der uden sky og undseelse sagde hende, ikek hvad man vilde gjøre, men især hvad man skulde gjøre. Men uagtet hun ved saa mange og mange slags indtrængende forestillinger saa eftertrykkeligt havde givet ham det til betænkning, saa har han dog efter adskillige theologiske faculteters og andre aandrige mænds indhentning raad og overvejelser, hvoraf han stolede paa at faa Guds villies kjendelse heri, hellere villet forblive paa sit daværende sted, end for denne gang begive sig andensteds hen.

Men herved kan vi ikke forbigaa til Guds pris og ære at melde, hvorledes Guds guddommelige forsyn har vist sig saa forunderlig mægtigt over denne dyrebare Guds tjener fra hans spæde barndom af; hvorledes det har reddet ham af saa mange slags øjensynlige døds-farer, og hvordan det overalt har ledsaget og ført ham i hans levnet paa saa underlige veje, at han derover, ej alene selv paa alle de steder, hvor der gives ham anledning til at berømme og udtale sig om det naadefulde tilsyn, faderlige forsog og mangfoldige Guds godhed, hvilke han fra barns-ban saa rigelig har erfaret og fornummet paa sig, højligen erkjender det, men at endog ethvert chrstelig-sindet gemyt ikke uden inderlig hjertens bevægelse kan læse det, som fortælles herom. Medens han endnu laa under sin moders hjerte, og tiden til fødselen var paa nogle uger nær forløben, hendte det sig, at begge hans brødre, hvoraf den ene var otte, den anden to og et halvt aar gammel, vare gaaede hen i en have, som laa nær ved huset, for at lege med hinanden; men da der i denne have var en dyb dam eller fiske-park, skete det, at den mindste af dem ved uforsigtighed plumpede i vandet, hvorover den ældste, der ikke kunde redde den mindste, brød ud i et jamrende og klagens skrig, løb strax til huset ind i stuen til sin moder for at berette hende, i hvilken fare barnet, hans broder, var kommet i i haven. Moderen ilede derfor, fuld af angest og forskrækkelse, ufortøvet hen til haven og vandet, og som hun paa henvejen maatte passere igjennem et vogn-skur, hvori der var sat en caleste ind, som hun i sin forskrækkelse ikke blev var, førend hun i sit løb stødte med saadan heftighed paa vognens ene axe med sit svangre liv, at hun derved faldt bagover til orden, kan man let slutte, i hvilken fare hendes livs frugt under slige omstændigheder maa være kommen. Dog opmuntrede hn sig strax igjen efter dette sit svare fald, stod op fra jorden go ilede, saa godt som hun kunde, hen til dammen. Da hun endelig kom derhen og mærkede, at barnet endnu var i live, men dog ikke langt fra at synke og drukne, springer hun i fuldt løb ud i vandet og griber fat paa sit elskede barn for at drage det op paa land. Men se! da hun vilde fosøge at vende tilbage til land, fornam hu først, at hun ikke kunde naa bunden med sine fødder, og altsaa var tillige med sit barn stedt i livs-fare, hvori hun vel og var bleven, i fald hendes sviger-moder, som i samme stund kom tilstede, ikke strax var løbet til og havde reddet hende. Neppe var han derefter født og belven et halvt aar, førend moderen, ved hvis bryser han opammedes, var bleven smittet af den da herskende pest-syge, og da mente enhver, at han, barnet, enten formedelst den slette næring, som han fik af sin moder, eller og formedelst den gift, somhan indsugede af sin befængte moders bryst, nødvendig maatte sætte livet til. Men se! Guds forunderlige kjærlighed bevise endogsaa denne gang sit underværk paa ham, saa at baade moderen og barnet begge bleve holdte i live og reddede. Da han siden var bleven fire og gik i sit femte aar, kom han atter i en ikke ringe livs-fare; thi idet han, som et barn nærmede sig for yderlig til det i Rendsborg hastig og stirdt flydende vand, hvorved en mølle drives, styrtede han deri, og, efter at den stride strøm allerede havde drevet ham forbi nogle huse, der laa ved vandet, kom det endelig saa vidt med ham, da han var drevet hen til mølle-hjulene, at han begyndte at blive tung og synke, hvilket ogsaa var sket, dersom Guds godhed ikke havde tilskikket, at en kvinde, der kom ned for at hente vand, havde reddet og draget ham op og bragte ham hjem til hans forældre. Aar 1656 hendte det sig, at en gal hund kom løbende igjennem hans have ind i huset og anfalder en anden liden hund; da han nu hørte, at den lille hund skreg og hylede, løb han ud af stuen og blev den gale hund var. Da, idet han løb til med en kjæp for at ville jage den bort, kom den gale hund farende imod ham, sætter efter ham; men førend den kunde gribe ham, vendte han sig hastig om og gik tilbage. Da han i det samme aar steg noget højt op tilvejrs paa en skammel for at ville tage noget ned, faldt han ikke alene ned af skammelen, men trimlede endog ned i en kjælder, der var lige under ham; og skjønt han i dette fald styrtede baglænds ned over trapperne, saa bevidnede han dog, at han ikke engang fornam og følte, at han rørte ved de underliggende stene, men at det var for ham, ligesom han var falden paa en veg og blød bolster og pude; medens han ej heller siden følte nogen smerte eller anden ulejlighed deraf. Saadanne og deslige tilfælde ere desuden tit og mange gange hendte ham, hvorved han er kommen i de største livs-farer, ikke desmindre er han dog ved Guds øjensynlig hjælpende haand deri bleven beskjærmet af lutter Guds godheder, saa at han selv maa tilstaa, at hans ganske levnet var en kjæde af lutter Guds godheder, saa, om han vilde føre det til ved pennen, da skulde der oven over hvert blad komme til at staa: En beretningen om Guds forunderlige godhed, faderlige kjærlighed og store langmodighed og barmhjertighed.

Dog vil det blive allerbedst, om jeg, for at stafæste disse anførte ting, fremsætter hans egne ord: hvori han paa den skjønneste maade har fremstillet sig selv som et sønderligt tegn og kjende-mærke paa Guds forunderlige forsyn og ubegribelige store kjærlighed mod ham. Thi han udbryder af et brændende taknemmeligt gemyt imod Gud i sit skrift, kaldet: Den levende og virksomme Guds erkjendelse, paa det 721de blad saaledes: Da krigen ej alene havde frataget mine forældre deres anseelige formue, men end og døden, efter Guds hellige raad og villie, skilt dem ved deres naturlige liv, er jeg og derved bleven til en arm og faderløs; dog har Gud sørget faderlig for mig og ikke ladet mig fattes min ærlige opdragelse og mine studeringers fortsættelse. Har jeg i nogen maade forsyndet mig mod ham og traadt ud fra hans saligheds førelser og glemt min barnlige lydighed, saa jeg derover er bleven til et forvildet og fortabt faar, saa har Gud dog taalmodig opsøgt og bragt mig tilbage paa rette vej igjen. Paa min rejse har Gud fulgt og ledsaget mig som en trofast rejse-cammerat eller staldbroder. Han har taget mig op som en fremmed væxt og blomst af mit fædrelands jord og omflyttet og plantet mig i et fremmt land og en anden jord, og med sin rige velsignelse og naade overgydet og vandet mig som med en levende og liflig dug, paa det jeg lykkelig og vel maa skyde op, voxe og blive til noget. Gud har og staaet mig (kraftelig) bi i mit vigtige embede, han har velsignet mit arbejde, gjort mig det let, saa at jeg baade har kunnet overkomme og udholde det. Af mine fjender har jeg maattet lide forfølgelse og trængsler, men Gud har været min hjælp og beskyttet mig. Jeg har ofte, naar jeg i min gjøren og laden ikke har vidst ud eller ind, raadslaget om vigtige indtrufne ting: men Gud har dog været min bedste raadgiver og givet mig det i sinde, som jeg ved sagens udgang har erfaret og fundet det tjenligste. Jeg har været svag og stædt i sygdoms nød, men Gud har bevist sig mod mig som den bedste læge og gjort mig baade sund og stærk igjen. Jeg har fast været nær ved dødsens dør og port, men Gud har ført mig vel tilbage derfra. Jeg har været svag og skrøbelig i troen, men min Gud har baade styrket og oprejst mig igjen til frimodighed. Jeg har begyndt at synke, som Peder, da Herren bød og tillod ham at komme til sig paa havet, og Gud har og rækket mig som ham sin haand. Jeg har og ikke været uden graad og taarer, men Gud har baade set til mine taarer, hørt min graad, som og aftørret dem af mine øjne. Ja! naar jeg om natten ikke har kunnet sove og har paakaldet min Gud, da har han hverken forskudt min bøn eller vendt sin godhed fra mig.

Paa saadan maade har nu da Herren vor Gud efter sin visdom behaget at berede og dygtiggjøre denne fortræffelige lærer, paa det han desto bedre kunde gjøre ham i hans kirke saa rig og ualmindelig nytte; og det ikke alene i de menigheder, hvor han selv mundtlig har forkyndt Guds Ord og villie, men endog i den ganske evangeliske kirke, hvilken han ved sine vel-udarbejdede, aandrige og opbyggelige skrifter har gjort sig i højeste grad forbunden. Thi Gud havde givet ham den gave, at han ej alene kunde forelægge sin menighed Guds riges hemmelighed paa en skjøn og behagelig maade, men hans haand var ogsaa dannet og skikket, saa den kunde tjene Guds Aand som en god skrivers pen, (til at indskjærpe lærdommene i tilhørernes hjerter). Derfor og, saasnart han havde begyndt at udgive noget i pennen, da er saadant af alle oplyste og med øvet sind begavede mennesker blevet modtaget særdeles vel og begjærlig, som og anset som en prøve og forskjel paa godt og ondt, paa det, som i sandhed er opbyggeligt og trænger ind til sjælen, og det, som er uden Aand og kraft og liv og bestaar kun i søde ord og prægtige talemaader, hvorved uskyldige hjerter tit og ofte ere grebne og blevne forførte: derpaa have de sjæle, som ere bekymrede for deres salighed, indtil denne dag ej kunnet læse sig mæt eller træt. Han har allerede tidlig begyndt med at skrive (bøger); thi i det første aar, da han var indtraadt i det hellige prædike-embede, harhan udgivet i trykken trende prædikener om Christi lidelse under den titel: Jesu Christi denkorsfæstedes blodige billede; og da han saa, at disse ej alene fandt bifald hos dem, som vare elskere af Guds Ord, men ogsaa bragte dem frugt og nytte, blev han derved end mere opmuntret til at skrive og udgive allehaande andre slags prædikener, og dernæst til at forfatte og fremlægge hele bøger og udførlige skrifter, den ganske Christen kirke til almindelig brug og opbyggelse. et af hans første skrifter, var hans saakaldte Gottholdts zufällige andachten, : andægtige indfald og aandelige betænkninger, firehundrede i tallet: hvilke han opbyggeligen havde indrettet og udarbejdet til forskjellige tide, ligesom han og havde samlet dem ved at betragte mange slags ting saavel i kunsten som naturen til Guds ære, sindets bedring og fornøjelse og en sand Gudfrygtigheds øvelse. Denne bog kan man ej alene læse med den uforligneligste smag og behag, men end og med størte opbyggelse: og har den aandrige mand dermed aflagt en prøve paa, hvorledes et gudeligt gemyt ej alene maa forundre sig over Guds magt, visdom og godhed ved alle indtræffende hændelser, men ogsaa hvorledes det paa den alleruskyldigste maade og under Gud behagelig fornøjelse og tidsfordriv kan have nytte af saadanne indfald og tanker.

Medens han endnu var i Stendal, udgav han de saa betitlede: Gold-predigten, : Guld-prædikener, som fremstille den saliggjørende Catechismus-lærdom paa det allerkorteste, hvilke lærdom han vil have forklaret ved det ord guld og foretrukken for og højere agtet end alt forgængeligt guld og forfængelige skatte. Samme skrift er siden igjen tillige med et anhang af særskilte prædikener paany oplagt og kommet for lyset. Hermed har da den salige mand noksom givet tilkjende, hvor skikket han end i sine unge aar har været til at fremstille de guddommelige sandheder paa en tydelig og skøn maade, samt at indskærpe de enfoldigste disse. Men saasom han i Magdeburg, som pastor, i betragtning af sit egenlige embeds prædikener og forretning havde at forklare søn- og festdagenes evangelier, saa lod han dette arbejde især være sig magtpaaliggende og derfor med største flid og møje samlede og opfatte de opbyggeligste ting og lærdomme, hvilke han vilde fremstille for sin menighed. Af dette arbejde ere samlede nogle hele aars prædikener, jahr-gãnge kaldede, hvoraf en del, medens han selv levede, men en del først efter hans død, ere komne for lyset. Vi ville derfor ikke gjøre uret, om vi her fremsætte titelen paa dem, hvilke da ere følgende: Guds børns herlighed og salighed, hvilken er som en sønderlig forret eller fortrin fremfor de vantro verdens børn har at nyde i levnet, lidelse og død formedelst Guds naade. Den levende og virksomme Guds kundskab, hvori fremstilles, hvorledes en sand troende Chrsten skal af de ordenlige søn- og festdages-evangelier lære at kjende den sande levende Gud efter hans væsen, villie og velgjerninger, saaledes at han dermed kan frygte, elske og forlade sig paa ham af ganske hjerte og altsaa derved lære at føre og øve en ret virksom og sand Chrstendom. Den chrstelige husholdning. En Christens tredobbelte bestandige henseen paa Gud, næsten og sig selv. Tanke-sprog over hvert søn- og festdags-evangelium det ganske aar igjennem.

I Magdeburg har tildraget sig tvende besønderlige tilfælde, hvilke har givet den salige mand anledning til at forfærdige tvende opbyggelige skrifter. Det første fører denne opskrift: En christelig historisk beretning om et ungt menneske, der lod sig forlede af satan til at slutte forbund med ham og at gaa ham til haande i sex aar i al slags ugudelig væsen, hvorpaa han ved Guds retfærdige dom kom legemlig i hans magt og besiddelse og skrækkeligt blev plaget, indtil han dog endelig ved den Allerhøjestes besynderlige naade og barmhjertighed blev reddet og befriet fra hans tyranni. Det andet: Denne syge- og syges-sengs: I dette lidt værks første del har han taget sig for at handle om den sygdom, med hvilken han for nogle aar siden i hele samfulde 20 uger blev angreben og holdt ved sengen; samt at fremstille de omstændigheder, hvormed han blev prøvet og luttret i den. Men i den anden del deraf beskriver han med største flid det hjælpe-middel, som den kjærlighedsrige Gud gav ham i hænderne ved sin Aands bevægende kraft og drift, saa at alle ting deri ere afhandlede med de opbyggeligste tanker, der ikke mindre kan tjene til trøst og opbyggelse end det, som findes i Gottholds andægtige indhold. Desuden var der endnu haab om, at der fra den salige Scrivers haand skulde være udkommet tvende andre vigtige skrifter; hvilket og havde været at ønske, at Guds kirke kunde være bleven delagtig deri. Han gav selv forhaabning om det ene, naar han melder derom i sit skrift, den levende Guds kundskab kaldet, paa det 312te blad, at det under følgende titel skulde komme for lyset: Ein Schau-plaz der gõttlichen versehung; : Guds forsyns skue-plads; hvori han havde taget sig for at ville med nye saa vel som gamle exempler gjøre beviseligt, at Gud endnu til denne dag forløser sine børn underligt og udfrier dem af deres nød, saa som han og dertil havde samlet et anseligt forraad. Men der ere indtrufne saa mange forhindringer, at han ikke kunde komme afsted med at fuldføre et saa højt nyttigt og opbyggeligt værk, især da hans høje alder begyndte mere og mere derefter at svække baade hans sjæls og legems kræfter. Men om de andet af førnævnte skrifters fremkomst gav hans værdige sviger-søn, Hr M Joh. Henrich Hãveker, haab og fortrøstning i sin fortale eller forerindring til den chrstelige læser over Scrivers skrift, Guds børns herlighed og salighed kaldet, da han iblandt andet lover, at han med tiden ogsaa vilde fuldføre og udgive den salige Hr Scrivers saa kaldte døds-tanker; hvoraf man lettelig kan slutte, hvad for en opbyggelse derved vilde være bleven tilvejebragt, ifald dette var kommet for lyset. Men nævnte Häveker har engang givet mig den meddelse, da jeg i Calbe tog anledning til at tale med hm derom, at disse døds-tanker vare bortkomne, saa man ej mere véd, hvor de ere blevne af. Derfor, skulde disse nu uformodenlig være faldne nogen i hænderne, da vilde han ganske vist gjøre sig mange christelige sjæle forbunden, i fald han ikke lod disse gode og til salighed hjælpende tanker blive skjulte eller ødelægges og fortæres af støv og møl, men gjorde dem til almindelig opbyggelse bekjendt og lod dem komme for en dag ved trykken. Her hos erindrer jeg mig selv endnu et lidet skrift, hvortil den salige Scriver skal være ophavs-mand og author, om hvilket der altsaa ikke bør forsømmes at melde lidet: Dette er et trøste-skrift, hvilket han forfærdigede og lod indsende til en forneem enke-frue, hvis ægte-husbonde, en anset hof-raad hos et vist høj-fyrsteligt hof, var afgangen ved døden, for derved krafteligen at opmuntre og trøste hende over dette saa vigtige tab, da han deri anfører de allerrareste og ypperligste trøste-grunde, som i saadanne tilfælde nogensinde kunde vorde tilvejebragte. Men for at dette og ikke skulde gaa tabt eller eller vorde dem berøvet, som mest have fornøden t læse saadanne skrifter, da har jeg selv for nogle aar siden ladet det paany oplægge i Leipzig under dette navn, Chrstian Scribers enke-trøst.

Dogg det vigtigste hoved-værk, hvorved Her Christian Scriver har indlagt sig den største værdighed og højagtelse i Gud kirke og skaffet sig en udødelig ære og berømmelse, er vel uden tvivl dette nærværende, som og, da det at alle Gud-elskende sjæle er modtaget med største glæde, i sig selv og i sandhed er en uskatterlig sjæle-skat. Den er en bog, der fra sin første begyndelse, og saa snart den kom for lyset, har funden saa mangfoldige liebhavere og elskere, saa at, hvor ofte den end er trykt og atter og atter trykt go oplagt, den chrsten kirke dog dermed ej noksom har kunnet vorde mættet og fyldt. Man behøve rikke i fjerneste maade at tvivle paa, at det jo og, saa længe man i den evangeliske kirke sætter dne rette værdi paa den chrstelige uforfalskede lære og en oprigtig og gudfrygtig vandel go højagter den, som man børn, altid vil blive fornødent at lade presserne i bogtrykkerierne dermed være i bevægelse. Og uden at lyse, men blive ved den ubedragelige sandhed, indeholder dette skrift de fleste stykker i sig, for hvilke man plejer at sætte den højeste pris paa et værk, som skal fremstille baade troens rene lærdomme, saa og livets sande regler og forskrifter. vi gjøre ej heller formeget af sagen, om vi sige: at vi agte det fornødent, at vi dristig tør vove at sætte det over de udenlandske skrifter, hos hvilke saa magne af vore lærere ellers ligesom gaa i skole og hente sig raad i ting, som ere dem ukjendte. Thi lad være vi egenlig ikke kan nægte, at der her og der gives mange højstforstandige og i aandelige ting højtoplyste og erfarne mennesker, der i fremmede sprog især have skrevet om saadanne ting, som kunen give en god tilskyndelse til at føre et christeligt liv og levnet, samt meddele en god og tilstrækkelig trøst mod allehaande anfægtelse og trængsel, hvorover vi heller ikke kan sige andet: end at man jo og gjør ret i, om man til sin opbyggelse læser noget af det, som herom er blevet skrevet i det engelske, franske eller andet fremmed sprog. Ikke desto mindre er jeg dog af den mening, at der i denne sjæle-skat indeholder saa megen aandelig rigdoms forraad, som vi nogensinde kan ønske os til at smykke, fornøje og mætte vore sjæle med; især, da vi tillige derhos have den fordel, at vi ikke behøve at frygte for, at vi under eller iblandt den der udsaaede hvede skal kunne finde mindste frø eller sæd af nogen klinte eller ukrudt; hvilket man dog meget varsom maa vogte sig for, naar man i dette stykke vil læse andre udenlandske skrifter, medens her derimod meget mere opvælder en overvættes rig kilde, af hvilken de skjønneste bække af det allerreneste vand udflyder. Her blive vi indførte som i en have, besat go fyldt med de dejligste go behageligste blomster, som isteden for at skade og forgifte os med nogen giftig og ellers usund lugt styrker sandserne og vederkvæger sjælen; her forefinder man de skjønneste og mest velsmagende frugter, der indeholde den ædleste kraft til at styrke hjertet og derhos i ingen maade foraarsage nogen ve og trængsels dage eller andre ubehageligheder. Ikke heller kan jeg vel tænke mig, at nogen retskaffen og velsindet Christen nogensinde har aabnet og taget denne ædle sjæle-skat i sin haand, uden han tillige, naar han lukker den til igjen, maa rundt ud tilstaa, at han deri har fundet og erfaret nogen særdeles kraft til sin sjæl, blev opbygget, anført til dyd, styrket i det gode og forfrisket til en ret himmelsk trøst i alle lidelser.

Til at forfatte go fuldføre et saadant værk, dertil har den salige mand faaet ualmindelig gaver af den runde og frie Guds godhed, saa det derfor intet under er, at det er lykket ham saa vel. Thi foruden at han af naturen havde et særdeles vel skikket og artet gemyt til ret at fatte og begribe en sag, saa var han og begavet med en særdels indbildnings-kraft til at sammenligne den ene ting med den anden paa det nøjagtigste og skjønneste. Heraf komme de mange og i stor mængde anførte overmaade skjønne og pyntelige lignelser, hvilke ej alene paa det behageligste oplyse og forklare de ting, som han derunder vil fremstille, men tillige opvække den ene begjærlighed efter den anden i læserens hjerte efter at læse videre og videre frem, saa at han næsten er kjed af at maatte lægge bogen hen. Den salige mand fører os hermed ligesom til et bord, paa hvilket ej alene de kosteligste og herligste retter blive fremsatte, men disse endog indfattede og besatte med de mest vellugtende blomster, saa at foruden den yndige smag, hvormed vore hjerter blive kvægede, vort øie tillige frydes og fornøjes, hvorfor jeg og ej alene tvivler om, at han iblandt alle de andre, der nogen tid enten i vort eget eller andet fremmed sprog have udarbejdet og gjort sig bekjendt for kirken med deslige skrifter, har sin lige, men endog aldeles ikke tror, at nogen heri har overgaaet ham. Hvad hans skrivemaade iøvrigt angaar, da kunne vi vel og med fuld sandhed kalde den uforlignelig; thi alle hans ord og talemaader ere ikke alene sædvanlige og udsøgte efter den almindelige brug og maade at tale paa, saa at de ganske let kan fattes og forstaas af enhver, der ikkun nogenledes er kyndig og forfaren i det tydske sprog; men ogsaa ethvert ords og talemaades sammenføjning og forbindelse med hinanden indbyrdes er saa naturlig, utvungen og letflydende, at end ikke det ringeste anstød skal forekomme nogen deri, hvorfor han for at blive forstaaet af læseren gjør sig den ulejlighed at gjentage en eller flere linier af det, han engang har gaaet igjennem. Jeg er fast forsikret om, at i denne bog findes næsten alle vort tydske modersmaals regler og sætninger samlede sammen og anførte; saa at, om nogen vilde vænne sig til enten at tale eller skrive paa en færdig, liflig, flydende og derhos rigtig let og forstaaelig maade, da kunde man efter mit skjøn ikke raabe ham bedre, end at han lod sig det være magtpaaliggende flittig at gjennemlæse denne sjæle-skat. Thi jeg vil være god og borgen for, at han ikke vilde finde anledning enten til at tale eller skrive om noget, det være aandelig eller verslige ting, hvorom han vil aabne sine tanker, uden at han jo deri skal kunne finde alt det, som kan fremme en vellykket veltalenhed. Den salige Hr Scrivers veltalenhed bestaar deri, at den hverken er for simpel eller enfoldig i henseende til den sags høje betydning, som den vil fremstille, hvorved der altsaa kunde vækkes anstød hos læseren; ikke heller for højtravende og højtflyvende, saa at den med alt for opblæste talemaader vilde ligesom flyve op til skyerne, skjule sig der og dræbe sig selv; men den bliver ved middelvejen og er alle behagelig.

Men se! disse ere ikkun de ydre og udvortes skaller eller skaaler, hvorpaa de kostbareste nætter blive frembaarne; og da disse ere af saa stor værdi, blive nætterne i sig selv saa meget mere behagelige for enhver. Denne af Gud med saa herlige gaver udrustede mand havde taget sig for at meddele Guds kirke et saadant værk, hvori der skulde indholdes et hoved-stykke af alt det, som hørte til den sande christendom. Han vilde deri vise: hvorledes den i synden faldne og aldeles fordærvede sjæl skulde kjende og erkjende sin ubeskrivelige elendighed, lade sig ved en sand bod og omvendelse drage til Gud og uddrage af denne elendigheds afgrund, vende sig til ham i en hellig forlængsel efter Guds naade: formedelst troen tragte efter at komme i en salig forening med verdens Frelser, gjøre sig delagtig i hans hellige fortjeneste og den derved forhvervede retfærdighed, og paa saadan maade træde ud fra fordømmelsens stand ind i Guds herlige naade-stand, altsaa og hvorledes de skulle kunne komme til den sande Christendom her i tiden og efter tiden omsider indgaa til det evige livs arvedel. Han vilde vise, i hvad for en lyksalig tilstand en omvendt og retfærdiggjort sjæl allerede her staar, og hvorledes den fremdeles ved at bruge naadens salighedens midler rettelig har at opholde og befæste sig i denne sin tilstand: han vilde give anledning og undervisning om, hvorledes en christen maa zire og pryde sin ganske stand med den sande hellighed og altid lade sig finde i en tilværelse, fuld af gode gjerninger: og saasom Gud har forordnet alle retskafne christne en bestemt vej at vandre paa til himmelen, der bestandig er besat med lutter kors-torne, saa vilde han og i dette stykke meddele alle korsdragere den fornødne undervisning, hvordan de ej alene skulde se paa deres kors og trængsel, men og hvorledes de med et villigt hjerte og behjertet mod skulde optage og modtage dette og med taalmodighed bære og fordrage det; som og hvordan de uden tvivl skulle forsikre sig om Guds guddommelige bistand derunder og drage den kraftige trøst deraf til at understøtte og oprejse deres synkende og faldende hjerte. Ja endelig, saasom intet er os visere end døden, hvorved de troende indgaa til den evige ro og en uudsigelig herlighed, saa har han og ladet sig det være magtpaaliggende at meddele sine læsere tilsidst i denne sin sjæle-skat baade en nøjagtig underretning om denne forandring, som og at berede dem til en salig død ved at gjøre dem skikkede, villige og begjørlige derefter.

Sandelig, det synes, ligesom Gud selv har udvalgt denne mand til at udføre et saadant højvigtigt værk til sin kirkes store nytte, eftersom vi forefinde hos ham i rigeste maal alt det, hvad der nogenlunde kan udfordres til dette øjemed i henseende til det indvortes. Thi hvad hans theologiske eller aandelige videnskaber angaar, da har han baade lagt den ypperligste grundvold deril med utrættelig flid i sin ungdom under vor kirkes retskafneste og berømmeligste læreres anførsel og vejledning, saa vel som og siden læst og eftertænkt de bedste ot troværdigste af vor kirkes theologorum eller skriftlærdes bøger med den alvorligste og grundigste eftertanke og grandskning, saa at han derved grundigt har samlet, fattet og begrebet de rette troens lærdomme, hvortil vi bekjende os i vor kirke. Hvo som ikkun har set sig noget om enten i følgende høj-lærde mænds, saa som D. Chemnitii, D. Hülsemanns, D Brochmanns, D Danhauers, D Dorfchäi og D Gesers, eller og andre lignende mænds skrifter, han skal tilstaa og erkjende, at han deri har været vel bevandret, flittigt brugt deres raad og som oftest betjent sig af deres udsagn og forklaringer, samt derhos oprigtig bevidnet og stadfæstet dem, ved at fremføre de steder deri, hvoraf han efter sagens beskaffenhed og fordring har uddraget sin lærdom og talemaade. Dog, hans højeste og fornemste læremester, der ledede ham i al sandhed, var den Guds Helligaand, som han og har lært os det samme, i de hellige Guds mænds skrifter, drevne af ham, af hvem han og har ladet sig danne og berede til en ret skriftlærd til himmerig. Han var særdeles vel bevandret go mægtig i den hellige skrift, saa at alt, hvad han skrev og talte, beviste og stadfæstede han dermed, thi han havde den baade i hjerte og hjerne, altid i frisk minde. Vi kunde vel sige om denne mand, hvad apostelen Paulus i sin tid skriver om Timotheus: At han fra barndommen formedelst troen i hellige skrift og ladet den undervise sig til salighed formedelst troen i Christo Jesu; hvorfor og, ligesom al den skrift, som er indgiven af Gud, er nyttig til lærdom, til rettelse, til forbedring, til undervisning i retfærdighed, saa var han og som et Guds menneske fuldkommen beredt til alle gode gjerninger og kunde, eftersom han af Guds Aand selv var dygtiggjort til at føre og forrette det nye testamentes embede, ikke bogstavens, men Aandens, fremføre allehaande gode ting af sit gode hjertes skatte. Thi dette sit hjerte havde han ganske indviet den Hellig-Aand til et tempel og en bolig og faaet salvelse af ham, som er hellig; hvorfor han og havde og besad i sit hjerte Guds riges hemmeligheds kundskab i en særlig høj grad, i kraft af den salvelse, der lærte ham alle ting, det er: formedelst den Guds naade, der boede i ham. Deraf kom det, at, saasom han var begavet go udrustet med en ualmindelig forstqand, han da og kunde saa herligt udlægge og forklare den hellige skrift. Han vidste paa saadan en særlig og god maade at udsøge og forelægge den hellige skrifts Ords kraft og eftertryk, som og at træffe Chrsti og den Hellig-Aands rette tanke og mening deri, saa vel saa at enhver, der vil fatte og begribe den hellige skrifts egenlige mening, kan hos ham ej alene finde og erholde sin fuldkomne glæde, men endog med villighed maa holde ham for en iblandt den hellige skrifts fornemste fortolkere.

Hermed var forenet og samlet i ham en ganske ualmindelig erfarenhed, som han havde erhvervet og forskaffet sig i de aandelige ting. Man kan af alle hans skrifter erfare, hvorledes han ej alene fra sin ungdom af var vant til at give nøje og flittig agt paa sit eget hjerte og alle sine bevægelser, tilbøjeligheder og rørelser; men Gud selv havde ogsaa ladet ham prøves med saa meget kors og trængsel og ført ham ad saa ganske besønderlige veje, at han derved tilfulde lærte at forstaa sig paa, baade hvorledes Guds visdom og godhed arbejder paa menenskenes sjæle, som og hvor forunderlig den plejer at omgaas og handle med dem. Endelig maa vi og sige dette, at han til bønne nlod sig finde uophørlig og uafladelig; og kan man noksom se, hvor utallige mange sukke han under sin skriven og skrifters udarbejden har opsendt til Gud, sin himmelske Fader, om hans himmelske visdom og oplysning dertil.

Dette var det værktøj og redskab i Guds haand, som han vilde betjene sig af til almindelig opbyggelse; og dertil lod sig og vor i Gud lærde Scriver gjerne bruge. Her have vi nu hans Sjæle-skat i vore hænder. De vigtigste og fornødneste troens lærdomme ere deri fremstillede rene og uforfalskede; Ingen skal her kunne finde noget, som er værd at dsdle og laste, naar han ikkun med ikke forud fattede meninger og et øje, som ej er en skalk, ransager og undersøger det. Hvad moral- eller dydenslærdom angaar, da er vel deri heller intet blevet forglemt af det, som kan udfordres til at faa en ren kundskab enten om dyder eller laster. Til at gjøre dyderne herlige og behagelige, dertil har han opsøgt og fremsat alle de vigtigste grunde og aarsager, som hører til enhver dyd. Derimod har han afbildet lasterne i deres hesligste og afskyeligste udseende og skikkelse saa naturlig, at man derved nødvendig maa faa en ret afsky derfor. Men for begge dele fremstiller han de tjenligste, raadeligste og saligste midler, der kan være bekvemmest og nyttigst for et menneske, dels til at opmuntre det til de christelige dyders øvelse og efterkommelse, dels og til at afskrække det fra de skammelige lasters fuldbyrdelse. Thi han forstod sig fortræffelig vel paa de menneskelige gemytters indvortes art og beskaffenhed, da han af sin lange erfaring havde erhvervet sig selv en fuldstændig kundskab derom hos andre, hvorledes menneskers hjerter lettest stod til at vinde. Hans art og maade at trøste paa er ret guddommelig, saa at de mest forknytte og bekymrede gemytter maa selv tilstaa, at de endog i deres højst betrængte og beængstede tilstand heri fuldkommen finde en ret hjertestyrkende vederkvægelse og lædske-drik for deres nedtrykte og beklemte sjæle under korsets svare aag og byrde. Ja, jeg vilde mulig vel finde mange tusinde ved trængsel vel prøvede christne, der midt i deres hjerters brusende uro have igjen faaet deres sjæles ro ved denne sjæle-skats læsning og endnu i evighed med glæde vil takke denne dyrebare sjæle-læge for denne hans himmelske lægedom, som han i deres svare korses nød og utallige tunge omstændigheder har rakt og bragt dem til en frydefuld hjertestyrkning.

Saa er nu da denne ædle og fast uskatterlige sjæle-skat en hoved-bog i vor kirke, hvori ej alene lærere og prædikanter finde det allerskjønneste og bedste forraad, hvorad de sikkerligen kunne betjene sig i alle deres embeds-forretninger til deres menigheders opbyggelse; men enhver for sig kan ogsaa deraf som af en uudtømmelig brønd drage og øse sig saa megen lærdom, trøst og formaning, som er ham fornøden paa hans ganske christendoms løb og bane. Det vilde derfor i sandhed være til større skade end nytte, dersom ikke denne kjære og ypperlige bog, næst alle bøgers hoved-bog, bibelen, skulde findes ej alene i alle prædikanters studere-kammer, men ogsaa i alle fromme hus-fædres (især formuendes) huse.

Herhos kan jeg heller ejj forbigaa, at jeg jo maa anstille en betragtning over den Guds sønderlige og mangfoldige visdom, som al lysenes Fader lader til største forundring se og kjende, naar han plejer at uddele sine gaver iblandt sine tjenere og arbejdere, som skulle arbejde paa hans menigheds aandelige bygning. Den grundgode Gud har stedse og altid opvakt sin kirke oplyste og lærde mænd, der med en guddommelig iver nøje har drevet paa en sand christendom, og derfor begavet dem med herlige gaver og udrustet dem med forstand og visdom for i hans kraft at drive og arbejde paa Herrens værk og gjerning. Vi kan ej heller nægte, at de jo og have gjort alt deres dertil med al retskaffenhed og redelighed: hvorved og meget er udrettet i Guds menighed, og saaledes forhvervet sig en immervarende stor og velfortjent berømmelse, saa at for den sags skyld deres ihukommelse stedse med velsignelse bliver ved og erindres, men enhver af dem har dog ikkun gjort sit dertil paa sin maade og efter de kræfter, som Gud har givet ham sin naade til. En har vel dannet sig sin forestilling om Guds riges hemmelighed i Aands og krafts bevisning. Dog ere hans skrifter, hvor dybsindige de end kan være, og hvor grundig de end ere forfattede, indrettede og afpassede i saadan en skrivemaade, der ikke er sønderlig tydelig eller forstaaelig, og altsaa ej kunne læses med nogen sønderlig behagelighed. Andre mangler det paa en vel indrettet orden, saa at alle ting ikke staa i saa naturligt sammenhæng med hinanden, som de vel kunde være, saa at hukommelsen dermed kunde vorde understøttet og hjulpen til at erindre og beholde det, man deraf læser. Andre igjen gaa altfor dybsindig tilværks, saa at man hverken let eller snart kan fatte eller begribe deres tanke uden vidtløftig grublen og ransagning. Det hender sig ogsaa vel, at læseren undertiden savner hos en og anden skribent den udvortes prydelse og skjønhed, som burde findes i hans skrivemaade, hvorved de desto snarere pleje at lokkes til at læse et og andet skrift baade tit og gjerne. Derfor maa da og undertiden saadanne folk tage pennen i haand, som saavel i henseende til sagen i sig selv, som i betragtning af dens udarbejdelse og fremstilling ere i stand til at fornøje læseren, saa at ingen af dem i nogen maade har at besvære sig over noget saadant anstød deri, som man ellers forefindes hos andre. Og just saadan en skribent har den i Gud nu salige Scriver været.

Gud være da evig lovet og priset, der har givet og forundt sin kirke en saadan mand som ham, hvormed Guds huses aandelige bygning kan prunke og bryste sig som med et kosteligt klenodie og prydelse! Jeg for min del er min Gud hjertelig tak skyldig, at han allerede i min unge aar har ladet denne bog falde mig i hænderne; thi deraf har jeg betimeligt lært, hvorledes man skal omgaas med Guds hellige Ord, saa vel med at læse det selv, som opbygelig at foredrage og prædike det for andre. Ja, jeg maa tilstaa, at jeg derved har lagt mig en god grund i min christendom, bleven herlig styrket i troen og tillige deraf ikke uden frugt er bleven opvakt til at sætte min christendoms pligt-skyldigheder i værk og udarbejdelse. Lovet være Heren! som aldrig lader Gud-elskende sjæle fattes paa midler og lejlighed enten til at lade sig finde, naar han hjerteligen søges, eller sætte dem paa den vej, som fører til salighed, naar de troligen følge den og vil vandre derpaa. Han behage efter sin uendelige barmhjertighed bestandig at bo i os med sin naade indtil verdens ende. Han sende os en hel skare af evangelister til at forkynde sit Ord: og i særdeleshed opvække iblandt os saadanne mænd, der ligne den fromme, oplyste og opbyggelige Scriver, som kunde anføre menighederne med visdom, forstand og en oprigtig iver og nidkjærhed til det retskafne væsen, sm er i Christo Jesu, som uforsagt modsætte sig den overalt indsnigende og daglig tiltagende ugudelighed, samt udrødde alle lasters ukrud, og tvertimod udstrø og saa lykkeligen den gode sæd saavel af saligheds-lærdom, som af et retskaffent christeligt væsen og levnet, ja! overalt at lyse for deres menighed med et ret gudeligt og exemplarisk levnet, saa at al verden maa kjende, at Gud iblandt os har et helligt folk, hvilket han har kaldet fra mørket til sit underlige lys, at vi i saa maade ej alene kunde rose os af en ren lærdom, men ogsaa i gjerningen bevise, at vi ere hans ejendoms folk, der, idet vi lade os oplive, lede og regjere af hans Aand, ere flittige og nidkjære til gode gjerninger.

Saa lade da nu den Gud-søgende læser denne dyrebare Sjæle-skat være sig anbefalet til uophørligt brug. Imidlertid vilde den Gud, som er al naadens Gud, være hos og over ham med sin naade; Han indtrykke det dybt i hans hjerte ved sin Aand, hvad han heri læser; Han drage det stedse nærmere til sig med sin overvættes kraft; Han lade ham derved vorde mere og mere styrket og grundfæstet i troen, opmuntret til et Gud behageligt levnet og trøstet og vederkvæget i alle lidelser; paa det han maa staa fuld af retfærdigheds frugter, osm ske Gud til ære og lov ved Jesum Christum. Hermed, min læser! ønsker jeg dig at leve vel og udbeder mig, naar du har gjennemlæst dette, at byde af Christen kjærlighed din kjærlighedsfulde forbøn for Guds naade-throne. Guds naade være med eder alle, Amen. Skrevet i Frankfurt ved Majn-floden, den 20 Marts Aar Christi 1732.

Den elskelige læsers

Til al kjærligheds tjeneste hengivneste og beredvilligste

Joh Georgius Pritius D
Senior af det Hel Embede i Frankfurt.