Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Det fortryllede land

De var imidlertid komne til det fortryllede Land, hvor Luften er af den Beskaffenhed, at den gør søvnig. Jorden er her helt bevokset med Krat og Tornebuske; kun hist og her er der en fortryllet Løvhytte, hvor det er meget vanskeligt at sige, om man nogen Sinde vaagner mere i denne Verden, hvis man sætter sig der og sover. Vejen førte gennem denne Kratskov. Behjertet gik foran som Fører og Sandhedsforfægter sluttede Toget for at dække Bagtroppen, hvis nogen Fjende anfaldt dem Alle Mændene gik her med draget Sværd i Haanden, da de vidste, det var et farligt Sted. Den ene søgte at trøste den anden saa godt han kunde. Efter Behjertes Befaling maatte Svaghjerle holde sig bag ham, medens Sandhedsforfægter havde øje med forsagt.

De var ikke komne langt, førend stærk Taage og Mørke overfaldt dem, saa at de i lang Tid næppe kunde se hverandre. Et Stykke af Vejen blev de derfor nødte til at føle sig frem og give sig til Kende ved Ord; thi de »vandrede ikke i Beskuelse,« 2 Kor, 5, 7. Søle og slibrigt Snavs gjorde Vejen endnu besværligere. Der fandtes ikke et eneste Herberge eller noget andet Sted, hvor de kunne styrke og forfriske sig. Her var en Pusten, Stønnen og Sukken, den ene snublede over en Busk, den anden sad fast i Dyndet og nogle af Børnene mistede deres Sko i det tykke Snavs. Medens en raabte: »Nu faldt jeg,« raabte en anden: »Hejda! hvor er I ?:( og en tredie: »Jeg hænger fast i Buskene og ved ikke, hvorledes jeg skal komme løs igen.«

Omsider kom de til en Løvhytte, som saa lun og indbydende ud, smukt bevokset med Slyngplanter og forsynet med Bænke og Stole. Der var ogsaa et blødt Leje, hvor de Trætte kunde hvile. Man kan tænke sig, at dette var saare fristende, da Pilgrimmenes Kræfter begyndte at svigte; men dog gjorde ikke en eneste af dem det mindste Tegn til at ville standse her. Denne Løvhytte kaldtes den Lades Ven og var opført for om muligt at lokke trætte Pilgrimme til at søge Hvile der.

De gik nu videre gennem dette fortryllede Land og kom til et Sted, hvor der stod en anden Løvhytte, som var opført lige ved Vejkanten. I denne Løvhytte laa to Mænd, hvis Navne var Uagtsom og Dumdristig. Disse to var komne saa langt som hertil paa deres Pilgrims Vandring, men trætte af Rejsen havde de sat sig ned for at hvile her og var faldne i Søvn. Da Pilgrimmene saa' dem, stod de stille og rystede paa Hovedet; thi de vidste, at de Sovende var i en ynkelig Forfatning. De overvejede, hvad der var bedst at gøre, om de skulde gaa videre eller gaa hen og forsøge at vække dem, hvis det lod sig gøre. De bestemte sig til det sidste, men dog med den faste Beslutning at vogte sig selv for at sætte sig eller paa anden Maade benytte sig af Løvhyttens fristende Behageligheder.

De gik ind og talte til Mændene, idet de nævnte begge ved Navn (thi det lod til, at Føreren kendte dem); men ingen svarede. Da tog Føreren og rystede dem og gjorde alt muligt for at faa dem til at vaagne, hvorpaa den ene sagde i Søvne : »Jeg skal betale dig, saa snart jeg faar mine Penge.« — Hertil rystede Føreren paa Hovedet. »Jeg vil kæmpe, saa længe jeg kan holde mit Sværd i Haanden,« sagde den anden. Herover smilede et af Børnene.

Da spurgte Kristinde: »Hvad betyder dette?« Føreren svarede: »De taler i Søvne. Man kan støde til dem eller behandle dem, som man vil, de svarer altid paa denne Maade. Du ved, naar Mennesker taler i Søvne, kommer de frem med alle mulige Ting, men deres Ord indgives dem hverken af Tro eller Forstand. Saaledes er det med disse to; der er lige saa lidt Mening i, hvad de nu siger, som i at drage ud paa Pilgrimsvandring og sætte sig ned her. Dette bliver Enden, naar uagtsomme Mennesker gaar Pilgrimsgang; man kan være sikker paa, at samme Skæbne vil træffe dem; thi dette fortryllede Land er et af de sidste Steder, hvor Pilgrimmenes Fjende raader, derfor ligger det ogsaa, som I ser, næsten ved Enden af Vejen og er følgelig saa meget farligere for os. Thi naar, tænker Fjenden, vil vel disse Daarer føle større Lyst til at hvile end naar de er trætte ? og naar vil de vel være mere trætte end netop mod Enden af deres Rejse? Deraf kommer det, at det fortryllede Land ligger saa nær Landet Beulah, hvilket er lige ved Vandringens Maal. Pilgrimme maa derfor give nøje Agt paa sig selv, at det ikke gaar dem som disse, der, som I ser, er faldne i Søvn, og ingen kan vække dem.«

Pilgrimmene bad nu med Frygt og Bæven om at maatte gaa videre, og tillige Føreren om at slaa Ild, saa de kunde gaa Resten af Vejen ved Hjælp af en Lygte. (Dit Ord er en Lygte for min Fod og et Lys paa min sti.) Han slog da Ild og tændte Lys, ved hvis Hjælp de tilbagelagde den øvrige Del af Vejen, skønt det var meget mørkt, 2 Petr. 1, 19.

Børnene begyndte at blive trætte og raabte til ham, som elsker Pilgrimme, om han vilde gøre Vejen lettere for dem. Da de var komne et lille Stykke længere frem, rejste Vinden sig og spredte Taagen, saa Luften blev klarere.

Da de endelig kom henimod Enden af det fortryllede Land, hørte de foran sig en Stemme, som af en, der var meget bekymret. De gik videre og saa en Mand paa sine Knæ, der med opløftede Hænder og Blikke talte, som det forekom dem, indtrængende til nogen oventil. De traadte nærmere, men kunde ikke forstaa, hvad han sagde, og stod derfor ganske stille. Da han var færdig, rejste han sig og løb af alle Kræfter henad Vejen til den himmelske Stad. Men Behjertet raabte til ham : »Hør Ven! lad os gøre Selskab, hvis du, som jeg formoder, skal til den himmelske Stad.« Manden standsede da, og de kom hen til ham. Men da gamle Ærlig saa' ham, sagde han : »Denne Mand kender jeg.« Da sagde Sandhedsforfægter »Kære, hvem er det da ?« —» Det er en,« sagde han, »som kommer ikke langt derfra, hvor jeg hørte hjemme: han hedder Standhaftig; det er ganske sikkert en tro Pilgrim.«

Næppe var de komne til hverandre, før Standhaftig raabte til gamle Ærlig: »Fader Ærlig, er du her?« — »Ja,« sagde denne, »lige saa vist som du er her.« — »Jeg er glad,« sagde Standhaftig, »ved at træffe dig paa denne Vej.« — »Og jeg ikke mindre,« sagde den anden, »over at have set dig paa Knæ.« Da rødmede Standhaftig og sagde : »Saa' du mig virkelig ?« —»Ja, det gjorde jeg,« svarede den anden, »og mit Hjerte frydede sig ved Synet.« — »Men hvad tænkte du da?« spurgte Standhaftig. »Tænkte!« svarede gamle Ærlig, »hvad skulde jeg tænke? jeg tænkte, vi havde fundet en ærlig Mand paa Vejen, hvis Selskab vi skulde nyde.« — »Hvor lykkelig vil jeg være,« sagde Standhaftig, »hvis dine gode Tanker om mig maa vise sig at være rigtige. Er jeg ikke, som jeg skulde være, vil Følgerne gaa ud over mig selv.« — »Det er sandt,« sagde den anden, »men din Frygt giver mig endnu mere Vished for, at det staar godt til mellem Pilgrimmenes Fyrste og din Sjæl; thi, siger han: »Salig er det Menneske, som altid frygter,« Ordspr. 28, 14.

Sandhedsforfægter. Men nu, kære Broder, vil jeg gerne bede dig sige os, hvad det var, som bragte dig til at knæle?

Standhaftig. Som du ved, befinder vi os i det fortryllede Land, og idet jeg vandrede frem, kom jeg til at tænke paa, hvor farlig Vejen er paa dette Sted, og hvor mange der er blevne standsede her og redningsløst gaaet til Grunde.

Her afbrød Ærlig ham, idet han sagde : »Saa' du de to Mænd, som sover i Løvhytten ?«

Standhaftig. Ja, ja, jeg saa Uagtsom og Dumdristig, og efter min Mening vil de ligge der, indtil de raadner, Ordspr. 10, 7. Men lad mig kun fortsætte med min Fortælling. Medens jeg saaledes tænkte efter ved mig selv, kom der en Kvinde i en meget smuk, men gammeldags Dragt hen til mig og tilbød mig tre Ting, nemlig sit Legeme, sine Penge og sin Seng. Nu var jeg, sandt at sige, baade træt og søvnig; fattig er jeg ogsaa som en Kirkerotte, og det vidste vel den gamle Heks. Jeg afviste hende den ene Gang efter den anden, men det brød hun sig ikke det ringeste om, og smilede kun. Da blev jeg vred, men i Stedet for at lade sig afskrække gjorde hun mig nye Tilbud, idet hun sagde, at naar jeg fulgte hende, vilde hun gøre mig stor og lykkelig; thi, sagde hun, jeg er Verdens Herskerinde, og Menneskene bliver lykkelige ved mig. Jeg spurgte om hendes Navn, og hun fortalte mig, at hun hed Boble. Dette fjernede mig endnu mere fra hende, men hun forfulgte mig med sine Tillokkelser. Da faldt jeg, som I saa, ned paa mine Knæ og bad med opløftede Hænder til ham, som har lovet at hjælpe. Og just som I kom til Syne, gik Kvinden sin Vej. Men jeg takkede Gud, som havde udfriet mig fra Faren, for jeg er vis paa, hun ikke havde godt i Sinde, men tænkte at gøre Ende paa hele min Rejse.

Ærlig. At hendes Hensigter var slette, kan der ikke være Tvivl om. Og nu, da du taler om hende, forekommer det mig, at jeg enten har set hende eller læst om hende.

Standhaftig. Maaske begge Dele.

Ærlig. Boble! er det ikke en høj, statelig Dame, noget mørkladen af Udseende?

Standhaftig. Jo, ganske; rigtig, saadan er hun.

Ærlig. Fører hun ikke en meget indsmigrende Tale og smiler ved hver

Sætning? Standhaftig. Ogsaa det passer nøjagtig; saaledes bærer hun sig netop ad.

Ærlig. Gaar hun ikke med en stor Pung ved Siden og har ofte Haanden deri, legende med Pengene, som om det var hendes Hjertens Lyst ?

Standhaftig. Sandelig, om hun havde staaet for os hele Tiden, vilde du ikke kunde beskrive, eller skildre hendes Træk bedre.

Ærlig. Den, som har tegnet hendes Billede, var en god Maler, og den, som har skrevet om hende, har sagt Sandheden.

Behjertet. Denne Kvinde er en Heks, og netop ved hendes Trolddomskunster er dette Land blevet fortryllet. Enhver, som lægger sit Hoved i hendes Skød, kunde ligesaa godt lægge det paa den Blok, over hvilken Øksen hænger, og alle, som fæster sine Øjne paa hendes Skønhed, anses for Guds Fjender, Jak. 4, 4; 1 Joh. 2, 15. Det er hende, som med sine Penge har lokket mange fra Pilgrimslivet. Med fattige Pilgrimme driver hun Spot, men de Rige staar højt i Ære hos hende. Nogle Steder udgiver hun sig for Gudinde, og bliver derfor tilbedt af mange. Andre Steder og til visse Mennesker strør hun Guld af sin Pung, som om det var Sløv, og enkelte lover hun Kongeriger og Kroner, naar de blot vil følge hendes Raad, dog har hun bragt mange til Galgen og ti tusind Gange flere i Helvede.

Standhaftig. Hvilken Naade var det da ikke, at jeg modstod hende ; hvem kan vide, hvor hun ellers havde lokket mig hen.

Behjertet. Ja, det ved kun Gud. Men vist er det, hun vilde have lokket dig ind »i mange daarlige og skadelige Begæringer, som nedsænker Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse, 1 Tim. 6, 9. Det var hende, som satte Absalon op mod sin Fader, og Jeroboam mod sin Herre; det var hende, som overtalte Judas til at sælge sin Herre, og som bevægede Demas til at opgive en Pilgrims fromme Liv. Ingen ved af den Skade, hun gør. Hun sætter Splid mellem Fyrster og Undersaatter, mellem Forældre og Børn, mellem Nabo og Genbo, mellem Mand og Hustru, mellem Mennesket og ham selv, mellem Kød og Aand. Vær derfor Standhaftig, som dit Navn lyder, og staa fast.

Under denne Samtale havde en Blanding af Glæde og Angst bemægtiget sig Pligrimmene, men endelig gav de deres Følelser Luft i følgende Sang:

»Hvad maa en Pilgrim ej udstaa af Fjenders store Hær! Til Synd saa mange Veje gaa: tidt Guld en Snare er. Ja, til Fordærv saa mange gik i Sumpe og Morads; hvo Stegepanden undgik, fik i Ilden tidt sin Plads.«