Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Det ny Jerusalem - Allehelgensdag. II

Joh. Aabenb, 21, 1-7

Og jeg saa en ny Himmel og en ny Jord; ti den forrige Himmel og den forrige Jord var forsvunden, og Havet var ikke mere. Og jeg saa den hellige Stad, et nyt Jerusalem, stige ned fra Himlen fra Gud, beredt som en Brud, der er smykket for sin Mand. Og jeg hørte en høj Røst ud fra Tronen sige: se, Guds Telt er hos Menneskene, og han skal bo hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være hos dem; og han skal aftørre hver Taare af deres Øjne, og Døden skal ikke være mere, ej heller Sorg eller Skrig eller Pine skal være mere, ti det forrige er forsvundet. Og hang som sidder paa Tronen, sagde: se, jeg gør Alting nyt! Og han siger: skriv; ti disse Ord ere trofaste og sande. Og han sagde til mig: de ere skete! Jeg er A og 0, Begyndelsen og Enden. Jeg, jeg vil give den, som tørster, af Livets Vands Kilde uforskyldt. Den, som sejrer, skal arve disse Ting, og jeg skal være hans Gud, og han skal være min Søn.

Skriften læst med øjne vaade,
Herrens Bog med Barnetro,
den er rig paa Lys og Naade,
den er fuld af Fred og Ro.

Saaledes er der sunget om vor hellige Skrift, og det er Ord, som Kristne maa sande. Ti den hellige Skrift er ikke skreven for dem, der staa udenfor, men for Guds Menighed. Og skal vi finde Velsignelse, Lys og Naade i den hellige Skrift, saa maa vi allerførst læse den med Barnetro, hvilket ikke alene vil sige med barnlig Tro, men fremfor alt saaledes, at vi læse Skriften med den Tro, der blev given os som Børn, den ene kristne Tro, som vi ere døbte paa, og som er fælles for alle Kristne, Børn og voksne, store og smaa. Med andre Ord, vi maa staa paa samme Stade som de, til hvem de hellige Skrifter først blev skrevne ; men de blev skrevne til og for Guds Folk under den gamle og den ny Pagt. Vi skal ikke forbyde dem, der staa udenfor Me- nigheden, at læse den hellige Skrift, men vi maa aldrig indbilde enten dem eller os, at de, saa længe de staa udenfor Menigheden og dens Tro, skulde kunne finde det rette Lys og Naade deri;. dette kan de ikke, lige saa lidt som den, der ikke hår Sans for Musik, kunde have Forstand paa Tonernes Verden. Men dernæst er det ogsaa sandt, at Skriften maa læses »med Øjne vaade« . Den der vil læse den af Nyfigenhed, for at faa Svar paa alskens Spørgsmaal om det aandelige og evige, han vil næppe finde enten Lys og Naade eller Fred og Ro for sin Sjæl deri; han vil snarere møde allehaande Udtalelser, som han vil snuble og stødes over. Nej, Skriften maa læses af Kristne, der søge Visdom til Frelse, Lys til at vandre fremad paa Frelsens Vej og til at se fremad til det salige Maal, denne Vej fører til; den maa læses af dem, der se og vide, at det er idel uforskyldt Naade og Barmhjærtighed, at vi kan vandre ad denne Livets Vej. Og jo dybere vi føle i vort Hjærte; at det er :Naade, føle det saaledes, at vort Hjærte strømmer over med Glædestaarer, fordi vi have faaet Del i den, des rigere Velsignelse, Lys og Naade, Fred og og Sjælehvile vil vi da hente ud af den hellige Skrift.

Men der er ingen Bog i Skriften, som dette i højere Grad gælder om, end om den, som det oplæste Stykke er taget af, Johannes' Aabenbaring. Den er ikke alene dunkel, ja uforstaaelig, for dem der staa udenfor, men ogsaa for mange troende Kristne. Og trods alt det trofaste og troende Arbejde, som i de henrundne Tider er gjort for at forklare den, vil der næppe findes nogen troende Skriftfortolker eller Skriftlæser, som tør sige, at han har fuldt forstaaet den. Der kunde vel nævnes flere Grunde til, at denne Bog er vanskelig at forstaa. Saaledes allerede dette, at man for at forstaa den maa være hjemme i den hellige Skrifts profetiske Billedsprog i det hele ; men endnu mere, at hvad der er aabenbaret Menigheden i denne Bog, saa at sige altsammen endnu er fremtidigt. Ti de Syner, der her oprulledes for Johannes' Seerblik, dreje sig., næsten alle om den sidste store Kamp, som Menigheden skal gennemgaa mod Verdensmasten, mod denne Verdens Fyrste og hans Redskaber, og om Sejren, som den ved vor Herres Jesu Kristi Kraft skal vinde, og som han skal vinde til den, naar han kommer i sin Herlighed. Og om vi end kan se, at denne Kamp allerede er begyndt, ja i Grunden har været staaende al den Tid, Menigheden har været til paa Jorden, saa er dens fulde, gruelige Styrke dog endnu forestaaende. Men enhver Spaadom om det fremtidige maa nødvendigvis være dunkel, indtil den opfyldes, eller dog begynder kendelig at opfyldes. Alligevel, trods al Dunkelhed og trods de ubesvarede Spørgsmaal, der kan opstige ved Læsningen, vil der maaske ikke findes nogen Bog i Skriften, hvori Kristne, der læse »med Barnetro«, i højere Grad end i denne vil føle ligesom Aandens Vingeslag, ikke Menneskeaandens, som i et menneskeligt Digterværk, men Guds Aands, som er Kærligheds og Helligheds, Visdoms og Styrkes Aand.

Grunden til, at denne Bog er saa utilgængelig og dunkel for saa mange kristne Læsere, ligger imidlertid maaske allerdybest deri, at det fremtidige, som deri fremstilles, ikke alene er nyt og uset, men ogsaa vil være som en fremmed Verden for os, saa længe Evighedshaabet og Sejershaabet træder i Skygge for os. Og det er den store, ja sikkerlig den største Brøst hos saare mange af vore Dages Kristne, at det evige Sejershaab , Kristi Herligheds Haab, indtager en saa lille Plads deres Liv, om det end ikke kan siges at være helt tilsløret; og dette vil altid være Tilfældet, saa længe man drømmer om at kunne indrette sig et Paradis her paa Jorden. Jeg taler hermed ikke om de mange verdslige Kristne, som forvende Kristi Evangelium til en blød Hovedpude, hvorpaa de kan vugge sig i blide Drømme om, at man her kan gøre sig Livet saa behageligt og nydelsesrigt som muligt, leve sig selv og søge sit eget, og saa endda have det Haab, at naar man sover ind i Døden, skal man vaagne til at fortsætte det samme Nydelsesliv hisset. Nej jegtaler om Kristne, som i Alvor og Sandhed vil tjene vor Herre Jesus Kristus i deres Liv og Gerning, og hvem det ligger alvorligt paa Hjærte at være tro Tjenere. Selv om vi vil dette, kan dette Livs mangfoldige og paatrængende Krav, dets Travlhed, dets Opgaver og Ar- bejder, fylde vor Sjæl saaledes, at vi over Nutidens Krav glemme at se fremad mod det ny Jerusalem, hvor Livet skal leves helt i Gud, og al Strid og Synd være endt.

Men derfor er det ogsaa gaaet mange Kristne saaledes, at naar de ramtes af en stor og tung Hjærtesorg, som løsrev dem fra denne Verdens Ting og førte deres Øjne opad og fremad, og som denne Timelighed med dens Travlhed og Lyst ikke havde Lægedom for, men snarere gjorde tungere, og naar de da følte, hvor tom denne Verden er i sig selv, og hvor liden Mættelse for vor Sjæl vi finde deri, at denne Mættelse i Virkeligheden kun er, som naar den hungrige drømmer, at han spiser, men han vaagner, og hans Liv er tomt, og Sorgen blev lige tung, da begyndte de at læse denne Bog med vatide Øjne, og da klaredes deres Blik gennem Taarerne, saa de med Undren begyndte at opdage, hvilken Rigdom af Trøst for Guds Menighed denne Bog indeholder, trods de mange Dunkelheder, de ikke forstod; men da kunde de over den rige Trøst, de fandt, overse disse, medens de tilforn stadig snublede over dem. ja da erfarede de, at denne Bog i Sandhed er, som man har kaldt den: Kristi Menigheds store Trøstebog.

Derved beredtes da ogsaa deres Hjærte til ret at faa Rum for Kristi Menigheds Sejershaab og Haabet om det salige Liv i Gud, som her i Synet i vor Tekst -skildres som Livet i det ny Jerusalem. Og kun i samme Maal som dette Haab lever i os, vil denne Bogs Dybder ret oplade sig for os. Det er ingenlunde min Mening, at vi paa den Maade skulde leve i Haabet, at vi skulde lægge Hænderne i Skødet og synke hen i Fremtids Drømme, saa vi derover glemte her at stride Troens Strid og trolig at optage hver sin jordiske Gerning, som Kristus har betroet os at tjene ham i. Nej vor Herre Jesus Kristus vil ikke gøre os til Drømmere, men til sine Tjenere , og vort Herligheds-Haab er ikke taagede Drømme, men det er en Fremtids-Vished, som kan bære os oppe og give os Magt til at opløfte vort Hoved under Nutidens. Byrder og Møje, og til at se ud over det altsammen, fremad og opad til Hjemmet, hvor al Tynge og al Sorg skal være overvunden, og Livet i Gud være fuldkomment. Herligheds-Haabet gør os i Stand til at se paa dette Jordeliv som en Udlændighed, hvor vi skal færdes til en Tid med den sikre Vished om at komme hjem, naar vi her have tjent tro paa den Plads, hvor vi ere satte, hjem til vort Fædreland, hvor Dag ej ligger i Dvale; derfor vil Haabet ogsaa gøre os til tro Tjenere. Ja det er dermed, som der staar skrevet om Patriarken Jakob, at han tjente Laban i syv Aar for at faa Rakel til Ægte, men de vare i hans Øjne som nogle faa Dage, fordi han elskede hende (1 Mos 29.20), d. e. fordi han levede den Tid i Kærlighed til hende og i Haabet om, naar han havde tjent trolig, at faa hende til Hustru. Dette Haab bragte ham ikke til at sidde hen i ørkesløse Drømme, nej tværtimod til at tage sit Arbejde op med fuld Kraft trods al dets Møje; han siger selv derom (1 Mos 31.40): Hede fortærede mig om Dagen, og Kulde om Natten, og Søvnen flyede fra mine Øjne. Men hans Haab bar ham oppe over al den Møje, og Tiden gik for ham som nogle faa Dage. Saaledes vil ogsaa vort Herligheds-Haab om den salige Stund, da Menigheden og vi i den skal blive fuldt forenede med vor Himmelbrudgom Jesus Kristus, bære os oppe . over Tidens Møje og give os Magt til at være tro Tjenere under den, saa vi ikke overvældes af den, ej heller opsluges af al den Travlhed og Uro, som Verden er fuld af. Og naar vi leve i dette Herligheds-Haab, leve som fremmede og Udlændinge, der ere paa Rejsen til Hjemmet, da vil vi ogsaa ret kunne finde Trøst og Glæde, Lys og Naade i denne Aaben- baringsbog, ja se Lys og Naade allevegne, hvor vi før kun saa Taage og Dunkelheder.

Men om det nu end ogsaa er gaaet de fleste af_ eder saaledes, at denne Bog har hidtil været idel Dunkelhed for eder, og at I finde meget gaadefuldt ogsaa i det Afsnit, vi hørte oplæst, og i den der givne Skildring af Menighedens salige Liv efter Dommen, saa tør jeg dog sige, at der et et Ord deri, som alle troende Kristne kan høre med Glæde, og alle, der have fældet tunge Taarer, kan fatte, hvor rigt det er, nemlig dette: »Gud skal aftørre hver Taare af deres Øjne, og Døden skal ikke være. mere, ej heller Sorg eller Skrig eller Pine; ti det forrige er forsvundet«. Ja her i dette »forrige«, d. v. s. i denne gamle nu snart udlevede Verden, som i Synet kaldes »det forrige« i Modsætning til den ny Himmel og Jord, som paa Guds Almagts Ord skal fremstaa af den gamles Aske, her er Død og Sorg og Skrig og Pine uadskillelige fra Menneskelivet; derfor er ogsaa Taarerne uadskillelige derfra. I Barneaarene komme de saa let; men de tørres lige saa let igen, og skønt de altid udspringe af Sorg og Smerte, kan vi dog ligne dem ved Regnen om Foraarstide, hvorved Jorden bliver blød og »levende«, saa alle de gode Spirer kan vokse og trives derved. Men jo ældre Mennesker blive, des langsommere tørres Taarerne, og des tungere falde de, ret som Efteraarsregnen, der gør Jorden saa tung og kold, saa ingen Spire vokser mere. Men her aabnes for Kristi Menighed den salige Udsigt, at den Tid, - nej den Evighed engang skal oprinde, da alle Taarer ved Guds Naades Kraft skal være evig aftørrede, fordi Døden ikke skal være mere. ej heller Sorg eller Skrig eller Pine; ti alt det forrige, hele den forrige Verden med al dens Synd skal være borte, sporløst forsvunden, saa der ikke skal være Spor af Synd mere, hverken i Kristi frelste Menighed eller udenom den, saa den maatte kæmpe dermed.

Ja selv om der ikke var givet os andet Haab end dette, at vi engang skal naa en Tilværelse, et Liv, hvor al Sorg og Død er borte og alle Taarer aftørrede, saa havde vi, saa sandt dette virkelig er vort Hjærtes Haab, deri nok til at bæres oppe over al Nød og Møje i Verden, nok til at stride for og, om Gud saa vil, at lide for, mens vi ere her paa Jorden. Men vi høre videre: »jeg saa den hellige Stad, et nyt Jerusalem stige ned fra Himlen fra Gud, beredt som en Brud, der er smykket for sin Mand; og jeg hørte en høj Røst ud fra Tronen sige: se, Guds Telt er hos Menneskene, og han skal b o hos dem, og de skal være hans Folk, og Gud selv skal være hos dem. Og han, som sidder paa Tronen, sagde: se jeg gør Alting nyte. Ja, det er vort Haab, at alt skal blive nyt. Her paa Jorden bliver alt gammelt, det er Forkrænkelighed underlagt, ældes og dør og forsvinder. Men naar Dommen er holdt og den evige Skilsmisse gjort mellem Hveden og Ugræsset, — eller, som det videre hedder i Synet (V. 8), mellem dem der sejre, og de fejge, de utro og vederstyggelige og Manddrabere og alle Løgnere, da skal Gud gøre alle Ting ny. Himlen skal være ny, og Jorden ny, Jerusalem skal være nyt, og dets Indbyggere ny; alle Spor af Synden ere forsvundne; det gamle forkrænkelige, hensmuldrede Legeme skal oprejses nyt og herliggjort; alle de Hjærtebaand, som her sønderreves ved Døden, skal knyttes paany inderligere end tilforn; alle de Kræfter, som lier blev opslidte under Livets Møje eller visnede hen, fordi de hindredes i at komme i Brug, skal paany komme frem, frigjorte fra al Forkrænkelighed og Ælde; al den Virksomhed i Kristi Tjeneste, som her var øvet i Troskab, men dog ikke i denne Syndens og Dødens Verden kunde naa sit Maal, den skal fortsættes paany i langt herligere og frydefuldere Skikkelse. Ti Livet paa den nye Jord skal ikke være et ørkesløst Nydelsesliv, ikke heller en endeløs Hvile, nej det skal være en langt rigere og fuldkomnere Virksomhed end her, alt som Herren siger i Lignelsen til de tro Tjenere: »du har været tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget.

Og Livet i det ny Jerusalem skal være et Liv for Guds Aasyn og i hans Lys, ja i Sandhed være et Liv i Gud. Ti saaledes lød Røsten: »Guds Telt er hos Menneskene, og han skal bo hos dem». Her paa Jorden vil idelig det Suk vende tilbage for Guds Børn: »Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg dog komme og stedes for hans Aasyn?. Men dette Suk skal aldrig høres eller kendes i det ny Jerusalem; ti hvad der forbilledlig saas i Israel paa dets Vandring i ørken, at Guds Telt, Tabernaklet, stedse var hos dem, det skal her blive fuld Virkelighed. Gud selv skal i al sin Naade bo hos dem og være midt iblandt dem, og alle de frelste, hele Guds Børneflok skal udgøre 6n Menighed, fælles om al denne Naade ; det ny Jerusalem skal dale ned fra Himlen til Jorden, og alle de frelste af alle Folk og Tungemaal og Slægter skal samles dertil. Ja, hvad dette vil sige, at det ny Jerusalem stiger ned fra Himlen til Jorden, smykket som en Brud for sin Mand, kan vel ingen nu fuldt forklare eller forestille sig. Men saa meget er klart for Guds Menighed, at der hermed betegnes, at alle de frelste, baade de første og de sidste, baade de, der ere komne allerdybest ind i Kristi Kærlighed, og som derfor udgøre Førstegrøden af de opstandne, og de der til allersidst komme med, udrevne »som en Brand af Ilden«, de skal alle komme til at udgøre én frelst og hellig og salig Menighed, fælles om Guds Liv og Fred, Lys og Kraft og Herlighed. Da skal der gives dem at »drikke af Livets Vands Kilde uforskyldt«. Dette skal gøre de frelstes Fællesskab og Salighed fuldkommen; at alle, baade de første og de sidste, de største og de mindste, forenes i den Erkendelse og Bekendelse, at deres Frelse er uforskyldt Naade, al Selvros er evig forstummet, og Taksigelsen, Prisen og Æren tilhører Gud alene.

Dette er Maalet, som vi have at skue og stræbe fremad til. Og det skal af Guds Naade naas af dem , der sejre, dem der have stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet og bevaret Troen. Men de fejge, som ikke vilde kæmpe, og de utro, som ikke vilde tjene deres Herre, men søgte deres eget, de vederstyggelige og alle Løgnere, som ikke vilde følge Sandheden, de skal gaa i den anden Død. Ti saa sandt Guds Børns Liv skal blive et fuldkomment Liv i Gud, maa der blive en fuldkommen Skilsmisse mellem dem, der vil lade sig frelse til Livet, og dem, der vil blive i deres Synder. Denne Skilsmisse begynder allerede her paa Jorden og udvikler sig her; Ugræsset vokser saavel som Hveden. Men tilsidst skal denne Skilsmisse helt aabenbares, og den tør vi aldrig lukke vore Øjne for eller nægte, saa sandt vi tro paa vor Herre Jesus Kristus, som kommer igen at dømme levende og døde. Men det, som skal holde vort Hoved oprejst her under Møjen og Striden og gøre os glade til at se fremad i Haabet, det er ikke Udsigten til de genstridiges Fortabelse; denne kunde aldrig være Genstand for de Kristnes Haab, og Gud bevare os fra nogensinde at se fremad dertil eller tale derom med Glæde. Nej, vi se fremad i Haabet om Sejren ved Jesus Kristus over Synd og Død og alt, hvad der stammer fra Synden: »den som sejrer, skal arve disse Tinge, han skal have evigt Samfund med alle de frelste og helliggjorte om Frelsen af Guds uforskyldte Naade, ja om Gud selv, som vil bo midt iblandt dem, og-som evigt aftørrer enhver Taare; han skal være fælles med dem om det evige Liv i Gud, enhver i al den Fylde, hvori han kan rumme det.

Amen.