Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Verdslig

Medens nu Kristen vandrede afsted alene, fik han langt borte Øje paa en, som kom hen over Marken for at møde ham, og det traf sig just, at de mødte hinanden ved Korsvejen. Navet paa den Mand, som mødte ham, var Verdsligvis; han boede i Byen Kødelig Klogskab, en meget stor By, der ikke laa saa langt fra Kristens Fødested. Denne Hr. Verdsligvis havde hørt Kristen omtale, — thi Kristens Bortrejse fra Fordærvelsens Stad havde vakt megen Opsigt og var bleven almindelig bekendt, ikke alene i Byen selv, men ogsaa paa flere andre Steder, hvor den allerede var begyndt at blive Genstand for Bysnak, — og ved at se hans møjsommelige Gang og høre hans Suk og Stønnen, gættede han sig til, at dette maatte være Manden og indlod sig i følgende Samtale med ham.

Verdsligvis. Hvad skal dette betyde, gode Mand? Hvor skal du hen med den store Oppakning ?

Kristen. Ja, det er ganske rigtigt en stor Oppakning, efter min Mening saa stor som nogen Sinde en arm Stymper har haft at bære. Og eftersom du spørger: Hvorhen? saa skal jeg fortælle dig, at jeg agter mig til den snævre Port, for jeg har hørt, at man der skal kunne sige mig, hvorledes jeg kan blive fri for min tunge Byrde.

Verdsligvis. Har du Hustru og Børn?

Kristen. Ja, men denne Byrde tynger saa haardt paa mig, at jeg ikke kan finde den samme Glæde hos dem som før, det er, som om jeg ingen havde. 1 Cor. 7, 29.

Verdsligvis. Vil du laane mig Øre, hvis jeg giver dig et Raad?

Kristen. Ja gerne, dersom det er godt, for jeg trænger sandelig meget til et godt Raad.

Verdsligvis. Hør da. Det bedste, du kan gøre, er saa snart som muligt at kaste Byrden fra dig, thi ellers vil du aldrig blive rolig og tilfreds, og før vil du heller ikke kunne nyde de Velsignelser, som Gud har skænket dig.

Kristen. At blive befriet for min Byrde, er netop hvad jeg søger, men jeg formaar ikke selv at kaste den fra mig, og i mit Fædreland findes der heller ingen, som har Kraft til at løfte den af mine Skuldre; derfor gaar jeg, som sagt, denne Vej for at blive min Byrde kvit.

Verdsligvis. Hvem har sagt, at du skulde gaa denne Vej for at blive din Byrde kvit?

Kristen. En meget ærværdig Mand, hvis Navn, saavidt jeg erindrer, er Evangelist.

Verdsligvis. Ve over ham for hans Raad. Der er ingen farligere og møjsommeligere Vej til i Verden, end den, han bar henvist dig til, og det vil du tidsnok komme til at erfare, saafremt du lader dig lede af hans Raad. Der er allerede hændt dig adskilligt, kan jeg nok mærke; smudset af Forsagthedens Sump er paa dig ; men denne Sump er kun Begyndelsen til de mange Genvordigheder, som venter dem, der fortsætter med at vandre paa denne Vej. Tro kun mine Ord, jeg er ældre end du, og jeg siger dig forvist, at du til ingen Nytte vil udsætte dig for alle Slags Møjsommeligheder og Farer: Hunger, Tørst, Nøgenhed, Sværd, Løver, Slanger, Mørke, med ét Ord, Død og Fordærvelse. At dette virkelig er sandt, kan ikke betvivles, da det er blevet stadfæstet ved mangfoldige Vidnesbyrd. Og hvorfor skulde et Menneske styrte sig og sine i Ulykke ved blindt-hen at adlyde en Fremmed?

Kristen. Det er sandt nok, min Herre, men den Byrde, jeg gaar og bærer paa, er mig langt frygteligere, end alt, hvad du har opregnet; ja kunde jeg blot tilsidst blive befriet for den, tror jeg ikke, at jeg skulde grue for, hvad der end maatte møde mig under Vejs.

Verdsligvis. Sig mig, hvorledes gik det til, at du blev besværet med denne Byrde?

Kristen. Ved at læse i denne Bog, jeg har her i Haanden.

Verdsligvis. Det kunde jeg tænke; og det er gaaet dig som saa mange andre enfoldige Mennesker, der ved at befatte sig med Ting, som langt overgaar deres Forstand, til sidst hverken ved ud eller ind; og deres Grublen, gør dem ikke alene uskikkede til deres Forretninger, hvad jeg kan mærke er Tilfældet med dig, men driver dem til de mest fortvivlede, Vovestykker, for at opnaa noget, som de ikke selv ved, hvad er.

Kristen. Jeg ved nok, hvad jeg ønsker at faa, og det er Befrielse fra min Byrde.

Verdsligvis. Men hvorfor vil du endelig søge Befrielse paa denne Vej, eftersom du nu ser, at den er forbunden med saa mange Besværligheder og Farer, især da jeg — hvis du havde Taalmodighed til at høre mig tilende — kunde vise dig, hvorledes du let kan opnaa, hvad du ønsker, uden at udsætte dig for de Farer, som du ufejlbarlig vil møde paa denne Vej. Midlet er lige ved Haanden. Desuden kan jeg sige dig, at du foruden at kunne vandre trøstigt og ubekymret ogsaa vil møde megen Godhed og Venlighed under Vejs.

Kristen. Aa, Kære, lad mig endelig høre mere om dette.

Verdsligvis. Ja, hjertens gerne. I Landsbyen derhenne — den kaldes Moralitet — bor der en Herre ved Navn Lovmæssig, en meget forstandig Mand, som har et godt Navn og Rygte, er højt anset af alle, og særdeles dygtig til at hjælpe Folk af med saadanne Byrder som din; ja han har, kan jeg forsikre dig om, gjort meget godt i denne Retning. Han forstaar sig ogsaa paa at helbrede dem, som paa Grund af deres Byrder er blevne en Smule forvirrede i Hovedet. Til ham kan du, som sagt, rolig gaa, og han vil nok snart hjælpe dig. Hans Hus er ikke fuldt en Mil herfra, og skulde han tilfældigvis ikke selv være til Stede, saa har han i sin Søn, som hedder Dannelse, en brav ung Mand, der mellem os sagt kan gøre det lige saa godt som den gamle Herre selv. Gaa kun lige til ham, han ved nok Raad for dig ; og skulde du ikke have Lyst til at vende tilbage til dit gamle Hjem, hvad jeg just ikke vil raade dig til, saa behøver du bare at sende Bud efter din Hustru og dine Børn, at de skal komme til dig i denne Landsby, hvor du for billig Pris vil kunne leje det fornødne Husrum, da der netop nu staar flere huse ledige ; Fødevarer kan ogsaa faas baade billige og gode, og hvad der end mere vil glæde dig er, at du vil komme til at omgaas hæderlige Folk, blive agtet og æret, og i et og alt føre et behageligt Liv.

Nu blev Kristen noget tvivlraadig; men snart tænkte han ved sig selv : Er det virkelig sandt, hvad denne Herre siger, da gør jeg klogest i at følge hans Raad, og derpaa henvendte han sig med følgende Spørgsmaal til Verdsligvis.

Kristen. Sig mig, gode Herre, hvor er da Vejen til denne brave Mands Hus?

Verdsligvis. Ser du det Bjerg derhenne?

Kristen. Ja, meget tydeligt.

Verdsligvis. Du man gaa lige derhen, og det første Hus, du træffer, er hans.

Nu forlod Kristen Vejen for at gaa til Lovmæssigs Hus efter Hjælp; men da han var kommen i Nærheden af Bjerget, syntes det at være meget højt, og den Side, som var nærmest Vejen, hang saaledes udover denne, at Kristen ikke turde vove sig længer frem, af Frygt for at Klippen skulde styrte ned over ham ; han blev derfor staaende, hvor han var, uden at vide, hvad han skulde gøre. Han syntes ogsaa, at Byrden, han bar, nu var tungere end før han forlod Vejen. Der for tillige Ildsluer ud af Bjerget, og Kristen frygtede for at blive fortæret at dem. 2 Mos. 19, 16. 18. Han forfærdedes derfor saare og bævede af Frygt. Hbr. 12, 21.

Og nu begyndte han bitterlig at fortryde at han havde lyttet til Verdsligvis's Raad, men i det samme fik han Øje paa Evangelist, der kom lige mod ham. Ved at se ham begyndte Kristen at rødme af Skam. Evangelist kom dog nærmere og nærmere, og da han var kommen hen til Kristen, antog hans Ansigt et alvorligt og truende Udtryk, og han spurgte ham: Hvad gør du her, Kristen? Paa dette Spørgsmaal havde Kristen intet at svare og stod derfor tavs for ham. Da sagde Evangelist videre: Er du ikke den Mand, jeg fandt raabende udenfor Fordærvelsens Stads Mure?

Kristen. Jo, kære Herre, det er jeg.

Evangelist. Viste jeg dig ikke Vejen til den lille snævre Port?

Kristen. Jo, kære Herre.

Evangelist. Hvoraf kommer det da, at du saa hurtig har forladt Vejen? Thi nu er du ikke paa den rette Vej.

Kristen. Saa snart jeg var kommen over Forsagthedens Sump, mødte jeg en Mand, som fortalte mig, at der i Landsbyen tæt her ved boede en Mand, som kunde befri mig fra min Byrde, og jeg lod mig overtale.

Evangelist. Hvem var det?

Kristen. Det saa ud til at være en meget fornem Mand; han talte længe med mig og fik mig tillidst til at give efter. Saaledes er jeg kommen her. Men da jeg fik at se, hvorledes denne Klippe hænger frem over Vejen, standsede jeg straks af Frygt for, at den skulde styrte ned og begrave mig.

Evangelist. Hvad sagde denne Mand til dig?

Kristen. Han spurgte mig, hvor jeg skulde hen, hvilket jeg fortalte ham.

Evangelist. Hvad sagde han mere?

Kristen. Han spurgte, om jeg havde Familie, og jeg svarede ja, men tilføjede, at den Byrde, jeg bærer paa Ryggen, tyngede paa mig i den Grad, at jeg ikke kunde finde den samme Glæde hos dem nu som før.

Evangelist. Og hvad sagde han dertil?

Kristen. Han raadede mig til snarest mulig at skille mig af med min Byrde, og jeg lod ham vide, at det just var Befrielsen for den, jeg søgte, samt at jeg i den hensigt agtede, mig til Porten derhenne for at faa nærmere Underretning om, hvorledes jeg kunde komme til Befrielsesstedet. Han sagde da, at han kunde vise mig en langt kortere og bekvemmere Vej, hvor man ikke var saa udsat for Farer og Besværligheder, som paa den, du Herre, har anvist mig, og at jeg ved at følge den vilde komme til et Hus, hvor der bor en Mand, som forstaar at hjælpe Folk af med saadanne Byrder. Jeg troede ham og forlod den Vej, du viste mig, og kom hertil i den Tanke, at jeg maaske snart vilde blive befriet fra min Byrde ; men da jeg ankom til dette Sted og saa hvordan Tingene virkelig stod, standsede jeg som sagt af Frygt for Fare, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.

Evangelist. Vent lidt, saa skal du høre Guds Ord. Kristen standsede da og skælvede. Derpaa sagde Evangelist: »Vogter eder, at I ikke forskyder den, som taler. Thi undflyede de ikke, som forskød ham, der talte Guds Ord paa Jorden, da skal vi meget mindre undfly, dersom vi er genstridige mod ham fra Himlene.« Hbr. 12. 25.

Han sagde endvidere: »Men den Retfærdige af Troen skal leve; og dersom nogen unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham.« Hbr. 10, 38. Dette forklarede han saaledes: »Du er Manden, som er kommen i denne Elendighed; du har begyndt med at forkaste den Allerhøjestes Raad og at trække din Fod tilbage fra Fredens Vej, endog næsten til din egen Fortabelse.«

Da faldt Kristen ned for hans Fødder, idet han raabte: »Ve, ve mig, thi jeg er fortabt!« Men Evangelist tog ham i den højre Haand og sagde: »Al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene.« Matth. 12, 31; Mark. 3, 28. »Vær ikke vantro, men troende.« Joh. 20, 27. Da begyndte Kristen at live lidt op igen, men stod dog som før skælvende foran Evangelist.

Derpaa talte Evangelist videre og sagde: »Giv bedre Agt paa, hvad jeg nu fortæller dig. Jeg skal vise dig, hvem det var, som bedrog dig, og tillige hvem det er, han sendte dig til. Manden, som mødte dig, kaldes Verdsligvis, og han hedder saaledes med Rette, dels fordi han alene finder Smag i denne Verdens Lære (1 Joh. 4, 5) — af den Grund gaar han altid i Kirke i Byen Sædelighed — og dels fordi han elsker denne Lære mest, eftersom den sparer ham for Korset. Gal. 6, 12. Og af dette kødelige Sindelag kommer det, at han altid søger at hindre Folk fra at vandre paa mine Veje, uagtet de alene er de rette. Ved denne Mands Raad er der især tre Ting, som du af dit ganske Hjerte maa afsky: 1) At han ledte dig bort fra Vejen, 2) at han bestræbte sig for at gøre dig Korset forhadt, og 3) at han ledte, dig ind paa den Vej, som fører til Døden.

»For det første maa du fatte Afsky for hans Forledelse til at forlade den rette Vej, og for dit eget Samtykke deri; thi derved forkastede du Guds Raad for at laane Øre til en Verdslig-vis. Herren siger: »Stræber alvorligt at indgaa gennem den snævre Port« (Lue. 13, 24), nemlig den Port, hvortil jeg har vist dig; »thi den Port er snæver og den Vej er trang, som fører til Livet, og de er faa, som finder den.« Matth. 7, 14. Denne slette Mand er det lykkedes at føre dig bort fra Vejen til denne snævre Port og bringe dig Fordærvelsen nær. Afsky derfor i et og alt hans Raad og afsky dig selv, fordi du har hørt paa ham.

For det andet : Du maa afsky hans Bestræbelse for at gøre Korset forhadt for dig, thi der staar skrevet, at du skal foretrække det for Ægyptens Skatte. Hbr. 11, 25. 26. Ærens Konge har desuden sagt, at hvo, som »vil frelse sit Liv, skal miste det.« (Matth. 10, 39; Joh.12, 25) og »dersom nogen kommer til mig, og ikke hader sin Fader, og Moder, og Hustru, og Børn, og Brødre, og Søstre, og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel.« Luc 14, 26. Jeg siger dig derfor, at saafremt nogen vil faa dig til at tro, at det vil blive din Død, hvad Sandheden har sagt er nødvendigt til det evige Liv, da er det ikke andet end Bedrag, og en saadan Lære maa du afsky.

For det tredie maa du afsky den Handling af ham, at han ledte dig paa den Vej, som fører til Døden; og derhos maa du betænke, hvem det var, denne Verdsligvis sendte dig til, og hvor afmægtig denne Person i Virkeligheden er til at befri dig fra din Byrde.

Den Mand, hos hvem du skulde søge Hjælp, hedder Lovmæssig; han er Søn af Tjenestekvinden, der med sine Børn er i Trældom; og er — hvad der er et Mysterium — Bjerget Sinai (Gal. 4, 21-27), som du frygtede for skulde styrte ned over dig. Naar hun nu selv med sine Børn er i Trældom, hvorledes kan du da vente, at de skal kunne frigøre dig ? Denne Lovmæssig er derfor slet ikke i Stand til at hjælpe dig af med din Byrde. Aldrig har han endnu hjulpet nogen af med en Byrde, og der er heller ikke den ringeste Mulighed for, at han nogen Sinde vil kunne gøre det. Ved Lovens Gerninger bliver ingen retfærdiggjort, og ved Lovens Gerninger vil derfor intet levende Menneske kunne blive sin Byrde kvit. Denne Verdsligvis er altsaa en Uvedkommende, og Lovmæssig en Bedrager; og hvad hans Søn Dannelse angaar, da er han en Hykler til Trods for sin fine Opførsel og smiskende Ord, og han kan ikke hjælpe dig. Tro mig, alle disse taabelige Menneskers Snak gik kun ud paa at fraliste dig din Salighed ved at lokke dig bort fra den Vej, som jeg anviste dig.« Derpaa anraabte Evangelist med lydelig Stemme Himmelen om Bekræftelse paa, hvad han havde sagt, og i det samme kom der Ord og Ild ud af Bjerget, under hvilket den stakkels Kristen stod, og bragte Haarene til at rejse sig paa hans Hoved. Saaledes lød Ordene: »Sag mange, som holder sig til Lovens Gerninger, er under Forbandelse ; thi der er skrevet : Forbandet er hver den, som ikke bliver ved i alle de Ting, som er skrevne i Lovens Bog, at han gør dem. Gal. 3, 10.

Nu ventede Kristen intet andet end Døden og begyndte at jamre sig saare; han forbandede endog den Stund, han mødte Verdsligvis, og kaldte sig tusind Gange en Daare, fordi han havde fulgt hans Raad. Han var ogsaa yderst skamfuld, naar han tænkte paa, at denne Mands Grunde, skulde have en saadan Magt over ham at de forledte ham til at forlade den rette Vej, og dybt bedrøvet over sine Fejltrin henvendte han sig til Evangelist og spurgte ham :

»Hvad mener du, gode Herre ? Er der endnu Haab? Kan jeg nu vende om igen og gaa til den snevre Port? Mon jeg ikke vil blive forskudt og sendt beskæmmet tilbage derfra? Jeg fortryder bitterlig, at jeg lyttede til denne Mands Raad. Men kan min Synd forlades ?«

Evangelist. Din Synd er rigtignok meget stor, thi ved at begaa den har du gjort dig skyldig i to Misgerninger: du har forladt den Vej, som er god, og du har vandret paa forbudne Stier; men dog vil Manden ved Porten modtage dig, thi Han har Kærlighed til Menneskene, men du maa endelig vogte dig for atter at forlade Vejen, — at du ikke skal omkomme der, thi hans Vrede optændes let. Sal. 2, 12.