Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Den stadige Omvendelse - Toogtyvende Søndag efter Trefoldighed

Matt. Evang. 18, 1-14

I samme Stund kom Disciplene hen til Jesus og sagde: hvem er størst i Himmeriget? Og han hidkaldte et lille Barn og stillede det midt iblandt dem og sagde: sandelig siger jeg eder, dersom I ikke vende om og blive som Børn, komme I slet ikke ind i Himmeriget. Hvo som altsaa ydmyger sig selv som dette Barn, han er den største i Himmeriget. Og hvo som modtager et eneste saadant Barn paa mit Navn, modtager mig. Men hvo som forarger en af disse smaa, som tro paa mig, for ham var det bedre, om en Møllesten var hængt om hans Hals, og han var sænket i Havets Dyb. Ve Verden for Forargelserne! ti vel maa Forargelserne nødvendigvis komme; dog ve det Menneske, ved hvem Forargelsen kommer. Og om din Haand eller din Fod forarger dig, da hug den af og kast den fra dig; det er bedre for dig at gaa halt eller lemlæstet ind til Livet, end at have to Hænder eller to Fødder og kastes i den evige Ild. Og om dit Øje forarger dig, da riv det ud og kast det fra dig; det er bedre for dig at gaa enøjet ind i Livet, end at have to Øjne og kastes i Helvedes Ild. Ser til, at I ikke foragte enm eneste af disse smaa; ti jeg siger eder, at deres Engle i Himlene se stadig min Faders Aasyn, han som er i Himlene. Ti Menneskesønnen er kommen for at frelse det tabte. Hvad tykkes eder? Dersom et Menneske har hundrede Faar, og et af dem er faret vild, forlader han da ikke de ni og halvfemsindstyve paa Bjærgene og gaar bort og leder efter det vildfarende? Og sker det saa, at han finder det, sandelig siger jeg eder, han glæder sig mere over det end over de ni og halvfemsindstyve, som ikke have faret vild. Saaledes har min Fader, som er i Himlene, ikke Vilje til, at en eneste af disse smaa skal fortabes.

Aldrig kom Enfilene saadant for Øre,
før Mand begyndte Guds Harper at slaa;
det var for dem saa livsaligt at høre,
Himlenes hele Forsamling tog paa:
Amen, Halleluja, Sejren er vunden,
Hyrden sit Lam det vildfarne har funden.

Saaledes synge vi i en af vore Salmer. Der er en frydefuld Klang i disse Ord, saavel som i denne Salme i det hele; og det maatte der ogsaa være, om disse Ord skulde være sande; ti de skildre jo den Glæde, der er i Himlen over Synderes Frelse, hvorom Jesus siger (Luk 15.7): »Der bliver Glæde i Himlen blandt Guds Engle over én Synder, som omvender sig«, og som han ligeledes viser hen til i vort Evangelium i Dag, hvor han taler om, at Hyrden, d. e. han selv, glæder .sig mere ved at have fundet det ene Faar, der var blevet borte, end over de ni og halvfemsindstyve, som ikke fore vild. Og vi kan trygt sige, at den, der har sunget saaledes om denne himmelske Glæde, han maa selv have følt og smagt noget af den Afglans, som denne Glæde skaber sig paa Jorden, følt en Synders Glæde over at være bleven fundet og omvendt til sin Sjæls Hyrde og Tilsynsmand Jesus Kristus, eller den tabte Søns Glæde over at være bleven funden igen. Da kan man ogsaa af Hjærtet takke Gud, fordi Sejren er vunden; »da er Sorgen slukket, da er Perlen funden, Paradis oplukket, Døden overvunden«. Ja da kan vi ikke alene se saaledes tilbage, men ogsaa frimodig og med Haab se fremad og sige, med Paulus' Ord i den gamle Epistel til denne Søndag: jeg er fulde- lig forvisset om, at han som har begyndt det gode Værk i mig, vil fuldføre det indtil Jesu Kristi Dag.

Men dersom vi da, naar vi ere naaede saa vidt, vilde tænke, at nu have vi vort paa det tørre, og al Fare er, forbi, vilde vi tage storlig fejl. Nej da begynder en ny Slags Fare, som kun Guds Børn kan kende, Faren for selve den Ondes snedige Anløb, idet han vil friste os til at bruge selve den Naade, Gud har givet os, saaledes at den bliver os til Fald. Det er derom, Apostelen Paulus skriver til Menigheden (Ef 6.11,12): »Ifører eder Guds fulde Rustning, for at I maa kunne holde Stand imod Djævelens Rænker; ti for os staar Kampen ikke mod Kød og Blod, men mod Ondskabens Aandevæsner i Himmelrummet«. I denne Kamp kan vi aldrig sejre ved egen Magt; men ligesaa lidt kan vi trøste os med, at vi en Gang for alle ere blevne iførte Guds fulde Rustning, dengang vi blev hans Børn; nej kun da kan vi sejre, naar vi stedse paany iføre os denne Guds Rustning, som han i sit Ord og sin Naade i Kristus har givet os. Og det er ikke alene de menige Kristne, Apostelen formaner saaledes, medens han selv var kommen ud over dette Arbejde. Nej han optog det selv i dets fulde Alvor. Derfor læse vi ogsaa, at den samme Apostel Paulus, som skriver saa tillidsfuldt om de troende: »jeg er fuldelig forvisset om, at han, som begyndte det gode Værk i eder, vil fuldføre det indtil Jesu Kristi Dag», og som skriver om sig selv (2 Tim 1.12): »jeg ved, til hvem jeg har sat min Lid, og er forvisset om, at han er mægtig til at vogte den mig betroede Skat indtil hin Dag«, — han skriver ogsaa (1 Kor 9.27): »jeg kuer mit Legeme og holder det i Ave, for at ikke jeg, som har prædiket for andre, selv skal blive forskudt«. Læg Mærke til disse Ord. Det er Herrens store, udvalgte Apostel Paulus, der skriver saaledes om sig selv. Hvad skal da vi Smaafolk sige om os, ikke alene vi, som ere Ordets Tjenere, men ogsaa alle Kristne, som af Guds Naade ere komne til Troen paa Jesus Kristus og paa Syndernes Forladelse for hans Navns Skyld? Disse Apostelens Ord indeholde i Sandhed en alvorlig Paamindelse til os alle.

Og det er ikke i en øjeblikkelig forsagt Stemning, at Apostelen taler saaledes om Muligheden af, at han selv kunde blive forskudt, ikke heller saaledes at forstaa, at han i en opbrusende Følelse bruger saadanne Ord, medens han i en roligere Stemning ikke vilde tænke eller tale saaledes. Nej, hvad Apostelen skriver her, er det selv samme, som Jesus selv atter og atter lægger sine Disciple paa Hjærte. Vi møde dette i vort gamle Evangelium til denne Søndag, hvor vi høre om den Tjener, der fik al sin Gæld eftergivet, altsaa fik alle sine Synder forladte, og som dog tog denne Naade forfængelig og forspildte og mistede den. Og vi høre det atter og atter i det nys oplæste Evangelium; ti dets Indhold er fra først til sidst at vise eller at advare dem, der ere komne ind i Himmeriget og prædike for andre, om at de skal tage nøje vare paa sig selv, at de ikke selv skal blive for- skudte. Det høre vi, naar Jesus siger til sine Disciple: »uden I omvende eder, komme I ingenlunde ind i Himmeriget« ; og atter: »hvo som forarger en af disse smaa, som tro paa mig, for ham var det bedre, om en Møllesten var bleven hængt om hans Hals, og han var sænket i Havets Dyb«. Og atter, naar Herren advarer dem imod at forarges af deres Haand eller Øje og siger, at hellere maatte de rive Øjet ud eller hugge Haanden af, end beholde dem og kastes i Helvede. Det er jo atter og atter den Fare, den forfærdelige Udsigt, han stiller dem for Øje, at dersom de ikke passe paa sig selv, udsætte de sig for at blive forskudte.

Og det er vel at mærke, at dette taler Jesus ikke til dem, der stod udenfor, ikke til Jøder eller Hedninger, men til sine egne Disciple, de tolv udvalgte Apostle. Det er til dem, han begynder med at sige: uden I vende om og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriget. Mærk dette vel. Ingen oplyst Kristen burde kunne tvivle om, at Apostlene — ialfald med Undtagelse af Judas Iskariot — i deres Hjærtes fulde Oprigtighed havde omvendt sig til Jesus Kristus fra al den Synd, de vidste af at sige. Ikke heller kunde nogen tvivle om, at de ved Troen paa det Ord, Jesus havde talt til dem, vare komne ind i Guds Rige. Man kan rigtignok i vore Dage høre endog troende Kristne med stor Fynd paastaa det modsatte, at Apostlene dengang endnu ikke vare omvendte og troende Mennesker. De anføre som Bevis herfor bl. a. det Ord, som Jesus Skærtorsdag Aften sagde til Simon Peder (Luk 22.32): »naar du engang har omvendt dig, saa styrk dine Brødre«. Deraf vil man da slutte, at Peder dengang endnu var et uomvendt Menneske; og naar det var saaledes med ham, den ypperste af Apostlene, saa maa det samme langt mere have været Tilfældet med de andre. Og saa glemmer man eller lukker sine Øjne for, hvad Jesus i det samme Aandedræt lige iforvejen havde sagt til Peder: »jeg har bedet for dig, at din Tro ikke skal svigte. Altsaa endskønt der forestod Peder det dybe Fald, hvoraf han kun kunde blive oprejst gennem en alvorlig Hjærtens Omvendelse, saa troede han alligevel, ikke blot havde troet engang i tidligere Dage, nej han troede endnu, uagtet han faldt saa dybt. Men det er umuligt, at nogen kan tro uden at have omvendt sig.

Altsaa det skal staa fast, at det er til saadanne, som engang havde omvendt sig og fundet Naade, Jesus taler disse strenge Ord: dersom I gaa med saadanne Tanker i eders Hjærter, om hvem af eder der er størst i Himmeriget, saa kan I helt spare eder at spørge derom; ti vil I holde paa den Tankegang, saa stille I eder helt udenfor Guds Rige, og I maa først omvende eder fra dette Sind for at komme derind. Og vilde nogen tvivle om, at disse Ord vare talte til Apostlene, eller til Jesu Disciple overhovedet, saa høre vi det jo allerede af selve deres Spørgsmaal om, hvem der var størst i Himmeriget; ti det følger af sig selv, at ingen, som stod udenfor Jesus Kristus, ingen andre end de, der vare blevne hans Disciple og mente, at deres Plads i Himmeriget var aldeles sikker og umistelig, vilde eller kunde spørge ham derom. Men alligevel siger Jesus: det hjælper ikke, om I nok saa meget have omvendt eder, og er e komne ind i Himmeriget; have I saadanne Tanker, maa I vende om og blive som Børn, det vil sige, blive lige saa smaa i eders egne Tanker, lige saa ydmyge som de, og I maa begynde helt for fra, — ellers staa i udenfor Himmeriget.

Det skal vi, som tro paa Kristus, lægge vel Mærke til. Det ligger saa nær for en overfladisk og udvortes Tankegang at slutte saaledes: naar man har omvendt sig, saa har man omvendt sig, og der kan ikke være Tale om at omvende sig paany, med mindre det skulde betyde at vende tilbage til Verden og Djævelen. Og naar man e r i Guds Rige, saa er man der, og der kan ikke være Tale om at komme derind paany. Ti saaledes er det jo, naar man gaar hen ad en Landevej og kommer til Erkendelse af, at om man vedbliver at gaa i den Retning, kommer man bort fra Maalet, og man saa vender om til dette, da vil der ikke derefter være Tale om at vende om paany. Og er jeg gaaet ud af den danske Konges Rige, og f. Eks. over i det tydske, saa er denne Overgang dermed færdig og skal ikke gentages. Men Guds Rige er ikke af denne Verden; derfor kan man ikke uden at gaa vild tage derpaa og tale derom paa denne udvortes haandgribelige Maade. Vistnok maa Kristenlivet, det bevidste Kristenliv, begynde med, hvad vi kunde kalde en Grund-Omvendelse, .hvor vi med fuld personlig Bevidsthed af hele vort Hjærte sige Nej til al vor Synd, som vi vide af at sige, og vende os til vor Herre Jesus Kristus og modtage hans Naade. Og herved faar da vort Liv og Vandring en helt ny og anden Retning end før; før gik vort Liv i Retning af Verden, dens Lyst og Nydelse, Magt og Ære o. desl.; men nu bliver Jesus Kristus vort Maal, og Guds salige Rige vort Fædreland, som vi stunde fremad til. Og ligeledes er der en første Indgang i Guds Rige, naar vi med al vort Hjærtes Kraft modtage Jesu Kristi Naade og sige Ja til hans Ord; derved faa vi et andet Hjem end før: før var Verden vort Hjem, nu blive vi fremmede og Udlændinge i Verden, og Himlen, hvor Guds Vilje sker fuldkomment, bliver vort Hjem og Fædreland. Men hvad vi saaledes have begyndt, eller rettere, hvad Jesus Kristus saaledes ved sin Aand har begyndt i os, det maa vi stadig tage op paany og ligesom begynde forfra. Og kun derved bliver der virkelig Fremgang i vort Kristenliv, ikke saaledes opad, at vi kan se andre over Hovedet, men den Fremgang, at vi komme nærmere til Jesus Kristus, idet han bliver stedse mere umistelig for vor Sjæl.

Det er denne Fremgang, eller om man vil, denne stadige Begynden forfra, som Morten Luther taler om i sin Børnelærdom, den lille Katekismus, naar han skriver, »at den gamle Adam i os maa druknes ved daglig Anger og Omvendelse, og et nyt Menneske daglig maa opstaa «. Ogsaa dette kunde for en udvortes Betragtning tage sig ud som taabelig Tale; ti er den gamle Adam engang druknet, hvad behøver han saa at druknes paany, og det hver Dag? ere vi opstandne med Kristus, hvorledes kan vi saa igen opstaa daglig? Men hvor fornuftig en saadan Indvending end kan lyde, saa er den dog uden kristelig og aandelig Forstand. Ti Jesu Kristi Naade, ogsaa den Naade, at vi aandeligt ere begravne og oprejste med ham, have vi aldrig som en Selvejendom, eller som en Sag, der nu er i sin Orden en Gang for alle; men vi hive den kun derved, at vi stadig paany modtage den. Og dette sker derved, at vi hver Dag paany modtage det Naadens og Sandhedens Ord, som er indplantet i os, og som mægter at frelse vore Sjæle (Jak 1.21), modtage det som en hver Dag ny Naade.

Derfor maa vi ogsaa vedblive at omvende os hele vort Jordeliv igennem. Vistnok ikke i den Forstand, at den første Grundomvendelse atter og atter skulde gentages, men saaledes, at hver Gang Synden i en eller anden Skikkelse faar Magt med vort Hjærte, og hver Gang den dukker frem i en ny Skikkelse, saa maa vi omvende os fra den Synd; ja det gælder vort Liv, at vi gøre dette, ti ellers udelukke vi -os selv af Guds Rige. Det er dette, Apostelen Paulus formaner til, naar han skriver til de troende, om hvem han dog siger, at de baade ere døde og oprejste med Kristus (Kol 3.1-5): »saa døder da eders jordbundne Lemmer, Skørlevned, Urenhed, Brynde, ond Lyst og Havesyge«. Man kunde jo her spørge: naar de troende ere døde med Kristus, hvor kan der saa være Tale om, at de skal døde deres Lemmer? Men den, som vil tage sit Kristenlivs Kamp op i Oprigtighed og ikke vil slutte Fred med nogen eneste Synd, han faar Øje paa, han vil erfare, at der i en Kristens Liv her paa Jorden netop maa være Tale om begge Dele. Ti om vi end i fuldeste Oprigtighed paa Jesu Kristi Ord have forsaget al den Synd, vi vide af at sige, og have faaet alle vore Synders Forladelse, saa har derfor ingenlunde Synden forladt os, men den vedbliver at gaa igen, vender tilbage i gamle eller nye Skikkelser, fristende os med samme Kraft, ja stærkere end før. Og hertil kommer, at jo længer vi leve med og i Kristus, des dybere lære vi at se ind i vort eget Indre og at se, at det, som vi fra Begyndelsen slet ikke regnede for noget ondt, men fandt i sin naturlige Orden, det er helt smittet med Synden. Og da gælder det vort Liv, at vi ikke slutte Fred eller gaa paa Forlig med saadanne Synder, men vedblive at omvende os fra dem til vor Herre Jesus Kristus, at han kan herske i os.

Men er det først kommet dertil med os, at vi betragte det som en selvfølgelig Sag, at vi eje Guds Naade og kan sige : jeg forsager, og jeg tror ! saa staa vi ikke længer i Naaden, men have kun Kundskaben om Naaden, og saa glide vi bort fra Jesus Kristus, som kun kan bo i det ydmyge Hjærte, der lever af hans Naade. Saaledes var det her begyndt at gaa med Apostlene; de vare lidt efter lidt gledne over i den Tanke, at nu vare de saa fuldfaste i deres Discipelforhold til Jesus, at den Sag var fuldfærdig, den Naade, hvorved Jesus havde antaget dem som sine Disciple, var et forlængst tilbagelagt Trin i deres Liv, som de ikke behøvede mere at tænke paa. Men da var det ogsaa, at disse Storhedsspørgsmaal kom op. i dem, som viste, at deres Hjærte var blevet fremmed for Guds Rige, hvor Æren er Guds alene. Og vi se af Evangelierne, at det var ikke den eneste Gang, saadanne Tanker kom op hos dem. Det er det samme Sind, som Jesus advarer sine Disciple imod i Lignelsen om Farisæeren og Tolderen, og ligeledes om Arbejderne i Vingaarden, naar han taler om, at de første mente at have Krav paa større Løn, men derfor maatte tage deres og gaa bort, saavelsom ved mange andre Lejligheder. Vi se deraf, hvor nær denne Tanke, at man kan eje Guds Naade og dens Frugt som en Slags ufortabelig Selvejendom, laa for dem og ligger for Menneskehjærtet i det hele. Og det samme se vi den Dag i Dag. Men det vil altid vise sig, at hvor Mennesker mene saaledes at være færdige med Omvendelsen, at den er et tilbagelagt Trin, som de ikke behøve mere at tænke paa, og at deres Plads i Guds Rige er en afgjort Sag; hvor man ikke er paa sin Post og stedse modtager Guds Naade paany som uforskyldt Gave, der kommer altid under forskellige Former det samme Spørgsmaal op: hvem af os er størst i Guds Rige? og det vil sige: j e g er den største; I andre ere mindre end jeg; — eller endog: jeg alene har Plads i Guds Rige, fordi jeg alene taler og tænker om det kristelige paa den rette Maade.

Men naar der er saadanne Farer for os Kristne, hvorledes kan vi da med Sandhed sige og synge: Halleluja, Sejren er vunden! og hvor kan vi sige: jeg er vis paa, at den Hellig-Aand, som begyndte det gode Værk i os, vil fuldføre det? Var det ikke rigtigere, ydmygere og sandere at nøjes med at sige : vi ønske, vi bede om, at han vilde fuldføre det? Ja, vi skal visselig ikke blues ved at bede saaledes, ja bede derom hver Dag. Men samtidig skal vi være fuldvisse paa, at den trofaste Hellig-Aand baade kan og vil fuldføre det Naadeværk, han har begyndt i os ved Jesu Kristi Ord, saa sandt vi ikke hindre ham deri, derved at vi slutte Fred med vore Synder og ikke stride imod dem og om. vende os fra dem, fordi vi indbilde os, at Guds Naade engang for alle er bleven vor ufortabelige Selvejendom. Og vi skal være fuldvisse paa, at den samme gode Hyrde, som har ført os ind i sin Hjord og opholdt os i den indtil denne Dag, og som saa mange Gange har kaldt og draget og baaret os tilbage til sin Hjord, naar vi vare ved at fare vild i Ørken, han vil ogsaa staa ved sit Ord (Joh 10.28): »ingen skal rive mine Faar ud af min Haand«. Men vi skal samtidig tage Vare paa os selv, at vi ikke selv vende os bort fra ham, eller lidt efter lidt glide bort fra ham og ud i store Tanker om os selv i -Sammenligning med de andre, derved at vi tage hans Naade som noget for os selvfølgeligt, som vi ikke behøve længer at modtage, end sige at stride for.

Kun den kan blive i Jesu Kristi Naade, som i Ydmyghed vedbliver at søge og modtage den; og kun den kan vinde Sejers-kransen, som vedbliver at kæmpe for den. Men blive vi i Naaden, og optage vi trolig og vedholdende vor Strid og vort Arbejde, da dødes alle Indbildninger om vor egen Storhed, og vi finde vor eneste Storhed og Styrke deri, at vi tør tro, at vor trofaste Herre og Hyrde af sin Naade kender os for sine. Og i hans Navn sige vi da med Apostelen (1 Ped 5.10,11): »Al Naades Gud, som kaldte os til sin evige Herlighed i Kristus efter en liden Stunds Lidelse, han skal selv gøre os fulddygtige, faste, kraftige, grundfæstede. Hans er Vælden i Evighedernes Evigheder«.

Amen.