Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Dødens skygge dal

Jeg saa da i min Drøm, at Kristen ved Grænsen af Dødens Skygge Dal mødte to Mænd., der kom ilende tilbage, og som var Børn af dem, der bragte en ubehagelig Efterretning om det gode Land. 4. Mos. 13, 22. Kristen talte saaledes til dem:

Hvor skal I hen?

Mændene. Tilbage, tilbage! og vi raader dig til at gøre det samme, dersom du sætter Pris paa. Liv og Fred, »Hvorfor det, hvad er der paa Færde?« sagde Kristen.

Mændene. Paa Færde ? Vi skulde samme Vej som du, og gik saa langt vi turde, ja vi var sandelig nær ved ikke at kunne komme tilbage, thi havde vi gaaet lidt længere frem, saa havde vi ikke været her og kunnet bringe dig disse Efterretninger.

»Men hvad er der da tilstødt eder ?« sagde Kristen.

Mændene. Vi var næsten inde i Dødens Skygge Dal, men til al Lykke saa vi os godt for og opdagede Faren, før det var for sent.

»Men hvad saa' I da?« spurgte Kristen.

Mændene. Vi saa Dalen selv, der er sort som Beg; der saa vi ogsaa Afgrundens Spøgelser, Satyrer og Drager; i denne Dal hørte vi tillige en uafladelig Hylen og Jamren, som af Folk i den yderste Nød og Elendighed, som sad der bundne i Baand og Lænker; og over denne Dal svævede Forvirringens mistrøstende Sky. Ogsaa Døden bedækker den med sine Vinger. Kort sagt, det er et forfærdeligt Sted , alt der er Mørke og Forvirring. Job. 3, 5 10, 22.

Da sagde Kristen: Af det, I siger, kan jeg alligevel forstaa, at denne Vej dog fører til den forønskede Havn. Jer. 2, 6.

Mændene. Gaa du kun den Vej, hvis du vil, vi agter ikke at følge med. Derpaa skiltes de, og Kristen fortsatte sin Rejse, hele Tiden med draget Sværd i Haanden af Frygt for at blive overfaldet.

Da saa jeg i min Drøm, at der gennem hele Dalen paa højre Side var en meget dyb Grav; denne Grav er det, i hvilken til alle Tider den ene Blinde har ledet den anden, og hvori begge ynkelig er omkomne. Paa venstre Side var der en meget farlig Sump, hvori endogsaa en god Mand ikke vilde finde Grund under Fødderne, hvis han faldt ned i den. I denne Sump faldt Kong David en Gang (Sal. 69, 14) og var uden Tvivl omkommen, hvis ikke han, som er mægtig, havde draget ham, op.

Vejen var her overordentlig smal, og det var derfor saa meget mere farligt for den gode Kristen at gaa - thi naar han i Mørket søgte at undgaa Graven paa den ene Side, stod han i Fare for at falde i Sumpen paa den anden og naar han med den største Forsigtighed vilde vogte sig for Dyndet, var han nær ved at falde i Graven. Saaledes vandrede han frem, og jeg hørte ham sukke bitterligt, thi foruden de omtalte Farer var det her saa mørkt, at naar han løftede Foden for at gaa, vidste han ikke, hvor han kunde sætte den igen.

Omtrent midt i Dalen mærkede jeg, at Helvedes Gab stødte lige op til Vejkanten. »Hvad skal jeg nu gøre,« tænkte Kristen. Hvert Øjeblik strømmede der Ild og Røg ud i saa forfærdelige Masser med Gnister og hæslige Skrig (langt frygteligere Ting end Apollyon, og mod hvilke hans Sværd intet formaaede), at han blev nødt til at stikke sit Sværd i Skeden og gribe til et andet Vaaben, der kaldes Bøn. Eph. 6, 18. Da hørte jeg ham raabe : »Kære Herre, jeg beder dig udfri min Sjæl.« Sal. 116, 4. Saaledes gik han længe, dog naaede Flammerne af og til næsten helt hen til ham. Han hørte ogsaa jamrende Stemmer, en hastig Løben frem og tilbage, og han ventede hvert Øjeblik at blive, sønderrevet eller nedtraadt som Skarnet paa Gaden, I lang Afstand saa han dette frygtelige Syn og hørte denne rædselsfulde Larm, og da han et Steds syntes at høre en hel Skare Fjender komme ham i Møde, standsede han og begyndte at overveje, hvad der var bedst at gøre. Snart tænkte han halvt om halvt paa at vende om igen, snart at han maaske allerede var halvvejs i Dalen; han huskede nu tillige paa, hvor mange Farer, han allerede havde udstaaet, og at han ved at gaa tilbage gerne kunde udsætte sig for langt større Fare end ved at gaa frem. Han besluttede derfor at gaa videre. Dog syntes de djævelske Fjender at komme ham nærmere og nærmere, men da de næsten var lige ved ham, raabte han med høj Røst: »Jeg vil vandre i Herren min Guds Kraft.« (Sal. 71, 16). Da veg de tilbage , og kom ikke nærmere.

En Ting vil jeg ikke forbigaa. Jeg lagde mærke til, at stakkels Kristen nu var saa forvirret, at han ikke en Gang kendte sin egen Stemme, og dette erfarede jeg paa følgende Maade : Netop som han var kommen hen mod Aabningen af den brændende Pøl, smuttede en af de Onde om bag ved ham, traadte ganske sagte hen til ham og hviskede ham alle Slags afskyelige Gudsbespottelser i Øret, saa han troede, at det virkelig kom fra hans eget Hjerte. Dette bedrøvede Kristen langt mere end alt, hvad der hidtil var hændet ham, at han nu, kunde bespotte ham, som han før havde elsket saa højt. Han vilde ikke have gjort det, men havde ikke Aandsnærværelse nok, hverken til at tilstoppe sine Øren eller til at undersøge, hvorfra disse Bespottelser kom.

Da Kristen længe havde vandret i denne trøstesløse Tilstand, hørte han en Røst, der syntes at komme fra en Mand, som gik lige foran ham, og som sagde : »Om jeg end skal vandre i Dødens Skygge Dal, vil jeg ikke frygte for noget ondt, thi du er med mig.« Sal. 23, 4.

Da blev han glad, og det af følgende Grunde :

Først, fordi han kunde slutte deraf, at der i Dalen var andre end ham, der frygtede Gud.

For det andet, fordi han mærkede, at Gud var med dem, selv paa dette mørke og frygtelige Sted, og hvorfor da ikke ogsaa med mig, tænkte han, skønt jeg ikke kan mærke det paa Grund af de Hindringer, som forfølger mig her. Job. 9, 11.

For det tredie, fordi han haabede senere at faa Selskab, hvis han kunde indhente dem.

Han gik derfor videre, idet han raabte paa ham, som gik foran; men denne vidste ikke hvad han skulde svare, thi ogsaa han troede, at han var alene.

Da det kort efter dagedes, sagde Kristen: Han har forvandlet Dødens Skygge til Morgen. Amos 5. 8.

Da det nu var blevet Morgen, saa han tilbage, ikke fordi han ønskede at vende om igen, men for ved Dagens Lys at tage de Farer i Øjesyn, som han havde været udsat for i Mørket. Da saa han tydeligere Graven paa den ene Side og Sumpen paa den anden, tillige hvor smal Vejen var; han saa ogsaa Afgrundens Spøgelser, Satyrer og Drager, men alt i lang Afstand (thi efter Daggry nærmede de sig ikke); dog blev de synlige for ham, i Følge hvad der staar skrevet : »Han aabenbarer de dybe Ting af Mørket og udfører Dødens Skygge til Lyset.« Job 12, 22.

Kristen var nu meget glad over sin Udfrielse fra alle de Farer, han havde været udsat for paa sin ensomme Vej, Farer, som dog nu tydeligere kunde ses i Dagens Lys, skønt han før havde frygtet mere for dem. Omtrent paa denne Tid stod Solen op, og dette var et nyt Naadesbevis for Kristen; thi man maa vide, at uagtet den første Del af Dødens Skygge Dal var meget farlig, saa var dog den anden Del, som han nu skulde gaa igennem, om muligt endnu farligere; thi fra det Sted, hvor han stod, og lige til Enden af Dalen var Vejen fuld af Snarer og Garn, og farlig paa Grund af mange Grave, Faldgruber, dybe Huler og bratte Steder, at hvis det nu havde været saa mørkt.,som det var, da han gik den første Del af Vejen, vilde han sikkert være omkommen ; men Solen var som sagt netop staaet op. Da sagde han: Hans Lygte skinner over mit Hoved, og ved hans Lys gaar jeg gennem Mørket. Job 29, 3.

Ved dette Lys kom han derfor til Enden af Dalen. Nu saa jeg i min Drøm, at der ved Enden af denne Dal laa Blod, Ben, Aske og lemlæstede Menneskekroppe, endog af Pilgrimme, som forhen var gaaet denne Vej , og medens jeg grundede over hvad vel Grunden kunde være dertil, opdagede jeg et lille Stykke foran mig en Hule, hvor i gamle Dage to Kæmper, Pave og Hedning, havde holdt til, ved hvis Magt og Tyranni de Mennesker, hvis Ben, Blod, Aske o. s. v. laa rundt omkring, var blevne dræbte. Men Kristen gik forbi, uden at der tilstødte ham noget ondt, hvilket forbavsede mig; dog har jeg siden faaet at vide, at Hedning for længe siden er død; og hvad den anden angaar, saa er han, skønt endnu i Live, dog paa Grund af Alderdom og de mange haarde Kampe, han i sine yngre Aar har maattet bestaa, blevet saa skrøbelig og stiv i Ledene, at han nu ikke kan gøre stort andet end sidde ved Aabningen af sin Hule og gør Nar af Pilgrimme, naar del gaar forbi, og bide sine Negle af Harme over, at han ikke kan faa fat i dem.

Jeg saa derfor, at Kristen trøstigt gik sin Vej. Ved Synet af den gamle Mand, der sad ved Aabningen af Hulen, vidste han dog ikke rigtig, hvad han skulde tro, især da Manden, skønt han ikke kunde naa ham, dog talte til ham, og sagde: »I vil ikke blive bedre, før flere af eder er opbrændte.« Men Kristen tav kun og gik uforfærdet videre, uden at komme noget til. Da sang Kristen:

»O store Redning, høje, underfulde, At jeg af saadan Fare frelses skulde, Som den mig mødte her. —Tak være dig. Hvis Haand mig ledte saa omhyggeligt Se: Mørkets Rædsler, Djævle uden Tal Og Synd omringed mig i denne Dal; Ja alle Helveds Masker laa udspændte Paa Vejen, hvor jeg mine Øjne vendte. Hvert Øjeblik fortabt jeg kunde være, Men se: jeg lever i — Jesus, dig ske Ære!«