Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

En kort beretning

En kort beretning om dette værks offentliggørelse skreven af dets forfatter og tilegnet dem, hvem Gud har anset værdige til at bringes til troen ved hans forkyndelse af Ordet

Børn, Naade være med eder! Amen. Hvorvel man har fjernet mig fra eder, og saaledes hindret mig fra at udføre den Pligt, som fra Gud af paaligger mig mod eder, nemlig at stræbe for eders videre Opbyggelse og Forfremmelse i Tro og Hellighed osv., saa har jeg dog, for at I kan erfare, at min Sjæl har faderlig Omsorg for eder og Begærlighed efter eders aandelige og evige Vel, ligesom en Gang »fra Senirs og Hermons Top« saaledes ogsaa nu fra Løvernes Boliger og fra Pardernes Bjerge, (Højs. 4, 8), endnu en Gang mine Øjne fæstede paa eder alle, fuld af Længsel efter at se eders lykkelige Ankomst til den attraaede Havn.

Jeg takker Gud, saa ofte jeg kommer eder i Hu, og skønt jeg sidder mellem Løvernes Tænder i Ørken, bliver jeg dog glad, naar jeg tænker paa den Naade, Barmhjertighed og Kundskab i Kristo vor Frelser, som Gud har skænket eder med Overflod af Tro og Kærlighed ; eders Hunger og Tørst efter videre Bekendtskab med Faderen i Sønnen, eders Hjerters Ømhed, eders Frygt for Synd, eders sømmelige og hellige Vandel baade for Gud og Mennesker er mig ogsaa en stor Opmuntring, thi I er min Glæde og Ære, 1 Thess. 2, 20.

Indesluttet heri sender jeg eder en Draabe af den Honning, som jeg har taget ud af Løvens Aadsel, Dom. 14, 8; jeg har selv spist deraf og er bleven meget forfrisket. (Fristelserne er, naar vi møder dem for første Gang, ligesom den Løve, som kom brølende mod Samson; men overvinder vi dem, da vil vi næste Gang vi ser dem, finde en Bisværm og Honning inden i dem). Filisterne forstod mig ikke. Dette er nemlig en Skildring af Guds Arbejde paa min Sjæl, fra det aller første lige indtil nu, af hvilken I kan erfare min Ydmygelse og Oprejsning; thi han saarer, og hans Hænder heler. Der staar i Skriften: En Fader skal undervise Børn om Guds Sandhed, Es. 38, 19. Ja, det var af den Grund jeg la saa længe ved Sinai, for at se Ilden, Skyen og Mørket, paa det jeg maatte frygte Herren alle mit Livs Dage og fortælle mine Børn hans underlige Gerninger, 5 Mos. 4, 11; Sal. 78, 4.

Moses skrev om Israels Børns Omflakken paa deres Rejse fra Ægypten til Landet Kanaan (4 Mos. 33) og befalede dem at erindre deres fyrretyve Aars Vandring i Ørkenen. »Du skal ihukomme al den Vej, som Herren din Gud har ladet dig gaa disse fyrretyve Aar i Ørkenen, for at ydmyge dig, at forsøge dig, at fornemme, hvad der var i dit Hjerte, om du vilde holde hans Bud eller ej,« 5 Mos. 8, 2. Derfor har jeg bestræbt mig for at gøre ligesaa, og ikke alene for at gøre det, men ogsaa for at aabenbare det, paa det at andre, om Gud vil, maa bringes til at ihukomme, hvad han har gjort for deres Sjæle, naar de læser om hans Naadesarbejde paa mig.

Det er Kristne meget gavnlig ofte at blive paamindede om Naadens første Virkning paa deres Sjæle: »Denne er en Nat, som tages i Agt for Herren, til at udføre dem af Ægyptens Land; den samme Nat skal tages i Agt for Herren, for alle Israels Børn, hos deres Efterkommere,,« 2 Mos. 12, 42. »Min Gud,« siger David, »min Sjæl nedbøjer sig i mig - derfor vil jeg komme dig i Hu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg,« Sal. 42, 7. Han mindedes ogsaa Løven og Bjørnen, da han gik for at stride mod Kæmpen af Gad, Sam. 17, 37.

Det var Pauli sædvanlige Skik, og han gjorde det endog, naar det gjaldt hans Liv (Ap. Gern. 24), at aabenbare for sine Dommere den Maade, hvorpaa han blev omvendt, Ap. G. 22, 6; 24, 10; han maatte tænke paa den Dag og den Time, da han først erholdt Guds Naade, thi han fandt, at Erindringen derom opholdt ham. Efter at Gud havde ført Israels Børn gennem det Røde Hav ind i Ørkenen, lod han dem vende tilbage igen til samme Sted, for at de skulde mindes, at deres Fjender druknede der, 4 Mos, 14, 25; thi skønt de tidligere havde sunget hans Pris, glemte de dog snart hans Gerninger, Sal. 106, 13.

I denne min Fortælling vil I kunne se meget — meget, siger jeg, om Guds Naade mod mig. Jeg takker Gud for at jeg kan sige saa meget om den; thi den overgik baade mine Synder og Satans Fristelser. Nu kan jeg med Trøst ihukomme min Frygt, min Tvivl og de sørgelige Tider; de er ligesom Goliaths Hoved i min Haand. Intet gjorde saa stærkt Indtryk paa David, som Synet af Goliaths Sværd, det sværd som Kæmpen tænkte at skjule i hans Indvolde; Synet af dette Sværd og Erindringen om det prædikede for ham Guds Befrielse. Ak! mine store Synder, mine store Fristelser, min store Frygt for evig Fortabelse minder mig stedse paany om den store Hjælp, den Bistand fra Himlen og den store Naade, som Gud viste en saadan Elendig som jeg.

Mine kære Børn, kom i Hu de forrige Dage og Aar, de gamle Tider, kom ogsaa eders Sange i Hu om Natten og ransager eders Hjerter, Sal. 77, 5-6. Ja, gransker omhyggeligt og lad ingen Krog derinde blive uransaget, for at I kan finde den skjulte Skat, den Skat nemlig af eders første og anden Erfaring af Guds Naade mod eder; ihukom, siger jeg, det Ord, som først greb eder; ihukom eders Samvittigheds Kvaler og eders Frygt for Døden og Helvede. Kom ogsaa i Hu eders Graad og Bønner til Gud, ja, hvorledes I sukkede under ethvert Barmhjertigheds Hegn, Har I ikke noget Bjerg som Mizar at tænke paa? Har I glemt det Kammer, det Mælkebur, den Stald, den Lade og alle de andre Steder, hvor Gud besøger eders Sjæle? Kom ogsaa det Ord i Hu, det Ord, siger jeg, hvorpaa Herren har ladet eder haabe. Dersom I har syndet mod Lyset, dersom I fristes til at bespotte Gud, dersom Fortvivlsen overvælder eder, dersom I tror, at Gud strider mod eder, eller dersom Himlen er skjult for eders Øjne, — tænk da paa, at det gik mig, eders Fader, ligesaa; men Gud befriede mig fra alle Farer.

I denne min Tale kunde jeg have udbredt mig vidtløftigere om mine Fristelser og Bekymringer over Synden, ligesom ogsaa om Guds barmhjertige Ømhed for og Arbejde med min Sjæl. jeg kunde ogsaa have fremtraadt i et langt højere, Sprog end det, hvori jeg her har talt, og kunde have udsmykket alle Ting mere, end jeg her har gjort, men jeg tør ikke. Gud spøgte ikke, da han satte mig paa Prøve; ejheller var det Spøg, da jeg sank ligesom ned i en bundløs Grav, da Helvedes Kvaler greb fat paa mig; derfor tør jeg ikke spøge ved at fortælle om dem, men maa være ligefrem og enfoldig og fremsætte Sagen saaledes som den virkelig var. Den, der synes om Bogen, lad ham modtage den, og den, som ikke synes om den, lad ham frembringe en bedre. Farvel.

Mine kære Børn!
Mælk, og Honning er hinsides denne Ørken. Gud være eder naadig og lade eder ikke blive sendrægtige i at drage ind i Landet for at tage det i Besiddelse!

John Bungan.