Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Herliggørelsen - Syvogtyende Søndag efter Trefoldighed

Matt. Evang. 17, 1-9

Og seks Dage derefter tager Jesus Peder og Jakob og hans Broder Johannes med sig og fører dem for sig selv op paa et højt Bjærg. Og han blev forvandlet for deres Øjne, og hans Ansigt straalede som Solen, men hans Klæder bleve hvide som Lyset. Og se, Moses og Elias viste sig for dem i Samtale med ham. Da tog. Peder til Orde og sagde til Jesus: Herre, her er godt for os at være; om du vil, da vil jeg her gøre tre Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias. Medens han endnu talede, se, da overskyggede en lysende Sky dem, og se, en Røst ud fra Skyen sagde: dette er. min Søn den elskede, i hvem jeg har Velbehag; hører ham! Og da Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigt og frygtede saare. Og Jesus kom hen, rørte ved dem og sagde: staar op, og frygter ikke. Men da de opløftede deres Øjne, saa de ingen uden Jesus alene. Og medens de stege ned fra Bjærget, befalede Jesus dem og sagde: I maa ikke sige nogen dette Syn, førend Menneskesønnen er staaet op fra de døde.

» Seks Dage derefter tager Jesus Peder og Jakob og hans Broder Johannes med sig og fører dem for sig selv op paa et højt Bjærg.« Saaledes begynder vort Evangelium, og disse Ord vise tilbage til, hvad der fortælles lige iforvejen, at Jesus havde spurgt Disciplene: hvem sige I, at jeg er? og. at Peder da havde svaret: du er Kristus, den levende Guds Søn! Og derefter skriver Evangelisten videre, at fra den Tid af begyndte Jesus at vise sine Disciple, at han .maatte gaa op til Jerusalem for at lide og dø og derefter opstaa. Da tog Peder ham til Side og sagde: Gud fri dig, Herre! ingenlunde skal dette ske dig! Han kunde ikke forstaa, og de andre Disciple ikke heller, at Jesus, naar han var Herren og Frelseren, den levende Guds Søn, kunde fornedres saa dybt. Men Jesus sagde: vig bag mig, Satan, du er mig en Forargelse; ti din Hu staar ikke til, hvad Guds, men hvad Menneskers er. Og derefter sagde han til alle Disciplene: »Vil nogen følge efter mig, han skal fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig. Ti hvo som vil . frelse sin Sjæl, skal miste den, men hvo som mister sin Sjæl for min Skyld, skal finde den.«

Hvad Disciplene sagde hertil, har ingen af Evangelisterne fortalt; jeg tænker, de have tiet ganske stille. De have maaske tænkt: ja naar det skal gaa vor Herre og Mester saaledes, naar han skal lide og dø, saa kan vi ikke vente os bedre Kaar. De have maaske ogsaa kommet i Hu, hvad Jesus engang tidligere, da han ligeledes havde forudsagt dem den Trængsel, der ventede dem i hans Spor, havde sagt 1: »en Discipel er ikke over sin Lærer; have de givet Husbonden Øgenavnet Beelsebul, hvor meget snarere da hans Husfolk! Men sikkerlig have disse Jesu Ord kastet som en mørk Skygge over deres Hjærter.

Men saa kan vi ogsaa tænke os, hvor det har været en Fryd for Peder, Jakob og Johannes deroppe paa Bjærget, da de saa Jesu Skikkelse forvandlet for deres Øjne, og hans Ansigt straalede som Solen, og hans Klæder blev skinnende som Lyset. Det var ikke en Lysglans, der udenfra bestraalede ham saaledes; det var .ikke med ham, som det havde været med Moses, da han kom ned fra Sinaj, hvor han havde talt med Herren i fyrretyve Dage, da Herrens Herlighed havde saaledes afspejlet sig i hans , Ansigt, at det straalede, saa Israels Børn ikke kunde taale at se derpaa. Nej, her var det Jesu Væsens indvortes Herlighed, der helt gennemstraalede hans ydre Skikkelse. Og endvidere saa de ham tale med Moses og Elias, der ogsaa aabenbaredes i Herlighed med ham. Det er ikke at undres paa, at Peder, som havde bekendt: du er Kristus, den levende Guds Søn! kunde tænke, at dette var netop den rette Skikkelse for Jesus at frem træde i, og at det var det rette Selskab for ham at være i, med Moses og Elias her oppe paa det høje Bjærg, højt ophøjet over al den Strid og Elendighed, han ellers maatte færdes iblandt, mellem Toldere og Syndere, under stadig Modstand og Mod- sigelse af Farisæere og Skriftkloge og i den store letsindige og ligegyldige Hob, hvor han maatte sukke 2: »o du vantro og for- vendte Slægt, hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg taale eder?« Det er heller ikke at undres paa, at Peder selv kunde tænke, at det var livsaligt, om han og hans Venner Jakob og Johannes nu herefter stadig kunde blive hos Jesus -i denne Herlighed og her ikke have andet at gøre end at være ham til Tjeneste. Derfor sagde han: Herre, her er godt for os at være; om du vil, da vil jeg her gøre tre Hytter, én til dig og én til Moses og én til Elias. Og i den dybeste Grund havde Peder Ret i, hvad han saaledes tænkte. Det passede ganske vist langt bedre for Jesus selv, for hans egen Person, at være i Herligheden, højt ophøjet over Striden og Nøden og Modstanden paa Jorden. Det var ogsaa saligere for Peder og hans Fæller at være med Jesus og de forudgangne hellige, fjærnt fra Arbejdet og Møjen hernede. Men dog var det en Vildfarelse, det viser et stort Fejlsyn paa Jesus og hans Frelsergerning baade for os og i os, at Peder kunde ønske dette; det var det samme Fejlsyn, som var kommet til Orde seks Dage forud, da han vilde afholde Jesus fra at gaa i Lidelse og Død. Derfor skrive ogsaa de andre Evangelister, at Peder ikke vidste, hvad han sagde, — han vidste ikke, at var Jesus bleven i Herligheden, saa kunde han ikke være bleven Frelseren, men kun Dommeren over den faldne Slægt, ja over Peder selv, saa han med Rette kunde have sagt: Herre, gaa bort fra mig, ti jeg er en syndig Mand.

Ja, Peder vidste ikke, hvad han sagde, da han vilde, at Jesus skulde blive deroppe i Herligheden, at han dermed ønskede sin egen Dom. Men Jesus vidste, hvad han vilde: være Syn- deres Frelser. Og Gud vidste ogsaa, hvad han vilde med .at sende sin Søn til Verden, til denne Fornedrelses-Vandring blandt Syndere paa Jorden. Derfor blev Synet af Jesu Herlighed atter borttaget, idet en lysende Sky indhyllede ham og Moses og Elias, men ud fra Skyen lød en Røst: Dette er min Søn den elskede, i hvem jeg har Velbehag; hører ham! Og da Disciplene atter saa op, saa de ingen uden Jesus alene, og ikke længer i den straa- - lende Herlighed, men i den samme Fornedrelses-Dragt, som de vare vante til at se ham i, og han gik atter ned af Bjærget til ' at tale sit Ord og gøre sine Gerninger blandt den lidende, syn- dige Menneskeslægt og til at fortsætte sin Vandring lige til Jerusalem, til at lide og dø og opstaa paa den tredje Dag, for derefter at indgaa til den Herlighed, han havde hos Faderen, før Verden blev til.

Og nu vi, som tro paa Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne, vi kunde vel aldrig ligefrem ønske det samme som Peder dengang, at Jesus var bleven i Herligheden og havde gaaet udenom Lidelsen og Korsets Død. Ti vi vide, at derved har han fuldbragt det store Genløsningsværk og bragt sig selv som det evige Sonoffer, hvorved Skillemuren mellem Gud og den faldne Menneskeslægt er nedbrudt. Men dog vender Peders Ønske idelig tilbage hos Kristne, at vi kunde være saaledes stillede, at vi her kunde altid se ham i hans Herlighed. Vi tro paa ham som den, der er i Herlighed ved Faderens højre Haand; men vi se ham ikke, tvært imod, hvad vi se af ham her paa Jorden, er endnu Fornedrelses-Dragten, om end paa en anden Vis end. i hans Køds Dage. Han har jo lovet at være med sin Menighed alle Dage, og vi tro og vide, at han er det; »han bliver hos os i sit Ord, det Ord, som aldrig glipper«. Men dette Ord er ringe og uanseligt. Verdens vise have højrøstet bestridt og nægtet det, og han slaar dem ikke ned i sin Vælde, aabenbarer sig ikke heller i sin Herlighed til Bevis paa, at hans Ord er sandt. Ja, han aabenbarer sig ikke engang for os, som tro, saaledes at vi faa Troen i Hænde ; vi ere stadig stedte midt i den travle, syndige, ligegyldige, letsindige Verden, og vor egen Tro kan saa ofte glippe. Da kommer Ønsket og Sukket frem: gid jeg kunde se Kristus i hans Herlighed altid, se ham for disse mine Øjne altid!. Gid jeg selv var opløftet over alle disse Taager her og al denne Strid paa Jorden, saa var jeg frelst med det samme! Gid vi ikke mere skulde sige :

Vi sidde i det lave,
vor Frelser over Sol,
vi sidde mellem Grave,
han paa sin Kongestol!

Og det er sandt nok. Kunde vi stadig se Jesus i hans Herlighed, d. e. kunde vi taale det, da vare vi frelste; men vi kan ikke taale det, før vi ere helt frelste, før .al Synd er helt uddreven af vort Hjærte. Og kunde vi blive stillede helt udenfor al den Strid og Møje paa Jorden og al den Synd, der gør Jordelivet saa møjefuldt, saa vare vi salige. Men vi komme aldrig ud over Møjen og Striden og Synden ved udvortes at skifte Sted, aldrig førend Synden er helt overvunden indeni os ; men saa længe Synden og Selvraadigheden endnu er i vort Hjærte; følger Sorgen og Striden med os; og Synden kommer aldrig ud af vort Hjærte, før vi have lært i fuldeste Sandhed at sige Nej til os selv og tage vort Kors op for at følge Jesus. Have vi ikke lært dette, vil Synden kun tage finere og farligere og mere fordærvelige Skikkelser, jo renere Omgivelser vi stilles i.

Og derfor, om der her er nogen, der tænker som Peder: kunde vi kun altid være hos Herren paa Herlighedens Bjærg, saa vare vi frelste og salige! saa vil jeg sige til ham: du ved ikke, hvad du siger og ønsker. Det er netop Naade af Gud, at han lader os blive her i det lave og vedblive at »sidde mellem Grave«, ogsaa efter at vi ere komne til Troen paa vor Herre Jesus Kristus ; ti derved giver han os Tid til at vokse ud af Synden, til at forsage den i alle dens Skikkelser af hele vort Hjærte, og vokse ind i Troen, Haabet og Kærligheden saaledes, at Kristi Sind fortrænger vort eget Sind, saa at han kan vinde Skikkelse i os, og at vi blive skikkede til engang at følge ham efter i Herligheden og komme, hvor han er.

Men dette maa vi vokse til, og al Vækst vil have sin Tid. Der kan komme Øjeblikke for os, da vort Hjærte bliver saaledes grebet af Kristi Kærlighed, at vi kan glemme os selv og alt det jordiske derover. Da vil det synes os, at vilde Herren i et saadant øjeblik kalde os hjem til sig, da vare vi fuldt skikkede til at leve med ham i hans. Herlighed. Det mente Peder ogsaa her oppe paa Tabor, men han fik Svaret i den Røst, som lød: »Dette er min Søn den elskede, hører ham!« Og den samme Tanke møde vi endnu tydeligere hos ham Skærtorsdag Aften efter Nadveren, da Jesus sagde til Disciplene 1: Børnlille, endnu en liden Stund er jeg hos eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: »hvor jeg gaar hen, kunne I ikke komme,« siger jeg nu ogsaa til eder. Da sagde Peder: Herre, hvor gaar du hen? Men Jesus svarede: hvor jeg gaar hen, mægter du ikke at følge mig nu, men senere skal du følge mig. Og Peder svarede: Herre, hvorfor mægter jeg ikke at følge dig nu? mit Liv vil jeg sætte til for dig. Men Jesus sagde : dit Liv vil du sætte til for mig! Sandelig, sandelig siger jeg dig, Hanen skal ikke gale, inden du har fornægtet mig tre Gange. - Det er ganske den samme Tankegang. Peder følte sig der saa fast knyttet til Jesus og var saa vis paa sin Tro og Kærlighed til ham, at han var overbevist om, at han ogsaa var i Stand til at følge Jesus overalt, lige ind i Herligheden. Men han vidste ikke, hvad han sagde, vidste ikke, hvor meget han endnu maatte lære, hvor dybt han maatte bøjes til at se sin egen Synd, og hvor mægtig og. milde-lig Jesus atter maatte oprejse ham, for at han kunde lære fuldt ud at fornægte sig selv og miste sit eget Selv for at kunne slippe al sin Egenvilje og følge Jesus i Troen paa hans Ord, uden at se ham, saa Jesus kunde vinde saadan Skikkelse i ham, at han ogsaa kunde følge ham ind i Herligheden.

Men saaledes er det ogsaa med os. Til at være skikket til. altid at leve med Herren er det ikke nok, at vi i et enkelt løftet Øjeblik kan blive hævede helt op over denne Jord med dens Strid og Synd og Travlhed, langt mindre, at vi blive lede og kede af dette Jordeliv, hvilket maaske ikke er andet end skuffet Egenkærlighed; nej dertil hører, at vi i fuld Dybde kan forsage og sige Nej til alt vort eget ved Troen paa v.or Herre Jesus Kristus, som har købt os med sit Blod. Og der skal baade Vækst og Kamp til, inden vi nag; saa vidt; vi maa lære os selv at kende i al vor Synd og Magtesløshed, men ogsaa vor Herre Jesus i hans utrættelige Trofasthed og Naade.

Ja, Gud kan i enkelte Øjeblikke forunde os det frydefulde, vid underlige Syn, med Aandens Øje at se som et Glimt af Jesu Kristi Herlighed, saa det er, som om alle Taager svandt, og vi kundeskue lukt ind i Herlighedens Rige, hvor al Strid og Synd er forsvunden. Men det er kun i Øjeblikke, i et Nu, ligesom Disciplenes Syn paa Tabor. Men det, som varer, det er Røsten: dette er min Søn den elskede, hører ham! Og det er derom det gælder, at vi høre og vedblive at høre Jesus Kristus, lytte til Ordet, han taler til os for at frelse vore Sjæle. Da kan Jesus paa os opfylde sit Ord': »Mine Faar høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig, og jeg giver dem evigt Liv, og de skulle aldrig i Evighed fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Haand.. Men denne hans Røst lyder til os her i det lave, hvor der er Sorg og Nød og Møje, og hvor vi daglig maa stride mod Synden, vore egne Synder. Her kommer han endnu til os i sit Ord, ja drager frem som den ydmyge og sagtmodige Konge og Frelser, og her skal vi følge ham, alle under det Kors daglig at fornægte os selv, for at hans Naades og Frelses Ord, der ikke vil nøjes med mindre end at frelse os fra selve Syndens Rod. Selvraadigheden og Egenviljen, kan faa Rum til at gøre sin Gerning i os, saa han ved sin Aand kan føre os fremad og opad til Salighedsbjærget, paa den store Paaskemorgen, da han skal aabenbares fra Himlen i sin Herlighed og forvandle vort Fornedrelses-Legeme til at være ligedannet med hans Herligheds-Legerne. Og da skal denne Herlighed ikke være for et kort Nu. som den Herlighed, Disciplene saa paa Bjærget, og saa atter afløses af en Vandring gennem Taagernes Land, nej da skal de retfærdige straale evindelig som Solen i deres Faders Rige. Ja,

Syv Gange saa klar som Solen her
skal vi da vorde i Salighed der,
hvo kan det vel beskrive!
Som Peder Jesus paa Bjærget saa,
skal alle hans Venner da for ham staa;
den Glæde vil Gud os give,
om vi ville hos ham blive!

Det er sjældent, næsten som en hel Højtid, at vi kan ende vort Kirkeaar med dette Evangelium om Jesu Herliggørelse paa Bjærget. Men det er ogsaa ret et Højtids-Evangelium, naar vi i Aanden ret kan følge Jesus op paa Herliggørelsens Bjærg og derfra skue ud, ikke over det jordiske Kanaans yndige Høje og smilende Dale, nej skue fremad mod det himmelske Kanaan, hvor vor Herre Jesus Kristus har beredt os Bolig i Faderhuset, som er fuldt af idel Kærlighed. Gud give, at det nu henrundne Kirkeaar maa have hjulpet os til saaledes at skue fremad, saa vi med Hjærtens Frimodighed og Haab kan vandre ind i det kommende Kirkeaar og fremad, saa længe Gud vil, og for hver Dag, der gaar, kunne sige: Natten rykker frem, Dagen er kom- men nær, vor Frelse er nu nærmere, end da vi bleve troende!

Amen.