Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Herberget

Derpaa saa jeg i min Drøm, at han skyndte sig af Sted for om muligt at faa Herberge der. Han var ikke naaet langt, førend han kom ind paa en meget smal Vej omtrent et Par Stenlast, fra Portnerboligen, og idet han omhyggelig saa sig omkring, fik han Øje paa to Løver, som lurede paa ham ved Vejkanten. Her, tænkte han, ser jeg den Fare, som afskrækkede Mistillid og Frggtsom. (Løverne var lænkede, men han kunde ikke se deres Lænker). Da blev han meget bange og tænkte paa at vende om igen, ligesom de andre havde gjort, thi ved at gaa videre udsatte han sig for den visse Død; men da Portneren, hvis Navn var Aarvaagen, i det samme lagde Mærke til, at Kristen standsede, som om han vilde gaa tilbage, raabte han til ham: »Har du da saa lidet Mod? Marc. 13, 34. Frygt ikke for Løverne, thi de er lænkede og anbragt der for at prøve Troen, hvor den findes, og afsløre dem, som ingen har; hold dig kun midt paa Vejen, saa skal du ikke komme til Skade.«

Da saa jeg, at han gik videre, skælvende af Frygt for Løverne; men da han nøje fulgte Portnerens Anvisning, gjorde de ham ingen Fortræd, skønt han hørte dem brøle forfærdeligt. Han klappede i Hænderne af Glæde og gik lige hen til Porten, hvor han blev staaende. Da sagde Kristen til Portneren, som stod der: »Hvad er dette for et Hus? Og kan jeg faa Herberge her i Nat ?« Portneren svarede : »Dette Hus er blevet opført af Bjergets Herre til Vederkvægelse og Beskyttelse for Pilgrimme.« Portneren spurgte ham ogsaa, hvorfra han kom og hvor han skulde hen.

Kristen. Jeg er fra Fordærvelsens Stad og agter mig til Bjerget Zion; men da Solen alt er gaaet ned, ønsker jeg, om muligt, at overnatte her.

Portneren. Hvad er dit Navn?

Kristen. Mit Navn er nu Kristen, men tidligere hed jeg Naadeløs; jeg er af Jafets Stamme, hvem Gud vilde overtale til at bo i Sems Pauluner. 1 Mos. 9, 27.

Portneren. Men hvordan kan det være, at du kommer saa silde? -- Solen er jo gaaet ned.

Kristen. Jeg kunde have været her før, dersom ikke jeg, usle Menneske, havde sovet i Løvhytten paa Bjerget. Ja, jeg havde alligevel været her langt tidligere, dersom jeg ikke i Søvne havde tabt mit Pas, og hvis jeg ikke, inden jeg savnede det, allerede havde naaet Toppen af Bjerget, hvor jeg til min Trøst vilde læse deri, men mærkede, at jeg havde mistet det, og jeg derfor med Sorg i Hjertet maatte gaa tilbage til det Sted, hvor jeg havde sovet; der fandt jeg det heldigvis og er nu kommen hertil.

Portneren. Godt, jeg skal kalde paa en af Stedets Jomfruer, som, hvis din Tale behager hende, efter Husets Skik og Brug vil føre dig ind til de andre af Familien.

Portneren Aarvaagen ringede da paa en Klokke, og ved Lyden af den kom der en alvorlig, og smuk Jomfru ved Navn Betænksomhed ud til Døren og spurgte, hvorfor man havde kaldt paa hende.

Portneren svarede : »Denne Mand er paa Rejse fra Fordærvelsens Stad til Zions Bjerg, men da han er træt, og det allerede er saa sent paa Aftenen, spørger han, om han ikke kan faa Herberge her; jeg har derfor kaldt paa dig, og du kan i Følge Husets Lov gøre som du synes, efter at have talt med ham.«

Hun spurgte derpaa, hvorfra han kom, og hvor han skulde hen, og han fortalte hende det. Hun spurgte videre, hvordan han var kommen ind paa Vejen, hvilket han ligeledes fortalte. Da spurgte hun, hvad han havde set og mødt under Vejs, og han svarede hende ogsaa paa det. Endelig spurgte hun om hans Navn, og da sagde han: »Mit Navn er Kristen, og jeg ønsker meget gerne at overnatte her, da jeg hører, at dette Hus af Bjergets Herre er opført til Vederkvægelse og Beskyttelse for Pilgrimme.« Herover smilede hun, men Taarerne stod hende i Øjnene, og straks efter sagde hun: Jeg vil kalde paa nogle andre af Familien.«

Derpaa løb hun hen til Døren og kaldte paa Klogskab, Gudsfrygt og Kærlighed, som straks efter kom ud og bragte ham ind til Familien, efter først at have talt lidt med ham. Flere af Husets Folk mødte ham ved Indgangen og raabte : »Kom ind, du af Herren Velsignede! dette Hus er opført af Bjergets Herre for at modtage saadanne Pilgrimme.« Han bøjede da sit Hoved og fulgte efter dem. Saa snart han var kommen ind og havde sat sig ned, gav de ham noget at drikke, og de blev enige om, at nogle af dem skulde tale med Kristen for at tilbringe Tiden paa bedste Maade, indtil Aftensmaaltidet blev færdigt, og hertil bestemtes Gudsfrygt, Forsigtighed og Kærlighed. Saaledes begyndte de deres Samtale:

Gudsfrygt. Siden vi har vist os saa velvillige at give dig Herberge her i Nat, saa kom, gode Kristen, og lad os tale sammen om alle de Ting, som har mødt dig paa din Rejse, da det maaske kan tjene os til Opbyggelse.

Kristen. Hjertens gerne, og det glæder mig, at I har Lyst til at høre derom.

Gudsfrygt. Hvad var det da, som først fik dig ind paa dette Pilgrimsliv?

Kristen. En skrækkelig Røst, der uafbrudt lød i mine Øren, fordrev mig fra mit Fædreland. Den sagde, at den visse Undergang ventede mig, dersom jeg forblev paa det Sted, hvor jeg var.

Gudsfrygt. Men hvordan gik det til, at du forlod dit Fødeland ad denne Vej?

Kristen. Gud vilde det saa; thi i min store Angst vidste jeg ikke, hvor jeg skulde vende hen , - men medens jeg græd og bævede, mig kom der en Mand ved Navn Evangelist hen til mig og viste mig den snævre Port, som jeg ellers aldrig havde fundet, det var altsaa ham der ledte mig ind paa den Vej, som har ført mig lige til dette Hus.

Gudsfrygt. Men kom du da ikke forbi Fortolkerens Hus ?

Kristen. Jo, og der saa jeg saadanne Ting, som jeg vil huske hele mit Liv. Især tre Ting : nemlig, hvorledes Kristus til Trods for Satans Magt vedligeholder sit Naadeværk i Hjertet; Manden, der ved sine Synder havde tabt Haabet om nogen Sinde at kunne finde Naade hos Gud; og endvidere han, som drømte, at Dommedag var kommen.

Gudsfrygt. Hvorledes? fortalte han dig da sin Drøm?

Kristen. Ja, og den var skrækkelig; det var, som om mit Hjerte skælvede ved hans Fortælling; men jeg er dog glad over at jeg har hørt den.

Gudsfrygt. Var dette alt, hvad du saa i Fortolkerens Hus?

Kristen. Nej, han tog mig med sig og viste mig et prægtigt Slot, hvis Beboere var klædte i Guld, hvorledes vorledes der kom en modig Mand, som med Hug og Slag banede sig Vej gennem den bevæbnede Skare, der holdt Vagt ved Døren, for at ingen skulde komme ind, og hvorledes han blev opmuntret til at slaa sig igennem og vinde evig Glæde. Disse Ting betog mig saa aldeles, at jeg gerne var bleven i denne gode Mands Hus et helt Aar; men jeg vidste jo, at jeg havde længere at gaa.

Gudsfrygt. Og hvad saa du ellers paa Vejen?

Kristen. Ja, jeg var kun kommen et lille Stykke længere, da jeg fik Øje paa en, som syntes at hænge blødende paa et Træ, og alene ved Synet af ham faldt min Byrde fra Ryggen (thi jeg stønnede under Vægten af en tung Byrde). Dette forbavsede mig saare, thi noget saadant havde jeg aldrig set før. Og medens jeg stod og saa op, kom der tre skinnende Væsener hen til mig. En af dem forsikrede, at alle mine Synder var mig forladte, den anden afførte mig mine Pjalter og gav mig denne broderede Klædning, som jeg har paa, medens den tredie satte mig dette Mærke, som du ser i Panden og gav mig denne forseglede Rulle (og i det samme tog han Papirrullen frem af sin Barm).

Gudsfrygt. Men du saa vel endnu mere end dette, ikke sandt ?

Kristen. Hvad jeg har fortalt eder, var det vigtigste; dog saa jeg endnu mere, blandt andet tre Mænd, Enfoldig, Ladlied og Hoiunod. der laa og sov med Lænker paa Fødderne et stykke fra Vejkanten, da jeg gik forbi, men tror du jeg var i Stand til at vække dem ! Jeg saa ogsaa Formalist og Hykler komme springende over Muren, for, som de mente, at begive sig til Zions Bjerg; men det var snart forbi med dem, netop saaledes som jeg sagde, at det vilde gaa; mede troede mig ikke. Dog fremfor alt det andet fandt jeg det besværligt at bestige Bjerget, og frygteligt at gaa lige forbi Løvernes Gab; og havde ikke den gode Mand ved Porten været, tror jeg virkelig, at jeg var vendt om igen; men nu takker jeg Gud for, at jeg er her, og eder for, at I har modtaget mig.

Derpaa begyndte Klogskab at udspørge ham, og bad ham besvare Spørgsmaalene.

Klogskab. Tænker du ikke stundom paa det Land, hvorfra du er kommet?

Kristen. Jo, men med megen Skam og Afsky; og sandelig, dersom jeg havde følt Længsel efter det Land, fra hvilket jeg var draget, havde jeg vel haft Tid til at vende om, men nu begærer jeg et bedre Land, som er det himmelske. Hbr. 11, 15. 16.

Klogskab. Længes du ikke endnu efter de Ting, som en Gang var dig behagelige?

Kristen. Jo, men meget imod min Vilje; især mine indvortes og kødelige Tanker, hvori jeg saa vel som alle mine Landsmænd fandt Behag. Men nu volder alle disse Ting mig Sorg og Bekymring, og stod det mig kun frit for at vælge, hvad jeg ønskede, saa vilde jeg vælge aldrig mere at tænke derpaa; men det, som jeg vil, gør jeg ikke. Rom. 7, 15.

Klogskab. Men er det ikke undertiden, som om du havde overvundet de Ting, der til andre Tider volder dig Angst og Bekymring?

Kristen. Jo, men det hænder kun sjælden; dog er det de gyldne Timer for mig, naar jeg føler dette.

Klogskab. Ved du, hvoraf det kommer, at dine Plager til Tider er ligesom overvundne?

Kristen. Ja, det bevirkes ved at tænke paa ham, jeg saa paa Korset; ved at betragte min broderede Klædning; ved at læse i den Rulle, jeg bærer ved min Barm, og naar Tankerne, om det Sted, jeg agter mig hen, bliver levende hos mig.

Klogskab. Og hvorfor er du saa begærlig efter at komme til Bjerget Zion?

Kristen. Det er det Haab, jeg nærer, om der at se Ham levende, som hang død paa Korset, og der haaber jeg ogsaa at blive af med de Ting, som er mig til saa stor Fortræd; der, siger man, er ingen Død, og der skal jeg bo mellem dem, jeg synes bedst om. Es. 25, 8; Aab. 21, 4. Thi, sandt at sige, jeg elsker ham, fordi han befriede mig fra min Byrde, og jeg er nu saa udmattet af min indvortes Sygdom, at jeg længes efter at komme derhen, hvor jeg aldrig skal dø, blandt dem, som bestandig raaber »Hellig! hellig! hellig!«

Derpaa sagde Kærlighed til Kristen: Har du Familie? Er du gift?

Kristen. Jeg har Hustru og fire smaa Børn. Kærlighed. Og hvorfor fulgte de ikke med dig?

Da græd Kristen og sagde: »Ak, hvor gerne havde jeg ikke taget dem med, men de havde alle saa meget imod min Vandring.«

Kærlighed. Men du skulde have talt til dem og søgt at gøre dem begribeligt, at de udsatte sig for Fare ved at blive tilbage.

Kristen. Ja, det gjorde jeg ogsaa, og jeg fortalte dem tillige, hvad Gud havde aabenbaret mig angaaende vor Stads Ødelæggelse, men de betragtede mig som en, der førte løs Tale, og de vilde ikke tro mig. 1 Mos. 19, 14.

Kærlighed. Men bad du da ikke til Gud, at han vilde velsigne dit Raad til dem?

Kristen. Jo, og med megen Inderlighed; for du skal vide, at min Hustru og mine stakkels Børns Skæbne ligger mig meget paa Hjerte.

Kærlighed. Fortalte du dem ikke om din Sorg og store Frygt for Ødelæggelsen? thi Ødelæggelsen stod vel klart nok for dig?

Kristen. Jo, mange, mange Gange. De kunde desuden læse Angsten i mit Ansigt, i mine Taarer, i min Bæven og Grand, af Frygt for den overhængende Dom ; men alt dette var dog ikke nok til at formaa dem til at følge, med mig.

Kærlighed. Men sagde de da ikke, hvorfor de ikke vilde følge med?

Kristen. Jo, min Hustru havde ikke Lyst til at forlade denne Verdens Goder, og mine Børn var alle hengivne til Ungdommens daarlige Forlystelser, saa de lod mig drage af Sted alene af forskellige Grunde.

Kærlighed. Men har du maaske ved et daarligt Levnet svækket Virkningen af dine Ord?

Kristen. Jeg kan sandelig ikke rose mig af mit Levnet, for jeg er mig alt for mange Fejl bevidst, og jeg ved desuden, hvor let man ved sin Vandel kan kuldkaste alt, hvad man ved Grundsætninger og Formaninger har bestræbt sig for at bibringe andre til deres bedste. Dog, saa meget kan jeg sige, at jeg var yderst forsigtig, at jeg ikke ved nogen usømmelig Handling skulde vække Forargelse hos andre og betage dem Lysten til selv at drage bort. Ja, netop af den Grund plejede de ofte at sige til mig, at jeg tog mig det altfor nær, og for deres Skyld nægtede mig Ting, hvori de intet ondt kunde se. Ja, jeg tror, jeg tør sige, at hvis noget af det, de saa hos mig, afskrækkede dem, saa var det netop min store Frygt for at gøre Gud imod eller forurette min Næste.

Kærlighed. I Sandhed, Kain hadede sin egen Broder, fordi hans Gerninger var onde og hans Broders retfærdige (1 Joh. 3, 12); og dersom din Hustru og dine Børn fortørnedes paa dig derfor, da viste de tydelig, at de selv var uvillige til det gode, og »du, du har renset din Sjæl fra deres Blod.« Ezech. 3, 19.

Jeg saa i min Drøm, at de sad og talte sammen indtil Aftensmaaltidet var færdigt, og da man havde dækket Bordet, satte de sig til Bords. Der stod alle Slags udsøgte Retter og fine Vine, og under Maaltidet talte de ikke om andet end Bjergets Herre, nemlig om hvad han havde gjort, hvorfor han gjorde det, og af hvilken Grund han havde ladet bygge dette Hus. Og af deres Tale mærkede jeg, at han havde været en stor Kriger og havde overvundet »ham, der havde Dødens Kraft,« dog ikke uden at udsætte sig selv for stor Fare, og dette gør, at jeg elsker ham endnu mere. Hbr. 2, 14. 15.

Thi, som de sagde, skete dette ikke uden megen Blodsudgydelse; men hvad der mest tjener til hans Ære, er, at han gjorde det alt-sammen af idel Kærlighed til sit Land. Og der var desuden nogle af Husets Folk, som sagde, at de havde talt med ham efter at han var død paa Korset, og de forsikrede, at de havde hørt af hans egen Mund, at han elsker de stakkels Pilgrimme saa højt, at hans Lige ikke findes fra Østen til Vesten. De anførte desuden et Bevis for, at, det var sandt, hvad de havde sagt, nemlig, at han havde afført sig sin Herlighed, fordi han elskede de Fattige, og at de havde hørt ham sige, at han ikke vilde bo ene paa Zions Bjerg. De sagde endvidere, at han havde gjort mange Pilgrimme til Fyrster, skønt de var fødte Tiggere, ja havde oprejst de Ringe fra Støvet, og ophøjet de Fattige af Skarnet.« 1 Sam. 2, 8; Sal. 113, 7.

Saaledes talte de sammen til langt ud paa Natten, og efter at have anbefalet sig i sin Herres Varetægt, begav de sig endelig til Hvile. Pilgrimmen blev anvist et stort Værelse øverst i Huset, hvis Vinduer vendte mod Øst, og hvis Navn var Fred. Her sov han til Daggry, - da vaagnede han og sang:

»Hvor er jeg nu? — O Jesu Kærlighed I Saaledes sørger du for arme Sjæle, At jeg tilgives og paa dette Sted nær ved Himmelporten her tør dvæle.

Efter at alle om Morgenen var staaede op, og man havde talt sammen en Tid, sagde de til Kristen, at han ikke maatte rejse, førend de havde vist ham Stedets Mærkværdigheder. Og de førte ham først ind i Arkivet, hvor de viste ham Erindringer fra den fjerneste Oldtid, og af disse — saa vidt jeg kan erindre i min Drøm — viste de ham først Herrens Slægtsregister, af hvilket man saa, at han var Søn af den Gamle af Dage og født af Evighed. Her fandtes ogsaa en nøjagtig Optegnelse af alle hans Gerninger, saa vel som over Navnene paa de mange hundrede, som har staaet i hans Tjeneste, og som han har anvist saadanne Steder til Boliger, der ikke kan ødelægges af Tidens Tand.

Derpaa læste de for ham om adskillige af de store Bedrifter, som hans Tjenere havde udøvet, blandt andet om, »hvorledes de overvandt Riger, øvede Retfærdighed, fik Forjættelserne, stoppede Løvers Mund, udslukkede Ildens Kraft, undflyede Sværdets Od, fik Kraft i Stedet for Skrøbelighed, blev stærke i Krigen, og bragte Fjendens Lejre til at vige.« Hbr. 11, 33. 34.

I en anden Samling af Husets Skrifter læste de endvidere, hvor villig deres Herre var til af sin Naade at antage enhver, ja enhver, skønt de havde ringeagtet og spottet ham og hans Gerninger. Her fandtes ogsaa mange andre Optegnelser om berømte Ting, saavel fra gamle som nyere Tider, som Kristen alle fik at se: Profetier og Forudsigelser om store Begivenheder, som en Gang vil indtræffe til Skræk og Forbavselse for alle Fjender og til Glæde og Trøst for Pilgrimme.

Den følgende Dag førte de ham ind i Rustkammeret, hvor de viste ham alle Slags Vaaben, som deres Herre havde anskaffet for Pilgrimmenes Skyld, saasom Sværd, Skjolde, Hjelme, Brystharnisk, uafladelig Bøn, samt Sko, som aldrig kan opslides. Og af alt dette var der nok til at udruste lige saa mange Mænd til Herrens Tjeneste, som der er Stjerner paa Himmelen.

De viste ham ogsaa en Del af de Redskaber, hvorved enkelte af hans Tjenere har gjort saa underfulde Ting. De viste ham Moses Stav; den Hammer, med hvilken Jael slog Sisera; de Krukker, Trompeter og Lamper, med hvilke Gideon jog Midiamiternes Hære paa Flugt. Dernæst viste de ham den Stav, Samgar drev Kvæg med, og med hvilken han slog 600 Mand. De viste ham ogsaa det Kæbeben, hvormed Samson udrettede saa meget stort og underfuldt. De viste ham endvidere Slyngen og Stenen, hvormed David slog Goliath af Gath, samt det Sværd, hvormed Herren vil dræbe »Syndens Menneske« paa den Dag, han skal opsta til Rov. Zeph. 3, 8. De viste ham desuden mange andre fortræffelige Ting, som Kristen havde godt af at se. Og da de var blevne færdige dermed, begav de sig atter til Hvile.

Da saa jeg i min Drøm, at Kristen den følgende Morgen stod op for at fortsætte sin Rejse, men de bad ham endnu en Gang at blive til næste Dag, og da, sagde de, skal vi vise dig de yndige Bjerge, dersom Vejret er klart, et Syn, som endnu mere vil forøge din Glæde, eftersom de er nærmere ved den forønskede Havn, end det Sted, hvor du nu befinder dig. Dette var han straks villig til og blev der.

Den følgende Morgen, saa snart Solen var staget op, førte de ham med sig op paa Husets Tag og bad ham se mod Syd; dette gjorde han, og han saa nu langt borte et yndigt Bjergland, der var pyntet med Skove og Vingaarde, alle Slags Frugter og Blomster, Kildevæld og Vandspring — herligt at se. Es. 33, 16. 17. Han spurgte om dette Lands Navn, og de svarede, at det var Immanuels Land, og det er lige saa tilgængeligt for alle Pilgrimme som dette Bjerg, tilføjede de; og naar du er kommen derhen, vil du kunne se Porten til den Himmelske Stad, som Hyrderne der vil vise dig.

Nu tænkte Kristen, at det maatte være paa Tide at rejse videre, og Husets Folk havde heller ikke noget derimod. »Men lad os først,« sagde de, »gaa ind i Rustkammeret.« Dette gjorde de; og derinde udrustede de ham fra Isse til Fod med Vaaben, der kunde bestaa deres Prøve, i Tilfælde af, at han under Vejs skulde møde fjendtlige Angreb.

Saaledes rustet gik han nu med sine Venner til Porten, og der spurgte han Portneren, om han havde set nogen Pilgrim gaa forbi, hvortil denne svarede ja.

Kristen. Kære, kendte du ham? Portneren. Jeg spurgte ham om hans Navn, og han svarede, at han hed Trofast.

Kristen. Aa, ham kender jeg godt, det er min Landsmand og Nabo; vi er født paa samme Sted. Hvor langt tror du, han kan være kommen?

Portneren. Han er vel et lille Stykke nedenfor Bjerget.

Kristen. Tak, gode Portner, Herren være med dig og velsigne dig for al din Godhed mod mig.

Derpaa begav han sig paa Vej; men Betænksomhed, Gudsfrygt, Kærlighed og Klogskab sagde, at de vilde følge med ham til Foden af Bjerget. Saaledes vandrede de da alle frem, idet de vedblev at underholde sig med behagelig og nyttig Samtale. Da sagde Kristen: »Saavidt jeg kan se, er det ligesaa vanskeligt at komme ned som at komme op.« »Ja,« svarede Klogskab, »i din nuværende Tilstand er det sandelig vanskeligt at komme ned i Ydmyggelsens Dal uden at glide, og derfor har vi fulgt med dig, for at hjælpe dig ned af Bjerget.«

Kristen begyndte da at gaa ned, men yderst forsigtigt; dog gled han et Par Gange.

Da saa jeg i min Drøm, at da de alle var komne ned af Bjerget, gav disse gode Mennesker Kristen et Stykke Brød, en Flaske Vin og en Drueklase, og dermed gik han sin Vej.