Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

De yndige bjerge

De gik derpaa videre, indtil de kom til de yndige Bjerge, hvorom vi for har talt, og de gik op paa Bjergene for at bese Blomster og Frugthaverne, Vingaardene og de skønne Kilder, hvor de drak af Vandet, vaskede sig og spiste af Vingaardenes Frugter. Paa Toppen af disse Bjerge var der Hyrder, som vogtede deres Hjord, og de opholdt sig nær ved Vejkanten. Pilgrimmene gik derfor hen til dem og lænede sig til deres Vandringsstave, som trætte Pilgrimme plejer at gøre, naar de taler med nogen under Vejs. De spurgte Hyrderne: »Hvem tilhører disse yndige Bjerge, og hvis er de Faar, som græsser paa dem?«

Hyrderne: Disse Bjerge ligger i Immanuels Land, og fra dem kan man se hans Stad; Faarene er ogsaa hans, og han har ladet sit Liv for dem.

Kristen. Er dette Vejen til den himmelske Stad?

Hyrderne. Ja, I er paa Vejen.

Kristen. Hvor langt kan der være derhen? Hyrderne. For langt for enhver, som ikke i Sandhed stræber efter at komme derhen.

Kristen. Er Vejen sikker eller farlig?

Hyrderne. Sikker for dem, som den skal være sikker for; »men Overtrædere skal falde paa den,« Hos. 14, 10.

Kristen. Findes der paa dette Sted nogen Vederkvægelse for Pilgrimme, som er trætte og udmattede af Vandringen?

Hyrderne. Bjergenes Herre har paalagt os, at vi ikke maa glemme med Glæde at laane andre Hus, Hbr. 13, 2; derfor er alt, hvad der findes her, til eders Tjeneste.

Hyrderne gjorde dem adskillige Spørgsmaal, da de mærkede, at det var Vandringsmænd : Hvorfra kommer I? Hvorledes er I kommet paa Vejen? Hvorledes er det lykkedes eder at forblive paa den? thi kun faa af dem, som begynder at vandre hid, naar saa langt som til disse Bjerge. Men da Hyrderne hørte deres Svar, blev de glade derover, saa kærligt paa dem og sagde: »Velkommen til de yndige Bjerge.«

Hyrderne, hvis Navne var Kundskab, Erfaring, Aarvaagen og Oprigtig, tog dem ved Haanden og førte dem til deres Telte, hvor de satte frem for dem, hvad de havde ved Haanden. De sagde endvidere: »Vi vil gerne, at I skal opholde eder her en liden Stund, for at vi kan blive godt kendt med hverandre, men især for at I kan vederkvæge eder med alt det gode, som findes paa disse yndige Bjerge. Pilgrimmene sagde da, at de vilde gerne blive, og derpaa begav de sig til Hvile, da det allerede var meget silde.

Da saa jeg i min Drøm, at Hyrderne om Morgenen vækkede Kristen og Haabefuld, for at de skulde følge med dem op paa Bjergene; de spadserede en Stund med dem og havde den herligste Udsigt til alle Sider. Da sagde Hyrderne til hverandre : »Skal vi vise disse Pilgrimme nogle Mærkværdigheder?« Da de var blevet enige om at gøre det, førte de dem op paa Toppen af et Bjerg, der kaldtes Vildfarelse, som paa den forreste Side var meget stejlt og bad dem se ned. Kristen og Haabefuld saa da ned og opdagede ved Bjergets Fod nogle Mennesker, som var blevet sønderknuste ved at falde ned fra Toppen. Da sagde Kristen: »Hvad skal dette betyde ?« Hyrderne svarede: »Har I aldrig hørt tale om dem, der bragtes i Vildfarelse ved at høre efter Hymenæus og Philetus, med Hensyn til Troen paa Legemets Opstandelse?« 2 Tim. 2; 17. 18. »Jo,« svarede de. Da sagde Hyrderne: »Det er just dem, I ser sønderknuste ved Foden af Bjerget. Lige til denne Dag har de ligget ubegravede, til et advarende Eksempel for andre, at de skulde vogte sig for at klatre altfor højt, eller for at komme Randen af det stejle Bjerg for nær.«

Derpaa saa jeg, at Hyrderne ledsagede dem til Toppen af et andet Bjerg, hvis Navn var Advarsel, hvor de bad ham se langt bort, og da de gjorde det, syntes de at se Mennesker, som vandrede frem og tilbage mellem derværende Grave og de skønnede, at de maatte være blinde, efter som de nu og da snublede mellem Gravene og ikke kunde komme ud fra dem. Da sagde Kristen: »Hvad betyder dette?«

Hyrderne svarede: »Saa du ikke lidt neden for Bjergene en Stente, som fører til en Eng paa venstre Side af Vejen?« De svarede: »Jo.« Da sagde Hyrderne : »Fra denne Stente fører en Fodsti, lige til Tvivlborg, der tilhører Kæmpen Fortvivlelse: og disse Mennesker (dermed pegede de paa dem mellem Gravene) var en Gang Pilgrimme ligesom I og kom paa deres Vandring netop til denne Stente, men fordi den rette Vej var ujævn paa dette Sted, foretrak de at forlade den og gaa ind paa Engen ved Siden af, hvor de blev taget af Kæmpen Fortvivlelse, der kastede dem i Fangehullet paa Tvivlborg, og efter at han havde holdt dem en Stund der, lod han Øjnene stikke ud paa dem og førte dem hen blandt disse Grave, hvor han har ladet dem vandre lige til denne Dag, for at det, som den vise Salomon siger, skulde gaa i Opfyldelse: »Den, som farer vild fra Klogskabs Vej, skal hvile i Dødningers Forsamling.« Ordspr. 21, 16.

Kristen og Haabefuld saa da paa hinanden med taarefyldte Øjne, uden at sige noget til Hyrderne.

Derpaa saa jeg i min Drøm, at Hyrderne tog dem med sig ned i en dyb Dal, hvor der var en Dør paa Siden af Bjerget; denne Dør aabnede de og bad dem se derind. De saa, at der inden for var meget mørkt og fuldt af Røg; de syntes ogsaa at høre en bragende Larm som af Ild og Smertesskrig, ligesom af Mennesker i Pine, og de mærkede en stærk Svovllugt. Da sagde Kristen: »Hvad betyder dette?« Hyrderne svarede: »Dette er en Bivej til Helvede, en Vej, som Hyklere gaar, nemlig saadanne, der ligesom Esau sælger deres Førstefødselsret, saadanne, der sælger sin Herre, som Judas, saadanne, der spotter over Evangeliet, som Alexander, og saadanne, der lyver og forstiller sig, som Ananias og hans Hustru Saphira.« Da sagde Haabefuld til Hyrderne: »Jeg forstsar, at alle disse en Gang er blevet betragtede som Pilgrimme, ligesom vi — ikke sandt?«

Hyrderne. Jo, og det lykkedes for dem i lang Tid.

Haabefuld. Hvor langt naaede de da paa deres Pilgrimsvandring, siden de blev saa sørgelig forskudte ?

Hyrderne. Nogle længere, men andre ikke en Gang til disse Bjerge.

Da sagde Pilgrimmene til hinanden: »Vi trænger i Sandhed om at anraabe den Stærke om Kraft.«

Hyrderne. Ja, og naar I har faaet den, vil I ogsaa have Brug for den.

Pilgrimmene ønskede nu at fortsætte Rejsen, og Hyrderne gav deres Samtykke dertil. De fulgtes derfor ad lige til Grænsen af Bjergene. Da sagde Hyrderne til hverandre: »Lad os først vise Pilgrimmene Portene til den himmelske Stad, om de ellers forstaar at se gennem vor Kikkert.« Pilgrimmene blev meget glade, og Hyrderne tog dem derfor med sig op paa Toppen af et højt Bjerg, kaldet Klarhed, og satte dem Kikkerten for Øjet.

De prøvede paa at se igennem den, men Erindringen om, hvad Hyrderne sidst havde vist dem, bragte deres Hænder til at ryste, saa de ikke var i Stand til at se tydeligt gennem Glasset ; dog syntes de at se noget, der lignede Porten, og de skimtede Stedets Herlighed. Derpaa rejste de videre.

Da de skulde til at gaa, gav en af Hyrderne dem en Beskrivelse af Vejen. En anden bad dem tage sig i Vare for Smigreren. En tredie om at vogte sig for at sove paa det fortryllede Land. Og en fjerde bad Gud være med dem paa Rejsen.

Da vaagnede jeg af min Drøm.