Gamle tekster

Pilgrimsvandringen

John Bunyan

Evangelist

En Pilgrims Vandring. Første Del.

Medens jeg vandrede gennem denne Verdens Ørken kom jeg til et Sted, hvor der var en Hule (• Hentyder til det Fængsel, hvori Bunyan skrev En Pilgrims Vandring'.), og paa dette Sted lagde jeg mig ned for at sove; og medens jeg sov, havde jeg en Drøm. Jeg drømte, og se, jeg saa en Mand, klædt i Pjalter staa, med Ansigtet vendt bort fra sit eget Hus, med en Bog i Haanden og en stor Bylt paa Ryggen. Es. 64, 6, Luk. 14, 33; Sal. 38, 4; Hab. 2, 2. Og medens jeg betragtede ham, aabnede han Bogen og begyndte at læse i den, og idet han læste, græd og bævede han; og ude af Stand til længere at kunne, dæmpe sin Angst, udstødte han et klagende Skrig og sagde: »Hvad skal jeg gøre ?« Ap. Gi. 2, 37; 16, 30.

I denne Tilstand gik han hjem. og beherskede sig saa godt, han kunde, for at hans Hustru og Børn ikke skulde mærke hans Kummer ; men han kunde ikke længe være tavs, thi hans Uro tog mere og mere til. Han aabnede derfor omsider sit Hjerte for sin Hustru og sine Børn, og sagde: »Min kære Hustru, og I, mine inderlig elskede Børn, jeg, eders kære Ven, er ganske ulykkelig paa Grund af en Byrde, der hviler saare tungt paa mig; desuden har jeg hørt med Sikkerhed, at denne vor Stad vil blive fortæret af Ild fra Himlen, og i denne frygtelige Ødelæggelse vil baade jeg, med dig, min Hustru, og I, mine kære Børn, ynkelig omkomme, medmindre der findes en Vej, ad hvilken vi kan reddes, men jeg ser ingen Udvej.« Ved at høre dette, blev hans Slægt og Venner saare bange, dog ingenlunde fordi de troede, at det var sandt, hvad han havde fortalt dem, men fordi de mente, at han maatte have taget Skade paa Forstanden.

Da det lakkede ad Aften, ilede de derfor med at faa ham til Sengs, i Haab om, at Søvnen vilde berolige hans oprørte Tanker. Men Natten var ham ligesaa urolig som Dagen, og i Stedet for at sove tilbragte han den med Suk og Taarer. Saå snart det var blevet Morgen, spurgte de ham om, hvordan det stod til. Han svarede : »Værre og værre,« og begyndte igen at tale med dem, men de gjorde kun Nar af ham. De mente nu, at de kunde fordrive hans Griller ved en streng og haard Opførsel; snart skændte de paa ham, snart lo de af ham og til andre Tider lod de, som om de slet ikke bekymrede sig om ham. Han gik derfor ind i sit eget Kammer, for der uforstyrret at kunne bede for dem og ynkes over dem, samt beklage sig over sin egen Elendighed; nu og da gik han ogsaa ene ud paa Marken, snart læsende, snart bedende, og paa denne Maade tilbragte han flere Dage.

En Gang saa jeg, da han vandrede ude paa Marken, at han som sædvanlig læste i sin Bog og var dybt bekymret, og medens han læste, udbrød han som forhen: »Hvad skal jeg gøre for at blive salig?«

Jeg saa tillige, at han kastede sit Blik frem og tilbage, som om han vilde løbe, men blev staaende, fordi han, som jeg mærkede, ikke vidste hvilken Vej han skulde gaa. Da saa jeg, at en Mand ved Navn Evangelist kom hen til ham, og spurgte: »Hvorfor raaber du?«

»Jeg erfarer,« svarede han, »af denne Bog, som jeg holder i Haanden, at jeg er fordømt til at dø og derefter at komme til Domme" (Hbr. 9, 27); og jeg føler, at jeg ikke er villig til det første (Job 16, 21) og ikke skikket til det sidste.« Ezech. 22, 14.

Da sagde Evangelist: »Hvorfor er du ikke villig til at dø, eftersom du her i Livet bliver hjemsøgt af saa mange Ulykker?« »Fordi jeg frygter for, at den Byrde, der hviler paa min Ryg, vil sænke mig dybere end Graven, saa jeg vil falde i Helvede,« svarede Manden. (Es. 30, 33.) »Og er jeg ikke skikket til at gaa i Fængsel, saa er jeg vist heller ikke skikket til at gaa til Dommen og derfra til Straffen; og det er Tanken om alt dette, der bringer mig til at klage.«

Da sagde Evangelist: »Naar det er saaledes fat med dig, hvorfor staar du da stille?« Han svarede: »Fordi jeg ikke ved, hvorhen jeg skal gaa.« Da gav Evangelist ham en Pergamentsrulle, hvori der stod skrevet: »Fly fra den tilkommende Vrede !« Matth. 3, 7.

Manden tog imod Pergamentet og læste det og sagde derpaa, idet han meget opmærksomt betragtede Evangelist: »Hvorhen skal jeg fly?« Da sagde Evangelist. idet han pegede med Fingeren hen over en udstrakt Mark; »Ser du ikke den snevre Port der henne?« Matth. 7, 13. 14. Manden svarede: »Nej ?« Da sagde den anden: »Ser du da det skinnende Lys der henne?« Salm. 119, 105; 2 Petr. 1, 19, Han svarede: »Ja, jeg synes, at jeg kan se det.« Da sagde Evangelist: »Hav dette Lys for Øje og gaa lige derhen, da vil du faa Porten at se, og naar du banker paa den, skal der blive sagt dig, hvad du skal gøre. Og nu saa jeg i min Drøm, at Manden begyndte at løbe. Han var ikke kommen langt bort, før hans Hustru og Børn mærkede det og begyndte at raabe efter ham, at han skulde vende tilbage ; men Manden stak Fingrene i Ørene og løb af Sted, medens han raabte: » Liv , Liv! evigt Liv !« Luc. 14, 26. Han saa sig ikke tilbage, men ilede alt hvad han kunde hen mod Midten af Sletten 1. Mos. 19, 17.

Ogsaa Naboerne kom ud for at se ham flygte, Jer. 20, 10, og idet han løb, forhaanede nogle ham, medens andre truede, og atter andre raabte efter ham, at han skulde vende om; blandt disse var der to, som besluttede at bringe ham tilbage med Magt. Den ene hed Haardnakket og den anden Føjelig. Manden var imidlertid nu kommen et godt Stykke forud for dem ; men da de var bestemte paa at ville naa ham, skyndte de sig af Sted og havde snart indhentet ham. Da sagde Manden: »Hvorfor kommer I, mine Naboer ?« De svarede: »For at overtale dig til at følge med os tilbage.« men han sagde : »Det kan aldeles ikke ske ; I bor jo i Fordærvelsens Stad — et Sted, hvor ogsaa jeg er født — og naar I før eller senere dør der, vil I synke dybere end selve Graven til et Sted, som brænder med Ild og Sovl. Betænk eder derfor hellere, gode Naboer, og følg med mig.«

»Hvad,« sagde Haardnakket, »skal vi forlade vor Familie og vore Venner og alt vort Gods?«

»Ja,« svarede Kristen, thi saaledes hed han, »fordi alt, hvad I end maa forlade, ikke er værdi at sammenlignes med det mindste af det, jeg søger at opnaa, 2 Cor. 4, 17; og dersom I vil følge med, saa vil I faa det samme som jeg; thi der, hvor jeg gaar hen, der er nok og mere end nok for os alle. Luc. 15. 17. Følg kun trøstig med og prøv Sandheden af mine Ord.«

Haardnakket. Hvad søger du da egentlig, siden du forlader alt i Verden for at finde det?

Kristen. Jeg søger en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig Arv (1 Petr. 1, 4), og den er henlagt i Himlen og opbevares der (Ebr. 11, 16), for til den bestemte Tid at skænkes dem, som alvorlig søger den. Har du Lyst, saa læs derom i min Bog.

Haardnakket. Hvilken Snak, væk med din Bog; vil du med tilbage eller ikke?

Kristen. Nej, paa ingen Maade; thi jeg har lagt Haanden paa Ploven. Lue. 9, 62.

Haardnakket. Kom da, Nabo Føjelig, lad os vende om og gaa hjem foruden ham; der findes altid nok af saadanne forskruede Hoveder, som bilder sig selv ind at være klogere end ti vise. Ordsp. 26, 16.

Føjelig. Gør dog ikke Nar af ham; dersom det virkelig er sandt, hvad den gode Kristen siger, har han Ret i, at de Ting, han søger, er langt bedre end vore; saa jeg for min Part er af ganske Hjerte tilbøjelig til at følge med min Nabo.

Haardnakket. Hvad, flere Daarer endnu! Lyd mig og gaa tilbage ; hvem kan vide, hvor et saadant vanvittigt Menneske vil føre dig hen. Gaa tilbage, gaa tilbage, saa er du klog.

Kristen. Nej ; kom du med, Nabo Føjelig; de før omtalte Ting er virkelige nok og mange større Herligheder foruden dem. Hvis du ikke tror mig, saa læs kun derom i denne Bog, og hvad Sandheden angaar af det, som er skrevet deri, saa se, alt er stadfæstet ved hans Blod, som har forfattet den. Hbr. 9, 17-22.

Føjelig. Godt, Nabo Haardnakket, jeg begynder nu at blive enig med mig selv; jeg agter at følge med denne brave Mand og dele hans Kaar. Men, gode Ven, ved du da Vejen til det attraaede Sted ?

Kristen. En Mand ved Navn Evangelist bad mig skynde mig til den lille Port der henne, hvor vi vil faa nærmere Underretning om Vejen.

Føjelig. Kom da, gode Nabo, og lad os se at komme af Sted.

De fulgtes da begge ad.

Haardnakket. Og jeg vil gaa tilbage til mit Hjem; jeg maatte være en Taabe, om jeg gav mig i Selskab med saadanne Sværmere.