Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Fortvivlens borg

Nu saa jeg i min Drøm, at de ikke var komne ret langt, før Vejen bøjede et Stykke af fra Floden, hvorover de blev bedrøvede; dog turde de ikke forlade den. Vejen var ru og ujævn, og deres Fødder blev ømme af den lange Vandring. og Pilgrimmenes Sjæle blev bekymrede (4 Mos. 21, 4), de haabede derfor, alt eftersom de gik, at Vejen snart maatte blive bedre.

Et lille Stykke foran dem paa venstre Side af Vejen, var der en Mark og en Stente, for at man kunde komme ind til den, og denne Mark kaldtes Afvejmarken. Da sagde Kristen til sin Selskabsbroder : »Dersom denne Mark gaar langs med Vejkanten, lad os da se at komme ind paa den.« Han gik hen til Stenten og saa da paa den anden Side af Gærdet en Fodsti, som løb langs Vejen. »Det er netop, hvad jeg ønskede,« sagde Kristen. »Her er bedre at gaa; kom kun, gode Haabefuld, og lad os komme over.«

Haabefuld. Men sæt, at denne Sti fører os paa Afvej ?

Kristen. Det gør den vist ikke; se, den gaar jo langs med Vejen.

Haabefuld lod sig da overtale af sin Selskabsbroder og gik efter ham over Stenten. Saa snart de var gaaede over og var komne ind paa Stien, fandt de, at den var meget god for Fødderne, og da de saa fremad, fik de Øje paa en Mand, hvis Navn var Forfængeligtillid; de kaldte paa ham og spurgte, hvor Vejen førte hen. Han svarede: »Til den himmelske Port.« »Hører du,« sagde Kristen, »det er som jeg sagde; vi er paa den rette Vej.« Manden gik nu foran, og de fulgte efter. Men Natten faldt paa og det blev ganske mørkt, saa de bagerste tabte ham af Syne, som gik foran.

Forfængeligtillid, som gik foran dem, faldt ned i en dyb Hule (Es. 9, 16), som dette Lands Fyrste med Forsæt havde ladet grave der for at fange forfængelige Daarer, og han blev knust i Faldet.

Kristen og hans Kammerat hørte ham falde og raabte til ham for at faa at vide, hvad der var sket, men ingen svarede; de hørte kun en sagte Stønnen. Da sagde Haabefuld: »Hvor er vi nu ?« Men hans Kammerat tav, bedrøvet over, at han havde ført dem paa Afvej. Og nu begyndte det at regne, tordne og lyne paa det skrækkeligste, og Vandet skyllede over Stien.

Da sukkede Haabefuld tungt og sagde : »Ak gid jeg ikke havde forladt Vejen!«

Kristen. Hvem skulde have troet, at denne Sti vilde føre os bort fra Vejen?

Haabefuld. Jeg frygtede allerede i Begyndelsen derfor og undlod ikke at advare dig; jeg vilde have sagt mere, men du er jo ældre end jeg.

Kristen. Gode Broder, vær endelig ikke vred; det gør mig bitterlig ondt, at jeg har ført dig paa Afvej, og at jeg har bragt dig i saa stor en Fare. Kære Broder, tilgiv mig, jeg har ikke gjort det i nogen ond Hensigt.

Haabefuld. Trøst dig, min Broder, jeg tilgiver dig, og jeg tror ogsaa, at det vil være os begge til Gavn.

Kristen. Jeg er hjertelig glad over, at jeg har en saa god og tilgivende, Broder, dog vi kan ikke staa længere her : lad os forsøge paa at finde tilbage.

Haabefuld. Men, gode Broder, lad mig gaa foran.

Kristen. Nej, lad hellere mig, at jeg kan være den første til at møde Faren, om der skulde vise sig nogen, thi jeg er jo Skyld i, at vi begge har forladt Vejen.

Haabejuld. Nej, du skal paa ingen Maade gaa først, for du er jo saa bedrøvet og kunde let komme paa Afvej igen.

I det samme hørte de en opmuntrende Røst, som sagde: »Sæt dit Hjerte til den banede Vej, den Vej, som du har vandret paa, vend om Jer. 31, 21. Men imidlertid var Vandet steget betydeligt, hvilket gjorde Tilbagegangen meget farlig. Da tænkte jeg, at det er lettere at gaa bort fra den Vej, man vandrer paa, end at komme tilbage til den igen, naar man en Gang har forladt den. De gjorde dog et Forsøg paa at vende tilbage, men det var saa mørkt, og Vandet stod saa højt, at de mange Gange var nærved at drukne.

Heller ikke kunde de, trods deres Søgen, den Nat genfinde Stenten, og da de endelig fandt et Sted, hvor der var Ly for Uvejret, satte de sig der indtil Dagen gryede; men da de var trætte, faldt de snart i Søvn. Der var ikke langt fra dette Sted en Borg, som kaldtes Tvivl-borg, og som tilhørte Kæmpen Fortvivlelse, og det var paa hans Grund, de nu laa og sov. Da han tidlig om Morgenen stod op og gik ud paa sine Marker, fandt han Kristen og Haabefuld sovende. Med en grov og barsk Stemme vækkede han dem og spurgte, hvorfra de var og hvad de havde at gøre paa hans Ejendom,. De fortalte ham, at de var Pilgrimme, som havde forvildet sig. Da sagde Kæmpen : »I har forbrudt eder mod mig ved at nedtrælle og ligge paa min Jord, og derfor maa I følge med mig.« De blev derfor nødte til at følge med ham, thi han var stærkere end de. De havde heller ikke noget at sige til deres Forsvar, thi de indsaa, at de havde begaaet en Fejl. Kæmpen drev dem derfor foran sig til sin Borg og lod dem kaste i et mørkt Fængsel, som var væmmeligt og stinkende for disse to Mænds Sjæle, Sal. 88, 19. Her altsaa, i tykt Mørke, laa de fra Onsdag Morgen til Lørdag Nat uden at faa en eneste Bid Brød eller en Draabe Vand, og uden at nogen kom til dem for at spørge til deres Befindende ; de var derfor i en sørgelig Tilstand langt borte fra Venner og Bekendte. Paa dette Sted havde Kristen endnu mere Grund til at være bekymret, thi det var ved hans ubesindige Raad, de var komne i denne Elendighed.

Kæmpen Fortvivlelse havde en Hustru, hvis Navn var Mistrøstig. Da han om Aftenen var kommen til Sengs, fortalte han hende, at han havde grebet to Mennesker, som laa og sov paa hans Ejendom, og kastet dem i Fangehullet. Han spurgte hende ogsaa om, hvad hun troede var bedst at gøre med dem. Saa spurgte hun ham om, hvad det var for Folk, hvorfra de kom og hvor de agtede sig hen, og han fortalte hende det. Hun raadede ham da til uden Barmhjertighed at piske dem den følgende Morgen. Da han var staaet op, tog han derfor en svær Knippel, gik ned i Fangehullet og begyndte at skælde dem ud, som om de havde været Hunde, skønt de ikke sagde et Ord til Gengæld. Derpaa kastede han sig over dem og slog dem saa ubarmhjertigt, at de ikke en Gang var i Stand til at røre sig af Stedet. Efter at have gjort det, forlod han dem i deres Elendighed og lod dem blive liggende i Fangehullet sukkende og klagende i deres Nød. Saaledes tilbragte de den hele Dag under Jammer og Klage. Da Mistrøstig den følgende Nat talte med sin Mand og hørle, at de, endnu var i Live, sagde hun til ham, at han skulde raade dem til at tage sig selv af Dage. Saa snart det var blevet Morgen, gik han derfor atter ned til dem med den samme barske Mine som før, og da han mærkede, at de Slag, han havde, givet dem Dagen i Forvejen, voldte dem store Smerter, sagde han til dem, at da de aldrig kunde vente at komme bort fra det Sted, hvor de nu var, kunde de lige saa gerne straks tage Livet af sig selv, enten med Dolk, Strikke eller Gift; »thi hvorfor,« sagde han, »vil I holde paa Livet, naar I ser, at det er forbunden med saa megen Elendighed ?« Men de bad ham om at blive løsladte. Da saa han bistert paa dem, styrtede derpaa rasende løs paa dem og havde uden Tvivl selv gjort det af med dem, hvis han ikke i det samme var falden omkuld i et af de Krampetilfælde, som undertiden kom over ham i Solskinsvejr. Han gik derpaa bort og lod dem alene tilbage for at overveje, hvad de skulde gøre. Fangerne overvejede da med hinanden, hvorvidt det var bedst at gøre som han havde foreslaaet dem eller ikke, og de talte saaledes derom :

»Broder,« sagde Kristen, »hvad skal vi gøre? Det Liv, vi nu fører, er elendigt. Jeg ved sandelig ikke, hvad der er bedst, enten at leve saaledes eller at dø straks. Min Sjæl foretrækker Strikke og Død fremfor Liv, og Graven er mig kærere end dette Fangehul,« Job. 7, 15. »Skal vi følge Kæmpens Raad?«

Haabejuld. Vor nuværende Tilstand er i Sandhed skrækkelig, og jeg vilde langt hellere dø end blive her bestandig; men lad os betænke, hvad Landets Herre, til hvem vi agter os, har sagt, nemlig : »Du skal ikke slag ihjel !« og da vi altsaa ikke maa dræbe andre, saa tør vi endnu mindre følge Kæmpens Raad og aflive os selv. Desuden, den, som ihjelslaar en anden, dræber kun Legemet, men den, som tager sit eget Liv, dræber baade Sjæl og Legeme. Endvidere taler du, min Broder, om Gravens Fred, men har du da glemt Helvede, hvorhen alle Selvmordere visselig kommer? »Thi ingen Manddraber har det evige Liv.« Og lad os ogsaa betænke, at al Magt staar ikke i Kæmpens Haand. Saa vidt jeg ved, har han taget andre til Fange ligesom os, og de er dog undslupne. Hvem ved, om ikke Gud, alle Tings Skaber, kan mage det saa, at Kæmpen dør, eller at han en eller anden Gang glemmer at lukke Døren til Fangehullet, eller maaske faar et nyt Krampetilfælde i vor Nærværelse, hvorved han for bestandig taber Brugen af sine Lemmer ? Og skulde dette indtræffe, saa har jeg besluttet at tage Mod til mig og opbyde alle Kræfter for at undslippe. Det var taabeligt af mig ikke at forsøge paa at gøre det før, men lad os være taalmodige, og holde ud endnu en Stund, den Tid kan dog komme, da vi igen faar Friheden, lad os bare ikke være vore egne Mordere. Med disse Ord trøstede Haabefuld sin Broder, og de forblev i Mørket hele Dagen i denne ynkværdige Forfatning.

Henimod Aften gik Kæmpen atter ned i Fangehullet for at se, om Fangerne havde fulgt, hans Raad; men da han kom, fandt han dem endnu i Live. Af Mangel paa Brød og Vand og paa Grund af de Saar, de havde faaet, da han slog dem, var de nu saa svage, at de næsten ikke mere kunde drage Aande. Men han fandt dem som sagt i Live, hvorover han blev ude af sig selv af Raseri og sagde, at da de ikke havde fulgt hans Raad, skulde det gaa dem endnu værre. Da rystede de begge af Skræk, og jeg tror, at Kristen daanede, men da han var kommen sig igen, fortsatte de deres Samtale om Kæmpens Raad og overvejede, om de skulde følge det eller ikke. Kristen syntes nu atter at være for det; men Haabefuld svarede anden Gang saaledes:

»Min Broder, tænk paa, hvor mandig du har været før. Apollyon kunde ikke overvinde dig, og heller ikke lod du dig afskrække af alt, hvad du hørte og saa eller følte i Dødens Skyggedal. Hvilken Møje, Angst og Forfærdelse har du ikke allerede udstaaet, og nu vil du forsage? Du ser jo, at jeg, som er langt svagere end du, ogsaa er i Fangehullet ; Kæmpen har slaaet mig lige saa vel som dig og nægtet mig Brød og Vand, og jeg maa ligesom du savne Dagens Lys. Men lad os endnu være, taalmodige; tænk paa, hvor modig og uforfærdet du viste dig paa Forfængeligheds Marked, og frygtede hverken Lænker, Fængsel eller selve Døden. Lad os derfor opbyde al vor Kraft og være taalmodige, om ikke for andet, saa for at undgaa den Skam, som Kristendommen vilde lide ved vor Forsagthed.«

Da det nu igen var bleven Nat, og Kæmpen og hans Hustru var gaaet til Sengs, spurgte hun ham om Fangerne og om de havde fulgt hans Raad? Han svarede: »Det er nogle sejglivede Karle, de vil hellere udholde de værste Lidelser end at aflive sig selv.« Da sagde hun: »Tag dem i Morgen med op i Slotsgaarden og vis dem Benene og Hjerneskallerne af dem, som du allerede har gjort det af med, og lad dem forstaa, at du inden en Uge er omme ogsaa vil sønderrive dem, som du før har gjort med andre Pilgrimme.«

Da det var blevet Morgen, gik Kæmpen atter ned til dem og tog dem med sig op i Slotsgaarden og gjorde som hans Hustru havde raadet ham til. »Se,« sagde han, idet han pegede paa Benene, »disse var en Gang Pilgrimme lige som I og de fordristede sig ind paa min Ejendom, saaledes som I har gjort. Jeg fandt da for godt at tage dem af Dage, og det vil jeg ogsaa gøre med eder inden otte Dage. Gaa ned med eder i Hulen igen.« Dermed pryglede han dem hele Vejen derhen.

De laa nu hele Lørdagen i den ynkeligste Forfatning. Da det atter var bleven Nat, og Mistrøstig og hendes Mand var gaaet til Sengs, fortsatte de Samtalen om Fangerne; især undrede den gamle Kæmpe sig over, at han hverken paa den ene eller den anden Maade kunde faa gjort det af med dem. Dertil svarede hans Hustru : »Maaske lever de i Haabet om, at nogen vil komme og hjælpe dem, eller maaske de har Dirke hos sig, hvormed de haaber at kunne lukke sig ud.« — »Mener du det, min Kære,« sagde Kæmpen; »i Morgen vil jeg undersøge Sagen.«

Ved Midnatstid om Lørdagen begyndte de at bede og forblev i Bønnen til henimod Daggry.

Kort før det blev Dag udbrød den gode Kristen, ligesom halvt forskrækket: »Hvor jeg dog har været en Daare, at vansmægte her i et stinkende Fængsel, naar jeg hvilket Øjeblik det skal være kan sætte mig i Frihed! I min Barm har jeg jo en Nøgle, kaldet Forjættelse, som jeg er overbevist om vil kunne lukke hver en Laas op i Tvivlborg.« Da sagde Haabefuld: »Det er en god Efterretning, kære Broder; tag den frem og lad os prøve.«

Kristen tog den da frem og prøvede først med Fængslets Dør, som med Lethed aabnedes, da han drejede Nøglen om, og Kristen og Haabefuld kom begge ud. Derpaa gik de til den ydre Dør, som førte til Slotsgaarden, og med sin Nøgle aabnede Kristen ogsaa den. Endelig kom de til Jernporten, som ogsaa maatte aabnes; men Laasen bandt her meget haardt, dog lukkede Nøglen den op. Da aabnede de Porten for i al Hast at komme bort derfra, men derved knagede den saa stærkt, at det vækkede Kæmpen, som øjeblikkelig stod op for at sætte efter sine Fanger ; men i det samme følte han, at Lemmerne svigtede ham, thi han fik et af sine Krampetilfælde og kunde saaledes ikke indhente dem. De skyndte sig af Sted alt hvad de kunde, indtil de kom til Kongevejen, hvor de var i Sikkerhed, eftersom de ikke længere var paa Kæmpens Grund.

Saa snart de var kommet over Stenten, raadslog de med hinanden om, hvad de skulde gøre ved dette Sted for at forebygge at andre, som kom efter dem, skulde falde i Kæmpens Hænder. De blev enige om at oprejse en Støtte og at indgravere følgende Ord paa den: »Over denne Stente gaar Vejen til Tvivlborg, som tilhører Kæmpen Fortvivlelse, der foragter Kongen af det himmelske Land og tragter hellige Pilgrimme efter Livet.« Mange, som kom efter dem, læste hvad der stod skrevet, og undgik saaledes Faren.