Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Fortolkerens hus

Da de nu saaledes havde talt en Stund, nærmede de sig et Hus, som stod ved Vejen, og som var blevet bygget til Herberge for Pilgrimme, hvorom der er fortalt udførligere i den første Del af disse Efterretninger om »En Pilgrims Vandring«. De gik altsaa hen til Huset (Fortolkerens Hus), og da de kom til Døren, hørte de Stemmer indenfor i ivrig Samtale. De lyttede efter og mente at høre Kristinde blive nævnet ved Navn, thi I maa vide, at der forud for hende var gaaet Rygte om, at hun med sine Børn skulde have begivet sig paa Pilgrimsgang, og man glædede sig her saa meget mere derover, da man havde hørt, at det var Kristens Hustru, hende, som kort Tid forinden ikke vilde høre Tale derom. Pilgrimmene stod stille og hørte, hvorledes de gode Folk indenfor roste hende, uden at ane, at hun stod udenfor Døren. Endelig bankede Kristinde paa, som hun førhen havde gjort ved Porten, og da kom der en ung Pige, ved Navn Uskyldig, til Døren og aabnede den.

Pigen sagde til dem: »Hvem vil I tale med her?« Kristinde svarede: »Vi har hørt, at dette Hus skal være et Herberge for dem, som er bleven Pilgrimme, og vi beder derfor om at maatte tage ind her, da Dagen næsten er til Ende, og vi ikke, gerne vil gaa videre i Nat.«

Pigen. Maa jeg spørge om eders Navn, at jeg kan sige min Herre det.

Kristinde. Mit Navn er Kristinde, den Pilgrims Hustru, som for nogle Aar siden rejste her forbi, og disse er hans fire Børn. Denne Pige er min Veninde og er ogsaa paa Pilgrimsvandring.

Da ilede Uskyldig ind og sagde: »Kan I gætte, hvem det er, som staar udenfor Døren? Det er ingen anden end Kristinde med sine Børn og sin Veninde; de vil alle have Herberge her.« Da løb de af Glæde, hen for at fortælle deres Herre det. Han kom da til Døren, saa paa Kristinde og sagde: »Er du den Kristinde, som den gode Mand Kristen efterlod, da han drog paa Pilgrimsvandring?«

Kristinde. Ja, jeg er den Kvinde, som var saa haardhjertet, at hun ringeagtede sin Mands Bekymringer og lod ham tiltræde sin Rejse alene, og disse er hans fire Børn, men nu er jeg ogsaa kommen, for jeg er vis paa, at denne Vej er den eneste rette.

Fortolkeren. Det er altsaa fuldkommet, hvad der staar skrevet om den Mand, som sagde til sin Søn: »Gak hen, arbejd i Dag i min Vingaard,« og han svarede sin Fader og sagde: »Jeg vil ikke,« men derefter angrede han det, og han gik derhen, Matth. 21, 28. 29.

Da sagde Kristinde: »Saaledes er det. Gud lade dette Ord gaa i Opfyldelse paa mig, og give, at jeg tilsidst maa findes i Fred med ham, uden Plet og Lyde.«

Fortolkeren. Men hvorfor staar du da udenfor Døren? Kom ind, du Abrahams Datter; vi talte just om dig, for vi havde dit faaet Efterretning om, at du var bleven Pilgrim. Kom ind, Børn, kom ind, du Pige, træd nærmere.

Da de nu var komne inden for, bad man dem sidde ned og hvile sig. Alle frydede sig over, at Kristinde var bleven Pilgrim. De glemte heller ikke Børnene, men klappede dem venligt paa Kinden til Tegn paa en hjertelig Modtagelse. De viste sig ogsaa kærlige mod Barmhjertig og bød dem alle velkomne i deres Herres Hus.

Efter en Stunds Forløb førte Fortolkeren dem ind i sine betydningsfulde Sale, og viste dem, hvad Kristindes Mand tidligere havde set. Her saa de Manden i Buret, Manden, som havde. haft den frygtelige Drøm, og Portrættet af ham, som er større end alle, samt de øvrige Ting, der var Kristen saa gavnlige.

Efter at Fortolkeren havde vist dem dette, førte han dem ind i det bedste Værelse i Huset og bad dem se sig omkring, om de muligvis der skulde finde noget, som kunde belære dem. Da saa de sig om alle Steder, men der var ikke andet at se, end en stor Edderkop paa Væggen, og den lagde de ikke Mærke til.

Da sagde Barmhjertig: »Herre, jeg ser ikke noget,« men Kristinde tav.

Fortolkeren svarede: »Se dig om igen.« Det gjorde hun, og sagde derpaa: »Her er ikke andet end en styg Edderkop, som hænger ved Væggen.« Da sagde han: »Er der kun en Edderkop i hele dette store Værelse?« Da stod Taarerne Kristinde i Øjnene, thi hun havde en hurtig Fatteevne, og hun sagde : »Nej, Herre, her er mere end én, og det saadanne, hvis Gift er langt skadeligere end dens.« Fortolkeren smilede da venligt til hende og sagde: »Du har sagt sandt.« Dette fik Barmhjertig til at rødme og Børnene til at skjule deres Ansigter, thi nu begyndte de alle at forstaa Gaaden.

Fortolkeren sagde derpaa videre: »Edderkoppen tager fat med Hænderne, som I ser og er i en Konges Palads,« Ordspr. 30, 27. Og hvorfor er dette vel blevet optegnet uden netop for at vise eder, at hvor fulde af Syndens Gift I end er, kan I dog ved Hjælp af Troens Haand holde fast ved og bo i det bedste Værelse, som er i Kongens Hus her oventil ?«

»Jeg tænkte ogsaa noget lignende,« sagde Kristinde. »Jeg troede, at vi var som Edderkoppe, for saa vidt som vi saa ud som hæslige Skabninger, hvor skønne Værelser vi end befandt os i; men at vi skulde lære at øve Troen af denne Edderkop, denne stygge, giftige Skabning, det faldt mig aldrig ind.«

Da syntes de alle at være glade og fornøjede, men Taarerne stod dem dog i Øjnene, og de saa paa hverandre og bøjede sig for Fortolkeren.

Han tog dem nu med sig ind i et andet Værelse, hvor der var en Høne med Kyllinger, som han bad dem lægge Mærke til. Derpaa gik en af Kyllingerne hen til Drikkekarret, og hver Gang den drak, løftede den Hoved og Øjne mod Himlen. »Se kun,« sagde han, »hvad denne lille Kylling gør, og lær af den at kende, hvorfra alle gode Gaver kommer. Se dog endnu en Gang derhen,« sagde han, »og vær opmærksomme.« Dette gjorde de, og de saa da, Hønen.omgaas sine Kyllinger paa fire forskellige Maader. 1) Den havde en Maade at kalde paa, som den benyttede hele Dagen; 2) den havde en særegen Maade at kalde paa, som den kun undertiden betjente sig af; 3) den havde en Rugestemme; og 4) den havde et Varselsskrig, Malth. 23, 37.

»Sammenlign nu denne Høne med eders Konge og disse Kyllinger med hans lydige Tjenere,« sagde Fortolkeren; »ganske ligesom den, har ogsaa han sine forskellige Maader at omgaas sit Folk paa. Ved sin almindelige Kalden mærkes hans Nærhed, ved sin særegne Kalden har han altid noget at give, han har ogsaa en Rugestemme for dem, som han dækker med sine Vinger, og endelig har han et Varselsskrig for at gøre Alarm, naar Fjenden nærmer sig. Jeg ansaa det for rigtigst, mine Kære, at føre eder til det Sted, hvor saadanne Ting er at se, eftersom de selv for Børn er lette at forstaa.«

»O, Herre,« sagde Kristinde, »lad os endelig faa noget mere at se.« Han tog dem da med sig ind i et Slagtehus, hvor Slagteren var Færd med at dræbe et Faar, og se, Faaret laa ganske stille og led taalmodigt Døden. Da sagde Fortolkeren: »Heraf kan I lære at lide taalmodig, og uden Knurren og Klage tage imod Uret af andre. Se, hvor roligt det lider Døden. Eders Konge kalder eder sine Faar.«

Derpaa viste han dem ind i sin Blomsterhave, hvor der var en stor Mangfoldighed af Blomster, og sagde: »Ser I alle disse Blomster?« Kristinde svarede: »Ja.« Da sagde han videre :»Læg Mærke til, hvor forskellige Blomsterne er i Størrelse og Art, i Farve, Lugt og Egenskaber ; nogle er bedre end andre; men der hvor Gartneren har plantet dem, forbliver de og strides ikke om Forrangen.«

Endelig førte han dem ud paa en Ager, som han havde besaaet med Hvede og Havre, og da de med Forundring saa, at alle Aksene var afskaarne, og at kun Straaet var tilbage, sagde han: »Denne Ager blev gødet, pløjet og tilsaaet, men hvad skal der vel gøres med en saadan Afgrøde?« Da sagde Kristinde: »Brænde en Del deraf og bruge det øvrige som Gødning.« Da sagde Fortolkeren videre : »Det er altsaa Frugt, I fordrer, og fordi den mangler, fordømmer I Straaet til Ilden og til at trædes under Fødder. Se til, at I derved ikke fordømmer eder selv.«

Idet de nu vendte tilbage fra Ageren, saa de en lille Rødkælke med en stor Edderkop i Næbbet. »Se der,« sagde Fortolkeren, men Kristinde svarede: »Hvilken Nedværdigelse er ikke dette for en saa smuk lille Fugl som Rødkælken — en Fugl, som fremfor de fleste andre elsker Menneskenes Selskab! Jeg troede, at den levede udelukkende af Brødsmuler og andet uskadeligt. Jeg vil aldrig mere kunne synes om den som før.«

Fortolkeren svarede: »Denne Rødkælke er et passende Billede paa mange Bekendere, thi ligesom den, synes ogsaa de at have en smuk Stemme, en skøn Farve og en god Opførsel; - det ser ogsaa ud, som om de nærer en stor Kærlighed til sande Gudfrygtige, og at de fremfor alle andre slutter sig til dem af Lyst til deres Selskab. De foregiver ogsaa, at de af denne Grund søger de Gudfrygtiges Hus og gaar flittig i Kirke; men naar de er for sig selv, kan de fange og fortære Edderkopper ligesom Rødkælke,, da forstaar de godt at forandre Levemaaden, at mætte sig af Uretfærdighed og nedduge Synd som Vand.«

Da de nu var komne tilbage til Huset, og Aftensmaaltidet ikke var helt færdigt, bad Kristinde paany Fortolkeren om at vise eller fortælle dem noget nyttigt og opbyggeligt.

Fortolkeren begyndte da og sagde: »Jo federe Svinet er, desto mere holder det af at vælte sig i Skarnet; jo federe Oksen er, desto lystigere gaar den til Slagtebænken, og jo sundere den Stærke er, desto mere tilbøjelig er han til det onde.

I Kvinden bor der en Lyst til at være nette og pyntede, men det er herligt at kunne prydes med det, som er kosteligt i Guds Øjne.

Det er lettere at vaage et Par Nætter, end at sidde oppe hele Aaret igennem; saaledes er det ogsaa lettere at begynde sin Bekendelse godt, end trolig at holde ud indtil Enden.

Enhver Skipper vil i en Storm først kaste det overbord, som er af mindst Værdi ; men hvem vil vel straks kaste det bedste ud? Ingen uden den, som ikke frygter Gud.

En Liden Læk kan bringe et stort Skib til at synke, og en liden Synd kan styrte Sjælen i Fordærvelse.

Den, som glemmer sin Ven, er utaknemlig mod ham; men den, som glemmer sin Frelser, er ubarmhjertig mod sig selv.

Den, som lever i Synd, og dog haaber at blive salig, er lig den, der saar Ukrudt og venter at fylde sine Lader med Hvede og Byg.

Vil nogen føre en retskaffen Vandel, han have sin Dødsstund bestandig for Øje.

Onde Indskydelser og et ustadigt Sind viser, at Synden er virksom i Verden.

Naar denne Verden, som Gud agter saa ringe, skattes saa højt af Menneskene, hvad maa da ikke Himlen være, som Gud priser!

Naar vi saa nødig vil forlade dette Liv, som bliver hjemsøgt af alle Slags Trængsler og Ulykker, hvorledes vil det da ikke blive med Livet her oventil?

Enhver forstaar at paaskønne Menneskenes Godhed, men hvem er det vel, der priser Guds Godhed, som han bør.

Vi sidder sjældent til Bords, uden at vi jo levner noget; saaledes er der ogsaa i Jesus Kristus mere Fortjeneste og Retfærdighed, end hele Verden har nødig.«

Da Fortolkeren havde sagt dette, tog han dem atter ud i Haven og viste dem et Træ, som var raaddent indvendig, men som ikke desto mindre voksede og havde et smukt Løv. Da sagde Barmhjertig: »Hvad skal dette betyde?« »Dette Træ,« svarede han, »hvis Ydre er smukt, og hvis Indre er raaddent, kan sammenlignes med mange, som er i Guds Have, og som med deres Mund forkynder Guds Ære, men som i Virkeligheden ikke gider gøre noget for ham, hvis Løv er smukt; men hvis hjerte ikke duer til andet end Tønder i Djævelens Fyrtøj.«

Nu var Aftensmaaltidet færdigt, Bordet stod dækket, og Retterne blev bragte ind; de satte sig derfor alle og begyndte at spise, efter at man først havde holdt Bordbøn. Og da Fortolkeren plejede at opvarte sine Gæster med Musik under Maaltidet, begyndte hans Tjenere nu at spille. Der var ogsaa en, som sang, og hans Stemme var i Sandhed smuk. Saaledes lød Ordene:

»Min Hjælp er Herren ene, Han selv mig føde vil. Kan jeg da noget savne Af hvad jeg trænger til?«

Da Sangen og Musiken var til Ende, spurgte Fortolkreen Kristinde om, hvad der først havde bevæget hende til at føre et Pilgrimsliv. Kristinde svarede : »Først var det Tabet af min Mand, som gik mig til Hjerte; men dette var kun naturlig Sorg. Dernæst kom jeg til at tænke paa hans Bekymringer og hans Pilgrimsvandring, og hvor haardt og ukærligt jeg havde opført mig mod ham. Saaledes blev jeg greben af Samvittighedens Angst, og Bevidstheden om mine store Synder vilde have styrtet mig i Fortvivlelse, hvis jeg ikke i rette Tid havde haft en Drøm om min Mands nuværende Lykke, og faaet et Brev fra Kongen i det Land, hvor min Mand bor, hvori han indbyder mig til at komme. Denne Drøm og dette Brev virkede saa kraftigt paa min Sjæl, at jeg ikke kunde andet end blive Pilgrim.

Fortolkeren. Men var der ingen, som forsøgte at hindre dig i at rejse?

Kristinde. Jo, en af mine Naboersker, en Fru Frygtsom (hun er i Slægt med ham, som. vilde overtale min Mand til at vende tilbage af Frygt for Løverne); hun skældte mig ud for en Daare, fordi jeg agtede at vove mig ud paa en, som hun kaldte det, saa fortvivlet Rejse; hun gjorde ogsaa alt, hvad hun kunde for at afskrække mig fra mit Forsæt, ved at minde mig om al den Møje og Besvær, som min Mand maatte udholde; men jeg stod dog imod. Derimod har en Drøm, som jeg havde om to onde Mennesker, der raadslog med hinanden om, hvorledes de paa Rejsen skulde føre mig i Fordærvelse, skaffet mig meget at spekulere over, ja, jeg kan endnu ikke lade være med at tænke derpaa; og hver Gang, jeg møder et Menneske, opstaar den Frygt hos mig, at det muligvis er dem, som vil gøre mig Fortræd og føre mig paa Afvej. Ja, jeg kan fortælle dig, Herre, at vi under Vejs mellem dette Sted og Indgangsporten begge er blevne anfaldne og var i en saadan Knibe, at vi til sidst maatte raabe: »Mord!« Og de to, som anfaldt os, lignede aldeles de to, jeg saa i min Drøm.

Da sagde Fortolkeren: »Din Begyndelse er god, Enden vil blive endnu bedre.« Derpaa vendte han sig til Barmhjertig med de Ord: »Og du, Kære, hvad har bevæget dig til at komme med ?«

Barmhjertig rødmede og formaaede en Tid lang ikke at sige et Ord.

Da sagde Fortolkeren: »Vær ikke bange, men tro og tal frimodigt.«

Hun begyndte da og sagde : »Mangel paa Erfaring er Grunden til, at jeg helst tier. Jeg har ikke noget at fortælle om Syner og Drømme som min Veninde; ikke heller ved jeg, hvad det vil sige at være bedrøvet over, at man har ringeagtet gode Paarørendes Raad.«

Fortolkeren. Hvad var det da, kære Barn, som bragte dig til at handle saaledes, som du har gjort?

Barmhjertig. Da vor Veninde pakkede sammen for at forlade Byen, gik jeg og en anden tilfældigvis hen for, at besøge hende. Vi bankede som sædvanlig paa Døren og traadte ind; og da vi saa, hvad hun foretog sig, spurgte vi hende, hvad det skulde betyde; hun svarede: at der var sendt Bud efter hende, at hun ufortøvet maatte begive sig til sin Mand; og derpaa fortalte hun os, at hun i Drømme havde set sin Mand bo paa et herligt Sted blandt de Udødelige, hvor han bar en Krone paa Hovedet, spillede paa Harpe, spiste og drak ved sin Fyrstes Bord og sang Lovsange til hans Ære, fordi han havde ført ham dertil. Medens hun fortalte os om disse underfulde Ting, begyndte mit Hjerte at brænde af Længsel, og jeg sagde ved mig selv: Er dette sandt, da vil jeg forlade Fader og Moder og Fødeland for at følge med Kristinde. Jeg spurgte hende videre, om det virkelig var sandt, og om hun havde er noget imod, at jeg fulgte med; for nu indsaa jeg, at der ikke længere kunde være Tale om at blive i vor Stad, naar man ikke vilde udsætte sig for den visse Undergang.

Fortolkeren. Din Beslutning var god, thi derved har du vist din Tro paa Sandheden er en Ruth, som af Kærlighed til Naomi og Herren hendes Gud forlod Fader, Moder og Fødeland for at drage hen til et Folk, som hun ikke kendte. »Herren gengælde din Gerning! og din Løn skal være fuldkommen fra Herren, Israels Gud, til hvem du er kommen, for at søge Ly under hans Vinger,« Ruth 2, 12.

Maaltidet var nu til Ende, og der blev truffen Anstalter for Natten. Da Barmhjertig var kommen til Sengs, kunde hun ikke sove af Glæde, thi nu frygtede hun ikke længere for, at hun til sidst vilde blive forskudt.

Om Morgenen stod de op ved Solopgang og gjorde sig færdige til Afrejsen; men Fortolkeren bad dem vente lidt endnu.

Han raabte paa Pigen, som havde lukket op for dem, og sagde: »Følg dem ned i Haven til Badet, at de kan vaske sig rene for det Støv og Smuds, som har lagt sig paa dem under Vejs.« Uskyldig viste dem derfor ned i Haven, førte dem hen til Badet, og bad dem vaske og rense sig der, da hendes Herre forlangte, at alle, der var paa Pilgrimsvandring og tog ind paa dette Sted, skulde gøre saaledes. De gik da ind og vaskede sig, og da de igen kom ud fra Badet, var de ikke alene rene og forfriskede, men de følte sig tillige styrkede i alle Lemmer. Da de kom tilbage, var de ganske anderledes at se til, end før de gik hen for at vaske sig.

Fortolkeren betragtede dem og sagde: »Skønne som Maanen!« Derpaa forlangte han Signetet, hvormed han plejede at sætte et Mærke paa alle dem, som blev toede i hans Bad. Det blev bragt, og han satte Mærket paa dem, for at de kunde kendes overalt, hvor de kom hen. Dette Segl var Indholdet og Summen af det Paaskelam, som Israels Børn spiste, da de drog ud af Ægyptens Land; og Mærket blev sat mellem Øjnene. Det bidrog meget til at forhøje deres Skønhed, thi det var en Prydelse for deres Ansigter; det gav dem ogsaa et alvorligere og værdigere Udseende, og gjorde, at deres Aasyn mere lignede Englenes, 2 Mos. 13, 8-10.

Derpaa sagde Fortolkeren atter til Pigen, som opvartede Kvinderne : »Gaa ind i Klædekammeret og tag Klæder frem til disse Folk.« Hun gik og hentede hvide Klæder, som hun lagde for ham, og disse bød han dem iføre sig. Klæderne var af det fineste Linned, hvide og rene. Da Kvinderne var blevne prydede saaledes, syntes de at indgyde hinanden en hellig Undseelse, thi ingen af dem kunde se den Herlighed hos sig selv, som de saa hos den anden. Den ene begyndte derfor at agte den anden højere end sig selv. Du er skønnere end jeg, udbrød den ene; du er langt yndigere end jeg, sagde den anden.

Fortolkeren kaldte nu paa en af sine Tjenere, ved Navn Behjertet, bad ham tage Sværd, Hjelm og Skjold, og sagde : »Tag disse mine Døtre med dig og bring dem til det Hus, som hedder Skønhed, hvor de vil komme til at hvile næste Gang.« Behjertet tog da sine Vaaben og gik foran Pilgrimmene, og Fortolkeren bad Gud være med dem paa Rejsen. Ogsaa Husfolkene ønskede dem alt godt, idet de skiltes fra dem.

Nu saa jeg i min Drøm, at de drog videre med Behjertet foran, indtil de kom til det Sted, hvor Kristens Byrde faldt af hans Ryg og rullede ned i Graven. Her standsede de og takkede Gud. »Nu husker jeg.« sagde Kristinde, »hvad der blev os sagt ved Porten, at vi skulde have Tilgivelse baade ved Ord og Gerning; ved Ord, d. e. i Kraft af Forjættelsen, ved Gerning, d. e. i Kraft af noget fuldbyrdet. Hvad Tilgivelse i Kraft af Forjættelsen er, det ved jeg nogenlunde, men hvad det vil sige, at faa Tilgivelse ved Gerning — i Kraft af noget fuldbyrdet, det maa du vel kunne sige os, kære Behjertet.«

Behjertet. Tilgivelse ved fuldbyrdet Gerning, det er en Tilgivelse, som er erhvervet for en anden, der trænger til den — ikke i Kraft af sin egen Person, men — som han har sagt — »! Kraft af den Gerning, jeg har fuldbyrdet.« Den Tilgivelse, som du, Barmhjertig, og Børnene har faaet, den er erhvervet af en anden, nemlig af ham, som førte eder ind gennem Porten. Og han har erhvervet den paa en dobbelt Maade: han har ladet Retfærdigheden ske Fyldest i eders Sted, og han har udgydt sit Blod for at tvætte eder deri.

Kristinde. Men naar han saaledes giver sin Retfærdighed til os, hvad har han da til sig selv ?

Behjertet. Han har mere Retfærdighed end I behøver eller han selv har nødig.

Kristinde. Kære, forklar os, hvorledes dette skal forstaas.

Behjertet. Inderlig gerne; men jeg maa straks lade eder vide, at han, om hvem vi nu taler, er uden Lige. Han har to Naturer i én Person, og til enhver af disse Naturer henhører der en særskilt Retfærdighed, som er en saa væsentlig Betingelse for den Natur, til hvilken den hører, at det vilde være lige saa let at ophæve denne Natur som at adskille den fra dens Retfærdighed. Men han har endnu en anden Retfærdighed som Følge af, at disse tvende Naturer er forenede i ham; og det er ikke Guddommens Retfærdighed i Modsætning til Manddommens; og heller ikke Manddommens Retfærdighed i Modsætning til Guddommens, men en Retfærdighed, som beror paa begge Naturers Forening, og som kan kaldes den Retfærdighed, der er nødvendig for at gøre ham skikket til det af Gud ham overdragne Mæglerembede. Skiller han sig ved sin første Retfærdighed, da skiller han sig ved sin Manddoms Renhed; men skiller han sig ved sin tredje Retfærdighed, da skiller han sig ved den Fuldkommenhed, som gør ham skikket til hans Mæglerembede. Han har altsaa foruden sin Guddoms og sin Manddoms Retfærdighed endnu en tredje, som bestaar i Lydighed mod og Fuldbyrdelse af en aabenbaret Vilje, en Gerning, hvortil Guddommens og Manddommens Forening var nødvendig, og denne Retfærdighed er det han ifører Syndere og skjuler deres Synder med. Derfor staar det ogsaa skrevet: »Thi ligesom mange er blevne Syndere ved det ene Menneskes Ulydighed, saa skal ogsaa de mange vorde retfærdiggjorte ved den enes Lydighed,« Rom. 5, 19.

Kristinde. Men har da de andre Retfærdigheder slet intet Værd for os ?

Behjertet. Jo; thi endskønt de væsentlig hører til begge hans Naturer og til hans Embede og følgelig ikke kan meddeles andre, saa er det dog, som jeg har sagt, i Kraft af dem, at den retfærdiggørende Retfærdighed bliver virksom til Menneskenes Frelse. Hans Guddoms Retfærdighed giver hans Lydighed Værd, og hans Manddoms Retfærdighed, d.e. hans Retfærdighed som Menneskenes Stedfortræder, giver hans Lydighed Kraft til at retfærdiggøre Syndere. Alle Guds Egenskaber er i Gudmennesket Kristus Jesus, og alle menneskelige, Egenskaber, dog uden Synd.

Her er da en Retfærdighed, hvilken Kristus som Gud ikke behøver, thi han er Gud uden den; og en Retfærdighed, hvilken Kristus som Menneske ikke har nødig, thi han er et fuldkomment Menneske uden den; og endelig er her en Retfærdighed, hvilken Kristus som Gudmenneske ikke behøver, thi han er det fuldkomment uden den. Her er altsaa en Retfærdighed, som han ikke selv har Brug for, og som han derfor giver bort; dette er »Retfærdighedens Gave«, Rom. 5, 17. Denne Retfærdighed maa bortgives, fordi den Herre Jesus Kristus har givet sig selv under Loven, thi Loven binder enhver, som er under den, ikke alene til at handle retfærdigt, men ogsaa til at vise Kærlighed og Barmhjertighed. Derfor maa og bør den, som har to Kjortler, i Følge Loven, give den ene til den, som ingen har. Nu har Herren virkelig to Kjortler, en for sig selv, og en, som han kan undvære, og derfor skænker han frivillig den ene bort til den, som ingen har. Og saaledes har alle I som er her, Kristinde, Barmhjertig og I Børn, en andens Gerning at takke for eders Synders Forladelse. Det er eders Herre Jesus Kristus, som saaledes har arbejdet for eder, han bortgiver alt, hvad han har erhvervet, til hver en arm Betler, som han møder.

Kristinde. Dette er jo herligt. Nu ser jeg, at vi havde noget at lære angaaende vor Tilgivelse ved Ord og Gerning. Kære Veninde, lad os endelig bestræbe os for aldrig at glemme dette, og I, Børn, læg ogsaa I eder det dybt paa Sinde. Men sig mig var dette ikke Grunden til, at min kære Kristens Byrde faldt fra hans Skuldre.

Behjertet. Jo, det var Troen herpaa, som overskar de Baand, der paa ingen Maade lod sig løse, og det var for at give ham et Bevis paa denne Tros vidunderlige Kraft, at han maatte slæbe sin Byrde lige til Korset.

Kristinde. Det kunde jeg tænke, thi skønt jeg før var glad og let om Hjertet, saa er jeg det dog nu ti Gange mere.

Behjertet. Ikke alene faar vi Trøst og Befrielse for vor Byrde ved dette Syn, men der opvækkes tillige en usigelig Kærlighed i vort Hjerte; thi den, som er kommen til Vished om, at Syndens Forladelse erholdes paa denne Maade, kan ikke andet end blive rørt, naar han Tænker paa dette Forløsningsværk, og hvor inderlig man han ikke elske den, som har gjort saa uendelig meget for ham!

Kristinde. Det er sandt, og mit Hjerte synes at bløde ved Tanken om, at han har maattet bløde for mig. O, du Elskede! O, du Velsignede! Du fortjener, at jeg bliver din, du har jo købt mig; du har betalt ti tusind Gange mere for mig, end jeg er værd. Det var ikke saa underligt, at Taarerne stod min Mand i Øjnene, og at han ilede saa hurtigt af Sted. Jeg ved, han ønskede, at jeg havde været med; men jeg elendige lod ham gaa alene. Ak, Barmhjertig, gid din Fader og Moder var her og Fru Frygtsom tillige. Ja, jeg ønsker af ganske Hjerte, at ogsaa Fru Letsindig var her. Da maatte visselig deres Hjerter blive rørte, og hverken den enes Frygt eller den andens sanselige Lyst vilde da kunne formaa dem til at gaa hjem igen eller at foragte Pilgrimslivet.

Behjertet. Du taler med et kærligt Hjertes hele Varme. Tror du, det altid vil vedblive at være saaledes med dig? Mange stod hos, da Blodet strømmede fra hans Side ned paa jorden, og var dog langt, fra at nære saadanne Tanker, i Stedet for at beklage, spottede de ham, og i Stedet for at blive hans Disciple, forhærdede de hans Hjerte imod ham.

Nu var Pilgrimmene komne til det Sted, hvor Enfoldig, Ladhed og Hovmod laa og sov, da Kristen gik forbi paa sin Vandring. Og se! de var nu hængte i Lænker et lille Stykke borte fra Vejen.

Da sagde Barmhjertig til deres Ledsager og Fører: »Hvad er dette for tre Mænd, og hvorfor er de blevne hængte ?«

Behjertet. De var meget slette Mennesker; selv havde de ikke Lyst til at blive Pilgrimme, og de gjorde alt, hvad de kunde for at hindre andre i at blive det; selv var de taabelige og dorske og søgte ogsaa at forføre andre til det samme, idet de indbildte dem, at det i Længden nok vilde gaa dem godt. Da Kristen gik forbi, sov de, og nu, da I gaar forbi, er de hængt.

Barmhjertig. Men fik de da overtalt nogen?

Behjertet. Ja, de fik adskillige til at forlade den rette Vej, blandt andre Langsom, Trangbrystet, Svaghjertet, Fornøjelsessyg og en vis Søvnhoved samt en ung Kone ved Navn Tosset. Desuden udbredte de et slet Rygte om eders Herre, idet de skildrede ham som en haard Tugtemester. Tillige sagde de om det gode Land, at det ikke var nær saa godt, som man paastod. De begyndte ogsaa at nedsætte hans Tjenere og mente, at de bedste af dem kun var at regne for Urostiftere, som idelig havde travlt med Ting, der ikke vedkom dem.

Kristinde. Ja, naar de var af den Slags, skal jeg ikke beklage dem; de fik kun, hvad de fortjente, og det er godt, at de hænger saa nær ved Landevejen, for nu kan de tjene andre til et advarende Eksempel. Men havde det ikke været godt, om der paa en Kobbertavle, havde været nedskrevet en Beretning om deres Forbrydelse, og at den havde været oprejst her, hvor de begik deres Brøde, for derved at gøre andre slette Mennesker forsigtige?

Behjertet. Dette er ogsaa blevet gjort, som du straks skal se, naar du træder lidt nærmere hen til Muren.

Barmhjertig. Nej, lad dem kun hænge og deres Navne forgaa, deres Forbrydelse lever og vil altid vidne mod dem. Jeg anser det for et stort Gode, at de blev hængte, førend vi kom ; thi hvem ved ellers, hvad de kunde have gjort med saadanne stakkels Kvinder som os.