Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Herrens Vingaard - Tyvende Søndag efter Trefoldighed

Matt. Evang: 21, 28-44

Hvad tykkes eder? En Mand havde to Sønner; og han gik hen til den første og sagde: Søn, gaa hen og arbejd i Dag i Vingaarden. Og han sva- rede og sagde: nej, jeg vil ikke; men senere angrede han det og gik derhen. Og han gik hen til den anden og sagde ligesaa. Men han svarede og sagde: det skal jeg, Herre! og han gik ikke derhen. Hvilken af de to gjorde Faderens Vilje? De sige: den første. Jesus siger til dem: sandelig siger jeg eder, Toldere og Skøger gaa forud for eder ind i Guds Rige. Ti Johannes kom til eder paa Retfærdigheds Vej, og I troede ham ikke; derimod Toldere og Skøger troede ham; men endskønt I saa det, angrede I det ikke senere, saa I troede ham: Hører en anden Lignelse. Der var et Menneske, en Husbonde, som plantede en Vingaard og satte et Gærde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Taarn og lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands. Men da Frugttiden nærmede sig, afsendte han sine Tjenere til Vingaardsmændene, for at modtage dens Frugter. Og Vingaardsmændene toge hans Tjenere, en pryglede de, en ihjelsloge de, en stenede de. Atter afsendte han andre Tjenere, flere end de første, og de gjorde ligesaa ved dem. Men tilsidst afsendte han sin Søn til dem, idet han sagde: de ville agte min Søn. Men da Vingaardsmændene saa Sønnen, sagde de indbyrdes: dette er Arvingen; kommer, lader os slaa ham ihjel, saa faa vi hans Arv. Og de toge ham og kastede ham ud udenfor Vingaarden og ihjelsloge ham. Naar nu Vingaardens Herre kommer, hvad vil han saa gøre ved de Vingaardsmænd? De sige til ham: ilde vil han tage de onde af Dage, og Vingaarden vil han leje ud til andre Vingaardsmænd, som ville afgive ham Frugterne i fileres Tid. Jesus siger til dem: have I aldrig læst i Skrifterne: Den Sten, som Bygningsmændene vragede, den er bleven til Hovedhjørnesten; fra Herren er dette sket, og det er underfuldt i vore Øjne. Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra eder og gives til et Folk, som bærer dets Frugter. Og hvo som falder paa denne Sten, skal sønderslaas, men hvem den falder paa, ham skal den knuse.

»Israels Hus er Herren Sebaots Vingaard, og, Judas Mænd hans Glædes Plantning; men han ventede Lovlighed, og der blev Lovløshed, han ventede Retfærd, og der blev Voldsfærds. Saaledes talte Profeten Esajas (Es 5.7) om Israels Folk i hans Dage. Gud havde selv plantet denne Vingaard, idet han gav sin Forjættelse og udvalgte Israel til sit Ejendomsfolk og gjorde sin Pagt med dem. Og han hegnede om dem med Lovens Gærde, og gav dem Gudstjenesten og den borgerlige Orden, for at de ved at leve dermed under hans Naades Tøven og Tugt skulde bære Frugt for ham, tro og lydige Hjærter. Men den Klage, vi her hørte af Profeten Esajas over, at Herrens Vingaard bar sure Druer, Lovløshed og Utroskab, den samme møde vi ogsaa idelig hos de andre Profeter. Og det samme kom allermest skærende frem til sidst, dengang Frugttiden, Tidens Fylde, kom, da Herren skulde modtage Vingaardens ædleste Frugt, Hjærter, som vare vel skikkede til at modtage den forjættede Frelser; i den Sted fandt han genstridige og selvraadige Hjærter, der forskød Frelseren og derved fældede Dommen over sig selv og over Israels Folk.

Det er derom, der handles i disse to Lignelser, som Jesus faa Dage før sin Død talte til F6lkets Ypperstepræster og Ældste, han som selv er den Søn, der var udsendt for at modtage Vingaardens Frugter. I den første Lignelse om Faderen, der bød sine to Sønner at arbejde i hans Vingaard, men den ene sagde Nej, men angrede det siden og gik derhen, den anden svarede Ja, men gik ikke, i den taler Jesus om det Vingaardsarbejde, hvortil • Gud havde kaldet alle Israeliter allerede derved, at de hørte til hans Folk, men hvortil han nu, da`Frugttiden nærmede sig, endnu engang kaldte dem ved Johannes Døbers mægtige Prædiken : »omvender eder, ti Himmeriget er kommet nærl hvorved han skulde »berede Herren et velskikket Folk (Luk 1.17)». Han kaldte dem dermed alle til at arbejde i Herren Sebaots Vingaard; og Alverden baade fra Jerusalem og det øvrige Land, høje og lave, strømmede ud til Johannes; de »vilde til en Tid fryde sig i hans Lys (Joh 5.35)«. Men det blev kun en lille Del af Folket, som virkelig lod sig føre til Oipvendelse, saadanne som man mindst skulde vente det af, Toldere og Skøger og »tabte Faar af Israels Hus», som havde levet deres Liv udenfor 'Loven; de gik ind i Guds Rige, ti da Jesus kom, holdt de sig nær til ham og hørte ham, medens Folkets Styrere og Ledere, der roste sig af Loven og af deres punktlige Lovopfyldelse, ikke tog sig Johannes' Omvendelsesprædiken til Hjærte.

Den samme Ulydighed mod Guds Frelsesraad skildrer Jesus atter i den 'anden Lignelse, om de utro Vingaardsmænd. Men. disse ere her ikke Billede paa hele Folket, men paa dets aandeligere Vejledere, som Folket i sin Helhed rettede sig efter. De vare satte til at dyrke og vogte Herrens Vingaard ved at vejlede" Folket til uskrømtet Lydighed mod ham, saa han der kunde finde, oprigtige og udelte Hjærter, der uden Svig vilde tjene og tilhøre. ham. Men i Steden derfor brugte de Yingaarden som deres egen og unddrog Herren Frugterne deraf, d. v. s. de vare utro i: deres Tjeneste, idet de søgte selv at vinde Ære .og Indflydelse iblandt Folket, istedenfor at gøre deres til, at Hjærterne i Oprigtighed maatte tjene Herren. Saaledes var det alt i de gamle Profeters Dage : de maatte idelig revse den skrømtede Gudstjeneste, hvormed især de store i Folket vilde blænde baade Gud og Mennesker, idet »de holdt sig nær til Gud med deres Mund og ærede ham med deres Læber, men deres Hjærter vare langt borte fra ham«. Men allermest fremtraadte dette Sind, da Frugttiden nærmede sig, og Tidens Fylde stundede til, hos Farisæerne og de Skriftkloge, som paa den TØ stod som Folkets Vejledere, hvorfor Jesus ogsaa siger om dem (Matt 23.2 ff): »de have Sæde paa Moses' Stol; gører derfor og holder alt, hvad de. sige eder, men gører ikke efter deres Gerninger; ti de sige det, men gøre det ikke; de gøre alle deres Gerninger for at skues af Mennesker«. Vi læse atter og atter i Evangelierne, at Jesus kalder dem Øjenskalke, d. e. Hyklere, hvis Gerninger vel udvortes at se til. kunde være gode og priselige, men indvortes vare lovløse; ti de vare ikke udsprungne af et Hjærte, som oprigtig vilde tjene Gud, men de søgte deres eget dermed, idet de derved vilde vinde Ære og Magt blandt Mennesker. Der har ganske vist ogsaa blandt dem været-Hyklere i den Forstand, hvori vi nu i Almindelighed bruge dette Ord, Mennesker som under Skin af Gudsfrygt og Nidkærhed for Guds Lov i Smug »opaad Enkers Huse, rensede Bæger og Fad udvortes, men indentil vare fulde af Rov og Gridskhed (Mark 12.40, Matt 23.25)«. Men saadan vare de ingenlunde alle. Hvem kunde tænke sligt om Farisæeren Nikodemos eller om en Mand som Farisæeren Saul, .der endog efter at han var bleven en Kristi Apostel, selv kunde vidne om sit Liv som Farisæer (Fil 3.6) »jeg var ankefri med Hensyn til Retfærdigheden ved Loven«. Og dog kan vi. ikke tvivle om, at ogsaa disse matte som Farisæere falde ind under Benævnelsen »Øjenskalke« . Ti det var dette, som var Farisæervæsenets Grundskade og Grundsynd, at de mente at have Retfærdighed nok deri, at deres Levned og Lovopfyldelse kunde bestaa for Menneskers Dom. Saadan var den Farisæer, Jesus fremstillede i Lignelsen, han som takkede Gud, fordi han ikke var som de andre Mennesker, og mente derved at have nok overfor Gud. Og saaledes var det, naar Farisæerne og de Skriftkloge mente sig retfærdige for Gud derved, at de udvortes overholdt Lovens Bogstav til Punkt og Prikke og havde alle Gudsfrygtens udvortes Former i Orden; det var Hykleri og Øjentjeneste i Guds Øjne, ti »Gud ser paa Hjærtet«, og de unddrog ham derved den Frugt, som han netop søgte af sin Vingaard, det oprigtige og sanddru Hjærte, som udelt vilde vandre med Gud og for hans Ansigt. De gav Tiende af de ubetydeligste Urter, af Mynte, Dild og Kommen, men undlod det i Loven, som vejede langt mere, Ret og Barmhjærtighed og Troskab (Matt 23.23).

Men under alt dette viste det sig, at de dog inderst inde havde en Følelse af, at denne Retfærdighed ikke kunde bestaa for Gud; men istedenfor at de derved skulde have ladet sig føre til at »elske Miskundhed og vandre ydmygt med deres Gud (Mika 6.8)«, saa gik de videre i samme Spor som før og udvidede Loven med deres »Overleveringer«, deres nye Bud og Bestemmelser, hvorved de vilde yde mere, epd Gud havde krævet, saa at deres Retfærdighed ikke alene kunde des mere skinne Mennesker i Øjnene, men at de ogsaa kunde træde frem for Gud som de, der havde Krav paa Løn hos ham. Og saa blev de dog netop derved Lovovertrædere, som Jesus siger (Matt 15.6): de ophævede Guds Lov for deres Overleverings Skyld. Men derfor gik det ogsaa saaledes, som Jesus skildrer i Lignelsen, at da Husbonden sendte sin Søn, for at han skulde hente Vingaardens Frugt, da sagde de: lad os slaa ham ihjel, saa faa vi hans Arv! Da Jesus Kristus kom, da indsaa Farisæerne og de Skriftkloge, at hvis Folket troede paa ham og fulgte ham, saa var deres Indflydelse forbi, og de tænkte eller sagde alle det samme, som Ypperstepræsten Kajfas (Joh 11.50) : »det er gavnligere for o s, at ét Menneske dør for Folket, end at hele Folket gaar til Grunde». Saa ophidsede de Folket til at raabe: korsfæst ham! og til at fælde sin egen Dødsdom: »hans Blod komme over os og over vore Børn (Matt 27.25)!«

Ja, da fældede Israel sin egen Dom. Og dette er den samme Dom, som vi i vort Evangelium i Dag læse, at Israels Øverster forud fældede over sig selv, da Jesus spurgte dem, hvad Husbonden skulde gøre ved de utro Vingaardsmænd, der vilde tage hans Vingaard som deres egen. Ti da svarede de han vil ilde tage de onde af Dage og leje Vingaarden ud til andre Vingaardsmænd, som ville afgive ham Frugterne i deres Tid. De fældede dermed Dødsdom over sig selv og fradømte sig, og dermed ogsaa Folket, som lod sig lede af dem, al Lod og Del i Herrens Vingaard. Og den Dom, de dermed fældede, den stadfæstede Jesus, idet han sagde: »Guds Rige skal tages fra eder og gives til et Folk, som bærer dets Frugter«. Og den har Gud stadfæstet, idet hans Rige er veget fra Israel, og hans Riges Evangelium er bragt til Hedningerne, for at hans Naade skal bære sin Frugt i dem.

Det er lærerigt, og det indeholder en alvorlig Paamindelse ogsaa for os, at Israel saaledes fældede sin egen Dom. Ti det vil altid ende med, at Mennesket dømmer sig selv, og saaledes skal det blive aabenbart for Alverden, at den Dom, som Gud fælder, er den : etfærdige.

Vel er det saa. at Gud alene skal dømme Mennesker, og han er den eneste, som kan dømme retfærdigt. Han alene kender ikke blot alle vore Veje og hvert Ord paa vor Tunge, men ogsaa alle vore Tanker og Attraaer, den inderste Drivfjeder for vore Ord og Gerninger. Og han alene kan overskue og gennemskue alle de, Hindringer og Betingelser, der have stillet sig for Menneskers Færd og have paavirket deres Handlinger saaledes, at Udfaldet mangen Gang blev et ganske andet, end de fra først af havde tænkt og tilsigtet, blev et saadant, at naar Mennesker skulde dømme derom, maatte deres Dom blive ganske falsk, fordi de ikke kunde se Hjærtet. — Alt dette vide i Grun- den alle Mennesker saare godt. Er det saa ikke at undres over, at saa mange Mennesker, ja vi kunde vel sige: vi alle, alligevel ere saa tilbøjelige til at dømme? Maatte vi ikke tværtimod sige: Gud ske Lov og Tak, at han ikke har overdraget Dommen til os, men forbeholdt den for sig selv, ligesom han har forbeholdt sig at raade for vort . Liv og vor Lod ; ti havde han sat os til at dømme, havde han lagt os en saa uhyre Byrde paa, at den ikke kunde andet end knuse hver den, som vilde tage den op i Oprigtighed.

Men uagtet det saaledes ikke er os, men Gud alene, som skal dømme Mennesker, saa er der dog ét Menneske, som vi baade maa og skal dømme, det er os selv, hver sig selv. Ti vi kan kende og bør kende vort eget Hjeerte. Og det er en Livssag for os, at vi ikke unddrage os denne Dommergerning eller liste os uden om den; ti det er derom, Apostelen skriver (1 Kor 11.31): dersom vi bedømme os selv, blive vi ikke dømte, — ikke saaledes at forstaa, at vi ved at dømme os selv kunde fri os fra Guds Dom, nej lige omvendt, fordi vi derved give os ind under Guds Dom, men gøre dette, medens der endnu er Tid til Omvendelse og til at finde Naade.. Det er denne Guds Dom, Jesus beskriver i Lignelsen om den gældbundne Tjener, og det er den, vi give os ind under, hver Gang vi af Hjærtet bede: forlad os vor Skyld!

Men selv om Mennesker ikke vil dømme sig selv .paa denne Maade i Tiden; saa skal de dog en Gang nødes til at fælde deres egen Dom. Derpaa se vi et Forbillede i Evangeliet i Dag, hvor Jødernes Øverster dømte sig selv og saaledes stillede sig selv som et Varsel om Sandheden af Herrens Ord, at den, der støder an mod Hovedhjørnestenen, skal knuses. Men fremfor alt skal denne Selvdomfældelse træde for Dagen paa Dommens store Dag, naar Jesus. Kristus aabenbares i Himlens Skyer, og alle Jordeslægterne skal jamre og ængstes i Fortvivlelse. Da vil det vise sig, at naar Gud dømmer Mennesker, er det ingenlunde, fordi han glædes ved at domfælde nogen, eller fordi han efter visse vilkaarligt fastsatte Regler domfælder den ene og frikender-den anden, nej det er, fordi Mennesker, selv have fradømt sig Livet, det evige Liv i Gud, 'derved at de have villet leve deres Liv uden Gud, i Ulydighed og Selvraadighed.

Ja, ved den . afnødte Dom, som Israels Ledere her i vort Evangelium fældede over sig selv, derved fradømte de sig Del i Frelsen, som Jesus bragte ogsaa til dem; og ved den afnødte Dom, som Jordeslægterne skal fælde over sig, naar de paa Kristi Herligheds Dag med Gru raabe til Bjærgene : falder over os og skjuler os for Guds og Lammets Vrede! derved fradømme de sig selv Lod i hans Herligheds og Saligheds Rige. Men dersom vi godvillig dømme os selv, naar Lyset fra Gud skinner ind i vore Hjærter og viser os, hvordan vi ere i den hellige og alvidende Guds Øjne, da skal den Dom blive os til Frelse. Det var dette, Toldere og Syndere gjorde, da Jesus mødte dem fuld af Naade og Sandhed; de havde sagt: jeg vil ikke! de havde vandret efter deres egne Lyster; men nu vendte de om fra dem og holdt sig nær tit Jesus for at. høre ham og frelses ved ham.

Nu er den Dom, Jøderne fældte over sig selv, fuldbyrdet, og Herrens Vingaard er bleven givet til os Kristne af Hedningerod. Og alle vi, som tro og ere døbte, ere kaldede til at være Arbejdere i Herrens Vingaard, for at den kan bære Frugt, saa Vingaardens Herre kan modtage sine Frugter, naar han kommer. Hvilke ere saa disse Frugter? Ja, saa sandt den Vingaard, hvor vi have fåaet vort Arbejde, i dybeste Forstand er den samme, som Gud havde plantet i Israels Falk, .saa skal ogsaa vi bære de samme Frugter som Israel, lydige Hjærter, som - redelig vil tjene Herren og vandre med ham, sanddru og oprigtige Hjærter, som ere vel skikkede til at modtage ham, den Herre, som det sande Israel ventede paa, men som nu er kommen og har fuldbragt sit Frelserværk. Men dette er ikke nok. Om end deri Frugt, Vingaarden kunde frembringe under den gamle Pagt, er runden af samme Rod og derfor er af samme Art som den, den skal frembringe under den ny Pagt, saa skal dog Frugten her være endnu ædlere og rigere. Det Vintræ, som er plantet i Vingaarden, og hvis Frugt vi skal arbejde for, det er Jesus Kristus selv, som han er med os i sit Ord, ti han er selv det sande Vintræ. Og Frugten, som han vil bære, ja det er ogsaa alle de Aandens Frugter, som Apostelen nævner (Gal 5.22): Kærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, Sagtmodighed, Afholdenhed; dem vil den Hellig-Aand virke i os, idet han tager af Jesu Kristi Ord og Naade og forkynder os. Men den egentlige Frugt, som Herren vil hente af sin Vingaard, det er frelst e Mennesker. Der er den Opgave, der er sat for os alle, som ere blevne Arbejdere i Vingaarden, — ikke Præsterne og Ordets Tjenere alene, men alle troende Kristne, — at vi skal arbejde paa, at Vintræet kan bære denne Frugt. Dette skal vi gøre ogsaa i den Forstand, at vi stræbe ved vort Vidnesbyrd i Ord og i Levned at vise andre Mennesker hen til Jesus Kristus, til at blive frelste ved ham. Der er dem, hvem det er givet at arbejde saaledes i vide Kredse, og der er næppe nogen eneste Kristen, som ikke har idetmindste ét Menneske, for hvis Frelse han jo kan arbejde saaledes. Men først da vil dette Arbejde udadtil falde os naturligt, ja som selvfølgeligt, naar vi i Troskab optage det Vingaardsarbejde, som allerførst ligger os for, at arbejde paa vor egen Sjæls Frelse. Dette Arbejde er fælles og lige nødvendigt for alle Kristne lige fra den højeste Apostel til det mindste kristne Barn. Endog Apostelen Paulus skriver jo om sig selv, at han maatte afnstrenge sig af al sin Magt og kue sit Legeme og holde det i Ave, for at ikke han, som havde prædiket for andre og derved udrettet mere end alle de andre Apostle, selv skulde blive forskudt. Men naar en saadan Stormand maatte arbejde og stride saaledes, »skulde vi da gaa fri, alle Kristnes Kamp forbi?« Nej, vi maa i Sandhed og Oprigtighed, ja med Frygt og Bæven arbejde paa vor Frelse ved at kue vort Kød, vor medfødte Drift til at leve os selv til Behag, og ved, stedse paany at modtage Jesu Kristi Naade, saa den mere og mere kan fylde vort Hjærte, ja gennemtrænge hele vor Personlighed, saaledes at i Sandhed Kristus lever i os, og at han kan frembringe den Frugt af os, at vi blive frelste Mennesker.

Her gælder det da, at vi hver for sin Del ere tro i dette vort Arbejde, saa at Herren, naar han kommer, kan modtage sine Frugter. Ja netop sine Frugter; ti det er ham, der har al Æren for, hvad Frugt der kommer .ud af vort Arbejde i Vingaarden, baade Aandens forskellige Frugter og den evige Frelsens Frugt, hvori disse alle ere forenede. Men ligesom der fordum i Israel var utro Vingaardsmænd, der selv vilde eje Vingaarden og dens Frugter, saaledes er det endnu, ja vi maa alle være paa Vagt imod Fristelsen til denne Utroskab. Der er dem, der holde det for nok, naar de kun have alle Kristendommens udvortes Former, dens Gudstjeneste og Skikke, i den rette Orden, medens de indvortes beholde deres gamle egenkærlige og verdslige Hjærte; deres Kristendom tjener dem kun til uforstyrret at leve sig selv. Og der er dem, der stille strenge Fordringer til Kristenlivet og, som man har sagt, tilføje et ellevte og tolvte Bud af deres egen Opfindelse; men saa undlade de baade det ene og det andet af de ti Bud, som Gud har befalet. De byde: rør ikke det, smag ikke det, og befat dig ikke med hint; men indvortes kan deres Hjærter være fulde af Usandfærdighed, Ukær-lighed og Gridskhed. Og Utroskaben kan fremtræde i mange flere Skikkelser. De. som kende Kristenhedens Historie, vil kende Vidnesbyrd nok derom. Og vi skal holde vore Øjne aabne derfor, dog ikke for at dømme Mennesker, eller for at gøre os selv retfærdige vell at takke Gud, fordi vi ikke ere som disse, omen for at tage vare paa os selv og være paa Vagt, at vi ikke skal falde i den Snare, at nøjes med Kristenlivets udvortes Former, medens vort Hjærte, som skulde tilhøre vor Herre og Gud, lever sig selv og søger sit eget. Ja vi skal tage vare paa os selv, at vi som tro Vingaardsmænd stadig arbejde paa vor Frelse; kun da kan vi ogsaa staa iblandt Mennesker som oprigtige og sanddru Vidner om vor eneste Frelser Jesus Kristus, der er bleven sin Menigheds Hovedhjørnesten derved, at han blev forskudt af sit gamle Ejendomsfolk og hengav sig, for os for at løskøbe os fra al Lovløshed, al Ulydighed og Selviskhed og Selvbehagelighed, og for at rense sig selv et Ejendomsfolk, der er nidkært til gode Gerninger, ham til Ære. Gud styre og styrke os dertil ved sin Hellig-Aand for Jesu Kristi Skyld !

Amen.