Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Guds Barmhjertighed og Dommen - Seksogtyvende Søndag efter Trefoldighed.

Matt. Evang. 25, 31-46

Men naar Menneskesønnen kommer i sin Herlighed, og alle Englene med ham, da skal han sidde paa sin Herligheds Trone; . og alle Folkene skulle samles for ham. Og han skal skille dem fra hverandre, ligesom Hyrden skiller Faarene fra Gederne; og han skal stille Faarene ved sin støjre Side, og Gederne ved den venstre. Da skal Kongen sige til dem ved hans højre Side: kommer hid, I min Faders velsignede, og arver det Rige, som eder er beredt fra Verdens Grundlæggelse. Ti jeg var hungrig, og I gave mig at spise; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig i Hus; jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel, og I kom til mig. Da skulle de retfærdige svare ham og sige: Herre, naar saa vi dig hungrig, og gave dig Mad, eller tørstig, og gave dig at drikke? Naar saa vi dig fremmed, og toge dig i Hus, eller nøgen, og klædte dig? Naar saa vi dig syg eller i Fængsel, og kom til dig? Og Kongen skal svare og sige til dem: sandelig siger jeg eder, saa vist som I have gjort det mod en af disse mine mindste Brødre, have I gjort det imod mig. Da skal han ogsaa sige til dem ved den venstre Side gaar bort fra mig, I forbandede, til den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle. Ti jeg var hungrig, og I gave mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig ikke i Hus; nøgen, og I klædte mig ikke; syg og i Fængsel, og I besøgte mig ikke. Da skulle ogsaa de svare og sige: Herre, naar .saa vi dig hungrig, eller tørstig, eller fremmed, eller nøgen, eller syg, eller i Fængsel, og tjente dig ikke? .Da skal han svare dem og sige: sandelig siger jeg eder, saa vist som I ikke have gjort det mod en af disse mindste, have I heller ikke gjort det mod mig. Og disse skulle gaa bort til evig Straf, men de retfærdige til evigt Liv.

»Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, Barm- hjærtighedens Fader og al Trøsts Gud, som trøster os under al vor Trængsel, for at vi maa kunne trøste dem, som ere i alskens Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud». Saaledes begynder Paulus sit 2det Brev til Menigheden i Korint. Og naar han her kalder vor Gud og Fader i Himlene: »Barmhjærtigheds Fader og al Trøsts Gud., siger han dermed, at al den Barmhjærtighed, der findes i Menneskers Bryst, og som bringer dem til at ynkes over de elendige og stræbe at hjælpe dem op; al den Medlidenhed og Medynk, som driver dem til at trøste de bedrøvede; al den virkelige Trøst, Mennesker give her paa Jord; hvert Ord og hver Kærlighedsgerning, hvormed de husvale de nedbøjede, — alt dette har sit Udspring fra vor Gud og Fader i Himlene, det er et Afpræg eller en Afspejling, som hans Faderlighed har skabt sig i Menneskehjærtet, da han skabte Mennesket i sit Billede, og som derfor især maa afspejle sig hos os, der ved vor Herre Jesus Kristus ere blevne genfødte til hans Børn. Derfor formaner Jesus sine Disciple (Luk6.36): »Vorder barmhjærtige, ligesom eders Fader er barmhjærtig«. Og den samme Formaning til Barmhjærtighed vender atter og atter tilbage i hans Apostles Breve til Menighederne.

Et talende Vidnesbyrd om, at den menneskelige Barmhjærtighed er en Aabenbarelse af Menneskets Højhed, af at vi ere Guds Æt, have vi deri, at i vort Modersmaal saavelsom i mange andre Sprog bruges Ordet Menneskelighed og Menneskefølelse ligefrem enstydigt med Barmhjærtighed, medens omvendt Ubarmhjærtighed og Grumhed betegnes som Umenneskelighed. Og paa den anden Side se vi, at hos Dyrene, de umælende Skabninger, findes der ikke Spor af Barmhjærtighed; her gælder kun den stærkeres Ret, hvor den stærkere uden Ynk undertrykker og opsluger den svagere for at kunne gøre sig selv til Hersker. Er et Dyr blevet sygt og hjælpeløst, saa lade endog Dyrene af dets egen Art det ligge uænset hen i sin Hjælpeløshed, — hvis de ikke æde det op. Man kan ikke her med Rette vise hen til, at der ialfald hos de højere Dyr findes Moderfølelse. Ti vistnok kan en Dyremoder vise en rørende Omhu for sine Unger, ja vove og ofre sit Liv for at værge deres; men dette er i Virkeligheden kun en Ytring af den naturlige Selvopholdelsesdrift, ti det gør hun kun, saa længe hun giver dem Die, saa de altsaa endnu ere som en Del af hendes eget Liv. Ere de derimod først voksede til, saa at de kan hjælpe sig selv uden hende, lader hun dem skøtte sig selv og har ikke Spor af Moderfølelse for dem mere.

Nej det skal staa fast, at Mennesket er den eneste Skabning paa Jord, som vi finde Barmhjærtighed hos ; Barmhjærtigheden er en Aabenbarelse af, at Mennesket er skabt til at ligne Gud, Barmhjærtighedens Fader, og er hans Æt. Men derfor kan vi ogsaa med Rette slutte fra Barmhjærtigheden i Menneskehjærtet opad til Guds Barmhjærtighed, at alt hvad der findes af sand Barmhjærtighed i Mennesket, — ak, mangengang saa saare for: dunklet, — det er brudte Straaler og spredte Glimt af den Barmhjærtighed, som er fuldkommen hos vor himmelske Fader, af hvem al Faderlighed har Navn. Vi have alle i vor Livstid erfaret utallige Prøver paa denne Guds Barmhjærtighed i smaat og i stort, og jo længere vi komme frem ad Vejen, des mere maa vi sige: hvo kan optælle Guds Barmhjærtigheds Bevisninger? naar man er kommen til Ende dermed, begynder man først, og naar man er færdig mistvivler man om at naa det (Sirak 18.6,8). Men det største Vidnesbyrd om Guds Barmhjærtighed, den rigeste Aabenbarelse deraf, er og bliver dog dette, at han »i sin inderlige Barmhjærtighed lod Solopgangen fra det høje besøge os (Luk 1.78)«, idet han sendte sin enbaarne Søn til Frelse for det faldne Menneske. Ti dette gjorde Gud ikke, fordi han var nødt dertil eller kunde vinde noget derved, men af idel Naade og Barmhjærtighed imod sine vildfarne Børn. Derfor var ogsaa hele Jesu Frelserliv paa Jorden en fortsat Aabenbarelse af denne Guds Barmhjærtighed ; .hvo som har set ham, har set Faderen« ti baade Jesu Ord og Gerninger vare stadig baarne af dette, at han »ynkedes inderlig« over Menneskers Nød og Ulykke og derfor bøjede sig ned til dem, som den barmhjærtige Samaritan til den mishandlede, halvdøde Mand, og hjalp dem baade aandelig og legemlig.

Men nu høre vi i Evangeliet i Dag, at dette Guds vidunderlige Kærligheds og Barmhjærtigheds Værk skal ende med D o mm e n, med at vor Herre Jesus Kristus, den sagtmodige, ydmyge, barmhjærtige Menneskesøn, skal komme igen i sin Faders Herlighed omgiven af Englenes mægtige Skarer og holde Dom; og Udfaldet af Dommen skal blive den evige Skilsmisse mellem de velsignede, der komme hid til ham for at arve det Rige, som er dem beredt fra Verdens Grundlæggelse, og de forbandede, der gaa bort fra ham til den evige Ild, mellem dem der gaa til evigt Liv, og dem der gaa til evig Straf. Det er forfærdende at tænke paa, at det skal ende med en saadan Skilsmisse, ikke mindst naar vi betænke, at dersom Gud slog Haanden af os, lod os uænsede gaa vore egne Veje, saa vilde det ufejlbarlig ende med, at vi saaledes kom evig bort fra ham. Og Gud bevare os fra at tale saaledes let hen om Dommen, som om det, at Mennesker kan gaa evig fortabte, var noget dagligdags og selvfølgeligt, noget man kunde tale om med den samme Sindsro og Ligegyldighed, som derom, at en fremmed og os uvedkommende Person dør, end sige da at tale derom, som om det kunde være os en Forlystelse at tænke paa, at der er Mennesker, som dømmes saaledes til evig Straf. Nej, naar vi høre om denne Dom, maa vi vel spørge: hvorledes kan en saadan Dom til evig Forstødelse og evig Straf forenes med Guds Barmhjærtighed, med at han er Barmhjærtighedens Fader? Ti der vil dog vel ikke være ret mange Mennesker, — allermindst skulde der være kristne Mennesker, — som vil kunne høre om denne forfærde- lige Dom med et ligegyldigt Hjærte. Snarere maa der lyde, ja raabe i deres Hjærte en Røst, som siger: er der da slet ingen Barmhjærtighed, ingen Medynk og Medlidenhed med disse mere? Ja, de fleste af os kende vel ogsaa af vor egen Livserfaring noget til det Spørgsmaal: hvorledes skulde den evige Salighed kunne forenes med denne evige Dom? hvorledes kunde der være en evig Salighed for noget Menneske, som vidste, at denne eller hin, som han havde kendt og levet med her i Livet, var dømt til den evige Straf.

Men naar vi skal klare denne Sag for vort eget Hjærte, saa maa vi for Alting ikke lade vor Sjælefjende forføre os til at tage saa bagvendt paa Sagen, at vi begynde med Enden, d. v. s. med at fæste øje paa Dommen, for at vi kunde forstaa og forklare den. Begynde vi saaledes bagfra, kan vi ikke undgaa at se bagvendt paa Sagen og at gaa vild. Nej vi skal begynde med Begyndelsen, d. e. med den Barmhjærtighedens og Naadens Gerning, der er den uomgængelig nødvendige Betingelse for, at der kan holdes Dom og gøres Skilsmisse mellem evigt Liv og Død for Mennesker. Ti var Jesus Kristus ikke kommen til Verden, og havde han ikke i sin guddommelige Barmhjærtighed fuldbragt sit Frelserværk saaledes, at det kunde blive til Frelse for alle, saa kunde der slet ikke holdes nogen Dom og ikke blive nogen Skilsmisse; saa maatte alle blive i deres Synder og gaa til Grunde i et Liv uden Gud. Og jo klarere vi have faaet øjet op for, at Jesu Kristi Frelsergerning er den store og fuldkomne Aabenbarelse af Guds Barmhjærtighed, des klarere kan vi, naar vi gaa ud fra den, ogsaa se, og des tillidsfuldere kan vi sige til vort eget Hjærte, at denne Dom, Skilsmissen mellem dem, der gaa til evig Straf, og dem, der gaa til evigt Liv, den kan ikke stride mod Guds Barmhjærtighed, kan ikke være Ubarmhjærtighed af Gud. Den kan kun være Vidnesbyrd om, at der er Mennesker, som ende med, at de ikke kan modtage Barmhjærtighed mere; de ere komne saa langt bort fra Gud i Selviskhed, Egenraadighed og Egenkærlighed, at der ikke længer kan vises Barmhjærtighed imod dem, fordi de intet Rum have i deres Hjærte til at modtage den.

Ti det er vel at mærke, at Dommen og Skilsmissen ikke beror derpaa, at Gud har fastsat visse udvortes Regler eller Fordringer, som Mennesker skulde fyldestgøre, og som derefter evigt Liv eller Død vare afhængige af. Nej Dommen beror derpaa, om Mennesket kan leve evig i Gud, eller ikke. Men evigt Liv i Gud kan vi kun blive i Stand til at leve ved at modtage Guds Barmhjærtighed i Jesus Kristus, og det er denne Barmhjærtighed, som atter vil afspejle sig i vor Barmhjærtighed mod Mennesker. Derfor høre vi i Evangeliet, at Kongens Ord lyder til dem paa hans højre Side: »kommer hid, I min Faders velsignede ; hvad I have gjort mod en af disse mine mindste Brødre, have I gjort imod mig«. Det er netop dette, at Guds Barmhjærtighed i Jesus Kristus saaledes har afspejlet sig i deres Liv, der gør dem i Stand til at komme hid til ham og at leve evig derved. Og paa den anden Side høre vi, at den evige Dødsdom over Mennesker beror derpaa, at de have levet sig selv uden Barmhjærtighed og derfor uden Jesus Kristus ; ti derved er deres Hjærte kommet saaledes bort fra ham, at det m a a lyde til dem; gaar bort f r a mig! Havde Herren sagt til disse: kommer hid til mig! vilde det om muligt have været for dem et endnu grueligere Ord, netop fordi alt, hvad der i deres Hjærter kunde have været af Slægtskab med Guds Barmhjærtighed, er udslettet. Men jeg tør trøstig sige, at hvor der i et Menneske er mindste Rum for Gudslivet og for Guds Barmhjærtighed, — hvor der er noget tilbage, som kan oprejses og frelses, og som Gud kan forbarme sig over, der kan et saadant Menneske ikke gaa. fortabt. Ti Gud er al Barm- hjærtigheds Fader og vil derfor ingen Synders Død, men at han skal omvende sig og leve. Men ligesaa vist er det, at et Men- neske kan misbruge sin Frihed saa længe, at han mister den, — ikke nødvendigvis den udvortes Frihed, men han mister den ind- vortes Frihed til at bestemme sig efter sit sande Væsen, saaledes som det stemmer med Guds Kærlighed og Barmhjærtighed. Et Menneske kan saa tidt og saa længe sige Nej til Guds Naades Tilbud, at han tilsidst ikke mere kan sige Ja. Og jo længer et. Menneske lever sig selv og blot søger sit eget, uden at tænke paa at modtage Barmhjærtighed af Gud eller at vise Barmhjærtighed mod Mennesker, des mere bliver Barmhjærtigheden fremmed for hans Hjærte, des mere indskrumper hans Hjærte og hentørres, saa det ikke længer kan modtage Barmhjærtighed. Om der udvortes blev vist et saadant Menneske Barmhjærtighed, vilde dette kun føre ham dybere i Selviskhed. Derfor kan et. saadant Menneske ikke andet end dømmes.

Dette have vi et Afbillede af i den menneskelige Dom, hvor den er en retfærdig Dom efter Guds Vilje. Naar et Menneske bliver en Voldsmand eller Morder med koldt Blod, saa er den inderste Grund hertil den, at han kun har villet følge sit eget Hoved og Lyst, og derfor har kastet Vrag baade paa Kærlighed til Mennesker og paa Lydighed mod Gud; derfor hugger han ned eller rydder bort alt og enhver, som træder hindrende i Vejen for hans selviske Lyst. Dersom Samfundet her vilde vise den Barmhjærtighed mod en saadan Voldsmand at lade ham beholde sin Frihed, vilde dette kun styrke ham i det onde; det var i Virkeligheden Ubarmhjærtighed mod ham, og end mere mod andre Mennesker, som ikke kunde værge sig mod hans Ondskab.. Derfor er det Guds Vilje og Orden, at et saadant uforbederligt Menneske skal straffes og bøde med sit Liv, ja dette er Guds barmhj ærtige Orden. Men saaledes vil det ogsaa vise sig, at Dommen, som lyder paa evig Død, ikke alene stemmer med Guds, Barmhjærtighed, men at han derved sætter Kronen paa det vidunderlige Barmhjærtighedsværk, han begyndte, da han sendte sin enbaarne Søn til Jord for at frelse Syndere. Hvor denne Guds Barmhjærtighed træder Mennesker i Møde, der begynder Dommen, Skilsmissen mellem dem, der modtage den og blive frelste ved den, og dem der lukke deres Hjærte for den og vise den fra sig, fordi de vil leve sig selv i Verden. Det er derom, Jesus siger': »Gud har ikke sendt sin Søn til Verden, for at han skal dømme Verden, men for at Verden skal frelses ved ham. Hvo som tror paa ham, dømmes ikke ; hvo som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet paa Guds enbaarne Søns Navn. Og dette er Dommen, at Lyset er kommet i Verden, og Mennesker elskede Mørket mere end Lyset, fordi deres Gerninger vare onde«. Det er Mennesket selv, som i Tiden fælder sin egen Dom ved at vende sig bort fra Lyset, Guds Naade og Sandhed i Jesus Kristus, og som derved kommer dybere og dybere ind i Mørket, hvor Mennesket lever sig selv uden Gud og borte fra ham, og hvor Menneskets Slægtskab med Gud og Lighed med ham stedse mere udslettes. Denne Dom faar sin evige Stadfæstelse, naar Jesus Kristus kommer at dømme levende og døde ; og den maa lyde: gaar bort fra mig!

Derfor lad os ikke formaste os til at ville være mere barmhjærtige end Gud, Barmhjærtighedens Fader, ved at nægte den evige Dom og Skilsmisse. Og lad os aldrig tænke, at det skulde eller kunde være Ubarmhjærtighed af Gud at dømme et Menneske til evig Død. Naar vi tro, at Gud har elsket Verden, — ikke de hellige Engle, ikke Adam og Eva i Paradis, men V e r-den, den syndefulde, verdslige Mennneskeslægt, — saaledes at" han ikke sparede sin egen Søn, men hengav ham til Forsoning for hele Verdens Synder, hvor kunde vi saa tænke, at Gud kunde se med Ligegyldighed, end sige med Ubarmhjærtighed eller med Glæde paa, at et Menneske gaar i den evige Død ! Herren Jesus Kristus, som kun vil, hvad Faderen vil, udsætter sit Komme til Dom af Langmodighed mod Mennesker, »fordi han ikke vil, at nogle skulle fortabes, men at alle skulle naa frem til Omvendelse 2«. Men naar der dog bliver Mennesker, som dømmes til evig Straf, saa er det, fordi disse ere blevue saaledes gennemtrængte af Djævelens Væsen, af Selvraadighed, Oprørsk-hed og Selviskhed, at de ikke længer kan modtage Barmhjærtighed af Gud og derfor ikke heller kan omvende sig. Derfor kan vi ogsaa trøstig være visse paa, at naar Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjærtighedens Fader og al Trøsts Gud, kan og maa dømme Mennesker til evig Død, saa kan denne Dom ikke tilintetgøre eller stride mod den Kærlighed, som lever i hans Børns Hjærter, og som har sin Kilde og sit Udspring i ham, ikke heller skal den kunne gøre noget Skaar i det evige Livs Salighed, der bestaar deri, at Gud, som er Kærlighed, er alt i os og i alle.

Men fremfor alt skal vi, som af Guds Naade have omvendt os til vore Sjæles Hyrde og Tilsynsmand, saa vi høre og følge hans Røst, huske paa og holde fast, at den samme vor trofaste Herre, som ved det Naades Ord, hvormed han aabnede sit Rige for os, gav os Magt til at tro paa ham, som led og døde og opstod, han har ogsaa ved det samme Ord givet os Magt til at tro paa ham, som kommer at dømme levende og døde, d. v. s. til at sætte vort Hjærtes Lid til ham, at ogsaa hans Komme til Dom skal blive os til Frelse; ja da vil han gøre vor Frelse fuldkommen, han vil gøre den evige Skilsmisse mellem Lys og Mørke, mellem Guds Børn og den Ondes Børn, saa vi skal blive evig fri fra alt ondt og alle Fjender, baade indvortes og udvortes, fri til at leve i Gud evindelig.

Men Gud, som af sin Naade og Barmhjærtighed har antaget os til sine Børn i Jesus Kristus, han styre og styrke os ved sin Hellig-Aand, saa at vi ikke tage denne Naade forfængelig og slaa os til Ro med at have Kundskaben derom, men at vi maatte øse at den hver Dag, saa den kunde afpræge sig i vort Hjærte saaledes, at vi stedse mere nærme os til at blive barmhjærtige, som vor himmelske Fader er barmhjærtig.

Amen.