Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Forfængelighedsens markede og andre kampe

Imidlertid kom de til det Sted, hvor Evangelist mødte Kristen og Trofast, og forudsagde dem, hvad der vilde vederfares dem paa Forfængeligheds Marked. Da sagde deres Fører: »Her i Nærheden var det, at Kristen og Trofast traf sammen med Evangelist, som forkyndte dem, hvilke Genvordigheder, der ventede dem paa Forfængeligheds Marked.«

Ærlig. Kære, lad os høre noget derom, du er saa vel underrettet om alt.

Behjertet. Blandt alle dem, Kristen traf sammen med, efter at han var kommen gennem Forfængelighedens Marked, var en vis Bihensigter den aller værste.

Ærlig. Bihensigter! hvem var det?

Behjertet. En Erkeskurk, en Hykler af første Skuffe, som anstiller sig gudfrygtig; men som altid vogtede sig for at lide eller tabe noget derved. For ethvert Tilfælde havde han sin egen Religion, og hans Hustru gav ham ikke noget efter. I en Haandevending kunde han gaa over fra den ene Mening til den anden, ja, og forsvarede endog sin egen Handlemaade.

Nu var de imidlertid kommet saa langt, at de kunde se Byen Forfængelighed, hvor Forfængelighedens Marked holdtes; og da de mærkede, at de var saa nær, overlagde de med hverandre, paa hvilken Maade de bedst skulde komme gennem den. Endelig sagde Behjertet: »Jeg har ofte ført Pilgrimme gennem denne By ; og jeg kender der en Mand, ved Navn Mnason af Cypern, en gammel Discipel, i hvis Hus vi kan tage ind, Ap. Gern. 21, 16. Hvis I saa synes, gaar vi derhen.«

»Ja, lad os det,« sagde de alle.

Det var allerede blevet Aften, da de ankom til Byen, men Behjertet vidste Vejen til den gamle Mands Hus, saa de uden Vanskelighed fandt det. Da de var ved Døren, raabte Føreren, at man skulde lukke op, og da den Gamle indenfor straks kendte Stemmen, skyndte han sig at aabne Døren, hvorpaa de alle gik ind.

Mnason, deres Vært, spurgte dem nu, hvor langt de havde rejst den Dag, og de svarede: »Fra vor Ven Gajus's Hus.« — »Da har I sandelig tilbagelagt et godt Stykke Vej ; I kan nok være trætte.«

Ærlig. Hvad vi mest trængte til, var Herberge og godt Selskab, og, som jeg haaber, har vi nu fundet begge Dele.

Mnason. Hvad Herberget angaar, da ser I hvordan det er, og med Hensyn til Selskabet, saa vil det vise sig, om det er godt.

Da sagde Behjertet: »Maaske du nu vil vise Pilgrimmene deres Værelser ?«

»Det skal jeg,« sagde Mnason. Og derpaa førte han dem til deres forskellige Sovekammere, og viste dem tillige en smuk Spisesal, hvor de skulde spise til Aften og opholde sig, indtil det var Tid at gaa til Sengs.

Da de havde forfrisket sig lidt efter Rejsen, spurgte Ærlig Værten, om der fandtes mange brave Mennesker i Byen.

Mnason. Ganske vist findes der nogle, men de er kun faa i Forhold til de øvrige.

Ærlig. Men hvordan kan vi faa dem at se ? Hvad Maanen og Stjernerne er for Søfolk i mørke Nætter, det er Synet af gode Mennesker for Pilgrimme.

Da bankede Mnason i Gulvet, hvorpaa hans Datter Ynde kom op, til hvem han sagde: »Gaa hen til mine Venner Angerfuld, Gudeligsindet, Fromhedselsker, Bangeforatlyve og Bodfærdig, og sig dem, at jeg har nogle Rejsende hos mig i Aften, som gerne vil tale med dem.

Ynde gik da for at indbyde dem, og de kom; og efter at man havde hilst paa hverandre, tog alle Plads ved Bordet.

Mnason tog derpaa Ordet og sagde: »Mine Naboer, som I ser, er nogle Fremmede kommet til mit Hus; det er Pilgrimme langt borte fra, som agter sig til Bjerget Zion. Men hvem tror I vel dette er? (han pegede paa Kristinde.) Det er Kristinde, Kristens Hustru, den berømte Pilgrim, som med sin Broder Trofast blev saa skammelig mishandlet i vor By.« Da blev de forundrede og sagde: »Vi tænkte mindst paa at faa Kristinde at se, da Ynde kom for at indbyde os; det er i Sandhed en glædelig Overraskelse.«

Efter at de alle havde sat sig, spurgte Ærlig Angerfald og de øvrige om Byens Tilstand paa den Tid.

Angerjuld. I kan tro at det er over Maade vanskeligt at bevare Hjerte og Sind i saadanne Omgivelser. Den, som bor paa et saadant Sted, som dette, og har at gøre med saadanne Mennesker, som vi har, han trænger hvert Øjeblik til Paamindelse om at være paa sin Post.

Ærlig. Men hvordan er det med Byens Folk, kan I gaa i Fred for dem?

Angerfuld. De er langt bedre nu end i gamle Dage. Jeg tror, at Trofasts Blod endnu tynger paa dem som en Byrde. Den Gang var det blotte Navn paa en Bekender forhadt, nu derimod, især i enkelte Dele af Byen (I ved jo, at vor By er stor) bliver Gudfrygtighed anset for noget hæderligt. — Men sig os en Gang, hvordan er det gaaet eder paa eders Rejse? Hvorledes er Folket stemt mod Pilgrimme?

Ærlig. Det gaar os, som det plejer at gaa vandringsmænd : under Tiden er vor Vej ren, under Tiden smudsig; snart gaar det opad, snart nedad; vi ved sjælden forud, hvordan vejen bliver. Vi har ikke altid Vinden i Ryggen, lige saa lidt som enhver, vi møder, er vor Ven.

Behjertet. Vi er allerede blevne angrebne tre—fire Gange. Først blev Kristinde og hendes Børn anfaldne af to Skurke. Saa blev vi angrebne af Kæmperne Blodmand, Hammer og Dyddræber. Hvad denne sidste angaar, saa var det egentlig os, som angreb ham. Og det gik saaledes til: Efter at vi havde hvilet os en Stund hos vor og hele Menighedens Vært Gajus (Rom. 16, 23), besluttede vi, at drage ud paa et Strejftog for at se, om vi ikke skulde kunne træffe paa nogle af dem, som var Fjender af Pilgrimme. Nu kendte Gajus, som hørte hjemme i Egnen, Kæmpens Smuthul, og han bragte os derfor paa ret Spor, og vi søgte og søgte, indtil vi fik Øje paa Indgangen til hans Hule.

Og se, da vi traadte ind, fandt vl denne stakkels Mand Svaghjerte, som Kæmpen med Magt havde faaet i sine Kløer. Men saa snart han fik Øje paa os, tænkte han formodentlig at han vilde faa et nyt Bytte, hvorfor han lod Stakkelen blive tilbage i Hulen og kom frem. Straks trængte vi ind paa ham af alle Kræfter, og han slog ogsaa godt fra sig; men Enden blev dog, at han dødelig saaret styrtede til Jorden, hvorpaa vi huggede Hovedet af barn og satte det op paa en Pæl ved Vejkanten. At det er sandt, hvad jeg fortæller, vil kunne bevidnes af Manden selv, der ligesom et Lam er blevet revet ud af Løvens Gab.

Gudeligsindet sagde derpaa: »To ting er uundværlige for dem, som skal gaa Pilgrimsgang : det er Mod og uplettet Vandel. Den som ikke har Mod, vil aldrig kunne udholde Rejsen, og den, som fører et letfærdigt Levnet, faar selv Navnet Pilgrim til at stinke.«

Fromhedselsker. Jeg haaber, at denne Formaning er overflødig for eder, men sandt er det, at mange betræder Pilgrimsvejen, som viser sig meget mere fremmede for denne Vej, end som Fremmede og Pilgrimme paa Jorden.

Ved saaledes at sidde og tale sammen tilbragte man Tiden, indtil Aftensmaden var færdig, og efter at Pilgrimmene havde styrket deres trætte Legemer med Spise, begav de sig til Hvile.

I denne Markedsby opholdt Pilgrimmene sig længe og nød Mnasons Gæstfrihed. Til gav han Kristindes Søn Samuel sin Datter til Hustru, og ligeledes Josef sin Datter Martha.

Pilgrimmene blev nærmere kendt med mange gode Mennesker i Byen. Barmhjertig arbejdede som sædvanlig meget for de Fattige, og de velsignede hende, baade for Mad og Klæder; hun var en sand Pryd for sin Stand. Ogsaa Ynde, Phøbe og Martha havde alle et sjælden godt Hjerte og udrettede meget godt. Tillige var de alle meget frugtbare, saa at Kristindes Navn, som før sagt, havde al Udsigt til at leve længe i Verden.

Medens de boede her, kom der et Uhyre ud af Skoven og dræbte mange af Byens Indbyggere. Det bortførte ogsaa deres Børn og lærte dem at die dets Hvalpe. Ingen i den hele By vovede saa meget som at komme dette Uhyre for Øjne, alle greb Flugten, saa snart man hørte det komme.

Uhyret lignede ikke noget Dyr paa Jorden; dets Legeme var som en Drages, og det havde syv Hoveder og ti Horn. Det anrettede stor Ødelæggelse blandt Børnene, og dog var det behersket af en Kvinde. Aab. 17, 1-4.

Behjertet og alle de, som kom i Mnasons Hus for at besøge Pilgrimmene, indgik nu et Forbund om at angribe dette glubende Dyr og om muligt befri Byens Indbyggere fra dets Klør og svælg.

Behjertet, Angerfuld, Gudeligsindet, Bangeforatlyve og Bodfærdig drog derfor bevæbnede ud mod Uhyret. I Begyndelsen var det meget vildt og hovmodigt og saa med den dybeste Foragt ned paa sine Fjender; men disse, kraftige og vaabendyglige Mænd som de var, skaffede det saa meget at bestille, at det hurtigst maatte trække sig tilbage.

Dette uhyre havde sine bestemte tider, paa hvilke del, kom frem for at efterstræbe Byens Børn. Ved disse Lejligheder belurede vore tapre Stridsmænd det og angreb det Gang efter Gang, saa at det efter en Tids Forløb ikke alene fik mange Saar, men endog til sidst blev lam. Siden den Tid har det heller ikke tilføjet Byens Børn saa megen Skade.

Derved kom Behjertet og hans Venner i stort Ry i Byen, saa at mange Mennesker, som ikke delte deres Anskuelser, maatte agte dem højt. Og heri laa Grunden til, at Pilgrimmene her ikke led nogen Fortræd.

Nu var Tiden endelig kommen, da Pilgrimmene skulde drage videre, hvorfor de gjorde sig færdige til Afrejsen. De sendte Bud efter deres Venner for at tale med dem, og sige Farvel, og der blev fastsat en Tid, da de gensidig skulde nedbede deres Herres og Konges Beskyttelse. Derpaa fortsatte de Rejsen; de blev ledsagede et Stykke af deres Venner, og ved Skilsmissen anbefalede de hverandre endnu en Gang til Herrens Beskyttelse.

Pilgrimmenes Selskab drog nu videre, med Behjertet i Spidsen, og da Kvinderne og Børnene var svage, maatte de andre lempe deres Gang efter dem, saa at Haltefærdig og Svaghjerte af den Grund følte sig mindre nedtrykt af deres naturlige Skrøbelighed, end de ellers vilde have gjort.

Kort efter at de havde taget Afsked med deres Venner fra Byen, kom de til det Sted, hvor Trofast maatte lide Døden. Her standsede de og takkede ham, som havde givet ham Kraften til saa standhaftigt at bære sit Kors.

Derpaa fortsatte de deres Vej og talte længe om Kristen og Trofast og om Haabefuld, som efter Trofasts Død havde sluttet sig til Kristen.

De var nu kommet til Bjerget Vinding, hvor 3 Bjerge Sølvgrube laa, som havde lokket Demas bort fra hans Pilgrimsvandring, og hvori Bihensigter faldt og omkom, hvilket atter gav dem Anledning til Betragtninger. Men da de naaede det gamle Mindesmærke, som stod lige over for Bjerget, nemlig Saltstøtten, hvorfra man kunde se Sodoma og dens stinkende Sø, da undrede de sig saare, ligesom Kristen tilforn, at Mennesker med Forstand og Dømmekraft, skulde være saa forblindede at forlade Vejen.

De gik nu videre, indtil de kom til den Flod, som løber paa denne Side af de yndige Bjerge, hvis Bredder er bevoksede med skønne Træer, hvor Markerne hele Aaret igennem er grønne, og hvor Pilgrimme trygt kan lægge sig ned for at hvile, Salm. 23.

Paa Markerne ved denne Flods Bredder er der Indhegninger og Faarestier samt et Hus til Lammenes Opfødning — de Mødres Børn, som gaar Pilgrimsgang. Ogsaa her er der en, hvem disse er betroede, som kan have Medlidenhed med deres Svaghed (Hbr. 5, 2), en, som kan samle disse Lam i sine Arme og bære dem i sit Skød, og som venlig kan lede de Faar, som er med Lam, Es. 40, 11. Til denne, Mands kærlige Omsorg raadede nu Kristinde sine fire Døtre at overgive deres Smaa, for at de ved disse Vande kunde blive plejede, vogtede, nærede og opfostrede, saa de ikke skulde mangle noget i Fremtiden.

0m nogen af dem forvilder sig, vil denne Mand føre det tilbage, Jer, 24; 6, han vil forbinde det sønderbrudte og styrke det syge, Ezech. 34, 11-16. Her vil de aldrig lide Mangel paa Mad, Drikke og Klæder; her vil de blive beskyttede mod Tyve og Mordere; thi denne Mand vil før dø, end se en af de ham betroede gaa tabt.

De unge Mødre var derfor villige til at overgive denne Mand deres Smaa, og hvad der end mere opmuntrede dem dertil var, at alt dette skete paa Kongens Befaling; var altsaa ligesom et Børnehospital eller Wajsenhus.

De gik nu videre, og da de var kommet til Bivejmarken, til den Stente, som Kristen gik over med sin Ven Haabefuld, og derefter blev grebne af Kæmpen Fortvivlelse og kastede i Fangehullet paa Tvivlborg, satte de sig ned og overvejede, hvad der var raadeligst at gøre. Saa mandstærke, som de nu var, og med Behjertet til Fører, opstod den Tanke hos dem, om det ikke var bedst, før de drog videre, at forsøge at dræbe Kæmpen og ødelægge hans Borg, hvorefter, om der fandtes Pilgrimme derinde, de straks kunde sætte dem i Frihed. Meningerne var delte. Men Behjertet sagde: »Jeg har faaet den Befaling at modstaa Synden, at overvinde det onde, og at stride Troens gode Strid, og med hvem skulde jeg vil stride denne Strid, naar det ikke var med Kæmpen Fortvivlelse? Jeg vil derfor forsøge at gøre det af med ham og ødelægge Tvivlborg.« Derpaa spurgte han: »Hvem vil være med ?« Gamle Ærlig svarede: »Det vil jeg.« — »Vi ogsaa,« raabte Kristindes fire Sønner, Matthæus, Samuel, Jakob og Josef; thi de var nu alle blevet stærke, unge, Mænd.

Kvinderne efterlod man paa Vejen, til man kom tilbage, med Svaghjerte og Haltefærdig med sine Krykker som deres Beskyttere; thi uagtet Kæmpen Fortvivlelse boede saa nær, vilde dog en lille Dreng kunne lede dem, naar de blot holdt sig paa Vejen, Es. 11, 6.

Behjertet, gamle Ærlig og de fire unge Mænd gik altsaa straks til Tvivlborg for at opsøge Kæmpen. Saa snart de var ankommet til Borgporten, begyndte de at banke paa med en forfærdelig Larm, hvorpaa den gamle Kæmpe, fulgt af sin Hustru Mistrøstig, kom til Porten og sagde: »Hvem er det, som drister sig til at forstyrre Kæmpen Fortvivlelse?« Behjertet svarede: »Det er mig, Behjertet, en af den himmelske Konges Mænd, som ledsager hans Pilgrimme; og jeg befaler dig, at du straks aabner dine Porte og lader mig komme ind. Belav dig ogsaa straks paa Kamp, thi jeg er kommen for at hugge dit Hoved af og ødelægge Tvivl-borg.«

Kæmpen Fortvivlelse mente, at da han var en Kæmpe, kunde ingen overvinde ham, og tænkte ved sig selv : skulde jeg, som endogsaa har sejret over Engle, behøve at være bange for denne Behjertet? Han rustede sig derfor og gik ud. Han havde en Staalhjelm paa Hovedet og var omgjordet med en Brystharnisk af Ild, samt Jernsko paa Fødderne og en stor Kølle i Haanden. De seks Mænd angreb ham straks baade forfra og bagfra; og da Kæmpens Hustru Mistrøstig vilde komme ham til Hjælp, slog gamle Ærlig hende ned med et eneste Slag. Det blev nu en Kamp paa Liv og Død, og til sidst blev Kæmpen endelig slaaet til Jorden, men vilde ikke dø. Han gjorde de mest forvivlede Anstrengelser og var, som det hedder, sejglivet som en Kat ; men Behjertet var ham dog for stærk, og han standsede ikke et Øjeblik, før han havde skilt hans Hoved fra Kroppen.

De begyndte nu at ødelægge Tvivlborg, hvilket var en let Sag, efter Kæmpens Død. De var syv Dage om at rive den ned, og af Pilgrimme fandt de Forsagt næsten død af Hunger, og hans Datter Megetfrygtsom. Disse to fik de levende ud. Men hvor gruede de ikke ved at se alle de døde Legemer, som laa omkring i Borggaarden, og se hvor fuld af Dødningben Fangehullet var.

Da Behjertet og hans Følge var færdige med dette Arbejde, tog de Forsagt og hans Datter Megetfrygtsom under deres Beskyttelse; thi skønt disse havde været Fanger paa Tvivlborg hos den grumme Tyran Fortvivlelse, var de dog ærlige Folk. Kæmpens Hoved tog de med sig hen til de andre paa Landevejen, og viste det som Sejerstegn og fortalte hvad de havde gjort. Da Svaghjerte og Haltefærdig saa, at det virkelig var Kæmpen Fortvivlelses Hoved, blev de meget glade. Kristinde kunde spille Violin, og hendes Svigerdatter Barmhjertig Luth, og da Selskabet var saa glade, spillede hun et Stykke, saa at Haltefærdig fik Lyst til at danse. Han tog Megetfrygtsom, Forsagts Datter, ved Haanden og dansede lystig af Sted med hende paa Vejen, selv om han maatte have den ene Krykke til Hjælp.

Forsagt derimod foretrak hellere at spise end at danse, thi det stakkels Menneske var næsten sultet ihjel. Kristinde lod ham drikke af sin flaske med Livsessens og tillavede ham derefter noget Mad, og ikke længe efter kom den gamle Mand sig og begyndte at live op.

Nu saa jeg i min Drøm, at Behjertet tog Kæmpen Fortvivlelses Hoved og satte det paa en Pæl ved Siden af Landevejen, lige over for den Støtte, som Kristen havde rejst til Advarsel for senere Pilgrimme om, at vogte sig for at betræde Kæmpens Jord.

Efter at disse Mænd havde vist sig saa tapre ved Tvivlborg og dræbt Kæmpen Fortvitdelse— fortsatte de deres Rejse, indtil de omsider kom til de yndige Bjerge, hvor Kristen og Haabefuld havde forfrisket og styrket sig ved Stedets forskellige Herligheder. De stiftede ogsaa Bekendtskab med Hyrderne, der bød dem velkommen til de yndige Bjerge.

Da nu Hyrderne saa, at Behjertet, med hvem de var godt kendte, havde et saa stort Følge med sig, sagde de, til ham: »Kære Herre, du har faaet et anseligt Selskab med dig. Hvor har du fundet alle disse kære Venner?«

Da svarede Behjertet:
»Først her Kristinde er og hendes Følge, der — lig et Skib henover salten Bølge - har lystret mit Kampas, sig selv til Gavn, fra Syndens Banker hid til Naadens Havn. Dernæst den gamle Ærlig med mig vandret, en Mand, som ingen Sinde Ord forandrer; og Haltefædig, ja Svaghjerte med, som begge længtes efter dette Sted. Forsagt og Megetlfrygtsom kommer efter, de skynder sig begge af alle Kræfter. Kan her vi Herberg finde, eller, maa vi længer vandre? Sig, hvor skal vi gaa!

»Dette er et behageligt Selskab, sagde Hyrderne; »I er hjertelig velkomne her, baade de svage og de stærke; vor Fyrste har et Øje med, hvad der gøres mod den ringeste blandt disse, og Skrøbelighed maa derfor ikke være til Hinder for vor Gæstfrihed,« Matth. 25, 10. Dermed førte de Pilgrimmene til Paladsets Port og sagde til dem: »Kom ind, Svaghjerte, kom ind, Haltefærdig , og du, Forsagt med din Datter Megetfrygtsom.« »Disse,« sagde Hyrderne til Behjertet, »kalder vi ind ved Navn, da de er mest tilbøjelige til at holde sig tilbage, medens vi derimod overlader det til dig og de øvrige, som er stærke, at gøre efter eget Behag.« »I Dag ser jeg,« sagde Behjertet, »at Naaden straaler fra eders Ansigter, og at I i Sandhed er min Herres Hyrder; thi I har ikke bortstødt disse Svage, men tvertimod bestrøet deres Vej til Paladset med Blomster som det er eder befalet.« Ez. 34, 21.

De Skrøbelige og Svage traadte altsaa ind, og Behjertet og de andre fulgte efter.

Hyrderne beredte dem nu et Maaltid af let fordøjelige Retter, som tillige var velsmagende og nærende, og saa snart de havde spist, begav Pilgrimmene sig til Hvile, enhver paa det ham anviste Sted.

Da Bjergene var høje, og Vejret den følgende Morgen var klart, tog Hyrderne, som altid før Pilgrimmenes Afrejse plejede at vise dem nogle af Egnens Mærkværdigheder, ogsaa vore Venner saa snart de var færdige og havde forfrisket sig lidt, med sig ud paa Markerne, hvor de først viste dem alt, hvad de tidligere havde vist Kristen.

Derefter førte de dem andre Steder hin. Først til Bjerget Underfuld, hvor Pilgrimmene i nogen Frastand saa en Mand, som flyttede Bjerge ved sine Ord. De spurgte Hyrderne, hvad dette skulde betyde, og de svarede, at denne Mand var Søn af Stornaade om hvem man kan læse i første Del af en Pilgrims Vandring), og at han var der for at lære Pilgrimme, hvorledes de ved ydmyg Tro kunde bortrydde eller overvinde de Vanskeligheder, som kunde møde ham under Vejs, Mark. 11, 23. 2-1. »Jeg kender ham,« sagde Behjertet, »han staar over de fleste.«

Derpaa førte Hyrderne dem op paa Bjerget Uskyldig, hvor de saa en Mand, aldeles hvidklæde, paa hvem to andre, ved Navn Fordom og Ondvilje, uophørlig kastede Skarn; men se, Skarnet faldt straks af igen, og hans Klæder var ligesaa rene som før.

»Hvad betyder dette?« spurgte Pilgrimmene. Hyrderne svarede.: »Denne Mand hedder Gudfrygtig, og de hvide Klæder er Tegn paa hans uskyldige Levnet. De, som kaster Skarn paa ham, er saadanne, som hader hans fromme Liv, men ligesom I ser, at Skarnet ikke sidder fast paa hans Klæder, saaledes vil det gaa den, som lever ustraffeligt i Verden.«

Derefter førtes de op paa Bjerget Kærlighed til Næsten, hvor de saa en Mand, som havde en stor Pakke Klæde liggende foran sig, hvoraf han skar Klæder til de Fattige, som stod omkring ham; og dog blev hans Forraad ikke mindre.

»Hvad skal vi lære heraf ?« spurgte Pilgrimmene. — »Dette,« sagde Hyrderne, »skal lære eder at den, som har Hjerte til at give de fattige af sit Gods, skal aldrig mangle noget.

Den, som vander, skal blive vandet. Den Kage, som Enken lavede til Profeten, formindskede ikke Melet i hendes Krukke.«

Efter at Hyrderne nu havde vist dem alt delte, førte de dem tilbage til Paladset, hvor de beværtede dem paa det bedste. Men Barmhjertig fik, saaledes som unge Koner plejer, Lyst til noget, hun havde set der, men var for undselig til at bede om. Hendes Svigermoder spurgte hende da, hvad hun fejlede, thi hun saa ud, som hun ikke var rigtig vel. »Der hænger et Spejl i Spisesalen, svarede Barmhjertig, »som jeg ikke kan faa ud af Tankerne, og faar jeg det ikke, tror jeg bestemt, det vil gaa galt med mig.« »Jeg vil tale med Hyrderne om det,« sagde Svigermoderen, »og de vil vist ikke nægte dig det,« Men Barmhjertig sagde: »Jeg skammer mig ved, at disse Mænd skal faa mit Ønske at vide.« — »Nej, min Datter,« sagde Kristinde, »Begærligheden efter saadanne Ting er ikke til Skam, men til Ære.« »Moder,« sagde Barmhjertig, »vil du spørge Hyrderne, om de vil sælge det.«

Dette Spejl var meget ejendommeligt, Saa man paa den ene Side, viste det Mennesket med alle dets Ansigtstræk paa det nøjagtigste Jak. 1, 23, men vendte man det om, saa man lige saa tydeligt Billedet og Trækkene af Pilgrimmenes Fyrste, 1 Kor. 13, 12.

Kristinde gik derfor afsides med Hyrderne, hvis Navne var Kundskab, Erfaring, Aarvaagen og Oprigtig, og sagde til dem : »En af mine Døtre er frugtsommelig og har meget Lyst til noget, hun har set her i Huset , bliver det hende nægtet, er hun bange for, det ikke gaar hendee godt.«

Erfaring. Kald paa hende; hun skal visselig faa, hvad vi kan skaffe hende. — Hendes Moder kaldte da paa hende, og da hun var kommen, sagde Hyrderne til tiende: »Barmhjertig, hvad er det, du har Lyst til ?« Da rødmede hun og sagde: »Det er det store Spejl, som hænger i Spisesalen.« Oprigtig løb straks hen og hentede det, og det blev givet hende af et glad Hjerte. Hun bøjede Hovedet, takkede ydmygt og sagde : »Heraf kan jeg vide, at jeg har fundet Naade for eders Øjne.«

Ogsaa de andre unge Hustruer gav man, hvad de ønskede, og roste deres Mænd, fordi de sammen med Behjertet havde slaaet Kæmpen Fortvivlelse ihjel og ødelagt Tvivlborg. Om Kristindes Hals lagde Hyrderne et prægtigt Halsbaand, og det samme gjorde de med hendes fire Døtre; de smykkede ogsaa deres Øren med Ørenringe og deres Pander med Juveler.

Da Pilgrimmene omsider ønskede at fortsætte Rejsen. lod man dem vandre i Fred.

Kort efter de havde forladt Hyrderne kom de til det Sted, hvor Kristen mødte Vendafvejen, som boede i Byen Frafald. Deres Fører Behjertet henledte deres Opmærksomhed herpaa, idet han sagde: »Her er det Sted, hvor Kristen traf sammen med Vendafvejen, som bar Tegnet paa sin Genstridighed paa Ryggen. Denne Mand vilde ikke høre noget Raad, da han først var falden, var alle Ord spildte — intet kunde standse ham paa Vejen til Fordærvelsen.«

Derpaa gik de videre; og netop der hvor Svagtro blev røvet, stod en Mand med draget Sværd, ganske blodig over hele Ansigtet. Da spurgte »Hvem er du du ?" og manden svarede : »Jeg hedder Sandhedsforfægter, er Pilgrim og skal til den himmelske Stad. Her paa Vejen blev jeg overfaldet af tre Mænd, som gav mig Valget mellem tre Ting: 1) enten at gøre Selskab med dem, 2) eller vende tilbage, hvorfra jeg kom, 3) eller dø paa Stedet, Ordspr. 1, 10-14.

Til det første svarede jeg, at jeg saa længe havde været en tro og ærlig Mand, at de ikke kunde vente, jeg nu skulde slaa mig sammen med Tyve. Til det andet, at jeg havde fundet det Sted, jeg kom fra som meget upassende og farligt, og derfor rejst derfra og slaaet ind paa denne Vej. Og endelig til det tredie, at mit Liv var mig altfor kostbart til at jeg saa let skulde give det bort. Desuden, sagde jeg, tilkommer det ikke eder saaledes at opstille et Valg for mig, og dersom I begynder Strid, maa I selv tage Følgerne. Da greb disse tre, nemlig : Brushoved, Ubesindig og Trættekær til deres Vaaben, og jeg ligeledes, og vi kæmpede, tre mod en i godt tre Timer. De har, som I ser, givet mig nogle Skrammer, men de har ogsaa faaet nogle af mig. Det er kun et Øjeblik siden de forlod mig; jeg tænker de har hørt eder komme og derfor taget Flugten.«

Behjertet. Men det var sandelig en ulige Kamp ; tre mod én!

Sandhedsforfægter. Det er sandt; men lidt eller meget, betyder intet for den, som har Sandheden paa sin Side, »Dersom en Hær vil lejre sig mod mig,« har en sagt, »da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig oprejses mod mig, da er jeg dog trøstig,« Sal. 27, 3. Desuden har jeg læst i et gammelt Skrift, at en Mand har kæmpet mod en hel Hær, og hvor mange slog ikke Samson ihjel med en Asen Kæbe?

Behjertet. Hvorfor raabte du ikke om Hjælp ?

Sandhedsforlægter. Det gjorde jeg ogsaa, jeg raabte til min Konge, som jeg vidste kunde høre og staa mig usynlig bi, og det var nok for mig.

Da sagde Behjertet til Sandhedsforfægter: »Du har opført dig værdigt. Lad mig se dit Sværd.« Han viste ham det. Da han havde holdt det en Stund i sin Haand og betragtet det, sagde han: »Ha! dette er en ægte Jerusalemklinge,« Es. 2, 3.

Sandhedsjorfægter. Ja, det er det. Har en Mand en af disse Klinger og den fornødne Kraft og Dygtighed til at føre den, kan han gerne indlade sig i Kamp med en Engel. Han behøver ikke at frygte for, at den ikke skal holde ud, hvis han kun forstaar at bruge den. Dens Æg bliver aldrig sløv; den skærer gennem Marv og Ben, Sjæl og Aand og alt, Eph. 6, 12-17; Hbr. 4, 12.

Behjertet. Men du kæmpede længe; jeg undres over, at du ikke blev træt.

Sandhedsforfægter. jeg kæmpede, indtil Sværdet klæbede sig fast til min Haand; og de var saa stærkt sammenføjede til hinanden, som om Sværdet var vokset ud af Armen, og da Blodet flød af mine Fingre, kæmpede jeg netop bedst.

Behjertet. Du har gjort vel; du har modstaaet indtil Blodet, i Kamp mod Synden. Du skal blive hos os, kom og gaa med os, thi vor Sag er fælles.

De vaskede hans Saar og gav ham af det, de havde til Vederkvægelse. Derpaa fulgtes de ad.

Behjertet, som elskede mandige og uforfærdede Mennesker, glædede sig ved den ny Bekendt, da der i Selskabet var flere svage og skrøbelige. Han spurgte ham ud om mange Ting og allerførst om, hvad Landsmand, han var.

Sandhedsforfægter. Jeg er fra Mørkland, hvor jeg er født, og hvor mine Forældre bor endnu.

Behjertet. Mørkland! ligger det ikke nær ved Fordærvelsens Stad?

Sandhedsforfægter. Jo, ganske rigtigt. Hvad der bevægede mig til Pilgrimsvandringen var dette : Der kom en Sanddru til vor Egn, som fortalte os om, hvad Kristen havde gjort, nemlig forladt Hustru og Børn og begyndt Pilgrimslivet, samt hvorledes han maatte kæmpe sig frem, til han naaede Maalet for Rejsen. Ligeledes fortaltes om den gode Modtagelse, han havde faaet i hans Herres Herberger, og især da han kom til den himmelske Stads Porte; thi der, sagde Manden, blev han modtaget med Basuners Lyd af en stor Skare Skinnende, imedens alle Stadens Klokker ringede, og han blev iført gyldne Klæder. Med ét Ord, Manden fortalte Kristens Historie paa en saa gribende Maade, at mit Hjerte brændte af Længsel efter at blive Pilgrim; og hverken Fader eller Moder formaaede at holde mig tilbage. Saaledes er jeg nu kommen saa langt frem.

Behjertet. Ikke sandt, du er kommen ind gennem Porten ?

Sandhedsforfægter. Ja, ja, den samme Mand sagde os ogsaa, at alt vilde være forgæves, dersom vi ikke kom gennem porten ind paa Vejen. »Ser du,« sagde Føreren til Kristinde, »Rygtet om din Mands Pilgrims Vandring og hvad han opnaaede derved er vidt og bredt bekendt.«

Sandhedsforfægter. Hvorledes ? Er dette Kristens Hustru?

Behjertet. Ja, og disse fire er hans Sønner.

Sandhedsforfægter. Hvad? Er de ogsaa paa Pilgrimsvandring ?

Behjertet. Javist; de følger efter ham.

Sandhedsforfægter. Det glæder mig usigeligt. Den brave Mand! hvor vil han blive glad, naar han ser dem, som paa ingen Maade vilde følge med ham, drage ind gennem Porten til den himmelske Stad.

Behjertet. Ja, det vil uden Tvivl blive en stor Glæde at træffe Hustru og Børn der.

Sandhedsforfægter. Da Talen netop er falden herpaa, saa lad mig høre din Mening om hvorvidt vi vil kunne genkende hverandre dér?

Behjertet. Tror du ikke, at vi vil kende os selv og glæde os over vor egen Salighed? Og naar det er Tilfældet, skulde vi da ikke ogsaa kende andre og føle Glæde over deres Lykke?

Sandhedsforfægter. Jeg ved nu, hvorledes du tænker med Hensyn til dette Punkt. Har du mere at spørge mig om angaaende Begyndelsen til mit Pilgrimsliv ?

Behjertet. Ja. Var din Fader og Moder tilfreds med, at du vilde være Pilgrim?

Sandhedsforfægter. Ak nej ! de anvendte alle Midler for at overtale mig til at blive hjemme.

Behjertet. Hvad havde de at indvende derimod.

Sandhedsjorfærgter. De sagde, at det var el ørkesløst Liv, og jeg vilde aldrig have valgt Pilgrimsfærden, hvis jeg ikke selv havde været tilbøjelig til Ladhed og Dovenskab.

Behjertet. Og hvad sagde de ellers?

Sandhedsforfægter. De sagde, det var en farlig Vej, ja den farligste i Verden.

Behjertet. Sagde de ogsaa, hvad Farerne efter deres Mening bestod i?

Sandhedsforlægler. Ja, og det omstændeligt.

Behjertet. For Eksempel?

Sandhedsforfægter. De fortalte mig om Forsagthedens Sump, hvori Kristen nær var bleven kvalt, og at der i Beelzebubs Fæstning stod Bueskytters rede til at skyde enhver, som bankede paa den snævre Port. De fortalte ogsaa om Skoven og de mørke Fjelde, om Bjerget Besværlighed, Løverne og de tre Kæmper Blodmand, Hammer og Dyddræber. Og videre, at der i Ydmygelsens Dal var en grum og listig Fjende, som nær havde berøvet Kristen Livet. Desuden, sagde de, maa du gennem Dødens Skygges Dal, hvor de onde Aander har Tilhold, hvor Lyset er Mørket, Vejen fuld af Snarer, Grave og Faldgruber. De fortalte ogsaa om Kæmpen Fortvivlelse og Tvivlborg og den Undergang, Pilgrimmene der havde i Vente. Desuden maatte jeg gennem det fortryllede Land, som var forbundet med megen Fare. Efter alt dette vilde jeg komme til en Flod, hvor der ingen Bro var over, og denne Flod laa mellem mig og det himmelske Land.

Behjertet. Var dette alt?

Sandhedsforfægter. Nej, de fortalte mig ogsaa, at denne Vej var fuld af Forførere, som laa paa Lur for at lokke gode Mennesker paa Afveje.

Behjertet. Men hvoledes fremstillede de dette?

Sandhedsforfægter. De fortalte, at Verdslig-vis holdt sig altid paa Vejen for at forføre Pilgrimme, og man var sikker paa at træffe Formalist og Hykler. Bihensigter, Snaksom eller Demas vilde desuden passe mig op for at besnære mig, og jeg vilde blive fangen i Smigrerens Garn eller med Uvidenhed fordriste mig til at gaa hen til Porten, hvorfra han blev ført tilbage til Hulen paa Siden af Bjerget for at gaa Bivejen til Helvede.

Behjertet. Jeg syntes, det var nok til at betage en Modet; men lod de det være dermed?

Sandhedsforfægter. Nej langtfra; de fortalte ogsaa om Folk, som før havde vandret denne Vej og tilbagelagt et langt Stykke for at prøve, om de kunde se noget af den Herlighed, som mange fra Tid til anden havde talt om, men hvorledes de til almindelig Tilfredshed var vendt tilbage. De navngav flere, som havde gjort saaledes, nemlig Haardnakket, Føjelig, Mistillid, Frygtsom, Vendafvejen, Gudsfornægter og mange andre, hvoraf enkelte var gaaede langt for at se, om de kunde finde noget; men ikke en eneste af dem havde haft nogen Fordel af deres Vandring.

Behjertet. Sagde de endnu mere for at afskrække dig?

Sandhedsforfægter. Ja, de fortalte om en vis Frygtagtig, som var Pilgrim, der følte sig saa ensom og forladt paa Vejen, at han aldrig havde en glad Time; ligeledes, at Forsagt nær var omkommen af Sult; ja, de passtod ogsaa (hvad jeg nær havde glemt), at Kristen, om hvem der var saa megen Tale, efter al den Fare, han havde løbet, for at vinde den himmelske Krone, selv var druknet i den sorte Flod, og aldrig var kommen længere, hvor meget man end søgte at lægge Skjul derpaa.

Behjertet. Men blev du da ikke modløs ved at høre alt dette?

Sandhedsforfægter. Nej, det forekom mig som intet.

Behjertet. Hvoraf kom det ?

Sandhedsforfægter. Jeg troede fremdeles, hvad Sanddru havde sagt, og det hævede mig over al Frygt.

Behjertet. Derved sejrede du netop ved din Tro.

Sandhedsforfægter. Ja, saaledes var det. Jeg troede, drog afsted, kom ind paa Vejen, kæmpede mod alle, som satte sig mod mig, og ved Troen er jeg kommen hid.