Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Sjælens Mættelse - Enogtyvende Søndag efter Trefoldighed

Joh. Evang. 4, 34-42

Jesus siger til sine Disciple: min Mad er at gøre hans Vilje, som sendte mig, og at fuldbyrde hans Gerning. Sige I ikke: endnu er der fire Maaneder, saa kommer Høsten? se, jeg siger eder, opløfter eders -Øjne og skuer Markerne, at de ere hvide til Høst allerede. Høstmanden faar Løn og samler Frugt til evigt Liv, for at baade Saamanden og Høstmanden maa glæde sig tilsammen. Ti her er det Ord sandt: en saar, en anden høster. Jeg har udsendt eder til at høste, hvad I ikke have arbejdet paa; andre have arbejdet, og I ere gangne,ind i deres Arbejde. Men af den By var der mange af Samaritanerne, som kom til Tro paa ham paa Grund, af Kvindens Ord, da hun vidnede: han har sagt mig alt, hvad jeg har gjort. Da nu Sa- maritanerne kom til ham, bade de ham at blive hos dem; og han blev der i to Dage. Og, mange flere kom til Tro paa Grund af hans Ord. Og tål Kvinden sagde de: det er ikke længer paa Grund af din Tale, vi .tro; ti Vi. have selv hørt, og vi vide, at han er sandelig Verdens Frelser.

»Det er min Mad at gøre hans Vilje, som sendte mig, 'og at fuldbyrde hans Gerning». Saaledes begyndte vort Evangelium. Men skal vi ret forstad disse Ord, maa vi ogsaa kende Anledningen dertil. Engang da Jesus var paa Vandring fra Judæa til Galilæa, lagde han Vejen gennem Samaria og kom til Byen Sikar, og, da han var træt af. Vandringen, satte han sig ved en Brønd udenfor Byen, medens hans Disciple gik ind til Byen for at købe Mad. Da kom en samaritansk Kvinde for at hente Vand, og da Jesus gav sig i Tale med hende, aabnedes hendes Hjærte lidt efter lidt, især derved, at Jesus viste hende, at hele hendes hidtidige daarlige Levned laa for ham som en aaben Bog; og Enden blev, at hun ilede tilbage til Byen og sagde til Folk: kom og se en Mand, som har sagt mig alt, hvad jeg har gjort; mon ikke han skulde være Kristus? Imidlertid havde hans Disciple røgtet deres Ærende og bød nu Jesus at spise; men han svarede : »jeg har en Mad at spise, som I ikke kende». Og da de saa sagde til hverandre: mon nogen har bragt ham Mad ? talte Jesus det Ord, vi hørte: »Min Mad er at gøre hans Vilje, som sendte mig, og at fuldhyrde hans Gerning». Dermed siger han: det er mig Mad og Mættelse nok, at jeg fuldbyrder den Gerning, min Fader har givet mig. Dette havde Jesus nylig gjort overfor den samaritanske Kvinde, og han saa, at den samme Gerning ogsaa var i Færd med at ske med de andre Indbyggere i Byen, idet disse kom ilende ud for at se ham og høre ham. Derfor trængte han nu ikke til den Mad, hans Disciple bragte ham.°

Nu kunde man jo sige: ja dette kunde gælde om Jesus, Guds Søn, hvis Vilkaar vare helt anderledes end alle andre Menneskers, efterdi han var Gud tillige; men det kan ikke gælde os almindelige Mennesker. Og dette er sandt nok; der er ingen Tvivl om, at netop fordi Jesus var ikke blot et Menneske, men tillige Guds enbaarne Søn, var han i langt højere Grad uafhængig af eller Herre over sin legemlige Trang, end nogen af os kan være. Dette se vi et Eksempel paa i Ørken, hvor han fastede i fyrretyve Dage og levede af Ordet, som udgik af Guds Mund. . Men ogsaa den Gang se vi, at Jesus • endte med at hungre og trænge til Føde. Og saaledes skriver Evangelisten ogsaa her i denne Fortælling, at da Jesus kom til Brønden, satte han sig ned, træt af Vandringen (Joh 4.6). Men kunde han være træt, saa kunde han ogsaa være baade hungrig og tørstig. Og saaledes se vi da her, hvad vi saa ofte i Evangelierne møde Vidnesbyrd om, at Jesus var et sandt Menneske med alle et Menneskes legemlige Fornødenheder. Men højere end alle disse stod den Gerning, Faderen havde givet ham, at frelse Mennesker; og dette, at han nys havde kunnet udfore den Gerning med Kvinden, og at han nu i Aanden saa, at den ogsaa vilde blive udført med hendes Bysbørn, dette havde mættet ham saaledes, ikke blot aandelig, men ogsaa legemlig, at hans Trang til Føde var forsvunden.

Men selv om dette aldrig kan siges om os i den fulde og dybe Forstand, som om Jesus, vil der dog være mange af os, som af Erfaring kende noget lignende, at naar vi have en Gerning for, som optager alle vor Sjæls Kræfter, fremfor alt et Arbejde, som er os betroet, og som vi have sat vort Hjærtes fulde Troskab ind paa at udføre, saa kan denne Gerning saa aldeles fylde, jeg kunde sige mætte hele vor Person, at den legemlige Trang til Mad og Drikke forsvinder derfor; og naar en saadan Gerning lykkes, er det som Styrkelse og Lægedom for vort Legeme, medens den omvendt svækker det og nedbryder vor Sundhed, naar den mislykkes. Dette er et af de mange Vidnesbyrd om, hvilken Blindhed det er, naar i vore Dage mange, der mene sig selv kloge, paastaa, at Mennesket er kun det fuldkomneste Dyr. Ja vist nok, hvis Mennesket kun havde et Legeme- og kun en legemlig Livskraft af samme Art som de umælende, saa vilde dette være sandt; ti det er jo aabenbart, at vort Legeme har de selvsamme naturlige Fornødenheder, fødes og ernæres, vokser og ældes ligesom Dyrenes. Men lige saa aabenbart maa det være for enhver, som ikke forsætlig tillukker sine øjne, at ved Siden af disse legemlige Fornødenheder og legemlige Kræfter,, som Mennesket har tilfælles med pyret, er der ogsaa i Mennesket en usynlig Kraft, kaldet Aanden eller Sjælen, som i Virkeligheden er stærkere :end alle de legemlige Kræfter og kan udrette med dem, hvad disse alene aldrig formaa. Deraf kommer det, at skønt Menneskets Legemskræfter for det meste ere langt svagere end alle Dyrs af lige Størrelse, saa kan en stærk og villig Aand give endog et svagt Menneske Kraft til at udholde legemlige Anstrengelser, som ethvert Dyr vilde bukke under for.

Men naar Talen er om den legemlige Mættelse, vil det dog altid, saa længe vi leve i dette dødelige Legeme, kun være glimtvis og i ganske svage Træk, at det kan passe paa os, hvad Jesus siger: »Det er min Mad at gøre hans Vilje, som sendte mig, og at fuldbyrde hans Gerning«. Derimod kan dette Ord finde sin fulde Sandhed om den aandelige Mættelse. Vi trænge alle til Mættelse for vort Legeme, og uden den kan vi ikke leve; men kommer det dertil med os, at vi ikke mere hungre og føle Trang til Mættelse, saa er det et øjensynligt Vidnesbyrd om Sygdom. ja rimeligvis om en Sygdom til Døden. Men lige saa vist trænger vor Sjæl til Mættelse; uden den kan Sjælen ikke leve, men sygner hen i aandelig Død. Og denne Mættelse, denne Mad, som baade skal holde vor Sjæl ved Live og give den Magt til at vokse, den finde vi aldrig uden ved at gøre vor himmelske Faders Vilje og fuldbyrde hans Gerning. Ak, hvor er der ikke mange Mennesker, som sukke og klage over, at de have intet, som kan mætte deres Sjæl, Livet er saa tomt og øde for dem, deres Livsgerning yder dem ingen Hjærtens Tilfredsstillelse, men det er Forfængelighed og Aandsfortærelse altsammen, og de sige: jeg har kun arbejdet for Tomhed og fortæret min Kraft forgæves. Og spørger man dem, hvoraf dette er kommet, saa vil man sikkerlig altid faa et Svar, som lægger Hovedskylden derfor udenfor dem selv : paa de Mennesker, de have levet med, at de have været saa vrangvillige, ukærlige og umedgørlige, eller paa de Omstændigheder og ulykkelige Kaar, de have levet under. Af og til kan man vel komme efter, at de inderst inde dog have en Fornemmelse af, at Skylden ligger hos de}n selv, i deres eget utaknemlige og misundelige Hjærte; men det skal sjældent eller aldrig fejle, at de søge Aarsagen til denne Hjærtets Ufornøjelighed i det, som er udenfor dem selv. Og paa en vis Maade har Mennesket unægtelig Ret i, at de udvortes Omstændigheder og andre Mennesker ikke have givet hans Sjæl den Mættelse, den trænger til; men han har ikke Ret til at klage derover, ti de kan ikke gøre det. Gud alene kan mætte vor Sjæl. Og derfor viser det sig, at Grunden til alle disse Klager, den egentlige og dybeste Grund til, at Mennesker ikke finde Mættelse, er den, at Mennesket ikke har søgt sin Mættelse, sit Hjærtes Tilfredsstillelse ved at gøre Guds Vilje og være ham til Behag, men ved at følge og faa sin egen Vilje. Det var dette, Slangen indbildte Menneskene i Paradis, at de skulde blive som Gud ved at gøre, hvad de selv vilde, da vilde de naa den fuldkomne Lykke; men det varede ikke længer, end til de havde ædt af Kundskabens Træ, inden de fik at mærke, at deres Hjærtes Fred var borte. Siden den Tid ligger den Indbildning os alle saa nær, ja vi ere fødte med den, at det er Vejen til Lykke og Hjærtets Mættelse, at gøre, hvad vi selv vil og have Lyst til; kunde vi blot faa vor Vilje i alle Stykker, saa vare alle Savn stillede!

Men det kan aldrig mætte en Menneskesjæl, at den faar sin egen Vilje, af den ligefremme Grund, at intet andet kan virkelig mætte os end det, der stemmer med vort sande Væsen. Vor Herre Jesus siger i Lignelsen, at den tabte Søn i det fremmede Land attraaede at fylde sin Bug med Svineføde; den Føde kunde ikke have mættet ham, om han end havde faaet nok saa meget deraf, fordi Svineføde ikke er en passende Føde for et Menneskelegeme; den kunde kun fylde hans Bug og for et Øjeblik have døvet hans Hunger. Men saaledes kan det ikke heller mætte et Menneskes Sjæl at følge og faa sin egen_ Vilje ; det er kun Svineføde for Sjælen; det kan beruse ham et Øjeblik, saa han ikke mærker sin Hunger, men den vil stedse vende tilbage, saa han føler den ulideligere end tilforn. Og anderledes kan det ikke blive, fordi vi ikke ere skabte til at raade os selv og følge vor egen Vilje, men til at ville, hvad Gud vil. Derfor er dette det eneste, hvorved vor Sjæl kan blive virkelig mæt, og den eneste Maade, hvorpaa vort Hjærte kan blive glad og tilfreds, at vi vil, hvad Gud vil. Men søge vi Lykken og Tilfredsheden ved at gøre, hvad vi selv vil, saa gælder det om os, hvad Profetere siger (Es 55.2): »I give eders Penge ud for, hvad der ikke er Brød. og eders Dagløn for, hvad der ikke kan mætte«.

Derfor er dette Livsspørgsmaalet for enhver, som søger Mættelse for sin Sjæl: hvem vil du tjene, og hvem vil du gøre til Behag, enten dig selv, eller Gud i Himlen? Og det skal aldrig fejle, at den der vil gøre sig selv til Behag, den der ved sin Gerning kun søger, hvad der kan tilfredsstille ham selv, om saa denne Gerning er nok saa god og ædel og skøn i sig selv, han ender med at gaa glip af det, han søger, ja hans Mættelse bliver stedse ringere og ringere, han faar tilsidst kun Svineføde, eller Stene for Brød, om han end udvortes opnaar alt, hvad han higede efter. Derfor gaar der saa mange misfornøjede Mennesker iblandt os, Mennesker, som have opgivet alt Haab om at finde Mættelse for deres Sjæl, fordi de have levet sig selv til Behag og saaledes søgt Mættelse der, hvor de ikke kunde finde den, men ikke villet søge den der, hvor den ene er at finde. nemlig i Gud. Den derimod, der spørger om, hvad der behager Gud, han skal finde Hjærtets Tilfredsstillelse og Mættelse for sin Sjæl lige i samme Maal, som han glemte sig selv og glemte at søge sin egen Tilfredsstillelse over det, som Gud vilde og havde betroet ham at gøre.

Naar der saa spørges, hvad for en Gerning da vi skal gøre. hvad Gud vil, at vi skal, saa kunde man vel begynde med at svare: hver tage sin jordiske Gerning som betroet af Gud, saa han ikke spørger om, hvad der kan tjene og tilfredsstille ham selv, d. v. s. hvad der kan »være Kødet til Mættelse., men hvorledes han kan lyde Gud og behage Gud i den. Gør han dette i Oprigtighed—for Gud, har det en stor Forjættelse. Ikke alene saaledes, at han da vil faa rigere Glæde i sin Gerning, end nogensinde tænkeligt, om han søgte sin egen Tilfredsstillelse derved, idet han da bliver i Stand til at kaste Bekymringerne for Udfaldet fra sig over paa Gudl, men fremfor alt fordi hans Hjærte derved beredes og dannes til at tro paa Jesus Kristus, alt som Jesus har sagt (Joh 7.17): »om nogen vil gøre hans Vilje, som sendte mig, skal han erfare, om min Lære er af Gud, eller jeg taler af mig selv,. Ti ved denne Lydighed i det smaa og i den timelige Gerning dannes Menneskets Hjærte til at blive lydigt i det store og evige, overfor Guds Naades Ord, som kan gøre os evig glade; derved udvikles i Hjærtet den Sanddruhed overfor sig selv og overfor Gud, som gør det i Stand til at høre Jesu Naades og Sandheds Røst, som han har sagt: hver den, som er af Sandheden, hører min Røst. Og saaledes beredes Mennesket til at gøre den Gerning, som Gud først og sidst vil, at vi skal gøre, og som vi m a a gøre, om vi nogensinde skal vinde et evigt Livsindhold og faa et Maal at leve og kæmpe for, som aldrig skal glippe for os, saa vi kan se fremad med det Haab, den Fremtidsvished, at vort Liv ikke skal ende som spildt, men bære en evig Frugt.

Ti naar Jesus taler om, at han selv gør Faderens Vilje og Gerning og finder sin Mættelse deri, saa taler han først og sidst om den Gerning, hvortil han' var udsendt og kommen til Jord. nemlig at vidne om Naaden og Sandheden og at føre den ind i Menneskehjærterne ved sit Ord, saa at Mennesker kunde blive frelste ved Troen paa ham. Med ét Ord : Faderens Gerning, som var givet ham at gøre, var at frelse Mennesker; ved at udføre denne Gerning fuldbyrdede han Faderens Vilje, men tillige sit eget Væsens inderste og evige Krav. Og det havde mættet ham her ved Sikars Brønd, at han havde gjort denne Frelsergerning i Kvindens Hjærte, og at han paa de tililende Samaritaner saa, at den ogsaa vilde blive udført i dem. Men saaledes maa vi ogsaa sige, at den Guds Gerning, som vi Mennesker skal gøre for at finde den sande og fuldkomne Mættelse, den bestaar deri, at vi tage Del i denne hans Frelsergerning. Dog ingenlunde paa den Maade, at vi skulde mene at blive Frelsere ; nej det blive vi aldrig, hverken for os selv eller for andre; Jesus er og bliver den eneste Frelser, og, hans Navn er det eneste Frelsernavn. Men vi skal deltage i Jesu Kristi Frelsergerning ved at arbejde paa vor Frelse, og det først og fremmest ved at ville lade os frelse af ham paa den Maade, som han vil frelse os. Det siger Jesus selv ved en anden Lejlighed, da Jøderne spurgte ham: hvad skal vi gøre for at vi kan gøre Guds Arbejde, — for saaledes at vinde den Mad, der varer til evigt Liv? Og han svarede : »det er Guds Arbejde, at I skulle tro paa den, som han udsendte (Joh 6.29)" Først ved at gøre denne Gerning, ved i ydmyg Lydighed at tro paa Jesus Kristus, som han møder os i sit Ord, kan vi finde varig og evig Mættelse for vore Sjæle.

Vistnok maa vi nu sige, at dette at tro paa Jesus Kristus og at fastholde hans Naades Ord og bevare det, det er slet ikke en Gerning eller et Arbejde i samme Betydning, som vi ellers pleje at bruge disse Ord, ikke en Gerning, hvorved vi ligefrem udrette noget, ej heller et Arbejde, hvormed vi fortjene os nogen Løn; det er jo kun en Modtagen af den Gerning, som han har gjort for os. Men enhver, som ikke vil nøjes med Kundskab om Frelsen og Frelseren, skal dog erfare, at denne Modtagen kræver al vort Hjærtes bedste Kraft og Anstrengelse; vi kan ikke i Lydighed og Oprigtighed modtage Jesu Kristi Ord uden at sætte al vor Viljes Kraft ind paa at sige Ja dertil og paa at sige Nej til vor medfødte Egenkærlighed.

Men optage vi i Lydighed og Oprigtighed denne Gerning at tro paa Jesus Kristus, saadan som han kommer til os i sit Ord, fordi det har behaget Gud at frelse Syndere ad denne Vej, og for at vi saaledes kan faa Del i hans Velbehag og Naade, da skal vi finde Mættelse for vor Sjæl. Det vil gaa os som Samaritanerne, der begyndte med at tro i Kraft af Kvindens Ord; men da de fulgte det og søgte hen til Jesus selv, uden at stødes bort af hans ringe Skikkelse, da erfarede og oplevede de selv, at han var Frelseren, saa de kunde sige til hende: »Nu tro vi ikke længer for din Tales Skyld; ti vi have selv hørt, og vi vide, at han er sandelig Verdens Frelserg. Saaledes gaar det ogsaa med os. Vi maa altid begynde med i Kraft af Menneskers, Menighedens Vidnesbyrd at søge hen til Jesus Kristus der, hvor han i sin Naade vil findes t f os. Men naar vi i Oprigtighed . følge dette Vidnesbyrd, saa vi tro ham paa hans Ord, vil vi • gøre den frydefulde Erfaring, at der fra ham udgaar til os en frelsende eg frigørende Kraft, som løfter os op over denne Verdens Bekymringer og Synder, ja løfter os op over vort eget Jeg, ialfald i Øjeblikke, saa vi begynde at blive glade i ham. Og vi løftes op over vor medfødte Køds-Vilje, at leve os selv til Behag, til af Hjærtet at bede: Fader i Himlene, ske din Vilje, som i Himlen, saa og paa Jorden! og til at se, at det er vort Væsens inderste Krav og vil være vor Sjæls evige Mættelse, at denne Bøn opfyldes paa os. Vi vil da sikkerlig ogsaa af den Hellig-Aands Naade opleve n og et af dette, at vor Sjæl virkelig mættes ved at gøre vor himmelske Faders Vilje og fuldbyrde hans Gerning.

Men her paa Jorden, saa længe vi ere paa Vejen til Maalet, saa længe vort Liv endnu er under Udvikling og Vækst, kan det ikke blive anderledes med vort aandelige Liv, end det er med det legemlige, at Livet opholdes og vokser gennem en stadig Skiften af Hunger og Mættelse. Kristenlivet paa Jorden kan ikke og skal ikke være en Tilstand af stadig Mættelse; dette kunde ikke forenes med, at vi her leve i Tro og maa stride Troens Strid. Der vil komme Fastetider for os, da vor Sjæl ikke føler nogen Mættelse, men kun Hunger og Tørst efter den levende Gud og hans Naade og Livskraft. Og da gælder det vort Liv, at vi ikke søge Mættelse i Verdens forgængelige Føde, eller søge at glemme vor Hunger i Verdens Travlhed og Adspredelser, men at vi af Hjærtet søge Mættelsen i den Guds Gerning, som Jesus Kristus har fuldbragt til vor Frelse, og fremfor alt søge den der, hvor han selv har beredt den for sin stridende Menighed, ved hans Nadverbord, hvor han vil give os sig selv som Mad og Drikke til evigt Liv. Han kalder os selv til at komme dertil, saa ofte som vi hungre og tørste. Og derfra kan vi i • Haabet, i den tillidsfulde Fremtidsvished, som bygger paa ham og hans Frelsergerning, se fremad til den salige Evighed, da det skal opfyldes paa os i Fællesskab med den utallige Skare, der staar for Tronen i hvide Klæder, tivættede rene i hans Blod, og med Palme- grene i Hænde (Joh Aab 7.16): De skulle ikke hungre mere, ej .heller tørste mere; Solen skal ikke falde paa dem, ej heller nogen Hede; ti Lammet, som er midt paa Tronen, skal vogte dem og føre dem til Livets Vandkilder, og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øjne«.

Amen.