Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Vort Navn og vort Maal - Nittende Søndag efter Trefoldighed

Joh. Evang. 1, 35-52

Den næste Dag stod Johannes der atter og to af hans Disciple; og idet han saa paa Jesus, som kom vandrende, siger han: se, det er Guds-Lammet. Og de to Disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesus. Men Jesus vendte sig om, og da han saa dem følge, siger han til dem: hvad søge I? Og de sagde til ham: Rabbi (hvilket udlagt betyder: Lærer), hvor opholder du dig? Han siger til dem: kommer, saa skulle I se det. Saa kom de og saa, hvor han opholdt sig, og de bleve hos ham den Dag; det var ved den tiende Time. Andreas, Simon Peders Broder, var en af de to, som havde hørt det af Johannes og fulgte ham. Denne finder først sin egen Broder Simon og siger til ham: vi have fundet Messias (det er udlagt: Kristus). Og han førte ham til Jesus. Jesus saa paa ham og sagde: du er Simon Jonas' Søn; du skal hedde Kefas (det er udlagt: Petros). Den næste Dag havde Jesus i Sinde at gaa bort til Galilæa; og han finder Filip og siger til ham: følg mig. Men Filip var fra Betsajda, Andreas' og Peders By. Filip finder Natanael og siger til ham: den, som Moses i Loven og som Profeterne have skrevet om, ham have vi fundet, Jesus Josefs Søn, ham fra Nasaret. Og Natanael sagde til ham: kan noget godt være fra Nasaret? Filip siger til ham• kom og se! Jesus saa Natanael komme til sig og siger om ham: se, det er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er Svig. Natanael siger til ham hvor kender du mig fra? Jesus svarede og sagde til ham: førend Filip kaldte paa` dig, saa jeg dig, medens du var under Figentræet. Natanael svarede ham: Rabbi, du er Guds Søn, du er Israels Konge! Jesus svarede og sagde til ham • tror du, fordi jeg sagde dig, at jeg saa dig under Figentræet? du skal se større Ting end disse. Og han siger til ham: sandelig, sandelig siger jeg eder, I skulle se Himlen aaben og Guds Engle fare op og fare ned over Menneskesønnen.

Vi læste her, at da Andreas havde ført. sin Broder Simon til Jesus, da saa Jesus paa ham og sagde : du er Simon Jonas' Søn, du skal hedde Kefas, d. e. Petros, Klippemanden. Det er et udtryksfuldt Ord, der staar: »Jesus saa paa ham«, et Ord, som ved flere Lejligheder bruges om Jesus; men det er desværre ikke muligt fuldt at gengive dette Ord paa vort danske Modersmaal. Man kunde maaske omskrive det • han fæstede sit Blik paa ham, lod sit Blik hvile paa ham; det betegner nemlig dette dybe, gennemskuende Blik, hvormed Jesus ikke alene saa paa ham, men ogsaa helt ind i ham, som den, for hvem Menneskers lønligste Tanker og Bevæggrunde ere som en aaben Bog, saa at han, som Evangelisten andensteds skriver, ikke havde behov, at nogen skulde vidne for ham om Mennesket; ti han vidste selv, hvad der var i Mennesket (Joh 2.25). Saaledes saa altsaa Jesus her paa Simon Jonas' Søn og ind i ham, og derefter siger han: du skal hedde Kefas, Klippemand; --- Jesus saa, at dette Navn vilde passe paa ham. Og saaledes giver Jesus ham strags her ved sit første Møde med ham dette Klippenavn, der betegner ham som den, der med sit Hjærtes hele faste Tro og Tillid byggede paa Klippen Jesus Kristus,, men derfor tillige som den, paa hvem der kunde opbygges andre levende Stene, og som derved ogsaa kom til at staa blandt sine Brødre, baade blandt Apostlene og i hele den apostoliske Menighed, som en saadan paa Klippen grundfæstet »Pille« (Gal 2,9), at de andre kunde støtte sig til ham.

Men naar vi kende Peders senere Livshistorie, som den frem- stilles i vore Evangelier, kan vi da ogsaa sige, at dette Navn pas- sede paa ham? og kan vi kalde det et Vidnesbyrd om, at Jesus gennemskuede ham, at han alt ved dette første Møde kaldte ham en Klippemand? Jeg taler ikke om, hvordan han var efter sin Natur, hvor vi se ham som et Menneske, der maaske i højere Grad end de fleste lod sig rive hen af Øjeblikkets Stemning. Men hvordan viste Simon sig, efter at han var bleven en af Jesu stadige Disciple og havde forladt alt for at følge ham? Se vi ham da som en Mand, der stod stadig og urokkelig fast paa Klippegrunden, Jesus Kristus og hans Ord? Ja, vi have visselig skønne Vidnesbyrd herom. Tænk paa den Dag, da Jesus ;havde talt i Synagogen i Kapernaum om, at den, der skal have evigt Liv, maa æde Menneskesønnens Kød og drikke hans Blod, og da de mange af hans hidtidige Disciple sagde: dette er en haard Tale! og forlod ham. Det var en alvorlig Prøvelse for de tolv, som Dagen forud havde frydet sig over den store Skares, de fem Tusendes Begejstring for Jesus, og som nu saa al den Herlighed forsvinde. Men da Jesus spurgte dem: ville I ogsaa forlade mig? kunde Simon Peder uden Betænkning svare: Herre, til hvem skulle vi gaa; du har det evige Livs Ord (Joh 6.68) ! Da viste han sig som en Klippemand, grundfæstet paa Klippen. Og atter den Gang Jesus spurgte de tolv : hvem sige I, at jeg er? Da tog Peder Ordet og svarede: du er Kristus, den levende Guds Søn. Derfor fik han ogsaa Jesu egen Stadfæstelse paa det Navn, han tilforn havde faaet (Matt 16.18): »Jeg siger dig, du er Petros (d. e. du viser nu, at du svarer til dit Navn, Klippemand), og paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed«.

Men tænk saa i' Modsætning hertil paa de mange andre Gange, da Peder langt snarere maa siges at have vist sig som et svajende Siv end som Klippemand. Tænk paa den. Gang, da Jesus kom 'vandrende hen over den bølgende Sø, og df, Peder begyndte med at sige: Herre, er det dig, da byd mig at komme til dig paa Vandet! Og da Jesus sagde: kom ! steg han ud og gik paa Vandet hen ad Jesus til (Matt 14.28 f.). Ja det var Klippemanden, der saaledes paa Jesu Ord kunde vove sig ud paa den gyngende Bro. Men da han snart saa, hvor stærkt det blæste, blev han bange og begyndte at synke; og Jesus sagde til ham: hvi tvivlede du, du lidet troende? Hvor var da Klippemanden? Han var i bogstave- lig Forstand b 1 æ s t bort, og kun den gamle Simon Jonas' Søn var tilbage. Og tænk paa Skærtorsdag Aften, da han endog formastede sig til at sætte sit Nej imod Jesu Ord. Det var Simon, der talte saaledes, men ikke Klippemanden, der bygger paa Jesus Kristus og hans Ord. Og end mindre se vi en Klippemand, da han faa Timer efter i Ypperstepræstens Gaard svor og bandede: jeg kender ikke dette Menneske ! Nej da se vi den gamle Simon, der rives hen af øjeblikkets Frygt og Skam. Og endnu langt senere i hans Liv møde vi det samme. Han var den første Apostel, som af Herren fik det Lys, at Hedningerne skulde have Adgang ind i Kristi Rige uden Omskærelse og uden at blive Jøder først, og han døbte den første Hedning, Kornelius. Og hvad han saaledes havde gjort, forsvarede han med fuld Frimodighed, da de Kristne i Jerusalem, som endnu ikke havde faaet Lys over Guds Veje i dette Stykke, gik i Rette med ham derfor (Ap G 11). Den Gang stod han fast paa Klippen. Og dog se vi, at han over ti. Aar derefter, da han kom til Antiokia, lod sig skræmme af de Jøde- kristnes Mishag, saa han ikke turde vedkende sig Broderskab med de Kristne af Hedningeæt, saa at Paulus maatte strengt irettesætte ham derfor (Gal 2.11 ff.).

Hvor kunde saa Jesus kalde ham Klippemand, naar han dog atter og atter viste sig at være, om end ikke et Rør, der svajede for enhver Vind, dog et Stemningsmenneske, der lod sig rive saaledes hen af, hvad' der i øjeblikket greb ham? Ja paa den Maade, som man i Almindelighed vilde bruge Ordet Klippemand, var Peder det vistnok ikke og blev det maaske aldrig, et Men- neske, som •var saaledes fast og urokkelig i sit .eget, at han ikke lod sig røre af noget udenfor ham. Men i den Forstand er Peders Navn ikke heller at forstaa i Jesu Mund; han 'kalder ham ikke en Klippemand, fordi han i sig s elv var saa urokkelig, men fordi Jesus i ham saa et Hjærte, der fuldt og fast kunde bygge paa Jesus Kristus, som er Menighedens rette Klippegrund. Og fremdeles skal vi 'mærke, at naar Jesus gav ham dette Navn, strags da han ved det første Møde saa paa ham og gennemskuede ham, saa var det fordi Jesus saa, hvad han ved hans Naade kunde og vilde blive til. Efter den almenmenneskelige Tankegang, som ligger os alle saa nær, burde Simon først have faaet sit Klippenavn til allersidst, naar han gennem sit Livs Kamp og Prøvelser havde erhvervet sig den Fasthed, som han ikke havde fra Begyndelsen. Og vi maa sige: det var ogsaa og skulde være Udbyttet af Peders Liv, at han vandt det Navn, som Jesus strags begyndte med at give ham, — ja at han vandt det fra sig selv, fra sit af Natur let omskiftelige Hjærte. Men lige saa vist er det, at Jesus strags fra første Færd gav ham dette stolte, skønne Navn. Og dermed gav Jesus ham ogsaa det M a al, han havde at kæmpe for og stræbe til. Og hver Gang Peder var falden og saaledes havde vist sig uværdig, ja uskikket til at bære sit-Klippe-Navn, saa maatte det drive ham til des fastere at klynge sig til' Jesus Kristus og hans Ord, om han dog engang kunde naa til at bære sit Navn med Ære, og naa dertil ved Jesu Kristi Kraft. Ti dette Navn var ham jo et Pant paa, hvad Jesus havde tiltænkt ham at være. Og jeg tænker, at Peder mangen Gang har tænkt og bedet : du Herre Jesus Kristus, du ser, hvor ringe jeg svarer til det skønne Navn, du har givet mig; men du har dog givet mig det, ` for at jeg skal bære det til din Ære; du ved alle Ting, du ved at jeg elsker dig og aldrig vil slippe dig; saa hjælp mig da ogsaa, at jeg ved ydmyg Tro paa dig kan blive den Peder, du vil have mig til! Og at han ogsaa haaede fremad dertil, trods alle sine Fald og al sin opblussende Hast, det se vi i den første 1Vfenighed i Jerusalem, hvor han, stod som den Pille, tle alle støttede sig til. Og det se vi af hans Breve fra hans gamle Dage; ti der, er intet af Apostlenes Breve, hvori der udtaler sig en saa tillidsfuld og urokkelig Vished om Sejren i Kristus, som i hans.

Men hvad Jesus saaledes gjorde mod Simon Jonas' Søn, da han strags begyndte med at give ham hans Klippenavn, det er ingenlunde noget enestaaende; det er kun et enkelt Eksempel paa det samme, som han stedse vedbliver at gøre mod alle sine troende. Jesus begynder ikke med at stille os som Opgave det Maal, som vi skal stunde til, og som han vil føre os til; men han begynder med at give os Maalet, saa vi have det i hans Ord, og i Troen paa dette Ord have vi det Maal for Øje, som vi skal stræbe efter og stride for at naa. Saaledes gjorde han alt i sin første store Prædiken, sin saakaldte Bjærgprædiken, naar han begynder: »Salige ere de fattige i Aanden, ti Himmeriget er deres«. Han siger ikke : de skal blive salige, og skal faa Himmeriget i Eje, skal engang komme derind. Nej : de e re sa- lige, d. v. s. de ere hjærtenslykkelige og glade Mennesker; ti Himmeriget e r deres, de have det og dets Rigdom i Eje i mig, paa hvem de tro. Og saaledes atter, naar han siger: »I ere Jordens Salt, I ere Verdens Lys«, — ikke: I skal blive det og stræbe derefter, nej : I er e det; det er den Plads og Stilling, I have faaet ved at blive mine Disciple og Gud Faders Børn, at I staa iblandt Mennesker som Saltet og Lyset. Og disse Ord talte han til sine Disciple, som vi dog vide, at han stadig maatte vedblive at opdrage paa og maatte irettesætte saa tidt. Men deri indesluttes da . ogsaa, hvad de havde at stræbe efter-og stride for i deres Omgængelse blandt Mennesker: at de ret kunde udfylde den Plads, der saaledes var givet dem. Og det samme gælder ikke hans første Disciple alene, men ligesaa fuldt hele hans Menighed til Dagenes Ende, ogsaa os her, saa mange som tro paa Jesus Kristus og høxe ham til. Jesus har sagt, at vi eve salige og ere Verdens Lys. Naar vi have ham til vor Herre ved Troen paa hans Ord til os, nuar han har vort Hjærte i Eje, saa have vi ogsaa Saligheden i ham, den Hjærteglæde, som kan vare evindelig; han har givet os den i sit Ord; og saa e r e vi i hans Rige, have Lod i Himmeriget, og vi ere i Verden som Verdens Lys, saa det paa os skal kendes, at Lyset, Kærligheden og Sandheden er til Stede midt i Verdens Mørke. Dette er den Stilling, den Post, Jesus Kristus har givet os i Verden, og som vi skal holde i Troen paa ham. Ret ligesom en Stridsmand, der af sin Høvding er sat paa sin Post; dersom han er en tro Stridsmand, ser han ikke paa ,sine egne Kræfter eller paa Fjendens Styrke; men. kun paa dette: her er min Post, den er mig givet, den skal jeg holde, det er mit Livs Ære at holde den, eller at falde paa den. Men det vil jo atter sige, at vor Herre Jesus dermed har foresat os det Maal, som vi skal stunde til, og som vi skal stræbe efter og stride for at naa fremad til ved hans Kraft; vi skal arbejde paa at øse stedse dybere af hans Kærlighed og kue vort eget Kød, for at vi derved kan blive glade i Herren, og for at Lyset, hans Sandhed og Kærlighed, gennem os maa skinne ud iblandt Mennesker i Verden. Og Jesus Kristus, som har givet os dette Maal at stræbe til, han vil indestaa os for, at vi en Gang skal naa det, saa sandt vi blive tro hos ham, ja han vil ved sin Aand og sit Ord føre os fremad dertil, om det end altid bliver saaledes, at her paa Jorden, saa længe vi ere paa Vejen, have vi stedse Maalet foran os og have ikke naaet det.

Paa samme Maade tale ogsaa Herrens Apostle baarne af den Hellig-Aand i deres Breve til Menighederne om Kristenlivets Kaar her paa Jorden : det Maal, vi have at stræbe fremad til, den Livets Rigdom og Fylde, som vi skal arbejde og stride for at naa, er allerede givet os i den Naade, vi fik i vort Kristenlivs Begyndelse. » Af Naaden ere I fr el s t e ved Tro«, skriver Apostelen Paulus til Menigheden (Ef 2.8); og derfor formaner han (Fil 2.12): » arbejder med Frygt og Bæven paa eders Frelse», Atter og atter siges der til de troende, at vi ere Guds Børn og have Børneretten i Kristus. »I ere alle Guds Børn ved Troen paa: Kristus Jesus; ti I, saa mange, som bleve døbte til Kristus, bleve iførte Kristus«, skriver Paulus (Gal 3.26 f). »Se, hvordan en Kærlighed Faderen har givet os, at vi skulle kaldes Guds Børn, og vi ere det«, skriver Johannes (1 Joh 3.1). Da vi blev iførte Kristus, blev Navnet »Guds Børn« givet os, ligesom Jesus gav Simon' Jonas Søn Navnet Petros. Men derfor lyder ogsaa Formaningen til Guds Børn: »ifører eder Herren Jesus Kristus (Rom 13.14)» ; og fordi vi have Børneretten, kan Apostelen skrive (Rom 8.23): »vi vente paa Børneretten» ; det er Maalet, vi stunde fremad til, at vor Børneret skal fuldelig træde i Kraft, naar vort Legeme udløses af Forkrænkelighedens Trældom; .da først ere vore Kaar saadanne, indvortes og udvortes, som det svarer til vort Navn.

Og saaledes har det sig ogsaa med Navnet »de hellige», som vi saa ofte møde i Apostlenes Breve. Saaledes benævnes de troende, sete under ét, fordi de ere blevne »helligede i Kristus Jesus (1 kor 1.2) idet de blev indlemmede i hans Menighed. Ti Kristi Menighed er hellig, fordi den har ham, den hellige og retfærdige,. til sit Hoved, og fordi han, som Apostelen skriver (Ef 5.26) : » har hengivet sig selv for den, for at han kunde hellige den ved at rense den ved Vandbadet med et Ord». Og alle vi, som tro og ere døbte, have som Lemmer af Menigheden Fællesskab om denne Hellighed. Det er den høje Stilling og Ære, der er os given midt i den syndefulde Verden. Men denne Gave indeslutter nødvendigt den Opgave, at vi holde denne Stilling derved, at vi hver for sig stræbe, at vi mere og mere maa udfylde den saaledes, at vi svare til dette Navn. Derfor formane Apostlene atter og atter de hellige til at vorde hellige, til at stræbe efter Hellighed, til at vandre, som det sømmer sig de hellige; ja vi læse i deres Breve ikke alene saadanne Formaninger, men ogsaa Advarsler og Irettesættelser for mangehaande Synder. Og alle Kristne, som ere sanddru mod sig selv, maa tilstaa, at ogsaa vi endnu den Dag i Dag kan højlig trænge baade til saadanne Formaninger og Advarsler og til Irettesættelser.

Er det saa ikke Overmod eller Daarskab at kalde Guds Børn: de hellige, naar de baade den Gang og nu, om de ikke vil be- drage sig selv, maa bekende, at de ere Syndere, og -hver Dag maa bede: Fader, forlad os, vor Skyld! — Ja, vistnok maa vi vogte os for at bruge dette hellige Navn saaledes let hen, som • om det var en selvfølgelig og dagligdags Ting, at Kristne bære det. Og vi maa altid bruge dette Navn med Betænksomhed, ja med Bæven, allermest naar vi tale om os selv. Vi skal vel lægge Mærke til, at Herrens Apostle aldrig sige: » vi hellige«,heller ikke nogensinde bruge det om den enkelte Kristen, saa de sige : den og den er en hellig Mand eller Kvinde. De bruge kun dette Navgi, naar de tale om Menigheden og dens Lemmer, som ere »de hellige«. Men ligesaa meget, ja maaske end mere, skal vi vogte os for at kaste dette Navn til Side, end sige paa Verdens Vis bruge det som et Slags Skældsord. Nej, »de hellige« er Guds Børns Æresnavn her paa Jorden, og det skal altid minde os baade om Guds frelsende. Naade mod Syndere og om det store Haab, vi have faaet i Kristus, at vi engang skal blive hellige som Gud selv, der har skabt og genfødt os til at ligne ham. Og vi skal holde urokkelig fast, at naar vi høre Jesus Kristus til ved Troen paa hans Ord, saa ere vi i ham Guds Børn og helligede i ham, saa at vi i hans Navn kan forsage alle Djævelens Gerninger og alt hans Væsen og tro, at vi have alle vore Synders Forladelse. Og naar vi saa tale og læse om »de hellige«, da kan vi med ydmyg Tak til Gud sige til os selv: dette skønne Navn omfatter ogsaa mig; jeg har Samfund med de hellige og hører til dem.

Men ligesaa urokkelig skal vi holde fast, at i Navnet »de hellige« have vi faaet, og er der stillet os for Øje det Maal, som vi maa stræbe og stride for at naa, saa sandt vi ere Guds Børn, ja som det gælder vort Liv, at vi stride for. Det har sig her- med paa lignende Vis, som naar et Barn har taget et godt Navn i Arv fra sine Forældre. Da har og bærer det virkelig dette Navn med Rette, og 'det er en stor Lykke for et Barn at have arvet et godt Navn, det er maaske det bedste menneskelige Arvegods, det kan faa. Men lige saa vist indeslutter ogsaa denne Arv en Opgave, den stiller for Barnet et Maal, som det først skal naa, og som filet kun kan naa, naar det i Oprigtighed. og Alvor stræber at træde i sine Fædres Spor. Det faar 'aldrig sine Fædres gode Navn i Eje som sit Navn, uden selv at hage vundet det, og vinder det ikke uden at arbejde og kæmpe derfor. Og jo mere Barnet sætter Pris paa at have og bære sine Fædres Navn, des stærkere Opfordring og Tilskyndelse indeslutter dette ogsaa til at vinde det.

Saaledes er det ogsaa med det skønne Navn, vi have faaet i vor Daab, som Kristi hellige og Gud Faders Børn. Jo vissere vi tro, at vi virkelig i Kraft af Jesu Kristi Naade e r e Guds Børn og høre til de hellige, saa vi bære dette Navn med Rette, — ikke dog som noget, vi have Ret til, men i den Forstand, at intet Menneske har Ret til at fratage eller frakende os dette Navn, fordi vi have det i vor Herres Jesu Naades Ord som en Naadegave af ham, — jo vissere vi tro dette, og jo mere vi skønne paa dette Navn, des mere følger med Nødvendighed, at vi maa stræbe ikke alene at bevare dette Navn, men at vinde det, saa at vor hellige Faders Navn maa helliges i os og paa os, og at det kan kendes, at vi i Sandhed ere hans Børn og høre til Jesu Kristi hellige Folk. Og hver Gang vi falde og synde og saaledes have gjort. os uværdige til at bære dette Navn, saa maa vi vende om og vende os til vor Herre og Frelser og sige: du, Herre Jesus Kristus, har givet os vort Navn, for at det i Sand- hed skal passe paa os, og for at din Naade, ligesom du har begyndt ved at give os Navnet, ogsaa maa fuldføre, saa vi naa til helt og fuldt at svare til vort Navn; saa hjælp os til, at vi ikke skal miste det Navn, du har givet os, og før og styrk os til at bære det dig til Ære, ogsaa paa hin Dag, naar du kommer at herliggøres i dine hellige og beundres i alle dem, som have troet paa dig!

Amen.