Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Fortolkerens hus

Kristen begav sig nu paa Vej og vandrede, indtil han kom til Fortolkerens Hus, hvor han flere Gange bankede paa. Endelig kom der en til Døren og spurgte: Hvem der?

Kristen. Det er en Rejsende, som af en god Bekendt af Husets Herre har faaet Ordre til at tage ind her til sit Gavn; jeg ønsker derfor at faa Herren selv i Tale. Manden kaldte da paa sin Husbond, som kort efter kom ud til Kristen og spurgte ham, hvad han vilde.

Kristen. Jeg er fra Fordærvelsens Stad og agter mig til Bjerget Zion, og det blev mig sagt af den Mand, som staar ved Porten lige ved Begyndelsen af Vejen, at naar jeg tog ind her, vilde du vise mig mange gode Ting, som vilde være mig til stor Hjælp paa Rejsen.

Da sagde Fortolkeren: »Kom ind, jeg skal vise dig, hvad der vil være dig gavnligt.« Han befalede derpaa sin Tjener at tænde Lys og bød Kristen følge efter ham. Han førte ham nu ind i et afsides liggende Værelse og lod Tjeneren aabne Døren. Da saa Kristen et Portræt af en meget alvorlig Mand hænge paa Væggen. Øjnene var opløftede mod Himlen, han havde den bedste af alle Bøger i Haanden, Sandhedens Lov var skreven paa hans Læber, Verden laa bag hans Ryg; han stod, som om han vilde tale med Menneskene, og en Guldkrone hang over hans Hoved.

Da spurgte Kristen: Hvad betyder dette?

Fortolkeren svarede: Den Mand, hvis Portræt du ser, er en blandt tusind; han kan avle Børn (1 Cor. 4, 15), føde Børn med Smerte (Gal. 4, 19) og selv opdrage dem, naar de er fødte. Grunden til, at du ser ham med Øjnene opløftede mod Himlen, med den bedste af alle Bøger i Haanden og Sandhedens Lov skreven paa hans Læber, er alt sammen for at vise dig, at hans Arbejde er at udtyde dunkle Ting for Menneskene. Netop derfor ser du ham staa som om han vilde tale med Menneskene. At du ser Verden ligesom kastet bag ham og en Krone hængende over hans Hoved, skal betegne, at han ved at ringeagte og foragte de nærværende Ting, formedelst den Lyst, han har til sin Herres Tjeneste, til Belønning skal faa Ære og Hæder i den tilkommende Verden. — Nu har jeg vist dig dette Billede først, fordi den Mand, som det forestiller, er den som Herren paa det Sted, hvor du agter dig hen, har bemyndiget til at staa dig bi paa alle vanskelige Steder, som du kan træffe paa under Vejs. Læg derfor nøje Mærke til alt, hvad jeg har vist dig, og bevar det i dit Hjerte, at ingen af dem, som du møder paa din Rejse, skal kunne lede dig bort fra den rette Vej og hen paa den, der fører til Døden.

Derpaa tog han Kristen ved Haanden og førte ham ind i en meget stor Sal, som var fuld af Støv, fordi den aldrig blev fejet, og efter først at have beset den et Øjeblik, kaldte Fortolkeren paa en Mand for at lade den feje. Da han nu begyndte dermed, fløj Støvet om i saadan Mængde, at Kristen nær var bleven kvalt. Fortolkeren sagde da til en. Tjenestepige : »Skaf Vand og stænk paa Gulvet.« Dette gjorde hun, hvorefter Værelset blev fejet og pudset tilgavns.

Kristen. Hvad skal alt dette betyde?

Fortolkeren. Denne Sal forestiller et Menneskehjerte, der aldrig har været helliget ved Evangeliets Naade. Støvet er Arvesynden og den indvortes Fordærvelse, som har besmittet det helle Menneske. Den, som først begyndte at feje, er Loven, men hende, som henlede Vand og stænkede paa Gulvet, er Evangeliet. At du saa Støvet flyve omkring, saa snart den første begyndte af feje, saa at Værelset ikke kunde blive rent, og at du nær var bleven kvalt, det skulde vise dig, at Loven, i Stedet for ved sin Medvirkning at rense Hjertet fra Synd, tvertimod gør Synden levende, giver den Kraft og lader den vokse i Sjælen, alt efter som Loven aabenbarer og tillige forbyder den, uden at give Kraft til at undertvinge den. Rom. 7, 6; 1 Cor. 15, 56; Rom. 5, 20. Og, at du saa Pigen stænke Gulvet med Vand, hvorefter det blev renset tilgavns, skulde vise dig, at ligesom Pigen dæmpede Støvet med Vand, saaledes overvindes og undertvinges ogsaa Synden, naar Evangeliet med sin velgørende Virkning naar ind til Hjertet; da først bliver Sjælen renset ved Troen og saaledes skikket til Bolig for Ærens Konge. Joh. 15, 2. 3; Eph. 5, 26.

Jeg saa endvidere i min Drøm, at Fortolkeren tog Kristen ved Haanden og fulgte ham ind i et lille Værelse, hvor der sad to smaa Børn hver paa sin Stol. Den ældstes Navn var Lidenskab, den andens Taalmodighed. Lidenskab syntes at være meget utilfreds, men Taalmodighed var rolig og stille. Da spurgte Kristen: »Hvoraf kommer det, at Lidenskab er saa utilfreds?« Fortolkeren svarede: »Deres Hovmester vil have, at han skal vente efter sin Del til næste Aars Begyndelse, men han vil have alt med det samme; Taalmodighed er derimod villig til at vente.«

Derpaa saa jeg, at der kom en Mand hen til Lidenskab og bragte ham en Sæk fuld af allehaande Skatte og lagde dem for hans Fødder ; han tog begærligt imod den, og haanede Taalmodighed. Men kort efter saa jeg, at han havde bortødslet alt, og havde intet uden Pjalter tilbage.

Kristen. Forklar mig dette noget tydeligere.

Fortolkeren. Disse to Drenge er Lignelser : Lidenskab er et Billede paa denne Verdens Børn, Taalmodighed paa den tilkommende Verdens ; thi ligesom du ser, at Lidenskab vil have alt nu, i dette Aar, det vil sige, i denne Verden, saaledes er det ogsaa med denne Verdens Mennesker, de vil endelig have alt med det samme, og kan ikke vente til næste Aar, det vil sige, til den tilkommende Verden. Det Ordsprog : »En Fugl i Haanden er bedre end ti paa Taget,« gælder mere for dem end alle de guddommelige Vidnesbyrd om den tilkommende Verdens Goder. Men ligesom du saa, at Lidenskab meget hurtigt havde forødt alt og ikke havde andet end Pjalter tilbage, saaledes vil det ogsaa gaa alle saadanne Mennesker ved denne Verdens Ende.

Kristen. Nu indser jeg, at Taalmodighed er den klogeste, baade fordi han er villig til at vente efter det bedre, og fordi han vil høste Ære og Herlighed, naar den anden ikke har andet end Pjalter tilbage.

Fortolkeren. Ja, og du kan gerne tilføje, at den tilkommende Verdens Herlighed aldrig faar Ende, medens denne Verdens Glæder hastig forsvinder. Lidenskab havde derfor ikke saa megen Grund til at haane Taalmodighed, fordi han fik sin Del først, som Taalmodighed vil have til at le ad Lidenskab, naar han faar sin sidst; thi det første maa vige for det sidste, eftersom det sidste maa høre den tilkommende Tid til, men det sidste viger ikke for noget, da der ikke er noget, som kan følge efter. Han, som faar sit først, maa derfor nødvendigvis sent eller tidlig forøde det, medens den, som faar sin Del sidst, vil beholde den evindelig. Derfor blev der ogsaa sagt til den rige Mand: »Du har annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesag det Onde - men nu trøstes han, og du pines.« Lue. 16, 25.

Kristen. Nu mærker jeg, at det ikke er klogt at begære det nærværende Gode, men at vente taalmodig efter det tilkommende.

Fortolkeren. Deri har du Ret; »thi de synlige Ting er timelige, men de usynlige er evige.« 2 Cor. 4, 18. Dog, fordi de nærværende Ting og vore kødelige Lyster staar hinnanden saa nær, medens derimod de tilkommende Ting og vort kødelige Sind er saa fremmede for hinanden, saa fatter de første hurtigt Kærligheden til hinanden, medens der er saa stor Afstand mellem de to andre.

Derpaa saa jeg i min Drøm, at Fortolkeren tog Kristen ved Haanden og førte ham til et Sted, hvor der brændte Ild ved en Mur; og der stod en Mand, som uophørlig øste Vand paa Ilden for at slukke den, men alligevel brændte Ilden endnu højere og stærkere end før.

Da sagde Kristen: »Hvad skal dette betyde ?«

Fortolkeren svarede: »Denne Ild forestiller Naadens Gerning, som arbejder i Hjertet. Den, som øser Vand derpaa for at slukke den, er Djævelen; og eftersom du ser, at Ilden ikke desto mindre blus i ser højere og stærkere, skal du ogsaa faa Grunden at vide. Han tog ham nu med sig om bag ved Muren, hvor Kristen fik Øje paa en Mand med et Oljekar i Haanden, hvoraf han idelig, men ubemærket øste paa Ilden.

Da sagde Kristen: »Hvad betyder dette?«

Fortolkeren svarede: »Det er Kristus, som med sin Naades Olje vedligeholder det Værk, som allerede er begyndt i Hjertet, paa det at hans Folk, til Trods for Djævelens Magt kan blive stærke i Troen, 2 Cor. 12, 9. Og at du saa Manden stag bag ved Muren for at vedligeholde Ilden, betyder, at de, som fristes haardest, ofte slet ikke kan se, hvorledes Naadens Gerning vedligeholdes i Sjælen.«

Jeg saa tillige, at Fortolkeren tog ham ved Haanden og ledte ham hen til et dejligt Sted, hvor der var bygget et Slot, som var prægtigt at se til. Ved Synet deraf blev Kristen meget glad, og da han slog Øjnene op, saa han flere Mennesker, som gik oppe paa Taget og var iførte gyldne Klæder.

Da sagde Kristen: »Kan vi ogsaa gaa derind ?«

Fortolkeren tog ham da med sig og førte ham lien til Slottets Port. Og se, ved Døren stod der en stor Mængde Mennesker, som alle lod til at være meget begærlige efter at komme ind, men alligevel ikke turde. Et lille Stykke fra Døren sad en Mand ved et Bord med en Bog og et Blækhus foran sig for at optegne Navnene paa dem, som vilde prøve, paa at komme ind. Han saa tillige, at der ved Døren stod mange bevæbnede Mænd for at bevogte den, beredte til at angribe dem, som vilde trænge ind. Nu blev Kristen bange; men medens alle veg tilbage af Frygt for de bevæbnede Mænd, fik han Øje paa en Mand med et uforfærdet Aasyn, som gik lige hen til ham, der sad og skrev, og sagde: Optegn mit Navn, Herre! Og saa snart dette var gjort, drog Manden sit Sværd, satte en Hjelm paa sit Hoved og løb hen til Døren mod de bevæbnede Mænd; disse trængte ind paa ham med al Magt, men Manden, som aldeles ikke tabte Modet, begyndte at slaa og hugge om sig med stor Heftighed. Efter at han saaledes baade havde faaet og givet mange Saar, banede han sig endelig ved Hug og Slaa Vej gennem dem alle og trængte sig frem til Slottet. Ap. Gj. 14, 22. Da udstødte alle de, som var derinde, et Glædesraab, og en Stemme sagde:

»Kom ind, kom ind og bliv herinde, Her skal du evig Glæde finde !«

Saa gik han ind og blev iført samme Dragt som de øvrige. Da smilede Kristen og sagde: »Jeg tror sandelig, at jeg forstaar Meningen med dette. Lad mig nu drage herfra.« »Nej,« svarede Fortolkeren, »vent til jeg har vist dig noget mere, saa kan du fortsætte din Vej. Han tog ham nu atter ved Haanden og fulgte ham ind i et meget mørkt Kammer, hvor der sad en Mand i et Jernbur. Denne Mand lod til at være dybt bekymret; han sad med nedslagne Øjne og foldede Hænder og sukkede, som om hans Hjerte skulde briste. Da sagde Kristen: »Hvad betyder dette?« Fortolkeren bad ham selv tale med Manden.

Kristen. Hvad er du for en Mand?

Manden svarede : »Jeg var engang en ivrig Bekender, saavel i mine egne som i andres Øjne. Engang var jeg efter mine egne Tanker skikket til den himmelske Stad og glædede mig endogsaa ved Tanken om, at jeg skulde naa derhen.«

Kristen. Godt, men hvad er du nu?

Manden. Nu er jeg et fortvivlet Menneske, og af Fortvivlelse er jeg indesluttet som i dette Jernbur. Jeg kan ikke slippe ud. Ak nej, jeg kan ikke!

Kristen. Men hvorledes er du kommen i denne Forfatning?

Manden. Jeg ophørte med at vaage og bede, jeg gav mine Lyster frit Løb, jeg syndede mod Ordets Lys og Guds Godhed, jeg har fortørnet den Helligaand, og han er vegen fra mig, jeg fristede Djævelen, og han kom til mig, jeg har opvakt Guds Vrede, og han har forladt mig, jeg har i den Grad forhærdet mit Hjerte, at jeg ikke længere kan føle nogen sand Anger.

Da sagde Kristen til Fortolkeren: »Men er der da intet Haab for en saadan som denne ?« »Spørg ham selv,« sagde Fortolkeren. »Nej,« svarede Kristen, »gør du det hellere.«

Fortolkeren. Har du da slet intet Haab om at kunne komme ud af dette Fortvivlelsens Jernbur?

Manden. Nej, aldeles intet.

Fortolkeren. Hvorledes? Den Velsignedes Søn er saare barmhjertig.

Manden. Jeg har korsfæstet ham paany (Hbr. 6, 6), jeg har foragtet hans Person og Retfærdighed (Lue. 19, 14), jeg har anset hans Blod for noget uhelligt og almindeligt, jeg har »forhaanet Naadens Aand.« Hbr. 10, 28. 29. Saaledes har jeg udelukket mig fra alle Forjættelser, og der bliver nu intet andet tilbage for mig, end Trusler — rædselsfulde Trusler — om den visse Dom, og en fortærende Vrede. der vil fortære mig som en Genstridig

Fortolkeren. Hvad var det, der bragte dig i denne Forfatning?

Manden. Verdens Lyster, Glæder og Fordele, ved hvis Nydelse jeg den Gang lovede mig saa meget; men nu bider enhver af disse Ting mig som en nagende Orm.

Fortolkeren. Men kan du da ikke angre dine Synder og omvende dig?

Manden. Gud har nægtet mig Anger, hans Ord giver mig ingen Opmuntring til at tro, ja han har selv indespærret mig i dette Jernbur, hvorfra ingen i hele Verden kan befri mig. O Evighed! Evighed! hvorledes skal jeg kunne udholde den Pine og Kval, som i al Evighed vil møde mig?

Da sagde Fortolkeren til Kristen: »Lad denne Mands Elendighed staa fast i din Erindring og stedse tjene dig til Advarsel.«

»Ja,« sagde Kristen, »det er frygteligt! Gud hjælpe mig til at vaage og til at bede om Kraft til at kunne sky det onde, som har været Aarsag til denne Mands Elendighed. Er det nu ikke paa Tide, Herre, at jeg kommer afsted ?«

Fortolkeren. Vent lidt, til jeg har faaet vist dig endnu en Ting, og saa kan du drage videre. Han tog nu atter Kristen ved Haanden og førte ham ind i et Værelse, hvor der var en Mand, som netop var i Færd med at staa op af Sengen; og medens han klædte sig paa, rystede og bævede han. Da spurgte Kristen: »Hvorfor skælver denne Mand saaledes?« Fortolkeren bad Manden fortælle Kristen Grunden dertil.

Saa begyndte han da og sagde: »Medens jeg sov i Nat, drømte jeg, at Himmelen pludselig blev sort, og at det tordnede og lynede saa frygteligt, at jeg blev meget forskrækket. Da slog jeg Øjnene op i Drømme og saa Skyerne drive af Sted paa en usædvanlig Maade, hvorpaa jeg hørte en stærk Lyd som af en Basun, og jeg saa tillige en Mand sidde i Skyen med Himmelens mange Tusender; de var alle i flammende Ild, og Himmelen var ogsaa i lys Lue. Jeg hørte da en Stemme, som sagde : »Staar op, I Døde, og kommer til Dommen!« og i det samme revnede Klipperne, Gravene aabnedes, og de Døde, som var deri, kom frem; nogle af dem var overmaade glade og saa op til Himmelen, medens andre søgte at skjule sig under Klipperne, 1 Cor. 15, 52 1 Thess. 4, 16 - Jud. 14 - Joh. 5, 28. 29 - 2 t1, -.s. 1, 7. 8; Aab. 20, 11-14; Es. 26, 21; Mich. 7, 16. 17; Sal. 95, 1-3; Dan. 7, 10. Da saa jeg, hvorledes Manden, der sad i Skyen, aabnede en Bog og bød Verden træde nærmere. Der blev nu et passende Rum mellem ham og dem paa Grund af en stærk Ild, som strømmede, ud foran ham, ligesom mellem Dommeren og Fangerne ved Skranken. Malach. 3, 2. 3; Dan. 7, 9. 10. Jeg hørte tillige, at der blev raabt til dem, som fulgte med Manden, der sad i Skyen: »Sanker Ukrudtet, Avnerne og Straaet sammen og kaster det i den brændende Sø.« Math. 3, 12; 13, 30; Malach. 4, 1. Og i det samme aabnede det bundløse Dyb sig, netop paa det Sted, hvor jeg stod, og ud af dets Svælg strømmede Røg og gloende Kul i stor Mængde og med forfærdeligt Bulder. Der blev ogsaa sagt til de samme Personer: »Samler mig Hveden i Laden,« Luk. 3, 17; og i det samme saa jeg, at mange blev henrykkede og førte bort i Skyerne, men jeg blev tilbage. 1 Thess. 4, 16. 17. Jeg søgte nu at skjule mig, men jeg kunde ikke, thi Manden, der sad i Skyen, holdt bestandig sine Øjne fæstede paa mig. Alle mine Synder stod da levende for min Sjæl, og min Samvittighed anklagede mig overalt. Rom. 2, 14. 15. Derpaa vaagnede jeg.

Kristen. Men hvorfor blev du saa forskrækket over dette Syn ?

Manden. Ak! jeg troede Dommens Dag var kommen, og jeg var ikke forberedt derpaa. Men hvad der forskrækkede mig mest, var, at Englene opsamlede adskillige, men lod mig blive tilbage, og tillige, at Helvedes Afgrund aabnede sit Svælg netop der, hvor jeg stod. Ogsaa min Samvittighed blev urolig, og det forekom mig, at Dommeren stadig havde sine Øjne fæstede paa mig med et Blik fuldt af Harme.

Da sagde Fortolkeren til Kristen: »Har du nøje overvejet alle disse Ting?«

Kristen. Ja visselig, og de bringer mig baade Haab og Frygt.

Fortolkeren. Bevar dem da alle vel i dit Hjerte, at de kan være dig ligesom en Spore i Siden til at drive dig frem paa den Vej, du skal gaa.

Kristen begyndte nu at binde op om sine Lænder og gøre sig færdig til Rejsen. Da sagde Fortolkeren: »Trøsteren være altid med dig, gode Kristen, for at lede dig paa den Vej, som fører til Staden.« Kristen begav sig nu paa Vejen, idet han sagde:

»Helt store, underfulde Ting jeg saa; Gid stedse jeg dem vel betænke maa! De blev mig vist til Gavn — kun til den Ende Kun for at styrke mig — 0, lad mig det erkende! Og stedse lad taknemmelig min Sjæl Dig mindes, som mig viste alt saa vel .