Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Gajus

Pilgrimmene drog videre, og ved hver Krumning af Vejen ventede de at faa Øje paa Skurkene; men hvad enten disse nu havde hørt om Behjertet, eller de havde noget andet for, nok er det — Pilgrimmene saa ikke noget til dem.

Kristinde ønskede nu, at de snart maatte komme til et Herberge, thi hun og Børnene var meget trætte. Da sagde »Der ligger et lige i Nærheden, hvor en meget hæderlig Discipel, en vis Gajus bor,« Rom. 16, 23. De besluttede da at tage ind der, og det saa meget hellere, som den gamle Mand paa det bedste anbefalede Stedet. Da de kom til Døren, gik de ind uden at banke paa, da dette ikke er Skik ved Herberger. Derpaa bad de om at faa Værten i Tale. og da han havde indfundet sig, spurgte de, om de kunde faa Nattekvarter hos ham.

Gajus. Ja, dersom I er sande Pilgrimme, thi mit Hus er kun bestemt for saadanne.

Kristinde, Barmhjertig og Drengene blev glade over at finde Værten saa venlig stemt mod Pilgrimme. Paa deres Forlangende blev der anvist de Rejsende to Værelser, et for Kristinde, hendes Børn og Barmhjertig, og et andet for Behjertet og den gamle Mand.

Derpaa sagde Behjertet: »Gode Gajus, hvad kan vi faa at spise? Disse Pilgrimme har rejst et langt Stykke Vej i Dag og er trætte.«

Gajus. Da det allerede er saa silde, saa kan vi ikke godt lade noget hente, men hvad Huset formaar staar til Tjeneste, om I vil tage til Takke dermed.

Behjertet. Vi er tilfreds med, hvad du har i Huset, thi saa vidt min Erfaring gaar, mangler du aldrig det fornødne.

Værten gik derpaa ned i Køkkenet for at tale med Kokken, hvis Navn var Velsmag. Da han kom tilbage, sagde han: »Kære Venner, I er velkomne hos mig, jeg er glad over At kunne give eder Herberge i mit Hus; og lad os nu tale et fornuftigt Ord med hverandre, medens Aftensmaden bliver tillavet.«

Gajus tog straks Ordet og spurgte: »Hvis Hustru er den gamle Dame, og hvis Datter er den unge Pige?«

Behjertet. Konen er Enke efter en Pilgrim fra tidligere Tid, en vis Kristen, og disse er hans fire Børn. Pigen er en af hendes Bekendte, som hun fik overtalt til at følge med paa Pilgrimsvandring. Drengene slægter alle paa deres Fader og er begærlige efter at træde i hans Spor.

Da sagde Gajus: »Dette er altsaa Kristens Hustru og Børn? Jeg kendte din Mands Fader og hans Bedstefader. Mangen brav Mand er kommen af denne Slægt, deres Forfædre boede i Antiokia, Ap. Gj. 11, 26. Kristens Stamfædre var meget værdige Folk. De har fremfor alle, jeg har kendt eller hørt om, vist sig som Mænd med store Dyder og et uforfærdet Mod, hvor det gjaldt at bekende Pilgrimmenes Herre, at efterkomme hans Befalinger og at staa dem bi, som elskede ham. Mange af din Mands Slægtninge har udstaaet de haardeste Lidelser for Sandhedens Skyld. Stefanus, som var en af de første, af den Familie, din Mand nedstammer fra, blev stenet ihjel, Ap. Gj. 7. 59, 60. Jakob, en anden af denne Slægt, blev dræbt med Sværdet, Ap. Gj. 12, 2, og for ikke at tale om Paulus og Petrus, Mænd, som hørte til hans Families første Stamfædre, saa var der en vis Ignatius, som blev kastet for Løverne, en Romanus, hvis Kød blev skaaret stykkevis fra Benene, og Polykarpus, som endogsaa midt i Flammerne viste sig rolig og hengiven. Der var en, som blev ophængt i en Kurv mod Solen for at opædes af Bremserne, og en anden, som blev lagt i en Sæk og kastet ud i Søen og druknet. Det vilde være umuligt at opregne alle dem af den Familie, som har maattet lide Døden af Kærlighed til Pilgrimslivet. Og det glæder mig usigeligt, at din Mand har efterladt sig fire saadanne Sønner. Jeg haaber, de vil gøre deres Faders Navn Ære og træde i hans Fodspor, og at deres Endeligt maa blive som hans.«

Behjertet. De er i Sandhed haabefulde Ynglinge, som af ganske Hjerte lader til at ville slaa ind paa deres Faders Veje.

Gajus. Det samme tror og haaber jeg, og der er derfor al Udsigt til, at Kristens Familie stedse vil udbrede sig og blive talrig paa Jorden. Kristinde skulde derfor se sig om efter nogle Jomfruer til sine Sønner, med hvem de kunde blive trolovede, for at deres Faders Navn og hans Stamfædres Hus aldrig maa glemmes i Verden.

Ærlig. Det vilde være, højlig at beklage, hvis denne Familie skulde uddø.

Gajus. Aldeles uddø kan den ikke, men vel formindskes; dog lad kun Kristinde følge mit Raad, det er Vejen til at opretholde den. Og, Kristinde, sagde han derpaa, det glæder mig at se dig og din Veninde Barmhjertig her sammen; I passer saa godt for hinanden, og tør jeg give dig et Raad, saa se til at komme i et nærmere Forhold til hende; lad din Søn Matthæus faa hende til Hustru, dersom hun samtykker deri; derved sørger du for en Efterslægt paa Jorden.

Saaledes kom da dette Parti i Stand, og med Tiden blev de, unge Folk gifte, hvorom mere siden.

Gajus sagde videre: »Jeg vil nu tale et Ord til Kvindernes Retfærdiggørelse. Thi ligesom Død og Forbandelse er komne ind i Verden ved en Kvinde (1 Mos. 3), saaledes ogsaa Liv og Salighed: »Gud udsendte, sin Søn, født af en Kvinde,« Gal. 4, 4. Ja, for at vise hvor meget hendes Køns Efterkommere paa den gamle Pagts Tid afskyede Stammoderens Handling, længtes de inderligt efter at faa Børn i haab om, at en eller anden blandt dem maatte blive Moder til Verdens Frelser. Og jeg maa endvidere tilføje, at da Frelseren var kommen, frydede Kvinden sig, før nogen Mand eller Engel, Luk. 1, 41-46. Det staar ikke skrevet, at nogen Mand har givet Kristus sas meget som en Pennings Værdi; men Kvinderne fulgte ham og hjalp ham med, hvad de havde, Luk. 8, 2, 3. Det var en Kvinde, som vædede hans Fødder med Taarer, og en Kvinde, som salvede hans Legeme til Begravelsen, Luk. 7, 37-50; Joh. 11, 2; 12, 3. Det var Kvinder, som græd, da han gik til Korset, og Kvinder, som fulgte ham tilbage fra Korset, og som sad sørgende ved hans Grav, Luk. 23, 27; Matth. 27, 55-61. Det var Kvinder, som først var hos ham om Morgenen efter hans Opstandelse, og Kvinder, som først bragte hans Disciple Efterretning om, at han var opstanden fra de Døde, Luk. 24, 22. 23. Kvinden er derfor høfligen begunstiget, og dette viser, at hun er Medarving i Livets Naade.«

Nu sendte Kokken Bud for at sige, at Aftensmaden var færdig.

Da sagde Matthæus: »Synet af denne Dug og de andre Forberedelser til Maaltidet giver mig stærkere Appetit end jeg havde før.«

Gajus. Gid ogsaa, at alle gavnlige Lærdomme i dette Liv paa lignende Maade maa fremkalde hos dig en større Længsel efter at sidde til Bords hos den store Konge i hans Rige, thi al Prædiken og Gudstjeneste, alle Opbyggelsesskrifter og Forordninger er kun at betragte som en Borddækning i Sammenligning med det herlige Festmaaltid, vor Herre vil tilberede os, naar vi kommer til hans Hus.

Nu blev Maden bragt ind; først blev en Opløftelsens-Bov og et »Bevægelsens-Bryst« (3 Moseb. 7, 32-34; 10, 14. 15) sat frem for dem, for at vise, at de skulde begynde Maaltidet med Bøn og Tak til Gud, Sal. 25, 1; Hbr. 13, 15. Begge disse Retter var friske og velsmagende, og de spiste alle godt deraf.

Det næste, som blev bragt ind, var en Flaske Vin, rød som Blod, 5 Moseb. 32, 14. Og Gajus sagde til dem: »Drik efter Behag, dette er den ægte Druesaft, som glæder Guds og Menneskets Hjerte.« De drak da, og blev muntre.

Den følgende Ret var uforfalsket Mælk ; og Gajus sagde: Lad Børnene faa den, at de kan vokse ved den, 1 Petr. 2, 2.

Derefter blev der fremsat Smør og Honning, og Gajus sagde: »Spis af Hjertenslyst, thi dette gør godt og styrker Dømmekraften og Forstanden. Dette var vor Herres Føde, da han var Barn: »Han skal æde Smør og Honning, indtil han forstaar at forkaste det onde og at udvælge det gode,« Es. 7, 15.

Derpaa blev der bragt et Fad ind med Æbler, som var særdeles saftige og velsmagende. Da sagde Matthæus: »Tør vi spise disse Æbler, siden det netop var denne Frugt, hvormed Slangen forførte vor første Moder?«

Gajus svarede: »Af forbuden Frugt bliver du syg, men ikke af den, som vor Herre tillader os at spise.«

Man opvartede dem ogsaa med Nødder, og de blev meget muntre og sad længe ved Bordet og talte om mange forskellige Ting. Den gamle Herre sagde blandt andet : »Min gode Vært, Medens vi knæke.r dine Nødder, saa løs mig denne Gaade.

Der var en Mand — sig, var det ej en Tort? Han havde mer, jo mer han kasted bort.«

De blev alle nysgerrige efter at faa at vide, hvad den gode Gajus vilde svare. Men denne sagde, efter at have tænkt sig lidt om:

»Hvo deler, hvad han har, til Arme ud, faar Vederlag, ja tifold mer hos Gud.«

Da sagde Josef: »Jeg havde sandelig ikke troet, at du kunde løse denne Gaade.«

»Aa,« sagde Gajus, »jeg har længe været øvet i dette, og Erfaringen er den bedste Læremester. Min Herre har lært mig at gøre godt mod andre, og jeg har altid fundet, at jeg i Længden har haft Fordel deraf. »Det er den, som udspreder, og ham tillægges ydermere, og der er den, som holder tilbage mere, end Ret er, dog kun til Mangel; der er den, som holder sig for rig, og har slet intet, og den, som holder sig for fattig, og har meget Gods,« Ordsp. 11, 24; 13, 7.

Samuel hviskede til sin Moder Kristinde: »Moder, vi er komne til en meget rar Mands Hus, lad os blive her en god Stund, og lad Matthæus holde Bryllup med Barmhjertig, før vi drager videre.« Dette hørte Gajus og sagde: »Hjertelig gerne, mit Barn.«

Og saaledes blev det ; de opholdt sig her i over en Maaned, og Matthæus fik Barmhjertig til Hustru.

Medens de var her, forfærdigede Barmhjertig som sædvanlig alle Slags Klæder til de Fattige, hvorved hun skaffede Pilgrimmene et godt Rygte.

Men vi maa vende tilbage til vor Fortælling. Efter at de havde spist til Aften, ønskede Drengene at komme til Sengs, thi de var trætte efter Rejsen. Da lod Gajus dem vise op til deres Sovekammer. Den øvrige Del af Selskabet blev siddende længe oppe, thi Gajus og Pilgrimmene befandt sig saa vel sammen, at de ikke vidste, hvordan de skulde skilles. Efter at de havde talt meget om deres Herre og om Rejsen, begyndte gamle Ærlig at nikke med Hovedet. Behjertet raabte da til ham: »Hvad! du begynder allerede at blive søvnig. Stram dig op, her har du en Gaade.« Kom med den,« raabte, Ærlig.

Da sagde Behjertet:

»Hvo dræbe vil, maa dræbes, først af andre.«

»Nej,« sagde Ærlig, »den er vanskelig —vanskelig at løse og endnu vanskeligere at udøve. Men hør mig, kære Vært, jeg vil overlade Løsningen til dig; løs du den og lad mig høre, hvad du siger.«

»Nej,« sagde Gajus, »den er bleven fremsat for dig, og jeg venter, at du skal løse den.« Da sagde den Gamle:

»Hvo dræbe Synden vil, maa overstrømmes af Naadens rige Himmelelv ; og vil du for dit Liv af mig berømmes, da dræb du først dit eget selv.«

»Det er ganske rigtigt,« sagde Gajus, »den sunde Lære og Erfaring beviser det. Thi for det første er det ganske uden Nytte at modstaa Synden, saa længe Naaden ikke aahenbarer sig i Sjælen og overvinder den med sin Herlighed. Og for det andet vil ingen, som har det ringeste Kendskab til Fornuften og Naaden, kunne tro, at et Menneske, som er en Slave af sin egen Fordærvelse, paa samme Tid kan være et levende Vidnesbyrd om Naaden. Og da det netop falder mig ind, vil jeg fortælle eder en Historie, som er værd at høre paa. To Mænd drog ud paa Pilgrimsvandring; den ene tiltraadte den, da han var ung, den anden, da han var gammel. Den Unge havde stærke Fristelser at kæmpe med; den Gamle derimod kun svage, eftersom hans sanselige Natur var bleven svækket med Aarene. Den Unge holdt Skridt med den Gamle og gav ham ikke efter i noget Stykke. Hos hvilken nu af disse to skinnede Naadens Lys klarest, siden de begge syntes at være lige ?«

Ærlig. Uden Tvivl hos den Unge; thi den, som overvinder den stærkeste Modstand, giver det bedste Bevis for sin overlegne Kraft, især naar der holdes Skridt med en, som ikke har halvt saa meget at kæmpe med, hvilket sædvanligvis er Tilfældet med gamle Folk. Jeg har forøvrigt bemærket, at gamle Folk er tilbøjelige til at forveksle den sanselige Naturs Aftagen med en naadefuld Sejr over deres Fordærvelse, og de kommer saaledes i Fare for at bedrage sig selv. Saaledes sad de og talte sammen lige til Dagens Frembrud.

Efter at Familien var staaet op, bad Kristinde sin Søn Jakob læse et Kapitel i Bibelen, og han læste da det 53de af Esaias. Da han var færdig, spurgte gamle Ærlig, hvorfor der sagdes om Frelseren, at han skulde komme som en Rod af tør Jord, og tillige, at han ingen Herlighed vilde have.

Da sagde Behjertet: »Paa det første svarer jeg: Fordi Jødernes Kirke. hvorfra Jesus udgik, den Gang næsten havde mistet Religionens hele Kraft og Aand. Paa det andet, at disse Ord anføres som talte af de Vantro, og fordi der fattes dem Syn til at skue ind i vor Fyrstes Hjerte, dømmer de ham efter hans Ydres Ringhed, ligesom de, der ikke ved, at en Ædelsten er bedækket med en uanselig Skorpe, og som derfor kaster den bort, som om det var en almindelig Sten, uvidende om den Skat, de havde fundet..«

Derpaa tog Gafus Ordet og sagde: »Siden I nu netop er her, og jeg ved, at Behjertet godt forstaar at bruge sine Vaaben, saa foreslaar jeg, at vi gør et Strejftog omkring i Egnen for at se, om vi ikke skulde kunne udrette noget godt. Omtrent en Mil herfra holder en Kæmpe til, ved Navn Dyddræber, som gør Landevejen her i Nærheden meget usikker, og jeg ved omtrent, hvor han findes. Han er Anfører for en stor Røverbande, og det vilde være en sand Velgerning for Egnen, om vi kunde befri den for ham.«

Alle samtykkede heri, og de drog ud, Behjertet med Sværd, Hjelm og Skjold, de andre med Spyd og Stokke.

Da de kom til det Sted, hvor Kæmpen holdt til, fandt de ham med en vis Svaghjerte i Hænderne, som hans Karle havde grebet paa Landevejen og slæbt til hans Hule. Kæmpen var netop i Færd med at trække Klæderne af Stakkelen for at fortære ham, thi han hørte til Menneskeæderne. Saa snart han fik Øje paa Behjertet og hans Venner ved Indgangen til hulen, spurgte han, hvad de havde der at bestille.

Behjertet. Vi søger netop dig, for vi er komne for at hævne alt det onde, du har gjort mod Pilgrimme, ved at slæbe dem bort fra Landevejen og myrde dem.

Da væbnede Kæmpen sig og traadte ud, hvorpaa Kampen straks begyndte.

Efter at have kæmpet i over en Time, standsede de lidt for at puste ud, og Kæmpen sagde: »Hvad har I at gøre her paa min Grund?«

Behjertet. Jeg har allerede sagt dig det: vi vil hævne Pilgrimmenes Blod.

Nu begyndte Kampen paany, og Kæmpen fik Behjertet til at vige; men han trængte dog straks frem igen og huggede saa frygtelig løs paa Kæmpens Hoved og Skuldre, at denne til sidst lod Vaabenet falde af Haanden, hvorpaa Behjertet med et eneste Slag strakte ham til Jorden og slog ham ihjel; Hovedet huggede han af og tog det med sig til Herberget, hvorhen han ogsaa bragte Pilgrimmen Svaghjerte. Da de var komne hjem, viste de Familien Hovedet og satte det paa en Pæl ved Vejkanten, til Skræk for dem, som siden maatte føle sig, fristede til at træde i Kæmpens Fodspor.

Derpaa spurgte de Svaghjerte, hvorledes han var falden i hans Hænder. Det stakkels Menneske sagde: »I kan se, at jeg er sygelig, og da Døden næsten daglig bankede paa min Dør, troede jeg, at jeg aldrig kunne helbredes hjemme; jeg greb derfor Pilgrimsstaven og var naaet hertil fra Byen Uvis, hvor baade jeg og min Fader er fødte. Jeg er et Menneske, som hverken har Legems- eller Aandskraft, men jeg ønskede dog, om muligt at tilbringe mit Liv som Pilgrim. Da jeg kom til Porten, som staar ved Begyndelsen af Vejen, blev jeg venlig modtagen af Stedets Herre. Ogsaa i Fortolkerens Hus har jeg nydt megen Venlighed; og da man der var af den Mening, at Bjerget Besværlighed var altfor var alt for vanskeligt for mig at bestige, blev jeg baaren op ad det af en af Tjenerne. Jeg er ofte, bleven hjulpen af Pilgrimme, skønt ingen havde Lyst til at gaa saa langsomt, som jeg nødes til; dog bad de mig være ved godt Mod, naar de indhentede mig, og sagde, at det var Herrens Vilje, at de Mismodige skulde trøstes og de Skrøbelige ophjælpes, 1 Thes. 5, 14. Derpaa fortsatte de deres Vandring. Da jeg kom til Overfaldstræde, mødte jeg denne Kæmpe, som bad mig belave mig paa Kamp; men ak, svag som jeg var, blev jeg greben og slæbt bort. Jeg var ikke bange for, at han skulde dræbe mig; selv da han havde faaet mig i sin Hule, troede jeg, at jeg skulde slippe derfra med Livet, siden jeg ikke fulgte ham frivillig ; for jeg har hørt, at ifølge Herrens Love skal ingen Pilgrim, som er bleven tagen til Fange med Vold, omkomme ved Fjendens Haand, saafremt han i Hjertet bliver sin Herre tro. Udplyndret ventede jeg at blive, og det er jeg rigtignok ogsaa bleven, men jeg er dog undsluppen med Livet, for hvilket jeg kan takke min Konge og dig som hans Redskab. Jeg ved, at jeg har flere Farer og Vanskeligheder i Vente, men jeg er bestemt paa at løbe, naar jeg kan løbe, at gaa, naar jeg ikke kan løbe, og at krybe, naar jeg ikke kan gaa. Hvad Hovedsagen angaar er jeg sikker — takket være ham, som elsker mig. Min Vej ligger for mig og min Hu staar til Landet hinsides den Flod, som der ingen Bro gaar over, skønt jeg kun er et svagt, skrøbeligt Menneske.«

Derpaa sagde gamle Ærlig: »Gjorde du ikke for nogen Tid siden Bekendtskab med en vis Frygtagtig?«

Svaghjerte. Jo, han var fra Byen Dumhed, som ligger fire Mil nord for Fordærvelsens Stad og lige saa langt fra mit Fødested; dog var vi godt kendte, for han var min kødelige Onkel — min Faders Broder. Vi lignede ogsaa hinanden i Karakter og Udseende.

Ærlig. Jeg mærker, du kender ham, og jeg kunde ogsaa nok tænke mig, at I var nær beslægtede for I har begge den samme blege Hudfarve, det samme ængstelige Blik, og eders Stemme er næsten ogsaa ens.

Svaghjerte. Det siger de fleste, som kender os begge.

»Kom, kære Ven,« sagde nu gamle Gajus, »vær ved godt Mod, du er velkommen i mit Hus, og er der noget, du ønsker, saa forlang det kun uden Omstændigheder; mine Folk vil beredvillig være dig til Tjeneste i et og alt.«

Svaghjerte. Dette er sandelig en uventet Lykke og kommer ligesom Solen, naar den bryder frem gennem en mørk Sky. Det var vist ikke Kæmpens Mening, da han plyndrede mig, at jeg skulde komme til Gajus, den gæstfrie vært.

Netop som Svaghjerte og Gajus stod og talte sammen, kom der en løbende, som sagde, at en Pilgrim, ved Navn Ikkerigtig var bleven dræbt ved et Lynslag omtrent en Fjerdingvej derfra.

Svaghjerte raabte forskrækket: »Er det muligt! For nogle dage siden indhentede han mig og vilde holde mig med Selskab. Han var netop med mig, da jeg blev greben af Kæmpen Dyddræber, men han brugte sine Ben og undslap, Det lader til, at han skulde undslippe for at dø, og jeg blive fangen for at leve.«

Omtrent paa denne Tid blev Matthæus og Barmhjertig gifte. Og Gajus gav Matthæus Broder Jakob sin Datter Phøbe til Hustru. Hele Selskabet blev endnu over ti Dage i Gajus's Hus.

Før Afrejsen holdt Gajus et Gæstebud for dem, hvor de spiste og drak og var meget glade. Da Afskedstimen endelig var kommen, spurgte Behjertet efter Regningen; men Gajus forklarede ham, at det i hans Hus ikke var Skik at lade Pilgrimme betale for deres Underholdning. Han beværtede dem Aar ud og Aar ind, sagde han, og ventede sin Betaling af den gode Samaritan, som havde lovet ham ved sin Tilbagekomst fuldkommen at erstatte ham, hvad han havde udlagt for dem, Luk. 10, 34. 35.

Da sagde Behjertet til ham: »Du Elskelige! du gør trolig det, som du gør mod Brødrene og mod de Fremmede, som har vidnet for Menigheden om din Kærlighed; og du vil gøre vel, naar du befordrer deres Rejse saaledes, som det er sømmeligt for Gud,« 3 Joh. 5, 6. Derpaa tog Gajus Afsked med dem alle, og især med Svaghjerte, som han gav en styrkende Drik med paa Vejen.

Netop som de var i Færd med at forlade Huset, lod det til, at Svaghjerte havde i Sinde at blive tilbage, men da Behjertet bemærkede dette, sagde han til ham: »Kom, gode Ven, følg kun med os; jeg vil være din Fører, og det skal ikke gaa dig anderledes end de andre.«

Svaghjerte. Ak, jeg har ingen Selskabsbroder, som passer for mig; I er alle sunde og stærke, medens jeg er svag og skrøbelig; jeg vil derfor hellere følge efter alene for ikke at falde eder til Besvær ved mine mange Skrøbeligheder. Mit Sind er svagt og mismodigt, og jeg vil blive hindret og nedtrykt af det, som andre let kan taale. Undertiden, naar jeg ser nogen glæde sig i Herren, bedrøves jeg, fordi jeg ikke kan gøre det samme.«

»Men, Broder,« sagde Behjertet, »det er netop min Opgave at »trøste de Mismodige« og at »ophjælpe de Skrøbelige,« 1 Thess. 5, 14. Du maa sandelig se at følge med os; vi vil vente paa dig og være dig behjælpelig, Rom. 14, 1; for din Skyld vil vi gerne nægte os adskilligt, saavel i Meningsytringer som i Handlemaade, 1 Kor. 8; vi vil ikke indlade os paa at drøfte omtvistede Spørgsmaal, og vi vil rette os efter dig i alle Ting, hellere end at lade dig blive tilbage,« 1 Kor. 9, 22.

Medens de saaledes stod ved Gajus's Dør og talte paa det ivrigste, kom der en vis Haltefærdig forbi, gaaende paa Krykker, Sal. 38, 18; han var ogsaa paa Pilgrimsvandring.

Da sagde Svaghjerte til ham: »Kære, hvorledes er du kommen hertil ? Jeg stod just og beklagede mig over, at jeg ikke havde nogen passende Selskabsbroder, nu kommer du, som du var kaldet. Velkommen, kære Haltelfærdig, jeg haaber, at du og jeg vil blive til Støtte for hverandre.«

Haltefærdig. Dit Selskab vil være mig kært, gode Svaghjerte, og siden vi nu saa heldig har truffet hinanden, vil jeg hellere laane dig en af mine Krykker, end atter at skilles fra Dig.

Svaghjerte. Jeg takker dig for din gode Vilje, men saa længe jeg ikke er lam, har jeg heller ingen Lyst til at halte. Imidlertid kan denne Krykke være mig til Nytte som et Forsvarsmiddel.

Haltefærdig. Saavel jeg som mine Krykker staar til Tjeneste, dersom du trænger.

Nu satte de sig i Bevægelse. Behjertet og gamle Ærlig gik foran, derpaa fulgte Kristinde med sine Børn; Svaghjerte og Haltefærdig med deres Krykker kom bagefter.