Gamle tekster

Magister Chrstian Scrivers Sjæle-skat

Dedikation til den Tre-enige Gud

Den eneste, salige, Almægtige, Alvise, gode og barmhjertige Gud, Fader, Søn og Hellig-Aand, dig, du alle tings skaber og opholder, dig, du den ganske menneskelige slægts forløser og trøster, du, som er alle kongers konge og alle herrers Herre! Min naadige Herre, Gud og Fader. Min Gud.

Se! jeg bringer dig paany en frugt af din naade og et arbejde, som ved din Aands kraftige bistand saa vidt er fuldbragt. Jeg offrer dig en gave, som er udtagen af dit eget forraads og skat-kammer. Thi hvad er jeg? go hvad er min formue, at jeg skulde kunne berede dig en velbehagelig skjenk og gave? Jeg er en fremmed go en gjæst for dig ligesom alle mine fædre. Mit liv og levnet her paa jorden er som en skygge, og der er intet blivested. Herre, min Gud! dette hele skrift og alle mine samlede tanker deri, som jeg har forfattet til at prise dit hellige navn med, ere dine. Ja, den kundskab, som heri indeholdes til at udbrede din kjærlighed go berømmelse med i saa mange tusinde hjerter, er alene kommen fra din naades haand, og det er altsammen dit. Du har baade forundt mig tid og lejlighed hertil, saa vel som og styrket mig legems og sinds kræfter: Du har selv arbejdet ved din Aands drift og tilskyndelse i mig og ladet din kraft blive mægtig i min skrøbelighed. Jeg forbeholder mig selv intet ved dette skrift uden den ære, at jeg kan agtes værdig til hermed i ydmyghed at nedlægge det for dine allerhelligste fødder, ligesom jeg har aabnet mine læber og talet med min mund i min nød. Jeg har helliget, offret og givet dig det, min Gud! saa lad det og i naade være dig anbefalet og anset for en velbehagelig gave, da jeg med mit hjertes oprigtighed i en ren hensigt til dit allerhelligste navns ære og en uforfalsket tro henlægger det for dig: Hellig og velsign dette mit værk, og lad det ved din Aands virkende kraft tjene mangfoldige sjæle til bodfærdighed, undervisning, trøst, opbyggelse og bedring. Sjæle-prædikener bestaar det af, min Fader! Sjæle har jeg derfor og søgt at vinde derved. Saa und da min sjæl den glæde, at jeg maa erfare, at de af mange sjæle maa blive læste og brugte med nytte. Lad dette værk være som en vand-kande eller et spring-vands kar fyldt af Israels brønd og din kjærligheds kilde-væld, hvormed din kirke-have allevegne kan vorde vandet og besprengt, saa at dens æble blomster og planter desto mere maa voxe, modnes og bære frugt: Beskyt o gdu, min beskyttelse! dette arbejde imod satans nid og ondskab, saa vel som imod den trættekjære og avindsyge ugudelige verden. Du véd selv, Herre! at jeg aldrig har haft det forsæt at skrive noget, som i mindste maade afviger fra dit salige Ords form og forbillede eller fra din sande og rettroende kirkes enstemmige mening. Den sandhed, du i dit hellige Ord har aabenbaret og anbetroet din kirke som et dyrt pant og forraad, er mig alene nok og til glæde. Hvorledes skulde jeg bringe det over mit hjerte at forurolige dit Zion med nye lærdomme, da den uden dette tilforn er forstyrret og bedrøvet tilstrækkeligt? Ak! at ikkun det gamle, som vi have faaet af dig ved dine propheters, apostlers og deres tro efterfølgeres haand, maatte af os med immer ny andagt vorde taget til hjerte, med ny iver bevaret, med ny tro grebet og prydet med et nyt levnet! Ak! at vi dog alle, som have og bekjende os til den gamle apostoliske lære, maatte formedelst denne blive nye skabninger i Christo! Ak, min Gud! lad dette skrift dog formedelst din naade i nogen maade hjælpe noget hertil! giv, at alle de, som læse det, maa findwe din kraft deri, føle din Aands virkning, smage din sødhed, nyde din trøst og blive opmuntrede til at efterkomme og gjøre din allerhelligste villie! Jeg har samlet nogle blomster og omsat og plantet dem i visse rabbatter og bede. Lad da de christelige fromme sjæle være som bier, der kunne nyde den honning, som kan være indflydt deri fra himmelen. Lad alle ting kun tjene dertil, at, min Gud! dit navn, din godhed, din kjærlighed, din langmodighed og barmhjertighed, din almagt og visdom, ja alle de under-tegn, som du beviser mod os arme mennesker, kunde endnu mere end tilforn nogenlunde vorde priset herved. Lad dette værk være som et røgelses-kar, hvorved din kundskabs og erkjendelses gode lugt kunde blive aabenbaret alle vegne. Lad det være et minde om din kjærlighed, som du har bevist mod mig selv, lad det være et vidnesbyrd om min taknemmelighed, som jeg er dig skyldig. Og hvad mere skal jeg tale til dig? Herre, Herre! Du kjender selv din tjener! Jeg lover hermed, min Gud! at om du skulde behage endnu længere at opholde mig her i din stridende kirke paa jorden og forunde mig naade til, at jeg endnu kunde frembære noget til din kirkes aandelige bygning, jeg da og vil forrente dig alt det, som du yder mig, og nedlægge det i barnlig og hjertelig ydmyghed for din fodskammel. Tag imidlertid til takke, men fromme Fader! med din tjeners enfoldige gode villie, og lad mig altid fremdeles være dig din naades redskab og din barmhjertigheds kar: ja, lad mig ej forgjæves anvende og brige min tid, mine kræfter go mit liv, kun dig til nytte! Jeg kan i ingen maade nægte, at du jo har anvendt et stort pund paa mig og skjænket mig arme syndsfulde menneske mange slags gaver og velgjerninger frem for mange andre! skulde jeg fortælle alle dine aandelige og legemlige velgjerninger og opregne de mangfoldige undere af din godhed, langmodighed og barmhjertighed, som du har bevist mod mig uværdige, da behøvede jeg dertil megen tid og vilde desuagtet forrate mig en ganske umulig sag. Jeg hverken kan, ej heller vil for øjeblikket sige mere end dette: at alt, hvad jeg er, kan og har, det er og har jeg af min Gud. Af Guds naade er jeg, hvad jeg er! hvorledes skulde jeg da anvende det uden til min Guds ros og besrømmelse? Ser jeg en liden rose eller blomst, naar den staar i sin pragt og skjønhed, da vender den sig mod himmelen og solen og udbreder sig som enliden jordisk og forvisnelig sol, ligesom den dermed vilde give at forstaa, at den vel har sin rod i jorden, men dog fra himmelen sin kraft og skjønhed; altsaa maatte jeg jo skamme mig, om jeg vilde være utaknemmelig som en livløs skabning. Saa være da nu dette mit stedsevarende tanke-sprog: Alle ting af Gud, alle ting i Gud, og alle ting for Gud! Jeg vil da, min Gud! udbrede mig af alle kræfter og formue, saa længe som jeg lever paa jorden: jeg vil, saa meget mig muligt er, med din hjælp uddele de gaver, som du af naade har givet mig, mod øst og vest, mod syd og nord, og, saa meget det staar til mig, opfylde alle ting med din kundskabs gode lugt. Lad da, min Fader! dette mit forsæt behage dig vel,

Da jeg er go bliver alene

Din

ydmyge og evige tjener

Chrstian Scriver