Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Det fortryllede land

Derpaa saa jeg i min Drøm, at de vandrede frem, indtil de kom til et vist Land, hvor Luften havde den Beskaffenhed, at den gjorde enhver søvnig, som ikke var vant til den. Her begyndte Haabefuld at blive meget tung og dorsk og sagde til Kristen: »Jeg begynder nu at blive saa søvnig, at jeg næppe formaar at holde Øjnene aabne; kan vi ikke lægge os ned her og blunde lidt ?«

Kristen. Nej, paa ingen Maade, thi hvis vi sover ind her, vaagner vi maaske aldrig mere.

Haabefuld. Hvorledes, min Broder? Søvn er jo sød for Arbejderen; det vil forfriske os at slumre lidt.

Kristen. Mindes du ikke, at en af Hyrderne bad os være forsigtige i det fortryllede Land? Han mente dermed, at vi skulde tage os i Vare for at falde i Søvn. »Lad os derfor ikke sove ligesom og de andre, men vaage og være ædru.« 1 Thess. 5, 6.

Haabefuld. Jeg tilstaar, at jeg har fejlet, og havde jeg været her alene, vilde jeg ganske sikkert have lagt mig til at sove, og dermed være kommen i Livsfare. Jeg indser, at det er sandt, hvad den Vise siger: »To er bedre end en.« Præd. 4, 9. Hidtil har dit Selskab været mig en Naade, og du skal have en god Løn i dit Arbejde.

Nuvel, sagde Kristen, lad os begynde en nyttig Samtale for at forebygge Søvnighed. Haabefuld. Ja, hjertelig gerne.

Kristen. Hvor skal vi begynde?

Haabefuld. Hvor Gud begyndte med os. Men begynd du kun, om du vil.

Derpaa begyndte Kristen og sagde: »Jeg vil gøre dig et Spørgsmaal: Hvorledes faldt du paa den Tanke at gøre, hvad du nu foretager dig ?«

Haabefuld. Mener du, hvad der først bragte mig til at tænke paa min Sjæls Vel?

Kristen. Ja, netop.

Haabefuld. Jeg vedblev længe at finde Behag i de Ting, som ses, og som falbydes paa vort Marked, Ting, som jeg nu tror vilde have styrtet mig i den evige Fortabelse, saafremt jeg ikke i Tide havde frasagt mig dem.

Kristen. Hvad var det for Ting?

Haabefuld. Alle Slags jordiske Skatte og Rigdomme. Desuden fandt jeg Behag i Fraadseri, Nattesværmeri, Drik, Sværgen, Løgn, Ukyskhed, Helligdagsbrøde og alt, hvad der bidrager til at fordærve Sjælen. Men til sidst erfarede jeg, ved at overveje de guddommelige Ting, som jeg hørte saavel af dig som af den elskede Trofast, der for sin Tro og sin gudelige Vandels Skyld maatte dø paa Forfængeligheds Marked, at »Enden paa disse Ting er Døden,« Rom. 6,-21, og at »Guds Vrede for disse Tings Skyld kommer over Vantroens Børn.« Eph. 5, 6.

Kristen. Og du blev straks overbevist derom ?

Haabefuld. Nej, jeg var ikke straks villig til at erkende Syndens Vederstyggelighed, heller ikke den Fordømmelse, som visselig vil følge efter, men forsøgte at lukke mine Øjne for Lyset, da mit Sind blev rystet af Ordets Magt.

Kristen. Men hvad var Grunden til, at du saaledes modsatte dig Guds Aands første Virkning paa din Sjæl?.

Haabefuld. Aarsagerne var: 1) Jeg vidste ikke, at det var Guds Aand, som arbejdede med mig. Jeg faldt aldrig paa den Tanke, at,Gud ved denne Vækkelse fra Syndesøvnen gør det første Skridt til Synderens Omvendelse; 2) Synden var endnu behagelig for mit Kød, og jeg kunde ikke faa mig selv til at forlade den, 3) jeg kunde ikke udskille mig fra mine gamle Venner, hvis Nærværelse og Omgang var mig saa kær 4) de Timer, da Overbevisningen virkede paa mig, var min Sjæleangst saa stor, at jeg bagefter næppe kunde taale at tænke derpaa.

Kristen. Du blev altsaa under Tiden befriet for din Uro?

Haabefuld. Ja, ganske vist, men saa indfandt den sig igen, og da blev jeg ligesaa ulykkelig, ja. ulykkeligere end før.

Kristen. Hvad var det da. som atter mindede dig om dine Synder?

Haabefuld. Mange Ting, saasom:

1) Naar jeg mødte en brav Mand paa Gaden, eller

2) naar jeg hørte nogen læse i Guds Ord, eller

3) naar jeg fik Hovedpine. eller

4) naar jeg hørte, at nogle af mine Naboer var syge, eller

5) naar jeg hørte der blev ringet for en Død, eller

6) naar jeg tænkte, at jeg selv en Gang skulde dø, eller

7) naar jeg hørte, at Døden pludselig havde bortrykket nogen, men især

8) naar nogen forestillede mig, at jeg snart skulde stedes for Dommen.

Kristen. Og kunde du nogen Sinde med Lethed blive fri for Syndens Skyld og Byrde, naar den tyngede paa din Sjæl paa en eller anden af disse Maader ?

Haabefuld. Nej, langtfra; thi derved fik den netop bedst Tag i min Samvittighed, og alene Tanken om at vende tilbage til Synden blev mig en dobbelt Pine.

Kristen. Og hvad gjorde du da?

Haabefuld. Jeg besluttede at gøre et Forsøg paa at forbedre mit Levnet, thi ellers bliver jeg visselig fordømt, tænkte jeg.

Kristen. Og bestræbte du dig da for at gøre dit Forsæt til virkelighed ?

Haabefuld. Ja, jeg skyede ikke alene mine Synder, men tillige alt syndigt Selskab og beflittede mig paa gudelige Pligter, saa som: Bøn, Læsning, Sorg over Synden, sandru Tale med mine Naboer osv. Alt dette gjorde jeg og meget andet, som det er for vidtløftigt at omtale her.

Kristen. Og følte du dig da tilfreds?

Haabefuld. Ja, for en Tid, men omsider kom Uroen igen over mig, uagtet jeg paa mange Maader havde forbedret mit Levnet.

Kristen. Hvoraf kunde dette vel komme?

Haabefuld. Der var mange Ting, som foraarsagede det, især saadanne Skriftsteder som: ,»Al vore Retfærdigheder er som et besmittet Klædebon«, Es. 64, 5., »Et Menneske bliver ikke retfærdiggjort af Lovens Gerninger«, Gal. 2, 16., »Naar I har gjort alle disse Ting, som eder er befalede, da siger: vi er unyttige Tjenere«, Luc. 17, 10, og mange flere lignende. Jeg begyndte derfor at tænke ved mig selv: Dersom al min Retfærdighed er et besmittet Klæde; dersom ingen kan retfærdiggøres ved Lovens Gerninger, og dersom vi, naar vi har gjort alt, dog er unyttige, da er det kun Daarskab at tænke paa at kunne naa Himlen ved Opfyldelsen af Loven. Endvidere tænkte jeg: Dersom en Mand satte sig i Gæld hos en Købmand for hundrede Kroner, og Siden betalte alt kontant, hvad han købte hos ham, saa kunde Købmanden dog, sagsøge ham for den gamle Gæld og lade ham kaste i Fængsel, indtil han betalte, hvis Gælden endnu ikke var udslettet i Bogen.

Kristen. Meget rigtigt; og hvorledes anvendte du dette paa dig selv?

Haabefuld. Jeg tænkte saaledes ved mig selv: Jeg har ved mine Synder sat mig i stor Gæld hos Gud, og selv om jeg nu har begyndt at forbedre mit Levnet, er dette jo langt fra nogen Afbetaling. Derfor maatte jeg fremdeles tænke hvorledes skal jeg undgaa den Fordømmelse, som jeg ved min forrige Overtrædelse har gjort mig skyldig til?

Kristen. En meget god Anvendelse; lad mig kun høre mere.

Haabefuld. En anden Ting, som stadig har foruroliget mig, siden jeg begyndte at forbedre mit Levnet, er, at jeg stedse ser Synd, og ny Synd, naar jeg nøje betragter det bedste jeg gør, og jeg nødes derfor til at slutte at jeg, til Trods for mine høje Tanker, om mig selv, dog daglig har begaaet saa megen Synd, at det alene vilde være nok — selv om mit forrige Liv havde været uden Fejl — til at sende mig til Helvede.

Kristen. Og hvad gjorde du da?

Haabefuld. Jeg vidste ikke hvad jeg skulde gøre, førend jeg omsider aabnede mit Hjerte for Trofast; thi vi var gode Bekendte. Og han fortalte mig, at med mindre jeg kunde erholde Retfærdighed af ham, som aldrig havde syndet, kunde hverken min egen eller hele Verdens Retfærdighed frelse mig.

Kristen. Og troede du, han talte sandt?

Haabefuld. Havde han sagt mig dette, da jeg var glad og tilfreds med min egen Forbedring, saa vilde jeg have kaldt ham en Dagre; men nu, efter at jeg har indset min egen Skrøbelighed, og at Synden hænger ved mine bedste Gerninger, saa nødes jeg til at være af hans Mening.

Kristen. Men troede du, da han først sagde dig dette, at der fandtes et saadant Menneske, en Mand, om hvem det med Rette kunde siges, at han aldrig havde begaaet nogen Synd?

Haabefuld. Jeg mag rigtignok tilstaa, at disse Ord stødte mig i Begyndelsen, men efter at jeg havde talt lidt mere med ham, blev jeg fuldkommen overbevist derom.

Kristen. Og spurgte du ham, hvem dette Menneske var, og hvorledes du kunde blive retfærdiggjort ved ham?

Haabefuld. Ja, og han svarede, at det var den Herre Jesus, som sidder ved Gud den Almægtiges højre Haand. Og saaledes, sagde han, kan du blive retfærdiggjort ved ham, alene ved at sætte din Lid til ham og hvad han gjorde, da han blev Menneske og døde paa Korset. Jeg spurgte ham endvidere, hvorledes denne Mands Retfærdighed kunde retfærdiggøre andre for Gud? Og han svarede, at han selv var den almægtige Gud, og at alt, hvad han gjorde og led, ogsaa hans Død paa Korset, ikke var for ham selv, men for mig, hvem alle hans Gerninger og deres Værd skulde tilregnes, dersom jeg kun troede paa ham.

Kristen. Og hvad gjorde du da?

Haabefuld. Jeg tvivlede om, at han var villig til at frelse mig.

Kristen. Og hvad sagde Trofast da til dig?

Haabefuld. Han bad mig gaa til ham selv og se. Da sagde jeg, at det vilde være formasteligt; men han sagde nej, thi jeg var jo indbudt til at komme, Matth. 11, 28. Derpaa gav han mig en Bog, som Jesus selv havde ladet skrive, for at opmuntre mig til at komme med Frimodighed, og han sagde om denne Bog, at hver Bogstav og hver Tøddel deri stod mere fast end Himmel og Jord, Matth. 24, 35. Jeg spurgte ham om, hvad jeg skulde gøre, naar jeg fulgte Indbydelsen, og han sagde, at jeg paa mine Knæ, af ganske Hjerte og af ganske Sjæl skulde bede Faderen om at aabenbare ham for mig. Jeg spurgte ham da videre, om hvordan jeg skulde forrette min ydmyge Bøn for ham. Og han sagde : »Gaa, og du skal finde ham paa Naadestolen, hvor han hele Aaret igennem sidder for at give Naade og Forladelse til dem, som kommer til ham.« Jeg svarede, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulde sige, naar jeg kom. Han bad mig da sige saaledes: »Gud! vær mig Synder naadig og lad mig kende og tro paa Jesus Kristus, thi jeg indser, at jeg uden hans Retfærdighed og uden Troen paa ham, er evig forlabt. Herre, jeg ved at du er en barmhjertig Gud, og at du har beskikket din Søn Jesus Kristus til Verdens Frelser, og at du var villig til at hengive ham for en stakkels Synder, som jeg (og jeg er i Sandhed en Synder.) Herre! agt derfor paa denne belejlige Tid og forherlig din Naade ved at frelse min Sjæl formedelst din Søn Jesus Kristus. Amen,« 2 Mos. 25, 22; 5 Mos. 16, 2; 4 Mos. 7, 89.

Kristen. Og gjorde du, som du blev befalet?

Haabefuld. Ja, idelig og altid.

Kristen. Og aabenbarede Faderen Sønnen for dig ?

Haabefuld. Ikke den første eller anden eller tredie eller fjerde eller femte, nej, heller ikke den sjette Gang.

Kristen. Hvad gjorde du da?

Haabefuld. Ak, jeg vidste ikke, hvad jeg skulde gøre.

Kristen. Tænkte du aldrig paa at høre op med at bede?

Haabefuld. Jo, over hundrede Gange.

Kristen. Og hvad hindrede dig i at gøre det ?

Haabefuld. Jeg troede, at alt, hvad der var bleven mig sagt, var sandt, at uden Kristi Retfærdighed formaaede hele Verden ikke at frelse mig, og derfor tænkte jeg ved mig selv: Dersom jeg nu ophører med at bede, da maa jeg dø, og mere end dø kan jeg jo ikke, om jeg end knæler ved Naadestolen. I det samme randt dette mig i Hu: »Om han tøver, saa bi efter ham, thi han skal visseligen komme, han skal ikke blive tilbage.« Jeg vedblev derfor at bede, indtil Faderen viste mig Sønnen.

Kristen. Og hvorledes blev han aabenbaret for dig ?

Haabefuld. Jeg saa ham ikke med mine legemlige Øjne, men med min Forstands Øjne (Eph. 1, 18. 19), og det gik saaledes til: En Dag var jeg meget nedslaaet og bedrøvet, ja mere bedrøvet, tror jeg, end nogen Sinde før i mit Liv, og denne Bedrøvelse havde sin Grund i, at jeg paany saa mine Synders store Mangfoldighed og Vederstyggelighed. Og just som jeg ikke ventede andet end Helvede og min Sjæls evige Fordømmelse, syntes jeg pludselig at se den Herre Jesus Kristus, der fra Himlen saa ned paa mig og sagde: »Tro paa den Herre Jesus Kristus, saa skal du vorde salig,« Ap. Ger. 16, 31. Men jeg svarede : »Herre, jeg er en stor, en meget stor Synder.« Og han sagde: »Min Naade er dig nok,« 2 Cor. 12, 9. Da sagde jeg: »Men hvad er Tro?« Og i det samme mærkede jeg af disse Ord : »Hvo, som kommer til mig, skal ikke hungre, og hvo, som tror paa mig, skal aldrig tørste,« Joh. 6, 35, at det at tro og at komme til Frelseren er et og det samme, og at den, som af Hjertets Trang søger Saligheden hos Kristus, ogsaa i Sandhed tror paa ham. Da stod Taarerne mig i Øjnene, og jeg spurgte videre: »Men, Herre, mon da en saa stor Synder, som jeg, virkelig vil blive annammet og frelst af dig?« og jeg hørte ham sige: »Den, som kommer til mig, skal jeg ingenlunde støde bort,« Joh. 6, 37. Da sagde jeg: »Men, Herre, hvorledes skal jeg betragte dig, naar jeg kommer til dig, for at min Tro kan blive den sande og saliggørende?« Da sagde han: »Jesus Kristus er kommen til Verden for at gøre Syndere salige,« 1 Tim. 1, 15. »Han er Lovens Ende til Retfærdighed for hver den, som tror,« Rom, 10,, 4, »Han døde for vore Overtrædelser og opstod for vor Retfærdiggørelse,« Rom. 4, 25.

»Han elskede os og o aftvættede vore Synder med sit Blod.« »Han er en Midler mellem Gud og Mennesker,« 1 Tim. 2, 5. »Han lever altid for at gaa i Forbøn for os,« Hbr. 7, 25. Af alt dette forstod jeg, at jeg i hans Person maatte søge Retfærdiggørelse og Fyldestgørelse for mine Synder ved hans Blod; at alt, hvad han gjorde, ved at adlyde sin Faders Lov og ved at underkaste sig dens Straf, gjorde han ikke for sig selv, men for enhver, som vil modtage det til sin Salighed og være taknemmelig derfor. Og nu blev mit Hjerte fuldt af Glæde. mine Øjne fulde af Taarer og min Sjæl fuldt af brændende Kærlighed til Jesu Kristi Navn, hans Folk og hans Veje.

Kristen. Delte var i Sandhed Kristi Aabenbarelse for din Sjæl; men fortæl mig nøjagtig, hvad Virkning dette havde paa din Aand.

Haabefuld. Det bragte mig til at se, at hele Verden med al dens indbildte Retfærdighed dog er i en Fordømmelsens Tilstand. Derved kom jeg til at se, at Gud Fader, skønt han er retfærdig, dog paa en hans Retfærdighed værdig Maade kan retfærdiggøre den Synder, som kommer til ham. Det havde til Følge, at jeg højligt beskæmmedes ved mit forrige Levnets Vederstyggelighed og blev forbavset over min egen dybe Uvidenhed; thi aldrig før var der opstaaet en Tanke i mit Hjerte, som i den Grad viste mig Kristi Herlighed. Jeg fik Lyst til at føre et helligt Levned og Længsel efter at gøre noget til Pris og Ære for den Herre Jesu Kristi Navn; ja, jeg tænkte, at jeg med Glæde vilde udgyde hver Draabe af mit Blod for den Herre Jesu Skyld.

Nu saa jeg i min Drøm, at Haabeluld vendte sig om og saa, at Uvidenhed, som de var komne langt forud for, fulgte langsomt efter. »Se en Gang,« sagde han til Kristen, »hvor langt denne Taabe holder sig bag os.«

Kristen. Ja, jeg ser ham nok; han bryder sig ikke om vort Selskab.

Haabefuld. Men jeg mener, at det ikke havde skadet ham, om han havde holdt Skridt med os.

Kristen. Det er sandt nok; men jeg tror, at han er af en anden Mening.

Haabefuld. Det er han maaske; men lad os imidlertid vente lidt paa ham.

Dette gjorde de.

Kristen raabte til ham: »Skynd dig, Mand! Hvorfor bliver du saa langt tilbage?«

Uvidenhed. Jeg finder mere Fornøjelse i at gaa alene, hvis ikke netop Selskabet er efter min Smag.

Da sagde Kristen ganske sagte til Haabefuld: »Sagde jeg det ikke nok, han skøtter ikke om vort Selskab? Men lad os alligevel tale lidt med ham paa dette ensomme Sted.« Derpaa sagde han henvendt til Uvidenhed: »Hvordan staar det til med dig? Hvordan har din Sjæl det med Gud?«

Uvidenhed. Tak, jeg haaber godt, for jeg er stedse opfyldt af gode Tanker, som er mig til Trøst paa min Vandring.

Kristen. Hvad er det for gode Tanker? Lad os endelig høre dem.

Uvidenhed. Jeg tænker paa Gud og de himmelske Ting.

Kristen. Det gør Djævelen og de Fordømte ogsaa.

Uvidenhed. Men jeg tænker paa dem og længes efter dem.

Kristen. Saaledes gør mange, som ingen Udsigt har til nogen Sinde at faa dem at se. »Den Lades Sjæl begærer og faar ikke,« Ordspr. 13, 4.

Uvidenhed. Men jeg tænker paa dem og forlader alt for deres Skyld.

Kristen. Det tvivler jeg rigtignok paa, thi at forlade alt er ingen let Sag; det er meget vanskeligere end mange tror. Men hvorfor og hvorved er du bleven overbevist om, at du har forladt alt for Gud og Himlens Skyld?

Uvidenhed. Mit Hjerte siger mig det.

Kristen. Den Vise siger: »Hvo, som forlader sig paa sit Hjerte, er en Daare,« Ordspr. 28, 26.

Uvidenhed. Dette siges om et slet Hjerte, men mit er jo godt.

Kristen. Hvoraf kan du vide det?

Uvidenhed. Det trøster mig med Haab om Himlen.

Kristen. Det kan gerne ske ved et Selvbedrag; thi et Menneskes Hjerte trøster ham ofte med Haab om at kunne opnaa det, som han ingen Grund har til at gøre sig Haab om.

Uvidenhed. Men mit Hjerte og mit Levned stemmer nøje overens, og derfor synes jeg, at mit Haab maa være velbegrundet.

Kristen. Hvem har sagt dig, at dit Hjerte og dit Levned stemmer overens?

Uvidenhed. Det siger mit Hjerte mig.

Kristen. Naar ikke Guds Ord vidner i denne Sag, da har alt andet Vidnesbyrd ingen Vægt.

Uvidenhed. Men maa det Hjerte ikke kaldes godt, som har gode Tanker? Og er det ikke et godt Levned, som er overensstemmende med Guds Befalinger?

Kristen. Jo, vist er det et godt Hjerte, som har gode Tanker, og det er et godt Levned, som er overensstemmende med Guds Befalinger. Men et er, at Tingen virkelig forholder sig saaledes, et andet, at man bilder sig det ind.

Uvidenhed. Lad mig endelig høre, hvad du anser for gode Tanker, og hvilket Levned du kalder overensstemmende med Guds Befalinger.

Kristen. Der gives mange Slags gode Tanker, nogle, som angaar os selv, andre, som angaar Gud og Kristus, og atter andre, som angaar verdslige Ting.

Uvidenhed. Hvad forstaar du da ved gode Tanker om os selv ?

Kristen. Saadanne, som stemmer overens med Guds Ord.

Uvidenhed. Hvornaar stemmer da vore Tanker om os selv overens med Guds Ord?

Kristen. Naar vi fælder den samme Dom over os selv, som Ordet fælder. For at forklare mig noget tydeligere: Guds Ord siger om Mennesket i dets naturlige Tilstand : »Der er ingen retfærdig ; der er ingen, som gør godt,« Rom. 3, 10. 12. Det siger ogsaa, at et Menneskes Hjertes Tankers Paafund er kun ondt hver Dag, 2 Mos. 6, 5. Og atter: »Menneskets Hjertes Tanke er ond fra hans Ungdom af,« 1 Mos. 8, 21. Naar vi altsaa tænker saaledes om os selv og virkelig føler det, da er vore Tanker gode, fordi de stemmer overens med Guds Ord.

Uvidenhed. Jeg kan ikke faa mig selv til at tro, at mit Hjerte er sag slet.

Kristen. Derfor har du heller ikke i hele dit Liv haft nogen god Tanke om dig selv. Men lad mig tale videre. Ligesom Ordet dømmer Hjertet, saaledes dømmer det ogsaa vore Veje; og naar vore Tanker og Veje stemmer overens med den Dom, som Ordet fælder over begge, da er de gode, netop fordi de stemmer overens dermed.

Uvidenhed. Forklar dig noget tydeligere.

Kristen. Nuvel: Guds Ord siger, at »Menneskets Veje er krogede« (Sal. 125, 5; Ordspr. 2, 15) »ikke gode, men forvendte.« Det siger endvidere, at »alle er afvegne, og de har ikke kendt Fredens Vej,« Rom. 3, 12. 17. Naar nu et Menneske tænker saaledes om sine Veje, naar han med virkelig dyb Følelse og med et ydmygt Hjerte tænker saaledes, da har han gode Tanker om sine egne Veje, fordi de stemmer overens med Guds Ords Dom.

Uvidenhed. Hvad er gode Tanker om Gud?

Kristen. Med dem forholder det sig ganske som med Tankerne om os selv - de er gode, naar de stemmer overens med hvad Ordet siger om ham; og det er, naar vi tænker om hans Væsen og Egenskaber saaledes, som Ordet har lært os, hvorom jeg nu ikke kan tale udførligt. Men med Hensyn til hans Forhold til os, da har vi de rette Tanker om Gud, naar vi tror, at han kender os bedre, end vi kender os selv, og kan se Synd hos os, naar og hvor vi selv ingen kan se; naar vi tror, at han kender vore hemmeligste Tanker, og at hans Blik skuer ind i vort Hjertes mest skjulte Afkroge; og naar vi tillige tror, at vor Retfærdighed er ham en Vederstyggelighed, og at han derfor ikke kan taale at se os staa for ham med nogen Tillid til vor egen Fuldkommenhed.

Uvidenhed. Tror du, at jeg er saa taabelig at mene, at Gud ikke kan se længere end jeg, eller at jeg skulde kunne komme til ham ved min egen Fuldkommenhed.

Kristen. Hvad er da din Mening i denne Henseende ?

Uvidenhed. Jeg tror, kort sagt, at jeg maa tro paa Kristus for at retfærdiggøres.

Kristen. Hvad siger du ? Kan du tro paa Kristus, naar du ikke en Gang føler Trang til ham! Du ser hverken din medfødte Synd eller din egen Fordærvelse, men har høje Tanker om dig selv og om alt, hvad du gør, hvilket tydelig viser, at du aldrig har indset Nødvendigheden af Kristi Retfærdighed som Middel til din egen Retfærdiggørelse for Gud. Hvorledes kan du da sige: jeg tror paa Kristus.

Uvidenhed. Det kan være som det vil, min Tro vil nok vise sig at være den rette.

Kristen. Hvorledes er da din 'Tro?

Uvidenhed. Jeg tror, at Kristus døde for Syndere, og at jeg skal blive retfærdiggjort for Gud og befriet fra Forbandelsen derved, at han naadigen vil antage min Lydighed mod hans Lov. Eller med andre Ord: Kristus gør mig og mine Gerninger antagelige for Faderen ved sin Fortjenestes Kraft, og saaledes vil jeg blive retfærdiggjort.

Kristen. Lad mig give dig et Svar paa denne din Trosbekendelse:

1) Du har en indbildt Tro, thi ingen Steds i Ordet findes en saadan Tro beskreven.

2) Du har en falsk Tro, thi den søger Retfærdiggørelse i din egen Retfærdighed ved at anvende Kristi Retfærdighed paa den.

3) Efter denne Tro bliver Kristus ikke en Retfærdiggøren af din Person, men af dine Gerninger, og af din Person for dine Gerningers Skyld, hvilket er falskt.

4) Derfor er denne din Tro bedragerisk og af en saadan Beskaffenhed, at den paa Gud den Almægtiges Dag vil vise sig magtesløs til at frelse dig fra den evige Straf; thi den sande retfærdiggørende Tro driver en Sjæl, som er bundet under Loven, til at søge hen til Kristi Retfærdighed, og denne hans Retfærdighed bestaar i en Opfyldelse af Loven i alle dens Punkter, derved at Kristus har gjort og lidt alt, hvad den fordrer af os. Denne Retfærdighed erholdes ved den sande Tro: Sjælen kan dermed dække sin Fordærvelse og fremtræde ren og uplettet for Gud, som vil antage den og frelse den fra den evige Fordømmelse.

Uvidenhed. Hvad! Vil du, at vi skal sætte vor Fortrøstning alene til, hvad Kristus i sin egen Person har gjort uden vor Medvirkning? En saadan Indbildning vilde give vore Lyster frie Tøjler og tillade os at leve i Synden; thi hvad gør det vel til Sagen, hvordan vi lever, naar vi blot ved at tro paa Kristi Retfærdighed kan retfærdiggøres for alt?

Kristen. Uvidenhed er dit Navn, og som dit Navn lyder, saaledes er du ogsaa i Virkeligheden; netop dette dit Svar beviser, hvad jeg har sagt. Uvidende er du om, hvad retfærdiggørende Retfærdighed er, og lige saa uvidende om, hvorledes du ved Troen derpaa kan bevare din Sjæl fra Guds fortærende Vrede. Ja, du er ogsaa uvidende om de sande Virkninger af denne saliggørende Tro paa Kristi Retfærdighed, en Tro, som kan bøje og binde Hjertet til Gud i Kristus, og som fylder det med Kærlighed til hans Navn, hans Ord, hans Veje og hans Folk, og ikke, som du af Uvidenhed bilder dig ind, giver Menneskene Frihed til at synde.

Haabefuld. Spørg ham, om Kristus nogen Sinde har aabenbaret sig for ham fra Himlen.

Uvidenhed. Hvad! vil du have Aabenbarelser ! Jeg tror, at alt, hvad I og eders Lige siger derom, kun er Frugten af en overspændt Fantasi.

Haabefuld. Kristus er jo saa skjult i Gud, at han ikke kan fattes af den naturlige Forstand, at intet Menneske kan faa den saliggørende Kundskab om ham, med mindre den Helligaand aabenbarer ham det.

Uvidenhed. Det er din Tro, men ikke min; dog tvivler jeg ikke paa, at min er lige saa god som din, skønt jeg ikke har saa mange Griller i Hovedet som du.

Krislen. Tillad mig at sige et Ord. Du bør ikke tale saa foragteligt om denne Sag; thi dette kan jeg bekræfte, som min gode Ven allerede har gjort, at ingen kan kende Kristus uden ved Guds Aabenbarelse, Matth. 11, 27; ja ogsaa Troen, hvorved Sjælen annammer Kristus, maa frembringes af hans vældige Krafts Virkning, naar det skal være den rette, Eph. 1, 19. Men jeg kan mærke, stakkels Uvidenhed, at du er ganske ukendt med Virkningen af denne Tro, 1 Cor. 12, 3.er Vaagn derfor op, se din egen Elendighed og fly til den Herre Jesus, og ved hans Retfærdighed, som er Guds Retfærdighed — thi han er selv Gud -- skal du befries fra Fordømmelsen.

Uvidenhed. I gaar saa hurtigt, at jeg ikke kan holde Skridt med Eder. Gaa kun i Forvejen, jeg maa blive her tilbage en lille Stund.

»Kom da, gode Haabefuld,« sagde Kristen, »jeg mærker, at vi atter maa vandre alene.«

Jeg saa nu i min Drøm, at de skyndte sig af Sted, og at Uvidenhed kom hinkende efter. Da sagde Kristen til sin Ven: »Det gør mig virkelig ondt for denne stakkels Mand; det vil visselig gaa ham ilde tilsidst.«

Haabefuld. Ak, i vor By findes der desværre mange af samme Slags, hele Familier, ja hele Gader og deriblandt endog Pilgrimme; og naar der er saa mange i vore Egne, hvor mange maa der da ikke være der, hvor han er født ?

Kristen. Med Rette siger Ordet: »Han har blindet deres Øjne, at de ikke skulde se,« osv. Men siden vi nu er her alene, saa sig mig, hvad du mener om saadanne Mennesker? Tror du, at de i Virkeligheden nogen Sinde er komne til Erkendelse om deres Synd og frygter, at deres Tilstand er farlig?

Haabefuld. Besvar du hellere dette Spørgsmaal, for du er jo ældre end jeg.

Kristen. Efter min Mening maa de vistnok undertiden erkende deres Synder; men eftersom de er uvidende, forstaar de ikke, at dette Indblik i Sjælen tjener til deres eget Bedste; og derfor søger de alt, hvad de kan at kvæle Spiren til sin Vækkelse og vedbliver dristigt at vandre paa deres vildfarende Veje.

Haabefuld. Jeg tror, som du siger, at Frygt tjener mange Mennesker til bedste, og gør dem skikkede til at begynde deres Pilgrimsvandring ved at forandre deres i Sind.

Kristen. Ja, det gør den uden Tvivl, hvis den bare er den rette; thi Ordet siger : »Frygt for Herren er Begyndelsen til Visdom,« Ordspr. 1, 7; 9, 10; Sal. 111, 10; Job 28, 28.

Haabefuld. Hvorledes vil du beskrive den sande Frygt?

Kristen. Den sande eller rette Frygt kendes af tre Ting:

1) Af dens Oprindelse, thi den vækkes ved en saliggørende Overbevisning om Synden.

2) At den driver Sjælen til at søge sin Frelse hos Kristus.

3) At den fremkalder og vedligeholder i Sjælen en stor Ærefrygt for Gud, hans Ord og hans Veje ved at bevare Samvittigheden øm og ved at gøre den bange for at forlade Vejen til højre eller venstre til noget, som kan vanære Gud, forstyrre Freden, bedrøve Aanden eller give Fjenden Anledning til at spotte.

Haabefuld. Jeg tror, du har talt sandt. Er vi nu ikke snart forbi det fortryllede Land?

Kristen. Hvorfor spørger du derom? Er du allerede træt af denne Samtale?

Haabefuld. Nej, paa ingen Maade; jeg vilde bare vide, hvor langt vi var komne.

Kristen. Vi har omtrent to Mil igen. Men lad os vende tilbage til vor Samtale. De Uvidende indser ikke, at netop de Overbevisninger, som vækker Frygt hos dem, tjener til deres Bedste, og derfor søger de at kvæle dem.

Haabefuld. Men hvorledes kan de søge at kvæle dem ?

Kristen. 1) De tror, At denne Frygt bevirkes af Djævelen, skønt den i Virkeligheden bevirkes af Gud; og i denne Tanke modstaar de Frygten som noget, der vil styrte dem lige i Fordærvelsen. 2) De mener oersaa. at denne, Frygt svækker deres Tro; men ak, stakkels Folk, de har jo ingen Tro, og derfor forhærder de deres Hjerter imod den. 3) De forudsætter, at al rygt er skadelig, og derved fremkalder de den netop til Trods for deres formastelige Selvtillid. 4) De mærker, at denne Frygt betager dem deres gamle indbildte Hellighed, og derfor modstaar de den af alle Kræfter.

Haabefuld, Jeg kender noget dertil af egen Erfaring, thi førend jeg lærte mig selv at kende, var det ogsaa saaledes med mig.

Kristen. Vi vil for Øjeblikket ikke tale mere om vor Nabo Uvidenhed. men drøfte et andet vigtigt Spørgsmaal.

Haabefuld. Hjertens gerne, men du maa begynde.

Kristen. Velan da. Kendte du for nogle Aar siden en Mand ved Navn Midlertidig fra vor Egn, som den Gang var meget optaget af sin Religion.

Haabefuld. Ja, det skulde jeg mene. Han boede Dør om Dør med en vis Vendom i en By, der hedder Naadeløs, som ligger to Mil fra Redelighed.

Kristen. Ganske rigtig, de boede under samme tag. Denne Mand blev en Gang vakt., og jeg tror at han virkelig følte sine Synder og kendte deres velfortjente Løn.

Haabefuld. Det mener jeg ogsaa, for da jeg kun boede en Fjerdingvej fra ham, kom han ofte til mig og græd mangen Gang sine modige Taarer. Jeg ynkedes sandelig over ham og haabede det bedste om ham, men desværre ikke enhver, som raaber Herre, Herre, indgaar i Himmeriges Rige. Kristen. Han fotalte mig en gang, at han havde besluttet at begive sig paa Pilgrimsvandring, men saa stiftede han straks efter Bekendtskab med en Mand ved Navn Selvfrelser, og siden blev han fremmed for mig.

Haabefuld. Siden vi nu taler om ham, saa lad os undersøge Grunden til, at han saa vel som mange andre, saa snart falder fra.

Kristen. Det kan være meget gavnligt, men begynd du.

Haabefuld. Der gives efter min Mening især fire Grunde dertil:

1) Skønt saadanne Menneskers Samvittighed er vaagnet, bliver deres Sind dog ganske uforandret, og saa snart Trykket af Syndeskylden bliver mindre, findes, der ikke længere noget, som kan vække deres Hjerter til Gudsfrygt. hvorfor de vender igen tilbage fil deres forrige Vandel. Det er med dem som med en Hund, der er blevet syg af, hvad den har ædt: saa længe Sygdommen varer, kaster den alt op, ikke af fri Vilje, men fordi det besværer dens Mave; men saa snart Maven er lettet, og den ikke længer føler sig syg, vender den tilbage og opslikker alt, thi den har ingen Modbydelighed for sit eget Spy. Og saaledes er det sandt, hvad der staar skrevet: »Hunden vender sig igen til sit eget Spy,« 2 Petr. 2, 22. Da nu disse Menneskers Længsel efter Himlen har sin Grund udelukkende i Tanken om og Frygten for Helvedes Pine, er det en Selvfølge, at naar Tanken om Helvede og Frygten for evig Fordømmelse mere og mere aftager hos dem, kølnes ogsaa i samme Forhold deres Længsel efter Himlen og Saligheden; og naar Syndeskylden og Frygten for Helvede ikke længer tynger paa dem, og deres Længsel efter Himlen og Saligheden er uddød, vender de tilbage igen til deres forrige Vandel.

2) En anden Grund er, at deres Aand er betaget af en Trældomsfrygt; jeg taler her om den Frygt, de har for Menneskene, thi »at forfærdes for et Menneske fører i Snarer,« Ordspr. 29, 25. Skønt de synes at have en brændende Længsel efter Himlen, saa længe som Helvedes Luer omringer dem, saa kommer de dog igen paa andre Tanker, saa snart denne Skræk har tabt sig lidt, og de mener, at det er godt at være klog og ikke ubesindigt udsætte sig for at miste alt, eller at paaføre sig selv al Slags unødvendige Sorger. Og saaledes gaar de tilbage til Verden igen.

3) Den Haan, som i Reglen vederfares den Gudfrygtige, ligger ogsaa som en Anstødssten i Vejen for dem, de er stolte og hoffærdige, og Religionen er i deres Øjne ringe og foragtelig. Saa snart Tanken om Helvede og den tilkommende Vrede er ophørt at ængste dem, vender de derfor tilbage igen til deres gamle Veje.

4) Sjæleangst og Tanken om Syndeskyld er dem meget imod. De vil nødig se deres Elendighed, førend de er midt inde i den, skønt det første Blik deraf, om de havde haft Lyst til at se den, maaske kunde have faaet dem til at fly derhen, hvor de Retfærdige flyr og bliver frelste. Men fordi de som sagt søger at undgaa enhver Tanke om Syndeskylden og at dæmpe Sjæleangsten, saa snart den opstaar forhærder de med Forsæt deres Hjerter. Og naar de først har afrystet deres Skræk for Guds fortærende Vrede, slaar de ind paa saadanne Veje, som vil forhærde dem endnu mere.

Kristen. Du har opfattet Sagen aldeles rigtigt; Grunden er den, at deres Sind og Vilje er uforandret. Og de ligner derfor Forbryderen, som staar for sin Dommer; han ryster og skælver og synes bitterlig at fortryde, hvad han har gjort, men Grunden hertil er sandsynligvis Frygt for Bøddelen og ikke Afsky for Misgerningen. Thi slap man ham løs, vilde han vel fremdeles vedblive at være en Morder, Tyv eller Skælm; hvis derimod hans Sind var forandret, vilde hans Vandel ogsaa blive anderledes.

Haabefuld. Da jeg nu har fremstillet Grunden til, at saa mange falder fra, saa vis du mig Maaden, hvorpaa det sker.

Kristen. Det vil jeg gerne.

1) De gør alt, hvad de kan for at udslette Erindringen om Gud, Døden og den tilkommende Dom.

2) Efterhaanden begynder de at blive ligegyldige for deres lønlige Pligter, saasom Bøn i Enrum, Undertvingelse af deres Lyster, Aarvaagenhed, Sorg over Synden og lignende.

3) De skyr alt Selskab med oprigtige Kristne.

4) Derefter begynder de at blive lunkne og efterladende i deres offentlige Pligter, saasom at høre og læse Guds Ord, eller at være til Stede i gudelige Forsamlinger og lignende.

5) Derpaa søger de at finde Fejl hos de Gudfrygtige, og det paa en djævelsk Maade, blot for at kunne have en Skingrund til at forkaste Religionen (formedelst en eller anden Svaghed, som de muligvis kan faa opdaget hos dem)

6) Dernæst begynder de at opsøge og pleje Omgang med letfærdige, kødeligsindede Mennesker.

7) Saa hengiver de sig hemmelig til al Slags letfærdigt Snak og glæder sig, naar de mærker det samme hos andre, som er ansete for dydige, saa de med desto større Dristighed kan gøre det onde efter deres Eksempel.

8) Derefter begynder de aabenlyst at drive Spøg med smaa Synder.

9) Og endelig, naar de er blevne aldeles forhærdede, viser de sig som de virkelig er. Saaledes kommer de atter i Elendighedens Mørke, og hvis ikke et Naadens Vidunder forhindrer det, vil de visselig være evigt fortabt ved deres Selvbedrag.

Nu saa jeg i min Drøm, at de to Pilgrimme allerede var komne forbi det fortryllede Land og skulde til at gaa ind i Landet Beulah, hvor Luften er meget mild og behagelig; og da Vejen gik lige derigennem, vederkvægede de sig der nogen Tid, Es. 62, 4. Her hørte de bestandig Fuglesang, og hver Dag saa de Blomster paa Marken og hørte Turtelduens Stemme i Landet, Højs. 2, 10-12. I dette Land skinnede Solen baade Nat og Dag; thi det laa langt borte fra Dødens Skygge Dal, og Kæmpen Fortvivlelse havde ingen Magt her; ja fra dette Sted kunde de ikke en Gang se Tvivl-borg. Herfra saa de den Stad, som de agtede sig til, og her mødte de ogsaa adskillige af dens Indbyggere; thi i dette Land plejede de Skinnende (englene) gerne at vandre, fordi det laa ved himlens Grænser. Her blev ogsaa Pagten mellem Brud og Brudgom fornyet, ja, »som en Brudgom glæder sig ved en Brud, skal Gud glæde sig ved dem,« Es. 62, 5. Her havde de ingen Mangel paa Korn og Vin, thi paa dette Sted fandt de Overflødighed af alt, hvad de havde tragtet efter og havde maattet savne paa deres Vandring. Her hørte de Stemmer fra Staden, lydelige Stemmer, som sagde: »Siger Zions Datter; se din Frelse kommer, se, hans Løn er med ham,« Es. 62, 11. Her kaldtes de af Landets Beboere »et helligt Folk, Herrens Igenløste,« osv., Es. 62, 12.

Nu frydede de sig meget, idet de vandrede gennem dette Land, de havde aldrig følt en saadan Glæde i de Egne, som laa længere borte fra det Rige, de havde bestemt sig til. Og ved at drage nærmere fik de bedre Udsigt over Staden. Den var bygget af Perler og kostbare Stene, og Gaderne var belagte med Guld. Kristen blev syg af Længsel paa Grund af Stadens overvættes Herlighed og Solstraalernes Genskin, og Haabefuld fik ogsaa et Par Anfald af samme Sygdom. De blev derfor liggende her en Stund og raabte formedelst deres Smerter : Dersom I se min Elskede, saa sig ham, at jeg er syg af Kærlighed, Højs. 5, 8.

Men da de var blevne styrkede lidt, vandrede de videre og kom nærmere og nærmere, forbi Frugthaver, Vingaarde og Lysthaver, hvis Porte var aabne og vendte lige ud mod Kongevejen. Da de naaede derhen, saa de Gartneren staa paa Vejen, og Pilgrimmene sagde til ham: »Hvem ejer disse herlige Vingaarde og Frugthaver ?« Han svarede: »Det er Kongens, og de er anlagte her til hans egen Fryd og til Pilgrimmenes Trøst og Vederkvægelse.« Derpaa viste Gartneren dem ind i Vingaardene og bad dem forfriske sig med Druer og andre behagelige Sager, 5 Mos. 23, 24. Han viste dem ogsaa Kongens Spaseregange, og de Lunde, hvor han fandt Behag i at være, og her dvælede de og sov en Stund.