Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Bjerget

Naa saa jeg i min Drøm, at han fortsatte saaledes, indtil han var kommen ned af Højen, hvor han et Stykke fra Vejen fik Øje paa tre Mennesker i dyb Slummer og med Lænker om Fødderne. Den enes Navn var Enfoldig, den andens Ladhed og den tredjes Hovmod.

Da Kristen saa dem ligge i denne Tilstand, gik han hen til dem for om mulig at faa dem vækket, og han raabte: »I er ligesom de, der sover paa Mastetoppen (Ordsp. 23, 34), thi det dybe Hav, et bundløst Svælg, ligger under eder. Vaagner derfor op og forlader dette Sted, vil I, saa skal jeg hjælpe eder af med Lænkerne.« Han sagde endvidere til dem: »Dersom han, der gaar omkring som en brølende Løve, kommer her forbi, da vil I visselig blive et Bytte for hans Tænder.« 1 Petr. 5, 8. Ved disse Ord saa de alle paa ham og svarede hver for sig saaledes: Enfoldig sagde: »Jeg ser ingen Fare;« Ladhed: »Endnu lidt mere Søvn,« og Hovmod: »Ethvert Kar maa staa paa sin egen Bund;« og derpaa lagde de sig igen ned for at sove, og Kristen gik sin Vej.

Han var dog bedrøvet over, at Mennesker, som var i en saadan Fare, ikke vilde paaskønne hans Godhed, da han tilbød dem sin Hjælp, baade ved at vække dem og raade dem og at have skaffet dem af med Lænkerne. Og medens han gik og var bedrøvet herover, saa han to Mænd komme farende over Muren paa venstre Side af den snevre Vej, og de løb alt, hvad de kunde lige hen til ham. Den ene hed Formalist og den anden Hykler. De kom, som sagt, begge hen til ham, og han indlod saa i følgende Samtale med dem.

Kristen. Hvorfra kommer I, gode Folk, og hvor skal I hen?

Formalist og Hykler.. Vi er fødte i Landet Forfængelig Ære og agter os nu til Zions Bjerg for at vinde Berømmelse.

Kristen. Hvorfor kom I ikke ind ad Porten ved Begyndelsen af Vejen? Ved I da ikke, at der staar skrevet, at »hvo, som ikke gaar ind ad Døren, men stiger andet Steds over, han er en Tyv og en Røver?« Joh. 10, 1.

Formalist og Hykler. At gaa helt hen til Porten for at komme ind, anses af vore Landsmænd for en altfor stor Omvej, og det har derfor været Skik og Brug hos os at gøre Vejen kortere ved at springe over Muren, som du saa vi gjorde.

Kristen. Men er det da ikke en Overtrædelse mod Herren i den Stad, til hvilken vi agter os, saaledes at krænke hans aabenbarede Vilje ?

Formalist og Hykler mente, at hvad det angik, saa behøvede han ikke at bryde sit Hoved dermed, thi hvad de gjorde, havde været Skik og Brug længe før deres Tid, ja de kunde, om det behøvedes, fremføre Vidnesbyrd, som vilde vise, at det havde været Skik i over Tusind Aar.

Kristen. Men mon denne Skik vil kunne bestaa sin Prøve ved Loven.

Formalist og Hykler svarede ham, at en Sædvane, der havde staaet ved Magt saa længe, uden Tvivl af en upartisk Dommer vilde blive anset for lovmæssig. Desuden, sagde de, hvad gør det overhovedet til Sagen, ad hvilken Vej vi er komne ind, naar vi først er komne ind? Er vi inde, saa er vi inde. Du er jo kun paa Vejen, skønt du, efter hvad vi kan forstaa, er kommen ind gennem Porten, og vi, som er klatret over Muren, er ligeledes paa Vejen. Sig os da, hvorfor din Tilstand er saa meget bedre end vor?

Kristen. Jeg følger min Herres Forskrifter, I derimod eders eget fordærvede Sind. Af Vejens Herre anses I allerede for Tyve, og jeg kan derfor ikke tro, at I vil blive ansete for redelige Folk ved Enden af Vejen. I slap ind ved eder selv uden hans Vejledning og Hjælp, og I skal ogsaa komme ud ved eder selv uden hans Barmhjertighed.

De svarede intet videre paa dette, men bad ham blot passe sig selv. Derpaa saa jeg, at de fortsatte Rejsen sammen uden at tale synderlig med hverandre. Dog sagde de til Kristen, at med Hensyn til Love og Anordninger tvivlede de ikke paa, at de skulde kunne overholde dem lige saa samvittighedsfuldt som han.

Vi indser derfor ikke, sagde de, hvorved du kan være forskellig fra os, naar det ikke er med Hensyn til den Klædning, du har paa, som du formodentlig har faaet af en eller anden af dine Naboer for at skjule din Nøgenhed.

Kristen. Ved Love og Anordninger bliver I ikke frelste, eftersom I ikke kom ind ad Døren (1 Gal. 2, 16), og hvad den Klædning angaar, som jeg har paa, saa har jeg faaet den af Herren paa det Sted, hvortil jeg nu drager, for, som du siger, dermed at skjule min Nøgenhed. Jeg anser den ogsaa som et Tegn paa hans Godhed for mig, eftersom jeg før ikke havde andet end Pjalter; og dette trøster mig meget paa min Vej, thi jeg tænker stedse, at naar jeg nu endelig naar til Stadens Port, vil Herren visselig anse mig for værdig til at komme ind, eftersom jeg har den Klædning paa, som han skænkede mig af egen Vilje den Dag, da han afførte mig mine Pjalter. I har maaske heller ikke lagt Mærke til, at jeg har et Tegn paa Panden, som en af min Herres mest fortrolige Undersaatter satte der den Dag, da min Byrde faldt af mine Skuldre. Jeg kan desuden fortælle eder, at jeg paa samme Tid fik en forseglet Rulle, hvori jeg skulde læse for at hente Trøst paa min Vandring; der blev tillige paalagt mig at forevise den ved Himmelporten til Tegn paa, at jeg var berettiget til at komme ind ; men alt dette tror jeg I mangler, fordi I ikke kom ind ad Porten.

Herpaa svarede de ikke, men saa kun paa hverandre og lo. Da saa jeg, at de alle fortsatte Rejsen; men Kristen holdt sig foran dem, thi han talte ikke mere med dem; men læste ofte i Papirrullen, som en af de skinnende Væsener havde givet ham, hvorved han følte sig meget vederkvæget.

De gik nu alle videre, indtil de kom til Foden af Bjerget Besværlighed, hvor der var en Kilde. Paa samme Sted var der to andre Veje, foruden den, som gik ligefra Porten: den ene førte til venstre, den anden til højre ved Foden af Bjerget, men den snevre Vej gik lige op over Bjerget; og denne stejle Vej kaldtes Besværlighed. Kristen gik nu hen til Kilden, drak af den for at forfriske sig, og begav sig derpaa op ad Bjerget, idet han sagde:

»Den stejle Høj, jeg attraar at bestige ; For Møje og for Frygt jeg ej vil vige, Thi her jeg ved det er paa Livets Vej. Frisk op, min Sjæl! frygt ikke, trættes ej. Skønt møjsomt — bedre dog den rette Vej at gaa, End den, som vist til Jammer føre maa.«

Ogsaa de andre to kom til Foden af Bjerget; men da de saa, at det var stejlt og højt, og at der var to andre Veje, som de troede maatte støde sammen igen paa den anden Side af Bjerget med den, ad hvilken Kristen gik, besluttede de at følge disse. Den ene af disse Veje hed Fare, den anden Fordærvelse. En af dem fulgte den - Vej, som kaldtes Fare, og den førte ham til en stor Skov, medens den anden straks begav sig paa Vejen Fordærvelse, og den førte ham til en vid Slette omgiven af mørke Klipper, hvor han snublede og faldt og aldrig rejste sig mere.

Jeg saa derpaa efter Kristen for at faa at vide, hvorledes han vilde bære sig ad med at bestige Bjerget, og jeg lagde Mærke til, at han snart holdt op med at løbe og betgyndte at gaa og siden at klatre frem paa Hænder og Fødder paa Grund af Stejlheden. Omtrent midtvejs paa Toppen af Bjerget stod der en tiltalende Løvhytte, som var opført af Bjergets Herre til Hvilested for trætte Vandringsmænd. Kristen naaede omsider derhen og satte sig ned for at hvile. Derpaa tog han Paprullen frem af Barmen og gav sig til at læse deri til sin Trøst og begyndte tillige paany at betragte den Klædning, som var skænket ham, da han stod ved Korset. Efter at han saaledes en Tidlang havde hvilet sig, slumrede han omsider hen og faldt derpaa i dyb Søvn, som opholdt ham her indtil langt ud paa Aftenen; og medens han sov, faldt hans Papirrulle ud af hans Haand. Medens han laa og sov, kom der en Mand til ham, som vækkede ham og sagde: »Du— Lade, gak til Myren og bliv vis.« Ordsp. 6, 6. Kristen for hastig op i det samme, begav sig paa Vejen og naaede snart Toppen af Bjerget.

Da han nu var kommen helt op paa Bjerget, kom to Mænd løbende ham i Møde. Den ene hed Frygtsom, den anden Mistillid. Til disse sagde Kristen: »Hvad er der paa Færde, Godtfolk? I løber jo den urette Vej.« Frygtsom svarede: »Vi havde besluttet at drage til Zions Stad og var komne lykkelig forbi dette vanskelige Sted; men jo længer vi kom frem, desto større Fare stødte vi paa; derfor vendte vi om, og gaar nu tilbage igen.«

»Ja,« sagde Mistillid, »thi lidt længere henne ligger der et Par Løver ved Vejen (om de er vaagne, eller om de sover, ved vi ikke), og vi kan ikke tro andet, end at de straks vilde rive os i Stykker, dersom vi kom dem nær.«

Da sagde Kristen: »I gør mig sandelig forskrækket, men hvor skal jeg da fly hen for at blive frelst. Vender jeg tilbage til mit eget Land, for hvilket Ild og Svovl er beredt, da vil jeg visselig omkomme der, men naar jeg derimod den himmelske Stad, da ved jeg, at der intet ondt kan vederfares mig. Jeg vil derfor forsøge. At gaa tilbage, er den visse Død, og ved at gaa videre udsætter man sig rigtignok ogsaa for Døden, men saa faar man et evigt Liv. Jeg vil dog gaa videre.«

Mistillid og Frygtsom løb derpaa ned af Bjerget, og Kristen gik sin Vej. Men da han kom til at tænke paa, hvad disse Mænd havde fortalt ham, greb han i Barmen efter sin Papirrulle for at læse deri og hente Trøst deraf, men fandt den ikke. Da blev Kristen meget bedrøvet og vidste ikke, hvad han skulde gøre, thi nu manglede han det, som saa ofte havde trøstet ham — ja, det, der skulde tjene ham som Pas ved Himmelporten. Han begyndte derfor at blive urolig og vidste slet ikke, hvad han skulde tage sig for ; men til sidst huskede han, at han havde sovet i Løvhytten paa Bjerget, og da faldt han paa sine Knæ, bad Gud om Tilgivelse for denne sin store Uagtsomhed og gik derpaa tilbage for at se efter sin Papirrulle. Men hvem formaar at skildre den Bekymring, som paa hele Tilbagevejen opfyldte Kristens Hjerte. Undertiden sukkede han, undertiden græd han og gjorde sig selv bitre Bebrejdelser for, at han havde været saa uforsigtig at falde i Søvn paa et Sted, som kun var bestemt til en kort Hvile for trætte Rejsende.

Saaledes gik han tilbad, og saa og søgte hele Vejen, snart paa den ene, snart paa den anden Side, for om muligt at faa Øje paa den Rulle, der saa mangen Gang havde trøstet ham paa Rejsen. Han gik Saaledes, indtil han i det fjerne atter kunde se Løvhytten, hvor han havde siddet og sovet; men Synet af den forøgede kun hans Sorg endnu mere, eftersom det bragte ham hans Forseelse i Erindring paany. Aab. 7, 5. Han gik derfor og beklagede sig over sin syndige Søvn og udbrød: »0, hvilket usselt Menneske er jeg dog ikke, at jeg skulde sove ved højlys Dag, (1 Thess. 5, 7, 8), at jeg skulde sove midt under mine Besværligheder, at jeg skulde give saa meget efter for mit Kød, at jeg skulde benytte dette Sted til Hvile for Legemet, hvilket Bjergets Herre udelukkende har bestemt til Vederkvægelse for Sjælen.«

»Hvor mange Skridt har jeg dog ikke gaaet forgæves. Saaledes gik det Israels Børn, da de for deres Synders Skyld blev sendt tilbage til det Røde Hav (4 Mos. 14, 25), og med Sorg, har, jeg maattet gaa den Vej, som jeg kunde have gaaet med Glæde, naar det ikke havde været for denne syndige Søvns Skyld. Hvor langt kunde jeg ikke allerede nu have været paa Vejen. Jeg man gaa tre Gange den samme Vej, som jeg ellers kun havde behøvet at gaa én Gang; ja nu er jeg nærved at blive overrasket af Natten, da Dagen næsten er til Ende. 0, havde jeg dog ikke sovet!

Han var imidlertid igen kommen tilbage, til Løvhytten, hvor han sad en Stund og græd; men omsider, netop som han med sorgbetynget Hjerte sad og saa ned, fik han Øje paa sin Papirrulle under Bænken. Skælvende og i Hast tog han den op og stak den ind paa Brystet. Men hvem formaar at skildre hans Glæde, da han havde faaet sin Rulle tilbage. Denne Rulle var jo hans Livs Adgangstegn til den forønskede Havn. Han takkede derfor Gud, som havde rettet hans Øjne hen paa det Sted, hvor den laa, og begav sig igen paa Rejsen glad til Mode. Og med hvilken Lethed gik han nu ikke den øvrige Del af Bjerget! Dog, før han kom op, var Solen allerede gaaet ned, og dette mindede ham paany om hans brødefulde Søvn. Saa begyndte han da atter at beklage sig: »0 du syndige Søvn, for din Skyld er jeg nærved at overfaldes af Natten. Jeg maa savne Solens Lys; Mørket vil skjule mine Fodspor, jeg vil komme til at høre Larmen af de jamrende Væsener, som Følge af min syndige Søvn.« Nu erindrede han ogsaa, hvad Mistillid og Frygtsom, havde fortalt ham, nemlig hvor forskrækkede de var blevet ved Synet af Løverne. Da tænkte Kristen ved sig selv: »Ved Nattetider strejfer disse Dyr om efter Bytte, og dersom de nu møder mig i Mørket, hvordan vil det da gaa mig? Hvordan skal jeg kunne undgaa at blive sønderrevet af dem?« Under saadanne Betragtninger vandrede han videre. Men medens han beklagede sig over sit ulykke-salige Fejltrin, opløftede han sine Øjne og opdagede lige foran sig et prægtigt Slot, som kaldtes Skønhed. Det laa lige ved Siden af Landevejen.