Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Porten

Min gamle Ven fortsatte nu sin Fortælling saaledes: Da Kristinde kom til Forsagthedens Sump, begyndte hun at blive ængstelig. »Her,« sagde hun, »er jo det Sted, hvor min kære Mand nær var bleven kvalt i Dyndet.« Hun bemærkede ogsaa, at til Trods for Kongens udtrykkelige Befaling om at udbedre Grunden paa dette Sted, var den snarere. bleven værre end bedre. Jeg spurgte den gamle Mand, om det virkelig var sandt, og han sagde: »Ja, desværre altfor sandt; thi der er mange, som foregiver, at de er Kongens Arbejdere, og siger, at de vil istandsætte Kongevejen, men de bringer kun Skarn og Smuds derhen i Stedet for Sten, og saaledes gør de den endnu værre.« Kristinde og hendes Børn blev derfor staaende der; men Barmhjertig sagde : »Kom, lad os forsøge, men vi maa være meget forsigtige.« De saa sig nu godt om efter Trapperne, og det lykkedes dem endelig med meget Besvær at komme over. Kristinde var dog mere end én Gang nær bleven siddende fast i Sumpen. Næppe var de komne over, før de syntes at høre en Stemme, som sagde til den : »Salig er hun, som troede, thi det skal fuldkomnes, som hende er sagt af Herren,« Lue. 1, 45.

Derpaa gik de videre, og Barmhjertig sagde til Kristinde: »Havde jeg et saa velbegrundet Haab om en kærlig Modtagelse ved den snævre Port, som du har, da tror jeg ikke, at noget skulde afskrække mig.«

»Godt,« sagde den anden, »du kender din svage Side og jeg min; og jeg kan forsikre dig, kære Veninde, at ingen af os vil blive sparet for Genvordigheder, inden vi kommer til vor Rejses Maal. Thi hvor skulde man kunde tænke sig, at Folk, som vi, der tragter efter saa megen Herlighed, ikke skulde hjemsøges af dem, som hader os, med alle optænkelige Snarer, Trængsler, Farer og Bekymringer?«

Nu forlod Skarpsindig mig, og jeg syntes i min Drøm, at jeg var alene. Da saa jeg Kristinde, Barmhjertig og Børnene gaa sammen til Porten, og da de var komne derhen, raadslog de om hvorledes de skulde banke paa, og hvad de skulde sige, naar der blev lukket op for dem. De blev enige om, at Kristinde som den ældste skulde banke paa og tale til Portneren paa de andres Vegne. Kristinde begyndte at banke, og ligesom hendes stakkels Mand havde gjort, bankede hun ogsaa flere Gange. Men i Stedet for at faa Svar, syntes de at høre en stor Hund komme bjæffende mod dem; dette gjorde Kvinderne og Børnene saa bange, at de ikke mere vovede at banke paa, af Frygt for at Hunden skulde fare løs paa dem. Overvældede af Angst vidste de nu ikke, hvad de skulde gøre; banke paa turde de ikke af Frygt for Hunden, og vende om turde de heller ikke af Frygt for, at Portneren skulde faa Øje paa dem og blive fornærmet; omsider besluttede de at banke paa igen og meget stærkere end før. Da raabte Portneren indenfor: »Hvem der?« I det samme ophørte Hunden at gø, og der blev lukket op for dem.

Da bøjede Kristinde sig dybt og sagde : »Herren maa ikke blive fortørnet paa hans Tjenerinder, fordi de har vovet at banke paa hans fyrstelige Port.« Da sagde Portneren: »Hvorfra kommer I, og hvad er eders Begæring?«

Kristinde svarede: »Vi kommer fra det Sted som, Kristen kom fra, og i samme Ærinde som og han, for med eders naadige Tilladelse at komme ind gennem Porten paa den Vej, som fører til den himmelske Stad. Jeg er Kristinde, som har været den henvandrede Kristens Hustru.«

Herover undrede Portneren sig og sagde: »Hvad, er hun nu bleven Pilgrim, som for kort siden foragtede denne Vandring?« Da bøjede hun. Hovedet og sagde: »Ja, og det er mine kære Børn ogsaa blevne.«

Derpaa tog han hende ved Haanden, førte hende ind og sagde: »Lader de smaa Børn og komme til mig, og lukkede saa Porten. Da dette var gjort, kaldte han paa en Basunblæser, som var ovenover Porten, for at han skulde underholde Kristinde med Basunens Lyd og med Frydesang af Glæde, over, at hun var kommen. Han adlød og blæste i sin Basun, saa Luften fyldtes med harmoniske Toner.

Imedens havde Barmhjertig staaet udenfor skælvende og grædende, af Frygt for, at hun skulde blive forskudt. Men saa snart Kristinde havde faaet Adgang for sig og sine Børn, gik hun ogsaa i Forbøn for Barmhjertig.

Og hun sagde: »Kære Herre, jeg har en Veninde, som endnu staar udenfor, og som er kommen i samme Hensigt som jeg, hun er meget nedbøjet, fordi hun mener at komme uden at være kaldet, medens jeg har faaet Bud fra min Mands Konge.«

Barmhjertig blev imidlertid meget utaalmodig, thi Minutterne var hende saa lange som Timer, og hun afbrød Kristinde i hendes Forbøn ved selv at banke paa Porten, og hun bankede saa stærkt, at Kristinde for sammen. Da spurgte Portneren: »Hvem der?« og Kristinde sagde: »Det er min Veninde.«

Han aabnede da Porten og saa ud; men Barmhiertig var falden i Afmagt, thi hun frygtede for, at Porten ikke vilde blive opladt for hende.

Derpaa tog han hende ved Haanden og sagde: »Pige, jeg byder dig staa op !« »O Herre,« svarede hun, »jeg er svag og afmægtig; der er næppe Liv tilbage i mig.« Men han sagde: »Der staar skrevet: »Da min Sjæl forsmægtede i mig, kom jeg Herren ihu, og min Bøn kom til dig i dit hellige Tempel,« Jonas 2, 8. Frygt ikke, men staa paa dine Fødder, og sig mig, hvorfor du er kommen.«

Barmhjertighed. Jeg er kommen efter det, som Jeg aldrig er bleven indboden til at faa, saaledes som Kristinde; thi hendes Indbydelse var fra Kongen selv, min derimod kun fra hende. Jeg er derfor bange for, at jeg er altfor dristig.

Portneren. Bad hun dig om at følge med hende hertil ?

Barmhjertig. Ja, og som Herren ser, er jeg kommen. Og dersom der endnu findes Naade eller Syndsforladelse, saa anraaber jeg dig om, at jeg, din stakkels Tjenerinde, maa blive delagtig deri.

Da tog han hende atter ved Haanden og førte hende venligt ind. idet han sagde: »Jeg beder for alle dem, som tror paa mig.« Derpaa sagde han til de hosstaaende: »Lad Barmhjertighed faa noget at lugte til for derved at vække hende af hendes Afmagt. Da hentede de lidt Myrrah til hende, hvis Duft gjorde hende frisk igen.

Saaledes blev altsaa Kristinde og hendes Børn samt Barmhjertig modtagne, og venligt tiltalte ved Begyndelsen af Vejen. De sagde nu endvidere: »Vi angrer vore Synder og beder om Tilgivelse saa vel som om videre Undervisning i, hvad vi skal gøre.«

Nu saa jeg i min Drøm, at han talte længe venligt med dem, hvilket gjorde dem meget glade. Han førte dem ogsaa øverst op paa Porten og viste dem det, hvorved de var blevne frelste; tillige fortalte han dem, at de til Trøst atter vilde faa dette Syn at se, medens de vandrede videre paa Vejen.

Derpaa lod han dem være alene en Stund.

Kristinde. O, hvor glad er jeg ikke over, at vi er komne ind. Jeg troede den Gang, vi stod udenfor Porten, at al vor Møje var spildt, især da den fæle Hund bjæffede saa græsselig ad os.

Barmhjertig. Jeg blev mest bange, da jeg saa, at du blev saa naadig modtagen, men jeg efterladt udenfor. Nu gaar det i Opfyldelse, tænkte jeg, hvor der staar skrevet: »To Kvinder skal male paa Kværnen; den ene skal tages, den anden lades tilbage,« Math. 24, 41. Jeg frygtede for at banke igen, men da mit Blik faldt paa de Ord, som staar skrevne over Porten, tog jeg Mod til mig. Da bankede jeg; men jeg ved næsten ikke, hvorledes det gik til, for min Aand kæmpede mellem Liv og Død.

Kristinde. Ved du virkelig ikke, hvorledes du bankede? Jeg kan forsikre dig, at du bankede saa stærkt, at jeg for sammen derved; jeg syntes aldrig i mit Liv at have hørt en saadan Banken ; jeg troede sandelig, at du havde i Sinde at bryde ind med Magt eller tage Riget med Storm, Matth. 11, 12.

Barmhjertig. Ak, kunde vel nogen, som var i min Forfatning, have gjort anderledes? Du ved jo, at Døren blev lukket lige foran mig, og at der var en styg Hund i Nærheden. Vilde ikke enhver, der var lige saa forsagt som jeg, have banket paa af alle Kræfter? Men, Kære, hvad sagde da Herren om min Ubeskedenhed? Var han vred paa, mig?

Kristinde. Da han hørte din voldsomme Banken, spillede der et ubeskrivelig venligt Smil om hans Læber; jeg tror, at hvad du gjorde, behagede ham.

Portneren kom nu hen til dem, og Barmhjertig faldt ned paa sit Ansigt, tilbad ham og sagde : »Modtag Herre, det Taksigelses-Offer, som mine svage Læber bringer dig.«

Da sagde han: »Fred være med dig, staa op !« Men hun blev liggende paa Ansigtet og raabte: »Herre, du er retfærdig, naar jeg vil trætte med dig; dog maa jeg tale med dig om Ret,« Jer. 12, 1. Hvorfor holder du en saadan fæl Hund i Gaarden ? Blot ved Synet af den er saadanne Kvinder og Børn som vi nærved at fly fra Porten af Skræk.«

Han svarede og sagde: »Denne Hund tilhører en anden; den er ogsaa indespærret paa en anden Mands Grund, og mine Pilgrimme hører kun dens Bjæffen. Den hører bjemme paa den Borg, du ser der henne, men den kommer dog undertiden lige til dette Steds Mure. Den har allerede ved sin Gøen skræmt mangen ærlig Pilgrim tilbage fra den rette Vej. Dens Herre holder den dog ingenlunde af Venskab for mig og mine, men tværtimod i den Hensigt at hindre Pligrimme, fra at komme til mig og afskrække dem fra at banke paa Porten. Det har ogsaa sket, at den har revet sig løs og sønderslidt en og anden, som jeg elskede; men endnu bærer jeg alt med Taalmodighed. Jeg bringer ogsaa mine Pilgrimme betimelig Hjælp, saa at de aldrig kommer helt i dens Vold. Men hvad siger du, min dyrekøbte, jeg troede aldrig, du havde ladet dig skræmme af en Hund, hvor glubsk den end var. Den Tigger, som gaar fra Dør til Dør, udsætter sig hellere for en Hunds Tuden og Bjæffen, end han ja endog for dens Bid, end han gaar Glip af en Almisse: og skal en Hund i en andens Gaard -- en Hund, hvis Bjæffen jeg lader tjene til Pilgrimmes Bedste — holde nogen fra at komme til mig? Jeg frelser dem fra Løvens Mund og redder min Yndling fra Hundens Vold,« Sal. 22, 21. 22.

Da sagde Barmhjertig: Jeg tilstaar min Uvidenhed; jeg talte om, hvad jeg ikke forstod, og indser at du gør alle Ting vel.«

Derpaa begyndte Kristinde at tale om deres Rejse og at spørge efter Vejen, hvorpaa han gav dem Føde, vaskede deres Fødder og førte dem ud paa Vejen, ligesom han for havde gjort med Kristen. Og nu saa jeg i min Drøm, at de alle drog af Sted og havde et smukt Vejr under Vejs.

Paa den anden Side af Muren, som indhegnede den Vej, ad hvilken Kristinde og hendes Følge skulde gaa, var der en Have, og denne Have tilhørte ham, som ejede den Omtalte Hund. Nogle af Havens Frugttræer strakte deres Grene over Muren, og da Frugterne var modne og saftige, plejede de, som gik forbi, ofte at plukke deraf og spise, men de tog Skade deraf. Saaledes gjorde ogsaa Kristindes Børn, de glædede sig over de smukke Træer og over Frugterne, som hang paa dem og begyndte at ryste i Grenene for at faa fat i Frugten. Deres Moder irettesatte dem rigtignok derfor, men Drengene lod dog ikke være.

Da sagde hun: »Børn, I begaar Synd, thi Frugten er ikke vor.« Hun havde dog ingen Anelse om, at den tilhørte Fjenden, ellers ved jeg nok, at hun havde været nær ved at dø af Skræk. Men de drog videre, og tænkte ikke mere derpaa.

De var ikke komne længere end et Par Bøsseskud fra Porten, da de fik Øje paa to Mænd af højst mistænkeligt Udseende, som kom løbende imod dem. Kristinde og hendes Veninde Barmhjertig tilhyllede sig straks med deres Slør og fortsatte rolig deres Vej med Børnene i Spidsen, indtil de og Mændene tilsidst mødtes. Disse gik da løs paa Kvinderne, som om de vilde omfavne dem ; men Kristinde raabte : »Holdt! Gaa fredelig eders Vej, som sømmeligt er.« Men de agtede ikke mere paa Kristindes Ord, end om de havde været døve, og begyndte at lægge Haand paa dem. Dette opbragte Kristinde i den Grad, at hun sparkede til dem med Fødderne. Ogsaa Barmhjertig gjorde, hvad hun kunde for at holde dem fra Livet. Kristinde raabte atter til dem: Af Vejen med jer! vi har ingen Penge at miste, da vi er Pilgrimme og lever af gode Menneskers Velgørenhed.«

Derpaa sagde den ene af Mændene: »Del er ikke Penge, vi forlanger af eder; vi kommer bare for at lade eder vide, at dersom I er villige til at føje os i en ubetydelig Ting, som vi forlanger, saa skal vi altid have Agtelse for eder.«

Da det nu anede Kristinde, hvad de mente hermed, svarede hun dem : »Vi vil hverken høre, agte paa eller, tilstaa eder, hvad I har i Sinde at begære. Vi har Hastværk og kan ikke opholde os et Øjeblik; det gælder Liv eller Død.« Dermed gjorde hun og hendes Følge igen Forsøg paa at komme forbi dem; men Mændene spærrede Vejen og sagde: »Vi tragter eder ikke efter Livet; det er noget ganske andet vi vil.«

»Ja, jeg ved det,« raabte Kristinde, »I vil have os baade med Legeme og Sjæl, derfor er I komne; men vi vil hellere dø paa Stedet, end lade os fange i eders Snarer og saaledes sætte vort evige Vel paa Spil.« I det samme raabte de begge af alle Kræfter: »Mord! Mord !« — og benskød sig saaledes under de Love, som er givne til Kvindernes Beskyttelse, 5 Mos, 22, 23-27. Men Mændene vedblev dog at nærme sig i den Hensigt at sætte deres Vilje igennem med Magt, og de raabte derfor atter om Hjælp.

Da de, som sagt, ikke var langt fra Porten, hvorigennem de var komne, naaede deres Nødskrig derhen, og nogle af Husets Folk, som genkendte Kristindes Stemme, ilede hende ufortøvet til Hjælp. Da raabte en af de Tililende : »Hvad tager I jer for, I Skurke? Vil I forføre min Herres Folk til Synd?« Han forsøgte ogsaa at gribe dem, men Mændene undslap ved at springe over Muren ind i den Have, som tilhørte Manden, der ejede den store Hund. Befrieren gik derpna hen til Kvinderne og spurgte, hvorledes det stod til med dem; hvorpaa de svarede: »Vi bringer dig vor hjerteligste Tak for den betimelige Hjælp, du har ydet os, uden hvilken vi var bleene overmandede.«

Efter at de endnu havde vekslet nogle Ord, sagde Befrieren: »Jeg undrede mig meget over, at I som svage Kvinder ikke under eders Ophold ved Porten bad Herren om en Ledsager, han havde nok straks tilstaaet eder en, og I vilde da ikke være udsatte for disse Trængsler og Farer.«

»Ak,« sagde Kristinde, »vi var saa opfyldte af vor Lyksalighed, at vi ikke en Gang tænkte paa kommende Farer ; og hvem kunde desuden tænke sig, at der saa nær ved Kongens Palads skulde ligge saadanne stygge Mennesker paa Lur? Det vilde vistnok have været bedre for os, om vi havde anmodet Herren om Ledsagelse; men siden han selv ved, hvad der tjener os til bedste, maa jeg undres over, at han ikke uopfordret sendte nogen med os.«

Befrieren. Det er ikke altid saa godt uopfordret at give noget, for derved kunde Modtageren let komme til at sætte mindre Pris paa det; føles derimod en stærk Trang til noget, da bliver det først ret vurderet af den, som faar det, og da forstaar han først at gøre den rette Brug deraf. Havde min Herre uopfordret givet eder en Ledsager, da vilde ingen af eder have beklaget eders Forsømmelse ved ikke at bede om nogen. Saaledes tjener alle Ting til det gode, og til at gøre eder mere forsigtige.

Kristinde. Skal vi da hellere gaa tilbage til Herren, og idet vi tilstaar vor Daarskab bede ham om en Ledsager?

Befrieren. Bekendelsen af eders Forsømmelse skal jeg overbringe ham; at gaa tilbage er ikke nødvendigt, for overalt, hvor I kommer hen, vil I finde rigelig Forsyning af alt, hvad I maatte trænge til, eftersom der i ethvert af de Herberger, som min Herre har ladet indrette til sine Pilgrimmes Modtagelse, er sørget tilstrækkeligt for alt, hvad der kan sikre dem mod et hvilket som helst Angreb. Men, som sagt, »han vil lade sig adspørge af dem til at gøre dette ved dem,« Ezech. 36, 37. Og det maa være en ussel Ting, som ikke en Gang er værd at spørge om. Da han havde sagt dette, forlod han dem og gik tilbage, medens Pilgrimmene fortsatte deres Vej.

»Hvilken uventet Skuffelse !« udbrød nu Barmhjertig; Jeg troede, at al Fare nu var overstaaet, og at vi aldrig mere behøvede at sørge.«

»Din Uskyldighed, kære Søster,« sagde Kristinde, »undskylder dig meget, men hvad mig angaar, da er min Fejl saa meget desto større, for jeg anede denne Fare, før vi rejste, og saa mig dog ikke for, som jeg burde have gjort.

Da sagde Barmhjertig: »Hvorledes kunde du vide dette, før du kom hjemme fra? Kære, forklar mig denne Gaade.«

Kristinde. Ja, det skal jeg sige dig. Kort før jeg rejste, havde jeg en Nat en Drøm; jeg syntes, jeg saa to Mænd som lignede disse, staa ved min Seng og overveje, hvorledes de kunde forhindre min Salighed. Jeg skal gentage deres egne Ord for dig. De sagde: »Hvad skal vi gøre med denne Kone ; thi hun raaber baade Nat og Dag om Naade. Lader vi hende vedblive, som hun har begyndt, mister vi hende, ligesom vi har mistet hendes Mand.« Dette burde have indskærpet mig forsigtighed og lært mig i Tide at se mig for.

»ja,« sagde Barmhjertig, »ligesom denne Forsømmelse er bleven Aarsag i, at vi ser vor Ufuldkommenhed, saaledes har vor Herre taget Anledning deraf til at aabenbare sin Naades Rigdom ; thi han fulgte efter os, som vi har set, ikke fordi vi bad ham derom, men af sin store Kærlighed, og har befriet os fra dem, som var stærkere end os.«