Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Bihensigter

Nu saa jeg i min Drøm, at Kristen ikke vandrede alene, thi en ved Navn Haabefuld, som var bleven overbevist ved at høre Kristens og Trofasts Ord og ved at betragte deres Opførsel paa Markedet, sluttede sig til ham og sagde, at han vilde være hans Rejsekammerat. Saaledes døde en for at være Vidnesbyrd om Sandheden, og en anden stod op af hans Aske for gøre Kristen Selskab paa hans Vandring, Denne Haabefuld fortalte ogsaa, at der var mange flere paa Markedet, som havde Lyst til at følge efter, saa snart de kunde faa Lejlighed dertil.

Derpaa saa jeg, at disse to Pilegrime kort efter at de havde forladt Markedet indhentede en, som var gaaet i Forvejen, og hvis Navn var Bihensigter. Til ham sagde de: »Hvad Landsmand er du, og hvor langt skal du ad denne Vej ?« Han fortalte dem, at han var fra Byen Glattale og agtede sig til den Himmelske Stad, men han sagde dem ikke sit Navn.

»Fra Glattale?« sagde Kristen. »Er det gode Folk, som bor der?«

Bihensigter. Ja, jeg haaber det.

Kristen. Hvad er dit Navn?

Bihensigter. Jeg er fremmed for eder og I for mig; dersom I skal samme Vej, vil det glæde mig at gøre eder Selskab; hvis ikke, faar jeg vel ogsaa være fornøjet.

Kristen. Denne By Glattale kender jeg af Navn, og tager jeg ikke fejl, skal det være et meget velhavende Sted.

Bihensigter. Ja, det har du Ret i, jeg har mange rige Slægtninge der.

Kristen. Hvem er de og hvad hedder de, om jeg tør være saa fri at spørge?

Bihensigter. Det er saa godt som hele Byen, især Vendekaabe, Verdsligsindet og Glattale (efter sidstnævntes Forfædre har Byen sit Navn); fremdeles Hvermandsven, Falskhed og Somdebehager; og vor Sognepræst, Tvetunget, er min Mor's egen Farbror, ja rent ud sagt er jeg selv en Mand af høj Stand, skønt min Oldefar kun var Færgemand, af den Slags der saa til den ene Side og roede til den anden; ogsaa jeg har erhvervet Størsteparten af min Formue ved denne Forretning.

Kristen. Er du gift?

Bihensigter. Ja, og jeg har en meget dydig Hustru, hvis Moder var lige saa dydig; hun er nemlig Datter af Fru Forstillelse og nedstammer altsaa fra en meget hæderlig Familie; i Dannelse har hun drevet det saa vidt, at hun forstaar at omgaas alle, saavel Fyrster som Bønder. I Religion afviger vi rigtignok lidt fra dem af den strengere Slags, skønt kun i to ganske uvæsentlige Punkter. For det første kæmper vi aldrig mod Vind og Vejr; for det andet er vi altid mest ivrige, naar Religionen gaar i Sølvtøfler ; vi synes godt om at spadsere med ham paa Gaden, naar Solen skinner og Folket giver ham sin Hyldest til kende.

Kristen gik nu lidt til Side til sin Rejsekammerat Haabefuld og sagde: »Jeg tror sikkert, at denne er en vis Bihensigter fra Byen Glattale, og er det ham, saa har vi en Skælm til Selskab, hvis Mage ikke findes her til Lands.« Da sagde Haabefuld: »Spørg ham selv; han skammer sig vist ikke ved sit eget Navn.«

Kristen gik da atter hen til ham og sagde : »Du taler, som om du sad inde med Alverdens Visdom, og tager jeg ikke meget fejl, saa ved jeg halvt om halvt, hvem du er. Er du ikke Bihensigter fra Glattale ?«

Bihensigter. Dette er ikke mit virkelige Navn, det er kun et Øgenavn, jeg har faaet af dem, der ikke kan lide mig, men jeg maa finde mig i at bære det, som saa mange andre brave Mennesker har maattet bære deres.

Kristen. Men har du da aldrig givet Folk Anledning til at kalde dig saaledes?

Bihensigter. Aldrig, aldrig ! Det værste, jeg har gjort, og det eneste, som kan give dem Anledning til at kalde mig saaledes, er, at jeg altid har forstaaet at rette mine Domme efter Tidens forskellige Meninger, hvilke disse end har været, og jeg har vistnok vundet adskilligt derved. Men at Lykken saaledes har begunstiget mig, anser jeg for en Velsignelse, og Folk bør ikke ondskabsfuldt bebrejde mig derfor.

Kristen. Jeg tænkte nok, at jeg ikke tog fejl, da jeg ansaa dig for at være. den Mand, om hvem jeg har hørt, og naar jeg skal sige dig min oprigtige Mening, saa frygter jeg for, at dette Navn passer bedre paa dig end du maaske ønsker, at vi skal tro.

Bihensigter. Jeg kan ikke gøre for, hvad I bilder jer ind, imidlertid vil I finde, at jeg er en underholdende Selskabsbroder, hvis I vil optage mig i eders Selskab.

Kristen. Vil du følge med os, maa du gaa mod Vejr og Vind, hvilket jeg mærker du ikke har Lyst til; du maa ogsaa bekende Kristendommen, baade naar den vandrer i pjaltet Dragt, naar den gaar i Sølvtøfler, naar den ligger bunden i Lænker, og naar den under Bifald drager gennem Gaderne.

Bihensigter. I maa ikke blande eder i, hvad der vedrører min Tro; lad mig have min Frihed og følge med eder.

Kristen. Nej, ikke et Skridt længere, med mindre du i et og alt vil gøre som vi.

Da sagde Bihensigter: »Jeg vil aldrig opgive mine gamle Grundsætninger, eftersom de ikke alene er uskadelige, men endogsaa gavnlige. Kan jeg ikke følge med eder, saa maa jeg vandre alene ligesom før I kom til mig, indtil en eller anden indhenter mig, som vil synes bedre om mit Selskab.«

Nu saa jeg i min Drøm, at Kristen og Haabefuld forlod ham og holdt sig et godt Stykke i Forvejen, men da en af dem kom til at se sig tilbage, fik han Øje paa tre Mænd, som, fulgte efter Bihensigter, og da de var komne hen til ham, bukkede han dybt for dem, og de gengældte venligt hans Hilsen. Disse Mænds Navne var: Verdensmand, Pengeelsker og Gnier, Mænd, som Bihensigter en Gang havde kendt; thi i Drengeaarene havde de været Skolekammerater og var blevne underviste af Hr. Pengegrisk, Lærer i Byen Gevinstsyge i Grevskabet Begærlighed i det Nordlige. Denne Lærer underviste dem i den Kunst at berige sig paa andres Bekostning, ved Vold, Bedrageri, Smiger, Løgn eller Skin af Gudfrygtighed, og disse fire Mænd var nu komne saa vidt i Kunsten, at enhver af dem, om saa skulde være, gerne kunde have begyndt paa en lignende Skole.

Da de nu, som sagt, havde hilst paa hverandre, sagde Pengeelsker til Bihensigter: »Hvem er det, som gaar foran os?« (Kristen og Haabejuld var nemlig endnu i Sigte'.

Bihensigter. Det er to Mænd fra et langt bortliggende Land, som er paa Pilgrimsvandring.

Pengeelsker. Aa, hvorfor venter de da ikke, saa vi kunde nyde godt af deres Selskab, for ligesom de er ogsaa vi og du, haaber jeg, paa Pilgrimsvandring.

Bihensigter. Vist er vi det, men Mændene, som gaar foran os, er saa strænge og stive og sætter deres egne Meninger saa højt og agter andres saa lidt, at om man end er nok saa gudfrygtig, støder de os dog straks ud af deres Selskab, hvis vi ikke i et og alt retter os efter dem.

Gnier. Det er virkelig kedeligt, men vi læser jo i Salomos Prædikener (7, 16) om nogle, som er altfor retfærdige, og saadanne Menneskers Strenghed gaar endog saa vidt, at de dømmer og fordømmer alle andre end sig selv. Men sig mig, om hvilke Ting tænker I forskelligt ?

Bihensigter. Efter deres halsstarrige Vis anser de det for en Pligt at begive sig paa Rejse i al Slags Vejr, medens jeg mener, at man skal vente paa gunstigt Vejr og belejlig Tid. De vil vove alt for Guds Skyld, medens jeg gør, hvad jeg kan for at bevare Liv og Gods. De vil holde fast ved deres Meninger, om saa hele Verden er imod dem, medens jeg kun vil holde med Religionen saa langt som Tiderne og min egen Sikkerhed tillader det. De vil holde fast ved Religionen, selv naar den foragtes og gaar i Pjalter, jeg derimod vil kun gøre det, naar den gaar i Sølvtøfler, i Solskin og med Bifald.

Verdensmand. Ret saa, hold du kun fremdeles fast ved det; jeg kan ikke andet end anse den for en Daare, som er saa uforstandig at give Slip paa, hvad der staar i hans Magt at beholde. Lad os være snilde som Slanger; man bjerger bedst Hø, mens Solen skinner. Du ser, hvorledes Bierne ligger i Dvale hele Vinteren og arbejder kun, naar de har Fordel af deres Flid. Gud sender undertiden Regn og undertiden Solskin; er de saa enfoldige at gaa i daarligt Vejr, saa lad os være glade for at kunne benytte det gode Vejr. For mit Vedkommende synes jeg bedst om den Religion, ved hvilken man i Tryghed kan nyde Guds store Velsignelser; thi naar Gud har skænket os dette Livs Goder, kan da nogen, som er ved sine fulde Fem, tro andet, end at Gud ogsaa vil, at vi skal bruge dem alle til hans Ære. Abraham og Salomon blev rige paa jordisk Gods ved Gudsfrygt, og Job siger, at en god Mand »skal oplægge Guld som Støv« (Job. 22, 24), men han skal ikke være saaledes som de, der gaar foran os, hvis de da ellers er, som du har beskrevet dem.

Gnier. Heri tror jeg, vi alle er enige, og vi behøver derfor ikke at tale videre derom.

Pengeelsker. Nej, vi behøver ikke at tale mere om det, for den, som hverken tror paa Skriften eller vil høre paa den sunde Fornuft (og I ser, at vi har begge paa vor Side), kender hverken sin egen Frihed eller søger sin egen Sikkerhed.

Bihensigter. Som I ser, mine Brødre, er vi alle paa Pilgrimsvandring. Og lad mig nu, til Opbyggelse for os alle, fremsætte et Spørgsmaal for eder : Sæt at en Mand, en Præst eller Handelsmand var i Stand til at forskaffe sig dette Livs Goder, men at han, for at kunne gøre det, var nødsaget til -- overfor Verden i alt Fald -- at anstille sig meget ivrig paa nogle Punkter af Religionen, som han tidligere ikke havde agtet, — kan han da ikke benytte sig af saadanne Midler for at opnaa sin Hensigt, og dog være en ærlig Mand?

Pengeelsker. Jeg forstaar godt, hvad du mener, og med disse Herrers Tilladelse vil jeg forsøge at besvare dit Spørgsmaal, først med Hensyn til Præsten: Sæt at en Præst, en hæderlig Mand, som kun har et lille Kald, men gerne vil have et større og bedre, har Udsigt til at faa dette, naar han vil anstille sig mere virksom og ivrig end hidtil, vil prædike oftere og for at behage Menigheden forandrer nogle af sine Grundsætninger, saa indser jeg for min Del ikke, hvorfor han ikke skulde kunne gøre dette og dog være en retskaffen Mand. Thi:

1) Hans Stræben efter et bedre Kald er lovlig, dette kan ikke bestrides, eftersom det er Forsynet, der indgiver ham det ; han kan altsaa rolig tage mod det, naar det er ham, muligt, uden at gøre sig Samvittighedsskrupler.

2) Hans Attraa efter dette Kald gør ham desuden til en virksommere og ivrigere Prædikant osv., og gør ham saaledes til et bedre Menneske, ja bevirker, at han bedre anvender sine Gaver, hvad der rnaa anses for at være overensstemmende med Guds Vilje.

3) Og med Hensyn til det, at han retter sig efter sin Menighed ved at ændre nogle af sine Grundsætninger for at tjene den, saa beviser det, at han er af en selvfornægtende Karakter, at han har et behageligt og indtagende Væsen, og saaledes er bedre skikket til sit Præsteembede.

4) Jeg mener derfor, at en Præst, som ved saadanne Midler faar byttet et lille Kald med et større, ikke af den Grund bør anses for at være pengegrisk, men at han netop har gjort god Brug af sine Gaver, eftersom han er bleven mere virksom i sit Embede og benytter den ham givne Lejlighed til at gavne sig selv og andre.

Og med Hensyn til den anden Del af Spørgsmaalet, nemlig angaaende en Handelsmand, lad os da forudsætte, at han sidder i smaa Kaar, og at han ved at anstille sig gudfrygtig kan faa flere Kunder, maaske ogsaa en rig Hustru, og i det hele taget forbedre sine Kaar, saa kan jeg ikke indse andet, end at det maa være tilladeligt. Thi :

1) at blive gudfrygtig er en Dyd, hvorledes det end sker;

2) ikke heller er det ulovligt at tage en rig Hustru eller at skaffe sig Kunder i Butiken.

3) Den, som opnaar alt dette ved at anstille sig gudfrygtig, faar det gode af gode Mennesker, idet han selv bliver god; en god Hustru, gode Kunder og en god Fortjeneste, altsammen ved at anstille sig gudfrygtig. At anstille sig gudfrygtig for at kunne naa dette er følgelig godt og gavnligt.

Dette Svar, som Pengeelsker gav Bihensigter paa hans Spørgsmaal, vandt udelt Bifald hos alle, og de fandt derfor, at Pengeelskers Grundsætninger i det hele taget var baade gode og nyttige. Da de troede, at ingen kunde gendrive dem, og da Kristen og Haabejuld endnu var i Sigte, besluttede de i Forening at bestorme dem med dette Spørgsmaal, saa snart de havde indhentet dem, og det saa meget mere som disse to før havde sat sig op mod Bihensigter. Saa raabte de da efter dem, og Kristen og Haabefuld standsede og blev staaende, indtil de var komne hen til dem. Det blev besluttet, at ikke Bihensigter, men gamle Verdensmand skulde fremsætte Spørgsmaalet for Kristen og hans Kammerat, da de formodede, at deres Svar til ham ikke vilde være paavirket af den Heftighed, som før var blusset op mellem Bihensigter og dem, da de skiltes.

De naaede nu hen til dem, og efter en kort Hilsen fremsatte Verdensmand Spørgsmaalet for Kristen og hans Kammerat og bad dem besvare det, dersom de kunde.

Da sagde Kristen: »Selv et Barn vilde kunne besvare tusinde saadanne Spørgsmaal, thi dersom det er ulovligt at følge Kristus alene for Brødets Skyld, hvilket det i Følge Joh. 6, 26, 27 ses at være, hvor langt skammeligere er det da ikke at benytte Kristi Lære som et Middel til at vinde og nyde, Verdens Goder. I finder heller ikke andre end Hedninger, Hyklere, Djævle og Troldkarle, som er af denne Mening.

1) Hedninger først, for da Hemor og Sichem havde Lyst til Jakobs Datter og Kvæg og saa, at der ikke var andet Middel til at faa deres Ønske opfyldt end ved at lade sig omskære, sagde de til deres Staldbrødre : Naar vi omskærer alt Mandkøn blandt os, ligesom disse er omskaarne, skal da ikke alt deres Kvæg og Gods og alt, hvad de ejer, høre os til? Deres Døtre og Kvæg var det, de tragtede efter, og Religionen var kun et Skalkeskjul, som de benyttede for at faa dem. Læs hele, Fortællingen derom i 1 Mos. 34, 20-23.

2) De skinhellige Farisæer havde den samme Religion; lange Bønner opremsede de paa Skrømt for at tilrane sig Enkers Huse, men Gud dømte dem desto haardere derfor. Luc. 20, 46. 47.

3) Judas, den Djævel, var ogsaa af denne Religion. Han anstillede sig gudfrygtig for Pengenes Skyld, men han blev fortabt, forkastet — et sandt Fordærvelsens Barn.

4) Troldkarlen Simon var af samme Religion; thi han vilde have den Helligaand for at tjene Penge derved, og den Dom, Peder fældede over ham, var derefter. Ap. Gj. 8, 19-22.

5) Heller ingen skal faa mig til at tro andet, end at den, som antager Religionen for Verdens Skyld, ogsaa vil forkaste den for Verdens Skyld; thi saa vist som Judas blev religiøs af verdslige Grunde, lige saa vist solgte han sin Religion og sin Herre af samme Grund. At give et bekræftende Svar paa Spørgsmaalet, hvad jeg kan forstaa I har gjort, er baade hedensk, hyklerisk og djævelsk, og eders Løn vil blive efter eders Gerninger.«

Ved at høre dette saa de bestyrtede paa hverandre og vidste ikke, hvad de skulde svare Kristen. Ogsaa Haabefuld syntes, at Kristens Svar var rigtigt, hvorfor alle tav. Bihensigter og hans Selskab holdt sig tilbage, for at Kristen og Haabefuld kunde komme forud for dem. Da sagde Kristen til sin Kammerat: »Naar disse Mennesker ikke kan forsvare sig overfor Mennesker, hvorledes vil de da kunne staa for Guds Dom? Og er de stumme, naar de har med Lerkar at gøre, hvad vil der saa blive af dem, naar de en Gang skal prøves af ham, som er en fortærende Ild.«