Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Dit Rige komme! - Femogtyvende Søndag efter Trefoldighed

Luk. Evang. 17, 20— 33

Og da Jesus blev adspurgt af Farisæerne om, naar Guds Rige kommer, svarede han dem og sagde: Guds Rige kommer ikke saaledes, at man kan vise derpaa; ikke heller skal man sige: se her, eller: se der er det! ti se, Guds Rige er indeni eder. Men han sagde til Disciplene: de Dage skulle komme, da I skulle attraa at se én af Menneskesønnens Dage, og I skulle ikke se den. Og man skal sige til eder: se der; se her er han. — gaar ikke bort, følger ej heller efter. Ti ligesom Lynet, naar det lyner fra den ene Side af Himlen, skinner til den- anden Side af Himlen, saaledes skal det være med Menneskesønnen paa hans Dag. Men først maa han lide meget og vrages af denne Slægt. Og ligesom det gik til i Noas Dage, saaledes skal det være ogsaa i Menneskesønnens Dage. De spiste, de drak, de toge til Ægte, de gaves til Ægte, indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde dem alle. Ligeledes, ret som det gik til i Lots Dage; de spiste, de drak, de købte, solgte, plantede, byggede; men paa den Dag, da Lot gik ud af Sodoma, regnede der Ild og Svovl fra Himlen o ødelagde dem alle: paa samme Vis skal det gaa paa den Dag, da Menneskesønnen aabenbares. Paa den Dag, da stige den, som er paa Taget og har sine Sager i Huset, ikke ned for at hente dem, og ligeledes den, som er paa Marken, han vende ikke tilbage. Kommer Lots Hustru i Hu! Hvo som søger at vinde sin Sjæl, skal miste den, og hvo som mister den, skal holde den i Live.

I vort Evangelium i Dag taler Jesus om Guds Rige, baade som det er til Stede her paa Jorden, hvor det endnu er i sin Udvikling, og som det skal aabenbares, naar han kommer igen. Det er det samme Guds Rige, som han har givet sin Menighu at bede om i den anden Bøn i Fader vor: dit Rige komme i Og-alt, hvad Jesus her taler om dette Riges Væsen, kan vi sammenfatte deri, at Guds Rige er ikke et Rige af denne Verden. Det har ikke sine udvortes paaviselige Grænser, ligesom de jordiske Riger; man kan derfor ikke heller komme derind ved nogen udvortes Forandring af Sted, saaledes som vi her paa Jorden kan flytte fra ét Kongerige over i et andet. Det er et aandeligt Rige, og skal nogen komme derind, komme ud af Verden og Verdensrigerne og ind i Guds Rige, saa maa der ske en indvortes og aandelig Forvandling med ham, en Hjærtets Omvendelse, hvorved hans indvortes Menneske, hans Hjærte og dets Tanker og Vilje faar en helt anden Retning og et andet Maal at stræbe til end tilforn.

Mærk dette vel, ti dette er en Sag, som vi Mennesker, hvis Tankegang af vor Natur retter sig paa det udvortes, stadig trænge til at mindes om. Dersom man i vore Dage vilde stille det Spørgsmaal: naar kommer Guds Rige ? eller hvad der er det samme: naar kommer et Menneske derind? saa vilde man af de allerfleste baade gamle og unge i Kristenheden faa til Svar: vi komme først ind i Guds Rige, naar vi dø. Og det var ikke de helt vantro og verdslige, der vilde svare saaledes; disse vilde vel sige : Guds Rige er kun en Talemaade eller en tom Indbildning. Nej det vilde blive Svaret fra dem, som have været berørte, ja grebne af Evangeliet, og som haabe eller ønske engang at komme ind i Guds Rige. De føle, at for at komme ind i det, maa man ud af Verden, og saa mene de, at naar man kun udvortes kommer ud og bort fra denne Jord, som det jo sker, naar vor mand skilles fra Legemet, og dette bliver til Jord igen, saa kommer man ind i Guds Rige med det samme.

Men dette er i Virkeligheden den samme Tankegang, som kom til Orde i Farisæernes Spørgsmaal til Jesus: naar kommer Guds . Rige? De mente dermed: nu har du saa længe gaaet og talt og prædiket om Guds Rige, og vi vente jo alle paa dette Riges Komme; sig os saa rent ud, naar kommer da omsider dette Guds Rige, saa vi kan komme derind? Vi kan jo umulig gaa derind, saa længe vi ikke kan se det. Baade Farisæerne og i det hele alle Israeliter ventede nemlig paa deres Vis Guds Riges Komme, ventede, at den forjættede Herrens Salvede, Messias, skulde komme og oprette det paa Jorden i synlig Herlighed og Magt, saa at man da kunde gaa ind deri, saadan som man var, ligesom ind i et andet jordisk Rige. Eller vel rettere sagt, de ventede, at Messias skulde komme med Guds Rige og med Guds Overmagt, og saa blev det Spørgsmaalet, om de villig vilde hylde ham som deres Konge, eller de vilde staa ham imod.

Men Jesus svarede: nej saaledes har det sig slet ikke med Guds Rige, »Guds Rige kommer ikke, saa man kan vise derpaa; ikke heller skal man sige : se her, eller : se der er det! ti se, Guds Rige er indeni eder«. Det vil sige, først da kommer Guds Rige for eder, naar I komme ind deri, og I komme ikke ind i Guds Rige, førend dette kommer ind i eder, førend Gud virkelig bliver Herren og Regenten inde i eders Hjærter. Men derfor kom Guds Rige ikke for Farisæerne, eller dog ikke for Flertallet af dem, fordi det var netop dette, de sidst al alt vilde, at Gud skulde regere deres Hjærter. De vilde »opstille deres egen Retfærdighed« (Rom 10.3), de forvendte Menneskets Forhold til den levende, almægtige og hellige Gud til et Kontraktsforhold, hvor Gud krævede sit, ligesom en anden jordisk Hersker, og Mennesket ydede sit, men saa skulde Mennesket ogsaa have Ret til at kræve sit til Vederlag af Gud, si n Løn og Anerkendelse af sin Retfærdighed.

Og selv om nu Tanken om et saadant Kontraktsforhold mellem Mennesker og Gud ikke træder paa den Maade frem nu til Dags, ialfald ikke her til Lands, — anderledes er det i Pavedommet, ti der møde vi i Virkeligheden hele det gamle farisæiske Kontraktsforhold til Gud sat i System paa kristelig Grund, — saa møde vi dog den samme udvortes Betragtning af Guds Rige allevegne, hvor Mennesker mene, at vi komme ind i Guds Rige, naar vi dø, d. v. s. at der kun dertil udkræves, at Gud aabenbarer sin Overmagt over Mennesket. Men her gælder Jesu Ord : Guds Rige er indeni eder; ingen kommer derind ved en udvortes Omflytning, end ikke naar Gud flytter ham det største Skridt, det er tænkeligt, at et Menneske kan gøre, fra denne Legemlighedens Verden, hvor al vor Sansen, Tænken og Virksomhed sker ved Legemet, og over i den legemløse Tilværelse, som vor Aand skal være i indtil Dommen; ja end ikke om Gud flyttede et Menneske lige frem for sin Trone, kunde dette flytte nogen over i Guds Rige. Dersom Guds Rige ikke er indeni os her, saa er det umuligt, at vi kan komme derind ved at dø og miste alt det, som vort Hjærte lever i, eller ved nogensomhelst udvortes Omflytning eller Forandring af vore Kaar. Nej det er derom, det gælder, at Guds Rige kan komme ind i os, saa at vi ikke vil leve os selv og vil raade os . selv, men at dette vort Hjærte bliver en Del af Guds Rige, en lille Provins deraf, hvor Gud i Sandhed hersker, saa vi villig lade os regere af ham.

Og hvorledes kan da dette ske ? Ja, alle I, som kende eders Hjærte, hvor selvraadigt og egensindigt og verdsligt det er af Natur, I vil forstaa, at »naar det sker paa Jorderig, er det et stort Guds Undere, saa stort, at endog Englene ikke have kunnet fatte det, førend de paa den frelste Menighed se, at det virkelig kan lade sig gøre. Det vilde ikke være noget Under, om den almægtige Gud vilde tvinge Mennesker til at gøre, hvad han vil ; men derved kunde ingen • komme ind i hans Rige, ti da blev det jo kun vor Haand og vore Gerninger, der kom derind, men ikke vort Hjærte, vor inderste Personlighed, som han netop har skabt til at leve i ham. Men dette Under, at vort Hjærte i Sandhed kan komme til at høre Gud til, saa det bliver vor Glæde at lade os regere af ham og vor inderligste Sorg, naar vi have gaaet paa egen Haand for at raade os selv og følge vor egen Lyst, — dette Guds Under sker kun ved vor Herre Jesus Kristus, Guds enbaarne Søn, som kom herned med Guds Rige, og i hvem det kommer Mennesker i Møde, saaledes at hver den, som modtager ham i sit Hjærte, han modtager ogsaa Guds Rige, og Guds Rige kommer til ham og ind i ham. Han kom personlig til Mennesker sit Køds Dage, og alle dem, der modtog ham, gav han Magt til at vorde Guds Børn, saa de kom ind i Guds Rige; og han kommer aandelig til os i sit Ord, det som lyder til os efter hans Be faling i den hellige Daab, alt som han selv har sagt (Joh 3.5) : »uden man , bliver født af Vand og Aand, kan man ikke komme ind i Guds Rige: Hver den, som af et oprigtigt Hjærte svarer Ja til dette Ord, ikke fordi han kan forstaa det eller bevise dets Sandhed og Frelses-Kraft, men fordi vor Herre Jesus har sagt, at dette er Vejen ind i Guds Rige, og fordi han af Hjærtet gerne vil frelses til at komme derind, han kommer visselig derind, og han skal erfare, at Guds Vilje og Kærlighed faar Magt til at herske i hans Hjærte. Og enhver, som dette er sket med, skal bekende, at det er Guds Naades Værk i ham. Ja, skønt vi virkelig maa lægge al vor Viljes bedste Kraft til for at kunne omvende os til at svare Ja til Forsagelsens og Troens Ord, ja maaske kæmpe paa Livet for att kunne gøre det, saa kan dog ingen, som tror, sige, at det var ham selv, der gav sig Troen eller gav sig Magten til at omvende sig, nej det var Gud, som virkede det, og det er Gud, som har Æren derfor.

Men her møde vi atter Forskellen mellem Guds Rige og Verdensrigerne. Ti med disse forholder det sig jo saaledes, at er man først kommen derind, saa er og bliver man i det Rige, indtil man igen gaar over Grænsen ind i et andet. Men Guds Rige er ikke af denne Verden. Vi blive aldrig her paa Jorden paa den Maade inde i Guds Rige, at vi kan sige : nu ere vi der, og den Sag er dermed i Orden. Nej, naar en taler saaledes, er det et temmelig sikkert Vidnesbyrd om, at han slet ikke er i Guds Rige, men kun har Kundskaben derom. Men netop naar vi ere komne ind i Guds Rige her paa Jorden, maa vi vedblive hver Dag paany at søge Guds Rige, hver Dag paany modtage Guds Naade i Jesus Kristus, ved hvem vi have faaet Adgang derind, for at den saaledes kan faa stedse dybere Plads i vort Hjærte og bøje det til i oprigtig Villighed at lade sig regere af Gud. Saaledes lære, opleve vi at forstaa Apostelens Ord (Rom 14.17): »Guds Rige er ikke Æden og Drikken, men Retfærdighed og Fred og Glæde i den Hellig-Aand«, d. v. s. det er at være i Guds Rige, at den Hellig-Aand gør os visse paa, at vi ere retfærdige i Guds Øjne, idet han for Jesu Kristi Skyld har forladt os alle vore Synder, og at vi saaledes have Freden , . som Jesus Kristus har vundet til os, Ynidt under a] den Strid, vi ere stedte i paa Jorden, saa vi kan se opad og fremad med den Vished, at vi ere frelste i Haabet, Sejren er vor, skønt vi stadig maa kæmpe for at vinde den. Og dermed følger saa endelig G1 æ den i den Hellig-Aand, som har udgydt Guds Kærlighed i vore Hjærter.

Derom bede vi : vor Fader i Himlene, dit Rige komme ! d. v. s. at denne Retfærdighed, Fred og Glæde maa komme ind i os og bevare vore Hjærter og Tanker i Kristus Jesus, saa vi virkelig styres af ham. Det er er denne Forstaaelse af Bønnen, som foresvæver mange Kristne, naar de bede : til o s komme dit Rige! Det vil sige, man vilde bedre udtrykke Bønnens rette Mening ved at sige : dit Rige komme i os, ind i os ; ti det baader lidet, om Guds Rige kommer til os, naar vi selv blive udenfor det. Men endnu bedre og rigtigere er det at bede, hverken »i os. eller =til os komme dit Rige., men saaledes som Jesu Ord lyder: dit Rige komme! saa vi tage denne Bøn af Jesu Mund i vort Hjærte og Mund, saaledes at vi vil bede, ønske at bede, hvad han vil at vi skal bede om, selv om vi endnu ikke have fattet det i dets fulde Dybde. Da vil Guds Aand føre os til ogsaa at se, at denne Bøn naar langt dybere og højere end til Guds Rige indeni os.

Ti det er endnu langt fra, at Guds Rige er til Stede i sin fulde Skikkelse og Herlighed, saaledes som det er i os og i hans Menighed her paa Jorden. Her er det ikke alene usynligt for det legemlige øje, men det er her stedse under Kamp og Strid, ja under Fald og Skrøbelighed. Men den Tid skal komme, da »Riget er med Solekaar til Syne og til Stede i Evighedens Gyl- denaar med Ret og Fred og Glæder. Og det gælder om, at vi her, hvor vi vandre i Tro og ikke i Beskuelse, kunde lære altid at se fremad i Haab, i Fremtids-Vished, til dette Herligheds Rige. Om det talte Jesus, efter at han havde svaret Farisæerne, idet han sagde til sine Disciple : »de. Dage skulle komme, da I skulle' attraa at se en af Menneskesønnens Dage, og I skulle ikke se - den.. Jesus taler her om den Tid, da Verdens Fjendskab ret skal rejse sig med Forfølgelse mod Menigheden, saa det bliver saa at sige uudholdeligt for Kristne at leve i Verden, og fremfor alt om den sidste store Trængsel, som skal oprinde inden hans Tilkomst. Da, siger han, skal der blive saadanne Tider for hans Menighed, dem der have hjemme i Guds Rige paa Jorden, at de inderlig ønske, at Guds Rige maa faa helt andre Kaar, saaledes som det skal ske, naar Menneskesønnen aabenbares i sin Herlighed.

Men Jesus siger, at ogsaa om dette hans Herligheds-Riges Oprettelse gælder det, at man ikke kan sige: se her, eller: se der er det. Dersom nogen da vil sige eder, at Jesus er kommen og er at finde her eller der paa Jorden, skal I ikke tro det; ti han skal komme synlig for Alverden, ligesom Lynet, hvis Glimt kan ses fra den ene Himmelegn til den anden. Derimod, siger Jesus, skal I agte paa at være vaagne og beredte, d. e. at Guds Rige maa være indeni eder; ti om end Menneskers Kaar ere udvortes ganske ens, skal der dog kunne blive himmelvid Forskel imellem dem, naar Guds Rige aabenbares; to skal ligge paa samme Leje, og to male paa samme Kværn, — og vi kan føje til: to skal være samlede i den samme Kirke; men den ene skal blive uden- for, mens den anden gaar ind i Herligheds-Riget.

Og nu maa vi vistnok sige, at det er langt fra, at vi ere stedte i en saadan udvortes Trængsel, som her sigtes hen til. Vel kan hver af os have sit at bære og at kæmpe med; — og ret forstaaet maa vi sige: Gud ske Lov, at det er saa, ti ellers voksede vort Hjærte altfor fast i Verden; men alligevel er den Trængsel, Menigheden for Tiden har i Verden, for intet at regne. Det gaar i Verden, som i Noas og Lots Dage : man spiser og drikker, køber og sælger, man har saa travlt med sine Forret- ninger og med at tilfredsstille sin Lyst, at man derover helt glemmer, at Verden og dens Lyst forgaar, og kun den, som gør Guds Vilje, d. v. s. som er i Guds Rige og lader sig regere af Gud, bliver til evig Tid. Men Verden gaar dog endnu ikke ud paa at bekrige og udrydde Menigheden. Men alligevel vil ogsaa under disse Kaar de Dage komme for alle oprigtige Kristne, da de vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens Dage, efter at se et Glimt af Guds Rige, som det skal aabenbares i Kraft og Herlighed.

Denne Længsel skyldes ikke, at vi blive svage og gamle og trætte af Verden; ti Træthed bringer aldrig nogen til at haabe og og se fremad, men kun til at lukke Øjnene ; til at haabe hører der klare. aabne Øjne. Nej da komme vi til at sukke efter Herlighedsriget. naar vi ere i Guds Rige, og Guds Rige er i vort Hjærte, saa vi oprigtigt og i Alvor stride mod alt, hvad der frister os og vil hindre os i at ville, hvad Gud vil, men dog maa erfare, hvor afmægtigt dette Hjærte er overfor vore indvortes Fjender, hvorledes de Fjender, vi tænkte overvundne for stedse, leve op igen og angribe, ja overvinde os paany. Dersom vi da slutte Fred med Fjenden og tænke : det bliver dog aldrig anderledes. jeg er en Synder som alle andre og maa vedblive at være det. da ser det galt ud for os, og dersom ikke Gud gør et Under for at rive os ud af denne Slaphed, saa gaa vi fortabt. Men dersom vi trods alle Nederlag vedblive at omvende os og forsage den Synd. vi have bukket under for, og dersom vi saaledes vedblive at holde Jesu Fjender for vore: da vaagner Sukket og Længselen efter, at vor Herre Jesus Kristus, som engang har vandet det store Slag for os, og som har sejret i os, hver eneste Gang vi have sejret over den Synd, der lokkede os, at han vil komme i sin Herlighed og lægge alle sine og vore Fjender under Fod og oprette sit Saligheds-Rige, Guds-Riget med Solekaar, hvor alt Mørke er forsvundet, og Gud bleven alt i alle.

Dette Guds Rige, Herligheds-Riget, det er Guds Børns rette Fædreland og Hjem, medens Guds Riget, som det er til Stede her paa Jorden, kun er som Forgaarden dertil. Men om Længselen efter dette Fædreland gælder, hvad en troende Kristen engang har sagt: salige ere de, der længes hjem, ti de skal komme hjem. Ja salige ere de, som længes hjem! Vistnok gælder om denne Længsel det samme, som naar man her paa Jorden opholder sig i et fremmed Land og længes efter sit Hjem: da kan man ikke nær saaledes forlyste sig ved det store og skønne, man ser i det fremmede, som naar man ikke længes; men til Gengæld bliver Glæden i Haabet om at komme hjem dob- belt. Og saaledes bliver Livet her paa Jord ikke nær saa lysteligt, naar man længes efter sit himmelske Fædreland, som det kan være, ialfald til en Tid, naar man ikke længes. Men dog skal det staa fast: salige er e de, som længes; ti de have alt her i Udlændigheden den Salighed, den Hjærteglæde i Gud, at være visse paa, at vi have det allerbedste Hjem at stunde til, hvor al Synd og alt, hvad der gør Livet her til en Udlændighed, skal være borte.

Og da lære vi at bede den Bøn: dit Rige komme! i langt dybere Betydning end før, saaledes at vi deri bede og vedblive at bede om, at dette Herligheds-Rige maa komme. Betingelsen for, at det kan komme for os, er nødvendigvis, at Guds Rige først er kommet ind i os; ti uden dette bliver Guds Herligheds-Rige os til Dom. Men er Guds Rige kommet ind i os, og vi i det, da skal vi ikke opsætte at bede om Herligheds-Rigets Komme, ind- til vor Trængsel gaar os over Magten, nej jo tidligere vi kan lære det, des bedre for os, des mere Frimodighed og Glæde bliver der i vort Kristenliv; og hvor Frimodigheden og Glæden holder Indtog i Hjærtet, der blive vi ogsaa stærke i Haabet, baade til at vedblive at stride den gode Strid og til i Bønnen at skue og stræbe og ile fremad til vor Herres Jesu Kristi Dag, da »vi se Ende paa al vor Trængsel, og evig stilles vort Hjærtes Længsel; o Gud ske Lov !

Amen.