Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Vinding

Kristen og Haabefuld vandrede videre og kom til en behagelig Slette, som kaldtes Hvile, hvor de gik med stor Fornøjelse; men denne Slette var kun lille, saa de kom snart oven den. Paa den anden Side af Sletten var der et lille Bjerg, som kaldtes Vinding, og i dette en Sølvgrube, der ved sin Sjældenhed havde tiltrukket sig mange tidligere Pilgrimmes Opmærksomhed, saa de var gaaede bort fra Vejen for at bese den, men naar de gik for nær til Skraaningen skred Jorden under dem, saa at de styrtede ned og omkom; mange er ogsaa blevne Krøblinge her og har aldrig genvundet deres Førlighed.

Derpaa saa jeg i min Drøm, at et kort Stykke fra Vejen lige ved Sølvgruben stod Demas (2 Tim. 4, 10) og raabte paa de Forbigaaende, at de skulde komme og se. Han raabte ogsaa til Kristen og hans Kammerat:

Hallo! kom hid, saa skal jeg vise eder noget.«

Kristen. Hvad kan vel være saa meget værd, at vi skulde gaa bort fra Vejen for at se det?

Demas. Her er en rig Sølvgrube, og man kan finde Skatte ved at grave i den. Vil I komme, saa kan I forsyne eder rigelig uden stor Ulejlighed.

Da sagde Haabefuld: »Lad os dog gaa hen og se.«

Kristen svarede: »Nej, paa ingen Maade; jeg har hørt Tale om dette Sted og ved, at mange er omkomne her ; og desuden er enhver Skat en Snare for dem, som søger den, thi den hindrer dem i deres Pilgrimsvandring.« Da raabte Kristen til Demas: »Er Stedet ikke farligt? Har det ikke standset mange i deres Vandring ?«

Demas. Ikke særlig farligt, naar man kun ser sig godt for. (Han rødmede dog, idet han sagde dette).

Da sagde Kristen til Haabefuld: »Lad os ikke gaa et Skridt nærmere, men fortsætte vor Vej.«

Haabefuld. Du kan være vis paa, at Bihensigter vil gaa hen for at se, naar han kommer og faar samme Indbydelse.

Kristen. Ja, det vil han uden Tvivl, for hans Grundsætninger bærer ham den Vej, og jeg sætter hundrede mod én paa, at han omkommer der.

Demas raabte nu atter til dem og sagde: »Men vil I ikke komme herover og se?«

Da svarede Kristen ligefrem: »Demas, du er en Fjende af denne Vejs Herre og af hans rette Veje, du er allerede bleven fordømt af en af hans Majestæts Dommere, fordi du selv forlod Vejen. Hvorfor søger du nu at styrte os i en lignende Fordærvelse? Desuden vil vor Herre og Konge sikkert faa det at vide, hvis vi gaar bort fra Vejen, og han vil gøre os til Skamme, medens vi ellers havde kunnet staa for ham med Frimodighed.«

Demas raabte, atter til dem og sagde, at han ogsaa hørte til deres Broderskab, og dersom de vilde vente lidt, saa vilde han gøre dem Selskab paa Vejen.

Da sagde Kristen: »Hvad er dit Navn, hedder du ikke som jeg har kaldt dig?«

Demas. Jo, mit Navn er Demas; jeg er Abrahams Søn.

Kristen. Jeg kender dig; Gihazi var din Oldefader og Judas din Fader, og du er traadt i deres Fodspor. 2 Kong. 5, 20; Matth. 26, 14. 15; 27, 3— 5. Du søger at besnære os med djævelsk List; din Fader blev hængt som en Forræder, og du fortjener ingen bedre Belønning. Vær forvisset om, at naar vi kommer til Kongen, vil vi fortælle, ham om din Adfærd. Og derpaa gik de sin Vej.

Imidlertid var Bihensigter med Selskab atter komne til Syne, og ved det første Vink gik de over til Demas. Om de nu styrtede ned i Gruben ved at se ud over Skrænten, eller de gik ned for at grave, eller om de blev kvalte af de Dampe, som jævnlig stiger op derfra, det ved jeg ikke, men saa meget er vist, at de aldrig mere saa's paa Vejen.

Nu lagde jeg Mærke til, at Pilgrimmene kom til et Sted paa den anden Side af Sletten, hvor der lige ved Vejkanten var rejst en gammel Mindestøtte. Ved Synet heraf blev de begge meget forundrede paa Grund af dens mærkværdige Udseende, thi det forekom dem, at den lignede en til en Saltstøtte forvandlet Kvinde. Her blev de derfor staaende og saa længe paa den, men vidste ikke, hvad de skulde antage den for. Endelig opdagede Haabefuld, at der lige ovenfor Støtten stod skrevet noget i et fremmed Sprog, og da han ikke selv var lærd, kaldte hag paa Kristen for at se, om han ikke kunde udtyde Meningen. Kristen kom da til, og efter at han et Øjeblik havde set paa Bogstaverne, udfandt han deraf følgende Ord: »Husk paa Loths Hustru!« Derpaa læste han det for sin Rejse- kammerat, og da forstod de begge, at det maatte være den Saltstøtte, hvortil Loths Hustru blev forvandlet, fordi hun med begærligt Hjerte saa sig tilbage, da hun forlod Sodoma for at undgaa Faren. 1 Mos. 19, 26. Dette uventede og forbavsende Syn gav Anledning til følgende Samtale imellem dem:

Kristen. Ak, min Broder! dette er sandelig et alvorligt Syn; det kom netop til rette Tid, efter at Demas har indbudt os til at forlade Vejen for at bese Bjerget Vinding; og havde vi gjort, som han ønskede, og som du, min Broder, halvt om halvt havde Lyst til, da vilde det uden Tvivl være gaaet os som Loths Hustru: vi var blevne satte til Skue for alle dem, som kommer efter.

Haabefuld. Det bedrøver mig, at jeg var saa taabelig, og jeg maa undres over, at jeg ikke nu er som Loths Hustru; thi hvori er vel min Synd forskellig fra hendes? Hun saa jo kun tilbage, og jeg havde Lyst til at gaa hen og se. Guds uendelige Naade være lovet, og Skam over mig, at jeg har rummet en saadan Lyst i mit Hjerte.

Kristen. Lad os lægge vel Mærke til, hvad vi ser, saa det kan gavne os i Fremtiden. Denne Kvinde undgik én Straffedom, thi hun omkom ikke ved Sodomas Ødelæggelse, og dog blev hun ramt af en anden, hun blev, som vi ser, forvandlet til en Saltstøtte.

Haabefuld. Det er sandt, og hun kan tjene os baade til Advarsel og Eksempel, til Advarsel, at vi maa sky Synden og til Eksempel paa den Straffedom, der visselig vil indhente os, i Fald vi ikke vil lade os advare ; saaledes blev Korah, Dathan og Abiram tillige med de, 250 Mænd, som omkom i deres Synd, ogsaa til et Tegn eller et advarende Eksempel for andre, 4 Mos. 26, 9. 10. Men fremfor alt grunder jeg over én Ting, nemlig over hvorledes Demas og hans Lige saa dristigt tør søge efter hin Skat, da denne Kvinde, alene fordi hun saa tilbage (for vi læser ikke, at hun afveg en eneste Fodsbred fra Vejen), blev forvandlet til en Saltstøtte, og især siden den Straffedom, som indhentede hende, gjorde hende til et advarende Eksempel netop paa dette Sted, thi de kan ikke andet end se hende, naar de kun opløfter deres Øjne.

Kristen. Det er sandelig forunderligt, og det viser, at deres Hjerter maa være forhærdede; og jeg ved ikke, hvem jeg bedre skal sammenligne dem med, end med de Lommetyve, som stjæler i Dommerens Nærværelse, eller som tager Pungen fra Folk paa Vejen til Galgen. Der siges om de Mænd i Sodoma, at »de var onde og syndede saare mod Herren, det vil sige lige for hans Aasyn, paa Trods af alle hans store Velgerninger mod dem, 1 Mos. 13, 13.; thi Sodomas Land var den Gang som en Edens Have, 1 Mos. 13, 10. Dette vakte saa meget mere hans Vrede, og han gjorde deres Plage saa hed, som Herrens Ild fra Himlen kunde gøre den. Og man har derfor god Grund til at mene, at netop dem, der synder for Herrens Aasyn, ja til Trods for de advarende Eksempler, de har for sig, vil rammes af den haardeste Straffedom.

Haabefuld. Du har sikkert Ret i, hvad du siger; og hvilken Naade er det ikke, at hverken du eller jeg er bleven gjort til et saadant advarende Eksempel. Vi har sandelig stor Grund til at takke Gud, at frygte ham og altid at huske, hvorledes det gik Loths Hustru.

Derpaa saa jeg, at de vandrede videre, indtil de kom til en behagelig Flod, som Kong David kaldte »Guds Bæk«, men Johannes »Livsens "Vands rene Flod«, Sal. 65, 10; Aab. 22, 1.

Vejen laa lige ved Flodbredden. Her vandrede Kristen og hans Selskabsbroder meget glade; de drak ogsaa af Flodens Vand, som vederkvægede deres udmattede Sjæle. Paa begge Flodbredder var der desuden grønne Træer, som bar alle Slags Frugter, og Træernes Blade var gavnlige som Lægemidler; ogsaa Træernes Frugter glædede dem meget, og de spiste af Bladene for at forebygge Fraadseri og Drukkenskab, som let angriber den, hvis Blod er ophidset af Rejsens Anstrengelser. Paa hver Side af Floden var der en Mark, der var prydet med Liljer, og som hele Aaret igennem var grøn. Paa denne Mark lagde de sig ned for at sove, thi her kunde de ligge trygt. Da de vaagnede, plukkede de atter af Træernes Frugter og drak af Flodens Vand og lagde sig derpaa igen til at sove, Sal. 23, 2; Esai. 14, 30. Saaledes tilbragte de flere Dage og Nætter. Da sang de:

Se, hvor disse klare Strømme glide Til Pilgrims Trøst ved Vejens Side; De grønne Enge sig i Duggen bade, Og Frugter gløde mellem dunkle Blade. Hvo al den Herlighed kan overveje, Vi sælge alt; for denne Mark at eje.

Da de nu havde bestemt sig til at gaa videre (thi de var endnu langt fra Rejsens Maal), spiste og drak de først og drog saa af Sted.