Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Sumpen

Nu saa jeg i min Drøm, at medens Haardnakket vendte tilbage, gik Kristen og Føjelig hen over Sletten og talte sammen. Og de begyndte deres Samtale saaledes :

Kristen. Nu, Nabo Føjelig, hvorledes staar det til? Det glæder mig, at du har bestemt dig til at følge med. Ja, havde Haardnakket kun selv følt det Usynliges Magt og Rædsler, saaledes som jeg har følt det, saa vilde han ikke saa let have vendt os Ryggen.

Føjelig. Velan da, Nabo Kristen. eftersom vi ikke er flere end os to, saa lad mig faa mere at vide om, hvad der findes der, hvor vi begiver os hen, og hvorledes vi skal kunne nyde god, af det.

Kristen. Jeg kan bedre fatte det med min Forstand, end fortælle det med min Tunge; men siden du nu saa gerne vil vide det, saa skal jeg læse derom i min Bog.

Føjelig. Og du tror altsaa, at det virkelig er sandt, hvad der staar i din Bog?

Kristen. Ja, i Sandhed, thi den er forfattet af ham, som ikke kan lyve. Titus 1, 2.

Føjelig. Godt; hvad findes der da?

Kristen. Der er et uendeligt Rige at bebo og et evigt Liv, som skal gives os, paa det at vi kan bo i dette Rige for evig. Es. 45, 17; Joh. 10, 28, 29.

Føjelig. Hvad saa mere?

Kristen. Der er Æreskroner, som skal gives os, og Klæder, der skinner som Solen paa Himmelhvælvingen. 2 Tim. 4, 8; Aab. 3, 4; Matth. 13, 43.

Føjelig. Dette er meget indbydende; og hvad ellers ?

Kristen. Der skal ej være Graad og Sorg; thi Han, som ejer Stedet, vil tørre alle Taarer af vore Øjne. Es. 25, 8; Aab. 7, 17; 21, 4.

Føjelig. Og hvilket Selskab vil vi finde der ?

Kristen. Der skal vi være hos Seraphim og Cherubim, — Væsener, som vil blænde dine Øjne, naar du ser paa dem. Der skal vi ogsaa samles med Tusender og atter Tusender af vore Forgængere, hvoraf ingen er brødefulde, men alle kærlige og hellige: enhver vandrer for Guds Aasyn og er udkaaret af ham for evigt. 1 Thess. 4, 16, 17; Aab. 5, 11. Kort sagt, der skal vi se de Ældste med deres Guldkroner, Aab. 4, 4; der skal vi se de hellige Jomfruer med deres Guldharper, Aab. 14, 1-5; der skal vi se Mennesker, som blev sønder hugget af Verden, brændte paa Baalet, opædte af vilde Dyr eller druknede i Havet, for den Kærligheds Skyld, som de nærede til Stedets Herre, alle er lyksalige og iførte Udødelighedens Klædebon. Joh. 12, 25; 2 Cor. 5, 2. 4.

Føjelig, Hvad du fortæller mig, er tilstrækkeligt til at henrykke Hjertet; men er det da sikkert, at man kan opnaa disse Ting? Hvorledes skal vi kunne blive delagtiggjorte deri?

Kristen. Herren, Landets Konge, har omtalt det i denne Bog, hvoraf Hovedindholdet er: At han vil skænke os det for intet, dersom vi i Sandhed stræber efter at erholde det. Es. 55, 1. 2; Joh. 6, 37; 7. 37 , Aab. 21, 6; 22, 17.

Føjelig. Godt, kære Ven, det glæder mig usigeligt at høre, hvad du fortæller; lad os se at skynde os.

Kristen. Jeg kan desværre ikke gaa saa hurtigt, som jeg gerne vilde, paa Grund af den Byrde, jeg har paa Ryggen.

Nu saa jeg i min Drøm, at netop som de havde endt denne Samtale, kom de til en meget hæslig Sump, som laa midt paa Sletten; og da de var uforsigtige, faldt de begge pludselig i. Navnet paa denne Sump er Forsagthed. Her tumlede de om i nogen Tid og blev frygtelig tilsølede, og Kristen, som havde den tunge Byldt paa Ryggen, begyndte at synke i Dyndet.

Føjelig. Ak, Nabo Kristen, hvor er vi nu?

Kristen. Jeg ved det sandelig ikke.

Da begyndte Føjelig at blive ærgerlig og sagde i Vrede til sin Rejsefælle: Skal dette være den Lyksalighed, du hele Tiden har talt om? Naar der allerede i Begyndelsen af vor Vandring tilstøder os saa meget Uheld, hvad kan vi da ikke vente os før vi naar Enden? Slipper jeg bare herfra med Livet, skal du for mig faa Lov at beholde det herlige Land for dig selv. Og i det samme gjorde han et Par fortvivlede Anstrengelser og slap ud af Dyndet paa den Side af Sumpen, som var nærmest ved hans eget Hus. Derpaa gik han sin Vej, og Kristen saa ham ikke mere. Saaledes blev Kristen alene tilbage i Sumpen, og maatte klare sig saa godt han kunde. Han søgte dog at arbejde sig hen til den Side, som var længst borte fra hans Hjem og nærmest ved den snevre Port, men han kunde ikke slippe op paa Grund af Bylten paa Ryggen. Da saa jeg i min Drøm, at der kom en Mand ved Navn Hjælp til ham og spurgte ham, hvad han havde at gøre der.

»Herre,« sagde Kristen, »en Mand ved Navn Evangelist, som jeg nylig traf, fortalte, at jeg maatte begive mig denne Vej til Porten derhenne for at undgaa den tilkommende Vrede, men jeg er, som De ser, uheldigvis falden i Sumpen.«

Hjælp. Men hvorfor saa du dig da ikke bedre for.

Kristen. Frygten greb mig saa stærkt, at jeg flygtede alt, hvad jeg kunde ad den nærmeste Vej, og saaledes faldt jeg i.

Da sagde Hjælp: Ræk mig din Haand. Kristen gjorde det, og Hjælp drog ham op, satte ham paa fast Grund og bad ham fortsætte sin Vej. Salm. 40, 2.

Derpaa gik jeg hen til den Mand, som havde trukket Kristen op af Sumpen, og sagde : Sig mig, hvordan kan det være, at dette Sted ikke bliver istandsat, eftersom Vejen fra Fordærvelsens Stad til hin Port fører lige her igennem, saa de stakkels Vandrere med mere Sikkerhed kan gaa derhen? Og han sagde til mig : Denne Sump lader sig ikke istandsætte ; det er det Sted, hvor alt det Skam og Skarn, som afsættes ved Overbevisningen om Synd, bestandig strømmer hen, og derfor kaldes den Forsagthedens Sump; thi hver Gang en Synder har faaet Øjnene aabnede for sin elendige Tilstand opstaar der i hans Sjæl alle Slags Frygt, Tvivl og ængstelige Bekymringer og paa dette Sted samles de alle og bliver liggende. Dette er Grunden til Jordbundens daarlige Beskaffenhed.

Det er dog ikke Kongens Vilje, at dette Sted skal vedblive at være saa slet. Es. 35, 3. 4. Efter Befaling af hans Majestæts Opsynsmænd har hans Arbejdere nu i mange hundrede Aar været beskæftigede ved denne Sump for at se, om Jordbunden ikke skulde kunne forbedres; ja jeg ved, at den i det mindste har slugt tyve Tusind Vognlæs — ja Millioner af gavnlige Lærdomme, som er blevet bragt til alle Tider, og fra alle Kanter af Kongens Besiddelser, og efter Kyndiges Dom skal disse være de allerbedste Materialier til at skaffe Stedet god Grund, det vil sige, naar det overhovedet lader sig gøre, men endnu er det Forsagthedens Sump, og det vil den vel vedblive at være, hvad der saa end gøres med den. Lovgiveren har rigtignok ladet nedlægge en Del gode og faste Trin, endogsaa lige midt over Sumpen, men til sine Tider, nemlig naar Stedet udkaster meget Skarn, hvilket gerne plejer at ske ved Forandring i Vejret, er disse Trin næppe synlige, eller selv om man kan se dem træder Folk dog paa Grund af Svimmelhed udenfor dem og falder saaledes alligevel ned i Dyndet ; men naar man først er kommen ind ad Porten, er Grunden god. 1 Sam. 12, 23.

Endvidere saa jeg i min Drøm, at Føjelig allerede var kommen hjem, og at hans Naboer skyndte sig at besøge ham. Nogle mente, at han havde gjort klogt i at vende om igen, før det var blevet for sent; andre kaldte ham en Vovehals, fordi han havde slaaet Følge med Kristen; og atter andre haanede ham og bebrejdede ham hans Fejghed, idet de sagde: Naar jeg først havde indladt mig derpaa, skulde jeg sandelig ikke have vist mig bange og for nogle faa Vanskeligheders Skyld straks give tabt. Alt dette maatte Føjelig finde sig i, og han sad ganske forknyt imellem dem. Men efterhaanden fik han mere Mod og forsvarede sig, hvorfor de lod ham være i Fred og begyndte at spotte og bagtale den stakkels Kristen.