Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Snaksom

Jeg saa endvidere i min Drøm, at Trofast tilfældigvis kom til at se til Siden og fik Øje paa en Mand ved Navn Snaksom, der gik samme Vej som de et lille Stykke borte, hvor vejen var meget bred. Det var en høj Mand, og han saa mere tiltalende ud paa Afstand end nærved. Trofast henvendte sig til ham og spurgte:

»Hvorhen min Ven? Er du paa Rejse til det himmelske Land ?«

Snaksom. Ja, jeg rejser netop derhen.

Trofast. Det passer godt; vi kan vel nyde dit behagelige Selskab?

Snaksom. Ja, jeg slaar meget gerne Følge med eder.

Trofast. Saa kom da og lad os gaa sammen og tilbringe Tiden med at tale om, hvad der er nyttigt og gavnligt.

Snaksom. At tale om, hvad der er godt, er mig meget kært, og det glæder mig at have truffet paa Folk, som ogsaa har Lyst dertil, for sandt at sige er det yderst faa, som bryder sig om at tilbringe Tiden saaledes, naar de er paa Rejser, de taler hellere om unyttige Ting, og dette har tit været mig saare ubehageligt.

Trofast. Det er sandelig beklageligt, for hvorledes kan man gøre bedre Brug af Tunge og Mund end Ved at tale om, hvad der hører Guds Rige til.

Snaksom. Jeg synes overordentlig godt om dig, for du taler med Overbevisningens Kraft, og jeg vil tilføje: hvad er vel saa behageligt og tillige saa gavnligt som at tale om de himmelske Ting ? (det vil sige, hvis man overhovedet finder Behag i, hvad der er underfuldt). For Eksempel, hvis man holder af at tale om hemmelighedsfulde Ting og deres Oprindelse, eller hvis man gerne taler om Mirakler, Undere eller Jærtegn, hvor vil man da finde dem saa smukt beskrevet som i den hellige Skrift ?

Trofast. Det er sandt, men Hensigten med al vor Tale bør dog være at opbygges og forbedres.

Snaksom. Det er netop, hvad jeg mener, og derfor er det saare gavnligt at tale om disse Ting, da man derved faar Kundskab om mangt og meget, for Eksempel om det forfængelige ved alle jordiske Ting og om de himmelske Tings store Værd. Især lærer man derved at erkende Nødvendigheden af at fødes paany, vore Gerningers Ufuldkommenhed og Nødvendigheden af Kristi Retfærdighed. Desuden kan man lære, hvad det vil sige at angre, tro, bede, lide o. s. v. Derved kan man ogsaa lære at kende Evangeliets store Forjættelser og Trøstegrunde. Man lærer at forkaste falske Meninger, at hævde Sandheden og tillige at undervise de Uvidende.

Trofast. Ja, alt dette er sandt, og det glæder mig at høre dig tale saaledes.

Snaksom. Ak, det er just Manglen paa saadanne Tanker, som er Grunden til, at saa faa kan indse Nødvendigheden af Troen og af Naaden fra Gud, for at deres Sjæle kan blive skikkede til det evige Liv, men af Uvidenhed holder de sig til Lovens Gerning, hvorved ingen kan arve Himmerige. Alt sker af Naade, ikke formedelst gode Gerninger. For at bekræfte dette, kunde jeg gerne anføre i Hundredevis af Skriftsteder.

»Men hvad skal vi nu vælge til Genstand for vor Samtale?« sagde Tro fast.

Snaksom. Hvad du selv vil. Jeg vil tale enten om himmelske eller jordiske, moralske eller evangeliske, aandelige eller verdslige, forbigangne eller tilkommende, fraværende eller nærværende, vigtige eller mindre vigtige Ting, saafremt det tjener os til Gavn.

Nu begyndte Trofast at blive forundret og gik hen til Kristen, der hele Tiden havde vandret alene, og sagde ganske sagte til ham: »Hvilken prægtig Rejsekammerat har vi ikke faaet; han vil ganske sikkert blive en fortræffelig Pilgrim.«

Hertil smilede Kristen og sagde : »Denne Mand, som du lader til at være saa indtaget i, vil med sin Tunge være i Stand til at bedrage alle, som ikke kender ham.«

Trofast. Kender du ham da?

Kristen. Ja, det skulde jeg mene, bedre end han kender sig selv.

Trofast. Men Kære, hvem er han da?

Kristen. Han hedder Snaksom og bor i vor By. Det undrer mig, at du ikke kender ham; men vor By er meget stor.

Trofast. Hvis Søn er han, og hvor bor han i Byen?

Kristen. Han er Søn af Glattunge og bor i Sladderstrædet, og til Trods for sin slebne Tunge er han dog en stakkels Fyr.

Trofast. Ja saa, han gør dog et ganske tiltalende Indtryk.

Kristen. Ja, for dem, som ikke har nøjere Kendskab til ham; han er bedst, naar han er ude, hjemme er han meget ubehagelig. At du synes, han er tiltalende, minder mig om de Maleres Arbejde, hvis Malerier tager sig bedst ud i Frastand, men nærmere ved ser mindre godt ud,

Trofast. Men jeg skulde næsten tro, at du skæmter, siden du smiler.

Kristen. Gud forbyde, at jeg skulde skæmte paa denne Maade, eller at jeg falskelig skulde anklage nogen! Jeg skal fortælle dig lidt mere om ham. Denne Mand søger al Slags Selskab og indlader sig i al Slags Snak; saaledes som han nu taler med dig, saaledes vil han ogsaa tale, naar han sidder i Gæstestuen, og jo mere han har i Hovedet, desto hurtigere løber Munden paa ham; Religionen har ingen Plads i hans Hjerte, i hans Hus eller Vandel, alt hvad han har deraf ligger paa hans Tunge, og hans Religion bestaar i, at han snakker en Del om den.

Trofast. Kan det være muligt; da er jeg sandelig blevet skuffet af denne Mand.

Kristen. Skuffet ! ja, det kan du være vis paa. Husk paa Ordet: »De siger det vel, men gør det ikke.« Matth. 23, 3. Thi Guds, Rige, bestaar ikke i Ord, men i Kraft. 1 Cor. 4, 20. Han taler om Bøn, Anger, Tro og Genfødelse, men han forstaar kun at snakke derom. Jeg har selv været i hans Hus og har saaledes haft Anledning til at iagttage ham baade hjemme og ude, og jeg ved derfor, at hvad jeg har sagt om ham, er sandt. Hans Hus er lige saa blottet for Religion som Hviden i et Æg for Smag. Der findes hverken Bøn eller Tegn paa sand Anger over Synden; ja paa sin Vis tjener det umælende Dyr Gud langt bedre end han. Han er en sand Beskæmmelse og Skamplet for Religionen, hvor som helst han viser sig, og hans Skyld er det, at den agtes saa lidt i den Kant af Byen, hvor han bor. Jævne Folk, som kender ham, siger om ham: En Helgen ude og en Djævel hjemme. Hans stakkels Familie kan tale med om det ; han er saa grov, opfarende og urimelig mod sine Tjenere, at de hverken ved, hvordan de skal tale eller opføre sig for at gøre ham til Pas. Alle, som kommer i Berøring med ham, siger, at de hellere vilde have med en Tyrk at gøre, end med ham, for hos Tyrken kunde de gøre Regning paa en langt bedre Behandling. Denne Snaksom søger altid at skuffe, bedrage og føre Folk bag Lyset, og det lykkes ham desværre som oftest. Dertil kommer, at han opmuntrer sine Sønner til at træde i hans Fodspor, og finder han hos nogen af dem en naragtig Frygtsomhed (saadan kalder han de første Tegn paa en øm Samvittighed), skælder han dem ud for Narre og Taaber og vil paa ingen Maade bruge dem til noget eller anbefale dem til andre. Jeg er af den Mening, at han ved sit slette Levned har bragt mange til at snuble og falde, og vil føre endnu flere i Fordærvelse, hvis Gud ikke forebygger det.

Trofast. Godt, min Broder, jeg maa tro dig, ikke alene fordi du siger, at du kender ham personlig, men ogsaa fordi du dømmer ham som en Kristen. At du ikke gør det af Ondskab, ved jeg godt, men kun fordi det virkelig forholder sig, som du siger.

Kristen. Havde jeg ikke kendt ham bedre end du, saa vilde jeg maaske have gjort mig den samme Forestilling om ham, som du i Begyndelsen havde, ja havde det været en af Religionens Fjender, som var kommen til mig med denne Beretning, vilde jeg vel sagtens have anset det hele for lutter Bagtalelse — det Vaaben, som bruges af slette Mennesker til at ødelægge gode Menneskers Navn og Rygte ; men i alt dette, saa vel som i meget andet lige saa ondt, ved jeg af egen Erfaring, at han er skyldig. Gode Mennesker skammer sig desuden ved ham ; de kan hverken kalde ham Broder eller Ven, ja endog hans blotte Navn faar alle, som kender ham, til at rødme.

Trofast. Nu ser jeg, at det at tale og at handle er to ganske forskellige Ting, og herefter skal jeg lægge bedre Mærke til denne Forskel.

Kristen. Det er i Sandhed to Ting, og de er lige saa forskellige som Sjæl og Legeme; for ligesom Legemet uden Sjælen kun er et dødt Skrog, saaledes er ogsaa Talen uden Tro og sand Anger kun et dødt Sprog. Religionens væsentlige Del bestaar i dens Udøvelse. »En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge Faderløse og Enker i deres Trængsel, at bevare sig selv ubesmittet af Verden.« Jac. 1, 27. Dette ved Snaksom ikke noget om, for han bilder sig ind, at man alene ved at tale og høre kan blive en god Kristen, og bedrager saaledes sin egen Sjæl. At tale, er kun som at udsaa Sæden, og at høre, er ikke tilstrækkeligt til at bevise, at der findes Frugt i Liv og Hjerte. Lad os aldrig glemme, at paa Dommens Dag vil Menneskene blive dømte efter deres Frugter. Marc. 13, 23. Da vil der blive spurgt: Troede I? handlede I, eller talte I bare? og derefter vil de blive dømte. Verdens Ende sammenlignes med vor Høst, og du ved, at Folk om Høsten ikke bekymrer sig om andet end Afgrøden. Dog ikke saa at forstaa, at noget kan blive antaget, som ikke er af Troen; men jeg anfører dette for at vise dig, hvor lidt Snaksoms Bekendelse vil gælde paa Dommens Dag.

Trofast. Det minder mig om, hvad Moses har skrevet om det rene Dyr, 3 Mos. 11, 3; 5, 14. 6. Det er et saadant, som baade har spaltet Hov og tygger Drøv; ikke det, som kun har spaltet Hov eller som kun tygger Drøv. Og dette passer godt paa Snaksom: han tygger Drøv, det vil sige, han søger Kundskab og tygger saaledes Drøv paa Ordet; men han har ikke kløvet Hov, det vil sige, han forlader ikke Syndens Veje, men har ligesom Haren en Hunde- eller Bjørnefod, og er derfor uren.

Kristen. Saa vidt jeg kan forstaa, har du opfattet den sande evangeliske Betydning af disse Skriftsteder. Og jeg vil endvidere tilføje, at Paulus kalder enkelte Mennesker, og deriblandt netop disse Snakkere, »en lydende Malm og en klingende Bjælde« (1 Cor. 13, 1), det vil sige, saaledes som han paa et andet Sted fortolker Ordene : »Ting uden Liv, som giver Lyd fra sig.« Ting uden Liv, d. e., uden sand Tro og evangelisk Naade, og følgelig Ting, som aldrig vil faa Plads i Himmerige blandt dem, som er Livets Børn, om end den Lyd, de giver fra sig, naar de taler, er, som om det var en Engels Tunge eller Stemme.

Trofast. Jeg kan ikke sige, at jeg nogen Sinde har været meget begærlig efter hans Selskab, men nu er jeg ganske ked af det. Hvad skal vi gøre for at blive af med ham?

Kristen. Følg kun mit Raad og gør som jeg siger, saa skal du faa at se, at han ogsaa vil blive ked af dit Selskab, med mindre Gud skulde røre hans Hjerte og omvende ham.

Trofast. Hvad vil du da, at jeg skal gøre?

Kristen. Gaa hen til ham og indlad dig i en alvorlig Samtale med ham om Religionens Magt, og spørg ham saa ligefrem, — naar han først har givet sit Bifald dertil, og det gør han nok, — om den er virksom i hans Hjerte og i hans Hus og Vandel.

Trofast gik da hen til Snaksom og sagde: »Naa, hvorledes staar det saa til ?«

Snaksom. Jo Tak, rigtig godt; vi kunde allerede have haft en lang Samtale, hvis vi ikke var bleven afbrudt.

Trofast. Lad os da begynde straks, og siden du har overladt det til mig at bestemme Samtaleemnet, saa lad det blive: Hvorledes aabenbarer Guds saliggørende Naade sig i Menneskets Hjerte?

Snaksom. Jeg forstaar, at vor Samtale vil komme til at dreje sig om Tingenes Magt. Det er et meget godt Spørgsmaal, som jeg gerne vil besvare. Og her har du i al Korthed mit Svar : For det første: Hvor Guds Naade findes i Hjertet, fremkalder den Modstand imod Synden. For det andet ...

Trofast. Nej, vent lidt, lad os betragte én Ting ad Gangen. Jeg tror, du hellere bør sige, at den ytrer sig derved, at den bringer Sjælen til at afsky Synden.

Snaksom. Naa ja, hvad Forskel er der vel mellem at tale, mod Synden og at afsky den?

Trofast. Aa, der er stor Forskel. Man kan tale mod Synden af Verdensklogskab, men man kan ikke afsky den, med mindre man i sit Hjerte føler sand Modbydelighed for den. Jeg har hørt mange tordne mod Synden fra Prædikestolen, uden at de følte Afksy for den. Potifars Hustru raabte med høj Røst, som om hun havde været det dydigste Menneske i Verden, men ikke desto mindre vilde hun have bedrevet Utugt med Josef. 1 Mos. 39, 7 oflg. Nogle skænder mod Synden ligesom en Moder skænder paa sit Barn, naar hun kalder det en slem og uartig Unge, og straks derefter begynder at kysse og kæle for det.

Snaksom. Du søger at besnære mig, kan jeg nok mærke.

Trofast. Nej, slet ikke, jeg vil kun være paa det rene med Sagen. Men lad mig nu høre den anden Grund, hvorved du siger, man kan kende Naadens Virkning i Hjertet?

Snaksom. Megen Kundskab om Evangeliets skjulte Lærdomme.

Trofast. Dette Kendemærke skulde have været først, men først eller sidst er det dog lige falsk ; for man kan have Kundskab, ja stor Kundskab om Evangeliets Hemmeligheder, og dog mangle Naadens Virkning i Sjælen. Ja, om man havde al Verdens Kundskab, er det dog ikke derfor givet, at man er et Guds Barn. Da Kristus sagde: »Kender I alle disse Ting ?« og hans Disciple svarede ja, tilføjede han: »Salige er I, dersom I gør dem.« Han begrunder saaledes Saligheden ikke paa at vide dem, men paa at gøre dem; thi Kundskab kan være til Stede uden Gerninger : »Den, som ved sin Herres Vilje og ikke gør derefter.« Man kan have Kundskab som en Engel og dog ikke være en Kristen; dit Kendemærke er derfor falskt. At vide er noget, som behager Snakkere og Pralere, men at gøre er noget, som behager Gud. Dog ikke saaledes at forstaa, at Hjertet kan være godt uden Kundskab, thi uden den, er Hjertet saa at sige dødt. Men der gives to Slags Kundskab: en, som kun bestaar i at anstille Betragtninger over Tingene, og en anden, som gaar Haand i Haand med Naade, Tro og Kærlighed, og som bringer Mennesket til at gøre Guds vilje af Hjertet. Den første af disse er nok for den Snakkelystne, men en sand Kristen vil aldrig kunne være tilfreds uden den anden. »Undervis mig, saa vil jeg bevare din Lov og holde den af ganske Hjerte.« Sal. 119, 34.

Snaksom. Nu søger du atter at besnære mig. Dette tjener ikke til Opbyggelse.

Trofast. Saa kom da frem med et andet Kendemærke, hvorved man kan vide, at Naadens Virkning ytrer sig i Hjertet.

Snaksom. Nej, det er til ingen Nytte, vi bliver alligevel ikke enige.

Trofast. Godt, men har du da noget imod, at jeg siger det.

Snaksom. Nej langtfra, gør som du synes.

Trofast. Naadens Virkning i Sjælen aabenbarer sig baade for ham, i hvis Hjerte den ytrer sig og tillige for hans Omgivelse. For ham, i hvis Hjerte den virker, aabenbarer den sig saaledes: Den overbeviser ham om Synd, især om hans Vantro, og om hans Naturs dybe Fordærvelse, for hvis Skyld han vil blive fordømt, medmindre han ved Troen paa Jesus Kristus finder Naade hos Gud. Joh. 16, 8, 9; Rom. 7, 24; Mark. 16, 16. Synet og Følelsen af denne hans elendige Forfatning vækker Sorg og Skam over Synden i hans Hjerte; han finder desuden Verdens Frelser aabenbaret i sig og indser Nødvendigheden af at sætte al sin Lid til ham for at kunne vinde det evige Liv; og dette fremkalder hos ham en heftig Hunger og Tørst efter Frelseren, hvilke Hungrende og Tørstende Forjættelsen er given. Sal. 38, 18; Jer. 31, 19; Gal. 2, 16; Ap. Gj. 4, 12; Matth. 5, 6; Aab. 21, 6. Eftersom hans Tro paa Kristus nu er stærk eller svag, saaledes er ogsaa hans Glæde og Fred, hans Længsel efter at helliggøres, hans Trang til at kende ham bedre og til at tjene ham her i Verden. Men skønt den aabenbarer sig saaledes for ham, er det dog sjælden, at han er i Stand til at indse, at det virkelig er Naadens Virkning, fordi hans medfødte Fordærvelse og misbrugte Forstand gør, at han let dømmer fejl i denne Sag; og der fordres derfor af den, i hvis Hjerte denne Naadens Virkninger ytrer sig, en meget sund Dømmekraft, for med Bestemthed at kunne slutte, at det er Guds Naade, som arbejder med hans Sjæl.

For hans Omgivelse aabenbarer den sig saaledes:

1) Ved en prøvet Bekendelse om hans Tro paa Kristus. Rom. 10, 10; Phil. 1, 27; Matth. 5, 19.

2) Ved et Levned, som i et og alt stemmer overens med denne Bekendelse, nemlig en gudelig Vandel, saavel hjemme blandt sin Familie (hvis han har nogen) som ude i Verden, hvilket i Almindelighed har til Følge, at han af ganske Hjerte afskyr Synden, stræber at modarbejde den hos sin Famile og søger overalt i Verden at fremme Hellighed og Gudsfrygt, ikke ved Tale alene, som en Hykler og Snakkelysten bilder sig ind at kunne gøre, men ved ydmygt at underkaste sig Ordets Magt og ved en praktisk Udøvelse af Kristendommen. Her har du min korte Beskrivelse af Naadens Virkning og hvorledes den aabenbarer sig. Og har du noget at indvende derimod, saa kom kun frem dermed; hvis ikke, saa tillad mig at fremsætte nogle andre Spørgsmaal.

Snaksom. Nej, fra min Side er der intet at indvende; lad mig kun høre dit andet Spørgsmaal.

Trofast. Det lyder saaledes: Føler du i dit Hjerte, at den første Del af min Beskrivelse passer paa dig selv? Og vidner dit Levned og din Vandel om, at dette virkelig er Tilfældet? Eller bestaar din Religion i Ord og Tale og ikke i Gerning og Sandhed? Vil du besvare disse Spørgsmaal, saa sig endelig ikke mere end du ved, at Gud i Himlen vil sige, ja og Amen til, og ikke andet end hvad du med en god Samvittighed ved er sandt; »thi ikke den, der priser sig selv, holder Prøve, men den, som Herren priser.« 2 Cor. 10, 18. Det er desuden en stor Ugudelighed at sige: Jeg er saa og saa, naar min Vandel og mine Naboer siger mig, at jeg lyver. Job 24, 25.

Snaksom rødmede i Begyndelsen herover, men fattede sig snart igen og svarede: »Jeg mærker nu, at du vil tale om Erfaring og Samvittighed og om Guds Paakaldelse, for at bekræfte alt, hvad du siger. En saadan Samtale havde jeg sandelig ikke ventet, og jeg har heller ikke Lyst at besvare saadanne Spørgsmaal, medmindre du anser dig for at være min Skriftefader, og selv da er det ikke afgjort, jeg tager dig til min Dommer. Men sig mig, hvorfor gør du mig egentlig saadanne, Spørgsmaal?«

Trofast. Fordi jeg mærker, at du har altfor stor Lyst til at snakke og intet har uden den blotte Kundskab. Og desuden, for at sige den rene Sandhed, har jeg ladet mig fortælle, at du er et Menneske, hvis Religion kun bestaar i Ord. noget, som skal kunne bevises af din hele Vandel. Man siger, du er en Skamplet for Kristne, og at Religionen maa lide for din Skyld; at dine ugudelige Veje allerede har bragt mange til at snuble, og at endnu flere staar i Fare for at fordærves derved. Drukkenskab, Begærlighed, Urenhed, Banden, Løgn og letfærdigt Selskab lader sig forene med din Religion. Det Ordsprog, der siger om en Skøge: »at hun er en Skam for alle Kvinder,« kunde passe godt paa dig; thi ogsaa du er en Skamplet for alle Troende.

Snaksom. Siden du er saa rask til at laane Øren til alle Slags Rygter om andre og er saa hastig i din Dom, saa kan jeg forstaa, at du maa være et stakkels avindsygt Menneske, som det ikke nytter at tale med, og derfor Farvel.

Nu nærmede Kristen sig sin Rejsekammerat og sagde til ham: »Jeg sagde dig jo, hvordan det vilde gaa; dine Ord og hans Lyster lader sig umuligt forene, og hellere end at forbedre sit Levned foretrak han at forlade dig. Han er nu gaaet ; lad ham kun gaa, der er ingen, som taber noget derved uden han selv. Han har sparet os den Ulejlighed at gaa fra ham, thi vedbliver han at være som han er (og det tvivler jeg ikke om, at han gør), saa vilde han kun have været en Plet for vort Selskab. Apostelen siger desuden: »Hold dig fra saadanne.« 1 Tim. 6, 5.

Trofast. Imidlertid er jeg dog glad for, at vi havde denne lille Samtale med ham; det kan jo hænde, at han vil tænke nøjere over Sagen. I alt Fald har jeg talt ligefrem til ham, og hvad der end bliver af ham, er jeg uskyldig i hans Blod.

Kristen. Du gjorde Ret i at tale saa ligefrem til ham. Saadan Ligefremhed er nu til Dags saare sjælden at træffe paa, og det kommer af, at Religionen mishager saa mange. Disse snakkelystne Daarer, hvis Religion kun bestaar i Ord, og som fører et letfærdigt og lastefuldt Levned, besmitter Kristendommen og forarger de Oprigtige ; og at de omgaas med sande Gudsfrygtige er en Gaade for Verden. Jeg vilde ønske, at alle vilde behandle saadanne, som du nu har behandlet Snaksom, da vilde de enten rette sig nøjere efter Religionens Forskrifter, eller de Gudfrygtiges Selskab vilde blive dem for hedt. Da sagde Trofast:

»Hvor dog Snaksom løfter højt sin Vinge! Hvor kækt han taler — alting vil han tvinge, Alting jevne og bringe for en Dag, Men tal til ham kun om en Hjertesag, Da skal du se, hvor pludselig han daler, Da vejres bort den hjertetomme Praler.«