Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Hjertets Offer - Treogtyvende Søndag efter Trefoldighed

Mark. Evang. 12, 41-44

Og da Jesus sad lige overfor Tempelkisten, saa han paa, hvorledes Mængden lagde Penge i Kisten, og mange rige lagde meget deri. Og der kom en fattig Enke og lagde to Skærve, som er en Hvid. Og han hidkaldte sine Disciple og sagde til dem : sandelig siger jeg eder, . denne fattige Enke har lagt mere i, end alle de, som lagde i Kisten; ti de lagde alle af deres Overflod, men hun lagde af sin Mangel alt, hvad hun havde, hele sit Eje.

Vi læse i Iste Samuels Bog, 16de Kap., Øt dengang Profeten Samuel efter Herrens Befaling var kommen til Betlehem til Isajs Hus for at salve en af hans Sønner til Konge i Sauls Sted, da kom først Isajs ældste Søn Eliab frem, en smuk og høj ung Mand, og Samuel tænkte strags, at det maatte være ham, der skulde være Israels Konge. Men da lød Herrens Ord til ham: »Se ikke paa hans Udseende eller paa hans høje Vækst, ti jeg har vraget ham; jeg ænser ikke det, som et Menneske ser paa; ti et Menneske ser efter det, der er for Øjnene, men Herren ser paa Hjærtet«. Ja, Gud ser paa Hjærtet; saaledes gør han alle Dage. Han har selv skabt vort Hjærte i sit Billede til at ligne ham og tilhøre ham; han har fra Begyndelsen præget det med sit Guddomsstempel, og han ser paa, om vort Hjærte er i Stand til og villigt til, at hans Sandhed og Miskundhed kan bo deri, saa det kan vorde og være et Spejlbillede af ham, hans Sandhed og Kærlighed. Og Gud lader sig ikke blænde hverken af Storhed eller af Skønhed, han er i Løndom og ser i Løndom.

Mennesker derimod se efter det, der falder i Øjne. Saaledes var det alt dengang; det er nu snart 3000 Aar siden; og saaledes er det endnu den Dag i Dag: det udvortes, det iøjnefaldende, store, glimrende, det er dette, Mennesker se efter.; hvor de finde det, have de som oftest set nok til at bifalde, hvad andet de se, eller dog til at overse det, selv om det er ligefrem slet. Naar et Menneske er af indtagende Væsen, har rige udvortes Gaver, er der snart ingen Grænser for, hvad Mennesker kan finde sig i, ja rose og beundre hos ham, selv om de vide og tilstaa, at han inderst inde er et slet og urent og egenkærligt Menneske. Men den der ikke har saadanne udvortes Gaver, paa ham falder til Gengæld Menneskers Dom des haardere, for ham er der ingen Skaansel, -- istedenfor at det efter Guds Dom, den retfærdige Dom, gaar lige omvendt: den hvem meget er givet, af ham skal meget kræves, og hvem meget er betroet, af ham skal forlanges des mere (Luk 12.48). Dersom et Foretagende mislykkes, have Mennesker strags Forkastelsesdommen til rede, baade over selve Sagen og over den, der satte den i Værk. Men lykkes det, saa bliver Dommen en ganske anden. Man siger: gjort Gerning er halvt forsvaret. Men med endnu større Sikkerhed kan man sige, at en Gerning, som lykkes, er helt forsvaret i saare mange Menneskers Øjne, selv om de se og vide, at Egennytte og Urenhed har været Drivfjedren fra først til sidst. Det gaar da efter Ordsproget: Lykken gør Last til Ære og Dyd.

Men medens Mennesker se paa det, der er for Øjnene, ser Gud paa Hjærtet. Derfor vil det ogsaa vise sig med mange af dem, Mennesker have beundret som de allerypperste, at naar de vejes paa Guds Vægtskaal, vil det hedde: du er vejet og fundet for let. Man kan af og til se Dommen over Mennesker fremstillet saaledes, at Menneskets Gerninger vejes imod hinanden, de gode Gerninger i den ene, de onde i den anden Vægtskaal. Dette er aldeles ikke nogen kristelig Tanke; det er en Overførelse af Menneskers Dom, der ser efter det udvortes, paa Guds Dom. Nej, vil vi bruge Billedet af en Vejning, saa bliver det ikke Menneskets Gerninger, men Mennesket selv, der skal vejes, ikke ved Sammenligning med andre Mennesker, men vi skal vejes paa Guds Vægt, han som skabte os i sit Billede til at leve i ham; det skal vejes og prøves, om vort Hjærte har et Indhold, som kan bestaa for Herren, naar han aabenbares med Ilds-Lue, om vi have et Liv af Gud og i Gud; ti kun da ere vi i Stand til at blive salige paa den nye Jord, der hvor der ikke skal behøves Lys af Sol eller Lampe, fordi Gud selv skal være det evige Lys for alle og i alle Hjærter.

Og dette gælder ikke alene de store og fremragende Menne sker, det gælder os alle, ihvor smaa og uanselige vi end have været blandt Mennesker. Gud ser paa Hjærtet hos os alle. Og hvad han der ser efter, er ikke alene den gode og redelige Vilje, hvoraf den enkelte Gerning er udsprungen, men hans Blik gaar langt dybere: han ser paa Hjærtets inderste Grundretning, om det er af Sandheden, d. v. s. er et Hjærte, der vil kende sig selv, som det er overfor den alvidende Gud, og kende Gud, saaledes som han træder os i Møde i sin Hellighed og Kærlighed. Det er et saadant Hjærte, som vor Herre Jesus kalder et smukt Hjærte, smukt i hans Øjne, som ser paa Hjærtet; og saadanne smukke Hjærter findes ikke alene i dem, hvis Hjærte ved at modtage Guds Naade er blevet rent, renset til i Oprigtighed at forsage alle Djævelens Gerninger og til at glædes ved at ville, hvad Gud vil, men et smukt Hjærte kan Gud ogsaa se hos saadanne Mennesker, som ikke selv kan øjne andet end Synd og Urenhed, naar de se ind i sig selv, ja som se saa megen Synd hos sig selv, at de slet ikke have Tid til at se nogen Synd hos andre. Et saadant Hjærte kan høre Jesu Kristi Naades Røst, og paa det kan det opfyldes, hvad Herren har talt ved Profeten (Es 57.15): »Jeg bor i Højhed og, Hellighed, siger Herren, men jeg vil ogsaa bo i den sønderknuste og sønderbrudte Aand, for at levendegøre de sønderknustes Aand og levendegøre de sønderbrudtes Hjærte.. Ti den, som ser og kender sin Synd, og som af Guds Naade er bleven vis paa, at Gud ikke er vred paa ham mere, men har tilgivet hans Synd, han faar derved et levende Hjærte, som bliver smukt i Guds Øjne i dybere Forstand end for: det bliver et glad Hjærte, glad i sin Gud og Frelser, og et lydigt Hjærte, som gerne vil, hvad Gud vil, og et taknemligt Hjærte, hvis Øje er klaret til at se Guds mange Velgerninger i smaat og stort, og som glæder sig ved at frembære sig selv som et Takoffer til ham i Ord og Gerning.

Et saadant smukt og glad Hjærte se vi hos denne fattige Enke, som vi hørte om i denne Dags Evangelium. Der stod i en af Templets Forgaarde en Kiste, hvori de, der havde deltaget i Gudstjenesten, kunde nedlægge deres Gaver til Templets Vedligeholdelse. Det var altsammen frivillige Gaver, og der kom saare meget ind paa den Maade; ti Templet i Jerusalem var alle Israeliters Stolthed og Glæde. Og idet de gav deres Bidrag til Templets Brug, var det jo i Grunden til Gud, de gav dem, ti ved Templet og Gudstjenesten, som holdtes der, fremmedes jo Guds Navns Ære.

Saaledes var det nu ogsaa den Dag, da Jesus sad i Forgaarden og saa paa de mange, som lagde deres Gaver i Kisten: de rige lagde mange Penge deri, men den fattige Enke havde kun to Skærve, omtrent to Øre i vore Penge; dem lagde hun. Det var en kummerfuld Lod, denne Kvinde havde. Hun var Enke, stod ene og uden Støtte blandt Mennesker, og hun var fattig, — visselig ikke alene paa Gods, men ogsaa paa Venner og kærlige Mennesker, som vilde trøste og oplive hende. Ti medens der plejer at være mange, som have Medfølelse og ere rede til at trøste, naar et velhavende eller velstillet Menneske rammes af en Sorg, saa er den fattiges Trøstere saa saare faa, ja blive maaske helt borte. Men nu havde denne fattige Enke søgt op til Herrens Hus, og ved Gudstjenesten der havde hun fundet Trøst og Glæde hos Herren Israels Gud, Enkernes Forsvar og de faderløses Fader. Og netop fordi hendes Liv ellers var saa fattigt paa Glæde, derfor kunde hun saa meget mere paaskønne den Vederkvægelse, hun saaledes havde faaet. Ti det er ydmygende for os, der bo paa Livets Solside, at se, hvor glade og taknemlige de, der leve paa Skyggesiden, mangengang kan være for hver lille Oplivelse, hver lille Solstraale, der falder paa deres Vej, selv om den lyser saa svagt, at de, der ere vante til at færdes paa Solsiden, slet ikke ænsede den. Man kunde næsten sige, at jo tungere og mørkere et troende og gudfrygtigt Menneskes Lod er her i Livet, des mere klares Øjet til at se og paaskønne ethvert Lysglimt, om det end er nok saa lille, og des mere levende bliver Hjærtet til at være taknemligt mod Gud derfor.

Saaledes var denne Enke nu bleven trøstet og glad i Herrens Helligdom, og da hun gik ud derfra, gav hun sine eneste to Skærve i Tempelblokken. Skulde Mennesker have vejet dem imod de riges Gaver, saa var hendes Gave helt falden igennem; men Herren ser paa Hjærtet, og derfor siger han, at hun gav mere end alle de andre; ti de gav kun af deres Overflod, hvad de ikke trængte til eller havde Brug for og derfor heller ikke savnede, men hun gav af sin Mangel, alt hvad hun ejede. Hun gav mere, ikke alene i Forhold til det lidet, hun ejede, men især fordi hun gav sig selv og sit Hjærte med i sin Gave. Ti hvad drev hende til at give den? Hun kunde jo dog ikke, ligesaa lidt som nogen anden, have tænkt, at disse to fattige Skærve i sig selv kunde gøre fra eller til for Templets udvortes Vedligeholdelse eller Smykkelse. Men hendes Hjærte har været saa fuldt af Tak og Glæde over den Trøst og Vederkvægelse, som hun havde fundet for sin Sjæl i Helligdommen, hun havde fundet sit Liv der i Israels Trøst og Haab; derfor gav hun nu alt, hvad hun havde at leve af, .som et Takoffer til Gud, og dermed gav hun i Virkeligheden tillige sit Hjærte som et Takoffer til ham og sig s el v som en levende Sten og et aandeligt Smykke til Herrens sande Tempel og Menighed.

Der staar skrevet (2 Kor 9.7): »Gud elsker en glad Giver., d. v. s. den som giver u d af Hjærtets Glæde; og denne Enke gav som en glad Giver, hun var glad ved at kunne give. Om denne Gave gjaldt det, som Paulus skriver om en Gave, som Menighederne i Makedonien havde indsamlet til de Kristne i Jerusalem (2 Kor 8.2-4): deres overstrømmende Glæde og deres dybe Fattigdom strømmede over i en Rigdom paa Rundhaandethed; og dette kom deraf, at de først gav sig selv til Herren. Derfor gav de deres Hjærter med i den Gave, de sendte til Menigheden i Jerusalem, de vare hjærteglade ved at kunne give den. Og saaledes skulde det være med alle de Gaver, der ligesom denne Enkes kan siges at være givne til Guds Tempels Vedligeholdelse og Opbyggelse, jeg mener ikke nærmest til at bygge Kirker for, men i det hele til Guds aandelige Tempels, hans Riges og Menigheds Fremme paa Jorden. Da gives saadanne Gaver paa rette Maade, og da ere de af den rette Art, naar de frembæres af g lad e Givere, af Hjærter, som selv ere blevne glade ved Herrens Naade og ved at have faaet Adgang til hans Tempel, og som nu glædes ved at kunne gøre, hvad de formaa, for at andre kan faa Del i den samme Glæde ; ti da give Mennesker, hvad de eje, og de give deres Hjærte med, ja de give dermed sig selv som et Takoffer til Herren. Men det gør man ikke, saa længe man kun giver, hvad der er overflødigt for en selv.

Det samme skulde ogsaa gælde om alle andre Gaver, som Kristne give til dem, der trænge, al saakaldet Godgørenhed. Der staar skrevet (Hebr 13.16): »Glemmer ikke at gøre vel og at meddele; ti i saadanne Ofre har Gud Velbehag«. Altsaa ogsaa saadanne Gaver skulde være Ofre, Gaver til Gud. Det er det samme, som ogsaa Jesus Kristus udtaler, naar han paa Dommedag vil sige (Matt 25.40): »Hvad I have gjort mod en af mine mindste Brødre, have I gjort imod mig«. Men kun da kan saadanne Gaver være Ofre, 'Gaver til Gud, naar vort Hjærte følger med, et Hjærte som er fuldt af, eller dog er drevet af Taknemlighed mod ham for hans Naade mod os. Men deraf følger da nødvendigt, at de aldrig kan være Sonofre, hvormed man kunde tilkøbe sig Guds Naade og en Plads i Himmerig. Saaledes har man i Pavedømmet talt om de »Sjælegaver«, hvormed man vil købe Sjælene ud af Skærsilden; men man kan ogsaa møde den samme Tankegang hos os, naar Mennesker paa deres yderste uddele til de fattige, til Legater og milde Stiftelser, af deres Gods, det Gods, som de maaske mangengang have vundet ved alt andet end gode Midler. Men den, der paa saadan Maade vil afsone, hvad han før har gjort ilde, han opnaar det visselig ikke; ti er der nogen Gave, der i fuldeste Forstand maa siges at være given af ens Overflod, af det der nu er helt overflødigt og ubrugeligt for Giveren selv, saa er det en Gave, som uddeles paa den Maade, naar det lakker mod Enden. Og fremfor alt skal vi mærke, at vi Kristne have kun med ét Sonoffer at gøre, det som Jesus Kristus frembar for os paa Golgatas Kors; vilde vi selv bringe Sonoffer, var det en For- nægtelse af Jesus Kristus som den eneste Frelser. Nej de Ofre, vi Kristne have at bringe, og som vi ogsaa skulde frembære i de Velgerninger, vi gøre mod Mennesker, det er Takofre, frembaarne udaf Hjærtets Taknemlighed-mod Gud for al hans Naade og Godhed imod os. Og jo mere hans N a ad e mod os i Jesus Kristus bliver os det første og ene fornødne, des lettere og gladere vil disse Ofre blive frembaarne, saaledes at vort Hjærte følger med i Gaven, og at vi give som glade Givere af hvad vi ej e. Da vil saadanne Gaver kunne blive de nødlidende til virkelig Hjælp, ikke alene afhjælpe deres timelige Nød, men ogsaa hjælpe dem aandeligt paa Fode. Ti de lidende vil da føle, at der i Gaven slaar dem et Hjærte i Møde, som føler og lider med dem i deres Nød.

Derved kan saadanne Takofre naa videre end til at afhjælpe Menneskers timelige Nød, de kan ogsaa hjælpe dem op af deres aandelige Nød. Og denne Hjælp ere vi, som tro paa Jesus Kri- stus og have faaet Del i hans frelsende Naade, fremfor alt kaldede til at bringe Mennesker, saa vi trøste de bedrøvede, hjælpe de faldne paa Fode, vise og føre Mennesker hen til vor Herre og Frelser, hos hvem vor egen Sjæl har fundet Hvile. Det er en stor Rigdom, som deri er givet os ; men den er os ikke givet, for at vi skulde beholde den for os selv, men for at vi skal dele ud til andre, hvad vi saaledes have faaet i Eje. Og her gælder det i fuldeste Maal, at vi skal give dem, hvad vi eje og selv have at leve af og leve med, ikke af vor Overflod, hvad der er overflødigt for os selv. Skal vi bringe de bedrøvede virkelig Trøst, maa vi »trøste dem med den Trøst, hvormed vi selv ere bievne trøstede af Gud (2 Kor 1.4)« Saa længe vi kun bringe, hvad vi have tænkt eller læst os til, give vi kun. hvad der i Grunden er overflødigt for os selv, og det hjælper da kun lidt den bedrøvede, om vi fremføre de bedste og sandeste Trøstegrunde, endog om han selv kender dem for sande, ja disse kan maaske endog gøre hans Sorg endnu tungere. Derimod kan et i sig selv ganske fattigt Ord, der kommer fra et Hjærte, som selv har fundet Trøst fra Gud deri, vidunderlig rejse det faldne Mod og gøre det bedrø- vede Hjærte trøstigt. Noget saadant have mangfoldige bedrøvede Mennesker erfaret. Skal vi oprejse de faldne og føre dem til Frelse, saa skal vi ikke tale, hvad vi tænke og regne os til kunde være dem til Gavn, langt mindre, hvad der kunde trykke dem endnu dybere ned, men vi skal først og fremmest bringe dem, hvad vi eje, hvad der er blevet os selv til Oprejsning og Frelse. Da blive vi glade ved at kunne trøste dem, og da bliver det, vi saaledes tale Mennesker til Trøst og Oprejsning, tillige som et Takoffer til Gud fra vort eget Hjærte.

Og lad mig endnu tilføje: saaledes skulde det ogsaa være, naar vi, som ere Ordets Tjenere, forkynde Kristi Evangelium. Det er ikke vor Opgave at prædike med veltalende og skønne Ord eller at fremføre dybe og interessante Tanker om Gud og hans Rige, om det aandelige og evige. Dette kunde vel vække Menneskers Beundring og Interesse, men det kan ikke føre dem til Jesus Kristus og fremad paa Frelsens Vej. Nej vi skal vogte os for at prædike af vor Overflod, hvad vi ikke selv have Brug for. Vi skal vidne om Jesus Kristus, og det kan vi kun gøre, naar vi forkynde, hvad vi selv have faaet i Eje, forkynde Evangeliet, som det er blevet os selv til Tugt og Trøst, til Glæde og Opbyggelse, eller som vi selv søge vor Opbyggelse og Livsnæring deri. Det er muligt, at det, vi saaledes have at forkynde, i sig selv kun er Fattigdom, at ligne ved Enkens to Skærve; men dog er det mere end nok til, at vi maa af Hjærtet takke Gud, fordi han af sin Naade har givet os det i Eje. Og nøjes vi med, hvad vi saaledes have at give, og frembære vi det som tro Husholdere og Tjenere, ganske jævnt og stille, for at tjene vor Herre og Frelser dermed, saa skal det visselig naa til Menneskers Hjærter og blive dem til Velsignelse, til Trøst og Opbyggelse.

Naar vi paa den Maade give, hvad vi eje, hvad enten det er timeligt eller aandeligt, saa kan vi blive glade Givere, og Gud elsker saadanne Givere, gennem dem straaler hans Kærlighed ud iblandt Mennesker. Men dette er dog ikke saaledes at forstaa, at vi først da skulde give og meddele, naar vi kunde gøre det udaf Hjærtets Glæde. At tænke saaledes vilde føre til, at vi aldrig naaede til at give ret; ti det naa vi kun til ved at begynde med Begyndelsen, d. v. s. ved at give udaf et lydig t Hjærte, fordi Gud vil, at vi, som have faaet den Naade at være hans Børn, skal hjælpe dem, der ere i Nød, timelig og aandelig, og saaledes hjælpe med til at vedligeholde og opbygge hans Tempel. Lad være, at en saadan Gave i sig selv er uden Værd og i alle Fald uden al Fortjeneste for Giveren, saa er den dog ikke værdiløs for den, der hjælpes. Men heller ikke for den, der giver af et lydigt Hjærte ; ti at give saaledes har den Forjættelse, at den der er tro i det smaa, skal blive sat over mere, d. v. s. hans Hjærte skal faa mere at raade med, vokse i Kærlighed, fyldes med rigere Kærlighed til at kunne give med Glæde. Hvad der saaledes gøres udaf Hjærtets lydige Troskab, er virkelig ogsaa et — om end nok saa fattigt Offer til Gud, et Takoffer, hvori vi bringe ham vort Hjærte. Og han vil velsigne dette Offer, saa vort Hjærte bliver des mere i Stand til lydigt at tro hans Naades Ord og opleve dets Kraft til at gøre os glade i ham og glade ved at kunne af Hjærtet tjene og ære ham i al vor Gerning, saa vi fremstille vort Levned i Legemet som et levende, helligt, Gud velbehageligt Takoffer 1. Og saaledes vokse vi til hisset med alle de hellige at fremhæve vor Taksigelses og Lovprisnings Offer for ham i hans Tempel evindelig.

Amen.