Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Den sidste rejse

Nu saa jeg i min Drøm, at de talte mere i Søvne, end de havde gjort paa hele Rejsen, og da jeg undrede mig derover, sagde Gartneren til mig : »Hvorfor er du forundret over dette? Denne Vingaards Druer har en saadan liflig Smag, at de bringer de Sovendes Læber til at tale.« Jeg saa derpaa, da de vaagnede, at de gjorde sig færdige til at gaa op til Staden. Men Solstraalernes Genskin fra Staden var som sagt saa overordentlig stærk, thi »Staden var af rent Guld« (Aab. 21, 18), at de endnu ikke kunde taale at se den med blotte Øjne, men maatte bruge et Spejl, som var forfærdiget til dette Øjemed, 2 Cor. 3, 18. Jeg saaa nu, at de under Vejs mødte to Mænd, hvis Klæder skinnede som Guld. Og deres Ansigter var klare som Lyset.

Disse Mænd spurgte Pilgrimmene om, hvor de kom fra, og de fortalte dem det. De spurgte dem ogsaa, hvor de havde haft Herberge, hvilke Vanskeligheder og Farer, hvilken Trøst og Glæde der var mødt dem under Vejs, og de fortalte dem det. Derpaa sagde Mændene, som havde mødt dem : »I har endnu kun to Hindringer tilbage, saa er I i Staden.«

Kristen og Haabefuld spurgte dem da, om de ikke vilde følge med dem, hvilket de var villige til. Men, sagde de, I maa komme ind alene ved eders egen Tro. Derpaa saa jeg, at de fulgtes ad, indtil de fik Porten i Sigte.

Videre saa jeg, at der mellem dem og Porten var en Flod, men der var ingen Bro at gaa over. Floden var meget dyb. Ved Synet af Floden blev Pilgrimmene saare forskrækkede, men Mændene, som gik med dem, sagde: »I maa gaa over, ellers kan I ikke komme til Porten.«

Pilgrimmene spurgte dem da, om der ikke var nogen anden -Vej til Porten, hvortil de svarede : »Jo, men siden Verdens Grundvold blev lagt har kun to, nemlig Enoch og Elias, faaet Lov at betræde den, og herefter vil det ikke blive nogen tilladt, førend den sidste Basun skal lyde,« 1 Cor. 15, 51. 52. Pilgrimmene, især Kristen, begyndte nu at se hid og did; men de øjnede ikke nogen Vej, hvor de kunde undgaa Floden. De spurgte da Mændene, om Vandet overalt var lige dybt. Disse svarede nej, men de tilføjede, at det dog ikke kunde hjælpe, dem, »thi,« sagde de, »I vil finde det dybere eller lavere, alt eftersom I tror paa Stedets Konge.«

De belavede sig da paa at gaa gennem Vandel, men idet de traadte ud, begyndte Kristen at synke, og han raabte til sin Ven Haabefuld : »Jeg synker i Dybet; Bølgerne slaar over mit Hoved,« Jonas 2, 4.

Da sagde Haabefuld: »Vær ved godt Mod, min Broder, jeg føler Bunden, og den er god.« Da sagde Kristen: »Ak, min Ven, Dødens Angst har betaget mig; jeg faar ikke det Land at se, som flyder af Mælk og Honning.« Og i det samme paakom der Kristen et dybt Mørke af Rædsel, saa han ikke kunde se for sig. Han tabte ogsaa til Dels Bevidstheden, saa han hverken kunde erindre eller tale sammenhængende om nogen af de liflige Forfriskelser, han havde nydt paa sin Vandring. Alt, hvad han sagde, røbede hans Sjæleangst og hans store Frygt for, at han skulde dø i Floden og aldrig komme ind gennem Porten. Han blev ogsaa meget bedrøvet og ængstet ved Erindringen om alle de Synder, han havde begaaet baade før og siden, han begyndte at blive Pilgrim. Man mærkede ogsaa, at han blev plaget af Spøgelser og onde Aander, thi hvert Øjeblik tilkendegav han dette ved Ord. Haabefuld havde derfor nok at gøre med at holde sin Broders Hoved over Vandet; ja undertiden gik Kristen ganske under, men saa kom han lidt efter halvt op igen; Haabefuld forsøgte ogsaa at trøste ham alt, hvad han kunde, idet han sagde : »Broder, jeg ser Porten og Mennesker, som staar der for at modtage os.« Men Kristen svarede: »Det er dig, det er dig, de venter paa ; du har altid været haabefuld, saa længe jeg har kendt dig.« »Og det har du ogsaa været,« sagde Haabefuld til Kristen. »Ak Broder,« sagde Kristen, »havde jeg gjort Ret, vilde han visselig nu komme og hjælpe mig, men for mine Synders Skyld er jeg falden i Snaren, og han har forladt mig.« Da sagde Haabefuld: »Min Broder, du har ganske glemt den Tekst, hvor der siges om de Ugudelige: »Der findes ingen Baand, indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt. De har ikke Møje som et andet Menneske, og de bliver ikke plagede som andre Mennesker,« Sal, 73, 4, 5. Al den Sorg og Angst, som du maa udstaa i disse Vande, er ingenlunde Tegn paa, at Gud har forladt dig, men er dig tilskikket alene for at prøve dig, for at se, om du vil ihukomme alt det gode, du har nydt hos ham, og vil stole paa ham i din Nød.«

Derpaa saa jeg i min Drøm, at Kristen en Tid lang var tankefuld, og Haabefuld sagde til ham: »Vær ved godt Mod, Jesus Kristus har genløst dig,« og i det samme udbrød Kristen med lydelig Slemme: »O, jeg ser ham igen! Og han siger til mig: »Naar du gaar gennem Vandene, da vil jeg være hos dig, og gennem Floderne, da skal de ikke overskylle dig,« Es. 43, 2. Da tog de begge Mod til sig, og Fjenden blev derefter saa tavs som Sten, indtil de var komne over. Nu fandt ogsaa Kristen fast Grund at staa paa, og den øvrige Del af Floden var ikke dyb. Saaledes kom de over.

Paa den anden Side af Flodbredden saa de igen de to Skinnende, som der ventede paa dem, og da de var komne op af Floden, hilste disse dem og sagde: »Vi er tjenende Aander, udsendte til Tjeneste for dem, som skal arve Salighed.« Hbr. 1, 14. Saaledes fulgtes de alle til Porten.

Nu maa man vide, at Staden laa paa et mægtigt Bjerg, men Pilgrimmene gik derop med Lethed, fordi de havde disse to Mænd til at støtte sig under Armene. De havde ogsaa efterladt deres jordiske Klædebon i Floden; thi endskønt de havde det paa, da de gik ud i Vandet, kom de dog op deraf uden det. De gik derfor let og meget hurtigt op ad Bjerget, skønt Grundvolden, hvorpaa Staden var bygget, var højere end Skyerne. Under liflige Samtaler for de nu op gennem Luftens Egne, thi de var fulde af Glæde over, at de lykkelig var komne over Floden og havde saadanne herlige Brødre til at ledsage dem.

Den Samtale, de havde med de Skinnende drejede sig om Stedets Pragt og Herlighed, som de sagde overgik al Beskrivelse. »Der,« sagde de, »er Zions Bjerg, det himmelske Jerusalem, Englenes mange tusind og de fuldkommede Retfærdiges Aander,« Hbr. 12, 22. 24. »I gaar nu til Guds Paradis, hvor I skal se Livsens Træ og æde af de Frugter, som aldrig visner; og naar I kommer der, skal I iføres hvide Klæder, og I skal daglig være hos Kongen og tale med ham, ja i al Evighed. Der skal I ikke finde saadanne Ting, som I kendte, da I vandrede paa Jorden, nemlig Sorg og Skrig, Sygdom og Død; thi de første Ting er vegne bort. I gaar nu til Abraham, Isak og Jakob og til Profeterne — Mænd, som Gud har bortført fra det tilkommende Onde, og som nu hviler paa deres Leje, efter at have vandret i Oprigtighed,« Es. 57, 1. 2. Pilgrimmene spurgte da: »Hvad skal vi gøre paa det hellige Sted?« Mændene svarede: »Der skal I faa Trøst for al eders Møje og Glæde for al eders Sorg; I skal høste, hvad I har saaet, ja Frugten af alle eders Bønner, Taarer og hver en Lidelse, I for Kongens Skyld har udstaaet under Vejs. Paa det Sted skal I bære Guldkroner og bestandig nyde Synet af den Hellige; thi »der skal I se Ham, som han er,« 1 Joh. 3, 2. Der skal I ogsaa tjene ham ved Lov og Pris, med Fryd og Taksigelse, ham, som I stræbte efter at tjene i Verden, skønt med stor Vanskelighed, formedelst eders Køds Skrøbelighed. Der skal eders Øjne glædes ved at beskue den Almægtige, og eders Øren ved at høre hans velbehagelige Røst. Der skal I atter forenes med alle eders Kære, som er gangne forud for eder, og der skal I med Glæde modtage enhver, som følger efter eder til det hellige Sted. Der skal I ogsaa iføres Herlighed og Majestæt og udrustes og prydes til at drage ud med Ærens konge naar han kommer i Skyerne ved Basuners Lyd og paa Vindens Vinger, og naar han sidder paa Dommens Trone, skal I sidde hos; ja, og naar han fælder Dom over de Uretfærdige, hvad enten det er Engle eller Mennesker, da skal I have en Stemme med i denne Dom, fordi de var eders Fjender saa vel som hans, 1 Thess. 4, 13-17 , Jud. 14. Dan. 7, 9. 10; 1 Cor. 6, 2. 3. Og naar han vender tilbage til Staden, skal I følge med ham under Basunens Lyd og være hos ham i al Evigbed."

Medens de saaledes nærmede sig Porten, saa de hele den himmelske Hærskare komme dem i Møde. Og de Skinnende sagde til dem: »Disse er to Mænd, som har elsket Gud, medens de var i Verden, som har forladt alt for Hms hellige Navns Skyld; og han har udsendt os for at hente dem, og vi har bragt dem saa langt mod Rejsens Maal, at de nu kan gaa ind og med Glæde beskue deres Frelsers Aasyn.« Da udstødte den himmelske Skare et højt Fryderaab og sagde: »Salige er de, som er kaldede til Lammets Bryllups Nadvere!, Aab. 1-9, 9. Mange af Kongens Basunblæsere kom dem nu i Møde i hvide og skinnende kæder og de bragte selve Himlene til at genlyde af harmonisk Klang. De hilste Kristen og hans Broder tusind Gange velkomne fra Verden; og dette gjorde de under stærke Glædesraab og Basunernes Klang.

Derefter omringede de Pilgrimmene paa alle Sider; nogle gik foran, andre bag dem, nogle paa højre Side, andre paa venstre, og blæste. bestandig medens de gik, harmoniske Toner paa deres Basuner, saa det forekom alle der saa det, som om Himlen selv var kommen ned, for at ile dem i møde. Saaledes gik de nu sammen; og hvert Øjeblik søgte Basunblæserne ved frydefulde Toner at lade Kristen og hans Broder vide, hvor velkomne, de var i deres Selskab, og med hvilken Glæde de kom dem i Møde; og nu var disse to Mænd ligesom i Himlen, førend de var komne der, thi Synet af Englene og Lyden af de harmoniske Toner henrykkede ganske deres Sjæle. Her havde de ogsaa hele Staden i Sigte, og de syntes at høre alle Klokkerne ringe derinde for at hilse dem velkommen; men aller mest glædede de sig ved Tanken om, at de nu selv skulde bo der, og det for evig. O, hvilken Tunge eller Pen formaar at beskrive deres Glæde! Saaledes ankom de til Porten.

Over Porten stod der skrevet med gyldne Bogstaver : »Salige er de, som gør hans Befalinger, paa det de maa faa Adgang til Livsens Træ, og indgaa gennem Portene i Staden.« Aab. 22, 14.

Derpaa saaa jeg i min Drøm, at de Skinnende bad dem melde sig ved Porten; og da de havde gjort det, kom der straks nogle til, som saa frem over Porten, nemlig Enoch, Moses og Elias m. fl., til hvem der blev sagt: »Disse Pilgrimme er komne fra Fordærvelsens Stad af Kærlighed til dette Steds Konge,« og derpaa afleverede enhver af Pilgrimmene det Pas, som de havde faaet ved Begyndelsen af deres Rejse; disse Pas blev da bragt ind til Kongen, som efter at have læst dem sagde : »Hvor er Mændene?« Der blev svaret ham: »De staar uden for Porten.« Kongen befalede da at aabne Porten, paa det at de retfærdige Folk, sagde han, som bevarer megen Troskab, kan komme ind. Es. 26, 2.

Nu saa jeg, at disse to Mænd gik ind ad Porten; og da de kom ind, blev de forvandlede og iført Klæder, der skinnede som Guld. Mange gik dem i Møde med Harper og Kroner og gav dem til Pilgrimmene — Harperne til at prise Herren med og Kronerne til Ærestegn. Da hørte jeg i Drømme alle Klokkerne i Staden ringe, og der blev sagt til Mændene : »Gaar ind til din Herres Glæde." Jeg hørte ogsaa Mændene selv synge med lydelig Stemme: »Ham, som, sidder paa Tronen, og Lammet være Velsignelse og Pris og Ære og Kraft i al Evighed!« Aab. 5, 13.

Idet Portene blev aabnede for at Mændene kunde indlades, kiggede jeg ind efter dem, og se, Staden skinnede som Solen, Gaderne var belagt med Guld, og paa dem gik der mange Mennesker med Kroner paa Hovedet og Palmer i Hænderne og med Guldharper, hvormed de forkyndte Herrens Pris.

Der var ogsaa nogle, som havde Vinger, og de svarede hverandre uafladelig og sagde: »Hellig, hellig, hellig er Herren.« Og derpaa lukkede de Porten; men da jeg havde set dette, ønskede jeg mig iblandt dem.

Efter at jeg med Beundring og Forbavselse havde set paa dette, vendte jeg mig om og fik Øje paa Uvidenhed, som kom til Flodbredden; men han var snart ovre, og det uden halv saa megen Vanskelighed, som de andre maatte kæmpe med. Thi det hændte sig netop, at der paa det Sted var en Færgemand, hvis Navn var Forfængeligt Haab, som hjalp ham over med sin Baad. Ligesom jeg havde set hine to, saaledes saa jeg ogsaa ham gaa opad Bjerget for at komme til Porten; men han gik alene, og heller ikke der kom nogen ham i Møde med den ringeste Opmuntring. Da han var kommen til Porten, læste han Indskriften, som stod derover, og begyndte at banke paa, i Forventning om, at man straks skulde indlade ham; men Mændene, som saa frem over Porten, spurgte ham: »Hvor kommer du fra, og hvad vil du?« Han svarede : »Jeg har ædt og drukket for Kongens Øjne, og han har lært paa vore Gader.« Derpaa spurgte de ham efter hans Pas, for at de kunde vise Kongen det. Han søgte da efter i Barmen, men fandt ikke noget. Da spurgte de: »Har du da ikke noget?« Men Manden svarede ikke et Ord. Dette fortalte de til Kongen, men han vilde ikke gaa ned og se ham; han befalede kun de to Skinnende, som ledsagede Kristen og Haabefuld til Staden, at gaa ud og tage Uvidenhed og binde Hænder og Fødder paa ham og føre ham bort. De tog ham da og førte ham gennem Luften til den Dør, som jeg saa paa Siden af Bjerget og kastede ham derind. Da forstod jeg, at der gaar en Vej til Helvede, lige saa vel fra Himlens Port som fra Fordærvelsens Stad.

Derpaa vaagnede jeg, og se, det var en Drøm!