Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Den sidste rejse

Derefter saa' jeg dem gaa videre, indtil de kom til Landet Beulah, hvor Solen skinner baade Nat og Dag. Her hvilede de en Stund, da de var meget Trætte. Da dette Land var bestemt for Pilgrimme, og Frugthaver og Vingaarde tilhørte Kongen i det himmelske Land, stod det dem frit for at nyde alt efter Behag. Men de blev dog snart forfriskede paa dette Sted, hvor Klokkerne lød saa dejligt, og Basunerne klang saa melodisk, at de ikke kunde sove, og dog følte de sig saa vederkvægede, som om de havde nydt den bedste Søvn. Ogsaa paa Gaderne hørte man her ikke andet end: Flere Pilgrimme er ankomne til Staden! — Saa og saa mange er i Dag gaaet over Floden og er blevet indladt gennem de gyldne Porte. — En Skare Skinnende er netop ankomne til Staden; der maa altsaa være flere Pilgrimme under Vejs, thi her staar de og venter for at trøste dem efter al deres Sorg! — Derpaa stod Pilgrimmene op og vandrede frem og tilbage. Himmelske Toner klang i deres Øren, og deres Øjne henrykkedes ved himmelske Syner ! I dette Land hørte, saa', følte, lugtede og smagte de intet, som virkede ubehageligt paa deres Sanser eller Aand ; kun da de smagte paa Vandet af Floden, over hvilken de skulde gaa, forekom det dem at være noget bittert; men da det var sunket, efterlod det dog en sød Smag.

Paa dette Sted holdtes der Bog over alle dem, som fra gammel Tid havde været Pilgrimme, ligesom ogsaa deres store Oplevelser var nedskrevne. Her taltes der ogsaa meget om, hvor højt Vandet havde været i Floden, da enkelte gik gennem den, og hvor grundt det til andre Tider havde været; for nogle havde den været saa godt som tør, medens den for andre havde været nær ved at gaa over sine Bredder.

Paa dette Sted plejede Børnene fra Staden at gaa ind i Kongens Have og plukke Blomster, som de derefter med Glæde og Henrykkelse bragte Pilgrimmene. Her voksede ogsaa Kamfer, Nardus, Safran, Kalamus og Kanel, samt alle Slags Røgelsetræer, Myrrah og Aloe tillige med de fortrinligste Specerier. Af disse Urter opfyldtes Pilgrimmenes Værelser med Vellugt, medens de dvælede her, og med dem blev deres Legemer salvede for at berede dem til at gaa gennem Floden, naar den bestemte Tid var kommen.

Medens de nu opholdt sig her og ventede den belejlige Tid, da de skulde gaa over Floden, udspredtes det Rygte, at der var kommet Bud fra den himmelske Stad med vigtige Efterretninger til Kristinde, Hustru efter Pilgrimmen Kristen. Der blev spurgt efter hende, og da man havde fundet Huset, hvor hun boede, gik Budet ind og gav hende et Brev, der lød saaledes: »Hil dig, gode Kvindel Jeg skal meddele dig, at Herren kalder dig og venter dig hos sig i Udødelighedens Klædebon inden ti Dage.«

Efter at Brevet var læst, gav han hende et sikkert Tegn paa, at han var et paalideligt Bud og kommen for at forberede hende paa hendes hurtige Afrejse. Tegnet bestod i en Pil, hvis Spids, skærpet af Kærlighed, trængte let ind i hendes Hjerte og virkede efterhaanden saa kraftigt, at hun til den bestemte Tid maatte af Sted.

Da Kristinde saa', at hendes Time var kommen, og at hun var den første af dette Selskab, som skulde gaa gennem Vandet, kaldte hun Behjertet til sig, og fortalte ham, hvorledes Sagerne stod. Han sagde, at han af ganske Hjerte glædede sig over disse Tidender, og vilde have været tilfreds, om Budet var kommet til ham. Derpaa bad hun ham raade hende, hvorledes alt skulde forberedes til Rejsen. Han sagde da hvorledes hun skulde gøre, og at de, som blev tilbage, vilde følge med til Flodbredden.

Hun lod nu sine Børn kalde, gav dem alle sin Velsignelse og sagde dem, at det var en Trøst for hende at se det Tegn, som var blevet sat paa deres Pander, og hun glædede sig over, at de var fulgt med hende, og havde holdt deres Klæder saa hvide. Endelig testamenterede hun de Fattige det lidet, hun havde, og bad sine Sønner og Døtre holde sig rede til den Tid, da Budet vilde komme til dem.

Da hun saaledes havde talt til Føreren og Børnene, lod hun Sandhedsforfægter kalde og sagde til ham : »Du har ved alle Lejligheder vist dig tro og oprigtig ; »vær tro indtil Døden,« og min Konge vil give dig »Livsens Krone«, Aab. 2, 10. Jeg vil ogsaa bede dig have et Øje med mine Børn, og om du nogen Sinde skulde mærke at de bliver forsagte, saa tal endelig trøstende til dem. Hvad mine Døtre, mine Sønners Hustruer, angaar, har de været trofaste, og som Løn vil Forjættelsen opfyldes paa dem.« Hun gav Standhaftig en Ring.

Dernæst lod hun gamle Ærlig kalde og sagde til ham: »Se, det er sandelig en Israelit, i hvilken der ikke er Svig,« Joh. 1, 48. Han svarede: »Jeg ønsker dig en herlig Dag, naar du drager til Zion, og det vil glæde mig at se dig gaa tørskoet over Floden.« Men hun svarede: »Enten vaad eller tør, længes jeg efter at komme af Sted; thi hvordan Vejret end vil blive paa min Rejse, faar jeg siden Tid nok til at hvile ud.«

Nu indfandt ogsaa Haltefærdig sig for at se hende. Hun sagde til ham: »Din Rejse har været fuld af Møje og Besvær, men det vil gøre Hvilen desto sødere. Vaag og vær beredt, thi paa den Time, du mindst venter det, kan Budet komme.«

Efter ham kom Forsagt og hans Datter Megetfrygtsom, til hvem hun sagde : »I bør stedse med Taknemlighed mindes, at I blev befriede fra Kæmpen Fortvivlelse paa Tvivlborg,- thi denne Naadesbevisning har I at takke for, at I er naaet hertil. Vær aarvaagne og bortkast al Frygt; vær ædru og haab paa Enden.«

Derpaa sagde hun til Svaghjerte: »Du er bleven frelst af Kæmpen Dyddræbers Gab, for at du i Evighed maatte leve i de Levendes Lys og med Glæde skue din Konge. Kun raader jeg dig til, før du bliver kaldt, at angre din Tilbøjelighed til Frygt og til at tvivle om hans Godhed, paa det du, naar han kommer, ikke maa blive gjort til Skamme for dine Fejl.«

Nu nærmede Dagen sig, da Kristinde skulde af Sted. Vejen var fuld af Mennesker, som vilde se hende tiltræde Rejsen; og se, hele Flodbredden paa den anden Side var fuld af Heste og Vogne, som var kommet ned oven fra for at ledsage hende til Stadens Port. Kristinde kom da frem og gik ud i Floden med Afskedshilsener til dem, som var fulgt med hende til Bredden. De sidste Ord, man hørte hende sige, var : »Jeg kommer, Herre, for at være hos dig og prise dig.«

Kristindes Børn og Venner vendte tilbage til deres Boliger, thi hun var blevet bortrykket fra deres Øjne af dem, som hinsides ventede paa hende. Men hun selv gik hen til Porten, og efter at have banket paa, blev hun indladt med alle de Glædesbevisninger, hvormed hendes Mand tidligere Var blevet modtaget. Børnene græd ved hendes Bortgang, men Behjertet og Sandhedsforfægter spillede af Glæde paa deres Harper. Derpaa skiltes de, og enhver gik til sit.

Efter en Tids Forløb kom der atter et Ilbud fra Staden til Haltefærdig. Han sagde til ham: »Jeg kommer til dig fra ham, som du har elsket og fulgt, om end paa Krykker, for at sige dig, at han Dagen efter Paaske venter dig ved sit Bord, at nyde Nadveren hos ham i hans Rige. Bered dig derfor til Rejsen.«. Han gav ham ogsaa et Tegn paa, at han var et paalideligt Bud, idet han sagde : »Jeg har brudt Guldskaalen og løst Sølvsnoren.«

Haltefærdig kaldte nu sine Rejsefæller til sig og sagde: »Jeg er kaldet, og Gud vil sikkert ogsaa hente eder hjem.« Derpaa bad han Standhaftig bringe hans Testamente i Orden; men da han ikke havde andet at efterlade end sine Krykker og gode Ønsker, sagde han :,»Disse Krykker giver jeg til min Søn. som vil træde i mine Fodspor, med Tusind hjertelige ønsker om, at han maa vise sig som en bedre Pilgrim, end jeg har været.« Derpaa takkede han Behjertet for hans Følelser og Godhed og gjorde sig saa færdig til Rejsen. Da han var kommet fil Flodbredden, sagde han: »Nu har jeg ikke mere Brug for disse Krykker, thi paa den anden Side staar der Heste og Vogne, som jeg skal rejse med.« De sidste Ord, man hørte ham sige, var: »Velkommen Liv,« hvorpaa han gik over.

Dernæst bragte man Svaghjerte Besked om, at Budet blæste i Hornet udenfor hans Dør, han traadte ind og sagde: »Jeg er kommen for at sige dig, at din Herre vil have dig til sig, og at du om kort Tid skal skue hans Ansigt i Straaleglans. Tag dette til Tegn paa Sandheden af mit Budskab: »De, som ser gennem Vinduerne, bliver mørke,« Præd. 12, 3. Da kaldte Svaghjerte sine Venner til sig og fortalte dem, hvilket Budskab og Tegn, han havde faaet. »Da jeg ikke har noget at efterlade, sagde han, »kan det ikke nytte, jeg opretter noget Testamente. Hvad mit svage Hjerte angaar, vil jeg efterlade det, da jeg ikke har noget Brug for det paa det Sted, hvor jeg gaar hen.«

Da dette var besørget og Dagen, paa hvilken han skulde vandre, var kommen, gik han ud i Floden som de øvrige. Hans sidste Ord var: »Hold ud i Tro og Taalmodighed!« Derpaa gik han over Floden.

Lang Tid efter kom der Bud fra Staden til Forsagt med følgende Budskab: »Skælvende Mand, herved indkaldes du til at møde din Konge førstkommende Søndag for at fryde dig over Befrielsen fra alle dine Tvivl. Og,« tilføjede Budet, »til Tegn paa, at mit Budskab er sandt, saa tag dette,« og han gav ham en Græshoppe til en Byrde, Præd. 12, 5.

Men da Forsagts Datter Megetfrygtsom hørte dette, bad hun om at maatte følge med Faderen, hvorpaa Forsagt henvendte sig til sine Venner og sagde til dem: »I ved, hvor besværlig jeg og min Datter stedse har været for vore Omgivelser; derfor er det vor sidste Vilje, at ingen efter vor Bortvandring skal antage vor Forsagthed og slaviske Frygt; jeg ved, at de efter vor Død vil forsøge at trænge sig ind paa andre. For at være aaben mod eder, er det Gæster; som vi optog hos os, da vi begyndte at blive Pilgrimme, og siden har vi ikke været i Stand til at blive dem kvit ; de vil søge at blive modtaget hos Pilgrimme; men luk endelig eders Døre for dem.«

Da Tiden kom gik de begge ned til Flodbredden. Forsagts sidste Ord var : »Farvel, Nat! Velkommen, Dag !« Hans Datter gik syngende gennem Floden, men ingen kunde forstaa, hvad hun sagde.

Nogen Tid efter kom der atter Bud fra Staden og spurgte efter Ærlig. Da han fik at vide, hvor den Gamle boede, gik han hjem til ham og gav ham disse Linjer: »Din Herre befaler, at du skal holde dig rede til om otte Dage at fremtræde for ham i hans Faders Hus. Til Tegn paa Sandheden af mit Budskab« »skal Musikens Døtre synge i lave Toner,« Præd. 12, 4. Ærlig lod nu sine Venner kalde og sagde til dem: »Jeg dør, men vil ikke gøre noget Testamente. Hvad min Ærlighed angaar, skal den følge med mig; sig dette til dem, som kommer efter.« Da hans Afskedstime kom, beredte han sig til at gaa gennem Floden. Paa denne Tid gik Floden paa flere Steder over sine Bredder; men Ærlig havde i sin Levetid talt med Godsamvittighed om, at han skulde møde ham der, hvilket han nu ogsaa gjorde, rakte ham Haanden og hjalp ham over. Ærligs sidste Ord var : »Naaden regerer !« Derpaa forlod han Verden.

Senere blev ogsaa Sandhedsforfægter indkaldt ved det samme Bud som Ærlig, og til Tegn paa Indkaldelsens Sandfærdighed blev det Ord givet ham : »Din Krukke er sønderbrudt ved Kilden.« Præd. 12, 6. Saa snart han hørte dette, meddelte han sine Venner det og sagde: »Jeg gaar nu til min Fader; og hvorvel jeg kun under haarde Kampe er kommen hid, fortryder jeg nu ikke al den Møje, det har kostet mig at naa til dette Sted. Mit Sværd giver jeg ham, som følger efter mig, min Dygtighed og mit Mod til den, som kan faa dem. Mine Skrammer og Ar tager jeg med mig til Vidnesbyrd om, at jeg har stridt hans Strid, som nu bliver min Belønner.« Da Dagen kom, da han skulde drage bort, ledsagede mange ham til Floden, som han betraadte med de Ord: »Død, hvor er din Braad?« og da han sank dybere i Vandet, udbrød han: »Helvede, hvor er din Sejer?« Saa gik han over, og paa den anden Side blev han hilst velkommen med Fryderaab og Basuners Klang.

Kort Tid efter blev Standhaftig indkaldt —nemlig ham, som Pilgrimmene fandt liggende paa Knæ i det fortryllede Land — og Budet bar Indkaldelsen aabent i Haanden. Indholdet lød saaledes: »Forbered dig paa en Forandring i Livet, thi din Herre vil ikke, at du længere skal være saa langt borte fra ham.« Herover faldt Standhaftig i Tanker. Men Budet sagde : »Mit Budskab er sandt, her er Beviset derpaa : »Dit Hjul er sønderbrudt ved Brønden,« Præd. 12, 6. Da kaldte han Behjertet til sig, og sagde til ham: »Skønt det ikke faldt i min Lod at nyde meget af dit gode Selskab paa min Pilgrimsrejse, har du dog været mig til stor Gavn og Nytte den Tid, jeg har kendt dig. Jeg efterlod mig Hustru og fem smaa Børn; tør jeg bede dig ved din Hjemkomst (da jeg ved, du vil vende tilbage til din Herres Hus for at blive Vejleder for flere fromme Pilgrimme) om at sende Bud, og lade dem vide alt, hvad der er hændet mig. Fortæl dem ogsaa om min lykkelige Ankomst hertil og min velsignede Tilstand saavel før som nu. Fortæl dem om Kristen og Kristinde, hans Hustru, og hvorledes hun og hendes Børn fulgte efter Manden, ligesaa om Kristindes salige Endeligt. Naar jeg undtager mine Bønner og Taarer, har jeg lidet eller intet at sende min Familie; men hvis du fortæller dem dette, vil det maaske røre deres Hjerter.«

Da Standhaftig havde bragt sine Anliggender i Orden, og Tiden kom, gik han ned til Floden. Vandet var paa den Tid ganske roligt; derfor blev Standhaftig, da han var kommen omtrent halvvejs, staaende en Stund og talte til dem, som havde ledsaget ham til Bredden. Han sagde: »Denne Flod har været en Skræk for mange ; ja, Tanken om den har ofte ængstet mig; men nu er jeg vel til Mode, min Fod hviler trygt paa det, som Præsterne, der bar Paktens Ark, stod paa, medens Israel gik over Jordan, Josva 3, 17. Vandet er bittert for Ganen, men Tanken om det Sted, hvortil jeg nu gaar, varmer mit Hjerte. Jeg ser mig nu ved Rejsens Maal, Møjsommelighedens Dage er til Ende. Jeg faar det Hoved at se, som blev kronet med Torne, og det Ansigt, som for min Skyld blev bespyttet. Hidtil har jeg levet i Tro paa Forjættelsen, men nu gaar jeg derhen, hvor jeg skal leve i Beskuelse og evig være hos ham, hvis Omgang er Salighed. Det har været mig en Glæde at høre min Herre omtale, og hvor som helst paa Jorden jeg har set Spor af hans Fodtrin, har jeg ønsket at sætte min Fod. Hans Navn og hans Stemme har været mig kærere end alt, og at skue hans Aasyn har jeg begæret med større Længsel, end de, der længes efter Solens Lys. Hans Ord har jeg samlet til Føde og som Middel mod min Svaghed og Afmagt. »Han har frelst mig fra mine Uretfærdigheder; ja, mine Skridt har han styrket paa Vejen.«

Medens han endnu talte, blev hans Ansigtstræk forandrede, hans stærke Ben bøjede sig under ham, og da han havde sagt : »Tag mig, jeg kommer til dig !« saa' de ham ikke mere.

Men herligt var det at se, hvorledes hele den aabnede Himmel var opfyldt af Heste og Vogne, af Basun- og Fløjteblæsere, af Sangere og Harpespillere for at hilse Pilgrimmene velkomne, efter som de drog op over Bjerget, og den ene efter den anden gik ind gennem Stadens prægtige Port.

Hvad Kristindes Børn angaar, hendes fire Sønner med deres Hustruer og Børn, afventede jeg ikke den Tid, da de ogsaa skulde gaa gennem Finden. Siden har jeg hørt fortælle, at de endnu skal være i Live, og at de for Kirkens Tilvækst endnu en Stund vil opholde sig paa det Sted, hvor de befandt sig.

Skulde det igen falde i min Lod at gaa denne Vej, vil jeg kunne give dem, som ønsker det, Efterretning om hvad jeg her med Tavshed forbigaar. Indtil da siger jeg mine Læsere FARVEL.