Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Jordens Salt og Verdens Lys - Allehelgensdag. I

Matt. Evang. 5, 13-16

I ere Jordens Salt. Men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det da saltes? Det duer ikke længer til andet end at kastes ud og ned-trædes af Mennesker. I ere Verdens Lys. En Stad kan ikke være skjult, naar den ligger paa et Bjærg; heller ikke tænder man en Lampe og sætter den under en Skæppe, men paa en Stage, saa skinner den for alle, som ere i Huset. Lader eders Lys skinne saaledes for Menneskers Øjne, for at de maa se eders gode Gerninger og prise eders Fader, som er i Himlene.

»Salige ere de fattige i Aanden; ti Himmeriget er deres. Salige ere de som sørge, og de som hungre og tørste efter Retfærdighed, og de rene af Hjærtet, og de der ere forfulgte for Retfærdigheds Skyld«. Saaledes begynder Jesus sin Bjærgprædiken. Og dermed forkynder han sine Disciple, hvad de kan vente sig af at høre og følge ham, nemlig at blive salige , det vil sige hjærtenslykkelige Mennesker, og det ikke alene som noget, vi kan haabe i Fremtiden, naar denne Verdens Strid og Møje er omme; nej Jesus siger: salige e re de fattige og sørgende og forfulgte ; den Hjærtenslykke og Glæde, han vil føre sine til, ogsaa os, saa sandt vi oprigtig høre og følge ham, den vil han bringe os allerede her i denne Verden midt i Sorgen og Nøden og Striden, vi her ere stedte i, vistnok ikke i sin fuldkomne Fylde, men i en saadan levende Begyndelse, at den kan gaa frem til den fuldkowne Glæde i Gud hisset.

Den Salighed, Jesus lover, er ikke en Glæde over udvortes Lykke og Medgang, saaledes som Flertallet af Israel ventede sig af den forjættede Messias, at han skulde udfri dem fra alle udvortes Tryk og Tynger her paa Jorden, og saaledes som vi vel alle efter vort naturlige Hjærtelag i Grunden helst vilde ønske os vore Kaar paa Jorden. At det ikke er en saadan Salighed, Jesus lover sine, se vi allerede klart af Ord som disse: »salige ere de, som ere forfulgte for Retfærdigheds Skyld; salige ere I, naar man bespotter og forfølger eder, og med Løgn siger allehaande ondt om eder for min Skyld«. Det er jo dog i sig selv ingenlunde en Lykke at bagtales og forfølges. Men han vil give os, føre os til en indvortes Hjærtens Glæde, som kan overstraale al udvortes Trængsel og Sorg, som vi kan stedes i, løfte os op derover, saa den ikke kan tage vor Glæde fra os. Allerede fra det naturlige Menneskeliv kende vi dette, .at naar vi have en ret inderlig Hjærteglæde, selv om den kun er af jordisk Udspring, saa ere vi derved rige og stærke nok til at overflyve de Bryderier og den Modgang, som ellers syntes os et uoverstigeligt Bjærg. Men Jesus lover os en Glæde i ham, en Livskraft og Livsglæde, som ud- springer fra ham, og som derfor ingen Verdens Modgang kan tage fra os, men som tværtimod skal vokse under Modgangen, idet denne skal tjene til at knytte os fastere til vor Herre og Frelser, til at øse af Livets og Glædens Kilde i ham. Det er det samme, som Herrens Apostle ogsaa tale om, naar de formane de troende til altid at glæde sig i Herren, — ikke i Verden, men i Herren. Og i samme Maal som vi virkelig leve i Kristus, og han er vort Liv i Live, saa kan vi, naar vi ret besinde os, ogsaa glæde os i ham, selv om det er baade trangt og mørkt for os udvortes. Og denne Glæde i Herren skal ikke være en flygtig Foraarsglæde, der visner, som Blomsten paa Marken, nej den kan og skal vare ud over Død og Grav og blive fuldkommen hisset, naar vi have fuldkommet Løbet og bevaret Troen og exe komne med i den store Skare, der . staar for Tronen i hvide Klæder, med Palmegrene i Hænde og med den evige Sejers-Lovsang i Munde.

Men denne Salighed gives os ikke her, for at vi blot skal nyde den, lægge Hænderne i Skødet og bade os i vor Saligheds Solskin, men for at vi skal tage den med os og leve i den her paa denne mørke Jord og i denne Verden med dens Synd og Strid, saa det kan blive kendeligt i Verden, at vi ere Gud Faders Børn i Jesus Kristus, og at vi deri have et Livsindhold, som Verden ligesaa lidt kan tage som give, for at vi saaledes kunde hjælpe Mennesker til at faa Del i den samme Rigdom. Dette lægger Jesus, strags efter at han har udtalt disse Saligprisninger, sin Menighed paa Hjærte i det oplæste Stykke af hans Bjærgprædiken, hvori hele denne Prædikens Indhold sammenfattes i en kort Sum. »I ere Jordens Salt, og I ere Verdens Lys; lader derfor eders Lys skinne for Mennesker, for at de maa se eders gode Gerninger og prise eders Fader, som er i Himlene«. Ti med disse Ord siger Jesus, at det ikke er Opgaven for os, som tro paa ham, at forlade Jorden og gaa ud af Verden; nej vi skal gaa paa Jorden og leve i Verden, men leve som de, der høre Kristus til, ikke som Verdens Børn, men som Gud Faders Børn. Det var saa at sige hele Middelalderen igennem den raadende Tanke hos Kristne, at vilde man gøre Alvor af sin Kristendom, skulde man helt drage sig bort fra Verden og fra at have med de jordiske Ting at gøre; kun da kunde man i Sandhed leve for Guds Rige. Og denne Tanke er endnu den Dag i Dag den raadende i Pavedommet. Men ved Morten Luther bragte Gud det Lys tilbage til Menigheden, at Kristenlivet ikke bestaar i at gaa ud af Verden, men at leve saaledes i Verden, at vi ved Jesu Kristi Tro holde os ubesmittede af det onde, af den Synd og Verdslighed, som gør Menneskeslægten til »Verden«, ja bekæmpe og overvinde den ved at være Jordens Salt og Verdens Lys.

Og skal vi forstaa Jesu Ord herom ret, maa vi lægge Mærke til, at endskønt baade Jorden og Verden i Grunden betegner det samme, nemlig Menneskeslægten og Menneskelivet udenfor Guds Rige, saa er der dog en Forskel, idet disse to Ord betegne Menneskeslægten set fra to Sider. Naar Jesus taler om Verdens, betegner han den faldne Menneskeslægt efter det, der er dens egentlige Synd, Verdsligheden, som sætter Skabningen højere end Skaberen og mener, eller lever som om man kunde mene, at naar man kun har saa meget af Verden og dens Herlighed, som man kunde ønske, kan man godt undvære Gud. Derimod er »Jorden R Udtryk for det jordiske Menneskeliv og Samfundsliv med alle de timelige Gerninger og Fornødenheder, som høre til for at leve her paa Jorden, og som vistnok alle kan bruges i Verdslighedens og Syndens Tjeneste, men som dog derfor ikke i sig selv er af det onde, tværtimod ere de skikkede og bestemte til, at vi skal tjene Gud deri, saa længe vi leve paa denne Jord; ti de høre alle med til det jordiske Embede, Gud har givet Mennesket, at gøre sig Jorden underdanig.

Om dette jordiske Menneskeliv siger saa Jesus til sine Disciple, til alle os, som tro paa ham: »I ere Jordens Salt«. I ere satte til at modvirke og overvinde den Opløsning og Forraadnelse, som det jordiske Menneskeliv ellers paa Grund af Synden er udsat for, ja hjemfaldent til. Men det, som bringer Forraadnelse og Opløsning ind i Menneskelivet, det er Synden. Dette gælder i Virkeligheden enhver Synd, som faar Raaderum i Hjærtet; ti dens inderste Grund er, at Mennesket sætter sin egen Vilje og sit eget -Jeg som det højeste; men fremfor alt gælder det om de to Grundskikkelser, hvori Synden, Ulydigheden mod Gud, træder frem i Menneskers Forhold til hinanden indbyrdes, nemlig Egenkærligheden og Løgnen. Ti hvor Egenkærlighed og Løgn sættes i Højsædet, der opløses det menneskelige Samfundsliv. Hvor det bliver Grundloven for Menneskers Forhold til hinanden, at hver er sig selv nærmest, og hver er Tyv i sin Næring, og hvad alle disse onde Ordsprog lyde paa, med hvilke man vil retfærdiggøre sin Egennytte; hvor derfor ogsaa alle Midler regnes for i Grunden lige gode, naar de kun føre til det attraaede Maal, saa at der altsaa ,ikke er nogen virkelig Forskel mellem Sandhed og Løgn; Løgnen regnes for lige saa god som Sand- heden, naar den kun fører lige saa godt til Maalet, at. fremme ens egen Nytte; — hvor den, Tankegang bliver Grundloven og Rettesnoren i Menneskenes indbyrdes Forhold, der er et menneskeligt Samfundsliv umuligt; Menneskelivet bliver, hvad man har kaldt: en Krig af alle mod alle, som ender i Lovløshed, hvor kun den stærkeres Ret gælder, ligesom blandt de umælende Dyr. Historien viser os, at netop disse to giftige Opløsningskræfter, Løgnen og Egenkærligheden, blev Aarsag til alle de store Old- tidsrigers Undergang; men vor Tids Historie lærer os ogsaa, at de samme to Kræfter ere i fuld Virksomhed den Dag i Dag baade i det offentlige og det private Liv, i de store og de smag Forhold.

Men Jesus siger til sine Disciple: I ere Jordens Salt. Vi Kristne ere kaldede til at være som Saltet i det jordiske Menr e- skeliv, til at modvirke dets Opløsning ved hver i sin Stilling at færdes i uegennyttig Sandhed og Kærlighed. Ti et saadant Levned vil ufejlbarlig øve sin Indflydelse ogsaa paa dem, der staa udenfor Kristentroen. Selv om Mennesker for deres eget Vedkommende finde det nok saa meget i Orden, at de sætte deres egen Nytte som deres højeste Maal,t saa føle de dog godt, at dette alligevel i Grunden er Uret, og det vil altid gøre Indtryk paa deres Hjærte, naar de se, at en troende Kristen kan glemme sig selv og sit eget over den Sag, han tjener, og over deres Bedste, blandt hvem han lever, eller se ham følge og lyde Sandheden uden at spørge om, hvorvidt det betaler sig, saa han selv har Fordel deraf. Og om der end vil være mange, som søge at forsvare sig selv mod dette Indtryk ved at spotte en saadan Kristen som en Daare og en Fantast, saa vil hans Færd dog ufejlbarlig udøve sin Indflydelse til at holde det usande, det lave og egennyttige nede i hans Kreds og bidrage til at forædle Menneskelivet, saa det kan blive som »Jorden«, den Jordbund, hvori Guds Ordets Sæd kan slaa Rod.

Hvad Jesus her siger, at hans Kristne skal være Jordens Salt, er det samme, som man ogsaa har udtrykt saaledes, at de skal være det menneskelige Samfunds onde Samvittighed. Men jeg vilde hellere udtrykke det: v i skal være Samfundets altid vaagne Samvittighed, der aldrig glemmer, at Sandhed og Kærlighed har et guddommeligt Krav til Mennesket, et Krav som Mennesket ikke kan frigøre sig fra uden at dømme sig selv til Ødelæggelse. Og Historien er et Vidnesbyrd om, at Kristi Menighed virkelig har været Jordens Salt. Ti trods al den Synd, den Løgn og Egenkærlighed, som ogsaa i kristne Lande kan findes og gaa i Svang, skal dog ingen kunne nægte, at ingensteds i Verden føres der eller har der været ført et ædlere og skønnere Menneskeliv, end hvor Jesu Kristi Navn bekendes og forkyndes, og ingensteds bliver Mennesket mere erkendt i sine Menneskerettigheder. Og paa den anden Side viser ogsaa vore Dages_. Erfaring klart nok, at i samme Maal som et Folk afkristnes, faa Opløsningens Kræfter Magt i dets Midte. Men desværre kan man ogsaa se mange Vidnesbyrd om, at Saltet kan miste sin Kraft, derved at de Kristne skikke sig lige med Verden. Vi behøve ikke at gaa tilbage til Fortiden for at finde Eksempler herpaa; vi se nok deraf i vor egen Midte. Hvor findes der ikke meget af denne Søndagskristendom, som mener at have nok i engang imellem at høre noget om Guds Rige, men som i sin øvrige Færd i det daglige Liv tuder med de Ulve, man er iblandt, og mener, at saaledes er man nødt til at gøre, ja saaledes b ø r man gøre for at kunne hævde sin Plads iblandt Mennesker og komme frem i Verden. Se paa Selskabslivet, som føres i de saakaldte kristne Lande, ogsaa hos os: hvor lidt kan det der kendes, at det er Kristne, som ere samlede og omgaas? lyt til al. den tomme og raadne Snak, Sladder og Bagtalelse, som føres der: hvor er Saltets Kraft henne? Se paa Forretningslivet. Hvor er der ikke mangfoldige endog blandt saadanne, som vil., kaldes troende Kristne, der mene, at i deres Handel og Vandel kan de ikke være ærlige og redelige; ti ellers er det umuligt at bestaa i Konkurrencen. Se paa det offentlige politiske Liv, hvor man ogsaa kan mode Kristne, som mene, at her gælder ikke de samme Regler for sandt og ret som ellers, her er man nødt til at bruge alle Rænker od Kneb for at skaffe sin Sag og sit Parti Overtaget. Men da misteraltet sin Kraft, Kristendommen taber sin rensende og forædlende Indflydelse i Menneskelivet. Og den, der faar Skammen derfor, det er vor Herre Tesus Kristus, efter hvem vi have vort Navn. Men de Kristne selv vil komme til at lide derunder i deres eget Liv; ti i samme Maal som de saaledes gaa med i Verdens Handlemaade, mister ogsaa Guds-Ordet sin Kraft og Glæde for deres Hjærter. Men Verden forstaar og føler det ogsaa godt, og den glæder sig derover; ti paa denne Maade tavner eller overdøves Samvittighedens Røst i Samfundet, og derved finder Verden sin Egennytte og Usandhed retfærdiggjort.

Ja, lad os tage vare paa os selv altid, at Saltet i os ikke skal miste sin Kraft, men at Jesu Kristi Naade og Sandhed, som han har givet os i sit Ord, maa styre og raade i vort Hjærte og al vor Omgengelse, saa han kunde have den Ære af os, at vi blive Jordens Salt paa den Plet, hvor vi have faaet vor Plads. — Men fremdeles siger Jesus: »I ere Verdens Lys; lader eders Lys skinne for Mennesker, for at de maa se eders gode Gerninger og prise eders Fader, som er i Himlene.. Ja, I ere Verdens Lys, siger Jesus. Men han har ogsaa sagt (Joh 8.12): »Jeg er Verdens Lys; hvo som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have Livets Lyse. Og disse to Ord maa vi holde sammen for at forstaa, hvorledes vi kan være Verdens Lys; dette kan vi kun være derved, at Jesus Kristus lever i os, og vi i ham. Ja, naar vi have modtaget Jesus Kristus i hans Ord, og han i sit Ord har taget Bolig i os, saa vi i ham ere blevne Gud Faders Børn, da have vi Lyset. Men dette Lys skal ikke sættes under Skæppen og være blot til Forlystelse for os selv; men det er bestemt til at skinne frem ud omkring os, saa Mennesker kan se det og derved faa Lyst til at komme til Lyset og blive Lysets Børn og Gud Faders Børn. Dette skal ske derved, siger Jesus, at Mennesker faa vore gode Gerninger at se ; derved sættes Lyset paa Stagen. Men det er vel at mærke, at naar der her og ellers i den hellige Skrift tales om gode Gerninger, er det aldrig at forstaa, som Folk nu til Dags pleje, om saadanne særegne Gerninger, som Mennesker kan finde paa for at adskille eller .ud- mærke sig fremfor de andre. Nej deri bestaar de gode Gerninger, at hver i Oprigtighed gør sin Skyldighed paa den Plads, hvor han er sat, og gør den, ikke for at tækkes Mennesker eller vinde deres Gunst og Løn, men for at lyde og tækkes vor Gud og Fader i Himlene, som har antaget os til sine Børn i Jesus Kristus. Og skønt man ikke kan paavise noget udvortes Skelnemærke mellem de Gerninger, der gøres for Guds Skyld og udspringe af hans Naade mod os, og de Gerninger, der gøres for at tækkes Mennesker, saa vil dog ethvert Menneske, der ikke har sløvet sin Samvittigheds Røst, snart kende eller føle Forskellen; og hvor han ser, at et Menneske virkelig gør sin Skyldighed for Guds Skyld, der faar Gud ogsaa Æren derfor; ti et saadant Levned staar for Mennesker som et synligt Tegn paa Kristendommens Sandhed og vil tjene til at drage dem, der ere af Sandhed, hen til vor Herre Jesus Kristus, til ved Troen paa ham at blive Guds Børn.

Det følger imidlertid af sig selv, at for at saadanne gode Gerninger skal kunne lyse Mennesker hen til vor Herre og Fader i Himlene, er det den nødvendige Forudsætning, at vi vil være det bekendt, at vi ere Jesu Kristi Disciple, der tro paa ham og ved Troen paa ham ere blevue Gud Faders Børn. Uden den kristne Bekendelse vilde et ædelt, uegennyttigt og trofast Menneskelevned vel kunne vække Menneskers Beundring, men aldrig føre dem til at prise vor himmelske Fader. Dette maa vi allermindst glemme i vore Dage, da Alverden kalder sig Kristne, men saa mange ikke have eller skøtte om at have andet end Navnet, og dog hverken i Ord eller Levned vil vedkende sig dette Navn. Men hvor falder det ikke svært at være sin Tro bekendt! Der er Kristne, hvis Tros Oprigtighed man ikke kan tvivle om, og som i alle andre Forhold vilde skamme sig over sig selv, om de ikke vilde vedkende sig deres Overbevisning, selv om den blev baade angreben og spottet; men naar Talen er om at være deres Tro 'paa Jesus Kristus bekendt, behøves der maaske ikke mere til at lægge en Laas for deres Mund end en spottende Mine eller et ynkende Skuldertræk. Og dog er Bekendelsen nødvendig for os selv, for vor Glæde i Troen og den er nødvendig. om vi skal kunne være Verdens Lys, der kan lyse andre hen til Troen. Her er ikke Tale on"1, at vi skulde føre vor Daabspagts Ord i Munden ved alle Lejligheder, ikke heller udraabe vor Tro paa Gader og Stræder; nej kun at vi ganske jævnt og stilfærdigt, uden Bram og store Ord vedkende os, at den Jesus Kristus, som Verden agter for intet, ham holde vi os til som vor eneste Frelser, og ham vil vi ikke slippe. En saadan Vedkendelse har en stor Magt, ikke alene til at overbevise dem, der staa udenfor og ere af Sandhed, men ogsaa til at stoppe Spotternes Mund. Det kan vel være, at de i f Øjeblikket endnu vil spotte den, der saaledes bekender; men inderst inde vil de føle Agtelse, ja Ærbødighed, ikke blot for den, der bekender, men end mere for den Tro, han bekender, Jesu Kristi Navn til Ære.

Saaledes ere vi kaldede til at være Jordens Salt og Verdens Lys. Og derom har Jesus givet sin Menighed at bede: vor Fader i Himlene, dit Navn vorde helliget ! Ti dermed bede vi først og fremmest om, at hans Faderkærlighed maa saaledes gennemvirke vort Hjærte og vort Levned blandt Mennesker, at hans Navn aldrig skulde vanæres eller spottes for vor Skyld, men at det paa vor Færd maatte kendes, at vi ere den hellige Faders Børn. Det følger af sig selv, at naar vi bede derom, maa vi ogsaa af al Magt stræbe derefter, vogte os for alt, hvad der kunde blive vor himmelske Faders Navn til Vanære, hvorfor ogsaa Herrens Apostle atter og atter formane de troende til at vandre saaledes, at de ikke give Anledning til, at Guds Navn og Guds Ord bespottes, men at tværtimod de, der staa udenfor, derved kunde føres til at prise Gud og give ham Æren. Men dette er dog ingenlunde saaledes at forstaa, at vi skulde indrette vor Færd paa, at den kunde skues og beundres af Mennesker. Nej paa den Maade udrettede vi snarere det modsatte. Ti saa snart disse mærkede Hensigten, var Virkningen spildt. Derfor siger Jesus ogsaa (M att 6.1): »giver Agt paa, at I ikke øve eder i Retfærdighed for Menneskers Øjne, for at skues af dem«. Men vi skal vandre saaledes, som det er priseligt for Gud og Mennesker, fordi Gud vil det, f o r a t være ham til Behag og for at »ligne ham som hans elskede Børn (Ef 5.1)«. Vi skal stræbe at lyve i Naaden og Sandheden, som er kommen til Jord i Jesus Kristus, i hvem vi ere blevne Gud Faders Børn, saaledes at den styrer vort Hjærte. Da vil den ogsaa afpræge sig i vort Levned og vor Omgængelse, saa de gode Gerninger bryde frem som af sig selv, udaf en levende Kilde. I samme Maal, som dette sker, vil det ske med os, som Jesus siger: I ere Jordens Salt, og I ere Verdens Lys.

Heri have vi den nøje og dybe Sammenhæng mellem de Saligprisninger, hvormed Jesu Bjærgprædiken begynder, og vor Tekst i Dag. Ti have vi et saadant Livssamfund med Jesus Kristus, at vi ere glade og hjærtenslykkelige i ham, da vil og maa det nødvendigvis give sig tilkende ; det vil komme til Orde i vor Munds Bekendelse og lægge sig for Dagen i vort Levned, løfte os op over den Egenkærlighed og Ukærlighed, som raader i Verden, og give os Magt til at staa den imod, for at leve i Sandhed og Kærlighed blandt Mennesker, i den Kreds hvor vi have vor Plads. Derfor er og bliver det Hovedsagen, ja Livssagen for os, at vi leve i Kristus ved Troen paa hans Naades Ord og vedblive at øse af denne Naadens Kilde. Da vokse vi i hans Naade og•Kendskab, og det skal i nogen Maade ske, at »vort Hjærte ham til Ære, skal grønnes som en Skov, og alt vort Liv skal være hans Kærlighed til Lov.

Amen.