Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Forfængelighed

Derpaa saa jeg i min Drøm, at saa snart de var kommen ud af Ørkenen, fik de Øje paa Byen. Navnet paa denne By er Forfængelighed, og i Byen holdes der et stort Marked. Det holdes hele Aaret igennem og bærer Navnet Forfængelighedens Marked, fordi Byen, hvori det holdes, er lettere end Forfængelighed, Sal. 62, 10; og tillige fordi alt, hvad der sælges der eller føres dertil, er lutter Forfængelighed. Ja, efter den Vises Ord : »Alt hvad der sker, er Forfængelighed.«

Dette Marked er ikke nylig oprettet, men har været fra ældgammel Tid. Jeg vil fortælle eder lidt om dets Oprindelse.

For næsten fem tusind Aar siden var der Pilegrime, der, ligesom disse to brave Mænd, vandrede til den Himmelske Stad, og da Beelzebub, Apollyon og Legion med sine Selskabsbrødre mærkede, at Vejen til den Himmelske Stad gik lige igennem denne Forfængelighedens By, besluttede de at oprette et Marked der — et Marked, hvor al Slags forfængelige Sager skulde falbydes, og som skulde vare hele Aaret igennem. Paa dette Marked er derfor alle mulige Slags Varer at faa til Købs, saasom Huse, Jordegods, Erhvervskilder, Embeder, Æresposter, Befordringer, Titler, Kongeriger, Fornøjelser og al Slags Vellyst, Skøger, Koblersker, Hustruer, Mænd, Børn, Herskaber, Tjenere, Liv, Blod, Legemer, Sjæle, Guld, Perler, Ædelstene og meget mere.

Endvidere kan der paa dette Marked til enhver Tid ses Gøglere, Bedragere, Forlystelser, Spil, Narre, Aber, Gavtyve og Landstrygere af alle Slags. Her kan man ogsaa gratis se Tyve, Mordere, Horkarle, og Menedere, alle af blodrød Farve.

Og ligesom der paa andre almindelige Markeder findes mange Stræder og Gader med særskilte Navne, hvor forskellige Varer falbydes og udhænges, saaledes har man ogsaa her sine bekendte Torve, Stræder og Gader (nemlig Lande og Kongeriger), hvor dette Markeds Varer lettest vil kunne findes. Her er den engelske, franske, italienske, spanske og tyske Gade, hvor særegne Forfængelighedsartikler kan købes. Men ligesom der paa ethvert Marked findes en eller anden Vare, som anses for den vigtigste, saaledes nyder Roms Varer her den største Anseelse, skønt vor og nogle faa andre Nationer ikke sætter synderlig Pris derpaa.

Vejen til den Himmelske Stad gaar nu, som sagt, lige gennem den By, hvor dette lystige Marked holdes, og den, som agter sig til den Himmelske Stad, men dog ikke vil gaa gennem denne By, nødes til at gaa ud af Verden, 1 Cor. 5, 10. Selv Kongernes Konge gik, da han var hernede, gennem denne By til sit eget Land, og blev saa vidt jeg erindrer indbudt af Markedsforstanderen, Beelzebub til at købe af hans Forfængeligheder; ja han vilde endogsaa have gjort ham til Forstander for hele Markedet, hvis han vilde have vist ham Ærbødighed, da han gik gennem Byen. Ja, fordi han var en saadan fornem Mand, førte Beelzebub ham fra den ene Gade til den anden og viste ham i kort Tid alle Verdens Kongeriger, for om muligt at lokke den Velsignede til at købe nogle af hans Forfængelighedsartikler. Men han trængte ikke til den Slags Varer og forlod derfor Byen, uden at give en Øre ud til saadanne Forfængeligheder. Dette Marked har saaledes været her fra gammel Tid af og er meget stort.

Nu, disse Pilgrimme nødtes, som sagt til at gaa gennem dette Marked. Men aldrig saasnart var de komne ind, førend hele Markedsfolket flokkede sig om dem, ja hele Byen kom i Bevægelse, og det af flere Grunde.

For det første: Pilgrimmene var iført en Dragt, der var ganske forskellig fra den Slags Klæder, som baares af dem, der besøger dette Marked. Derfor stirrede Markedsfolket med Forundring paa dem; nogle sagde, at de var Narre, andre, at de var vanvittige, og andre igen, at de maatte være Udlændinge.

For det andet : Ligesom de undrede sig over deres Klædedragt, saaledes undrede de sig ogsaa over deres Sprog, thi faa kunde forstaa, hvad de sagde, da de naturligvis talte Kanaans Sprog (1 Cor 2, 7. 8); men de, som holdt Marked, var denne Verdens Mennesker; Pilgrimmene og Markedsfolket forekom derfor hverandre som Barbarer.

For det tredie : Hvad der mest forundrede Købmændene, var, at disse Pilgrimme satte saa ringe Pris paa alle deres Varer; thi de værdigede dem ikke en Gang et Blik, og naar Købmændene kaldte paa dem, for at de skulde, købe, stak de Fingrene i Ørene og raabte: »Bortvend mine Øjne, at de ikke se til Forfængelighed,« og saa op, til Tegn paa, at deres Borgerskab var i Himlen, Sal. 119, 37; Phil. 3, 19. 20.

En, som tilfældigvis saa deres Adfærd, sagde haanende til dem : »Hvad vil I købe ?« Men de saa alvorligt paa ham og sagde: »Vi køber Sandhed.« Dette gav Anledning til, at der vistes Mændene endnu mere Foragt. Nogle haanede dem, andre dadlede dem, og andre raabte, at man skulde banke dem.

Tillidst blev der Opløb og heftig Tumult paa Markedet, saa al Orden blev forstyrret. Man sendte Bud efter Forstanderen, som straks indfandt sig og lod nogle af sine mest betroede Folk optage Forhør over disse Mænd, for hvis Skyld Markedet var blevet afbrudt. De blev bragt i Forhør, og man spurgte dem, hvorfra de var, og hvor de agtede sig hen, samt hvorfor de viste sig der i saadan usædvanlig Dragt?

Mændene svarede, at de var Pilgrimme og Fremmede i Verden og var paa Rejsen til deres eget Land, som var det himmelske Jerusalem (Hbr. 11, 13-16), og at de hverken havde givet Byens Folk eller nogen af de Handlende, Anledning til saaledes at fornærme dem eller at stanse dem paa deres Rejse, med mindre det skulde være derved, at de paa Spørgsmaal om hvad de vilde købe, havde svaret, at de vilde købe Sandhed.

Men de, som skulde forhøre dem, ansaa dem for at være forrykte og gale eller ondsindede Personer, som havde indfundet sig alene i den Hensigt at forstyrre Markedet. De greb dem derfor og slog dem, besudlede dem med Skarn og satte dem i et Jernbur til Skue for Markedsfolket.

Der forblev de nu i nogen Tid og var Genstand for manges Spot, Ondskab og Hævn, og Markedsforstanderen lo kun af alt, hvad der vederfaredes dem. Men da Mændene var taalmodige og ikke gengældte Spot med Spot, men tvertimod med Velsignelse, gav dem gode Ord for onde, Venlighed for Fornærmelser, saa begyndte nogle af Markedsfolket, som var eftertænksomme og mindre fordomsfulde end de øvrige, at modsige og dadle de mest raa for deres skammelige Adfærd mod disse Mænd. Herover blev disse yderst opbragte og lod dem forstaa, at de. ansaa dem for lige saa slette, som Mændene i Buret, at de stod i Forbindelse med disse og mente, at det skulde gaa dem paa samme Maade som Pilgrimmene. De andre svarede, at saa vidt de kunde se var disse Mænd brave og skikkelige Folk, som ikke gjorde nogen Fortræd, og at der for den Sags Skyld var mange til Stede paa Markedet, som langt mere havde fortjent at sættes i Jernburet, ja endogsaa i Gabestokken, end de Mænd, som her var blevue mishandlede.

Efter at der saaledes var vekslet vrede Ord mellem begge Parter (Pilegrimene opførte sig hele Tiden beskedent og ordentlig), kom det tilsidst til Slagsmaal, hvorved flere blev saarede. Derpaa blev de to stakkels Mænd atter bragt i Forhør og anklaget som skyldige i de sidste Uroligheder paa Markedet. Alt, hvad de sagde til deres Forsvar, hjalp intet; de blev piskede, lagt i tunge Lænker og ved en Kæde ført frem og tilbage paa Markedet som et afskrækkende Eksempel for andre og for at ingen skulde gaa over til deres Parti.

Men Kristen og Trofast opførte sig lige saa klogt som før og bar al den Spot og Haan, hvormed man overøste dem, med saa stor Taalmodighed og Sagtmodighed, at de fik en hel Del af Markedsfolket paa deres Parti. Dette gjorde de andre endnu mere rasende, saa de besluttede at dræbe Pilgrimmene. De sagde, at Lænker og Gabestok var altfor mild en Straf, og at de skulde dø, fordi de havde haanet Markedsfolket.

Derpaa blev de ført tilbage til Buret, hvor de skulde forblive, indtil videre Bestemmelse blev taget med dem. De blev slæbt derind og deres Fødder blev lænkede.

Nu erindrede Pilgrimmene, hvad deres trofaste Ven Evangelist havde forudsagt dem om deres nuværende Lidelser, og de følte sig styrkede derved. De trøstede sig ogsaa med, at den, hvis Lod det var at lide, vilde faa det aller bedst, og enhver af dem ønskede i sit Hjerte, at det maatte være ham, der fik dette Fortrin; men forøvrigt anbefalede de sig til Ham, hvis alvise Styrelse leder alt til det bedste, og fandt sig taalmodig i deres Skæbne, indtil der blev taget anden Bestemmelse med dem.

Saa snart en belejlig Tid var berammet, førte man dem atter for Retten, for at de kunde blive dømt. Dommerens Navn var Godthader. Klagen var enslydende for dem begge, skønt forskellig i Formen. Den lød saaledes : »I er Fjender af Markedsfolket og søger paa alle Maader at skade deres Handel; I har stiftet Oprør og Partier i Byen, og har allerede tiltrods for Kongens Forbud vundet ikke faa Tilhængere for eders højst farlige Meninger.«

Da svarede Trofast: »Jeg har kun sat mig mod det, som er en Forargelse for Ham, der er højere end den højeste, og hvad Oprøret angaar, saa har jeg ikke stiftet noget saadant, da jeg selv elsker Fred; de faa, som talte vor Sag, bevægedes til at gøre det ved at se vor Sanddruhed og Uskyldighed, og de har kun forladt det onde for det gode. Og hvad Kongen angaar, saa trodser jeg ham og alle hans Engle, eftersom han er Beelzebub, en Fjende af vor Herre.«

Derpaa blev det forkyndt, at enhver, som havde noget at sige for sin Herre og Konge mod Fangerne, skulde træde frem for Skranken og aflægge deres Vidnesbyrd. Der fremtraadte da tre Vidner, nemlig Misundelse, Overtro, og Smigrer. Man spurgte dem, om de kendte Fangen ved Skranken, og hvad de havde at sige mod ham til Forsvar for deres Herre og Konge.

Da fremtraadte Misundelse og sagde: »Min Herre, jeg har i lang Tid kendt denne Mand og vil med Ed bevidne for den ærede Ret, at, han er ...«

Dommeren. Holdt! Tag ham først i Ed. Dette skete.

Misundelse. Min Herre, denne Mand er, trods sit smukke Navn, et af de sletteste Mennesker i vort Land; han agter hverken Fyrste eller Folk, hverken Love eller Vedtægter, men gør alt, hvad der staar i hans Magt for at bibringe alle Mennesker sine lovstridige Meninger, som han plejer at kalde Tros- og Helligheds Grundsætninger; især hørte jeg ham en Gang sige, at Kristendommen og vor By Forfængeligheds Sæder var hinanden aldeles modsatte og ikke kunde forenes. Herved fordømmer han ikke alene vore prisværdige Handlinger, men tillige os selv, fordi vi gør dem.

Da sagde Dommeren til ham: »Har du mere at sige ?«

Misundelse. Jeg kunde ganske vist fremføre meget mere, men jeg er bange for at falde Retten til Besvær. Dog skulde det vise sig nødvendigt, vil jeg forklare mig nærmere, naar de andre Herrer har aflagt deres Vidnesbyrd. Derpaa bad man ham træde til Side.

Da blev Overtro kaldt frem, og Dommeren bad ham se paa Fangen. Derpaa spurgte han ham om, hvad han skulde sige paa sin Herre og Konges Vegne mod den Anklagede. Overtro aflagde nu Ed og begyndte derpaa som følger:

»Min Herre! jeg kender ikke stort til denne Mand og ønsker heller ikke at træde i nærmere Forbindelse med ham; dog ved jeg af en Samtale, jeg forleden Dag havde med ham her i Byen, at han er en meget farlig Person; for da jeg talte med ham, sagde han blandt andet, at vor Religion gjalt for intet, og at man ved den aldeles ikke kunde behage Gud. Hvad saadan Tale gaar ud paa, er jo tydeligt nok, nemlig, at vi udøver vor Gudstjeneste forgæves og at vi endnu er i vore Synder, og endelig, at vi vil blive fordømte. Se, dette er, hvad jeg har at sige mod ham.«

Derpaa aflagde Smigrer Ed og blev opfordret til at sige, hvad han havde, at fremføre til Fordel for sin Herre og Konge.

Smigrer, Min Herre og ærede Forsamling ! jeg har i længere Tid kendt denne Fyr og har hørt ham sige Ting, som aldrig burde komme over nogens Læber; thi han har spottet vor ædle Fyrste Beelzebub og talt foragteligt om hans ærede Venner, hvis Navne er: Gamlemenneske, Kødeliglyst, Overdaadighed, Forfængeligære, Liderlighed, Havesyge, tilligemed alle de øvrige af vor Adel, og han har endvidere sagt, at om Byens Folk tænkte som han, vilde disse ædle Herrer snart blive jaget paa Porten. Desuden har han ikke taget i Betænkning paa det skammeligste at fornærme dig, min Herre, som nu er sat til hans Dommer; han har kaldt dig en ugudelig Skurk og brugt mange andre skændige Udtryk.

Da Smigrer havde endt sin Tale, henvendte Dommeren sig til Fangen og sagde: »Du Frafaldne, Kætter og Forræder, har du hørt, hvad disse brave Mænd har vidnet mod dig?«

Trofast. Maa jeg tale nogle Ord til mit Forsvar ?

Dommeren. Din Skurk, du fortjener ikke at leve en Time længere, men at dø paa Stedet. Dog, for at alle kan se, hvor mild og retfærdigt vi behandler dig, saa lad os da høre, hvad du har at sige.

Trofast. 1) Som Svar paa, hvad Misundelse har paastaaet, maa jeg bemærke, at jeg ikke har sagt andet end, at de Regler, Love, Vedtægter eller Folk, som handler mod Guds Ord, ogsaa handler imod den sande Kristendom. Har jeg heri taget fejl, saa overbevis mig derom, og jeg vil straks tilbagekalde, hvad jeg har sagt.

2) Hvad den anden angaar, nemlig Overtro, og hans Beskyldninger mod mig, saa har jeg kun sagt, at der til sand Gudsdyrkelse fordres guddommelig Tro, og at denne guddommelige Tro ikke kan være til Stede uden en guddommelig Aabenbaring af Guds Vilje. Alt hvad der saaledes har trængt sig ind i Gudsdyrkelsen — i Strid med den guddommelige Aabenbaring maa derfor være Menneskeværk og kan ikke hjælpe os til det evige Liv.

3) Med Hensyn til Smigrers Vidnesbyrd, saa har jeg sagt — hans Beskyldninger om, at jeg har brugt spottende Udtryk, skal jeg ikke komme ind paa — at denne Bys Fyrste, med hele den Skare, som tjener ham, er mere skikkede til at være i Helvede end i denne By og i dette Land. Og nu være Gud mig naadig!

Da henvendte Dommeren sig til Raadsherrerne, som hele Tiden havde staaet og hørt opmærksomt til: »Mine Herrer, her ser I for eder den Mand, som har stiftet saa megen Uro i Byen. I har ogsaa hørt, hvad disse værdige Herrer har vidnet mod ham; I har tillige hørt hans Svar og Tilstaaelse. Det staar nu til eder at lade ham hænge eller at skænke ham Livet, men ikke desto mindre anser jeg det for rigtigst at foreholde eder vor Lov.

Paa vor Fyrstes Tjener Farao den stores Tid blev der givet en Lov, som bød, at alle nyfødte Drengebørn skulde kastes i Floden, for at de, som bekendte sig til en anden Tro, ikke skulde formere sig og blive ham for mægtige, 2 Mos. 1, 16. Ligeledes paa Nebukadnezar den Stores Tid blev der givet en Lov, hvorefter enhver, som ikke vilde falde ned og tilbede hans Guldbillede, skulde kastes i en gloende Ovn, Dan. 3, 6. Ogsaa paa Darius's Tid blev der givet en Lov, i Følge hvilken enhver, som i en vis Tid paakaldte nogen anden Gud end ham, skulde kastes i Løvekulen, Dan. 6. Nu har denne Oprører overtraadt alle disse Love, ikke alene i Tanker, hvad der allerede er strafværdigt nok, men ogsaa i Ord og Gerning, hvilket ikke kan tilgives.

Hvad Faraos Lov angaar, da blev den givet for at forebygge Overtrædelser, og her foreligger en aabenbar Forbrydelse. Hvad den anden og tredie Lov angaar, saa ser I, at han taler mod vor Religion, og for det Forræderi, han allerede har tilstaaet sig skyldig i, fortjener han at dø.

Derpaa gik Raadsherrerne ud. Deres Navne var : Blindmand, Intetgodt, Ondskab, Lystenhed, Løsagtig, Opfarende, Overmod, Fjendskab, Løgner, Grusomhed, Lyshader og Uforsonlig, som hver for sig afgav sin Kendelse mod ham, og de besluttede derefter enstemmig at erklære ham skyldig. Først fremtraadte Blindmand og sagde : »Jeg ser tydelig, at denne Mand er en Kætter.« Derpaa sagde Intetgodt: »Bort fra Jorden med en saadan Karl.« »Ja,« sagde Ondskab, »jeg kan ikke taale ham for mine Øjne.« Lystenhed sagde : »Jeg har aldrig kunnet fordrage ham.« »Jeg heller ikke,« sagde Løsagtig, »for han fordømmer altid mine Veje.« »Hæng ham, hæng ham,« sagde Opfarende. »Den nedrige Skurk,« sagde Overmod. »Mit Hjerte oprøres mod ham,« sagde Fjendskab. »Han er en Landstryger,« sagde Løgner. »Galgen er for god for ham,« sagde Grusomhed. »Lad os gøre det af med ham,« sagde Lyshader. Til sidst sagde Uforsonlig: »Om man vilde give mig hele Verden, kunde jeg dog ikke forsones med ham; lad os derfor uopholdelig erklære ham skyldig til Døden.« Og saaledes gjorde de; han blev dømt til at føres bort derfra til det Sted, hvorfra han var kommen, for der at lide den grusomste Død, man kunde tænke sig.

De slæbte ham derpaa ud for at handle med ham i Overensstemmelse med deres Lov. Først piskede de ham, dernæst slog de ham med Næverne, derefter stak de ham med Knive, derpaa stenede de ham og gennemborede ham med deres Sværd, og tilsidst bandt de ham til en Pæl og brændte ham til Aske. Et saadant Endeligt fik Trofast.

Nu saa jeg, at der bag Mængden holdt en Triumfvogn forspændt med to Heste, Saa snart hans Fjender havde gjort det af med ham, blev han optaget i den og ført gennem Skyerne under Basuners Lyd ad den nærmeste Vej til den himmelske Port.

Men hvad Kristen angik, opsatte man at holde Dom over ham, og førte ham tilbage til Fængslet. Der forblev han endnu en Tid lang ; men han, som hersker over alt, og som havde Magten over Markedsfolkets Raseri i sin Haand, føjede det saaledes, at Kristen denne gang undslap og drog sin Vej. Og idet han gik, sang han:

»Vel, Trofast! du har trolig alt bekendt For ham, til hvem du havde Hjertet vendt, Mens Helveds Kvaler knuger Vantros Bryst, Til Gengæld for hver syndig Lyst,

Da syng, o Trofast, syng — og pris din Sejer: Om de, end dræbte dig, du Livet ejer.«