Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Sønnen gør kun Faderens Gerning - Fireogtyvende Søndag efter Trefoldighed

Joh. Evang. 5, 17-29

Men Jesus svarede Jøderne: min Fader arbejder endnu; ogsaa jeg arbejder. Derfor søgte da Jøderne end mere at slaa ham ihjel, fordi han ikke alene brød Hviledagen, men ogsaa kaldte Gud sin egen Fader, idet han gjorde sig selv Gud lig. Saa svarede Jesus og sagde til dem: sandelig, sandelig siger jeg eder, Sønnen kan ikke gøre noget af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre; ti hvad som han gør, dette gør og Sønnen ligeledes. Ti Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør; og større Gerninger end disse skal han vise ham, for at I skulle undre eder. Ti ligesom Faderen oprejser de døde og levendegør, saaledes levendegør og Sønnen, hvem han vil. Ti Faderen dømmer heller ikke nogen, men har givet hele Dommen til Sønnen, for at alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Hvo som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som sendte ham. Sandelig, sandelig siger jeg eder, hvo som hører mit Ord og tror ham, som sendte mig,- har evigt Liv og kommer ikke til Dom, men er gaaet over fra Døden til Livet. Sandelig, sandelig siger jeg eder, den Time kommer, ja er nu, da de døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som høre den, skulle leve. Ti ligesom Faderen har Liv i sig selv, saaledes har han og givet Sønnen at have Liv i sig selv. Og han har givet ham Magt til at holde Dom, fordi han er Menneskesøn. Undrer eder ikke herover; ti den Time kommer, da alle de i Gravene skulle høre hans Røst, og de skulle gaa ud, de som have gjort det gade, til Livs-Opstandelse, og de, som have øvet det slette, til Doms-Opstandelse.

De Ord, vi her hørte, talte Jesus i Jerusalem paa den Dag, da han ved Bethesda Dam havde helbredt den syge Mand, der havde ligget i 38 Aar. Det var paa en Sabbat, han havde gjort denne Gerning, og da Jøderne derover blev fjendske imod ham, svarede han dem, som vi hørte: »min Fader arbejder endnu; ogsaa jeg arbejder«, d. v. s. ligesom min Fader aldrig hviler fra sit Arbejde paa at rejse den faldne Menneslægt og føre den tilbage, saaledes maa jeg ogsaa arbejde paa det samme. Men over dette Svar blev de end mere vrede, saa de endog tænkte paa at slaa ham ihjel som en Gudsbespotter ; ti skønt de selv trøstig mente at kunne kalde Gud deres Fader, saa forstod de godt, at naar Jesus her sagde: »min Fader«, betegnede han noget langt højere, han kaldte dermed Gud sin egen Fader og sig selv Guds egen Søn, der stod i et langt nærmere og inderligere Forhold til Faderen end noget Menneske paa Jorden, ja han gjorde dermed sig selv Gud lig. Men Jesus indlod sig ikke paa at forsvare sine Ord. men gentog end mere eftertrykkeligt og udtryksfuldt, hvad han før havde sagt: »Sønnen kan ikke gøre noget af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre«, d. v. s. det som jeg her har gjort, og som I forarges og vredes over, det er aldeles ikke noget. jeg har gjort af mig selv, nej det er min Fader, Gud Fader den almægtige, som har gjort denne Gerning ved mig.

Dette er Meningen af Jesu Ord; det er sin Guddomshøjhed, sin guddommelige Enhed med Faderen, han derved giver Vidnesbyrd, at han er saaledes forenet med Faderen, at han aldrig gør noget af sig selv, men kun Faderens Gerning. De fleste vil sikkert. første Gang de høre disse Ord, faa lige det modsatte Indtryk af, hvad de udsige, at Jesus dermed udtaler et Tjenerforhold, ja et saa dybt Underordningsforhold under Faderen, at de maaske endog spørge: hvorledes kan dette forenes med. at han er den enbaarne Søn, ét med Faderen? Og vi maa sikkerlig alle tilstaa, at denne Opfattelse af Jesu Ord ligger os alle nærmest efter vor naturlige Tankegang. Men dette er kun et Vidnesbyrd om, hvor dybe Rødder Synden har slaaet i os, og hvor hildet vor Tankegang er i den Snare, hvori Djævelen fangede de første Mennesker, idet han indbildte dem, at de skulde blive som Gud ved at gøre, hvad de selv vilde. Fra den Stund er det altid det syndige Menneskes Tankegang, at det er Lykken at kunne raade sig selv og følge sit eget Hoved, og det er Frihed at kunne gøre, hvad man selv har Lyst til, og det er Storhed at være saaledes uafhængig, at man udaf sin egen Magt kan gøre alt, hvad man vil, uden at tage Hensyn til nogen anden end sig selv. Og dog ' lærer Menneskelivets Historie os paa alle Punkter, at det ingenlunde er saaledes. Kun den er i Sandhed fri og bliver virkelig stor, som giver sig hen til at tjene en stor og god Sag, og jo mere han sætter al sin egen Lyst til Side og ofrer sin Kraft og alt sit eget paa at tjene den, des mere bliver han stor og des mere fri. Men den, der lever sig selv og følger sin egen Lyst, han bliver en Træl af sin Lyst; og om end Mennesker nok saa meget beundre ham i Øjeblikket og misunde ham, at han er saaledes stillet, at han kan gøre dette, saa er hans Storhed dog kun som et Stjerneskud, der i næste Øjeblik udslukkes. Den derimod, der har sat sit Liv ind paa at tjene en god og stor Sag, hans Navn nævnes med Beundring i sene Efterslægter. Men den største og bedste Sag af alle er Guds Sag; derfor gives der ingen højere Storhed og ypperligere Frihed end den at ville tjene Gud. Til denne Frihed skabte Gud os, da han skabte Mennesket i sit Billede; og det er denne Frihed og Storhed, som Jesus Kristus har genløst os til. Derfor gav han os den Bøn: ske din Vilje, som i Himlen, saa og paa Jorden! Og det er den sande Frihed for os Mennesker, at vi ikke vil andet, end Gud vil. Det er den Frihed, som skal aabenbares fuldkomment, naar Guds Børns Frihed aabenbares i Herlighed, naar Gud bliver alt i alle.

Men det er den dybe Forskel mellem os, som ere skabt e til at ligne Gud og være hans Børn, og den enbaarne Søn, der er født af Faderen og derfor e r Guds Herligheds Afglans og hans Væsens udtrykte Billede, at medens det højeste, vi nogensinde kan naa til her paa Jord, er at kunne sige : jeg v i 1 ikke gøre noget af mig selv; jeg vil, hvad min Gud og Herre vil, saa kan alene den enbaarne Søn sige: Sønnen k an ikke gøre noget af sig selv. Dette er saa langt fra at være et Udtryk for Afmagt. at vi snarere maatte sige, at han dermed udtrykker sin Almagt, d. v. s. han udtaler dermed sin Guddoms-Enhed med Faderen. Det har sig dermed paa samme Maade, som naar der staar skrevet (2 Tim 2.13, Hebr 6.18): »Gud kan ikke fornægte sig selv«, og atter : »det er umuligt, at Gud kan have løjet«. Alle Kristne vil forstaa, at dermed ikke udtales en Ufuldkommenhed hos Gud, men tværtimod hans guddommelige Alfuldkommenhed; netop fordi Gud er Gud, derfor kan han ikke fornægte sig selv, han kan ikke beslutte eller gøre noget andet end, hvad han virkelig vil, og hvad der er i Overensstemmelse med hans eget Væsen. Saaledes er det ogsaa, naar Jesus siger, at Sønnen kan ikke gøre andet, end hvad han ser Faderen gøre; dermed betegnes ingenlunde en Ufuldkommenhed hos Sønnen, men tværtimod hans guddommelige Enhed med Faderen. Og det er atter om denne Enhed, Jesus taler og siger: »Faderen viser ham alt, hvad han selv gøre ; ti Sønnen, som er kommen fra Gud, er den eneste, der har set Faderen (Joh 6.46) og skuer ind i hans Væsen; derfor viser Fa- deren ham alt og gør ved Sønnen al sin Gerning til Menneskers Oprejsning.

Vist nok, Jesus kunde ogsaa have sagt: jeg vil ikke gøre noget af mig selv, men kun hvad min Fader vil. Dette var det egentlige Indhold af det Svar, han tre Gange gav Djævelen, da han blev fristet i ørken. Og ved mange andre Lejligheder har han sagt det samme, om end med andre Ord, men allerklarest dengang han i Getsemane kæmpede i Bønnen for at sige: min Fader, ske ikke min, men din Vilje! Dette kunde Jesus sige, fordi han var et sandt Menneske, som blev fristet i alle Maader i Lighed med os, dog uden Synd. Men naar han her siger til Jø- Jerne: »Sønnen kan ikke gøre noget af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre«, saa taler han om sit Forhold til Faderen som den enbaarne Søn, der er ét med Faderen. Det er denne Hemmelighed, som vi Kristne tro, og som vor Frelse hviler paa, men som vi aldrig her kan gennemskue, at Jesus Kristus. er Guds enbaarne, evige Søn, Ordet, som var hos Gud og var Gud, førend Tiden og alt, hvad der er i Tiden, begyndte, og at han dog i Tidens Fylde blev Kød, blev et sandt Menneske, født af Jomfruen Maria, med en sand menneskelig Vækst og Udvikling baade i Visdom og i Lydighed, som skrevet staar (Hebr 5.8,9): »han lærte Lydighed af det, han led«. Derved kunde han gøre Bod for al_ vor Ulydighed og blive Ophav til evig Frelse for alle dem, der lyde 'ham, saa at vi i ham og ved Troen paa ham kan blive Guds lydige Børn, som her kan i hans Navn ønske og bede, at Gud Faders Vilje maa ske i os og blive vor Vilje, og som i lUaabet kan se fremad til, at hisset skal denne Bøn blive fuldt opfyldt, saaledes at vi ikke kan ville andet, end hvad Gud vil.

Men det er Gud Faders naadige Vilje, at vi syndige, af Natur ulydige og selvraadige Mennesker skal frelses dertil. Derfor sendte han sin enbaarne Søn til Jord, for at han skulde udføre denne hans Vilje og Gerning; og ved at helbrede den syge Mand ved Bethesda Dam havde Jesus nu gjort et Stykke af denne Faderens Gerning. Men saadanne Helbredelses-Gerninger vare dog i sig selv kun Tegn paa de større Gerninger, som Gud maatte gøre til Menneskers Frelse, og som Jesus vilde, ja ikke kunde andet end gøre, fordi han er den enbaarne, ét med Faderen, og er kommen til Jord for at udføre Faderens Frelsesraad. Disse Gerninger ere at levendegøre og at dømme. Dem begyndte ban alt i sit Køds Dage at udøve, og han vedbliver dermed ind- til Dagenes Ende. Men baade det at levendegøre de døde og at dømme hører Gud alene til. Derfor er ogsaa dette, at Jesus kan udøve disse Gerninger, et Vidnesbyrd om, at han har Livet i sig selv, ligesom Faderen, og derfor skal alle ære Sønnen, lige- som de ære Faderen; men den som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som sendte ham. Ja, mærk vel disse Ord: »den som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som sendte hamcc. Der er i Kristenheden mange, som sige: vi tro paa Gud Fader den almægtige og ære og tilbede ham; men vi kan ikke tro, at Jesus er Guds enbaarne Søn, sand Gud med Faderen, ti vi kan ikke forstaa, hvorledes dette skulde være muligt eller tænkeligt. Men Jesus siger : den som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen; Ti Sønnen Jesus Kristus er den eneste, ved hvem vi kan faa Adgang til Faderen, saa vi kan tro paa ham som vor Herres Jesu Kristi og vor Fader og ære og prise ham som den, der i sin Fader- kærlighed har forbarmet sig over sine vildfarne Børn. Derfor skriver ogsaa hans Apostel (1 Joh 2.23): »Hver den som nægter Sønnen, har heller ikke Faderen; hvo som bekender Sønnen, har ogsaa Faderen«. Og derfor tro vi Kristne paa Jesus Kristus, ligesom vi tro paa Gud Fader, og vi prise og tilbede ham ligesaa vel som Faderen ; ti kun i samme Maal, som vi kende og bekende Jesus Kristus som den Frelser, der med Guddomskraft taler det evige Livs Ord, kan vi kende og bekende hans Fader som vor Fader i Himlene.

Saa er det altsaa Sønnens Gerning at levendegøre og at dømme, begge Dele baade her i Tiden, naar vi trd hans Ord, og ved Tidernes Ende, naar vi skal se ham i hans Herlighed. Han har Livet i sig selv; derfor taler han .det evige Livs Ord, og hver den, som hører og bevarer hans Ord i sit Hjærte, faar derved Del i hans Liv og bliver levende. Det er derom, Jesus siger : »Sandelig, sandelig siger jeg eder, den Time kommer, ja er nu, da de døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som høre den, skulle levee. Jesus taler ikke her om de enkelte legemlige døde; han opvakte i sit Køds Dage; ti disse Opvækkelser vare kun Tegn paa den aandelige Oprejsning og Levendegørelse, han vil virke i dem, der tro hans Ord. Nej Jesus taler her om den aandelige Oprejsning af den aandelige Død, hvor Menneskets Hjærte er skilt fra Gud og vil leve sit Liv uden ham, ligegyldigt ved Gud og hans Rige. Spiren til denne aandelige Død bære vi alle i os fra vor Fødsel af, og jo mere Synden og Selvraadigheden faar Magt i os, des mere vokser denne Spire, denne Dødsmagt, og des mere udslukkes den Barneglæde over Gud og hans Godhed og Storhed, som ligger Børnene saa nær, og vort Sind bliver at ligne ved den tabte Søns, der levede højt i det fremmede Land langt borte fra sit Hjem. Men Gud elskede dog Verden saaledes, at hån ikke vilde, at vi skulde dø, men at vi skulde omvende os og leve; derfor sendte han sin enbaarne Søn til at blive Mennesker lig, for at han skulde tale Livets Ord til os, saa vi kunde tro det og blive levendegjorte derved. Derfor siger Jesus her i vort Evangelium: »hvo som hører mit Ord og tror ham, som sendte mig (saa han modtager mit Ord som sendt fra Faderen), han har evigt Liv og kommer ikke til Dom, men er gaaet over fra Døden til Livet«. Ja saaledes er det: den der tror Jesu Kristi Ord, saa han bevarer det i sit Hjærte som et Guds Ord til ham, han har deri det evige Liv, har det allerede her paa denne Jord, hvor vi dog gaa til Døden, hvor vi gaa, vistnok ingenlunde saaledes, at det er fuldvoksent og fuldkomment, men i en levende Begyndelse, som kan og skal vokse i Styrke og Glæde udaf den samme Jesu Kristi Naades Kraft, hvori det har sit Udspring. Vi have det evige Liv i den Jesus Kristus, vi tro paa og klynge os til som vor Herre og Frelser. Og om end dette Liv er og stedse her paa Jorden vedbliver at være et skjult Liv, »skjult med Kristus i Gud (Kol 3.3)«, saa ere vi dog visse paa, at vi have det, efterdi vi vide med os selv, at vi ikke for nogen Pris vil slippe Jesus Kristus og hans Naades Ord, fordi vi derved have vort Hjem hos hans og vor Fader i Himlene.

Og fremdeles er det Sønnens Gerning at dømme. Faderen har givet Sønnen hele Dommen, ikke alene den Dom og Skilsmisse, der skal ske paa den yderste Dag, naar han kommer at dømme levende og døde, men ogsaa den, der begynder her i. Tiden, hvor Jesus træder Mennesker i Møde i sit Ord. Ti netop fordi hans Ord er Livets Ord og kan levendegøre, derfor maa det ogsaa holde Dom og gøre Skilsmisse mellem dem, der vil frelses til Livet, og dem der vil blive i Døden og Mørket. Derom siger Jesus (Joh 3.17-18): »Gud har ikke udsendt Sønnen til Verden, for at han skal dømme Verden, men for at Verden skal frelses ved ham. Hvo som tror paa ham, dømmes ikke; hvo som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet paa Guds enbaarne Søns Navn«. Og denne Dom er given ham, fordi han er Menneskesøn, et sandt Menneske. Dersom han var fremtraadt i sin Guddomsherlighed blandt Mennesker, vilde de ikke have haft noget Valg, om de vilde tro paa ham eller ikke, ja da var han bleven en fortærende Ild for dem alle, ti de ere Syndere alle. Men han kom som Menneskesøn, han som dog er den evige Guds Søn, for at tale Livets Ord i en saadan Skikkelse til Mennesker, at de kunde af Hjærtet svare Ja dertil og kunde og maatte vælge mellem Livet og Døden, mellem det at blive frelste til at ville, hvad Gud vil, og det at vedblive at ville raade sig selv. Og de, der vælge det sidste, de dømme sig selv fra Livet og dømmes af Jesu Kristi Ord, som de have forskudt.

Og saaledes som Jesus i sit Køds Dage ved sit Ord gjorde levende og holdt Dom, saaledes vedbliver han i sit Ord ved den Hellig-Aand at gøre de samme Gerninger blandt Mennesker indtil Dagenes Ende. Men da skal disse hans Gerninger fuldt aabenbares, naar han selv aabenbares i sin Herlighed. Det er herom, han siger: »den Time kommer, da alle i Gravene skulle høre hans Røst, og de skulle gaa ud, de som have gjort det gode, til Livs-Opstandelse, og de, som have øvet det slette, til Doms-Opstandelse«. Ja da skal han gøre den evige Skilsmisse mellem Livet og Døden, mellem dem, der vilde frigøres fra deres Synd, og dem der vilde blive i den. Men det er det Haab, den Fremtids-Udsigt, han har givet os, som tro paa ham, og som derved ere overgangne fra Døden til Livet, at naar Kristus vort Liv aabenbares, skal ogsaa vi aabenbares med ham i Herlighed (Kol 3.4), og det skal blive aabenbart og øjensynligt for Alverden som for os selv, at vi have det evige Liv i ham, og det ikke alene aandeligt, men ogsaa vort Legeme, som maaske i Aarhundreder har ligget hensmuldret i Jordens Skød, skal ved hans Ords Guddomskraft oprejses til at blive ligedannet med hans Herligheds-Legeme. I dette Haab se vi opad og fremad med Frimodighed, selv om vi her skal stedes i Trængsel og Strid, og selv om vi mangen Gang maa sukke over, at vi ikke føle det evige Livs Kræfter saa stærke, som vi ønskede. Ti

Er vort Liv i Gud forborgen,
smuldrer Støv i Graven hen,
paa den store Paaskemorgen
Sol for os staar op igen,
viser grant,
det er sandt,
Jesus Døden overvandt.

Amen.