Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Ydmygelsens dal

Nu begyndte de at stige ned af Bjerget til Ydmygelsens Dal. Det var et stejlt Bjerg, og Vejen var meget glat; men de var yderst forsigtige og kom uskadte ned. Nede i Dalen sagde Gudsfrygt til Kristinde: »Her er det Sted, hvor din Mand mødte den fæle Apollyon, og hvor den frygtelige Kamp stod mellem dem. Du maa vist have hørt derom. Men vær ved godt Mod ; saa længe I har Behjertet til Fører og Ledsager, har det forhaabentlig ingen Fare med eder.« De to Piger overlod nu Pilgrimmene til deres Førers Ledsagelse.

Da sagde Behjertet: »Vi behøver ikke at være bange for denne Dal, for der er intet, som kan skade os, med mindre vi selv paadrager os det. Det er sandt, at Kristen her mødte Apollyon og maatte bestaa en haard Kamp med ham, men det kom af, at han snublede, idet han steg ned af Bjerget; for enhver, som snubler der, kan være belavet paa Kamp her. Og deraf kommer det, at Dalen har faaet saa slemt et Navn; for den store Hob mener altid, naar den hører, at noget frygteligt er hændet en eller anden paa et bestemt Sted, at en grum og listig Fjende eller ond Aand maa spøge der, medens det desværre kun er en Følge af deres egne Handlinger, at saadant tilstøder dem.«

Denne Ydmygelsens Dal er i og for sig et saa velsignet Sted som noget, og jeg er vis paa, at dersom vi blot kunde træffe paa det rette Sted, vilde vi finde noget, som kunde give os Oplysning om, hvorfor Kristen her blev saa haardt angreben.«

Da raabte Jakob til sin Moder: »Se, der staar en Støtte, og det ser ud til, at der staar skrevet noget paa den, lad os se, hvad det er.« De 9 gik derhen og fandt følgende Ord indgraverede: »Lad Kristens Fejltrin før han naaede hertil, saa vel som den Kamp, han her maatte bestaa, tjene Efterfølgende til et advarende Eksempel.« — »Se,« udbrød Føreren, »sagde jeg eder ikke nok, at vi her vilde finde Underretning om Grunden til, at Kristen blev saa haardt angreben paa dette Sted.« Og derpaa: »Det er dog ikke Kristen mere til Skam end mange andre, som har haft en lignende Skæbne; for det er langt lettere at stige op ad dette Bjerg end ned, og dette kan sandelig ikke siges om mange Bjerge her til Lands. Men vi vil ikke tale mere herom, han hviler nu i Fred, efter at have vundet en herlig Sejer over sin Fjende. Han som bor her oven over, give, at det. ikke maa gaa os være, end det gik ham, naar vor Prøvelsestime kommer. Men, for at komme tilbage til denne Ydmggelsens Dal, den er det bedste og frugtbareste Stykke Land i hele Omegnen. Se kun, hvor grøn Dalen er, hvor den er prydet med Liljer, Højs. 2, 1. Jeg har kendt mange simple Arbejdsmænd, som i denne Ydmygelsens Dal er kommen i Besiddelse af skønne Ejendomme, thi Gud modstaar de Hoffærdige, men giver de Ydmyge Naade, Jak. 4, 6; 1 Petr. 5, 5.

I denne Dal havde vor Herre forhen sit Landsted; han holdt meget af at være her og spadserede tit om paa disse Marker, da han fandt Luften behagelig. Desuden er man her fri for Livets Støj og Tummel. Hvor man ellers kommer hen, er der Uro og Forvirring, kun i Ydmygelsens Dal er det stille og fredeligt. Ingen uden den, som elsker Pilgrimslivet, betræder denne Dal. Og var Kristen end saa uheldig at møde Apollyon her og maatte bestaa en haard Kamp med ham, saa kan jeg fortælle eder, at man i fordums Tider har truffet Engle (Hos. 12, 5.), og fundet Perler og Livets rene Ord her.

Idet de nu vandrede frem, sagde Samuel til Behlertet: »Jeg hører, at det var her i denne Dal, Kampen stod mellem Far og Apollyon, men hvor mon det var? For Dalen er meget stor, ser jeg.«

Behjertet. Der henne i en smal Gennemgang, paa den anden Side af Glemselsgrønt, var det at din Fader kæmpede med Apollyon. Og det er ogsaa det aller farligste Sted i hele Egnen ; for bliver Pilgrimmene nogen Sinde angrebne, sker det netop paa dette Sted, naar de glemmer det gode, de har modtaget.

Da sagde Barmhjertig: .»Jeg synes, at jeg i denne Dal befinder mig ligesaa vel, som jeg har gjort noget andet Sted paa hele Rejsen; Stedet passer fortrinligt for mit Sind. Jeg holder af at være paa saadanne Steder, hvor man ikke hører Hestetrampen og Raslen af Vogne. Her kan man uforstyrret tænke over, hvad man er, hvor man er kommen fra, hvad man har gjort, og hvad man er kaldet til af Herren. Her skulde man tro, at Hjertet maatte smelte og opløses af Vemod ved hellige Betragtninger, indtil Øjnene flød over, ligesom »Fiskedammene i Hesbon,« Højs. 7, 4.

Behjertet. Det er sandt, jeg har mange Gange vandret gennem denne Dal og aldrig befundet mig bedre end netop her. Jeg har ogsaa været Fører for flere Pilgrimme, og de har sagt det samme.

Nu var de komne til det Sted, hvor den før omtalte haarde Kamp havde staaet, og Føreren sagde til Kristinde, Børnene og Barmhjertig: »Her er Stedet, paa denne Plet stod Kristen og derfra kom Apollyon mod ham. Og se —sagde jeg det ikke nok — paa disse Stene kan endnu ses Spor af din Mands Blod; se ogsaa, hvor der hist og her ligger Splinter af Apollyons itubrudte Pile; se bare, hvorledes de under Kampen har stampet i Jorden med deres Fødder for at holde Stand mod hinanden, og hvorledes de med deres Fejlslag endogsaa har kløvet Stenene. Sandelig, Kristen har her vist sig som en Mand, Herkules selv, om han havde været her, kunde ikke have kæmpet bedre. Efter at Apollyon var slaaet, flygtede han til den nærmest liggende Dal, som kaldtes Dødens Skygge Dal, hvorhen vi snart vil komme. Men se, der henne staar et Mindesmærke, paa hvilket Beretningen om denne Kamp og Kristens Sejer er bleven indgraveret til hans Ære og Berømmelse gennem alle Tider.«

Da de var komne forbi dette Sted, havde de naaet Grænserne af Dødens Skygge Dal. Denne Dal var længere end den anden og opfyldt, paa den forunderligste Maade af alt, hvad der var hæsligt og ondt; men da det var højlys Dag, og de havde Behjertet til Fører, kom disse Kvinder og Børn bedre der igennem end mange andre.

Inde i Dalen syntes de at høre en klagende Stønnen, som fra Mennesker i Dødskamp. De mente ogsaa at høre jamrende Skrig, ligesom udpressede ved den voldsomste Pine. Dette fik Drengene til at skælve, ogsaa Kvinderne saa blege og forskrækkede ud; men deres Fører bad dem være ved godt Mod. De fortsatte altsaa deres Vej, og da de var kommet lidt videre, syntes de, at Jorden rystede under dem, som om den var undergravet; de hørte ogsaa Hvislen som af Slanger, men endnu kom der intet til Syne. Da sagde Drengene: »Er vi ikke snart ved Enden af dette rædsomme Sted?« Men Føreren bad dem om ikke at frygte og formanede dem til at se sig godt for, for at de ikke skulde hildes i en eller anden Snare.

Nu begyndte Jakob at føle sig syg, men Grunden dertil var formodentlig Frygt. Hans Moder gav ham da et Glas af den Essens, hun havde faaet hos Fortolkeren, og tre af de Piller, som Hr. Dygtig havde lavet, og Drengen begyndte at komme sig igen. Saaledes drog de videre, indtil de var naaet omtrent til Midten af Dalen, da Kristinde pludselig udbrød: »Derhenne syntes jeg at se noget paa Vejen lige for os, en Ting, hvis Lige jeg aldrig før har set.« Da spurgte Josef : »Moder, hvad er det for noget?« — »En rædselsfuld Ting, mit Barn,« sagde hun. — »Men Moder, hvordan ser det da ud ?« spurgte han atter. — »Det kan jeg ikke sige,« svarede hun. — Nu var det ikke langt borte. Da sagde hun: »Det er lige ved os.«

»Lad dem, som er mest bange, holde sig nær til mig,« sagde Behjertet. Imidlertid nærmede Fjenden sig, og Føreren gik ham i Møde; men just som de mødtes, forsvandt han for alles Øjne. Da erindrede Pilgrimmene, hvad der staar skrevet : »Modstaa Djævelen, saa skal han fly fra eder.« Jak. 4, 7.

Med lettere Hjerte fortsatte de nu deres Vej men de var ikke kommet langt, førend Barmhjertig fik Øje paa noget, som hun syntes lignede en Løve, der kom travende efter dem med lange Skridt og brølede med hul Stemme, og ved hvert Brøl, hørtes Genlyd i Dalen, hvilket bragte alles Hjerter til at bæve, undtagen Førerens. Behjertet traadte tilbage og lod Pilgrimmene, gaa foran. Løven havde imidlertid naaet dem, og Behjertet belavede sig paa Kamp. Men da Løven mærkede, at man var bestemt paa at gøre Modstand, trak den sig tilbage og kom ikke nærmere.

Med Behjertet i Spidsen gik de nu videre, til de kom til et Sted, hvor en dyb Grav strakte sig over hele Vejens Bredde, og før de kunde træffe Anstalter til at komme over, blev de overfaldet af en tyk Taage og et uigennemtrængeligt Mørke, saa at de ikke kunde se en Haandsbred for sig. Da raabte Pilgrimmene: »Ak! hvad skal vi nu gøre?« Men deres Fører svarede: »Vær ikke bange, men staa ganske stille og se, hvad Ende det vil tage.« De syntes nu tydeligere at høre Fjendernes Bulder og Skrig; ogsaa Ilden og Røgen, som steg op fra Hulen, kunde skelnes tydeligere. Da sagde Kristinde til Barmhjertig: »Nu ser jeg, hvad min stakkels Mand har maattet udstaa, jeg har hørt meget om dette Sted, men har aldrig været her før. Stakkels Kristen, han gik her ganske alene om Natten; ja, han havde Nat næsten hele Vejen og var idelig omringet af Fjender, som gerne vilde have revet ham i Stykker. Mange har talt om Dødens Skygge Dal, men ingen ved, hvad den har at betyde, før han selv kommer der. Et Hjerte kender sin Sjæls Bitterhed, og en Fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde, Ordspr. 14, 10. At være her er frygteligt.«

Nu raabte de og bad til Gud, og han sendte dem Lys og Befrielse, thi der var ikke længer nogen Hindring i Vejen, ikke en Gang der, hvor Graven nogle Øjeblikke før havde standset dem. Dog var de endnu ikke kommet gennem Dalen; de gik derfor videre og blev i højeste Grad besværede af en hæslig Stank. Da sagde Barmhjertig til Kristinde: »Hvor ganske anderledes er det ikke at være her end ved Porten eller hos Fortolkeren eller i Huset, hvor vi sidst hvilede.«

»Aa,« sagde en af Drengene, »det er da ikke saa slemt at gaa her igennem, som at blive her for bestandig ; jeg tror, at vi maa drage denne Vej til vor tilkommende Bolig, for at Hjemmet der skal blive desto lifligere for os.«

»Godt sagt,« udbrød Føreren, »du har talt som en Mand.« — »Og kommer jeg nogen Sinde herfra,« sagde Drengen, »saa tror jeg, at jeg bedre vil forstaa at sætte Pris paa Lys og god Vej, end jeg nogen Sinde før har gjort i mit Liv.«

De gik videre, og Josef spurgte : »Kan vi endnu ikke se Enden af Dalen?« Men Føreren sagde: »Se jer endelig godt for, thi vi er straks midt imellem Snarerne.« Nu fik de Øje paa en Mand, som var kastet ned i en Grav til venstre, og hans Krop var frygtelig sønderrevet. Da sagde Føreren: »Dette er en Mand ved Navn Uagtsom, som gik denne Vej ; han har allerede ligget der længe. En anden ved Navn Vær forsigtig var i Følge med ham, men han undslap. I kan ikke tænke jer, hvor mange der omkommer her, og dog er Menneskene saa taabelige og dumdristige, at de vover sig ud paa Pilgrimsvandring uden nogen Fører. Stakkels Kristen! Et Under var det sandelig, at han slap igennem ; men han var elsket af Gud og havde ogsaa selv et godt Hjerte, ellers vilde det aldrig være lykkedes for ham.«

Nu nærmede de sig Enden af Vejen, og netop der, hvor Kristen havde set en Hule, traadte en Kæmpe, ved Navn Hammer, pludselig frem. Denne Hammer havde for Skik at gøre unge Pilgrimme ør i Hovedet ved alle Slags Spidsfindigheder, og nu raabte han til Behjertet og sagde: »Hvor ofte er det ikke blevet dig forbudt at gøre disse Ting?« Da sagde Behjertet: »Hvilke Ting ?« — »Du spørger,« udbrød Kæmpen, »du ved meget godt, hvad jeg mener; men jeg skal snart gøre Ende paa denne Forretning.« — »Men,« mente Behjertet, »før vi begynder at kæmpe, burde vii al Fald vide, hvorfor vi skal slaas.« Medens dette gik for sig, stod Kvinderne og Børnene skælvende hos og vidste ikke, hvad de skulde gøre. »Du plyndrer Landet,« fnyste Kæmpen, »og det endogsaa paa den skændigste Maade.« — »Dette er kun Beskyldninger i al Almindelighed,« sagde Behjertet, »kom frem med en bestemt Klage.«

Da sagde Kæmpen: »Du driver en Menneskeraners Haandtering; du samler Kvinder og Børn for at føre dem bort til et fremmed Land i den Hensigt at svække min Herres Rige. Men nu svarede Behjertet: »Jeg er en af den himmelske Guds Tjenere, og det er min Opgave at bringe Syndere til Anger; jeg er befalet at gøre mit yderste »for at omvende Mænd, Kvinder og Børn fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud,« og naar dette er den sande Grund til, at du ypper Strid, saa lad os kæmpe jo før jo hellere.«

Nu rykkede Kæmpen frem, og Behjertet gik mod ham, idet han drog sit Sværd, men Kæmpen havde en Knippel, og uden at spilde Ord styrtede de sig mod hinanden. Kæmpens første Slag var saa frygteligt, at Behjertet sank i Knæ, og Kvinderne og Børnene skreg højt,, men Behjertet var snart paa Benene igen og saarede Kæmpen i Armen. Saaledes kæmpede de en hel Time og med saadan Heftighed, at Kæmpens Aande trængte frem af hans Næsebor, som Dampen fra en kogende Kedel.

Derpaa satte de sig ned for at hvile, og Behjertet tog sin Tilflugt til Bøn. Kvinderne og Børnene gjorde ikke andet end sukke og bede, saa længe Kampen varede.

Da de Kæmpende havde hvilet sig lidt og pustet ud, gik de atter løs paa hinanden, og Behjertet slog Kæmpen til Jorden med et eneste vældigt Slag. Denne raabte: »Nej vent, til jeg kommer op igen !« og Behjertet gav ham paa ridderlig Maade Tid dertil. Derpaa fornyedes Kampen, og det var ikke langt fra, at Kæmpen havde knust Behjertet Hjerneskal med sin Knippel. Men ved at se Faren i Tide, styrtede Behjertet med Raseri ind paa sin Modstander og rendte ham Sværdet gennem Livet under det femte Ribben. Da veg Kraften fra Kæmpen, saa han ikke længere formaaede at svinge sin Knippel, og i det samme gav Behjertet ham endnu et Hug, som skilte Hovedet fra Kroppen. Da var der Glæde hos Kvinderne og Børnene; ogsaa Behjertet priste Gud, som havde givet ham saa stor en Sejer.

Nu saa jeg, at de gik hen til den Høj, som var opkastet et Stykke længere borte for at give Pilgrimme en Udsigt over Egnen; og da de var kommet op paa Toppen, satte de sig ned for at hvile. Her spiste og drak de og hengav sig til Glæden over, at de var blevne befriede fra en saa farlig Fjende. Medens de nu saaledes sad og spiste, spurgte Kristinde Føreren, om han ikke havde faaet nogen Skade i Kampen. Da sagde Behjertet: »Ikke andet end et ubetydeligt Saar, men det er saa langt fra at være til Skade, tvertimod tjener det som Bevis paa den Kærlighed, jeg nærer til min Herre, og vil ved Guds Naade blive et Middel, hvorved min Belønning til sidst vil forhøjes.« 2 Kor. 14.

Kristinde. Men var du slet ikke bange, da du saa ham træde frem med sin Knippel?

Behjertet. Det er min Pligt at have Mistro til min egen Kraft, at jeg desto mere kan forlade mig paa ham, som er stærkere end alle.

De stod nu op og gik videre.

Et Stykke længere fremme, stod der en Eg, og da de var kommet hen til den, fandt de en gammel Pilgrim i dyb Søvn liggende udstrakt under den. At han var Pilgrim, kunde de se paa hans Klæder, Stav og Bælte.

Behjertet vækkede ham, og den gamle raabte, idet han slog Øjnene op : »Hvad er nu paa Færde ? Hvad er I for Folk ? og hvad vil I?"

Behjertet. Kom, Mand, du behøver ikke at blive saa heftig, det er Venner, du ser for dig.

Men den Gamle for hastigt op, satte sig til Modværge og vilde vide, hvem de var.

"Mit Navn er Behjertet,« sagde denne, »jeg er Fører for disse Pilgrimme, som er paa Rejse til den himmelske Stad.«

Derpaa sagde Ærlig: »Jeg beder om Forladelse; jeg troede, I hørte til dem, som for kort Tid siden frastjal Svagtro hans Penge, men nu kan jeg forstaa, at I er ærlige Folk.«

Behjertet. Men hvad vilde eller kunde du have gjort for at redde dig, hvis vi virkelig havde hørt til den Bande?

Ærlig. Kæmpet naturligvis, saa længe der fandtes en Blodsdraabe i mig; og havde jeg gjort det, saa er jeg vis paa, at ingen skulde have faaet mig til at bukke under ; for en Kristen kan ikke overvindes, med mindre han selv overgiver sig.

Behjertet. Det var godt sagt; deraf kan jeg høre, at du er en af den rette Slags, thi du siger Sandheden.

Ærlig. Og af dine Ord hører jeg ogsaa at du kender til, hvad den sande Pilgrimsvandring er ; for de fleste er af den Mening, at ingen er lettere at overvinde, end netop vi.

Behjertet. Siden vi nu er truffet sammen her, maa jeg vel have Lov at spørge om dit Navn og om Navnet paa det Sted, hvorfra du kommer.

Ærlig. Mit Navn kan jeg ikke sige eder; men jeg kommer fra Byen Sløvhed, som ligger omtrent fire Mil fra Fordærvelsens Stad.

Behjertet. Ja saa, kommer du derfra, saa tror jeg halvt om halvt at jeg kender dig; ikke sandt, dit Navn er gamle Ærlig?

Den Gamle blev lidt undselig og sagde: »Ikke Ærlighed i den almindelige Betydning, men Ærlig er mit Navn, og jeg vilde ønske, at min Karakter maatte stemme overens med mit Navn. Men sig mig, kære Herre, hvordan kunde du gætte, hvem jeg var, naar du ikke vidste andet om mig, end at jeg kom fra denne Stad?

Behjertet. Jeg har tidligere hørt Tale om dig gennem min Herre, for alt, hvad der sker paa Jorden, er han vidende om; men jeg har ofte undret mig over, at nogen skulde komme fra eders Stad; for det staar værre til med den, end med selve Fordærvelsens Stad.

Ærlig. Ja, vi bor længere mod Nord, og er derfor mere kolde og ufølsomme; men selv om et Menneske var inde i et Isbjerg, maatte hans frosne Hjerte dog tø op, hvis Retfærdighedens Sol gik op over ham, og sadledes har det været med mig.

Behjertet. jeg tror det, lader Ærlig, jeg tror det, for jeg ved, du siger ikke andet end hvad der er sandt.

Derpaa hilste den Gamle alle Pilgrimmene med et helligt Kærlighedskys og spurgte om deres Navne, og om hvorledes det var gaaet dem paa deres Vandring.

Da sagde Kristinde: Mit Navn Mormoder jeg, at du har hørt den gode Kristen var min Mand og disse er hans fire Børn.« — Man kan ikke forestille sig, hvor glad den Gamle blev, da hun fortalte ham, hvem hun var; han hoppede og sprang af Glæde og velsignede dem med Tusind gode Ønsker, og sagde:

»Jeg har hørt megen Tale om din Mand, om hans Rejse og om de Kampe, han i sin Tid maatte udstaa. Til din Trøst være det sagt, at hans Navn er i hver Mands Mund i disse Egne; hans Tro, hans Mod, hans Udholdenhed og hans Oprigtighed har gjort ham berømt.«

Derpaa henvendte han sig til Drengene, lod dem nævne deres Navne og sagde : »Du, Matthæus, bliv Tolderen lig, ikke i Lasten men i Dyden, Matth. 10, 3. Du, Samuel, bliv Profeten Samuel lig, en Troens og Bønnens Mand, Sal. 99, 6. Josef, bliv du lig Josef i Potifars Hus, kysk og stærk i Fristelsen, 1 Moseb. 39. Og du, Jakob, bliv lig Jakob den retfærdige, og lig Jakob, vor Herres Broder,« Ap, Gj. 1, 14.

De fortalte ham derpaa om Barmhjertig, hvorledes hun havde forladt sin Fødeby og sine Slægtninge, for at følge med Kristinde og hendes Sønner, hvorpaa den Gamle sagde : »Barmhjertig er dit Navn, ved Barmhjertighed skal du understøttes og føres gennem alle de Møjsommeligheder, du vil møde paa din vej. indtil du endelig kommer derhen, hvor du Ansigt til Ansigt vil skue al Barmhjertigheds Kilde med Glæde og Trøst.«

Medens de fortsatte deres Rejse, spurgte Behjertet den gamle Mand, om han ikke kendte en vis Frygtagtig fra hans Kant af Landet, som skulde være draget paa Pilgrimsvandring.

Ærlig. Jo, meget godt. Det var et Menneske, hos hvem det gode havde slaaet dybe Rødder, men en mere urolig Pilgrim har jeg ikke truffet paa i hele mit Liv.

Behjertet. Jeg mærker, du kender ham, for du har skildret ham ganske rigtigt.

Ærlig. Om jeg kender ham! jeg var jo en af hans bedste Venner og fulgte ham et godt Stykke paa Vej; jeg var netop hos ham, da han først begyndte at tænke paa, hvad der vil blive af os efter dette Liv.

Behjertet. Og jeg var hans Fører fra min Herres Hus lige til den himmelske Stads Porte.

Ærlig. Du kender altsaa til, hvor urolig han kunde være.

Behjertet. Det tør jeg nok sige jeg gør, men Mænd i mit Kald maa ofte ledsage saadanne Pilgrimme som han.

Ærlig. Aa, Kære, fortæl os endelig lidt om ham, og hvorledes han teede sig under din Ledsagelse.

Behjertet. Gerne. Han frygtede altid for, at han ikke vilde naa sine Længslers Maal. Alt, hvad han hørte, forskrækkede ham, hvis det tydede den mindste Smule paa Vanskelighed og Modstand. Jeg hørte, hvorledes han en hel Maaned jamrede sig ved Forsagthedens Sump, før han vovede at gaa over, skønt han saa flere andre gøre det, hvoraf mange endog tilbød ham deres Hjælp. Men han vilde lige saa lidt gaa tilbage igen. »Den himmelske Stad!« raabte han, »naar jeg ikke derhen, saa maa jeg dø.« Og dog blev han forsagt ved enhver ny Vanskelighed og snublede over hvert Halmstraa, som blev kastet i Vejen for ham. Efter at han, som sagt, havde ligget længe ved Forsagthedens Sump, gjorde han en Morgen — hvordan det gik til, ved jeg ikke -- et Forsøg paa at komme over, og det lykkedes ham; men da han var kommen over, kunde han selv næppe tro det. Jeg tror sandelig, at han havde en Forsagthedens Sump i sin Sjæl, en Sump, som han førte med sig overalt, ellers kunde han umulig have været som han var. Saa kom han til Porten, I ved hvilken jeg mener: den, som staar ved Begyndelsen af Vejen. Ogsaa der stod han i lang Tid, før han turde vove at banke paa. Da Porten endelig blev aabnet, trak han sig tilbage og gjorde Plads for andre, idet han sagde, at han ikke var værdig til at gaa ind, saa at han, skønt han var blandt de aller første, som ankom til Porten, alligevel var blandt de sidste, som kom ind. Der stod den stakkels Mand, skælvende og forsagt, saa det maatte gøre en ondt i Hjertet at se ham. Gaa tilbage vilde han dog ikke. Endelig greb han i Dørhammeren, som hang ved Porten, og bankede et Par Gange paa ganske sagte, der blev da lukket op for ham, men han trak sig tilbage som før. Den, som havde aabnet Porten, gik nu ud efter ham og sagde: »Hvad begærer du, skælvende Menneske?« Da faldt Frygtagtig til Jorden; men den, som havde talt til ham undrede sig over at se ham saa forsagt og sagde opmuntrende : »Fred være med dig; staa op, thi jeg har aabnet Porten for dig. Kom ind, du er velsignet af Herren.« Da stod han op og gik skælvende ind ; og da han var kommen ind, skammede han sig for at vise sit Ansigt. Efter at han havde opholdt sig der nogen Tid og var bleven beværtet paa den Maade, som I kender, bad man ham fortsætte sin Rejse, og der blev ogsaa sagt ham, hvilken Vej han skulde drage. Saa kom han da til vort Hus ; men som han havde opført sig ved Porten, saaledes opførte han sig ogsaa her ved min Herres, Fortolkerens Dør. Han laa længe udenfor i Kulden, før han turde vove at banke paa; dog vilde han ikke gaa tilbage, og Nætterne var paa den Tid lange og kolde. Omsider, da jeg tilfældigvis saa ud af Vinduet og fik Øje paa en, som vandrede frem og tilbage, gik jeg ud til ham og spurgte, hvem han var. Da stod Stakkelen med Taarer i Øjnene, og jeg mærkede straks, hvad der fattedes ham. Jeg gik derfor ind i Huset igen og fortalte det, hvorpaa vi meldte Sagen for vor Herre. Denne sendte mig straks ud igen for at bede ham komme ind; men I kan tro han gjorde mig ikke Arbejdet let. Endelig lod han sig dog bevæge til at gaa ind, og jeg maa sige, at min Herre viste ham en vidunderlig Kærlighed. Derpaa fremviste han sit Brev, og min Herre sagde, efter at have læst det, at hans Begæring om en Ledsager skulde blive ham tilstaaet. Efter at han nu havde været der en Tid, syntes han at faa lidt Mod og at føle sig nogenlunde vel, for I maa vide, at min Herre er meget øm og kærlig, især mod dem, som er frygtsomme og forsagte. Da han nu havde set alt det mærkværdige og nyttige i Huset, drog vi af Sted.

Da vi kom til det Sted, hvor de tre Misdædere blev hængte, sagde han, at han frygtede for, at dette ogsaa vilde blive hans Endeligt; men da han saa Korset og Graven, syntes han igen at blive opmuntret. Der ønskede han at dvæle en Stund, og en Tid lang var han mere glad om Hjertet. Da vi kom til Bjerget Besværlighed, gruede han ikke for det, og heller ikke viste han synderlig Frygt for Løverne; thi det var ikke saadanne Ting, som voldte ham Bekymring, men hans Uvished om, hvorvidt han ved Rejsens Ende vilde blive antagen eller ej.

Jeg fik ham ind i Huset Skønhed og gjorde ham bekendt med Husets Jomfruer; men han var altfor undselig til at omgaas dem ret meget. Han bad om at maatte være alene; dog holdt han meget af at høre paa opbyggelige Samtaler, og stod ofte bag Døren for at lytte dertil. Han fortalte mig ogsaa senere, at han syntes godt om at være i de to Huse, hvor han sidst havde opholdt sig, nemlig det ved Porten og Fortolkerens Hus, men at han ikke turde driste sig til at bede om at maatte blive der længere.

Da vi drog fra Huset Skønhed ned ad Bjerget til Ydmygelsens Dal, gik han saa støt, som jeg nogen Sinde i mit Liv har set nogen gaa, for han agtede ikke paa, hvor ussel og ringe han var, naar han bare til sidst blev salig. Ja, jeg tror virkelig der maa have været en Slags Sympati mellem denne Dal og ham; thi paa hele Vandringen saa jeg ham aldrig bedre til Mode end netop her i Dalen.

Men da vi var komne til indgangen af Dødens Skygge Dal, tænkte jeg, det var ude med min Mand, ikke fordi han viste nogen Tilbøjelighed til at vende om igen, for den Tanke afskyede han fremdeles, men han var nær ved at dø af Frygt. Spøgelserne vil tage mig! skreg han, og det var ikke muligt at bringe ham bort fra de Tanker. Han gjorde en saadan Larm, at havde de hørt ham, vilde det have været dem Opmuntring nok til at overfalde os. Men jeg lagde Mærke til, at denne Dal var saa rolig, som den nogen Sinde har været baade før og siden, da han gik gennem den, saa jeg tror bestemt, at de fjendtlige Aander havde faaet en udtrykkelig Befaling fra vor Herre til at holde sig rolige, indtil Frygtagtig var dragen gennem den.

At fortælle eder alt vilde være for trættende; vi vil derfor kun berøre et Par Træk. Da vi ankom til Forfængelighedens Marked, troede jeg, at han vilde have kæmpet med hele Markedsfolket; jeg frygtede for, at vi skulde faa vore Pander knuste, saa heftigt ivrede han mod deres Daarskaber. I det fortryllede Land var han meget aarvaagen; men da han kom til Floden, hvor der ingen Bro gaar over, blev han atter mistrøstig. Nu synker jeg for evig og vil aldrig med salig Glæde komme til at skue det Aasyn, jeg har vandret saa mange Mil for at se. Og her fik jeg atter noget ganske mærkeligt at se. Vandet i Floden var den Gang lavere, end jeg nogen Sinde, før havde set det. Saa kom han da endelig over uden at blive noget vand. Da han derpaa begyndte at stige op ad Bjerget til Porten sagde jeg Farvel til ham ønskede ham en god Modtagelse. »Ja,« sagde han, »den er jeg nu vis paa at faa.« Derpaa skiltes vi, og jeg saa ham ikke mere.

Ærlig. Det lader altsaa til, at det gik ham godt til sidst?

Behjertet. Ja, jeg har heller aldrig noget Øjeblik tvivlet derom; for det var en Mand, hvis Aand viste en usædvanlig Higen efter det himmelske.

Ærlig. Men hvad kunde vel være Grunden til, at en saa god Mand maatte vandre hele sit Liv gennem i Mørke ?

Behjertet. Der er flere Grunde dertil: en af dem er den, at den alvise Gud vilde have det saaledes; nogle maa fløjte og andre maa græde, Matth. 11, 16. 17. Nu hørte Frygtagtig netop til dem, hvis Toner er sørgeligere end al anden Musik. Og jeg sætter sandelig ikke den Bekendelse højt, som ikke begynder med en sønderknust Aand.

Ærlig. Paa Iver manglede det ham ikke, det er let at skønne af eders Fortælling; Vanskeligheder, Løver og Forfængelighedens Marked frygtede han slet ikke. Det var Synden, Døden og Helvede, som indjog ham Skræk, fordi han nærede Tvivl om, hvorvidt han vilde blive modtagen i det himmelske Land.

Behjertet. Ganske rigtig, det var hans Plageaander, og de havde Magt over ham, som du meget rigtigt har bemærket.

Kristinde. Denne Fortælling om Frygtagtig har trøstet mig. Jeg var af den Mening, at min Sindstilstand var forskellig fra alle andre Menneskers, men nu mærker jeg, at den i mange Henseender stemmer overens med denne brave Mands. Kun i to Punkter afviger de fra hinanden: hans Angst og Bedrøvelse var saa stor, at den brød ud, medens jeg derimod bar paa min, hans trykkede saa tungt paa ham, at han ikke en Gang vovede at banke paa ved Pilgrimsherbergerne, medens min store Angst netop drev mig til at banke desto stærkere.

Barmhjertig. Skulde jeg ligeledes give mit Hjertes Følelser til Kende, saa maatte jeg sige, at noget af det, som pinte ham, ogsaa bor i mig; thi min Frygt for Afgrunden og for at tabe Paradiset har altid været større end Frygten for noget andet. O, tænkte jeg, gid jeg bare kunde faa Bolig der, da vilde jeg prise mig lykkelig, om jeg saa skulde miste hele Verden derved.

Matthæus. Det var ogsaa Frygten, som fik mig til at tro, at jeg manglede det, som er nødvendigt for Saligheden; men naar det gik saa godt med denne gode Mand, hvorfor skulde det da ikke ogsaa kunne gaa godt med mig ?

Jakob. Uden Frygt, ingen Naade ! Selv om Naaden ikke altid er der, hvor der er Frygt for Helvede, saa kan der dog sikkert ingen Naade være der, hvor der ikke findes Frygt for Gud.

Behjertet. Godt sagt, Jakob, du har truffet det rette ; thi Herrens Frygt er Begyndelsen til Kundskab, og for dem, som mangler Begyndelsen, er der visselig heller ikke hverken Midte eller Ende.

Nu saa jeg, at de fremdeles vedblev at tale sammen, thi efter at Behjertet havde endt sin Fortælling om Frygtagtig, begyndte gamle Ærlig at fortælle om en anden ved Navn Selvraadig. Han gav sig rigtignok ud for at være Pilgrim.« sagde fortælleren, »men jeg er vis paa, at han aldrig er kommen ind igennem Porten, som staar ved Begyndelsen af Vejen.«

Behjertet. Har du maaske talt med ham derom ?

Ærlig. Ja, mere end én Gang, men han var altid sig selv lig — selvraadig. Han brød sig hverken om Mennesker eller Grunde eller Eksempler; hvad han havde Lyst til at gøre, det gjorde han, og til at gøre andet, kunde man ikke formaa ham.

Behjertet. Men sig mig da, hvilke Grundsætninger havde han ? thi det ved du vel Besked om ? Han holdt paa, at man kunde efterfølge Pilgrimmenes Fejltrin saa vel som deres Dyder, og at han kunde gøre sikker Regning paa at blive salig, om han gjorde begge Dele.

Behjertet. Men hvilke Grunde havde han da at støtte sig til ?

Ærlig. Aa, han sagde, at han havde Medhold i den hellige Skrift.

Behjertet. Lad os høre nogle af de Eksempler, han anførte.

Ærlig. Han sagde, at David havde haft Omgang med andre Mænds Hustruer, og derfor kunde han ogsaa have det. Han sagde, at Salomon havde haft mere end én Hustru, og det samme var følgelig ogsaa ham tilladt. Han sagde, at Sara og Ægyptens gudelige Jordemødre ligesom ogsaa Rahab gjorde sig skyldige i Løgn, og derfor kunde han ogsaa gøre det. Han sagde, at Disciplene gik paa deres Herre Befaling hen og fratog Ejermanden hans Æsel, og det samme kunde han gøre. Han sagde, at Jakob havde faaet Arveretten af sin Fader ved List og Bedrageri, og derfor var det ogsaa ham tilladt at handle saaledes.

Behjertet. Men er du vis paa, at det virkelig var hans Mening?

Ærlig. Jeg har jo hørt ham forsvare den ved at anføre Skriftsteder og Bevisgrunde.

Behjertet. Det er en Anskuelse, som aldrig i Verden kan være rigtig.

Ærlig. Du maa ikke misforstaa mig; han sagde ikke, at det var enhver tilladt at gøre dette, men at den, som udøvede de samme Dyder, som de, der havde gjort dette, ham var det ogsaa tilladt at handle lige saadan.

Behjertet. Noget mere falsk end en saadan Slutning gives der sandelig ikke; thi dette er jo det samme, som om man vilde paastaa, at fordi gode Mennesker førhen har syndet af Svaghed, saa skulde det være dem tilladt at synde med velberaad nu; eller fordi et Barn ved et Vindstød eller ved at snuble mod en Sten falder omkuld og bliver tilsølet af Skarn, skulde det have Lov til at lægge sig ned og vælte sig deri som en So. Hvem skulde have troet, at nogen kunde være saa aldeles forblindet af Lystens Magt. Men det maa være sandt, hvad der staar skrevet: »De støder an, idet de ikke tror Ordet, hvortil de og var bestemte,« 1 Petr. 2, 8. Hvad kunde han da anføre til sit Forsvar?

Ærlig. Han sagde, at det syntes ham at være langt ærligere at handle saaledes af Overbevisning, end at gøre det, naar man i Hjerte og Samvittighed vidste, det var forkert.

Behjertet. Et meget ugudeligt Svar; thi skønt det er højst fordømmeligt at give sine Lyster frie Tøjler mod sin indre Overbevisning, saa er det dog langt værre at synde med fuldt Overlæg, og da hævde sin Ret til at gøre det.

Ærlig. Der gives mange, som tænker ligesom han, men de kommer ikke ud med det, og dette er Grunden til, at Pilgrimsstanden er kommen i saadan Miskredit.

Behjertet. Det er sandt, og det er meget at beklage; men den, som frygter Himlens Konge, vil kunne overvinde alt.

Kristinde. Der gives mange besynderlige Meninger i Verden. Jeg kender en, som paastaar, at det er tidsnok at angre sine Synder, naar man skal dø.

Behjertet. Den Slags Mennesker kan sandelig ikke kaldes for kloge. Om den samme Mand skulde løbe tre Mil i en Uge for at frelse sit Liv, mon han da vilde opsætte Rejsen indtil den sidste Time i Ugen?

Ærlig. Det vilde han vist ikke, og dog handler de fleste af dem, som anser sig for Pilgrimme, i Virkeligheden saaledes. Jeg er en gammel Mand og har vandret længe paa denne Vej og har lagt Mærke til mangt og meget paa min lange Rejse.

Jeg har set Folk, som i Begyndelsen af deres Pilgrimsvandring ikke var meget lovende, og om hvem man skulde have troet, at de ikke kunde holde ud en eneste Dag, men som dog har vist sig som meget gode Pilgrimme.

Jeg har set andre, som ilede fremad med raske Skridt, men som efter kort Tids Forløb, løb lige saa hurtigt tilbage igen.

Jeg har truffet Mennesker, som i Begyndelsen sagde meget godt om Pilgrimslivet, men som efter kort Tids Forløb havde lige saa meget at indvende imod det.

Jeg har hørt Folk, som bestemt erklærede, da de først drog ud for at søge Paradiset, at der gaves et saadant Sted, og som siden, da de næsten var komne derhen, paastod, at der intet fandtes.

Jeg har hørt andre prale af, hvad de vilde gøre, hvis man modsatte sig dem, og som dog ved blind Allarm lod Troen, Plilgrimsvandringen og alt i Stikken.

Medens de saaledes fortsatte deres Vej, kom der en løbende mod dem og sagde: »Mine Herrer og I svage Kvinder, har I eders Liv kært, saa vend om, for der er Røvere foran eder.«

Da sagde Behjertet: »Det maa være de tre, som før anfaldt Svagtro. Men lad dem kun komme, vi skal nok vide at tage mod dem.«