Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Trofast

Da Kristen nu drog videre, kom han til en lille Høj, som var opkastet, for at Pilgrimmene derfra kunde se sig om. Han steg derfor op paa den, og fik da i kort Afstand Øje paa Trofast, som ilede af Sted alt hvad han kunde. Da raabte Kristen: »Hejda; Hallo! Vent, saa kan vi følges ad. Nu saa Trofast sig tilbage, hvorpaa Kristen igen raabte til ham: Vent, til jeg kommer. Men Trofast svarede: Nej, det gælder mit Liv, Blodhævneren er efter mig.

Herover blev Kristen bedrøvet, og ved at anstrænge sig af alle Kræfter, indhentede han snart Trofast, ja kom endogsaa forbi ham, saa at han, som var sidst, kom først. Da smilede Kristen af Forfængelighed over, at han havde faaet Forspring for sin Broder, men da han ikke saa sig godt for, snublede han og faldt og kunde ikke rejse sig op igen, førend Trofast kom og hjalp ham.

Da saa jeg dem gaa kærligt sammen og tale venligt med hinanden om alt, hvad der var hændet dem paa deres Vandring. Kristen begyndte saaledes:

»Min kære, højtelskede Broder Trofast, det glæder mig, at jeg har truffet dig, og at Gud har stemt vore Sjæle saaledes, at vi kan vandre som Venner paa denne gode Vej.«

Trofast. Jeg havde tænkt, kære Ven, at gøre dig Selskab lige fra Byen, men du havde faaet Forspring for mig, og derfor blev jeg nødt til at tilbagelægge saa langt et Stykke af Vejen alene. Kristen. Hvor længe opholdt du dig i Fordærvelsens Stad, efter at jeg havde begivet mig paa min Vandring?

Trofast. Indtil jeg ikke kunde blive der længere, thi straks efter at du var rejst, blev der megen Tale om, at vor By om kort Tid vilde blive opbrændt ved Ild fra Himlen.

Kristen. Hvad! talte man om det mellem vore Naboer ?

Trofast. Ja, en Tid lang var det paa alles Læber.

Kristen. Men var der da ikke andre end dig, som forlod Byen for at undgaa Faren ?

Trofast. Endskønt der, som sagt, blev talt meget derom, tror jeg dog ikke, at nogen fæstede synderlig Lid dertil, for da de var midt i den heftigste Disput desangaaende, hørte jeg nogle af dem tale spottende om dig og din fortvivlede Rejse, thi saaledes kaldte de din Vandring; men jeg troede, hvad jeg fremdeles gør, at Byen virkelig vil gaa under ved Ild og Svovl oven fra, og derfor har jeg taget Flugten.

Kristen. Hørte du noget om vor Nabo Føjelig?

Trofast. Ja, Kristen, jeg hørte, at han var fulgt med dig saa langt som til Forsagthedens Sump, hvor han, efter hvad man mener, faldt i, skønt han selv ikke vilde være det bekendt ; men jeg er dog vis paa det, da han var tilsmudset af den Slags Dynd.

Kristen. Og hvad sagde hans Naboer til ham?

Trofast. Siden han kom tilbage, har de næsten alle haft ham tilbedste. Mange haaner og foragter ham og vil næppe tage ham i Arbejde mere. Det er nu ti Gange værre med ham, end om han aldrig var gaaet ud af Byen.

Kristen. Men hvorfor har de da saa meget imod ham, siden de selv foragter den Vej, han, forlod ?

Trofast. Aa, de mente, at han var en Vendekaabe, som ikke var bleven sin Bekendelse tro, og derfor burde hænges. Jeg tror, at Gud selv har ophidset hans Fjender mod ham og gjort ham til et Ordsprog, fordi han forlod Vejen. Jer. 29, 18. 19.

Kristen. Talte du ikke med ham, før du rejste?

Trofast. Jeg mødte ham en Gang paa Gaden, men han gik over paa den anden Side, som om han skammede sig over, hvad han havde gjort, og derfor talte jeg ikke med ham.

Kristen. I Begyndelsen af min Rejse havde jeg virkelig godt Haab om denne Mand, men nu er jeg bange for, at han vil omkomme ved Byens Ødelæggelse; for det er jo gaaet ham, som Ordsproget siger : »Hunden vender sig igen til sit eget Spy, og Soen, som var toet, til skidden Søle.« 2 Petr. 2, 22.

Trofast. Ja, det er netop, hvad jeg ogsaa frygter vil ske med ham, men hvem kan vel forhindre det, som skal ske?

Kristen. Godt, Nabo Trofast, lad os ikke tale længer om ham, men hellere om noget, som angaar os selv. Fortæl mig nu, hvad du har oplevet paa Vejen. At der er hændt dig adskilligt, det ved jeg, ellers vilde det virkelig være et Under.

Trofast. Jeg undgik den Sump, som jeg hørte du var falden i, og kom lykkelig til Porten, men under Vejs mødte jeg en, hvis Navn var Vellyst, som nær havde gjort mig Fortræd,

Kristen. Det var da godt, at du undgik hendes Garn; hun satte Josef haardt paa Prøve, og han undgik hende ligesom du, men det havde dog nær kostet ham Livet. Hvad var det egentlig, hun vilde dig?

Trofast. Du kan ikke tænke dig, med mindre du selv kender noget til hende, hvilken lokkende Tunge hun har; hun forsøgte af al Magt paa at faa mig til at følge med hende og lovede mig alle Slags Glæder.

Kristen. Hun lovede dig dog ikke den Glæde, som kommer af en god Samvittighed?

Trofast. Du ved, hvad jeg mener, alle legemlige og kødelige Glæder.

Kristen. Tak Gud, at du undgik hende. »Den, Herren er vred paa, skal falde i hendes Garn.« Ordspr. 22, 14.

Trofast. Nej, jeg ved ikke, om jeg med Sandhed kan sige, at jeg slap helt fri for hende.

Kristen. Hvorledes! du samtykkede dog vel ikke i hendes Begæring?

Trofast. Nej, ikke saaledes at jeg besmittede mig, for i det samme kom jeg til at mindes et Sted i en gammel Bog, jeg en Gang har læst, hvor der staar : »Hendes Gange holder fast ved Helvede.« Ordspr. 5, 5. Derfor lukkede jeg mine Øjne for ikke, at fortrylles ved hendes Blik. Derover spottede hun mig, og jeg gik min Vej.

Kristen. Stødte du ikke paa nogen anden Hindring under Vejs?

Trofast. Da jeg kom til Foden af det Bjerg, som kaldes Besværlighed, traf jeg en meget gammel Mand, som spurgte mig, hvem jeg var, og hvor jeg skulde hen. Jeg sagde, at jeg var en Pilgrim paa Vej til den himmelske Stad. Da sagde den gamle Mand: Du ser mig ud til at være en skikkelig Karl, vil du slaa dig til Ro hos mig og være tilfreds med den Løn, jeg vil give dig ? Jeg spurgte ham da om hans Navn og hvor han boede. Han sagde, at han hed Adam den første og boede i Byen Forførelse. Jeg spurgte ham derpaa om hans Forretning, og hvad Løn han vilde give mig. Han svarede, at hans Forretninger var mange Slags Forlystelser, og at jeg til Løn skulde blive hans Arving. Jeg spurgte ham videre om, hvordan han havde indrettet sit Hjem, og hvor mange Tjenere han havde. Han lod mig da forstaa, at alle Verdens Lækkerier fandtes i hans Hus, og at hans Tjenere var hans egne Børn. Derefter spurgte jeg, hvor mange Børn han havde. Han svarede, at han kun havde 3 Døtre: Kødets Lyst, Øjnenes Lyst og et hoffærdigt Levnet (1 Joh. 2, 16), og at jeg, hvis jeg ønskede det, skulde faa dem til Hustruer. Da spurgte jeg ham, hvor længe han vilde have, jeg skulde blive hos ham? Og han svarede: Saa længe, han selv levede.

Kristen. Godt, og hvorledes kom du bort fra den Gamle?

Trofast. I Begyndelsen følte jeg mig vistnok noget tilbøjelig til at følge med ham, for jeg syntes, at han lovede godt, men idet jeg under Samtalen tilfældigvis saa paa hans Pande, lagde jeg Mærke til, at der stod skrevet: »Aflæg det gamle Menneske og dets Gerninger.« Eph. 4, 22.

Kristen. Og hvad saa mere?

Trofast. Da blev jeg brændende hed om Hjertet, for nu forstod jeg, at hvad han end sagde, og hvor meget han end smigrede mig, var det dog hans Hensigt at sælge mig til Slave, naar han først havde faaet mig med sig hjem. Jeg bad ham derfor holde op med sine Forsøg paa at overtale mig, for jeg vilde ikke komme hans Dør nær. Da begyndte han at skælde mig ud og sagde, at han nok skulde sende en efter mig, som vilde gøre Vejen bitter for min Sjæl. Jeg vendte mig nu fra ham og vilde gaa min Vej men i det samme følte jeg, at han greb fat i mig og det saa haardt, at jeg tænkte, han vilde rive mig i Stykker. Dette fik mig til at raabe: »Jeg elendige Menneske!« Rom. 7, 24. Og derpaa løb jeg opad Bjerget.

Da jeg var kommen omtrent halvvejs op, saa jeg mig tilbage og fik Øje paa en, der ilede efter mig saa hurtigt som Vinden, og indhentede mig netop paa det Sted, hvor Bænken staar.

Kristen. Der satte jeg mig ogsaa ned for at hvile, men Søvnen overfaldt mig, og jeg mistede min Papirrulle, som faldt fra mig.

Trofast. Men, gode Broder, hør mig til Ende. Saa snart Manden havde indhentet mig, gav han mig et saa frygteligt Slag, at jeg faldt om som død. Efter nogle Øjeblikkes Forløb kom jeg til mig selv igen og spurgte ham om, hvorfor han behandlede mig saaledes. Han svarede, at han gjorde det paa Grund af min hemmelige Tilbøjelighed for Adam den første, og gav mig i det samme et saa voldsomt Stød for Brystet, at jeg faldt baglænds om, og atter laa som død for hans Fødder. Da jeg igen var kommen til mig selv, anraabte jeg ham om Barmhjertighed, men han svarede: »Jeg ved ikke af nogen Barmhjertighed,« hvorpaa han atter slog mig til Jorden. Han vilde uden Tvivl have gjort Ende paa mig, hvis der ikke i det samme var kommen en, som bød ham at lade mig være i Fred.

Kristen. Hvem var det, som bød ham lade dig være ?

Trofast. Jeg kendte ham ikke i Begyndelsen, men da han gik forbi mig, saa jeg, at han havde Huller i Hænderne og i Siden, og deraf sluttede jeg, at det maatte være Herren. Derpaa gik jeg opad Bjerget.

Kristen. Den, som indhentede dig, var Moses. Han skaaner ingen, og viser heller ikke Barmhjertighed mod den, som overtræder hans Lov.

Trofast. Det ved jeg meget vel: det var ikke første Gang, han havde mødt mig. Det var netop ham, som kom til mig, da jeg endnu levede i Tryghed i mit Hjem, og sagde, at han vilde brænde Huset over mit Hoved, dersom jeg blev der.

Kristen. Men saa du ikke Huset, som ligger paa Toppen af det Bjerg, hvor Moses mødte dig?

Trofast. Jo, og Løverne saa jeg ogsaa, før jeg kom der hen; men jeg tror, de laa og sov, for det var omtrent ved Middagstid, og da jeg endnu havde Dagen for mig, gik jeg forbi Portneren og nedad Bjerget.

Kristen. Ja, han fortalte mig, at han saa dig gaa forbi, men jeg vilde ønske, at du var taget ind i det Hus; man vilde have vist dig mange Mærkværdigheder, som du næppe vilde have glemt hele dit Liv. Men sig mig, mødte du da ingen i Ydmygelsens Dal?

Trofast. Jo, jeg mødte en ved Navn Misfornøjet, som forsøgte at faa mig med sig tilbage paa Grund af, at der i hele Dalen ingen ære var at faa. Han tilføjede ogsaa, at jeg vilde fornærme mine Venner Stolthed, Overmod, Indbildskhed og verdslig Ære, dersom jeg var saa naragtig at vandre gennem denne Dal.

Kristen. Naa, og hvad svarede du ham?

Trofast. Jeg sagde ham, at endskønt alle de, han havde nævnet, med Rette kunde gøre Fordring paa at være beslægtede med mig, da de efter Kødet er mine sande Paarørende, havde de dog siden jeg blev en Pilgrim, fornægtet, mig, ligesom ogsaa jeg har vendt mig fra dem, og derfor er de nu ikke mere for mig, end om de aldrig havde været af min Slægt. Jeg sagde ham desuden, at han havde en ganske urigtig Forestilling med Hensyn til Dalen; »thi Ydmyghed gaar for Ære« og Hovmod staar for Fald. Ordsp. 15, 33; 18, 12. Jeg gaar derfor, sagde jeg, hellere gennem Dalen efter den Ære, som de Viseste skattede saa højt, end jeg søger at opnaa det, som du anser for mere værdifuldt at stræbe efter.

Kristen. Mødte du ellers ingen i Dalen?

Trofast. Jo, jeg mødte Skam; men af alle dem, jeg har truffet paa min Vandring, bærer han alene sit Navn med Urette, forekommer det mig. Andre lod sig modsige og tillige overbevise, men denne frække Skam kunde man ingen Vegne komme med.

Kristen. Hvorledes det, hvad sagde han til dig ?

Trofast. Hvad han sagde! Han gjorde Indvendinger mod Religionen selv, han sagde, at det var usselt og lavt at bekymre sig om Religionen; at en øm Samvittighed var noget umandigt; at den, som saaledes vaagede over sine Ord og Gerninger, gav Afkald paa den stolte Frihed, som vor Tidsalders stærke Aander sætter saa megen Pris paa, og at han af den Grund vilde udsætte sig for Spot og Haan. Han sagde ogsaa, at kun faa af de Mægtige, Rige og Vise nogen Sinde havde været af samme Mening som jeg (1 Cor. 1, 26; 3, 18; Phil. 3, 7. 8) og ingen af dem havde været saa taabelige. at udsætte sig for at tabe alt, i Haab om at kunne opnaa noget, som ingen har Vished om. Han havde ogsaa meget at udsætte paa den, ringe og lave Stand, som de fleste af Nutidens Pilgrimme var af; og han bebrejdede dem deres store Uvidenhed i Naturvidenskaberne. Ja, han kom frem med en hel Del mere end jeg her kan fortælle, blandt andet at det var en Skam at græde under en Prædiken, at komme sukkende og bedrøvet hjem, og at bede sin Næste om Forladelse for smaa Fejl, eller at give Erstatning, naar man havde forurettet nogen. Han sagde ogsaa, at Religionen gjorde et Menneske fremmed for de Store paa Grund af nogle faa Laster hos dem (han gav dem rigtignok et smukkere Navn) og fik ham til at nærme sig til og agte de Ringe, naar de var af samme Tro som han selv. Og er ikke dette en Skam, sagde han.

Kristen. Men hvad svarede du dertil?

Trofast. I Begyndelsen vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulde sige. Han trængte saa haardt ind paa mig, at Blodet steg mig til Hovedet, og jeg var nærved at give efter. Men tilsidst begyndte jeg at tænke over, at »hvad som er højt blandt Mennesker, er en Vederstyggelighed for Gud.« Luc. 16, 15. Jeg tænkte ogsaa, at denne Skam kun fortalte mig, hvad Menneskene synes og er, men ikke en eneste Smule om Gud og hans Ord. Og jeg tænkte desuden, at vi paa Dommens store Dag ikke skal dømmes hverken til Døden eller til Livet efter Verdens hoffærdige Tanker, men efter den Allerhøjestes Visdom og Lov. Derfor tænkte jeg, at hvad Gud siger, det maa være det bedste, om saa hele Verden sætter sig op derimod. Da jeg saaledes indsaa, at det er Guds Vilje, at vi skal tilbede ham, at en øm Samvittighed er ham velbehagelig, at de, som for Himmeriges Skyld gør sig til Daarer, dog er de viseste, og at den Fattige, som elsker Kristus, er rigere end alle Verdens Rige, som hader ham, saa sagde jeg : »Skam, vig fra mig, du er, en Fjende af min Frelse! Skulde jeg følge dig mod min almægtige Herres Vilje, hvordan skulde jeg da kunne se ham i Ansigtet, naar han kommer? Mare. 8, 38. Vilde jeg nu skamme mig ved hans Veje og Tjenere, hvordan kunde jeg da vente hans Velsignelse?« Men denne Skam var, sandt at sige, en uforskammet Skurk; det var med Nød og Næppe jeg kunde blive fri for ham, han forfulgte mig idelig, idet han bestandig hviskede mig et eller andet i Øret mod Religionen. Endelig lod jeg ham forstaa, at det vilde være forgæves at gøre flere Forsøg, da jeg netop Saa den største Ære i de Ting, som han foragtede. Og saaledes blev jeg til sidst fri for denne ubelejlige Person, og da han var gaaet sin Vej, begyndte jeg at synge:

»Mod dem, som Herrens Kald vil lyde, Fristelsens Bølger voldsomt bryde, Med Kødets Sans de stedse staar i Pagt, Angriber altid, med fornyet Magt For tidlig eller sent os at besnære Og styrte os i Jammer og Vanære. En Pilgrim da hver Tid, hvert Sted Aarvaagen være og til Kamp bered!«

Kristen. Det glæder mig at høre, Broder, at du saa tappert modstod denne Skurk. Hans Uforskammethed gaar endog saa vidt, at han løber efter Mennesker paa Gaden og forsøger at beskæmme dem for alle Folk og bringe os til at skamme os over det, som er godt; var han ikke saa grænseløs dumdristig, vilde det aldrig falde ham ind at gøre, hvad han nu gør. Men lad os opbyde al vor Kraft for at modstaa ham, thi med alt hans Storpraleri formaar han ikke at hjælpe os. »De Vise skal arve Ære,« siger Salomo, »men hver af Daarerne skal optage Skam.« Ordspr, 3, 35. Trofast. Jeg tror, vi maa anraabe ham, hvis Vilje det er, at vi her paa Jorden skal kæmpe for Sandheden, om Hjælp mod denne farlige Skam.

Kristen. Du har Ret. Men mødte du ellers ingen i Dalen?

Trofast. Nej, jeg havde Solskin hele den øvrige Del af Vejen, ogsaa da jeg gik gennem Dødens Skygge Dal.

Kristen. Det var godt for dig; mig gik det desværre ganske anderledes. Straks efter at jeg var kommen ind i Dalen, maatte jeg bestaa en frygtelig og langvarig Kamp med den grumme Fjende Apollyon; ja, jeg tænkte virkelig, at han vilde have dræbt mig, især da han fik mig revet omkuld og knugede mig under sig, som om han vilde knuse mig; thi i det samme han slog mig til Jorden, fløj mit Sværd ud af Haanden, og han sagde, at nu var han sikker paa mig; men jeg anraabte Gud, og han hørte mig og frelste mig fra Faren. Derpaa gik jeg ind i Dødens Skygge Dal, hvor der næsten var ganske mørkt. Jeg frygtede hvert Øjeblik for at omkomme, men omsider gryede Dagen og Solen stod op, og det Stykke, jeg havde tilbage, gik langt lettere.