Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Uvidenhed og svagtro og gudsfornægter

Jeg faldt atter i Søvn og drømte at jeg saa de to Pilgrimme gaa ned ad Bjerget, henad Vejen til Staden. Lige neden for Bjergene paa venstre Side laa Landet Indbilskhed, hvorfra der gik en smal, kroget Gangsti til den Vej, paa hvilken Pilgrimmene vandrede. Her mødte de en meget munter ung Mand, som kom fra dette Land, og hans Navn var Uvidenhed. Kristen spurgte ham, hvorfra han var, og hvor han skulde hen.

Uvidenhed. Jeg er født i det Land, som ligger der henne lidt til venstre, og agter mig til den himmelske Stad.

Kristen. Men hvorledes har du tænkt at komme ind gennem Porten? Det bliver vist ikke saa let, som du tror.

Uvidenhed. Paa samme Maade som andre gode Mennesker, naturligvis.

Kristen. Men hvad har du at forevise ved Porten, for at man skal lukke op for dig?

Uvidenhed. Jeg kender min Herres Vilje, og har ført et godt Levnet; jeg betaler enhver sit, jeg beder, faster, giver Tiende og Almisse og har forladt mit Land og mit Hjem for at begive mig til den himmelske Stad.

Kristen. Men du kom jo ikke ind gennem den snævre Port ved Begyndelsen af Vejen; du kom ad denne krogede Gangsti, og jeg frygter for, at hvad du end tror om dig selv, vil du blive anset for en Tyv og en Røver, naar Regnskabsdagen kommer, i Stedet for at blive indladt i Staden.

Uvidenhed. Mine Herrer! I er aldeles fremmede for mig, jeg kender eder ikke; følg I kun eders Lands Religion, jeg vil følge min. Jeg haaber, at alt vil gaa godt. Og hvad den Port angaar, som du taler om, saa ved alle og enhver, at den ligger langt borte fra vort Land. Jeg tror ikke, at der hos os findes nogen, som kender Vejen til denne Port, og heller ikke er det magtpaaliggende at vide det, siden vi, som du ser, har en smuk, behagelig og grøn Gangsti, der fører fra vort Land, lige til denne Vej.

Da Kristen mærkede, at Manden var »klog udi egen Indbildning«, sagde han hviskende til Raabefuld: »Der er mere Haab for en Daare, end om ham,, (Ordspr. 26, 12) og tilføjede:

»Naar Daaren vandrer paa Vejen, fattes hans Hjerte ham, og han siger til enhver, at han er en Daare«, Præd. 10, 3. »Hvad siger du, skal vi tale videre med ham eller gaa fra ham og lade ham alene, for at han kan tænke over, hvad han allerede har hørt, og saa siden gaa hen til ham igen og se, om vi efterhaanden kan paavirke ham til det Gode ?«

Da sagde Haabefuld: »Jeg tror ikke, det er godt at sige ham alt paa en Gang ; :har du ikke noget derimod, saa lad os gaa forbi ham og siden tale med ham saa meget, som han er i Stand til at fatte.«

De gik altsaa begge videre, og Uvidenhed fulgte efter. Da de nu var kommet et lille Stykke forud for ham, naaede de en meget mørk Vej, hvor de mødte en Mand, som syv Djævle havde bundet med syv stærke Baand, og som nu førte ham tilbage til Døren ved Siden af Bjerget, Matth. 12, 45; Ordspr. 5, 22. Den gode Kristen begyndte da at ængstes, og hans, Ven Haabefuld ligeledes; men idet Djævlene, førte Manden bort, saa Kristen paa ham, om han mulig skulde kende ham; han syntes, det var en vis vendafvejen, som boede i Byen Frafald; han fik dog ikke rigtig set ham i Ansigtet, thi han hang med Hovedet som en Tyv, der er bleven grebet paa fersk Gerning. Saa snart han var kommen forbi dem, saa Haabefuld efter ham og opdagede en Seddel paa hans Ryg, hvorpaa stod skrevet: »En letsindig Bekender og en ryggesløs Frafalden.« Da sagde Kristen til sin Selskabsbroder: »Nu husker jeg, hvad der hændte en brav Mand her i Nærheden. Han hed Svagtro, men var for Resten en meget hæderlig Mand og boede i Byen Oprigtig. Det forholdt sig saaledes: Ved Begyndelsen af denne Vej gaar der fra Bred-vejport en Sti, som kaldes Dødmandsstien paa Grund af de mange Mord, som begaas der; og denne Svagtro, der var paa Pilgrimsvandring ligesom vi, kom til at sætte sig her og blev overrasket af Søvnen. Nu traf det sig saaledes, at der paa samme Tid kom tre Skurke ned ad Stien fra Bredvejport. Deres Navne var Modløs, Mistro og Brøde, og da de fik Øje paa Svagtro, kom de løbende, alt hvad de kunde. Den gode Mand var netop vaagnet og vilde til at fortsætte sin Rejse. De gik alle tre lige hen til ham og tvang ham til at blive staaende. Herved blev Svagtro saa bleg som et Lig og var ikke i Stand till hverken at kæmpe eller flygte. Da sagde Modløs: »Giv mig din Pung.« Men da han ikke straks var villig til at gøre dette (thi han vilde yderst nødig miste sine Penge) løb Mistro hen til ham, greb i hans Lomme og tog en Pung med Sølvpenge frem. Da raabte Svagtro: »Tyve! Tyve !« men i Idet samme slog Brøde ham i Hovedet med en stor Knippel, som han havde i Haanden, saa han styrtede til Jorden, hvor han laa og blødte som en, der staar i Fare for at forbløde sig. Tyvene stod ved Siden af, men da de hørte nogen komme, og frygtede for, at det kunde være Stornaade, som bor i Byen Stortillid, greb de Flugten og lod Stakkelen ligge i denne ynkværdige Tilstand. Omsider kom Svagtro til sig selv igen, hvorpaa han med stor Vanskelighed rejste sig op og langsomt drog videre. Det var Fortællingen.

Haabefuld. Men tog de da alt fra ham hvad han havde ?

Kristen. Nej, der hvor han gemte sine Juveler, undersøgte de ham ikke, og disse beholdt han derfor. Men efter hvad jeg har ladet mig fortælle, var den gode Mand meget bedrøvet over sit Tab, for Tyvene havde faaet fat paa de fleste af hans Rejsepenge. Foruden Juvelerne, som de ikke fik Fingre i, havde han kun nogle Smaapenge tilbage, dog næppe tilstrækkeligt til at fuldende Rejsen med (1 Petr. 4, 18), og hvis jeg ikke tager fejl blev han endog nødt til at betle, hvor han kom, for at opholde Livet, for Juvelerne turde han ikke sælge. Men skønt han nu betlede og gjorde hvad han kunde, skal han dog mangen Gang have gaaet med en tom Mave den sidste Del af Vejen.

Haabefuld. Men er dette ikke underligt, at de ikke fratog ham hans Pas, som han skulde forevise ved Himmelporten for at blive indladt?

Kristen. Jo, det er et Under; men det var ikke paa Grund af nogen særlig Forsigtighed fra hans Side, at de gik glip af det, for han blev saa forfærdet over deres Komme, at han ikke en Gang sansede at skjule det, og det var derfor mere Guds gode Forsyn end hans egne Bestræbelser, der bevirkede, at de ikke fik fat i dette kostbare Klenodie.

Haabefuld. Det maa da have været ham en stor Trøst, at de ikke fratog ham hans Juveler.

Kristen. Det kunde have været ham til stor Trøst, hvis han bare havde benyttet dem, som han skulde; men man siger, at han kun gjorde liden Brug af dem hele den øvrige Del af Vejen, som Følge af den Skræk, han havde faaet, da hans Penge blev ham frastjaalne; en Tid lang tænkte han ikke en Gang paa sine Klenodier, og da han endelig kom i Tanker om dem og begyndte at hente Trøst af dem, randt det Tab, han havde lidt, ham atter i Hu og opfyldte hans Hjerte med Bekymring.

Haabefuld. Ak, stakkels Mand, det kunde ikke andet end smerte ham dybt.

Kristen. Ja, det maatte det i Sandhed. Vilde det samme ikke er osaa have været Tilfældet med os, om vi var blevet saaledes plyndrede og saarede? Det er sandelig et Under, at han ikke døde af Sorg, stakkels Mand. Hele den øvrige Del af Rejsen skal han efter Sigende ikke have gjort andet end at sukke og klage. Han fortalte alle, som indhentede ham, eller som han indhentede under Vejs, hvor og hvorledes han var bleven plyndret, hvem der havde gjort det, hvorledes han var bleven saaret og med Nød og næppe var undsluppen med Livet.

Haabefuld. Det var dog besynderligt, at ikke Nøden tvang ham til at sælge eller pantsætte nogle af sine Juveler, saa han kunde have hjulpet sig frem paa Rejsen.

Kristen. Du taler uforstandigt, thi hvad skulde han vel pantsætte dem for, eller hvem skulde han sælge dem til? I det Land, hvor han blev plyndret, satte man ingen Pris paa hans Juveler, og han trængte heller ikke til den Hjælp, som han kunde faa derved. Desuden vidste han, at i Fald han ved sin Ankomst til den himmelske Port ikke havde haft sine Juveler, var han bleven udelukket fra den evige Arvelod, og det havde været en langt større Ulykke for ham, end tusind Gange at blive plyndret af de værste Tyve.

Haabefuld. Hvorfor er du saa streng, min Broder? Esau solgte jo sin Førstefodselsret for en Ret Mad, skønt denne Førstefødselsret var hans største Juvel ; og naar nu han kunde gøre det, hvorfor skulde da ikke Svagtro kunne gøre det samme ? Hbr. 12, 16.

Kristen. Esau solgte rigtignok sin Førstefødselsret, og det gør mange andre med ham, hvorved de, ligesom dette stakkels Menneske, udelukker sig selv fra den højeste Velsignelse; men du maa dog gøre Forskel mellem Esau og Svagtro, og tillige mellem deres Tilstand. Esaus Førstefødselsret var sindbilledlig, men Svagtros Juveler derimod ikke ; Esaus Mave var hans Gud, men saaledes var det ikke med Svagtro; Esaus Fejl bestod i hans kødelige Begærlighed, men det gjorde Svagtros ikke; desuden havde Esau ikke noget højere Maal end sine Lysters Tilfredsstillelse : »Se, jeg er ved at dø,« sagde han, »hvad kan jeg da gøre med den Førstefødsel ?« 1 Mos. 25, 32. Men skønt det var Svagtros Lod kun at have en svag Tro, sag bevaredes han dog ved denne Tro fra at gaa til saadanne Yderligheder, som at gaa hen og sælge dem, saaledes som Esau gjorde med sin Førstefødselsret. Vi læser ikke noget Sted, at Esau havde Tro, nej ikke en Gang en svag Tro ; derfor er det intet under, at den, hos hvem Kødet alene har Herredømmet (hvilket altid vil være Tilfældet der, hvor der ingen Tro er til at modstaa) sælger sin Førstefødselsret, ja sin Sjæl og alt til Helvedes Fyrste ; thi det er med saadanne, som med et vildt Æsel: ingen kan vende dem, Jer. 2, 24. Saa snart de vender deres Sind til Kødets Lyster, maa de have dem tilfredsstillet, det koste hvad det vil. Men Svagtro var af et ganske andet Sindelag : hans Hu stod til guddommelige Ting, han søgte aandelig Føde; hvorfor skulde altsaa han, som var af et saadant Sindelag, sælge sine Juveler (om der end havde været nogen, der vilde have købt dem) blot for at mætte sit Sind med Forfængeligheder? Vil vel nogen give en Øre for at kunne fylde sin Bug med Hø? Eller kan du bringe en Turteldue til at leve af Aadsler som en Ravn eller en Krage? De som er uden Tro, kan pantsætte eller sælge hvad de har, ja endog deres egen Sjæl, for at tilfredsstille sine kødelige Lyster, de, der har Tro, saliggørende Tro — den være nok saa svag kan umulig gøre det. Heri, min Broder, bestaar altsaa din Fejl.

Haabefuld. Jeg tilstaar det , men din strenge Dadel havde nær gjort mig vred.

Kristen. Hvorledes det? Naar jeg sagde, at du talte taabeligt, sammenlignede jeg dig jo kun med den Slags Fugle, som uden at ane Fare, løber frem og tilbage paa ubanede Stier; men tænk ikke mere paa dette og giv kun Agt paa selve Sagen, saa skal vi nok blive enige.

Haabefuld. Men, jeg er overbevist om, at disse tre Karle i Grunden maa være fejge Folk; tror du ellers, de vilde have løbet, som de gjorde, saa snart de hørte, at der kom nogen paa Vejen? Hvorfor tog Svagtro ikke mere Mod til sig ? Jeg synes, at han gerne kunde have prøvet en Dyst med dem og først givet tabt, naar alt Haab var ude.

Kristen. At de er fejge, har mange sagt, men faa har erfaret det i Prøvelsens Time. Hvad Mod angaar, da havde Svagtro intet deraf, og jeg mærker paa dig, min Broder, at om du havde været i hans Sted, vilde du kun have prøvet en eneste Dyst, og derpaa straks overgivet dig. Og naar dit Mod nu, da de er borte, ikke er større, kunde det gerne være, at du kom paa andre Tanker, om de viste sig for dig, som de gjorde for ham.

Og tænk paa, at de ikke staar ene; de tjener under den bundløse Afgrunds Konge, som vil ile dem til Hjælp, naar det behøves, og hvis Røst er som »Løvens Brøl«, Sal. 7, 2; 1 Petr. 5, 8. Jeg har selv været i samme Fare som Svagtro og ved altsaa af egen Erfaring, hvor skrækkeligt det er. Disse tre Skurke for en Gang løs paa mig, og da jeg, som en Kristen bør, begyndte at forsvare mig, raabte de blot en eneste Gang, og deres Herre og Mester kom straks ilende til. Jeg vilde, som man siger, have solgt mit Liv for en Styver; men Gud havde sørget for, at jeg var iført et uigennemtrængeligt Harnisk. Og dog var det kun med Nød og Næppe, jeg kunde holde Stand. Ingen kan tænke sig, hvad der forestaar os i en saadan Kamp, uden den, der selv har maattet bestaa den.

Haabefuld. Det er sandt nok, men de løb jo, saa snart de troede, at Stornaade kom hen ad Vejen.

Kristen. Vistnok har de ofte taget Flugten, baade de og deres Herre, saa snart Stornaade har ladet sig se; og det er heller ikke til at undres over, thi han er Kongens Stridshelt. Men jeg tænker, at du gør Forskel mellem Svagtro og Kongens Stridshelt. Ikke alle Kongens Undersaatter er hans Stridshelte, ej heller kan de alle udføre saadanne Krigsbedrifter, som han. Vilde det være rimeligt, at et lidet Barn kunde have gjort det af med Goliath, som David gjorde? Eller at en Okses Styrke skulde findes hos en liden Spurv? Nogle er stærke, andre svage; nogle har en stærk Tro, andre en svag. Denne Mand var en af de svage, og derfor bukkede han ogsaa under.

Haabefuld. Jeg vilde ønske, det havde været Stornaade, de havde truffet paa.

Kristen. Selv om det havde været ham, skulde han dog have faaet nok at bestille; for du maa vide, at uagtet Stornaade forstaar at bruge sine Vaaben godt, og nok kan klare sig for dem, saa længe han er i Stand til at holde dem fra Livet med Sværdet, vilde det dog være mærkeligt, om ikke Modløs, Mistro eller den tredie, havde spændt Ben for ham, naar de først havde trængt sig tæt ind paa ham. Og naar et Menneske først er slaaet til Jorden, hvad kan han da gøre?

Enhver, som nøje betragter Stornaades Ansigt, ser straks de mange Ar og Skrammer, som tydelig vidner om, hvad jeg siger. Ja, jeg har en Gang hørt, at han skal have sagt midt under en Kamp : »Vi tvivlede endog om Livet.« Hvorledes bragte ikke disse Skurke og deres Staldbrødre David til at sukke og sørge ? Ja endog Haman og Hezichias, der i sin Tid var drabelige Stridsmænd, maatte anstrenge sig, da de blev anfaldet af dem; og ikke desto mindre fik de en banket Trøje, Ogsaa Peter vilde en Gang forsøge, hvad han kunde gøre, men skønt man kalder ham Apostlenes Fyrste, blev han dog saa ilde tilredt af dem, at han til sidst blev bange for en stakkels Pige. (Matth. 26, 69').

Desuden holder deres Konge sig altid i Nærheden. Han er aldrig uden for Hørevidde, og ser det ud til, at de vil komme i Knibe, saa iler han dem altid til Hjælp. Om ham siges der: »Antaster nogen ham med Sværd, bestaar det ikke, ej heller Spyd, Slynge eller Panser. Han agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Træ. Der skal ingen Pil jage ham paa Flugt. Slyngestenene er blevne bløde som Voks, Skud agtes som Halm, og han ler af det hævende Glavind«, Job 41, 17-20. Hvad kan et Menneske gøre i et saadant Tilfælde? Det er sandt, havde vi til enhver Tid Jobs Hest og tillige Forstand og Mod til at ride paa den, da vilde vi kunne udrette mærkelige Ting; »thi dens Hals er klædt med flagrende Manke, den springer som en Græshoppe; dens Pusten er forfærdelig, dens Fødder stamper i Dalen, og den fryder sig ved sin Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning. Den ler af Frygten og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld, Naar Pilekoggeret klirrer over den, ja det blinkende Jern paa Spyd og Glavind, da opriver den Jord med Bulder og Fnysen, og standser ikke for Trompetens Lyd. Naar Trompeten lyder, siger den: »Hui! og lugter Krigen i det Fjerne, ja Fyrsternes Raab og Krigstummelen.« Job 39, 22-28.

Men saadanne Fodgængere som du og jeg, vi skulde aldrig ønske at møde en Fjende eller prale, som om vi kunde gøre det bedre, naar vi hører om andre, at de er bleven overvundne, eller smigre os i Tankerne over vor Mandighed ; thi den Slags Folk gaar det som oftest værst, naar de sættes paa Prøve. Peter, om hvem jeg har hørt tale, kan tjene os til Eksempel herpaa. Han kunde prale, det kunde han. Han mente, vildledet af sit forfængelige Sind, at kunne gøre det bedre og udstaa mere for sin Herres Skyld, end de andre ; men hvem har vel vist sig fejgere og er bleven lettere overvunden af disse tre Skurke, end netop han.

Naar vi derfor hører, at saadanne Røverier bliver begaaet paa Kongevejen, saa har vi to Ting at gøre : For det første, at gaa bevæbnede ud og ikke glemme at tage et Skjold med, thi af Mangel paa et saadant var det, at han, der angreb Leviathan, ikke kunde faa ham til at overgive sig ; men mangler vi det, frygter han slet ikke for os. Derfor har han, som har Kundskab, sagt : »Fremfor alle Ting griber Troens Skjold, med hvilket I skal kunne slukke alle den Ondes gloende Pile.« Eph. 6, 16. Dernæst er det godt at bede Kongen om en Ledsager, ja, at han selv vil gaa med os. Dette glædede David og gjorde ham frimodig, da han vandrede gennem Dødens Skygges Dal, Salme. 23, 4; og Moses vilde hellere dø paa Stedet, end gaa et Skridt uden sin Gud, 2 Mos. 33, 15. O, min Broder ! vil han kun følge med os, hvad behøver vi saa at frygte, om end ti Tusind vilde sætte sig mod os? Sal. 3, 5-8; 27, 1-3; men uden ham, maa de mægtigste Hjælpere bukke under i Kampen. Es. 10, 4.

Jeg har været i Strid før nu, og skønt jeg ved Guds naadefulde Barmhjertighed endnu er i Live, kan jeg dog ikke gøre mig til af min Mandighed. Jeg vil prise mig lykkelig, om jeg ikke møder flere Fjender; men jeg frygter for, at vi ikke har overstaaet al Fare endnu. Dog eftersom Løven og Bjørnen endnu ikke har opslugt mig, haaber jeg, at Gud vil befri mig fra Fjenderne i Fremtiden.

De gik nu videre, og Uvidenhed fulgte efter. Omsider kom de til et Sted, hvor der laa en anden Vej, som forenede sig med deres, og som syntes at gaa ligesaa ret som den, de vandrede paa. De vidste nu ikke, hvilken af disse to Veje de skulde vælge; thi begge syntes dem at være lige gode, og de blev derfor staaende for at betænke sig. Medens de tænkte over Sagen, kom en sort Mand, iført en skinnende Klædning, hen til dem, og spurgte, hvorfor de stod der. De svarede, at de agtede sig til den himmelske Stad, men ikke vidste, hvilken af disse to Veje de skulde drage. »Følg mig,« sagde Manden, »jeg skal samme Sted hen.« De fulgte ham da henad den Vej, som forenede sig med Landevejen; men den førte dem lidt efter lidt i en ganske anden Retning end til Staden, som de ønskede at naa, men de vedblev dog at følge ham. Snart efter førte han dem begge, uden at de anede nogen Fare, ind i et Garn, i hvilket de blev saa indviklede, at de ikke vidste, hvad de skulde gøre; og i det samme faldt den skinnende Klædning fra den sorte Mands Ryg. Da mærkede de først, hvor de var. Der laa de nu i nogen Tid og jamrede sig; thi de kunde ikke ved egen Hjælp komme ud af Garnet.

Da sagde Kristen: »Nu ser jeg, at vi er faret vild. Bad Hyrderne os ikke om at vogte os for Smigrere? Vi har i Dag erfaret Sandheden af, hvad den Vise siger: »En Mand, som smigrer for sin Næste, udbreder et Garn for hans Fod.« Ordspr. 29, 5.

Haabefuld. De gav os ogsaa en Beskrivelse af Vejen, for at vi sikrere skulde kunne finde den, men vi har glemt at læse i denne Beskrivelse, og har ikke vogtet os for Røverens Stier. Her var David, klogere end vi, for han siger: »Angaaende Menneskets Gerninger, da har jeg efter dine Læbers Ord holdt mig fra Røveres Stier.« Salm. 17, 4. Saaledes laa de længe i Garnet og jamrede sig. Endelig fik de Øje paa en luende Skikkelse, som kom hen til dem med en Svøbe i Haanden. Da han var kommet til det Sted, hvor de var, spurgte han dem, hvor de kom fra, og hvad de gjorde her. De svarede, at de var stakkels Pilgrimme, som agtede sig til Zion, men var ført paa Afvej af en sort Mand i en skinnende Klædning, som bad dem »følge ham, da han ogsaa skulde til Staden.« Da sagde Manden med Svøben: »Det er Smigreren, en falsk Apostel, som har paataget sig Skikkelse af en Lysets Engel,« Ordspr. 29, 5. Han rev nu Garnet itu og hjalp dem ud. Derpaa sagde han til dem: »Følg nu mig, saa skal jeg føre eder tilbage til den rette vej.« Han ledsagede dem da tilbage til den Vej, som de havde forladt for at følge Smigreren. Derpaa spurgte han dem, hvor de havde ligget den forrige Nat. De svarede: »Hos Hyrderne paa de yndige Bjerge. Han spurgte dem videre, om de ikke hos Hyrderne havde faaet en Beskrivelse med nøjagtig Underretning af Vejen. De svarede: »Jo.« »Men saa I ikke efter i den,« sagde han, »da I var raadvilde?« De svarede: »Nej.« Han spurgte dem: »Hvorfor ?« De sagde, at de havde glemt at gøre det. Han spurgte dem nu, om Hyrderne ikke havde advaret dem for Smigreren. De svarede: »Jo; men vi kunde ikke tænke, at denne veltalende Mand netop var ham.«

Derpaa saa jeg i min Drøm, at han befalede dem at lægge sig ned; og da de havde gjort dette, tugtede han dem haardt, for at lære dem den rette Vej, paa hvilken de skulde vandre, 5 Mos. 25, 2, og medens han tugtede dem, sagde han: »Den jeg elsker, straffer og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig,« Aab. 3, 19. Da han havde gjort dette, lod han dem drage videre, og bad dem huske nøje paa Hyrdernes øvrige Forskrifter. De takkede ham for al hans Godhed og begav sig langsomt paa den rette Vej.

Efter at de nu havde vandret en Stund, saa de langt borte en Mand, som kom alene paa Landevejen ganske langsomt hen imod dem. Da sagde Kristen til sin Ven: »Der henne er en Mand, som vender Ryggen mod Zion, og kommer imod os.«

Haabefuld. Ja, jeg ser ham; lad os endelig denne Gang være forsigtige, hvis han ogsaa skulde vise sig at være en Smigrer.

Manden nærmede sig mere og mere og kom tilsidst hen til dem. Hans Navn var Gudsfornægter, og han spurgte dem, hvor de skulde hen.

Kristen. Vi agter os til Bjerget Zion.

Da brast Gudsfornægter ud i en Skoggerlatter.

Kristen. Hvorfor ler du?

Gudsfornægter. Jeg ler af, at I kan være saa uvidende at paatage eder en saa besværlig Rejse, naar I sandsynligvis intet faar for al eders Ulejlighed.

Kristen. Hvad siger du, Mand? Mener du ikke, at vi vil blive modtaget?

Gudsfornægter. I hele denne Verden findes der ikke noget saadant Sted, som det, I drømmer om.

Kristen. Men det findes dog i den tilkommende Verden.

Gudsfornægter. Da jeg var hjemme i mit eget Land, hørte jeg ogsaa Tale derom, og fik Lyst til at gaa ud og se, men jeg har nu i hele tyve Aar søgt efter denne Stad, uden at se mere til den end jeg gjorde den første Dag, da jeg rejste ud. Præd. 10, 15.

Kristen. Vi har baade hørt tale om den, og tror, at et saadant Sted virkelig findes.

Gudsfornægter. Havde jeg ikke ogsaa troet det samme, da jeg var hjemme, saa var jeg vist ikke kommen saa langt for at søge; men da jeg intet har fundet (og om der fandtes et saadant Sted, maatte jeg bestemt have fundet det, for jeg har jo gaaet længere end I for at søge det), — saa agter jeg mig nu tilbage igen og vil gøre mig til gode med de Ting, som jeg den Gang forkastede i Haab om at erholde, hvad jeg nu ved ikke en Gang er til.

Da sagde Kristen til sin Ven Haabefuld: »Kan det være sandt, hvad denne Mand siger ?«

Haabefuld. Vogt dig, han er en af Smigrerne; husk endelig paa, hvad det allerede en Gang; har kostet os, at vi laante Øre til saadanne Mennesker. Hvad! intet Bjerg Zion? Saa vi da ikke Stadens Port fra de yndige Bjerge. Desuden, blev det ikke sagt os, at vi maatte vandre i Troen? Lad os straks gaa videre, at ikke Manden med Svøben skal indhente os igen, 2 Cor. 5, 7. Du burde have givet mig den Læreregel, som jeg nu vil lade komme for dine Øren: »Lad af, min Søn! at høre den Tugt, som forvilder fra Kundskabs Ord.« Ordspy. 19, 27. Jeg siger dig, min Broder, hør, ikke længer paa ham, og lad os tro til vore Sjæles Frelse. Hbr. 10, 39.

Kristen. Min Broder, jeg gjorde dig ikke dette Spørgsmaal, fordi jeg selv tvivlede om Sandheden af vor Tro, men kun for at prøve dig og for at se, om dit Hjerte var oprigtigt. Hvad denne Mand angaar, saa ved jeg, at han er forblindet af denne Verdens Gud. Lad os kun vandre videre, i den faste Overbevisning, at vi har Troen paa Sandheden; og Løgn er ikke af Sandheden. 1 Joh. 2, 21.

Haabefuld. Nu fryder jeg mig i Haabet om Guds Herlighed.

De forlod altsaa Manden, som ogsaa gik sin Vej, idet han lo af dem.