Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Kristinde

Anden Del.

Kære Læsere!

For nogen Tid siden fortalte jeg eder den Drøm, jeg havde om Pilgrimmen Kristen og om hans farlige Rejse til det himmelske Land, til Glæde for mig selv og til Gavn for eder. Jeg fortalte eder ogsaa, hvad jeg saa angaaende hans Hustru og Børn, nemlig hvor uvillige de var til at følge med ham paa hans Pilgrimsgang saa at han nødtes til at gaa alene; fordi han ikke turde udsætte sig for den store Fare, han mente sig udsat for, ved at blive hos dem i Fordærvelsens Stad. Han forlod dem derfor, som jeg da fortalte eder, og begav sig paa sin Rejse.

Nu har det truffet sig saadan, at jeg paa Grund af mange Forretninger er bleven hindret fra mine sædvanlige Rejser til de Egne, hvorfra han vandrede, og har saaledes ikke haft Anledning til at forhøre mig om dem, han efterlod sig der. Men da jeg nylig havde noget at afgøre der i Nærheden, drog jeg atter derhen. Jet opslog min Bopæl i en Skov, omtrent en Fjerdingvej derfra, og medens jeg sov, drømte jeg igen.

Jeg syntes da, at en gammel Mand kom hen imod mig, og da han skulde gaa et Stykke ad samme Vej, jeg rejste, syntes jeg, at jeg stod op og fulgte med ham. Medens vi nu rejste, talte vi sammen om mangt og meget, som Rejsende plejer at gøre, og vor Samtale drejede sig blandt andet om Kristen og hans Vandring.

"Hør,"sagde jeg, »hvad er det for en By, som ligger neden for os paa venstre Side af Vejen ?«

Da sagde Skarpsindighed (for saaledes hed han): »Det er Fordærvelsens Stad, et folkerigt Sted, som bebos af lutter verdsligsindede og ugudelige Mennesker.«

»Jeg tænkte nok, det var den,« sagde jeg, »jeg har selv en Gang rejst gennem den og ved derfor, at det er sandt, hvad du siger om den.«

Skarpsindighed. Altfor sandt; jeg ønsker, at jeg med Sandhed kunde tale bedre om dem, som bor der.

»Det glæder mig,« svarede jeg, »at mærke, at du er en rettænkende Mand, som finder Behag i at høre og fortælle om det gode. Sig mig, har du nogen Sinde hørt, hvordan det gik en Mand ved Navn Kristen, som boede i denne Stad, og som for en Tid siden begav sig paa Vandring til de højere Egne.«

Skarpsindighed. Det skulde jeg mene, og tillige om alle de Møjsommeligheder, Sorger, Kampe, Fængslinger, Sukke og Farer, han maatte udstaa paa Rejsen. Desuden kan jeg fortælle dig, at der i vort Land kun findes faa, som efter at have hørt om ham og hans Gerninger, ikke har søgt at faa fat paa Fortællingen om hans Vandring; og jeg tror, jeg tør sige, at denne hans dristige Rejse har bragt mange til at ønske sig samme Vej. Thi skønt han, medens han opholdt sig her, ansaa's for en Daare, roses han dog nu, da han er borte, af alle og enhver ; for der siges, at han skal have det meget lykkeligt paa det Sted, han er kommen til, ja mange, som aldrig har tænkt paa at vove, hvad han har vovet, ønsker nu at være i hans Sted.

»De maa vel tro,« sagde jeg, »at han har det godt der, hvor han er, dersom de ellers tror, hvad der er sandt; for nu lever han ved og i Livets Kilde, og har alting uden Sorg og Møje. Men hvad siger da Folk egentlig om ham ?«

Skarpsindighed. Der siges forunderlige Ting om ham; nogle siger, at han nu gaar i hvide Klæder, Aab. 3, 4; 6, 11, at han har en Guldkæde om Halsen og en med Perler besat Guldkrone paa Hovedet; andre siger, at de skinnende Væsener, som undertiden viste sig for ham paa hans Rejse, er blevet hans Venner, og at han er ligesaa fortrolig med dem paa det Sted, hvor han er, som den ene Nabo her er med den anden. Desuden forsikrer man, at Kongen paa det Sted, hvor han bor, allerede har skænket ham en meget smuk Bolig ved Hoffet, Ezech. 3, 7; og at han hver Dag spiser og drikker, spadserer og taler med ham, og nyder Gunst og Velvilje af ham, som er alles Dommer. Endvidere venter mange, at hans Fyrste, dette Lands Herre, om kort Tid vil komme til disse Egne for at faa Grunden at vide til at hans Naboer agtede ham saa ringe da de mærkede, at han havde besluttet at blive Pilgrim. Thi min siger, at han nu skal staa højt i Anseelse hos sin Fyrste, og at hans herre og Konge er bleven saa fortørnet over al den Haan og Beskæmmelse, som de viste Kristen, da han blev en Pilgrim, at han vil anse alt som gjort mod sig selv, hvilket ikke er til at undres over, naar man betænker, at det var ar lutter Kærlighed til sin Fyrste at han udsatte sig for saa mange Farer.«

Det tror jeg gerne,« sagde jeg, »og jeg er glad over at hører det : for nu Hviler han efter sit Arbejde (Aab. 14. 13) og høster med Frydesang, efter at have, saaet med Taarer, Sal. 126, 5. 6; Han er ogsaa undsluppen sine Fjenders Vold og kan ikke Længere naas af deretm som hader ham, jeg er tillige glad over, at rygtet herom er udbredt over det hele Land, thi hvem ved, om ikke det kan bevirke noget godt hos dem, som endnu er tilbage. arme Stakler ! Jeg gad vidst, hvordan det gaar dem."

Skarpsindighed. Hvem? Kristine og hendes Sønner? Det ser ud til. at det vil gaa dem i ligesaa godt, som det gik Kristen selv; thi skønt de alle i Begyndelsen var forblindede nok til al spotte over ham og ikke vilde lade sig bevæge hverken ved Taarer eller Bønner, saa er de nu ved nærmere at tænke derover, komne paa ganske andre Tanker; ja de har endog pakket sammen og er rejst efter ham.

Det var sandelig en glædelig Nyhed. Men er de da alle rejst, baade Hustruen og Børnene?«

Skarpsindigbed. Ja, det er de, og jeg kan tillige fortælle dig hele Sammenhængen, for det traf sig saaledes, at jeg selv var nærværende, da det skete, og jeg ved derfor nøje Besked om sagen.

Denne Kristinde (for det var hendes navn) begyndte at blive meget urolig i Sindet, fordi hun havde mistet sin Mand. For du ved, sagde han, at de Genlevende af Naturen ikke kan andet end sørge og være bekymrede over Tabet af deres Kære. Savnet af hendes Mand kostede hende mange bitre Taarer. Men dette var ikke alt, thi Kristinde begyndte nu at spørge sig selv, om hun ikke ved sin usømmelige Opførsel mod sin Mand for en Del selv havde været Skyld i, at han paa denne Maade var bleven hende berøvet. Og at hendes Haardhed og Ukærlighed mod ham randt hende paa en Gang i Tankerne. Hun blev desuden bedrøvet ved at tilbagekalde sig i Erindringen alle sin Mands dybe Sukke, bitre Taarer og Selvbebrejdelser. og hvorledes hun havde forhærdet sit Hjerte mod alle hans Bønner og kærlige Overtalelser til hende og hendes Sønner, at de skulde følge med ham; ja den mindste Ting, som Kristen havde sagt eller gjort, medens Byrden laa paa hans Ryg, for nu som et Lyn gennem hendes Tanker og pinte hendes Hjerte. Især lød hans fortvivlede Raab: »Hvad skal jeg gøre for at blive salig?« uafladelig i hendes Øren. Derpaa sagde hun til sine Børn: Mine Sønner, vi er alle fortabte. Jeg har syndet mod eders Fader, og han er borte; han vilde have haft os alle med, men jeg vilde ikke, og har saaledes ogsaa tilbageholdt eder. Ved at høre dette, begyndte Børnene at græde og bad om at maatte komme til deres Fader. »O,« sagde Kristinde. »gid det havde været vor Lod at følge med, da vilde det have gaaet os bedre end det nu ser ud til; thi om jeg end tidligere var taabelig nok til at tro, at eders Faders Uro og bekymring kom af en overspændt Fantasi, saa kan jeg dog nu ikke komme bort fra, at der laa noget ganske andet til Grund derfor, nemlig, at Livets Lys var oprunden i hans Sjæl, hvorved han er undsluppet Dødens Snarer.«

Den følgende Nat havde Kristinde en Drøm, og hun saa, at der ligesom blev aabnet et stort Pergamentsblad for hende, hvorpaa alle hendes Synder stod optegnede. Saare forskrækket over dette Syn, raabte hun højt i Søvne: »Herre, vær mig Synder naadig !«

Derefter syntes hun at se to meget ildesindede Mennesker staa ved hendes Seng, og disse sagde: »Hvad skal vi gøre med denne Kvinde? thi hun raaber baade Nat og Dag om Naade, og bliver hun ved, som hun har begyndt, saa mister vi hende, ligesom vi mistede hendes Mand. Derfor maa vi paa en eller anden Maade søge at betage hende Tanken paa det tilkommende Liv, for ellers vil det være umuligt at hindre hende fra at blive Pilgrim.«

Nu vaagnede hun, badet i Angstens Sved, men omsider faldt hun dog igen i Søvn. Og da syntes hun at se sin Mand Kristen paa et dejligt Sted blandt de Udødeliges Skarer, med en Harpe i Haanden, hvorpaa han spillede for en, som sad paa en Trone med en Regnbue over Hovedet. Hun hørte ham ogsaa sige, idet han knælede ned for Fyrstens Fødder : »Jeg takker dig, min Herre og Konge, af ganske Hjerte, for at du har ført mig til dette Sted.« Da istemte Skaren, som stod hos, et Fryderaab og spillede paa deres Harper; men ingen Levende kunde forstaa, hvad de sagde, uden Kristen og hans Brødre.

Da hun den følgende Morgen var staaet op, havde bedt til Gud og talt en Stund med sine Børn, bankede det haardt paa Døren, og hun sagde : »Kommer du i Guds Navn, saa kom ind.« Dertil blev der svaret: »Amen,« og en Mand aabnede Døren og hilsede hende med: »Fred være med dette Hus !« og sagde derpaa, »Kristinde! ved du, hvorfor jeg er kommen?« Da rødmede hun og skælvede; og hendes Hjerte begyndte at brænde af Længsel efter at vide, hvorfra han kom, og hvad Budskab han bragte hende. Han sagde nu til hende: »Mit Navn er Løndom, og jeg bor hos dem, som er i det høje. Der, hvor jeg bor, tales der om, at du har Lyst til at komme; der gaar ogsaa Rygte om, at du er bekymret for det onde, du har gjort imod din Mand, ved at forhærde dit Hjerte mod hans Veje og ved at holde disse dine Smaa i Uvidenhed. Kristinde! Barmhjertighedens Fader har sendt mig for at sige dig, at han er en Gud, beredt til at tilgive, og at han finder Behag i at forlade Synder. Han indbyder dig ogsaa nu til at komme til hans eget Bord, hvor han vil føde dig med sit Huses Fedme og skænke dig din Fader Jakobs Arvedel. Kristen, din Mand, er ogsaa der blandt de mange Tusinder og beskuer bestandig det Aasyn, som giver alle Beskuere Liv. Hvor glade vil de ikke blive, naar de hører Lyden af dine Fodtrin over din Faders Dørtærskel.«

Ved at høre dette følte Kristinde sig meget beskæmmet og bøjede Hovedet mod Jorden. Den Fremmede vedblev: »Kristinde! her er ogsaa et Brev til dig fra din Mands Konge.« Hun tog og aabnede det, og det duftede af den fineste Vellugt (Højs. 1, 3); og var skrevet med gyldne Bogstaver. Brevets Indhold var, at Kongen vilde have hende til at gøre ligesom hendes Mand, Kristen, havde gjort, nemlig vandre den Vej, som fører til hans Stad, for i al Evighed at bo hos ham. Herved blev den gode Kone ganske overvældet af sine Følelser og raabte til den Fremmede: »Herre, vil du tage mig og mine Børn med dig, paa det at ogsaa vi kunne tilbede denne Konge?«

Da sagde den Fremmede: »Kristinde! det bitre gaar forud for det søde. Først maa du ligesom han, der gik foran dig, gaa gennem megen Trængsel, før du kan indgaa til den himmelske Stad, hvorfor jeg raader dig til at gøre som din Mand, Kristen, nemlig at gaa til den snævre Port, thi den staar ved Begyndelsen af den Vej, du maa gaa, og jeg ønsker dig al Lykke paa Rejsen. Tillige raader jeg dig til at tage dette Brev og at læse i det for dig selv og dine Børn, indtil I kan det udenad; for det er en af de Sange (Sal. 119, 55), som I maa synge, medens I er paa Vandring, og I maa tillige fremvise det ved den første Port, i kommer til.«

Nu saa jeg i min Drøm, at den gamle Mand syntes at være meget bevæget, medens han fortalte mig det. Han vedblev dog og sagde : »Derpaa samlede Kristinde sine Sønner om sig og begyndte at tale saaledes til dem: »Mine Børn, jeg er, som I vel har mærket, dybt bekymret over eders Faders Død ; dog ikke fordi jeg tvivler om hans Salighed, for jeg er nu forvisset om, at han har det godt. Men Tanken om min egen og eders Tilstand har foruroliget mig meget. Kom, mine Børn, lad os pakke sammen og begive os til Porten, som fører til det himmelske Land, at vi kan se eders Fader og, være hos ham og hans Venner i Fred.«

Børnene brast nu i Graad af Glæde over, at deres Moder var kommen til denne Beslutning. Den Fremmede bød dem derpaa Farvel, og de begyndte at gøre sig færdige til Rejsen.

Men medens de saaledes var i Færd med at pakke ind, kom der to Kvinder, som var Kristindes Naboersker, og bankede paa Døren. Hun sagde nu som før: »Kommer I i Herrens Navn, saa kom ind.« Kvinderne studsede over dette, for saadanne Ord var de ikke vant til at høre fra Kristindes Læber. De gik dog ind; men se, de fandt den gode Kone i Færd med at forlade sit Hus.

Da sagde de: »Kære Naboerske, hvad skal dette betyde ?«

Kristinde svarede og sagde til den ældste af dem, som hed Frygtsom: »Jeg skal foretage en Rejse.« (Denne Frygtsom var en Datter af ham, som mødte Kristen paa Bjerget Besværlighed og vilde overtale ham til at vende om af Frygt for Løverne).

Frygtsom. Hvorhen, om jeg tør spørge?

Kristinde. Efter min Mand. Og i det samme brød hun ud i heftig Graad.

Frygtsom. Det vil jeg ikke haabe, gode Naboerske, for dine stakkels Børns Skyld ; forspild ikke saaledes dit Liv.

Kristinde. Mine Børn følger alle med mig ; ingen af dem vil blive tilbage.

Frygtsom. Jeg begriber ikke, hvem der kan have bragt dig paa saadanne Tanker.

Kristinde. O, Naboerske, vidste du, hvad jeg ved, saa vilde du vistnok følge med mig.

Frygtsom. Sig mig, hvilken ny Efterretning har bevæget dig til at forlade alle dine Venner og Bekendte og drage bort, ingen ved hvorhen?

Kristinde. Jeg har været saare bekymret siden min Mands Bortrejse, især siden han gik igennem Floden; og hvad der bedrøver mig mest, er min ukærlige Opførsel mod ham i hans Nød. Desuden gaar det mig nu som det gik ham: jeg har ikke Ro, før jeg begiver mig paa Pilgrimsvandring. I Nat drømte jeg, at jeg saa ham. O, var min Sjæl hos ham! Han bor hos Landets Konge, han spiser ved hans Bord, nyder Omgang med de udødelige, og er bleven skænket et Hus at bo i, i Sammenligning mod hvilket det herligste Palads paa Jorden er som en Svinesti, 2 Cor. 5, 1-4. Stedets Fyrste har ogsaa sendt Bud efter mig med Løfte om en god Modtagelse, dersom jeg vilde komme til ham; hans Bud var nylig her og bragte mig et Brev, som indbyder mig til at komme. I det samme tog hun Brevet frem, læste det, og sagde til dem: »Hvad har I nu at sige til dette ?«

Frygtsom. O, hvilken Afsindighed er ikke baade du og din Mand bleven betaget af, saa I udsætter eder for saa mange Vanskeligheder og Farer. Du maa dog sikkert have hørt om, hvad der hændte din Mand, allerede ved hans første Skridt, han gjorde paa sin Vandring, som vor Nabo Haardnakket kan bevidne, thi han fulgte et Stykke med ham, ja, det gjorde ogsaa Føjelig, indtil de begge, som kloge Folk, blev bange for at gaa videre. Desuden har vi ogsaa hørt om, hvorledes han mødte Løverne, Apollyon, gik gennem Dødens Skygge Dal og meget andet. Ikke heller maa du glemme den Fare, han blev udsat for paa Forfængelighedens Marked; for blev han, som var en Mand, fristet saa haardt, hvordan vil det vel gaa dig, som kun er en svag Kvinde? Betænk ogsaa, at disse fire Smaa er dine Børn, dit Kød og Blod. Om du derfor end er saa daarlig at ville forspilde dit eget Liv, saa burde du dog blive hjemme for deres Skyld.

Men Kristinde svarede hende : »Frist mig ikke, gode Naboerske, jeg har nu en Skat i Haanden, hvorved jeg kan skaffe mig en stor Fordel, og jeg maatte i Sandhed være den største Daare, om jeg ikke vilde benytte mig af Lejligheden. Og hvad alle de Sorger og Farer angaar, som du siger vil møde mig under Vejs, saa er det langtfra, at de skal betage mig Modet; de viser mig tværtimod, at jeg er paa den rette Vej. »Det bitre maa gaa forud for det søde,« hvilket ogsaa vil gøre det søde endnu sødere. Men siden du ikke er kommen til mit Hus i Guds Navn, saa maa jeg bede dig gaa din Vej og lade mig være i Fred.«

Da begyndte Frygtsom at spotte hende og sagde til sin Selskabssøster, som hed Barmhjertighed : »Kom, Naboerske, lad hende kun skøtte sig selv; hun foragter jo baade vort Selskab og vore Raad.« Men Barmhjertighed blev staaende og kunde ikke straks bekvemme sig til at gaa; for det første fordi hun inderlig ynkedes over Kristinde og derfor sagde ved sig selv : »Dersom min Naboerske under alle Omstændigheder vil rejse, da vil jeg følge med et lille Stykke og hjælpe hende;« og for det andet fordi hun ynkedes over sin egen Sjælstilstand, for hun var bleven greben af Kristindes Ord, hvorfor hun atter sagde ved sig selv: »Jeg vil tale noget mere med Kristinde, finder jeg saa Sandhed og Liv i hvad hun siger, da vil jeg af ganske Hjerte følge med hende.«

Barmhjertighed svarede derfor sin Naboerske saaledes: »I Morges fulgte jeg rigtignok med dig min Naboerske, for at se til Kristinde, men siden hun staar i Begreb med at sige sit Fødeland Farvel for bestandig, saa har jeg i denne skønne Morgenstund Lyst til at følge med et lille Siykke, for at være hende behjælpelig under Vejs. (Den anden Grund beholdt hun for sig selv).

Frygtsom. Jeg ser, at du ogsaa har Lyst til at gaa som en Nar, men tag dig kun i Agt i Tide og vær forsigtig. Saa længe vi er udenfor Faren, ved vi os sikre, men naar vi ubetænksomt styrter os i den, er det ikke godt at vide, hvad der kan følge paa. Derpaa gik Frygtsom bort, og Kristinde begav sig paa Rejsen. Da Frygtsom var kommen hjem, sendte hun Bud efter nogle af sine Naboersker, nemlig Damerne Flagermusøjne, Ubetænksom, Letsindig og Ved-intet, og saa snart de var kommet til hendes Hus, fortalte hun dem om Kristinde og hendes paatænkte Rejse og begyndte saaledes :

Frygtsom. Da jeg i Morges kun havde lidt at bestille, vilde jeg besøge Kristinde, og da jeg kom til Døren og bankede paa, som Skik og Brug er, svarede hun: Kommer du i Guds Navn, saa kom ind. Jeg gik altsaa ind i den Tanke, at alt stod godt til; men da jeg var kommen inden for Døren, saa jeg, at hun gjorde Anstalter til at forlade Byen med sine Børn. Jeg spurgte hende da, hvad dette skulde betyde, og fik den korte Besked, at hun agtede sig paa en Pilgrimsvandring som hendes Mand. Hun fortalte mig ogsaa om en Drøm, hun havde haft, og at hun af Kongen i det Land, hvor hendes Mand nu bor, havde faaet et Brev, hvori han indbød hende til ogsaa at komme derhen.

»Hvad!« udbrød Vedintet, »mener du da virkelig, at hun vil rejse?«

Frygtsom. Ja, hun vil af Sted, og jeg tror at vide det deraf, at den væsentligste Grund til at forblive hjemme (nemlig alle de Trængsler og Genvordigheder, som visselig vil møde hende under Vejs) virkede meget mere paa hende som en Drivfjeder til uden Ophold at begive sig paa Rejsen. Saa meget sagde hun i al Fald: »Det bitre gaar foran det søde; og netop derved bliver det søde endnu sødere.«

Flagermusøjne. O, den blinde, ubesindige Kone, vil hun da slet ikke lade sig advare af sin Mands Ulykker? Jeg tror sikkert, at om han var her igen, vilde han være glad over at kunne beholde sit Skind helt, og at han ikke oftere til ingen Nytte vilde udsætte sig for saa mange Farer.

Ubetænksom blandede sig i Samtalen og sagde: »Bort fra Byen med saadanne fantastiske Sværmere! For min Del siger jeg Lykke paa Rejsen med hende. Vilde hun blive her og holde fast ved saadanne Tanker, hvorledes skulde vi da kunne komme ud af det med hende? Hun vilde i saa Fald enten være tungsindig og uselskabelig eller tale om Ting, som ingen forstandig gad høre paa; derfor skal jeg ikke tage mig hendes Afrejse nær. Lad hende kun gaa, en bedre kan komme i Stedet. Vor gode gamle Verden er bleven rent af Lave ved disse forskruede Hoveder.«

Derpaa tilføjede Letsindig: »Lad det nu være nok med denne Snak. I Gaar var jeg hos Fru Vellyst, hvor vi alle var saa lystige som unge Piger. Foruden mig var ogsaa Fru Kødslyst der og tre—fire andre, samt Hr. Løsagtig og Madame Urenhed. Vi havde baade Musik og Dans og andet, som kan tjene til Fornøjelse.«

Kristinde var imidlertid draget af Sted, og Barmhjertig ledsagede hende. Børnene var ogsaa med, og under Vejs begyndte Kristinde en Samtale med sin Naboerske. Hun sagde : »Jeg maa betragte det som en uventet Gunst, kære Barmhjertig, at du vil følge mig et lille Stykke paa Vej.«

Derpaa svarede den unge Barmhjertig (thi hun var ganske ung): »Dersom jeg vidste, at det kunde være til Gavn at følge med dig, saa vilde jeg aldrig mere gaa tilbage til Byen.«

»Velan, Barmhjertig": sagde Kristinde, »lad mit Maal ogsaa være dit; jeg ved, hvad Enden paa vor Vandring vil blive. Min Mand er paa et Sted, som han ikke vilde forlade, om han saa fik alt det Guld, der findes i Verden, og skønt du kun gaar efter min Indbydelse, saa vil du dog ikke blive forskudt; den Konge, som har sendt Bud efter mig og mine Børn, finder Behag i Barmhjertighed. Desuden kan jeg fæste dig og tage dig med som min Tjenestepige, om du vil, dog skulde vi have alle Ting fælles. Følg kun med.«

Barmhjertig. Men hvorledes kan jeg da faa Vished om, at jeg vil blive modtagen dér? Hvis nogen, som ved Besked derom, gav mig Haab, saa vilde jeg ikke betænke mig et Øjeblik, men hjulpen af ham, som alene kan hjælpe, drage trøstig af Sted, hvor møjsommelig Vejen end monne være.

Kristinde. Kære Barmhjertig, jeg skal sige dig, hvad du skal gøre. Følg med mig til den snævre Port, der vil jeg anstille videre Undersøgelse for dig ; og dersom du ikke faar nogen Opmuntring der, saa har jeg ikke noget imod, at du vender tilbage igen. Jeg skal tillige betale dig for den Godhed, du viser mig og mine Børn ved saaledes at følge med os.

Barmhjertig. Ja, jeg vil gaa med derhen og finde mig i, hvad der maatte tilstøde os under Vejs. Herren give, at min Skæbne der man blive afgjort efter den himmelske Konges Barmhjertighed.

Da blev Kristinde inderlig glad, ikke alene fordi hun havde faaet en Selskabsdame, men især fordi det var lykkedes hende at gøre denne stakkels Pige bekymret for sin Sjæls Frelse. De fulgtes saaledes ad, og Barmhjertig begyndte at græde. Da sagde Kristinde: »Hvorfor græder du, min Søster?«

Barmhjertig. Ak! hvo kan andet end jamre og beklage sig, naar man betænker, i hvilken Tilstand mine stakkels Slægtninge er, som bliver tilbage i vor syndige Stad

Kristinde. Medlidenhed anstaar Pilgrimme; og du græder for dine Venner, ligesom min gode Kristen græd for mig, da han rejste fra os; det gik ham lige til Hjertet, at jeg spottede ham og ringeagtede hans Ord; men hans og vor Herre opsamlede hans Graad i sin Flaske (Sal. 56, 9.), og nu høster baade du og jeg samt disse mine kære Smaa Frugten og Velsignelsen deraf. Jeg haaber, Barmhjertig, at disse dine Taarer ikke vil være spildte; thi Sandheden har sagt, at »de, som saar med Graad skal høste med Frydesang.« Og ,at »den, der bar Sæden, som saas, gaar sin Gang med Graad, men han skal komme med Frydesang, naar han hjembærer sine Neg." Sal. 126. 5, 6