Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Porten

Kristen gjorde sig nu færdig til at gaa tilbage, og efter at have omfavnet ham, smilede Evangelist venligt og bad Gud være med ham paa Rejsen. Da skyndte Kristen sig af Sted, og han hverken talte til nogen undervejs, eller værdigede dem et Svar, som vilde tale til ham. Han gik ligesom en, der hele Tiden træder paa forbuden Grund, og han turde paa ingen Mande anse sig tryg, førend han atter var kommen ind paa den Vej, han i Følge Verdsligvis's Raad havde forladt. Saaledes ankom Kristen da endelig til Porten, over hvilken der stod skrevet : »Den som banker, ham skal oplades. " Matth. 7. 8.

Han gav sig derfor gentagne Gange til at banke, idet han sagde:

»Maa jeg nu komme ind? vil han derinde Vel for mig Arme lukke op sin Dør? Kan jeg Uværdige, som voved før At trodse ham, endnu vel Naade finde? O, da skal Jubel strømme paa min Tunge, Og evig, evig jeg hans Pris skal sjunge.«

Lidt efter kom der en alvorlig Mand ved Navn Godvillig til Porten og spurgte hvem han var, hvorfra han kom og hvad han vilde.

Kristen. Her ser du en stakkels belæsset Synder. Jeg kommer fra Fordærvelsens Stad, men agter mig til Zions Bjerg for at undgaa den tilkommende Vrede, og eftersom man har fortalt mig, at Vejen derhen gaar gennem denne Port, vilde jeg gerne vide, om du vil lade mig komme ind.

Godvillig svarede: Ja, af ganske Hjerte, og aabnede i det samme Porten.

Da nu Kristen var i Fæld med at træde ind, trak Godvillig ham hastig til sig. Da sagde Kristen: Hvad skal dette betyde? Godvillig svarede : »Et kort Stykke fra denne Port er der opført en meget stærk Fæstning, hvor Beelzebub er Kommandant, og derfra skyder saavel han som hans Folk Pile efter enhver, som kommer til denne Port, for om muligt at dræbe dem, før de kan komme ind.«

Da sagde Kristen: »Jeg glæder mig, men jeg bæver dog paa samme Tid.« Saa snart han var kommen indenfor, spurgte Portneren, hvem der havde vist ham derhen.

Kristen. Evangelist bad mig gaa hertil og banke paa, som jeg har gjort; lian sagde tillige, at du, gode Herre, vilde kunne give mig nærmere Besked om, hvad jeg har at gøre.

Godvillig. Der staar en Dør aaben for dig, og ingen kan lukke den.

Kristen. Nu begynder jeg at høste Frugt af min Stræben.

Godvillig. Men hvoraf kommer det, at du er her alene ?

Kristen. Fordi ingen af mine Venner og Bekendte saa den Fare, vi alle svævede i.

Godvillig. Vidste da ingen, at du rejste?

Kristen. Min Hustru og mine Børn fik Øje paa mig, da jeg gik bort fra Fordærvelsens Stad, og de raabte efter mig, at jeg skulde vende om; derpaa kom flere af mine Naboer til og raabte ligeledes, men jeg stak kun Fingrene i Ørene, og skyndte mig af Sted alt hvad jeg kunde.

Godvillig. Men fulgte ingen efter dig, for at overtale dig til at opgive dit Forsæt ?

Kristen. Jo, baade Haardnakket og Føjelig, men saa snart den første mærkede, at det ikke vilde lykkes ham, gik han spottende tilbage, Føjelig fulgte dog med et lille Stykke.

Godvillig. Men hvorfor vilde han ikke gaa med hele Vejen?

Kristen. Vi fulgtes virkelig ad, indtil vi kom til Forsagthedens Sump, som vi af Uforsigtighed paa én Gang faldt ned i; da tabte min Nabo Føjelig Modet og turde ikke vove sig videre, og da han endelig havde arbejdet sig op paa den Side, som var hans Hus nærmest, sagde han til mig, at jeg gerne for hans Skyld maatte beholde det herlige Land for mig selv. Der- 9 15 Derpaa gik han sin Vej og jeg min — han efter Haardnakket, og jeg til denne Port.

Godvillig. Ak, stakkels Mand! har den himmelske Herlighed da saa ringe Værdi for ham, at han ikke vil udsætte sig for nogle faa Besværligheder for at faa Del i den?

Kristen. Hvad jeg har fortalt dig om Føjelig, er den rene Sandhed, og naar du ligeledes har faaet alt at vide om mig, vil det nok vise sig, at jeg intet Fortrin har fremfor ham. Han gik rigtignok tilbage til sit eget Hus, men ogsaa jeg lod mig overtale af en Verdsligvis's kødelige Grunde til at forlade den rette Vej.

Godvillig. Aa, fik han fat paa dig? Ikke sandt, han vilde have, at du skulde søge Hjælp hos Lovmæssig? De er begge nogle store Bedragere. Du fulgte vel ikke hans Raad ?

Kristen. Jo, desværre. Jeg gik for at træffe Lovmæssig, men da jeg næsten var kommen til hans Hus, syntes det Bjerg, der ligger tæt der ved at ville styrte ned over mig, saa jeg ikke turde vove mig videre.

Godvillig. Dette Bjerg har været manges Død og vil blive endnu fleres; det var godt, du undgik at blive knust af det.

Kristen. Ja, jeg ved sandelig ikke, hvordan det var gaaet mig, hvis ikke Evangelist i min store Nød atter havde indfundet sig. Det man have været Guds Naade, som sendte ham, thi ellers var jeg aldrig kommen hertil. Men nu er jeg kommen — saaledes som jeg er — og jeg havde visselig snarere fortjent at omkomme ved hint Bjerg, end at staa her og tale med dig. Aa, hvilken Naade bevises der mig ikke, at jeg har faaet Lov til at komme ind !

Godvillig. Vi nægter ingen Adgang hertil hvad de saa end kan have gjort, før de kommer her, bliver de »dog ikke udstødte« Joh. 6, 37; følg mig derfor, gode Kristen, et lille Stykke, saa skal jeg fortælle dig lidt om den Vej, du skal drage. Ser du den smalle Vej der lige for dig ? Den Vej skal du gaa. Den er bleven anlagt af Patriarker, Profeter, Kristus og hans Apostle; og den er saa lige som en Snor. Denne Vej skal du vandre.

Kristen. Men er der ingen Kroge eller Afveje, hvorved en Fremmed let kan fare vild?

Godvillig. Jo, der er mange Veje, som støder sammen med denne, men da de alle baade er krogede og brede, vil du uden Vanskelighed kunne kende den rette, som er lige og smal. Matth. 7, 14.

Da saa' jeg i min Drøm, at Kristen spurgte ham videre, om han ikke kunde hjælpe ham af med den Byrde, han havde paa Ryggen, thi endnu var han ikke bleven befriet for den, og uden Hjælp var det ham heller ikke muligt at blive af med den. Godvillig svarede: »Hvad din Byrde angaar, da maa du bære den med Taalmodighed, indtil du kommer til Befrielsesstedet, der vil den af sig selv falde af din Ryg.«

Nu begyndte Kristen at binde op om sine Lænder og gøre sig færdig til Rejsen, og Godvillig fortalte ham, at naar han var kommen et Stykke fra Porten, vilde Vejen føre ham lige forbi Fortolkerens Hus, paa hvis Dør han skulde banke, thi der vilde han kunne faa mange nyttige Ting at se. Kristen sagde da Farvel til sin Ven, som bad Gud være med ham paa Rejsen.