Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Ydmygelsens dal

Men her i Ydmygelsens Dal kom stakkels Kristen haardt i Knibe; thi han var ikke kommen langt, før han fik Øje paa en listig Fjende, der kom løbende over Markerne hen-imod ham; hans Navn var Apollyon. Da begyndte Kristen at blive angst, og han overvejede, om han skulde vende om igen eller være standhaftig. Men da erindrede han, at han ikke havde nogen Rustning paa Ryggen, og tænkte derfor, at han vilde give Fjenden større Fordel ved at flygte, thi denne vilde da med Lethed kunne gennembore ham med sine Pile. Han besluttede derfor at friste Skæbnen, og forsvare sin Post saa godt han kunde; thi tænkte han, selv om jeg ikke havde andet for Øje end at frelse mit Liv, saa vilde det dog være klogest at holde Stand.

Han gik derfor videre, indtil Apollyon naaede ham. Det var et frygteligt Uhyre at se til; han var bedækket med Skæl som en Fisk (og dette er hans Hoffærdighed); han havde Vinger som en Drage, Fødder som en Bjørn, og ud af hans Bug kom der Ild og Røg, og hans Mund var som en Løves. Da han var kommen hen til Kristen, betragtede han ham med en foragtelig Mine og begyndte derpaa at udspørge ham saaledes:

Apollyon. Hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?

Kristen. Jeg kommer fra Fordærvelsens Stad, som er et Sted, hvor alt ondt findes, og jeg agter mig til Zions Stad.

Apollyon. Heraf forstaar jeg, at du er en af mine Undersaatter, thi hele dette Land tilhører mig, og jeg er dets Fyrste og Gud. Hvoraf kommer det da, at du er løbet bort fra din Konge? Var det ikke fordi jeg haabede endnu at have mere Nytte af dig, slog jeg dig med et Slag til Jorden.

Kristen. Jeg blev ganske vist født i dit Rige, men da din Tjeneste er haard og Lønnen saadan, at ingen kan leve af den, thi Syndens Sold er Døden (Rom. 6, 23), saa bar jeg mig ad som andre fornuftige Folk, da jeg var kommen til Skelsaar og Alder, og saa mig om efter noget bedre.

Apollyon. Der er ingen Fyrste, som saa let vil give Slip paa sine Undersaatter, og det er heller ikke min Mening at give Slip paa dig; men siden du først nu klager over min Tjeneste og Løn, saa slaa dig kun tiltaals og gaa tilbage igen; hvad vort Land formaar, det lover jeg dig du skal faa.

Kristen. Men jeg er allerede traadt i en andens Tjeneste, nemlig hos Kongernes Konge; hvorledes kan jeg da med nogen Ret gaa tilbage til dig?

Apollyon. Heri har du handlet som Ordsproget og siger: »Byttet ondt med værre«; men det hænder dog meget ofte, at de, som kalder sig hans Tjenere, efter nogen Tids Forløb forlader ham og kommer tilbage til mig igen; gør du det samme, saa skal alt blive godt.

Kristen. Jeg har givet ham mit Æresord og svoret ham Troskab, hvorledes kan jeg da gaa bort fra ham uden at blive hængt som en Forræder.

Apollyon. Du har gjort det samme mod mig, og dog vil jeg tilgive dig det altsammen, saafremt du nu vil vende om og gaa tilbage.

Kristen. Hvad jeg lovede dig, skete i min umyndighedsalder, og jeg tror desuden, at den Fyrste, under hvis Banner jeg nu staar, er i Stand til at løse mig, ja endog vil tilgive mig for alt, hvad jeg har gjort af Føjelighed mod dig, og jeg synes desuden, fordærvelige Apollyon, for at sige Sandheden, langt bedre om hans Tjeneste, Løn, Tjenere, Regering, Selskab og Land, end om dig og dine; prøv derfor ikke længere paa at overtale mig, thi jeg er hans Tjener og ham vil jeg følge.

Apollyon. Tænk endnu en Gang rolig over alt, hvad der kan møde dig paa den Vej, du nu gaar. Du ved, at hans Tjenere for det meste faar en sørgelig Ende, fordi de sætter sig op mod mig og overtræder mine Bud. Hvor mange af dem har ikke faaet en skammelig Død! Og alligevel anser du hans Tjeneste for bedre end min, skønt han endnu aldrig har forladt sin Bolig for at redde en af dem, som har tjent ham, ud af mine Hænder, medens jeg derimod mangfoldige Gange, hvad hele Verden ved, enten ved Magt eller Svig har revet dem, som trolig har tjent mig, ud af hans og hans Folks Hænder, og saaledes vil jeg ogsaa gøre med dig.

Kristen. Naar han tøver med at hjælpe dem, er det kun for at prøve deres Kærlighed, og for at se, om de vil holde fast ved ham indtil Enden; og hvad den sørgelige Ende angaar, som du siger, de altid faar, da regnes den i deres egne Øjne for den største Ære, thi Udfrielsen fra den nærværende Tid agter de ikke saa meget, men venter taalmodig paa den Herlighed, som skal aabenbares dem, naar deres Fyrste kommer i sin Herlighed med alle sine Engle.

Apollyon. Du har allerede været ham utro, hvorledes kan du da vente, at han skal give dig Løn?

Kristen. Hvori bestaar da min Utroskab?

Apollyon. Allerede ved Begyndelsen af din Rejse tabte du Modet, da du var nær ved at omkomme i Forsagthedens Sump. Du forsøgte ad ulovlige Veje at blive befriet for din Byrde i Stedet for at vente til din Konge kom og tog den af dig; du sov en syndig Søvn, og mistede dit kosteligste Klenodie; du var ogsaa nær ved at vende om ved Synet af Løverne, og naar du taler om din Rejse og om, hvad du har hørt og set under Vejs, saa er du af ganske Hjerte begærlig efter forfængelig Ære i alt, hvad du siger og gør.

Kristen. Hvad du der siger er sandt nok, og jeg har desuden gjort mig skyldig i meget mere, som du ikke har omtalt; men den Fyrste, jeg tjener, er naadig og villig til at tilgive. Disse Svagheder fik jeg desuden, da jeg var i dit Land, thi der har jeg indsuget dem, og jeg har sukket under dem, været bekymret for dem, men nu har jeg faaet Tilgivelse hos min Fyrste.

Da udbrød Apollyon i et heftigt Raseri og sagde: Jeg er denne Fyrstes Fjende; jeg hader hans Person, hans Love og hans Folk, og jeg er draget ud alene for at kæmpe mod dig,

Kristen, Vogt dig for, hvad du gør, for jeg er paa Kongens, paa Hellighedens Vej ; tag dig derfor i Agt.

Apollyon skrævede da tværs over Vejen, saa bred den var og skreg : »Hos mig findes ingen Frygt ; gør dig rede til at dø, thi jeg sværger ved Helvedes evige Afgrund, at du ikke skal komme videre; her tilintetgør jeg din Sjæl!«

I det samme slyngede han en gloende Pil mod hans Bryst, men Kristen havde et Skjold i Haanden, hvormed han opfangede den og undgik saaledes Faren.

Da trak Kristen sit Sværd, thi han mærkede, at det var paa Tide at forsvare sig. Apollgon for rasende løs paa ham og udkastede sine Pile saa tætte som Hagel, hvormed han saarede ham i Hovedet, Haanden og Foden til Trods for alt, hvad Kristen kunde gøre for at undgaa dem. Dette bragte Kristen til at vige lidt. Apollyon var ikke sen til at benytte Fordelen, men Kristen tog Mod til sig og forsvarede sig saa godt, han kunde. Denne haarde Kamp varede over en halv Dag, indtil Kristen næsten var ganske afkræftet, thi, som man let kan forstaa, blev han efterhaanden svagere og svagere paa Grund af sine Saar.

Apollyon havde forudset dette og benyttede derfor Lejligheden til at trænge mere og mere ind paa Kristen og kastede ham endelig til Jorden med en saadan Voldsomhed, at Sværdet fløj Kristen af Haanden. Da sagde Apollyon: »Nu ved jeg, at du ikke slipper fra mig og i det samme klemte han ham saa haardt, at Kristen troede, det var ude med ham. Men netop som Apollgon vilde til at give ham det sidste Slag for helt at gøre det af med ham, greb Kristen ved Guds Indskydelse efter sit Sværd, idet han raabte : »Glæd dig ikke over mig, min Fjende; naar jeg er falden, skal jeg staa op igen« (Micha 7, 8); og i det samme gav han Apollyon et frygteligt Stød, der fik ham til at vige tilbage, som en, der har faaet sit Banesaar. Da Kristen mærkede dette, stødte han endnu en Gang efter ham og sagde : »I alle disse Ting mere end sejrer vi ved ham, som os elskede.« (Rom. 8, 37). Og dermed udfoldede Apollyon sine Dragevinger og for bort, saa at Kristen ikke saa ham mere.

Ingen kan gøre sig Begreb om, medmindre han, ligesom jeg, selv har set og hørt det, hvor skrækkeligt Apollyon hylede og brølede under Kampen ; han gav Lyd fra sig som en Drage, og paa den anden Side, hvor tungt Kristen sukkede og stønnede. Jeg saa ikke et eneste glad Udtryk i hans Ansigt, før han mærkede, at han havde saaret Apollyon med sit tveæggede Sværd; men da smilede han og saa op mod Himlen. Denne Kamp var det frygteligste Syn, jeg nogen Sinde har set.

Da nu Kampen var overstaaet, sagde Kristen: Her vil jeg takke ham, der har frelst mig fra Løvens Gab, ham, der stod mig bi mod Apollyon. Og dette gjorde han, idet han sagde :

»Beelzebub, den lede Avindsmand, Har rustet mod mig denne, grumme Fjende: Med Helveds Raseri han faldt mig an Og tænkte, han mig skulde overvinde. Men Michael mig hialp — han stred med mig, Jeg svang mit Sværd — og flux han maatte vige. Derfor jeg priser ham evindelig; Som Offerrøg skal Tak fra Hjertet stige.«

I det samme saa jeg en Haand, der rakte Kristen nogle Blade fra Livets Træ, som han tog og lagde paa de Saar, han havde faaet i Kampen, og disse blev straks helbredet. Her satte han sig nu ned for at spise af Brødet og drikke af Flasken, som han havde faaet; og efter saaledes at have forfrisket sig, begav han sig videre paa sin Rejse med draget Sværd i Haanden; »for,« sagde han, »jeg kan ikke vide, hvilke Fjender der endnu kan møde mig.« Men der tilstødte ham ikke noget ondt gennem hele Dalen efter hans Kamp med Apollyon.

Ved Enden af denne Dal var der en anden, som hed Dødens Skygge Dal, og Kristen matte nødvendigvis der igennem, efter som Vejen til den Himmelske Stad førte midt igennem den. Denne Dal er meget ensom og øde. Profeten Jeremias beskriver den saaledes: En Ørken, et Land, som er øde, fuldt af Grave, et tørt og Dødens Skygges Land, et Land, som ingen (uden en Kristen) tilforn har vandret igennem, og hvor intet Menneske bor. Jer. 2. 6.

Her var Kristen udsat for langt større Fare, end i Kampen mod Apollgon, som det følgende vil vise.