Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Tre skinnende væsener

Nu saa jeg i min Drøm, at den Landevej, Kristen skulde vandre paa, ved begge Sider var indhegnet af en Mur, som kaldtes Frelse, Es. 26, 1. Op ad denne Vej ilede derfor den stakkels belæssede Kristen, men kun med stort Besvær paa Grund af Bylten paa Ryggen.

Han vedblev saaledes at løbe, indtil han kom til en Høj, hvor der stod et Kors, og lidt længere nede ved Foden var der en Grav. Nu saa jeg i Drømme, at netop som Kristen naaede op til Korset, løstes hans Byrde fra Skuldrene og faldt fra hans Ryg og vedblev og at rulle nedad Bakken, indtil den kom til Graven, som den faldt i, og jeg saa den ikke mere.

Da blev Kristen hjertelig glad og fornøjet, og sagde med frydefuldt Sind: »Han har givet mig Hvile ved sin Kummer og Liv ved sin Død.«

Derpaa blev han staaende et Øjeblik i tankefuld Forundring over dette Syn; thi det var ham ufatteligt, at han alene ved Synet af Korset kunde blive befriet fra sin Byrde. Derpaa saa han gentagne Gange derhen, indtil han brast i Graad af lutter Glæde, saa Taarerne strømmede ned over hans Kinder. Ezeh. 12, 10.

Medens han nu stod og græd, kom der skinnende Væsener og hilste ham med : »Fred være med dig.« Den første sagde derpaa til ham : »Dine Synder ere dig forladte,« Marc. 2, 5; »den anden tog hans Pjalter af. ham og iførte ham nye Klæder,« Ezeh. 3, 4, og den tredje satte et Mærke paa hans Pande og gav ham en forseglet Papirrulle, i hvilken han under Vejs skulde læse og tilsidst forevise ved Himmelporten. Derpaa gik de deres Vej.

Kristen sprang af Glæde og vandrede frem, idet han sang:

»Saa længe havde mig min Synd besværet, Min Sjæl i Sorgens dybe Vande, havde været, Indtil jeg kom til dette Frelsens Sted,

Hvor Saligheden kom fra Naadens Trone ned. Her blev der taget fra min Sjæl den tunge Byrde, Og Syndens Baand blev løst af Himlens Hyrde. Velsignet er det Kors, velsignet er den Grav, Velsignet er den Mand, som tog min Byrde af.«