Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Bjerget besværlighed

Saaledes vandrede de, til de naaede Foden af Bjerget Besværlighed, hvor deres trofaste Ven Behjertet igen tog Anledning til at fortælle dem, hvad der var hændt, da Kristen drog forbi. Han førte dem først hen til Kilden og sagde: »Se, dette er den Kilde, hvoraf Kristen drak, førend han besteg Bjerget ; den Gang var Vandet rent og klart, men nu er det blevet forplumret af dem, som ikke vil, at Pilgrimmene her skal slukke deres Tørst,« Ezech. 34, 18. 19.

»Hvor er det muligt, at nogen kan være saa skadefro!« mente Barmhjertig.

Men Føreren sagde: »Vandet vil dog kunne drikkes, naar I kommer det i et rent og godt Kar; for da vil alt Grums synke til Bunds, og Vandet ovenpaa vil blive klart.« Dette blev ogsaa Kristinde og hendes Følge nødsagede til at gøre; de kom Vandet i en Lerkrukke og lod det staa, indtil Snavset var sunket til Bunds.

Derefter viste Behjertet dem de to Biveje ved Foden af Bjerget, hvor Formalist og Hykler gik fortabt. »Disse,« sagde han, »er farlige Veje. Da Kristen gik forbi, omkom der to Mennesker her, og skønt disse Veje siden er blevet spærrede med Kæder, Stænger og Grave, gives der dog Folk, som hellere end at anstrenge sig ved at bestige Bjerget vover sig ind paa dem.«

Kriskinde. De Troløses Vej er haard,« Ordspr. 13, 15. Det er sandelig ikke godt at forstaa, hvorledes de kan komme ind paa disse Veje uden at brække Halsen.

Behjertet. De vil forsøge, ja, selv om Kongens Tjenere faar Øje paa dem og raaber til dem, at de er paa gal Vej og i største Fare for at omkomme, plejer de spottende at svare: »Det Ord, som du har talt til os i Herrens Navn, det vil vi ikke høre; men vi vil gøre efter det Ord, som er udgaaet af vor Mund, Jer. 44, 16. 17. Ja, om I vil se nøjere til, saa vil I finde, at hvor omhyggeligt disse Veje end er spærrede, ikke alene med Stænger, Grave og Kættinger, men ogsaa med et levende Hegn, saa lader de sig dog ikke afholde.

Kristinde. De er dovne og gider ikke umage sig; de krymper sig for den Anstrengelse, der skal til for at bestige et Bjerg. Saaledes er det gaaet i Opfyldelse paa dem, hvad der staar skrevet: »Den Lades Vej er som et Tjørnegærde,« Ordspr. 15, 19. Ja, de vil hellere gaa mellem Snarer end kravle op ad Bjerget.

Pilgrimmene drog nu videre og begyndte at bestige Bjerget; men før de naaed Toppen, blev Kristinde forpust og sagde: »jeg maa sige, at dette er et Bjerg, som kan gøre én stakaandet ; det er ikke saa underligt, at Folk, som elsker Magelighed mere end deres Sjæl, vælger en lettere Vej.«

Da sagde Barmhjertig: »Jeg maa hvile lidt,« ogsaa det mindste af Børnene begyndte nu at græde.

»Kom, kom,« sagde Behjertet, »sæt eder ikke ned her, lidt længere oppe staar Kongens Løvhytte. Og dermed tog han den lille Dreng ved Haanden og førte ham derop.

Da de var kommen til Løvhytten, skyndte alle sig at tage Sæde, thi de var udmattede, og badede i Sved. Barmhjertig sagde : »Hvor sød er ikke Hvilen for dem, som arbejder! Matth. 11, 28. Og hvor god er ikke Pilgrimmenes Fyrste, som har sørget for saadanne herlige Hvilesteder! Jeg har hørt meget om denne Løvhytte, men har aldrig set den før. Dog her maa vi vogte os for at sove ; for idet kom den stakkels Kristen dyrt at staa.«

»Kom,« sagde Kristinde, »lad os nyde lidt, medens vi sidder her og hviler os ud. Her har jeg et Stykke Granatæble, som Fortolkeren stak mig i Haanden, da vi forlod hans Hus; han gav mig ogsaa et Stykke Honningkage og en lille Flaske Vin.« — »Jeg kunde nok tænke, at han vilde give dig noget,« sagde Barmhjertig. »siden han kaldte dig til Side.« — »Ja,« sagde Kristinde, »men, som jeg sagde, da vi tiltraadte vor Rejse: du skal have Del i alt det gode, jeg har og faar, fordi du saa beredvillig blev min Selskabssøster.« Derpaa gav hun dem at spise, baade, Barmhjertig og Drengene. »Og du, Behjertet,« sagde Kristinde, »vil du ikke gøre os Selskab?« Men han svarede: »I er paa rejse, men jeg kommer snart hjem igen, denne Spise vil forfriske eder meget; jeg selv spiser daglig deraf.«

Da de nu havde spist og drukket og talt lidt sammen, sagde deres Fører til dem: »Det er allerede sent paa Dagen; lad os nu se at komme af Sted.« De rejste sig da alle for at gaa og drog af Sted med Børnene i Spidsen; men Kristinde glemte Flasken med den styrkende Drik og maatte sende en af sine Sønner tilbage efter den. »Det ser ud til, at man altid mister noget her,« mente Barmhjertig. »Her mistede Kristen sin Papirrulle, og her efterlader Kristinde sin Flaske, hvoraf kommer det, kære Herre?« Deres Fører svarede dem og sagde: »Aarsagen er Søvn eller Forglemmelse; nogle sover, naar de skal vaage, og andre glemmer, naar de skal erindre, og dette er den sande Grund til, at saa mange Pilgrimme mister Ting paa Hvilestæderne. Pilgrimmene maa vaage og stedse erindre, hvad der er blevet dem skænket til Glæde og Nydelse; men fordi de saa sjælden gør dette, ender deres Glæde ofte med Taarer, og deres Solskin med Skyer. Kristens Erfaring paa dette Sted tjener til Vidnesbyrd herom.«

Da de havde naaet det Sted, hvor Mistillid og Frygtsom kom Kristen i Møde, og vilde overtale ham til at gaa tilbage af Frygt for Løverne, saa de en Støtte ved Landevejen, og paa Støtten var en bred Plade anbragt med en Inskription paa Vers. Verset lød saaledes:

»Hvo, som paa denne Støtte ser, han vogte vel sit Hjerte for ej, som det gik andre her, at lide navnløs Smerte.«

Ordene neden under verset var: »Denne Støtte er oprejst til Advarsel for alle, som formedelst Frygtsomhed og Mistillid lader sig afskrække fra at gaa videre paa deres Vandring -, her blev Mistillids og Frygtsoms Tunger gennemborede med gloende Jern, fordi de søgte at hindre Kristen i hans Rejse.«

Da sagde Barmhjertig: »Dette ligner jo ganske det Skriftsprog : »Hvad giver dig, eller hvad gavner dig en svigefuld Tunge? Den er som den Vældiges skærpede Pile med Gløder af Enebærtræ,« Sal. 120, 3. 4.

De vandrede nu videre, indtil de fik Løverne i Sigte. Nu var Behjertet en stærk Mand, som ikke frygtede for en Løve; men da Børnene kom til det Sted, hvor Løverne lurede, var de glade ved at kunne smutte om bag de andre, thi de var bange for Løverne.

Idet de nu nærmede sig, drog Behjertet sit Sværd, for at bane Vej for Pilgrimmene, tiltrods for Løverne. Da viste der sig en, som lod til at ville ophidse Løverne mod Pilgrimmene, og han raabte til Behjertet: »Hvad fører eder hid?«

Dette Menneske hed Grum eller Blodmand, fordi han ihjelslog Pilgrimme, og han var af Kæmpeslægten.

Da sagde Pilgrimmenes Fører : »Disse Kvinder og Børn er paa Pilgrimsvandring; denne Vej maa de gaa, og gaa den skal de, til Trods for dine Løver.«

Grum. Dette er ikke deres Vej, og de skal ikke gaa paa den. Jeg er kommen for at standse dem, og vil derfor hidse Løverne paa jer.

Vejen var bleven meget lidt benyttet i den sidste Tid paa Grund af de frygtelige, Løver og denne Grums vilde frygtindjagende Optræden, og var derfor næsten helt tilvokset med Græs.

Da sagde Krislinde: Selv om Kongevejen i lang Tid har ligget ubenyttet hen, fordi de Rejsende er blevne nødte til at benytte krogede Stier, saa skal det ikke være saaledes nu, siden jeg jeg er kommen, nu er jeg staaet frem, en Moder i lsrael. Dom. 5, 6, 7.

Men Grum svor ved Løverne, at det skulde blive, som han havde sagt, og befalede Pilgrimmene straks at gaa tilbage, da han ikke vilde slippe dem forbi.

Deres Fører Behjertet trængte dog tappert ind paa Grum og stødte saa haardt til ham med sit Sværd, at han blev nødt til at trække sig tilbage.

»Vil du slaa mig ihjel paa min egen Grund?« skreg denne, idet han forsøgte at slippe Løverne løs.

Behjertet. Det er Kongens Vej, vi er paa, og du har uden nogen Ret stillet dine Løver paa den, men disse Kvinder og Børn skal dog, hvor svage de end er, blive paa Vejen til Trods for dig og dine Løver. Og i det samme gav han kæmpen et frygteligt Slag, saa han sank i Knæ. Dette Slag knuste ogsaa hans Hjelm, og ved det næste Slag huggede Behjertet en af hans Arme, hvorpaa Kæmpen gav et saa frygteligt Brøl fra sig, at Kvinderne blev forfærdede, men de var dog glade over at se ham ligge sprællende paa Jorden. Løverne var fastlænkede og kunde derfor af sig selv ikke gøre noget, hvorfor ogsaa Behjertet sagde til Pilgrimmene, saa snart gamle Grum havde udaandet: »Kom nu og følg med, Løverne kan ikke skade eder.« De gik videre, men Kvinderne skælvede, idet de gik forbi dem, ogsaa Børnene var nær ved at dø af Skræk; dog kom de alle lykkeligt forbi.

Nu fik de Portnerboligen i Sigte og naaede snart derhen, men skyndte sig saa meget mere, som de vidste, at det var livsfarligt at rejse her ved Nattetide. Saa snart de var komne til Døren, bankede Føreren paa, og Portneren raabte : »Hvem der ?« Men da Føreren havde sagt : »det er mig,« genkendte han Stemmen og skyndte sig ned ; thi Behjertet havde ofte ledsaget Pilgrimme dertil. Da Portneren var kommen til Døren, aabnede han den, men da han ikke saa andre end Føreren (Kvinderne kunde han nemlig ikke se, fordi de stod bagved Behjertet) sagde han: »Hvad godt,.Behjertet? Du kommer silde.« — »Jeg har bragt nogle Pilgrimme her hen, hvor de ifølge min Herres Befaling skulde faa herberge. Jeg havde været her før, hvis jeg ikke var kommen i Klammeri med den Kæmpe, som plejer at hidse Løverne paa Pilgrimme; men efter en haard Kamp er det lykkedes mig at gøre det af med ham, og jeg har nu bragt Pilgrimmene hertil i god Behold.«

Portneren. Vil du ikke komme ind og blive her Natten over?

Behjertet. Nej, jeg maa endnu i Nat vende hjem til min Herre.

Kristinde. O, kære Herre, du vil da vel ikke forlade os? Du har været os en god og trofast ven; du har kæmpet saa tappert for os, givet os saadanne faderlige Raad, at jeg aldrig vil kunne glemme din Godhed.

Da sagde Barmhjertig: »O, gid vi kunde have dig med os til vor Rejses Ende. Hvorledes skal vi stakkels Kvinder kunne gaa en saa møjsommelig og farefuld Vej, uden nogen Ven og Beskytter ?«

Behjertet. Jeg staar under min Herres Befaling; finder han for godt at beskikke mig til eders Fører hele Vejen igennem, da vil jeg med Glæde tjene eder. Men her har I straks i Begyndelsen begaaet en Fejl, for da han bad mig følge eder hertil, skulde I med det samme have bedt ham om, at jeg maatte faa Lov til at ledsage eder hele Vejen, og han vilde da sikkert have opfyldt eders Forlangende; men nu tør jeg ikke opholde mig længere, og lev derfor vel, gode Kristinde, Barmhjertig og I kære Børn.

Derpaa spurgte Portneren, Aarvaagen, Kristinde om hendes Fødeland og Slægt, hvortil hun svarede:. »Jeg er fra Fordærvelsens Stad og er Enke efter Kristen Pilgrim.« -- »Hvad siger du,« sagde Portneren, »var det din Mand?« —»Ja,« svarede hun, »og disse er hans Børn, men hun (pegende paa Barmhjertig) er en Veninde af mig.« Portneren ringede nu paa Klokken, som han ved saadanne Lejligheder plejede at gøre, hvorpaa en af Jomfruerne kom til Døren, hendes Navn var Ydmyg, og til hende sagde Portneren: »Gaa ind og meld, at Kristinde, Kristens Hustru, med sine Børn er kommet hertil paa Pilgrimsvandring.« Pigen skyndte sig ind og fortalte det. Og hvilken Jubel blev der da ikke, saa snart man fik det at vide.

Alle ilede til Døren, hvor Kristinde endnu stod, og nogle af de mest ansete blandt dem sagde til hende: »Kom ind, Kristinde, kom ind, du velsignede Kvinde, kom ind med alle dem, som er med dig.« Hun gik da ind, med sine Børn og Barmhjertig, og de blev vist ind i et meget stort Værelse, hvor man bad dem sidde ned. De fornemste i Huset blev hentede for at hilse Gæsterne velkommen; og da de havde indfundet sig og erfaret hvem de var, hilste de Pilgrimmene med et Kys og sagde: »Velkommen, I Guds Naades Værk, velkommen til os, eders trofaste Venner.«

Da det allerede var blevet silde, og Pilgrimmene baade var trætte efter Rejsen og afmægtige efter Synet af Kampen og de frygtelige Løver, bad de om snarest muligt at maatte, komme til Hvile. Men Husets Folk sagde: "I maa først forfriske eder med noget at spise.« Man havde nemlig tilberedt et Lam, 2 Mos. 12, 21-28; Joh. 1, 29; thi her var man altid belavet paa at modtage og beværte Gæster. Men da de nu var færdige med at spise og havde sunget en Salme, bad de paa ny om at maatte komme til Sengs. »Men lad os,« sagde Kristinde, »naar det staar os frit for at vælge, sove i det Kammer, som min Mand benyttede, da han var her.« Man førte dem derhen, og de laa alle i samme Værelse. Da de var kommet til Hvile, begyndte Kristinde og Barmhjertig en Samtale om det, der saa ganske opfyldte deres Hjerter.

Kristinde. Da min Mand begav sig paa Pilgrimsvandring, tænkte jeg mindst af alt paa, at jeg nogen Sinde skulde følge efter ham.

Barmhjertig. Og du tænkte ligesaa lidt paa, at du vilde komme til at ligge i hans Kammer og Seng.

Kristinde. Og endnu langt mindre nærede jeg Haab om nogen Sinde at skulle se hans, Ansigt, og i Forening med ham tilbede Herren og Kongen, men, nu tror jeg, at det vil ske.

Barmhjertig. Tys! Hører du ikke noget?

Kristinde. Jo, jeg tror virkelig det er Musik — Glædestoner fordi vi er her.

Barmhjertig. O, hvor underfuldt! Musik i Huset, Musik i Hjertet og Musik ogsaa i Himlen af Glæde over at vi er her! Saaledes talte de en Stund og sov derpaa ind.

Da de om Morgenen vaagnede, sagde Kristinde til Barmhjertig: »Hvorledes var det med dig i Nat? jeg syntes, du lo i Søvne, du har vel drømt ?«

Barmhjertig. Ja, det har jeg, og hvilken smuk Drøm! men var jeg da virkelig saa glad?

Kristinde. Ja, du lo hjerteligt; men kære, lad mig høre din Drøm.

Barmhjertig. Jeg drømte, at jeg sad ganske alene paa et ensomt Sted og jamrede mig over mit Hjertes Haardhed, og det forekom mig, at jeg ikke havde siddet der længe, før der samledes mange Om mig for at høre hvad jeg sagde. Da jeg vedblev at begræde mit Hjertes Haardhed, lo nogle af mig, medens andre skældte mig ud for en Daare, og nogle begyndte endog at puffe til mig. Men pludselig saa jeg en med Vinger komme ilende til mig gennem Luften. Han kom lige hen til mig og sagde: »Hvad fattes dig, Barmhjertig?« Da jeg nu fortalte ham min Sorg, sagde han: »Fred være med dig !« Han aftørrede mine Taarer med sit Klæde og klædte mig i Sølv og Guld. Han hængte en Kæde om min Hals og satte Ørenringe i mine Øren og en underskøn Krone paa mit Hoved, Ezech. 16, 8--13. Derpaa tog han mig ved Haanden, idet han sagde: »Barmhjertig, følg mig,« og steg saa opad, medens jeg fulgte ham, indtil vi kom til en gylden Port. Da bankede han paa, og efter at der var lukket op, gik han ind, og jeg fulgte ham lige hen til en Trone, hvorpaa der sad en Mand, som sagde til mig:

»Velkommen Datter!« Stedet var straalende og funklende som Stjernerne eller snarere som Solen; og jeg syntes at se din Mand der. Og i det samme vaagnede jeg af min Drøm. Men lo jeg da virkelig?

Kristinde. Ja vist lo du, og underligt var det heller ikke, da du saa, at du blev saa godt modtaget. For du vil vel ikke nægte, at det var en sjælden god Drøm; og da den første Del allerede er gaaet i Opfyldelse, saa slaar den anden Del vist heller ikke fejl. »Gud taler en Gang og anden Gang, men man agter ikke derpaa. I Drøm, i Syn om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk, naar de slumrer paa Seng,« Job 33, 14. 15. Naar Gud vil tale med os, saa er det ikke nødvendigt, at vi er vaagne han kan besøge os og lade sin Stemme høre, naar vi sover. Vort Hjerte er ofte vaagent, naar vi sover, og Gud kan tale til det saavel med Ord som med Tegn og Billeder, ligesaa godt, som om vi var vaagne.

Barmhjertig. Jeg er glad over min Drøm, for jeg har Haab om inden kort Tid at se den opfyldt, saa at jeg igen kan komme til at le.

Kristinde. Jeg tænker, at det er paa høje Tid at staa op og faa at vide, hvad vi skal tage os for.

Barmhjertig. Hvis de beder os om at blive en Stund, saa lad os med Taknemlighed modtage Tilbudet. Jeg ønsker gerne at opholde mig lidt her, for at jeg kan blive bedre kendt med disse unge Piger. Jeg synes at Klogskab, Gudsfrygt og Kærlighed har et overordentligt indtagende Udtryk af Venlighed og Beskedenhed.

Kristinde. Vi vil se, hvad de vil gøre.

Saa snart de havde klædt sig paa, gik de ned i Salen; der spurgte man dem, hvordan de havde sovet, og hvordan de befandt sig.

»Særdeles godt,« sagde Barmhjertig, »det var et af de bedste Nattekvarterer, jeg har haft i mit Liv.« Derpaa sagde Klogskab og Gudsfrygt: »Dersom I vil blive her en Stund og tage til Takke, skal I faa det bedste, Huset formaar. — »Ja, og det vil undes eder af ganske Hjerte,« tilføjede Kærlighed. Pilgrimmene samtykkede straks og blev godt og vel en Maaned, i hvilken Tid de og Husets Folk var hverandre til megen Glæde og Opbyggelse.

Da Klogskab gerne vilde vide, hvorledes Kristinde havde opdraget sine Børn, bad hun om Tilladelse til at overhøre dem, og efter at hun havde faaet Kristindes Samtykke, begyndte hun med den yngste, Jakob, og sagde til ham

»Kom, Jakob, kan du sige mig, hvem der har skabt dig ?«

Jakob. Gud Fader, Guds Søn og Gud den Helligaand.

Klogskab. Ret saa, min Dreng, og kan du sige mig, hvem der har frelst dig ? Jakob. Gud Fader, Guds Søn og Gud den Helligaand.

Klogskab. Du er en flink Dreng. Men hvorledes frelser Gud Fader dig?

Jakob. Ved sin Naade.

Klogskab. Hvorledes frelser Guds Søn dig? Jakob. Ved sin Retfærdighed, sin Død, sin Lidelse og sin Genopstandelse.

Klogskab. Og hvorledes frelser Gud den Helligaand dig?

Jakob. Ved sin Oplysning, sin Genfødelse og sin Opholdelse.

Derpaa sagde Klogskab til Kristinde: »Du har sandelig Ære af at have opdraget dine Børn saaledes. Det er vel overflødigt at fremsætte disse Spørgsmaal for de andre, siden den yngste saa godt kan besvare dem. Jeg vil derfor fortsætte med den næst yngste.« Da sagde hun til denne, som hed Josef: »Maa jeg ogsaa udspørge dig ?«

Josef. Ja, meget gerne.

Klogskab. Hvad er et Menneske?

Josef. Et fornuftigt Væsen, skabt af Gud, saaledes som min Broder har sagt.

Klogskab. Hvad forudsætter man ved Ordet frelst ?

Josef. At Mennesket ved Synden har bragt sig selv i en Trældoms og Elendigheds Tilstand.

Klogskab. Hvad forstaar du ved at blive frelst ved Treenigheden ?

Josef. At Synden er saa stor og mægtig en Tyran, at ingen uden Gud kan rive os ud af dens Magt, og at Gud har saa megen Godhed og Kærlighed til Mennesket, at han virkelig frelser ham ud af denne Elendighed.

Klogskab. Hvad Hensigt har Gud med at frelse de stakkels Mennesker?

Josef. Forherligelsen af hans Navn, hans Naade og Retfærdighed osv., og sine Skabningers evige Salighed.

Klogskab. Hvem er det, som bliver frelst?

Josef. Enhver, som modtager hans Frelse.

Klogskab. Du er en brav Dreng, Josef; din Mor har undervist dig godt, og du har hørt efter, hvad hun har fortalt dig.

Derefter sagde Klogskab til Samuel, som var den næstældste: »Nu, skal jeg ogsaa overhøre dig ?«

Samuel. Ja, gerne, hvis du vil.

Klogskab. Hvad er Himlen?

Samuel. Et Sted, hvor den højeste Salighed findes, fordi Gud er der.

Klogskab. Og hvad er Helvede?

Samuel. Et Sted hvor den største Pine findes, fordi det er Syndens, Djævelens og Dødens Bolig.

Klogskab. Hvorfor ønsker du at komme i Himlen ?

Samuel. For der at kunne skue Gud og tjene ham uafladeligt; for at kunne se Kristus og elske ham i al Evighed; for at kunne faa den Helligaands Fylde, som hernede aldrig vil blive mig til Del.

Klogskab. Du er ogsaa en god Dreng og har anvendt din Tid vel.

Derpaa vendte hun sig til den ældste, som hed Matthæus, og sagde til ham: »Kom Matthæus, du har vel heller ikke noget imod at lade mig overhøre dig ?«

Matthæus. Nej langtfra.

Klogskab. Saa spørger jeg dig da, om der er eller nogen Sinde har været et Væsen, som har været til før Gud?

Matthæus. Nej, thi Gud er evig ; og ingen uden han har været til før den første Dags Begyndelse; »thi i seks Dage skabte Gud Himlen og Jorden, Havet og alt det, som er i dem.«

Klogskab. Hvad tænker du om Bibelen?

Matthæus. Det er Guds hellige Ord.

Klogskab. Findes der noget deri, som du ikke forstaar ?

Matthæus. Ja, saare meget.

Klogskab. Hvad gør du, naar du træffer paa Steder, som du ikke forstaar?

Matthæus. Jeg tænker, at Gud er visere end jeg, og beder ham lære mig at forstaa alt det, hvad der er nødvendigt at vide for min Saligheds Skyld.

Klogskab. Hvad tror du om Opstandelsen fra de Døde?

Matthæus. Jeg tror, at Menneskene skal genopstaa, de samme, som blev lagt i Gravene; de samme i Natur, dog ikke i Forkrænkelighed. Og dette tror jeg af to Grunde: Først fordi Gud har givet Forjættelse derom, for det andet fordi han er mægtig til at fuldbyrde det.

Derpaa sagde Klogskab til Drengene : »Bliv ved med at give Agt paa alt hvad eders Moder siger eder, for hun kan endnu lære eder meget.«

Da Pilgrimmene havde været her omtrent en Uge, fik Barmhjertig Besøg af en Mand, som foregav at have gode Hensigter med hende. Hans Navn var Omsig. Han var en Mand med god Opdragelse, og vilde gerne anses for at være gudfrygtig, men ikke desto mindre var han et ægte Verdensmenneske. Han kom flere Gange til Barmhjertig og tilbød hende Haand og Hjerte.

Nu havde Barmhjertig et smukt Udseende, og var derfor saa meget desto mere tiltrækkende; dertil var det hendes Lyst stedse at beskæftige sig med et eller andet Arbejde; og naar hun ikke havde noget at gøre for sig selv, strikkede hun Strømper eller syede Klæder til andre og forærede dem til Mennesker, som var i Nød. Hr. Omsig, som ikke vidste, hvad hun gjorde med de Sager, hun forfærdigede, syntes at være meget tilfreds med, at han aldrig fandt hende ørkesløs. Hun bliver nok en flink Husmoder, tænkte han ved sig selv.

Barmhjertig betroede sig nu til Pigerne i Huset og spurgte dem om, hvad han var for et Menneske denne Hr. Omsig, thi de kendte ham vist bedre end hun. De fortalte hende, at det var en meget virksom ung Mand, som gav sig ud for at være gudfrygtig, men de var dog bange for, at der i Grunden ikke var noget synderligt ved ham.

»Da er det forbi med vort Bekendtskab,« sagde Barmhjertig. Klogskab svarede, at hun ikke behøvede at være uvenlig mod ham; naar hun blot vedblev, som hun havde begyndt, at sørge for de Fattige, vilde hans Kærlighed nok snart kølnes.

Næste Gang han kom, fandt han hende ved det samme Arbejde — at forfærdige Klædningsstykker til de Fattige. Da sagde han: »Naa, flittig som altid ?« — »Ja,« svarede hun, »enten for mig selv eller for de andre.« — »Og hvor meget kan du vel fortjene om Dagen?« spurgte han. — »Jeg gør dette for at blive rig i gode Gerninger og at samle mig selv et Liggendefæ, en god Grundvold for det tilkommende, at jeg kan gribe det evige Liv,« 1. Tim. 6, 17-19. »Men hvad gør du da med alt det, du tilvirker?« — »Klæder de Nøgne,« svarede hun. Da blev han lang i Ansigtet og fra den Tid af besøgte han hende ikke oftere, og da man spurgte ham om Grunden, sagde han, at Barmhjertig var ganske vist en rigtig pæn Pige, men der var dog et og andet ved hende, som han ikke kunde lide.

Da han var borte, ytrede Klogskab: »Sagde jeg dig ikke, at Hr. Omsig snart vilde forlade dig? Ja, du skal se, at han endogsaa udbreder et slet Rygte om dig; for uagtet han gør saa meget Væsen af Religion, og til Trods for hans foregivne Kærlighed til dig, er du og han saa forskellige i Karakter og Sindelag, at I umuligt kunde passe sammen, og da han nu ser sig skuffet i sine Forhaabninger, vil han paa alle Maader søge at skade dig.

Barmhjertig. Skønt jeg ikke har talt derom, har jeg dog mere end én Gang kunnet gifte mig; men de, som jeg kunde have faaet, syntes ikke om min Karakter og Tænkemaade, skønt ingen af dem fandt noget at udsætte paa min Person. Saaledes kunde de og jeg ikke komme overens.

Klogskab. Nu til Dags strækker Barmhjertighed sig ikke videre end til Navnet; de Handlinger, hvorved dette Sindelag ytrer sig, øves kun af faa.

Nu traf det sig, at Matthæus, Kristindes ældste Søn, blev syg, og det saa alvorlig, at han til sine Tider krympede sig af Smerte. Ikke langt derfra boede en gammel erfaren Læge, Hr. Dygtig, som Kristinde lod sende Bud efter. Saa snart han var traadt ind i Stuen og havde betragtet Drengen, sagde han, at det var et Forgiftningstilfælde, og spurgte Moderen, hvad Matthæns havde spist i den sidste Tid. »Ikke, andet end sund og god Mad,« sagde Kristinde. Lægen svarede: »Drengen har nydt noget, som han ikke har kunnet fordøje, og kun ved stærke Midler kan han blive rask igen. Han maa have en alvorlig Renselse, hvis han ikke skal dø.«

Da sagde Samuel: »Moder, hvad var det min Broder plukkede af og spiste, lige efter at vi var komne gennem Porten ved Begyndelsen af Vejen? Du ved, at der var en Frugthave paa den anden Side af Muren, som nogle af Træerne strakte sine Grene over, og at Maithæus rystede dem, for at faa fat i Frugterne.«

»Det er sandt, mit Barn,« sagde Kristinde, »han tog deraf og spiste, den slemme Dreng, jeg bad ham lade det være, men han vilde ikke høre paa mig.«

Dygtig. Vidste jeg det ikke nok, at han havde spist noget usundt; denne Spise er skadeligere end alt andet, thi det er Frugten fra Beelzebubs Have. Det var besynderligt, at ingen advarede eder derimod, da der er mange som dør deraf.

Nu brast Kristinde i Graad og sagde: »O, du slemme ulydige Dreng og jeg uforsigtige Moder! Hvad skal jeg gøre for min Søn?«

Dygtig. Naa, tag dig det ikke saa nær; Drengen bliver nok rask igen, men han maa have et stærkt Brækmiddel.

Kristinde. Kære Herre, gør endelig Deres yderste Flid med ham, det maa koste, hvad det vil.

Dygtig. Jeg skal gøre, hvad jeg kan.

Derpaa gav han Drengen et Medikament, men det viste sig for svagt; det var lavet af Gedeblod, Asken af en Kvie og lidt Isopsaft osv., Hbr. 10, 1-14. Da Dygtig mærkede, at dette Middel ikke hjalp, lavede han et andet, som virkede til Gavns; det bestod i carne et sanguine Christi (Kristi kød og blod) (Joh. 6, 54-57; Hbr. 9, 14), (I ved jo, at Lægerne ofte giver de Syge underlig Medicin) lavet som Piller med et Par Forjættelser og en passende Mængde Salt. Af disse skulde han fastende tage tre paa én Gang i en kvart Pægl Angerstaarer. Da dette Lægemiddel var blevet tillavet og bragt Drengen, var han ikke at formaa til at tage det, skønt han hele Tiden havde de frygteligste Mavesmerter. »Kom,« sagde Lægen, »du maa tage det.« — »Jeg kan ikke lide det,« svarede Drengen. »Det faar ikke hjælpe,« sagde hans Moder. — »Jeg kaster det op igen,« svarede Drengen. »Sig mig, Hr. Dygtig,« spurgte Kristinde, »hvordan smager det da?« --- »Det har slet ingen slem Smag,« svarede Lægen; og nu berørte hun en af Pillerne med sin Tunge. »Aa, Matthæus,« raabte hun, »det smager sødere end Honning. Dersom du elsker din Moder, dine Brødre, Barmhjertig og dit eget Liv, saa tag det.« Endelig efter megen Overtalelse og efter en kort Bøn om Guds Velsignelse tog han det, og det gjorde ham inderlig godt. Det rensede Maven og medførte en rolig, velgørende Søvn, fremkaldte en behagelig Varme i Legemet, fik ham i stærk Sved og befriede ham ganske for Smerterne. Kort efter var han i Stand til at være oppe igen, og ved Hjælp af en Stok at gaa fra det ene Værelse til det andet, hvor han talte med Klogskab, Gudsfrygt og Kærlighed om sin Sygdom og om, hvordan han var bleven helbredet.

Da nu Drengen var rask, spurgte Kristinde Lægen, hvad hun skyldte ham for al hans Umage og Omsorg for hendes Barn. Og han svarede: »Du maa betale Formanden for Lægeforeningen i Følge de for saadanne Tilfælde fastsatte Regler,« Hbr. 13, 11-16.

Kristinde. Men sig mig, Herre, er disse Piller gode for noget andet?

Dygtig. De er et Universalmiddel, som, hjælper mod alle de Sygdomme, Pilgrimme er udsatte for ; og naar de er vel tillavede, lader de sig opbevare saa længe man vil, uden at tage Skade.

Kristinde. Maa jeg bede eder være saa god at tilberede mig tolv Æsker; for kan jeg faa disse Piller, skal jeg aldrig bruge anden Medicin.

Dygtig. Disse Piller tjener saa vel til at forebygge som til at helbrede Sygdomme. Ja, jeg tør sige med Bestemthed, at enhver, som bruger dette Middel paa rette Maade, vil leve evindelig, Joh. 6, 50. Men bedste Kristinde, du maa endelig ikke give disse Piller ind paa anden Maade end den, jeg har foreskrevet; (I et Glas Angerstaarer) for gør du det, saa vil de ganske tabe deres Virkning. Derpaa gav han Kristinde Lægemidler baade til hende selv, hendes Børn og Barmhjertig, og bad Matthæus vogte sig for oftere at spise umodne Frugter.

Det er blevet fortalt, hvorledes Klogskab opfordrede Drengene til, saa ofte de vilde, at gøre hende nyttige Spørgsmaal, som hun da vilde besvare.

Matthæus, som havde været syg, spurgte hende nu, hvorfor næsten alle Lægemidler var bitre for vore Ganer?

Klogskab. For at vise hvor uvelkommen Guds Ord og dets Virkninger er for et kødeligt Hjerte.

Matthæus. Hvoraf kommer det, at virksomme Lægemidler ofte foraarsager Opkastning?

Klogskab. For at vise, at Ordet, naar det virker til Gavns, renser Hjerte og Aand.

Matthæus. Hvad kan vi lære af, at vi ser Ilden søge i Vejret, medens Solen sender sine oplivende Straaler nedad?

Klogskab. At Luen stiger i Vejret, det lærer os, med brændende Længsel at hæve vore Hjerter til Himlen. Og at Solen nedsender sine Straaler, sin Varme og oplivende Glans, det lærer os, at Verdens Frelser, skønt højt ophøjet, dog rækker os sin Naade og Kærlighed ned paa Jorden.

Matthæus. Hvorfra faar Skyerne Vand?

Klogskab. Fra Havet.

Matthæus. Hvad kan vi lære deraf ?

Klogskab. At Ordets Forkyndere skal hente deres Lære fra Gud.

Matthæus. Hvorfor fremkommer Regnbuen paa Jorden?

Klogskab. For at vise, at Præsterne skal prædike for Verden, hvad de ved om Gud.

Matthæus. Hvorfor fremkommer Regnbuen ved Solen?

Klogskab. For at vise at Guds Naades Pagt er stadfæstet i Kristus.

Matthæus. Hvorfor kommer Vandkilderne fra Havet til os gennem Jorden?

Klogskab. For at vise, at Guds Naade kommer til os gennem Kristi Person.

Matthæus. Hvorfor har enkelte Vandløb sit Udspring paa Toppen af høje Bjerge?

Klogskab. For at vise, at Naadens Aand skal fremvælde saavel hos de Høje og Mægtige som hos de Ringe og Fattige.

Matthæus. Hvorfor holdes Flammen fast ved Vægen?

Klogskab. For at vise, os. at medmindre Naaden brænder i Hjertet, kan der ikke være noget sandt Livslys i os.

Matthæus. Hvorfor maa der baade Væge og Olie til for at vedligeholde Lyset?

Klogskab. For at vise, at Legeme og Sjæl skal tjene og bruges til at nære og vedligeholde den Guds Naade, som er i os.

Matthæus. Hvorfor gennemborer Pelikanen sit eget Bryst med sit Næb ?

Klogskab. For at nære sine Unger med sit Blod og derved vise, at Kristus, den Velsignede, har elsket sine Børn — sit Folk saa højt, at han har udgydt sit dyrebare Blod for at frelse dem fra den evige Død.

Matthæus. Hvad kan vi lære ved at høre Hanen gale?

Klogskab. At mindes Peters Synd og Peters Anger. Hanens Galen forkynder ogsaa, at Dagen er i Frembrud; lær derfor af Hanens Galen at tænke paa den sidste Dag —Dommens Dag.

Nu var den Maaned til Ende, som Pilgrimmene havde bestemt til deres Ophold her, og de lod derfor Husfolket forstaa, at de gerne vilde drage videre. Da sagde Josef til sin moder: »Nu maa du endelig ikke glemme at sende Bud til Fortolkeren for at bede ham om at sende os Behjertet i til Ledsager paa den øvrige Del af Vejen.« — »Det var godt, min Dreng," sagde Kristinde, »jeg havde sandelig nær glemt det.« Hun skrev da et Bønskrift og bad Portneren Aarvaagen om at sende det med en eller anden paalidelig Mand til hendes gode Ven Fortolkeren, som, efter at det var ankommet og han havde læst Indholdet, sagde til Budet: »Gaa og sig dem, at jeg skal sende ham.«

Husets Folk sagde nu til Kristinde: »Lad os vise dig noget, som du kan tænke over under Vejs.« Hermed førte de Kristinde, Børnene og Barmhjertig ind i et lille Kammer og viste dem et af de Æbler, som Eva spiste af, og som hun gav sin Mand, og for hvis Skyld de begge blev drevne ud af Paradiset. De spurgte Kristinde, hvad hun mente det var. Da sagde Kristinde: »Det er Føde eller Gift; jeg ved ikke hvad.« Da aabenbarede de Sagen for hende, og hun slog Hænderne sammen af Forundring.

Derpaa førte de dem et andet Sted hen og viste dem Jakobs Stige. Nogle Engle var netop i Færd med at stige op ad den. Da de nu skulde gaa for at faa mere at se, sagde Jakob til sin Moder : »Aa, spørg, om vi ikke maa blive her en Stund, det er saa smukt.« De blev da lidt længere og frydede deres Øjne med dette herlige Syn, 1 Mos. 28, 12; Joh. 1, 52.

Derefter førte man dem til et Sted, hvor der hang et Guldanker, som de bad Kristinde tage ned ; »thi,« sagde de, »dette maa du have med paa Rejsen for at have noget indenfor Forhænget at holde dig fast i, hvis du skulde træffe paa stormende Vejr under Vejs.«

Derefter førte man dem op paa det Bjerg, hvor Fader Abraham vilde ofre sin Søn Isak, og viste dem Alteret, Brændet, Ilden og Kniven. Da de havde set dette, strakte de Hænderne i Vejret og priste sig lykkelige, idet de sagde : »O, hvilken Mand var ikke Abraham i Selvfornægtelse og Kærlighed til sin Herrel«

Efter at de havde vist dem alt dette, ledsagede Klogskab dem ind i en Spisestue, hvor der stod et smukt Orgel, hvorpaa hun gav sig til at spille for dem.

Nu bankede det stærkt paa Porten; Aarvaagen lukkede op, og se, det var Behjertet. Og hvilken Glæde blev der ikke, da han traadte ind! Pilgrimmene blev levende mindet om, hvorledes han nylig havde slaaet den gamle Kæmpe Grum-Blodmand ihjel og beskyttet dem mod Løverne.

Derpaa henvendte Behjertet sig til Kristinde og Barmhjertig med de Ord: »Min Herre sender enhver af eder en Flaske Vin samt noget ristet Korn og et Par Granatæbler til Forfriskning paa Vejen; Børnene sender han ligeledes nogle Figener og Rosiner.«

De tiltraadte nu Rejsen og Klogskab og Gudsfrygt fulgte med dem. Idet de gik ud af Porten, spurgte Kristinde Aarvaagen, om nogen var gaaet forbi for nylig. Han sagde: »Nej, men for kort Tid siden gik der en, som fortalte mig, at der netop var bleven begaaet et stort Røveri paa Kongevejen, men,« tilføjede han, »Røverne er allerede grebne, og vil om kort Tid blive dømt.« Ved at høre dette blev Kristinde og Barmhjertig forskrækkede; men Matthæus sagde: »Vær ikke bange, Moder, der er ingen Fare, sag længe Behjertet følger os.«

Derpaa sagde Kristinde til Portneren: »Kære Herre, jeg er dig usigelig forbunden for al din Godhed mod mig siden jeg kom, og tillige for den Venlighed og Kærlighed, du har vist mine Børn. Jeg ved sandelig ikke, hvordan jeg skal lønne dig, men forsmaa endelig ikke denne Ubetydelighed, som et Tegn paa min Agtelse. Derpaa lagde hun ham en Guldmønt i Haanden, hvorpaa han bukkede dybt og sagde: »Gid dine Klæder altid være hvide, og Salve ikke fattes dit Hoved,« Præd. 9, 8. »Maatte Barmhjertig al Tid leve og hendes Gerninger blive mange.« Og til Drengene sagde han: »Fly Ungdoms Begæringer, men jag efter Retfærdighed, Tro, Kærlighed og Fred med dem, som paakalder Herren af et rent Hjerte, (2 Tim. 2, 22), saa vil I glæde eders Moders Hjerte og faa Ros af alle Forstandige.« De takkede Portneren og drog bort.

Nu saa jeg i min Drøm, at de vandrede videre, indtil de naaede Toppen af Bjerget, hvor Gudsjrygt pludselig udbrød: »Aa, jeg har jo ganske glemt, hvad jeg vilde forære Kristinde og hendes Følge; jeg vil skynde mig tilbage og hente det.« Dermed ilede hun af Sted.

Da Gudsfrygt var kommen tilbage, sagde hun til Kristinde: »Se, her bringer jeg dig en kort Beskrivelse af alle de Ting, du har set hos os; den kan du læse i, om du skulde glemme noget, og kald disse Ting tilbage i Erindringen til Opbyggelse og Trøst.«